Translate

Viser opslag med etiketten Janelle Monáe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Janelle Monáe. Vis alle opslag

søndag den 11. december 2022

Bush + Renz: Antebellum (2020) [Black Lives Matter 21]


FORTIDEN ER IKKE DØD

En omvendt Borte med Blæsten

Af BO GREEN JENSEN

DER er tre afsnit og et stort tankespring i Antebellum. Oplevelsen er helt afhængig af overraskelsen, som filmen leverer efter en time. Jeg røber ikke noget, men vil alligevel begynde med en ekstra indtrængende spoiler alert. Jeg havde selv læst en synopsis, som afslørede sammenhængen.
   Første akt udspiller sig på en bomuldsplantage i Syden under den amerikanske borgerkrig. Her bliver slaven Eden (Janelle Monáe) mishandlet og misbrugt som de øvrige afrikanske amerikanere. Plantageejeren, som er general i Konføderationshæren, holder Eden isoleret som en særlig favorit. Flere flugtforsøg mislykkes. Atmosfæren er som i en koncentrationslejr. Generalen brændemærker Eden – og lover hende, at alt vil blive godt.



I ANDEN akt var det heldigvis bare en drøm, som sociologen Veronica (også spillet af Janelle Monáe) vågner af. Veronica lever let og moderne med Nick, som er det modsatte af en #MeToo-skurk, og datteren Kennedi, som er en solstråle. Hun diskuterer systemisk racisme i tv og holder foredrag om sin seneste bog, der handler om at bryde med offermentaliteten. »Revolution er bedre end assimilation,« siger et slogan.
   Når Veronica går i byen med sine veninder, lyder de som en satirisk tv-sitcom. Jagende mænd bliver spiddet og ristet. De får det bedste bord midt i restauranten. New Orleans har ændret sig. Det er virkelig andre tider i Syden.



TREDJE akt føjer stykkerne sammen på uventet vis. Så har jeg ikke sagt for meget. Antebellum lanceres som horror og mørk fantasy, men er faktisk ingen af delene. Tiden hænger sammen på logisk og lineær vis.
  Snarere er filmen en instruktiv fabel i The Twilight Zone-traditionen: en identitetspolitisk thriller om amerikansk racisme før, nu og altid. »The past is never dead. It’s not even past – « skrev William Faulkner. For en sikkerheds skyld bliver han citeret to gange.


   
ANTEBELLUM er produceret af samme selskab, QC Entertainment, som stod bag Spike Lees BlacKkKlansman (2018) og Jordan Peeles Get Out (2017) og Us (2019). De historiske troper er endelig vendt. Antebellum åbner med en nøje koreograferet kameragang, et otte minutter langt tracking shot, der fører gennem plantagens kvarterer. Det er næsten en omvendt Gone with the Wind (1939, da. Borte med blæsten).
   Som sagt ligner formen en tv-novelle. Der er én god, stor idé, og når den er brugt, er der ikke så meget mere. M. Night Shyamalans film, som var tilløbsstykker for 20 år siden, havde samme relative problem. Antebellum deler en række motiver med Shyamalans The Village (2004).

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021)Denzel Washington: Fences (2016)


Antebellum. Instr. & manus: Gerard Bush & Christopher Renz. Foto: Pedro Luque. 105 min. USA 2020. Dansk premiere: 17.09.2020.


Fotos: QC Entertainment/ Lionsgate/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime og ViaPlay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.09.2020

torsdag den 27. februar 2020

Barry Jenkins: Moonlight (2016) [Black Lives Matter 2]


I MÅNESKIN BLIVER DRENGENE BLÅ
Den første afroamerikanske Oscarvinder

Af BO GREEN JENSEN
  
DER er barnet, den unge mand og den voksne. Moonlight beskriver et liv i tre aldre. Det er ikke noget særligt liv. Eller hvis det er, har vi alle betydning. Det er fortællingen om en tilblivelse. Derfor gav Gud os udviklingshistorier.
   Chiron vokser op i Miami. Han bor hos sin mor, der tager stoffer og rejser penge til vanen ved at betjene tilfældige mænd. Som voksen kan Chiron stadig vågne af drømmen, hvor hun råber. Man hører ikke ordene, men hun siger, han skal gå. Eller give hende pengene. Hun ved, at han har dem. Hun skal bruge dem nu. Og alligevel elsker hun drengen.
   I skolen bliver Chiron kaldt Little og må hver dag løbe spidsrod. Han skjuler sig i en tom lejlighed, hvor narkohandleren Juan har boet. Juan kører Little hjem til sin kæreste, Teresa. De giver ham mad og tager sig af ham. Juan lærer drengen at svømme. Det er det tætteste, Chiron har haft på en far.
   Så er der gået fem år. Også mobbernes leder er vokset. Chirons mor er for alvor på vej ind i mørket. Juan er død, men Teresa hjælper stadig. I skolen er Chiron betaget af Kevin, der taler om seksuelle bedrifter. Chiron har erektion. Kevin hjælper ham med at komme. De har et tæt øjeblik under månen.



DET er første gang, at Chiron åbner sig. Det er vigtigt, at det sker om natten og i måneskin. Drengene er afroamerikanske. Jeg har tøvet med at nævne det. Man skriver sjældent som det første, at protoganisten er hvid. Men hudfarven røber en etnisk forventning. Og dér bider Moonlight sig fast.
   Chiron er sort, socialt belastet og homoseksuel. Man regner derfor med at se en bestemt slags socialrealisme med forskellige faste typer og troper. Noget med bandeliv, hip-hop og maskulin etos. You Sexy Motherfucker og sådan.
   Der er ingen af de elementer. Eller jo, måske et sted i baggrunden, men for det meste er Florida bare et sted. Ingen tænker over, at de er sorte eller har det svært. For i forhold til hvem og i forhold til hvad?



BARRY Jenkins’ bemærkelsesværdige film bygger på et skuespil af Tarell Alvin McCraney. Forestillingen hedder In Moonlight Black Boys Look Blue. Det var noget, som Chirons bedstemor sagde. I mørket er kattene grå; i måneskin bliver drengene blå. Ellers er hudfarven end ikke nævnt. Bortset fra, at alle siger nigger om hinanden. Der er ingen hvide personer i syne.
   Der er heller ingen dårlige mennesker. Tættest kommer plageånden Terrel, en homofobisk hipster med hestehale og læderkasket. Han får Kevin til at slå Chiron i et mobberitual, hvor begge er fanget af status og fordom. Kevin slår, og Chiron tager imod. Han nægter at blive liggende. Teresa råder Chiron til at sætte sig i respekt. Da han gør det, bliver lærredet blåt.

  
ENDELIG er Chiron knapt til at kende. Manden Black har muskler som en skulptur. Hans tænder er lavet af guld. Der ligger en kongekrone i bilen. Og et våben. Black bor i Atlanta nu og har valgt Juans næringsvej. Little tabte ellers agtelsen for sin mentor, da han indså, hvad læreren levede af.
   Chirons mor er i pleje og beder ham komme, men han kan kun høre stemmen i drømmen. Som voksen blev drengen stærk og alene. Indtil Kevin ringer en aften og spørger, hvordan det hele er gået.
   Moonlight gør sin virkning ved at modarbejde alle klicheer. Den lægger ikke tingene frem, som de er. Alt er gjort smukkere, både fryden og fornedrelsen. Der er denne store ro og fornemmelsen af et cirkulært forløb. Somme tider er Chiron næsten en helgen. Somme tider er han bare en sort mand i Amerika.
   I hvert fald er der indvielsesritualer. Chiron bliver døbt, da Juan lærer ham at svømme, og konfirmeret, da Kevin forløser ham seksuelt. Han bliver prøvet i skolegården. Han lærer sin lektie og er ren igen, da Kevin ringer. Det er ikke for sent. Det er aldrig for sent. Han kan nå at finde hjem, før det bliver aften.




FILMEN er fortalt i tre akter, »Little«, »Chiron« og »Black«, der varer cirka en halv time hver. Alex Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes spiller Chiron. Som hans mor er Naomie Harris det eneste velkendte ansigt. Filmens fund er Mahershala Ali, der spiller faderfiguren Juan.
   Moonlight modtog en Golden Globe 2016 som bedste drama. Den var Oscar-nomineret i otte kategorier og vandt i tre: Bedste mandlige birolle (Mahershala Ali), Bedste bearbejdede manus (Barry Jenkins) og Bedste Film. Det sidste skete efter en historisk rodet og pinlig episode, hvor værterne Warren Beatty og Faye Dunaway fik kåret Damien Chazelles La La Land som vinderfilm.
   Det var året, hvor race og seksualitet gjorde en forskel. Senere i 2017 kom #MeToo-bevægelsen og fjernede fokus fra farve til køn, men i februar var det endnu stort og retfærdigt, at AMPAS endelig kårede en afroamerikansk vinderfilm.
   Det er let at se en politisk markering i dette, en anerkendelse af den sorte erfaring og af Black Lives Matter-bevægelsen. Men Moonlight er en tidløs dannelsesskildring, som dybest er farveblind. Det er heldigvis også sådan, at filmen bliver betragtet – og dét i sig selv er bemærkelsesværdigt.



Moonlight. Instr. & manus: Barry Jenkins. Foto: James Laxton. 111 min. USA 2016. Dansk premiere: 09.02.2017.


Fotos: A24/ Plan B Entertainment/ PASTEL/ Dos Hermanas LLC/ Camera Film/ CineMaterial/ Affinity/ YouTube
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, RakutenTV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films (US) 12.12.2017
2K Blu-ray fra Altitude Film Distribution (UK) 19.06.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.02.2017