John Krasinski: A Quiet Place (2018) [Sci-Fi 100]

INDE I STILHEDEN
De fremmede går efter lyden

Af BO GREEN JENSEN

DET gælder om at være stille – helt stille. I det knuste Amerika om et par år, hvor A Quiet Place udspiller sig, er det at lave lyd lig med døden. Væsenerne udefra kan ikke se, men de kan høre. Ved det affolkede butikscenter, hvor filmen åbner på »Dag 89«, ligger der gamle aviser med overskrifter som: »De går efter lyden!«

   Familien Abbott er bedre rustet end de fleste. Evelyn (Emily Blunt) og Lee (instruktør og medforfatter John Krasinski) har en døv teenagedatter, Regan (Millicent Simmonds), så de er vant til at tale tegnsprog. Der er en lidt yngre søn og en tumling, som bliver taget i filmens prolog. Der er stort set ikke andre mennesker tilbage.

ET år senere har familien indrettet sig på en gård. Der er strøet sand på jorden, så fodtrin ikke giver lyd, og inde i huset er der sat mærker på knirkende steder, hvor den døve pige skal passe på. Lysende nødsignaler er rigget til. Evelyn er højgravid, og hvordan kan hun føde i stilhed?

   Mens terminen nærmer sig, bruger Lee ventetiden på at lave et apparat, så datteren kan komme til at høre eller bare navigere efter hyletoner. Systemet virker ikke, men får senere stor betydning.

   Regan giver sig selv skylden for Lillebrors død og tvivler på sin fars kærlighed. Det har hun naturligvis ikke grund til. I katastrofefilm er der ofte en surrogatfamilie, to voksne og to børn, som finder sammen. Her er de en familie – også uden for fiktionen, hvor Blunt og Kosinski er gift.

FILMEN er næsten nostalgisk opbyggelig i sin skildring af familien, der står sammen. Det minimalistiske lydspor er fantastisk detaljeret. Først bliver der sparet på billeder af de jagende væsener, som laver kliklyde og ligner xenomorfer fra Alien-sagaen. Så kommer et af dem helt tæt på og forvandler fødslen i midten af filmen til en nervepirrende oplevelse.

   Der er ingen udspekuleret sadisme. Det lykkes med enkle midler Krasinski at skabe troværdighed og nødvendighed. Danske Charlotte Bruus Christensen har tilrettelagt den smukke billedside. A Quiet Place er det modsatte af et dumt, effektjagende genrestykke. Filmen er et de bedste gys i mands minde, suveræn scifi-horror for alle i familien.

A Quiet Place. Instr.: John Krasinski. Manus: Scott Beck, John Krasinski, Bryan Woods. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 90 min. USA 2018. Dansk premiere: 05.04.2018.

Fotos: CineMaterial/ UIP/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.06.2018

Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]

FORKLARINGEN PÅ LIVET

Ridley Scott slipper aldrig Alien-serien

Af BO GREEN JENSEN

RIDLEY Scotts rumgyser Alien – den 8. passager (1979) bliver lidt mere klassisk for hvert år. Det var instruktørens anden spillefilm og hans første amerikanske opgave. Scott kom til faget efter ti år med tv og reklame. Han debuterede ultrastilfuldt med Duellanterne (1977), en Joseph Conrad-fortælling fra Napoleonskrigenes tid, og han var sulten efter at skabe Stor Filmkunst.

   Efter sigende kastede han Dan O’Bannons manuskript til Alien fra sig med en foragtelig gestus og sagde til sin kone, at Hollywood spildte hans tid. Eller også gælder anekdoten projektet efter Alien, den endnu mere nyskabende og slidstærke Blade Runner (1982). Under alle omstændigheder var Someone to Watch over Me (1987) – en kærlighedsthriller i The Bodyguard-genren – det første amerikanske projekt, som Scott selv var entusiastisk omkring.

    

TIDEN er gået, og den flittige kæmpe har instrueret 25 film, næsten alle i episk format og ofte med en vis succes. For nu at nævne en håndfuld: Thelma & Louise (1991), Gladiator (2000), Black Hawk Down (2001), American Gangster (2007) og The Counselor (2013), som Cormac McCarthy skrev manuskript til. Alligevel er det de to sci-fi film fra begyndelsen, som han bliver ved at vende tilbage til, og som publikum aldrig har sluppet.

   Scott har klippet Blade Runner om flere gange og ajourført den med nye teknikker. Alien holdt han afstand til, mens Fox-studiet lod serien om facehuggers og chestbusters fortsætte i andres regi.

   I James Camerons Aliens (1986) var passageren ganget med 1000. David Finchers Alien 3 (1992) trak et filter af myte over motiverne fra de første film. Endelig overdrev Jean-Pierre Jeunets Alien: Resurrection (1997) så markant, at Sigourney Weaver sagde nej til at spille Ripley igen.

   Scott var tilbage med eftertryk i 2012, da Prometheus fik premiere som den første af tre planlagte film, der foregår før Alien. Da Neill Blomkamp (District 9) annoncerede, at han var undervejs med en Alien 5, som Sigourney Weaver havde sagt ja til at medvirke i, blev projektet annekteret og lukket ned.

I DEN rodede og ret skuffende Prometheus så man gudelignende væsener (Engineers bliver de kaldt i fan-universet) skabe mørkt liv på en ung planet, og man fulgte besætningen fra Prometheus, der nødlandede på en planet med jordisk atmosfære. Store stenansigter og en sunken stad markerede en svunden civilisation. Kun arkæologen dr. Elizabeth Shaw (Noomi Rapace) og (rester af) androiden David 8 (Michael Fassbender) overlevede ekspeditionen, der var finansieret af The Weyland Corporation.

   Prologen til Covenant skildrer den første samtale mellem Peter Weyland (Guy Pearce) og David, der kalder hinanden Far og Søn. Afgørende for hele historien er, at Weyland skabte de første versioner af David – som tager sit navn efter Michelangelos skulptur – i sit eget megalomane mogulbillede.

ELLEVE år efter er fartøjet Covenant undervejs med 2000 kolonister og en besætning på 15 ombord. Rejsen tager syv år, og alle sover hypersøvn. Kun androiden Walter er vågen. Walter er en senere, tilrettet udgave af den syntetiske David. Også han bliver spillet af Michael Fassbender.

   Det bliver af flere grunde nødvendigt at vælge en anden planet – dén som Prometheus landede på. Her venter en skabelsesmyte, der blander motiver fra Mary Shelleys Frankenstein med Shakespeares Stormen og H.G. Wells’ fortælling om de ulykkelige eksperimenter på Dr. Moreaus ø.

   Der venter naturligvis også flokke af xenomorfer i alle udviklingsstadier. Legendariske H.R. Giger designede den første falliske alien – som faktisk var en hun - og det er stadig hans skabelon, der bliver brugt.*

   Fortællingen hænger sammen uden at være skelsættende stor. Publikum skal gyse over slutbilledet – to ekstra kapsler føjes til summen af sovende fostre, og skaberen smiler livsaligt - men det er svært at være euforisk. Det er til gengæld let at beundre teknikken, som instruktøren altid har mestret.

GRUNDLÆGGENDE er problemet, at de nye film – som interesserer sig for ontologiske spørgsmål – bliver koblet på den første historie. I den gamle film var der simpelt hen en fremmed livsform, som ved et tilfælde blev samlet op af et ramponeret jordisk handelsfartøj. Det var en intens og realistisk præmis, som de følgende sequels og prequels egentlig bare har undermineret.

   Det er med Covenant, som det var med Prometheus. Det er solide film, som ville være tilfredsstillende, hvis de ikke skulle være »forklaringen« på livets historie. På paradoksal vis var der mange flere perspektiver i Alien, som bare skulle være en gyser, end i Covenant, som længe havde arbejdstitlen Paradise Lost. Jo større det bliver, jo mindre virkningsfuldt er det. Det er desværre et forhold, som gælder for en god del af Sir Ridleys produktion.

MÅSKE var det ikke så skævt, at Scott overlod instruktionen af Blade Runner 2049 til Denis Villeneuve (Arrival). Allerbedst ville det være, om Alien og Blade Runner kunne få lov at stå alene. For mig er Scott mest interessant, når han fortæller om historiske emner, der faktisk interesserer ham. Som i Kingdom of Heaven (2005) og Robin Hood (2010). The Martian (2015) var i øvrigt en anden slags virkelig vellykket sci-fi.

   Ånden i de nye Alien-film er, hvad man kalder studentikos. Det er sådan set godt gået af en 79-årig instruktør. Scott har mindst en prequel mere i ærmet. Jeg kan sagtens vente lidt med at se den.

I august 2024 er der premiere på Alien: Romulus, instrueret af Fede Alvarez, som har skrevet manus sammen med Rodo Sayagues. 20th Century Studios har produceret på vegne af Walt Disney Studios Motion Pictures, som streamer, distribuerer og ejer alle IP-rettigheder i det kendte og ukendte univers. Scott er krediteret som producer. Kronologisk ligger historien mellem Alien og Aliens. Cailee Spaeny er for Romulus, hvad Sigourney Weaver var for de tidlige titler. Film nr. 7 bliver næppe den sidste.   

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982-2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: Prometheus (2005) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

*) Hans Rudolf Giger (1940-2014) skabte den første alien. Det udførlige artwork er udstillet på H.R. Giger Museum, som fylder hele Château St. Germaine i kunsterens schweiziske hjemby, Gruyéres. Giger skærer et bredt spor op gennem popkulturen fra begyndelsen af 1970erne. Han studerede indretningsarkitektur og industridesign på Kunsthåndværkerskolen, før han blev ansat hos møbeldesigneren Andreas Christen i Zürich. Hans første tegninger blev trykt i schweiziske undergrundsmagasiner og H.P. Lovecraft-fanzinet The Cthulhu News. Det tidligste værk, man stadig ser gengivet, er serien 'Atomic Kids' fra 1962-63.

   Giger var fra begyndelsen interesseret i sammensmeltningen af menneske og maskine. Hans 'bio-mekaniske' kunst fik retning for alvor, da han opdagede airbrush-teknikken i 1972. Flere malerier blev masseproduceret i plakatform (der hang én på væggen i mit teenageværelse i Kastrup, hvor også Salvador Dalis fikserbillede af svaner og elefanthoveder, der spejler sig i hinanden, konkurrerede med helteportrætter af Jim Morrison og Che Guevara – det var ømt). Det var formentlig ad den den vej, at han kom til at designe coveret til albummet Brain Salad Surgery med progrock-supergruppen Emerson, Lake and Palmer. Det gjorde underværker for udbredelsen. ELP var kæmpestore i 1973.

   Giger designede siden LP-omslag og hele koncepter/kampagner for bl.a. Magma, Debbie Harry, Dead Kennedys og en lang række tyske heavy- og death metal-bands.
   Hans første filmarbejde var Swiss Made 2069 (1968), som han designede og instruerede sammen med Fredi M. Murer. Herpå blev Giger kontaktet af den argentinske film- og tegneserieskaber Alejandro Jodorowsky. Det er Gigers konceptuelle illustrationer og storyboards, der gør indtryk i den legendariske hvidbog til Jodorowskys aldrig realiserede filmatisering af Frank Herberts Dune.
   Giger var i flere omgange tilknyttet Alien-serien og fungerede som scenograf på Alien 3 i 1992. Hans tidlige kærlighed til H.P. Lovecraft blev uddybet i filmen Giger's Necronomicon (1975) og billedværkerne Necromicon (1977) og Necronomicon 2 (1985). Alt ved Giger er glinsende mørke koncepter, som udtrykker en post- og næsten inhuman livsfilosofi. I den japanske manga- og anime-kultur har man ligefrem begrebet 'Gigeresque'.
   Gennem hele sin karriere var Giger samtidig en efterspurgt møbel- og smykkedesigner. 'Han var en stor inspirationskilde for tatovører og fetischister,' står der i Wikipedia-opslaget. Jeg synes, at hans stærke signaturstil blev fortyndet i takt med den kommercielle disneyficering, som kulminerede med indvielsen af H.R. Giger Museum i 1998. Når det er sagt, skal det også siges, at især Gigers skulpturelle værker bevarer deres fascinationskraft.
   Hans mærkelige livsbane er skildret af Belinda Sallin i dokumentaren Dark Star: H.R. Gigers World (2014). Asteroiden 109712 Giger bærer hans navn. Museet lever videre med kunstnerens anden hustru, Carmen Maria Scheifele Giger, som direktør.

Alien: Covenant. Instr.: Ridley Scott. Manus: John Logan, Dante Harper. Foto: Dariusz Wolski. 122 min. UK-USA 2017. Dansk premiere: 17.05.2017.

Fotos: 20th Century Studios/ Scott Free Productions/ Dune Entertainment/ Brandywine Productions/ SF Studios/  CineMaterial/ MoviestillsDB/ H.R. Giger Museum/ YouTube [trailer + clip]/ Walt Disney Studios Motion Pictures

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 15.08.2017

Første udgave af  anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.05.2017.

Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]

I BEGYNDELSEN

En prequel til Alien-tetralogien

Af BO GREEN JENSEN

HVIS man så denne film uden særlig forventning, kunne man være udmærket tilfreds. Her er tale om en velsmurt thriller fra scifi-genrens mere fabulerende terræn. Det er tydeligt, at den vil noget særligt. Problemet med Prometheus er, for det første, at premieren markerer kulminationen på en af de største lanceringskampagner i nyere tid. For det andet, at det gælder en prequel til et af genrens rare klenodier, Ridley Scotts stadig effektive Alien (1979, da. Alien – den 8. passager). Kun instruktørens følgende film, den dystopiske Blade Runner fra 1982, har en lignende status.

   Ydermere må Prometheus forholde sig til de aldrig helt håbløse tilføjelser i Alien-serien. I James Camerons muskuløse Aliens (1986) var passageren ganget med 1000. David Finchers stilfulde Alien3 (1992) trak et filter af myte over motiverne fra de første film. Jean-Pierre Jeunets Alien: Resurrection (1997) løb derimod sur i tematik og figurer. I periferien findes spin-offs som Paul W.S. Andersons Alien vs. Predator (2004) og Alien vs. Predator – Requiem (2007), der var baseret på et PC-spil.

NU er serien igen ved begyndelsen, som en ouroboros-slange, der æder sig selv. Vist kan Prometheus ikke benytte Sigourney Weavers navnkundige Ripley-figur, der som gennemgående faktor har været en benhård Madonna-i-verdensrummet. Til gengæld kan forhistorien bruge ny CGI-teknik og trække på en færdigbagt mytologi. Det er i håbet om stor science fiction, at man sætter sig foran Prometheus, som oven i købet er skudt i 3D. I rummet kan ingen høre dig skrige. Det gælder nu som i 1979, da Michael Fassbender var en purk på to år, og Noomi Rapace end ikke var født.

FASSBENDER har rollen som David, en genetisk forædlet androide, der minder tilskueren om andre tjenende ånder i rummet, fra computeren Hal i 2001 til Ian Holms Ash-figur i den første Alien. Rapace er arkæologen, der har fundet et fast stjernemønster i forhistoriske vægmalerier, på Jorden såvel som i himlen. På vegne af The Weyland Corporation sætter skibet Prometheus ud på en rejse, der skal give ejeren svar på tre spørgsmål: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen?

PÅ en fjern planet står et gigantisk stenhoved. Der løber hologrammer af døende væsener omkring i systemet, en nedsænket labyrintisk struktur, som viser sig at være et begravet rumfartøj. Man kan ånde under jorden, og væggene er af levende sten. Der er en god chance for at få fremmed DNA med tilbage. Alligevel fremturer forskerne. David har fordrevet rejsetiden med at se Lawrence of Arabia og lære uddøde indiske sprog. Snart får flere sort blod i kroppen. Parasitter pibler frem.

I PROLOGEN ser man en gud bukke under. I epilogen forstår man, hvor Alien begynder. Jeg skal ikke ødelægge de overraskelser, som filmen er overfyldt med. Effekterne er flotte. Imidlertid lider Prometheus af en frygt for at kede, som får skaberne til at gå over stregen. Der er alt for mange temaer. I den første Alien var der suspense. Det har den femte for travlt til at kunne præstere.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

Prometheus. Instr.: Ridley Scott. Manus: John Spaihts, Damon Lindelof. Foto: Dariusz Wolski. 124 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.05.2012

Fotos: 20th Century Fox/ Scott Free Productions/ Dune Entertainment/ Brandywine Productions/ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime

Filmen er kommet på Blu-ray (2012) og 4K UHD (2017) fra 20th Century Fox

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.06.2012