Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020)

FRED I VOR TID
Diplomaten der gik sine egne veje

Af BO GREEN JENSEN

HENRIK Kauffmann (1888-1963) var ambassadøren, som repræsenterede Danmark i USA under og (længe) efter 2. verdenskrig. Han kom til Washington efter udstationeringer i New York, Berlin, Rom, Peking (kombineret med Tokyo og senere Bangkok) og hele syv år i Oslo.

   I diplomatiske cirkler svømmede han som en fisk. Mere kompliceret var forholdet til den prosaiske virkelighed, hvor situationer ikke altid kunne løses i høj fart med panache og et flot pennestrøg. Han havde flanørens ekspansive facon. Og mente, at han var i sin gode ret til at overhøre politikerne hjemme, fordi han vidste bedre og kendte til spillet.

   Da Tyskland besatte Danmark, handlede Kauffmann resolut. Han og Povl Bang-Jensen, som varetog det juridiske rugbrødsarbejde, besluttede at gå enegang og erklære sig ude af stand til at modtage ordrer fra »den ufrie danske regering«. Det er formuleringen i Dansk Biografisk Leksikon, hvor jeg har læst op på sandhedsværdien i Christina Rosendahls helteportræt.

   Filmen om Vores mand i Amerika synes ofte for enkel og eventyrlig til at være helt sand. Man tænker, at der må have været flere forhindringer. Ulrich Thomsen fremstiller Kauffmann som en Indiana Jones med slips. Christina Rosendahl har sin primære kilde i Bo Lidegaards bøger om fribytteren, I Kongens Navn (2013) og Uden mandat (2020).

DET synes faktisk at passe alt sammen. Måske ikke lige det indtryk, som filmen giver af præsident Roosevelt som en husven, der er besnakkelig, fordi han kendte admiralen, som var far til Kauffmanns hustru, Charlotte McDougall (1900-1963), og søsteren Zilla, som var Kauffmanns elskerinde. Måske heller ikke scenen, hvor Kauffmann spiser natmad med F.D.R. og Winston Churchill, som må fejre, at nu går USA i krig. Men resten ser i store træk rigtigt ud.

   Det er en fantastisk historie om en sammensat mand, der er lige dele helt og anti-helt. Hans hustru er med ham det meste af vejen. Det er Charlotte, som opfordrer Henrik til at føre stødet igennem og satse, da Tyskland indtager Danmark uden nævneværdig modstand. Har han ikke altid sagt, at diplomati består af 50% information og 50% hasardspil? Jo. Godt. Så er det nu, at du og Povl skal gøre jeres indsats.

   Indsatsen er smuk behændighedskunst. Kauffmann erklærer sig som det frie Danmarks sande gesandt og ignorerer så vidt muligt alle instrukser og henvendelser fra København, hvor regeringen og embedsværket raser.

   USA vælger at anerkende Kauffmann. Det er diplomaten Berle, som afviser Henrik, indtil han leverer sit slagtilbud. USA må have baser på Grønland. Og modsat de grønlandske landsformænd, kan Henrik garantere en uopsigelig kontrakt om brugsret til Grønland.

ROSENDAHL fremstiller Kauffmann som en begavet jonglør. Ulrich Thomsen er mere end på hjemmebane i rollen. Også Mikkel Boe Følsgaard fylder i landskabet som den kompromisløse Povl Bang-Jensen. Han har sin modpol i Einar Blechingberg (et fiktivt amalgam, formoder jeg), som er misundelig og venter på chancen til at vippe det gyldne tandem af pinden.

   Historien var på Kauffmanns side, og det var heldigvis den gode side. Landsforræderen så rigtigt, da han overskred sine beføjelser. Han hjalp os med at redde ansigt; han solgte Grønland dyrt og godt. Instruktøren siger, at hun håber, vi alle vil følge Kauffmanns eksempel, når frie værdier er truet.

   Det er hér, at jeg har et lille problem med filmen. Tænk hvis én, som holdt med de forkerte, havde handlet så kavaleragtigt. Og når Donald Trump taler om at »bære Grønland«, dvs. løfte byrden ved at være en kolonimagt, selv om det hedder noget andet nu, er hans ejermanér vel en konsekvens af handlen, som Kauffmann og USA indgik.

CHRISTINA Rosendahl ved alt dette. Hun siger, at hun stødte på historien og blev forbløffet, da hun lavede sin research til Idealisten (2015). I den film beskrev hun, hvordan DR-journalisten Poul Brink blev ved at bore i sagen om amerikanske kernevåben på basen ved Thule. Og ingen ville svare ham.

   Idealisten var en konspirationsthriller med intens atmosfære. Vores mand i Amerika bruger en helt anden palet. Det lykkes at skabe et billede af den solbeskinnede sorgløshed i Washingtons diplomatiske boble. Krigen er noget, der bliver talt om i radioen. Danmark er trange kontorer set i Vilhelm Hammershøi-lys. I USA er der velstand, blå swimmingpool og parketgulve, som Kauffmann kan bede Bang-Jensen tegne et verdenskort på.

   Der er en stemning af fransk Indokina eller Afrika i afhændelsestiden. En lille overmodenhed. Og altid en svag svimmelhed. Det er på sin plads at fremhæve fotografen Louise McLaughlin og scenografen Rie Lykke. Det lykkes dem at skabe fornemmelsen af en stor periodefilm.

ROSENDAHL vælger at gå ind i Charlotte Kauffmanns vinkel og dele hendes blik på sin mand og sin tid. Som Denise Gough fremstiller karakteren, ved Charlotte godt, at hendes jalousi over Henriks forhold til søsteren (som spilles af Zoë Tapper) ikke fører til noget godt. Men hun oplever det som et forræderi. Da hun ødelægger en reception ved at drikke for meget og være bitter, skærer han igennem. Han siger, at deres – hendes – lykke betyder meget lidt. De fleste film ville give ham ret. Det får han ikke ubetinget hér.

   Rosendahl fremhæver parrets dødsmåde som den lille dør, der blev hendes personlige vej ind i mysteriet. Begge ægtefæller døde på Skodsborg Badesanatorium den 5. juni 1963. Hvordan er ingen hemmelighed. Filmen lægger det frem i prologen og vender tilbage til slut. Jeg vil dog ikke røbe, hvad der skete. Det er filmens stærkeste scener.

DER er meget at sætte pris på i den historiske fremstilling. Der er også en lille tendens til at (melo)dramatisere storpolitikken i retning af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden), The Winds of War (1983, da. Krigens vinde), Pearl Harbor (2000) osv. Det er interessant at sammenligne Anders Refns De forbandede år (2020) med Vores Mand i Amerika. De overlapper i tidsbilledet, men er modsætninger i menneskesynet.

   Rosendahl tror på Indiana Jones. Hendes Kauffmann ser ned på de danskere, som lever i og med kompromiset. Det kan han kun, fordi han sidder i netop dén privilegerede situation. Filmen er fuld af beundring for manden. Den har en forklaring på identitetsmysteriet. Det er ikke hele den historiske sandhed. Men værd at se – og mere til – er Vores mand i Amerika så absolut.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Vores mand i Amerika. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Kristian Bang Foss, Dunja Gry Jensen, Christina Rosendahl. Foto: Louise McLaughlin. 110 min. Danmark 2020. Dansk premiere: 13.08.2020.

Fotos: Nimbus Film [still photographers Katalin Vermes/ Nelly Kiss]/ Rosendahl Film/ MAAN Rental/ Copenhagen Film Fund/ Det Danske Filminstitut/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Danmarks Radio/ TV4/ Hungarian Film Incentives/ SF Studios International Sales/ REinvent Studios International Sales/ CineMaterial (Poster Art)/ Samuel Goldwyn Films (YouTube Trailer)/ 
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

Vores mand i Amerika udkom på Blu-Ray fra SF Studios (07.12.2020) 

Første udgave af teksten Weekendavisen Kultur 14.08.2020

Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021)

EN TRAGISK FEJL
Aktuel revision og nye nuancer

Af BO GREEN JENSEN

DEN Franske Skole på Frederiksberg blev ødelagt ved en fejltagelse. Det skete den 21. marts 1945, da britiske fly bombarderede Shellhuset, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter. Et Mosquito-fly ramte en elmast ved Ingerslevgade på Vesterbro. En bombe detonerede på Sønder Boulevard. Besætningen i næste angrebsbølge kunne ikke orientere sig og gik efter røgen.

   Fire fosforbomber ramte Jeanne d’Arc-skolen, som brændte ud og blev jævnet med jorden. 86 børn og 18 voksne omkom. Hele aktionen kostede 250 mennesker livet. Man havde selvsagt afvejet risici før angrebet. Aktionen stod heller ikke alene. Gestapos jyske hovedkvarter på Aarhus Universitet blev bombet i oktober 1944. Gestapos fynske hovedkvarter på Husmandsskolen i Odense blev bombet i april 1945.

DET skete hver gang på dansk foranledning. Krigen nærmede sig slutningen, og Gestapo var tæt på at optrævle modstandsbevægelsen. Hipobetjentene tog fanger, som blev indsat og afhørt på øverste etage i Shellhuset. Man kunne på den måde bruge dem som et skjold, mens man videreførte arbejdet.

   Ole Bornedals film om bombardementet er egentlig ligeglad med alt dette. Skyggen i mit øje handler ikke om krigens nærmere baggrund, men om undtagelsestilstanden, der bliver til hverdag. Alle værdier er oppe i luften, og det er en pointe, at børnene bliver dræbt af »gode« og »nødvendige« bomber.

I PROLOGEN er drengen Henry på vej over heden i Jylland. Han kører på cykel med en kurv fuld af friske æg. Et selskab har klædt sig fint på for at holde bryllup i kirken. Da de nærmer sig bagfra, ser alle op. Maskingeværskud river kroppene i stykker, og bilen bryder i brand. Henry får et chok. Herefter kan han ikke tale. Han er bange for alt, som kommer fra himlen.

   Derfor bliver drengen sendt over til sin moster (Danica Curcic) og onkel (Mads Riisom) i København. Han begynder på Den Franske Skole sammen med kusinen Rigmor. Han falder til og har en god tid med Rigmor og veninden Eva, der er lidt mere udfordret hjemme. Børnene indretter sig i deres verden. Det er med en tragisk ironi, at døden kommer fra himlen igen.

BORNEDAL er ikke interesseret i krigen, men han gør sig umage med beskrivelsen af Royal Air Force-operationen. Før flyene letter, er der en sidste besked. Det fremgår, at bilen på heden blev ramt ved en fejl. Man troede, at bryllupsgæsterne var nazister. Episoden har adresse til droneangreb i nutidens krige. Der er så mange, som dør ved et hændeligt uheld.*

   Skyggen i mit øje er helt og holdent børnenes film. Henry, Rigmor og Eva bliver fremragende spillet af Bertram Bisgaard, Ester Birch Beck og Ella Josephine Lund på henholdsvis 15, 13 og 12 år. Når filmen bliver hos dem, er indlevelsen absolut. Kun børn er helt uden skyld, siger historien. Alligevel bliver de ofre for krigen.

   Dén har voksne djævle skabt. Bornedal gør stregen mellem galt og korrekt mere gnidret, end man typisk ser i film om besættelsestiden. Han bruger krigens hverdag som baggrund for et kærlighedsforhold mellem søster Teresa (Fanny Bornedal), en tvivlende nonne, der revser sig selv, og hipomanden Frederik (Alex Høgh Andersen), der er ved at fortryde sin satsning.

FREDERIK vakler ikke kun, fordi hans side taber. Han er med i forhørslokalet, hvor den Ib Birkedal-lignende torturbøddel slår på frihedskæmperen, som har sanktioneret det kommende luftangreb. Hjemme bliver han lagt for had af sin far. Det hele gør sit indtryk, og søster Teresa rammer plet, da hun siger, at han ligner en djævel – for det er sådan, at han føler sig.

   Blandt nonnerne på skolen – hvor Susse Wold er priorinde – bliver forbindelsen mødt uden forståelse. Fanny er ellers en udmærket lærer. Bornedal giver hende sin monolog om, hvordan Gud måler tid i en helt anden skala. Hun får eleverne til at tabe deres blyanter. For Gud er 100 år måske kun et minut. Hvis han taber sin blyant og ser væk, kan en hel krig nå at foregå.**

SIDSTE akt af filmen beskriver bombardementet. Krigen afbryder hverdagen, og Skyggen i mit øje bliver næsten en From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden). Men på teatret venter forældrene på at høre, om deres børn er levende eller døde. Så Henry må finde sin stemme igen.

   Det er en god, anstændig og levende film. Den er bedre, end man tror, når man hører det kulørte plot genfortalt. Først til slut bliver der dvælet for længe ved smerten og tvivlen i ruinerne. Fanny venter. Frederik leder. Fra mørket taler Rigmors stemme. Det er næsten som i Oliver Stones World Trade Center (2006). Frygten kan ikke blive åndeløs nok.

OLE Bornedal (f. 1959) er en af de få instruktører, som kan bruge høj stil med overbevisning, selv om han er satirisk bevidst. Han kan lægge ironien og moderniteten fra sig på en ukunstlet måde, som gør, at man tror ham. Det er slet ikke nogen selvfølge. Se bare på mørket, som bliver til vane og tomt virkemiddel i stribevis af skabelonskårne krimiserier.

*) Bornedal samarbejdede med VR-instruktøren David Adler om Shadow (15 min, DK 2021), »a virtual reality companion piece« til Skyggen i mit øje, som sætter tilskueren/opleveren i de unge bombepiloternes sted. Installationen blev vist ved diverse events, som markerede 70-året for Operation Karthago, blandt andet på Frihedsmuseet, som i 2020 var genåbnet efter branden i 2013. 

**) Bornedal kom til filmen via tv og teater, men han gjorde allerførst indtryk med nyskabende radiomontager. Der er reminiscencer af radiodigteren i flere af Bornedals billedarbejder, og han kan når som helst overraske med originale retoriske sætstykker. Et eksempel er Lillebælt-monologen, som Tommy Kenter fremsiger i miniserien Charlot & Charlotte (1996), da han gæsteoptræder som inspektør Orson, en hommage til Orson Welles og Hank Quinlan-karakteren fra Touch of Evil (1956, da. Politiets blinde øje): »Smukke Bælt. Dit store, bevidstløse dyr. Kan I lugte det? Prøv. Det lugter af alle nattens hemmeligheder. Alle rædslerne, al skønheden. Ved I, hvad det er, der løber dernede i bæltet? Det er alle børnenes tårer, samlet sammen gennem årtusinder. De løber ud i verdenshavene og herind i bæltet igen. Evig og altid. Hvis man lytter efter, helt, helt, stille, så kan man høre dem græde. Prøv. Kom. Prøv. Kan det blive smukkere?«.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Skyggen i mit øje. Instr. & manus: Ole Bornedal. Foto: Lasse Frank Johannessen. 107 min.  Danmark-Belgien 2021. Dansk premiere: 28.10.2021.

Fotos: Miso Film/ 4Fiction/ UMedia/ DFI/ SF Studios/ Netflix/ Cinematerial [Poster Art]/ Flere stills er hentet på David Bjerres fortrinlige blog/website ikassenshow.dk/ Astrea/ Makropol [Shadow VR material]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Films

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 29.10.2021.