NÆSTEN SOM EN ELSKER
Alias Romain Gary 1914-1980
Af BO GREEN JENSEN
»OM nødvendigt skal du gå i døden for mig«. Der findes forældre, som ikke giver slip, og litaueren Nina Kacew (1879-1941) må have været en frygtindgydende mor. Hun gjorde alt for sin søn, og hun krævede, at han – som minimum – gav sit yderste for at indfri de drømme om storhed, hun drømte for ham.
Af BO GREEN JENSEN
Der var ingen far i Roman Kacews liv. Nina og drengen forsøgte at skabe en stabil hverdag i en omskiftelig tid. For Roman begyndte verden i Vilnius i 1914. Nina – som faktisk hed Mina Owczyńska – talte ofte om sin teaterkarriere i Moskva. Hun pyntede sikkert på sandheden. Som voksen forfatter fik Roman hang til mytomani og flydende identiteter. Også disse træk havde han fra sin mor.
I de første scener af Løfte ved daggry prøver Nina at overleve som hattemager. Hun møder sin søn efter skole i sneen. Da de kommer hjem, har en nabo tilkaldt politiet, som endevender lejligheden. Der er tilråb om »den jødiske luder«. Nina trækker drengen ud i gården og råber op til naboerne: »Her er min søn. En dag bliver han ambassadør, en stor kunstner, en nationalhelt, en mand, man ser op til!«
Stemningen skifter fra ren skadefryd til munter hoveren. Drengen elsker og hader sin mor. Han skammer sig og er alligevel stolt. Han lover at blive den mand, hun vil have. Tyve år senere lykkes det for ham.
ROMAN Kacew tog navnet Romain Gary og blev en litterær stjerne i efterkrigstiden. Bøger som Les racines du ciel (1956, da. Himlens rødder) og La promesse de l'aube (1960, da. Morgenrødens løfte) blev læst verden over, også i Danmark. Han skrev 34 bøger i alt.
For Afrika-romanen Himlens rødder, en filosofisk stemt traktat om elefantdrab og økologi, modtog Gary den ærefulde Goncourt-pris. Senere, da han blev kritiseret for at gentage sig selv, skrev han fire bøger under navnet Émile Ajar, nu med en ny stemme, der skaber sin egen gadejargon. Også Ajar-romanen La vie devant soi (1975, da. Du har jo livet for dig) vandt Goncourt-prisen, som en forfatter ellers kun modtager én gang. Først i den posthumt udgivne Vie et mort d'Émile Ajar (1981, da. Émile Ajars liv og død) røbede Gary, hvordan tingene hang sammen.
Han fik et fantastisk liv. Løfte ved daggry slutter i 1945, da Gary som krigshelt rejser hjem med debutbogen Éducation européenne (da. Nattergalen synger stadig) i hånden. Piloten blev virkelig diplomat, som Nina havde forudset. I 1951 blev han Frankrigs FN-ambassadør, og han endte som generalkonsul i Los Angeles, hvor han skrev romanen om sin mor.
ERIC Barbiers filmatisering begynder i 1960, da Garys første hustru, englænderen Lesley Blanch (som lige nu bliver genopdaget for erindringsfantasien A Journey into the Mind’s Eye) finder ham syg og næsten psykotisk. Han vil køres til Mexico for at dø. Hun ser på siderne, han har skrevet. »Det er et testamente,« siger han. »Det er historien om min mor.«*
Gary døde ikke. Han forlod Lesley Blanch og giftede sig i 1963 med Jean Seberg, den amerikanske skuespillerinde, som efter gennembrudsroller i Otto Premingers Saint Joan (1957, da. Jeanne d'Arc) og Bonjour Tristesse (1958, da. Farlig sommerleg) var blevet et fransk stilikon i kraft af sin medvirken i Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Gary udfordrede Clint Eastwood til en duel, da Eastwood og Seberg kom tæt på hinanden under indspilningen af Paint Your Wagon (1969, da. Når guldfeberen raser). I Løfte ved daggry ser vi Gary duellere i London. Så giver anekdoten mere mening.**
Seberg begik selvmord i 1979. Roman sagde ved et pressemøde, at FBI havde forfulgt hende i årevis. Imens skrev han videre som Romain Gary, som Émile Ajar og som Shatan Bogat. Han instruerede to film med Jean Seberg og skrev selv med på manuskriptet til The Roots of Heaven (1958), John Hustons filmatisering af Himlens rødder. Han var 66 år gammel, da han tog sit liv i 1980.***
CHARLOTTE Gainsbourg gør skikkelsen til sin egen og skaber en utrolig, men fuldkommen overbevisende karakter. Kun i Lars von Triers film har hun lagt så store kræfter i. Pierre Niney hverken kan eller skal overskygge hende som sønnen, der er blevet voksen.
Formen er flimrende impressionistisk – som i Garys bøger – og der er fine sætstykker fra perioden. Sneen i Vilnius, solen i Nice, hvor Nina driver et hotel og udvikler diabetes; scener fra en natklub i London under Blitzen, hvor de optrædende bærer gasmasker; fra en afrikansk mission, der bliver baggrunden for Himlens rødder.
Tilbage i Nice erfarer Roman, at Nina har fremdateret brevene, som drev ham de sidste år under krigen. Hun er der ikke mere. Hun vil aldrig se, at han indfriede løftet. Han gjorde det hele for hende. »Det er bare aldrig nok,« siger han til Lesley Blanch.
Alle vegne møder mor og søn en udtalt antisemitisme. Det tætteste på et godt sted er hotellet i Nice. Som niårig bliver Roman forelsket i en pige på otte. Han har en rival, og pigen spiller dem ud mod hinanden. Den anden har spist jord for hendes skyld. En konkurrence udarter, den første duel: Drengene spiser snegle og frøer. Nina er tilfreds, da hun hører, at der ligger kærlighed bag kappestriden.
.jpg)
PSYKOLOGIEN vil ikke være dyb. Den er snarere holdt i primærfarver. Men er man åben for den høje, vildt ujævne stil – der passer godt til begge fantaster – giver Løfte ved daggry meget igen. Efter tre kvarter går drengen Roman i vandet ved Nice. Da han kommer op, er han blevet til manden Romain.
I den bedste scene går mor og søn i biografen. De ser Der weisse Teufel (1930, da. Den hvide djævel) med Ninas idol, Ivan Mosjoukine, som i zartiden var en russisk Valentino. Straks begynder drengen at se sig selv som Mosjoukine. Som voksen modtager han en medalje. Et kort øjeblik er det drengen, som bærer en hvid uniform, der siger tak.
Også i virkeligheden hævdede Gary, at Ivan Mozzjukhin (1889-1939) var hans rigtige far. Han var næsten som en elsker i forhold til sin tigermor. Lykkelig blev han aldrig. På en måde gik han i døden for hende.****
LØFTE ved daggry er den anden filmatisering af Morgenrødens løfte. I Jules Dassins meget håndfaste version fra 1970 blev mor Nina spillet af Melina Mercouri. Den blacklistede amerikanske eksilinstruktør og den politisk engagerede skuespillerinde (som siden blev Grækenlands kulturminister 1981-94) fik en verdenssucces og fandt noget særligt, da han instruerede dem sammen i Never On Sunday (1960, da. Aldrig om søndagen).
Dassin spiller selv amerikaneren Homer, som forelsker sig i den prostituerede Ilya. Parret blev gift i 1962, og hun medvirker siden i alle hans film. De film blev dog aldrig, hvad The Naked City (1948, da. Den nøgne by), Night and the City (1950, da. Nat over storbyen) og Du rififi chez les hommes (1955, da. Guld på gaden) havde været. Kun kupfilmenTopkapi (1964), en kulørt Rififi-efterklang, overlever. Dassin og Mercouri blev et populært power couple. I 1970 var de i deres mest selvfejrende form, og der var ingen til at sige fra i forløbet.
Promise at Dawn er en meget anstrengende film, som Mercouri fylder helt ud med sin fremstilling af kvinden, der på alle måder er alt for meget. Mercouri var sjældent subtil eller stille, og når hun med vilje eksponerer stort, er effekten som flødeskum på flødeskum gange ti. Dassin spiller selv Ivan Mosjoukine, som her er drengens far uden tvivl.
Dassin og Mercouri tager i det hele taget Mina Kacews egen version for pålydende. Der er en meget lang og knirkende mellemakt om hendes forsøg på at overleve som fransk modeskaber i nøjsomhedens Polen. Helhedsvirkningen er som en blanding af Fred Zinnemanns Julia og Huset på Christianshavn.
Noget andet er så, at flere scener faktisk er optaget i Leningrad og har fin atmosfære, især når de udspiller sig halvt i virkeligheden, halvt i mor og søns fantasi. Den voksne Romain Gary bliver spillet af Assaf Dayan (1945-2014), som var søn af den daværende israelske forsvarsminister, Moshe Dayan. Promise at Dawn fik høfligt positive anmeldelser, også ved sin danske premiere. Det er fantastisk, at filmen ikke er ældre. Den virker som noget fra 1940ernes slutning, da fælleskulturen skulle rekalibrere.
Også Barbiers film er anakronistisk i sit anslag. Men den stoler på sin mor/søn-historie, og der bliver ikke brugt urene tricks. Man får faktisk lyst til at læse romanen. Og at se på den gamle verden igen, måske med mindre kronologisk arrogance og mere empati, som er uden for tiden. I hvert fald kan oplevelsen varmt anbefales.
NOTER
**) Jean Seberg (1938-1979) kom på FBI-direktøren J. Edgar Hoovers sorte liste, da hun indledte et forhold til aktivisten og borgerrettighedsforkæmperen Hakin Jamal (1931-1971) fra Nation of Islam og engagerede sig i det radikale afrikansk-amerikanske miljø. Benedict Andrews skildrer hendes sidste svære år i filmen Seberg (2019), hvor Jean Seberg bliver spillet af Kristin Stewart. Yvan Attal – der i parentes bemærket er gift med Charlotte Gainsbourg – har rollen som Romain Gary. Filmen rammer tidens look på kornet (fotografen er Rachel Morrison, scenografien skyldes Jahmin Assa), og Kristen Stewart spiller Seberg med samme febrilske skrøbelighed, som hun to år senere investerer (og formentlig bliver bedt om at gentage) i Spencer, Pablo Larrains film om prinsesse Diana. Desværre er filmen samtidig meget firkantet og ved ikke helt, hvad den vil være. Seberg fik ikke dansk biografpremiere. Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy.
Garys to film som instruktør er vidt forskellige og interessante, skønt ingen af dem kan kaldes vellykkede. Les oiseaux vont mourir au Pérou (1968, da. På en strand i Peru) er et anstrengt erotiseret kvindeportræt i den prætentiøse arthousestil, som også Alain Robbe-Grillet (1922-2008) [nouveau roman-forfatteren, som skrev manuskriptet til L'année dernière à Marienbad (1961, da. Sidste år i Marienbad), et totemværk for nouvelle vague-generation, sammen med instruktøren Alain Resnais] benytter i sine sadomasochistiske genrestykker. Sammen med Jack Cardiffs The Girl on a Motorcycle (1968, da. Pigen på motorcyklen) var Birds in Peru blandt de første titler, som fik britisk premiere med en x-rating. Kill! Kill! Kill! Kill! (1971, da. Den beskidte vej) er trods sin sensationalistiske, Russ Meyer-agtige titel et mere stringent sammenkog af selvtægtsthriller og international spændingsfilm. Begge titler er sjældne og svære at finde, men Birds of Peru ligger faktisk på YouTube og kan når som helst blive genopdaget. Hvis nicheudgivere som Powerhouse Indicator eller Radiance Films ikke allerede er undervejs med en 4K-udgave af Kill! Kill! Kill! Kill!, kan det kun være et spørgsmål om tid og rettigheder, der skal cleares.
***) The Roots of Heaven er en forbavsende glansløs filmatisering, som ellers har de bedste forudsætninger. John Huston (1916-2008) havde skabt et af sine hovedværker, da han instruerede Katharine Hepburn og Humphrey Bogart i The African Queen (1951, da. Afrikas dronning), som blev optaget (delvist) på stedet i (daværende) Belgisk Congo (nu DR Congo) og Uganda under legendarisk strabadserende forhold. Seks år senere er Himlens rødder derimod en friseret og næsten søvndyssende safarifilm, optaget i Tchad, som var en del af Fransk Ækvatorialafrika fra 1910 frem til 1960.
Det burde være interessant at se den alkoholiserede Errol Flynn (1909-1959) i en af sine sidste filmroller, men han spiller rollen som Major Forsyth med tilforladelig distance. Trevor Howard (1913-1988) er castet som idealisten Morel, der holder taler med økologisk budskab hvert femte minut og modarbejder ugideligheden hos sine fæller. Det var Patrick Leigh-Fermor (1915-2011), den beundrede rejseforfatter, som bearbejdede Romain Garys bog. Det gør han, så ingen i salen kan være i tvivl om budskabet: Lad elefanterne være i fred! Juliette Gréco (1927-2020) nærer romantiske følelser for den tyve år ældre Morel. Orson Welles og Herbert Lom medvirker, og savannen lever i d.o.p. Oswald Morris' fremstilling.
Helhedsindtrykket er af en film, som kalkerer ideen om, hvordan en Afrika-film skal se ud. Den ligner i slående grad Henry Kings filmatisering af Ernest Hemingways The Snows of Kilimanjaro (1952, da. Sneen på Kilimanjaro [skønt titlen rettelig burde være Afrikas grønne bjerge] med Gregory Peck, Susan Hayward og Ava Gardner i en lignende kombination. Det gælder ned til plakaternes ikonografi. Det er ikke sært. Begge film havde Darryl F. Zanuck (1902-1979) fra 20th Century Fox som personligt engageret producer.
Huston, der siden beklagede filmen, havde sit hjerte andre steder. John Wayne-filmen The Barbarian and the Geisha (da. Barbaren og geishaen) fra samme år er næsten værre endnu. Han tog erfaringerne fra at instruere et vejrbidt sæt med sig til The Misfits (1961, da. De frigjorte), hvor Clark Gable er den aldrende stjerne mellem Marilyn Monroe og Montgomery Clift. Romain Gary var forståeligt skuffet over både The Roots of Heaven og Promise at Dawn. Ikke mindst derfor gik han selv i gang med Birds in Peru og Kill! Kill! Kill! Killl!.
****) Ivan Ilyich Mosjoukine eller Mosjukin eller Mozzhukhin var født i Kondol ved Saratov i det nuværende russiske Penza-oblast. Hans mor var præstedatter, hans far var forvalter hos den adelige Obolenskij-familie, som mistede sine besiddelser efter revolutionen i 1917. Han var tilmeldt jurastudiet i Moskva, da han sluttede sig til et teaterkompagni fra Kyiv i Ukraine, som dengang hørte under det russiske zardømme. Fra 1911 til 1917 medvirkede han i en lang række russiske produktioner, som han selv producerede, fra Kreutzersonaten (efter Lev Tolstoj) til Spar Dame (efter Aleksander Pusjkin). Han efterlod sit selskab og kopier af zartidens film i 1917, da han flygtede til Krim efter oktoberrevolutionen. Det var med optagelser af Mosjoukines ansigt, at Lev Kulesjov (1899-1970) i 1918 demonstrerede teorien bag Kolesjoveffekten (dvs. at ny betydning skabes ved sidestilling og sammenklip af eksisterende materiale, heraf brugen af montage, som er et dominerende stilgreb i sovjettidens stumfilm.)
Fra 1920 arbejdede Mosjoukine i Frankrig. I 1927 tog han til Hollywood, hvor flere af de europæiske succeser var blevet distribueret, da der opstod et marked for eksotiske matineidoler efter Rudolph Valentinos død. Han medvirkede kun i en enkelt amerikansk produktion, Surrender (1927), var herefter aktiv i de tyske UFA-studier (frem til nazisternes magtovertagelse) og endte ved udgangspunktet i Frankrig, hvor film som Jules Verne-eventyret Michel Strogoff (1926, da. Kejserens Kurér) stadig er i høj kurs.
Mosjoukine var gift tre gange, anden gang med danskeren Agnes Petersen (1906-1973). Der weisse Teufel, som Nina og Romain ser sammen i Løfte ved daggry, er en tysk produktion fra 1930, optaget som stumfilm, efterfølgende forsynet med et lydspor. Filmen er i public domain og kan ses i fuld længde på Wikipedia.
Det er uklart, hvilken russisk produktion, Mosjoukine arbejder på i Promise at Dawn, da Nina og Romain opsøger ham på settet. Men der er ingen fysisk lighed mellem den unge russiske skuespiller og den aldrende komiske superkrukke, som den 60-årige Jules Dassin fremstiller. Mosjoukine havde en af sine største og mest nuancerede roller i René Barberis franske Casanova fra 1927. Også den film er fri og kan ses på Wikipedia.
La promesse de l'aube (Løfte ved daggry). Instr.: Eric Barbier. Manus: Eric Barbier, Marie Eynard. Foto: Glynn Speeckaert. 131 min. Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 07.03.2019.
Promise at Dawn (Løfte ved daggry). Instr. og manus: Jules Dassin. Foto: Jean Badal. 99 min. USA-Frankrig 1970. Dansk premiere: 14.02.1972.
Fotos: Jerico/ Pathé Distribution/ Nexus Factory/ Umedia/ TF1 Films Production/ Lorette Cinéma/ Menemsha Films/ Miracle Film// Natalie Films/ Avco Embassy// CineMaterial/ MoviestillsDB
Løfte ved daggry (2017) streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
2K Blu-ray fra Menemsha Films 30.06.2020.
Løfte ved daggry (1970) bliver ikke streamet og er aldrig udkommet på dvd eller Blu-ray. Filmen kan ses, hvis man leder ivrigt på nettet.
Første udgave af anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.03.2019.
