VÆGGENE har øren, og tænk hvis de kunne tale. Det gør de faktisk i Ethan Hawkes adstadigt, men sikkert accelererende filmatisering af Nicole Burdettes skuespil Chelsea Walls (1990), der udspiller sig over nogle korte timer et langt vinterdøgn i det legendariske Hotel Chelsea på 222 West 23 Street i New York.
Arthur C. Clarke skrev manuskriptet til 2001: A Space Odyssey på Chelsea Hotel; Arthur Miller og Marilyn Monroe mødtes i smug, før de fandt lovformeligt sammen; Charles Jackson tog sit liv; Nancy Spungen blev stukket ihjel. Der er næsten ingen ende på kongerækken af små og store bohemer, som har brændt midnatsolien i disse lokaler.*
LEONARD Cohen skrev i sangen »Chelsea Hotel #2« (1974) om, hvordan Janis Joplin fellaterede ham på sin uredte seng, mens hun hele tiden understregede, at hun tog ham i mangel af bedre. I koncertsammenhæng fortalte Cohen en udførlig anekdote om, hvordan det i virkeligheden var Kris Kristofferson, hun ville være sammen med. Han var høj og lys med stålblå øjne, demonstrativt ikke-jødisk af fremtoning. Hun selv var fuld og sølle, Cohen væk i søde drømme om ariske kvinder, men i nu’et på Chelsea havde de kun hinanden. Så var det, at hun sagde til ham: »We are ugly but we have the music.«
I sangen husker Cohen kun på det, fordi hun er død. De var unge, det er længe siden, og »I don’t mean to suggest that I loved you the best/ I can’t keep track of each falling robin/ I remember you well in the Chelsea Hotel/ That’s all, I don’t even think of you that often.«**
DER er tusind anekdoter, sikkert også flere af mere høvisk beskaffenhed, at fortælle om de berømte gæster på Hotel Chelsea. En mere kommercielt orienteret produktion ville formentlig dramatisere udtag af de legendariske liv, og det kunne være spændende nok.
Nicole Burdette og Ethan Hawke, der debuterer som instruktør med Chelsea Walls, har i stedet valgt at fordele opmærksomheden på en kreds af anonyme, hver for sig visionært stræbende kunstnere, der jager hver sin drøm bag døren i den lille hotellejlighed. De råber og hvisker, skriger og skændes, og i pauserne rækker de af og til ud efter hinanden. Nogle kvæstes gang på gang, andre formår at knytte kontakter. Det er typisk de mest forslåede gæster, der bor permanent på hotellet.
PÅ scenen er Burdettes drømmespil en serie løst forbundne vignetter, monologer og overhørte samtalestumper, som gradvis tegner konturerne af nogle relationer og giver tilskueren mulighed for at orientere sig i en kronologi.
Hawke viderefører denne strategi, men giver samtidig filmen en bund af konkret fysisk nærvær. Filmen om Chelsea Hotel er naturligvis optaget på stedet, og skønt ingen berømte genfærd giver sig til kende, ligger summen af deres stemmer alligevel som en dyb mumlen, en drone af malende ord, under det hele.
En autentisk beboer reciterer Rimbaud, Whitman, Burroughs og Kerouac mellem scenerne, når der panoreres i gangene og vestibulen. Det er ikke ordenes betydning, men deres lyd og atmosfære, der sætter sig i hovedet. På samme måde med musikken. Jeff Tweedy fra Wilco leverer et sæt melankolske sange, der skal gøre det ud for al den musik, som i tidens løb er skabt på hotellet, fra Chet Baker og Dylan til Velvet Underground og The Ramones.
EN enkelt scene lader blueslegenden Little Jimmy Scott fremføre John Lennonsbittersøde evergreen »Jealous Guy«. Det fungerer fremragende. Alligevel havde det gjort underværker, hvis Hawke på lydsporet lod Christa Nico Päffgen synge »Chelsea Girls«, som Lou Reed og John Cale skrev til hendes første soloalbum. Andy WarholsChelsea Girls (1966), som Nico medvirkede i, var en dogmefilm 30 år før sin tid. Hawkes relativt tjekkede produktion er optaget på digital video for 100.000 dollars. Det er ikke et budget, der forpligter til så meget kommercielt.
DERFOR kan Hawke tage sig al den tid, som er i verden, til at indkredse sine melankolske hotelmennesker. De er så godt som alle stille eksistenser i Herman Bangsk forstand, men de raser imod lysets død på samme måde, som Dylan Thomas skrev, at man skal. Ovennævnte Kris Kristofferson har sin bedste rolle siden John Sayles’ Lone Star (1996) som forfatteren Bud, der prøver at bevare et forhold til eks-hustruen Greta (Tuesday Weld) og både falder af afholdsvognen og hopper på den igen, før han endelig skriver en bog på én nat, så hans forlægger finder ham opløst i tårer, da det bliver morgen på Chelsea Hotel.
BUD kigger af og til indenfor hos naboen Grace (Uma Thurman), hvis skyhed grænser til en psykose. Hun taler i telefon med en kæreste, som ikke hører efter, og imens fylder maleren Frank (Vincent D’Onofrio) blanke lærreder med Willem de Kooning-riffs, Jackson Pollock-dryp og bloksorte Mark Rothko-massiver. Bare ikke med noget, som er hans eget.
Frank sidder på gulvet og græder med telefonen i skødet, forgældet og afhængig af en eller anden kemisk substans. Dét er så godt som alle hotellets gæster. I prologen ankommer to betjente for at efterforske et selvmord på hotellet. »Der er bræk allevegne,« siger den ene med væmmelse. »Engang var det et smukt sted, engang var det kunstnere som boede her. Nu er her kun narkomaner og tyve.«
Hvem der har taget sit liv bliver en af den løse fortællings mystiske understrømme, en af flere diskrete faktorer, som får tilskueren til at følge det hele med spænding.
ROBERT Sean Leonard er den depressive sangskriver fra Midtvesten, Kevin Corrigan hans fandenivoldske kammerat Crutches (»Krykker«), som ellers ikke har megen grund til at føle sig frejdig. Natasha Richardson (1963-2009) er et ekshibitionistisk øjenvidne, som fortæller en interviewer om en stor og kompliceret forfatter, der konsekvent bliver omtalt i datid.
Det må være Kristoffersons karakter. Ofte er kronologien slået i stykker, så flere lag tid ligger ovenpå hinanden og er gennemsigtige. Audrey (Rosario Dawson) sender den unge, atypisk livskraftige Val (Mark Webber) af sted den sidste vintermorgen, mens Richard Rutkowskis kamera zoomer ud fra hotellet. Måske kommer han aldrig tilbage, men det står fast, at han rejser in the fairest of the seasons.
DER går en fin og flydende grænse mellem kunst, som er svær, fordi den er dyb, nuanceret og sand i en eller anden forstand, og det prætentiøse og kunstfærdige, som er kryptisk, fordi det vil virke dybsindigt. I amerikansk sammenhæng kunne man kalde denne dobbelthed for »Sundance-syndromet«, eftersom disse independent film næsten altid er sponsoreret af Robert Redfords Sundance Institute. Hawke kan ikke altid skelne, og Chelsea Walls er ofte begge dele på en gang, både prætentiøs art movie og filmisk udtryk med virkelig dybde.
Ethan Hawke vil mere end være Hollywood-stjerne. Hans første roman, The Hottest State, udkom i 1996. Den anden, Ash Wednesday, udkommer i 2002. Som forfattertype er han efter eget udsagn meget som Bud, Kristoffersons karakter. Først tager han speed og skriver til daggry. Hvis det ikke virker, prøver han modellen med at arbejde metodisk nogle timer hver formiddag. Han kan spille, skrive og instruere. Forhåbentlig bliver han ved med det hele.***
CHELSEA Walls er i hvert fald en overbevisende påkaldelse af et sted med en sjæl og en historie, nogle rum som repræsenterer et evigt bohemernes land i vore hjerter. Men også en skildring af virkelige mennesker med spritånde, høje håb, stærke længsler og frem for alt drømme. Det mere end fremgår, at livet på Chelsea ikke er en sart blomsterhave. Man danser ikke på roser, man danser i mørket og som regel alene med sine dæmoner. Alligevel kan tilskueren ikke undgå at reagere på legenden. Man får lyst til at flytte ind på hotellet, mens livet på lærredet folder sig ud.
*) Her fulgte oprindeligt følgende afsnit: »Vil man have historien i sin helhed, kan et besøg på hotellets website anbefales. Samme sted får man at vide, at et enkeltværelse p.t. koster fra $135 til $250 pr. nat. For en suite er prisen $350.« Sådan var det i store træk frem til 2007, da bestyrelsen reagerede på lang tids økonomisk slæben og afskedigede direktøren Stanley Bard [der var søn af David Bard, som sammen med Joseph Gross og Julius Krauss havde købt og drevet Chelsea Hotel efter kunstnermodellen siden 1939]. Man ville gerne renovere, ændre forretningsmodellen og tjene flere penge på driften. Det er heldigvis ikke muligt at fjerne den historiske bygning, som er opført i 1888, har status som New York City Landmark og blev fredet i 1977.
Siden 2007 har hotellet været lukket op og ned og er blevet renoveret på i mange omgange. Entreprenøren Joseph Chetrit købte hotellet i 2011 [for 80 mio. dollars] og indledte store ombygninger. Det har for alle trumpistiske matadorer været et problem, at de ældste beboere sad i uopsigelige lejemål og var beskyttet af boligloven. Alle kunstværkerne på hotellet blev taget ned og opmagasineret. Det vakte betydelig opsigt, at hotellets gamle døre blev bortauktioneret i 2018; Dylans indbragte 100.000 dollars.
I 2013 overtog Ed Scheetz hotellet i en slags mageskifte med Chetrit. I 2016 tilbagekøbte Ira Drukier hotellet på vegne af BD Hotels NY, som havde erstattet Stanley Bard tilbage i 2007. Pr. april 2021 bliver der stadig arbejdet på hotellet, som regner med at genåbne i 2022. Det bliver da med stor sandsynlighed som en lukrativ blanding af luksushotel og moderne museum. Hvert værelse har sin legende, og mange aficionados vil betale for at overnatte i rummet, hvor deres idoler levede og døde.
Jeg har disse oplysninger fra den aktuelle artikel på Wikipedia. Der er et link til hjemmesiden Living with Legends: Hotel Chelsea Blog – The Last Outpost of Bohemia, hvor man kan følge udviklingen. Hotellets eget website er p.t. ikke i drift. Der er 250 værelser på Chelsea Hotel. Enkelte lejere fra den gamle tid holder stand trods 15 års byggerod.
**) Kris Kristofferson kom ind i billedet, fordi Janis Joplin havde sin korte karrieres største hit med hans fine countryballade, sangskriverens svar på en road movie, om »Me and Bobby McGee«. Janis Joplin døde i 1970, kun 27 år gammel, af en heroinoverdosis. Hun og Cohen havde affæren i 1968, da han boede i værelse 424, hun på værelse 411. »Chelsea Hotel #2« findes på albummet New Skin for the Old Ceremony fra 1974. Det er, for at sige det mildt, interessant og bevægende at høre Cohen synge »Chelsea Hotel #1« ved en koncert i Jerusalem den 20. april 1972. Førsteudgaven er mere inderlig og mindre ironisk i introduktionen, end sangen siden blev ved koncerter. Der er en lang tredje akt om, hvordan Cohen tog til Tennessee for at skrive og fodre kalkuner sammen med ejeren af grunden, hvor han bl.a. fandt en melodi til digtet om »Queen Victoria«.
»Chelsea Hotel #1« er desværre ikke med på albummet Live Songs, hvor »Queen Victoria« indgår. Albummet dokumenterer ellers de fleste højdepunkter fra en risikovillig og eventyrlysten periode, hvor koncerterne var veritable vovestykker, slet ikke som de sene »rejsende statsmand«-koncerter, hvor repertoiret lå fast, og selv improvisationer var indøvede.
Med årene udviklede Cohen den anekdotiske indramning. Jeg hørte første gang historien ved en koncert i Tivolis Koncertsal i 1976. Da var Kris Kristoffersons medvirken ekstra timelig, fordi han og Rita Coolidge optrådte sammen i København på samme tid [det var i Falkoner Teatret den 8. maj 1978; Cohen kan også have fortalt om JJ og KK ved sin koncert i Falkoner Teatret i oktober 1979 – det er længe siden, jeg husker bare, at vi fangede forbindelsen, og jeg husker rummet som Falkoner]. Sangen til Janis Joplin fik med tiden et forsonligt indbygget smil. Det har den ikke i Jerusalem-versionen. Da er den faktisk et udtryk for undren, sorg og betydeligt vemod.
Da Cohen fyldte 75 år i 2009 blev en bronzeplakette afsløret ved indgangen til Chelsea Hotel. Siden sangerens død i 2016 har den fungeret som et mindested, der bliver sat flasker og lagt blomster, meget som ved Jim Morrisons grav på Père Lachaise-kirkegården i Paris. Også Morrison boede på Chelsea en tid. Faktisk må Kris Kristofferson være den eneste, som aldrig gav sig hen til legenden (bortset fra i Chelsea Walls).
Kristofferson og Bob Dylan er de eneste nævnte, som lever endnu. Kristofferson er 85 og gik officielt på pension i 2020, men lever stadig stille i Malibu og Maui på Hawaii. Dylan fyldte 80 i foråret og blev i sommeren 2021 stævnet i en utrolig sag om et seksuelt overgreb, han skal have foretaget på Chelsea Hotel i 1965. Guldalderen på Chelsea var fantastisk i ordets bedste forstand. Nu er tiden utrolig på den forkerte facon.
***) Tyve år senere har Ethan Hawke skrevet fem romaner: The Hottest State (1996), Ash Wednesday (2002), Rules for a Knight (2015), Indeh: A Story of the Apache Wars (2016) og A Bright Ray of Darkness (2021). Efter Chelsea Walls skrev og instruerede han filmatiseringen af The Hottest State (2006). Dokumentarfilmen Seymour: An Introduction (2014) var et portræt af pianisten Seymour Bernstein (som alene for effektens skyld bruger J.D. Salingers titel). Blaze (2018) var en hyldest til sangskriveren Blaze Foley og outlawcountryscenen i Texas. Som skuespiller har Hawke medvirket i mere end 100 film og tv-produktioner. Senest gjorde han særligt indtryk som præsten med anfægtelser i Paul Schraders First Reformed (2018) og som den fanatiske frihedskæmper John Brown [der gik til angreb på racismen ved Harpers Ferry i 1859 og blev til den marcherende legende i sangen »Battle Hymn of the Republic«] i miniserien The Good Lord Bird (2020). Hawke var selv forfatter og med-producer på serien, der i Danmark kan ses på HBO Nordic.
Chelsea Walls. Instr.: Ethan Hawke. Manus: Nicole Burdette. Foto: Richard Rutkowski. 109 min. USA 2001. Dansk premiere: 26.07.2002
Filmen streames ikke i Europa - i USA på TUBI, Vudu, Google Play og iTunes. Dvd'en fra 2004 er aldrig genoptrykt. Chelsea Walls var en af de sidste film, som blev udgivet på VHS. Amazon i USA har stadig én ny kassette til salg.
Anmeldelsen stod (minus noter) i Weekendavisen Kultur 26.07.2002
SAVN OG VANE Skal tvivleren gå, når forandringen frister?
Af BO GREEN JENSEN
CANADISKE Sarah Polley (f. 1979) blev kendt som den stille, sørgmodige pige i to af Atom Egoyans bedste film, Exotica (1994) og The Sweet Hereafter (1999), hvor hun var smerteligt klog for sin alder. Senere gjorde hun indtryk i Isabel Coixets My Life without Me (2003), hvor hun spiller en døende mor, der indtaler en række bånd, som hendes endnu spæde døtre kan spille, når de bliver større.
De seneste ti år har Polley koncentreret sig om selv at skrive og instruere.* Away from Her (2007) var en sober beskrivelse af, hvad der sker, når et langt ægteskab ændrer vilkår og væsen, fordi den ene ægtefælle forsvinder lidt mere ind i sig selv for hver dag. Julie Christies rolle som den Alzheimer-ramte Fiona Anderson var en af de bedste i hendes karriere, og Polley fastholdt svære nuancer, som de fleste beslægtede film skærer fra.
TAKE This Waltz fokuserer på Polleys egen aldersgruppe, men har mange træk tilfælles med Away From Her. Det er atter en kvinde, som bærer historien, skønt manden i billedet ikke er glemt, og Polley interesserer sig mere for detaljerne i den enkelte scene end for det samlede overblik. Den store kvalitet i hendes film er, at ingen følelser fremstår helt rene. Intet er fuldkommen sort eller hvidt, og hverdagen udgør et stort kompromis. Med andre ord ligner virkeligheden sig selv.
DET synes at være en film om begær, men den viser sig at handle om mere: savn og vane, frustreret tvivl, kedelig tryghed og spændende fare. Freelancejournalisten Margot (Michelle Williams) er i dén grad gift med Lou (Seth Rogen), som skriver kogebøger om kyllingeretter. Tilfældigt møder hun Daniel (Luke Kirby), som bedre kan se hende for, hvad hun er. Det viser sig, at de er naboer, og vægten kan næsten kun tippe én vej. Skal hun gå eller blive? I hvert fald lever hun stærkt for en tid.
Mens kunstneren Daniel er fri som en fugl – han kører cykeltaxi for at tjene til huslejen, men sidder ellers og maler – er Margot og Lou begravet i familie. Ydermere er det hans familie, der kommer for at prøvesmage de nye delikatesser. Hun vil gerne have et barn, men han vil hellere vente. De taler babysprog sammen og har udviklet et privat ritual, hvor de udtrykker kærlighed ved i detaljer at beskrive, hvordan de vil rive, skære, snitte, brænde eller generelt bare flå hinanden i stykker.
FILMEN følger Margot, mens hun går ved siden af selv og overvejer. Da hun træffer et valg, formulerer svigerinden Geraldine (Sara Silverman) nogle sandheder om, hvordan der er et tomrum midt i livet, som ingen kærlighed kan fylde. Nye ting skinner, men bliver matte, som de gamle var. Geraldine taler af erfaring. Hendes forsøg på at bryde en alkoholvane er en af filmens sidehistorier.
De fleste parforholdsfilm skildrer optakten til en krise, selve krisen eller det, som følger efter. Polley har hele bevægelsen med. Hun laver også nogle fejl. Der er nørklet med manuskriptets detaljer og stiliseret, så det halve kunne være nok. Away From Her var vinterligt mismod, Take This Waltz satser på sanselig sommer. Men erkendelsen af futilitet er konkret. Det er bittersød realisme for voksne. Og alligevel romantik af en slags.
*) Efter Take This Waltz og dokumentaren Stories We Tell (2012) fulgte en tilsyneladende pause på fem år. De gik med at skrive og producere Alias Grace, miniserien efter Margaret Atwoods roman, som Netflix lagde til streaming den 3. november 2017. Mary Harron har instrueret, og Sarah Polley har skrevet alle seks episoder. Atwood medvirker selv i en lille rolle i episode 4. Hun er krediteret som 'Old Woman at Church'.
Take This Waltz. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: Luc Montpellier. 116 min. Canada 2011. Dansk premiere: 16.08.2012
Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Angel Films
Filmen streames på Blockbuster, Rakuten TV og SF Anytime
ENHVER, som har et forhold til Lou Reed, John Cale og The
Velvet Underground, vil vide hvem Nico var. På det første album fra marts 1967,
dét med Andy Warhols berømte »Bananas Are In Season«-cover, er det Nicos mørke,
distinkt germanske stemme, der som modvægt til Reeds Brooklyn Cowboy-accent
synger tre af de faktisk ganske små ballader, som siden skulle blive salmer i
den internationale undergrund: »I'll Be Your Mirror«, »Femme Fatale« og Warhols
personlige favorit, »All Tomorrow’s Parties«.
Egentlig var disse
sange teatralske vignetter, melankolske mellemspil, som den dramatisk
orienterede Reed mente ville ligge bedre for en anden stemme end hans egen. Når
Nico alligevel var der, kunne hun lige så godt gøre nytte. Det var ikke Reeds
og Cales idé, at den tyske isdronning skulle stjæle opmærksomheden. Det var
Andy Warhols. Han havde taget bandet under sine vinger, sluppet det løs på den
mondæne galleriscene og finansieret bananalbummet, som han selv forestod
produktionen af.
JAMES Young,
tangentspilleren i Nicos 80er-band The Faction, har skrevet en bog om de sidste
år af hendes liv. Ifølge ham sagde (tyskeren) Nico i regelen om (jøden) Reed:
»Lou kunne i virkeligheden ikke lide mig, på grund af det som mit folk gjorde
mod hans folk.« For Young er sandheden mere banal: Reed ville ikke overskygges
af Nico.
Nico hed i
virkeligheden Christa Päffgen. Hun blev født i Köln den 16. oktober 1938 og døde
49 år senere på Ibiza, formentlig af komplikationer i forbindelse med en hjerneblødning, som hun pådrog sig, da hun
faldt på sin cykel. Det kan undre, at hun stod distancen så længe. For Nico var
afhængighed med årene blevet en religion.
Hun begyndte at
spise amfetamintabletter midt i 60erne, da hun kom til New York og arbejdede
som model for Eileen Ford. I tiden med The Velvets og Warhols Factory-kreds avancerede hun til hårdere stoffer. De sidste 20 år af sit liv var hun dybt
afhængig af heroin og kokain, og modsat Reed og Cale, som efterhånden sanerede
den ekstreme livsførelse, udviste Nico aldrig synderlig interesse for at komme
ud af skyggerne. Først til allersidst forsøgte hun at barrikadere sig med en
fast rutine og daglig metadon.
Ifølge Young
eksisterede The Faction udelukkende for at finansiere Nicos dyre vane. Dagen
efter hendes begravelse gav sønnen Ari – kaldet »Le Kid« – sig til at sælge ud
af både legenden og metadonlageret. Hun er begravet på Grünewald-Forst
kirkegården uden for Berlin, skønt hun hadede sit fødeland. »Hver gang jeg
kommer tilbage, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg rejste,« sagde hun efter en
koncert i Berlin 1984, hvor hendes makabert monotone version af »Das Lied der Deutschen« blev mødt med fy- og naziråb.
I BEGYNDELSEN var Nico så smuk, at det næsten gjorde ondt i
de mænd, som hun omgav sig med. Hun blev professionel model som 15-årig og
arbejdede først i Berlin, siden hos Coco Chanel i Paris, hvor hun fik
kælenavnet, som blev hendes fornavn. Det var med pengene fra modelarbejdet, at
hun købte huset på Ibiza, som blev et af hendes hjertesteder, men i hovedparten
af 80erne var hendes base Manchester i Nordengland, hvor både musik med kant
og seriøst stofmisbrug havde frodige kår.
I 1960 medvirkede
hun i Federico FellinisLa dolce vita (da. Det søde liv) som en kun ganske let fortegnet
version af sig selv. Hun er et af de dekadente blitzdyr, som Marcello
Mastroianni møder på sin rejse gennem nattens Rom. Han er – som Fellini blev
det – særligt fascineret af Nico med det lyse hår og den mørke stemme, som i
filmen taler sit eget mærkelige sprog, »eskimoisk«. Midt i forstillelsen
repræsenterer hun en paradoksal og livskraftig uskyld. Det var sådan, hun fremstod
for mange i de fleste år.
EFTER filmen rejste
Nico til New York og mødte sin gode fe i skikkelse af Andy Warhol. Sit første
solo-album, Chelsea Girl, skar hun for
MGM i oktober 1967, men det var med to forbløffende Elektra-albums, The Marble Index (1969) og Desertshore (1970), som John Cale
producerede og iscenesatte, at Nico for alvor blev kendt som Dronning Dødstrip
i det legendariske univers, der begyndte at vokse op omkring Velvet-folkene.
DOKUMENTARISTEN Susanne Ofteringer har lavet en portrætfilm, Nico Icon (1995), om sin landsmand. Ganske vist savnes en række
nøglepersoner blandt de kronvidner, hvis udsagn Ofteringer registrerer og
sammenklipper et fragmentarisk eftermæle af. Men her er fængslende
fortællinger. Nico fik sønnen Ari med Alain Delon, det skarpe franske filmidol.
Han anerkendte aldrig faderskabet, men hans forældre tog sig af drengen, når
Nico var på turné. Da han var ti år, kom hun hjem fra Amerika efter et halvt
år. Han var spændt på at se, hvilken gave han fik af sin travle, endnu feterede
mor. Nico gav ham en appelsin. Delons mor tilgav hende aldrig.
IFØLGE flere af
Ofteringers vidner ønskede Nico at blive grim. Hun følte sig indespærret i
skønheden, kunne ikke kende sit ansigt i spejlet og arbejdede målbevidst på at
nedbryde den lyse fuldkommenhed fra modelårene. Hun farvede håret mørkt og lod
det gerne være fedtet. Hun blev tung og fik dårlige tænder. Måske har Freud et
navn for syndromet. I hvert fald var der tale om en særpræget indadvendt
ikonoklasme. Jo mere omgivelserne rystede på hovedet, jo mere autentisk følte
hun sig.
På coveret til The Marble Index har hun sort hår, sprukne
læber og en hvidmalet Dietrich-maske med kindben. Med sit karakteristiske
trædeorgel og John Cales guerillakrigsagtige strygerarrangementer som primær
baggrund messer hun sig gennem store numre som »Frozen Warnings« og »Evening Of
Light«: »The children are jumping in the evening of light/ Midnight winds are
landing at the end of time.«
MYTOLOGIEN bliver
yderligere forstærket på Desertshore,
der efter besværgelser som »Janitor of Lunacy«, »Afraid« og »Mütterlein« munder
ud i den drømmende »All That Is My Own«: »He who knows may pass by/ The word
unknown/ And meet me on the desertshore/ Meet me on the desertshore// Your
winding winds did sow/ All that is my own/ Where land and water meet/ Where on
my soul I sit/ Upon my bed your ways have led me to bleed.«
De musikalske
strategier, som Cale i samme periode praktiserede på sine albums under eget
navn, får endnu mere stringent konsekvens i Nicos mærkværdige blanding af
sprukken uskyld og ekstrem erfaring. Det er i sandhed, som titlen på James
Youngs bog konstaterer, Songs They Never
Play on the Radio, »sange der aldrig spillet i radioen«: »Cease to know or
to tell or to see or to be your own/ Have someone else’s will as your own/ You
are beautiful and you are alone.«
DEN 1. juni 1974 samlede Kevin Ayers, en anden galionsfigur
fra rockens skumringszone, nogle bekendte og allierede omkring sig ved en
koncert i Londons Rainbow Theatre. Nico, Cale, Brian Eno, Mike Oldfield og
Robert Wyatt optrådte hver for sig og sammen med Ayers. Albummet med den celebre
event blev det tætteste Nico kom på
et hit.
Hun stod ved sit
trædeorgel og henåndede Jim Morrisons »The End«, suppleret af Eno på
atmosfærisk synthesizer. Koncertens dramatiske højdepunkt var John Cales
teatralske versionering af Presley-klassikeren »Heartbreak Hotel«. Mest
substans var der imidlertid i Ayers’ opførsel af titelsuiten fra albummet The Confessions of Doctor Dream and Other
Stories (1969).
På studieversionen sang
Ayers duet med Nico på skæringen »Irreversible Neural Damage«, dvs. »uoprettelig
hjerneskade«, der var skrevet specielt til det formål. Det er hér, at Nicos gådebillede
bliver lagt endeligt fast. Ayers spørger: »Tell me something distant sister/ If
I found my dream and kissed her/ Would this vision of perfection/ Turn into my
own reflection?«
Nico svarer ham ude
fra kredsen, over en afgrund af ekko og sfæriske sløjfer: »Who or what I am
escapes me/ Every changing minute shapes me/ What I get is what I yearn for/
Dreams are what I gladly burn for.« Det var denne myte om den Fjerne Søster,
som Nico levede med til sin død.
I 1974 kom endvidere
det trætte, ujævne album The End.
Nico havde i 1967 haft en kort, intens affære med Jim Morrison, udødeliggjort i
elevatorsekvensen fra Oliver Stones spillefilm om The Doors (1991). »The End« blev en slags signatursang for Nico,
som dog aldrig fik andet ud af den end stiliseret resignation og manér.
Til gengæld er der
blåsort trods og bitter livskraft på albummet Drama Of Exile (1981), som fulgte efter syv års pause og juridiske
problemer med misligholdte pladekontrakter. I sangen »Sixty Forty« tales der
mere kvalificeret om spildte livsmuligheder end noget andet sted i 80ernes rock:
Will there be another time
Will there be another time
Another year another wish to stay
When the evening light wants to be so bright
And the morning sun is out of sight
Can there be another word to say
Or do we have to give it all away?
Many moons have to be found
At certain times you’ll hear them pound
You can hear the hell bells praying
It is for granted here they’re saying
We are all enchanted staying
Focusing on running down the drain
When those tears are carved inside your brain.
I 80erne iværksatte Nicos foretagsomme manager – James Young
kalder ham »Demetrius« – en række obskure koncertalbums. Live Behind the Iron Curtain er således indspillet i en punkklub i
Rotterdam, og The Blue Angel består
af skitseindspilninger. Flere optagelser hævder at stamme fra »The Last
Concert«, men faktisk er maxisinglen Procession
(1982) og albummet Camera Obscura (1984)
de eneste originale signaler fra Nicos sidste leveår. Eftermælet hviler på
værkerne fra omkring 1970.
NICOS særegne sange
er absolut an acquired taste, noget
der kræver tilvænning, men inde i sin autistiske fjernhed, dette bizart
renfærdige landskab af stemninger, hvisken og lyde i drift, har hun nu som
dengang en masse at give.
Vagn Lundbye skrev i 1969 en slags roman med titlen Nico. 18 år senere ristede han hendes rune i
essayet »Nico – en rejse i død og forvandling« fra Hjemkomster (1987). Der er næppe skrevet bedre om den Fjerne Søster
på noget sprog noget sted.
Om stemmens egenart
hedder det således: »Det var et fall out,
et mareridt, et mausolæum af en stemme, som skubbede eller udelukkede alt andet
end dette selvsamme øjeblik, denne tilstand af intet både den ene og den anden
vej foran galskabens monolaterale dørvogter, »Janitor of Lunacy«, som hun
forsøgte at forvandle til vejviser...«
Lundbyes tekst er
spændt ud mellem erindringen om to koncerter, to møder med Nico i Danmark i
februar 1982, og erfaringen om hendes død seks år efter. Han finder i Nicos
sange »en række negationer til ophøret og den død, som hun kredser om. Med
orglets sammensatte søgen efter veje ud af den labyrintiske tilstand, bliver
tomheden, det standsede og døden ikke sjældent til udveje og pludselige
glæder.«
DERFOR er Nicos
version af »The End« for Lundbye det mest prægnante øjeblik:
»Stemmens enorme,
men også fjerne styrke gjorde rummet til en afgrund af sten. Røsten var en
smertelig ensomhed, en tomhed, der ikke kunne holde sig selv ud, og således
måtte fortætte eller materialisere sig i billeder, som trængte sig ind på
enhver. Sådan som det især var tilfældet, da hun sang Jim Morrisons »The End«,
i begyndelsen i en frasering, som genkendtes fra The Doors’ indspilning af
denne apokalypse, men derpå forvandlede den, idet hendes store ansigt skiftede
mellem en ægyptisk sfinks og et lysende kranium.
En underverden af
pseudopodier, der famlede sig ind i hendes stilstand, men i orglets ulmen og
ordenes krypt tog skikkelse af tågede, drømmeagtige forestillinger. Indtil det
hele blev til et lille dyr, der sort krummede sig sammen. En forstenet insectivore, et lysende, sort fossil, en
frysende afventen, som også var én selv.«
NICO var i sjælden
grad i stand til at fremkalde den slags henrevne reaktioner. Hun er for eksempel »the tallest
and the blondest girl,« som Leonard Cohen byder op i »Memories«, sangen om 1950ernes mytologiske afdansningsbal, der lukker albummet Death of a Ladies’ Man (1977). Frankie Laine synger »Jezebel«, mens
balloner og serpentiner daler ned over de dansende. Den jødiske mand fastgør et
jernkors til jakkens revers og går hen til den højeste, lyseste kvinde. Han
siger, han vil se hende nøgen. Hun siger, hun vil lade ham gøre alt muligt – »jeg ved, at du er sulten, jeg kan høre det i din stemme« – men han må ikke se hende nøgen.
Nico er også den
nedbrudte skønhed, der løsner sin blå kjole for digteren i »Take This Longing«
fra New Skin for the Old Ceremony
(1974): »Many men have loved the bells you fastened to the rain/ And many men
who wanted you, they found what they
will always want again/ Your beauty lost to you yourself,
just as it was lost to them – // Take this longing from my tongue,/ Whatever
useless things these hands have done;/ Let me see your beauty broken down,/
Like you would do for one you love.«
I ÅRENE før den
langstrakte nedtur havde Nico affærer med mange mandlige stjerner. Brian Jones, Serge
Gainsbourg og Alain Delon, Morrison, Cohen og Jackson Browne; mest notorisk den
tyske terrorist Andreas Baader, til hvem hun skrev »We've Got the Gold« fra The End: »Very proud and very poor/ You’re walking on your prison floor/ A pity it does not bear a single flower.«
Hun havde ikke høje
tanker om nogen af dem, hverken som mænd eller kunstnere. For eksempel kunne
hun ikke bruge Leonard Cohens elegante sofisteri. Nico troede på skærsilden og
frygtede tvetydigheden, der hos Cohen var ophøjet til et princip for
erkendelse. Alt var forudbestemt mellem himmel og helvede, sådan burde og
skulle det være. »Alles passiert irgendwie. Es sind keine Zufälle, es ist alles
vorherbestimmt. Ich bin sehr fatalistisch,« sagde hun i 1969 til det tyske
månedsblad twen.
Jeg er meget fatalistisk. Den levende
legende var mod slutningen et kvæstet idol, der for pengenes skyld lod sig
fejre i Europa, Japan, Australien og USA. Det skete på de mindste scener i de
mørkeste klubber. James Youngs bog skildrer med en sær blanding af skadefryd og
ømhed, hvordan dagene på vejen var med en dopet Nico, en irriterende nyomvendt
John Cale og et hold musikalske småfisk, som var nødt til at tilbede Månedronningen.
For hvis hun var en has-been, måtte de
jo være never-will-be’s.
Cale nægtede på det
mest bestemte at synge duet med Nico, når de turnerede. Hun drillede ham med
hans relative succes, hans penge og hans nyfundne stoffrihed. Hun kaldte ham
»Johnny Viola«. Alligevel var det Cale, der i marts 1988 gav hende en af de
sidste stjernestunder i Palais des Beaux-Arts i Bruxelles. Han bar den tøvende
Nico igennem en stærk aften, sang alligevel duet med hende og lod hende ikke
slippe, når hun ville stikke halen mellem benene.
DEN fjerne søster
fremstår i Youngs bog som en selvisk person, hvis mest tiltalende kvalitet var en
fuldkommen mangel på illusioner. Andre mennesker kedede hende. For Nico var
det sted, hvor livet egentlig foregik, ikke scenen, hvor hun trådte frem og lod
sig blænde. Det var eftermiddagsværelset med tung musik og farvede telys, hvor
hun siden puberteten havde dyrket stoffernes syntetiske ekstase.
Det er på godt og
ondt denne tilstand, hendes bedste sange giver indblik i. Nico havde nok
fortjent en mere grundig bog end Songs
They Never Play on the Radio, men blandt de sædvanlige hagiografier, som
skrives om både levende og døde rockkunstnere, giver Youngs bog et velgørende
anderledes billede af de tabets og faldets forspildte engle, som ude på
overdrevet trods alt bærer musikken videre på deres skuldre.
Samtlige album er
genudsendt. Richard Witts har skrevet biografien Nico: The Life and Lies of an Icon (1993), som går længere ind i musikken, men ærlig talt ikke leverer på titlen. Serge Féray har redigeret Nicos tekster i Cible mouvante: Chansons, poèmes, journal
(2001). Den er fuld af fejl, men samler værket på engelsk, tysk og fransk.
Forlaget Pauvert har endvidere udgivet Aris L’amour n’oublie jamais (2001), en hjerteskærende erindringsbog med
mange sjældne fotos. Fox Lorber har udsendt filmen Nico Icon på dvd. Songs They
Never Play on the Radio. Nico – The Last Bohemian (1992) er udkommet på
forlaget Bloomsbury og optrykt flere gange.*
II JEG skrev alt dette for længe siden, i 2005, da jeg troede, at Nicos sange skulle reddes fra glemselen, og at hendes sære liv omsider var sat i sten som en permanent fodnote til legenden om Andy Warhol og The Velvet Underground. Sådan er det heldigvis ikke gået. Folk finder stadig vej til musikken og reagerer både på den og mystikken. Shoegaze-bandet Toy (fra Sussex og aktivt i den britiske undergrund siden 2015) udsendte i 2019 albummet Songs of Consumption med coverversioner af deres favoritsange. En af dem er »Sixty/forty« af »C. Päffgen«. Toy har altså også lyttet til Drama of Exile i deres normative år, ganske – men ikke helt – som vi gjorde i 1970ernes slutning (for dengang levede Nico jo og gav som nævnt et par legendariske danske koncerter i 1982-83). Island og Aura genudgav næsten for tidligt The End og Drama of Exile, så de blev ikke remastereret, men bare overført til cd’er, som ikke lyder særligt godt. Først i 2007 blev The Marble Index og Desertshore istandsat, mixet fra bunden (af Andy Zax) og udsendt i et boxsæt, da Rhino Records (Elektra-Reprise-Warners historiske Legacy-label) lancerede sin britiske filial. Eller boxsæt er så meget sagt. Nico: The Frozen Borderline 1968-1970 er en dobbelt-cd med de originale albums og kuraterede sjældenheder i form af outtakes, alternative versioner og demooptagelser – altså et projekt på linie med Dylans Bootleg Series (som har uforholdsmæssigt meget mere materiale at tage af og i skrivende stund er nået til Vol. 17). Det var ikke nødvendigvis en god idé at give udgivelsen sin egen titel og få et cheesy nyt cover designet. Men der er interessante ting i posen – som f.eks. invitationen til det eksklusive launch party for The Marble Index. Det må have været stort at være indbudt på Lower East Side, da både Warhol og Nico stadig havde deres look og legende. Den gyldne aura var væk for længst, da Nico spillede i Montmartre, Saltlageret og Stakladen.
NICOS albums var noget af det første, som udkom igen, da vinylformatet begyndte at vende tilbage i 2010. De bliver til stadighed genoptrykt i 180 gram-kvalitet med originalt artwork og diverse fake memorabilia. Jeg købte i 1981 den originale amerikanske Elektra-udgave af The Marble Index – som allerede da var en sjældenhed – i et antikvariat i New Haven for 15 dollars. I maj 2020 er albummet til salg for 723 GBP på Amazon.uk. I parentes bemærket havde jeg lyttet til Nico i 30 år – og beundret The Marble Index og skrevet om albummet mange gange – før det gik op for mig, at titlen – der er så perfekt uudgrundelig: en fortegnelse skrevet i marmor – stammer fra dannelsesdigtet The Prelude, som romantikeren William Wordsworth begyndte at skrive i 1799 og udgav i tre versioner frem til 1850, da værkets første to bøger var vokset til 14. Wordsworth betragter en statue af Isaac Newton og reflekterer over »his prism and silent face/ The marble index of a mind forever/ Voyaging through strange seas of Thought, alone.«
JOHN Cale var som nævnt altid den, der kunne tøjle og koncentrere energierne i Nicos impressionistiske arbejde. Han er med rette stolt af sin indsats som arrangør og producer på hendes to Elektra-abum. I 2013 kuraterede han koncertgivenheden Life Along the Borderline: A Tribute to Nico, som blev afholdt i Brooklyn Academy of Music, hvor han og Lou Reed havde opført Songs for ’Drella til minde om Andy Warhol i 1990. Andy Warhol døde i 1989. Lou Reed faldt væk i 2013, 71 år. Kevin Ayers var 68, da han samme år døde i Montolieu i Frankrig (hans efterladte skrifter er samlet af datteren Galen Ayers i Shooting at the Moon: The Collected Lyrics of Kevin Ayers, som forlaget Faber udgav i 2019 – »Irreversible Neural Damage« indgår naturligvis også). Kun John Cale (78) og Brian Eno (72) – og for resten Maureen Ann »Moe« Tucker (75), som spillede trommer i The Velvet Underground og nu er aktiv i Tea Party-bevægelsen – er her stadig. Nicos sange lever stærkt i en bestemt del af musikkulturen. Både goth og shoegaze har set hende som en skytsengel. Hun er der naturligvis altid selv som en tilstand og et særligt livssyn. Hele høsten syntes at være i hus efter Nico Icon-dokumentaren, Rhino-boxsættet og de forskellige markeringer af hendes jubilæer og mærkedage. Sønnen Ari – som egentlig hedder Christian Aaron Boulogne og ernærer sig som fotograf – er 57 år. Han er skiftevis stolt af sit ophav og »bitterness personified«, som en iagttager har udtrykt det. Alain Delon, som er 84 år, kom senest til Cannes i 2019 og modtog en ærespris for sit livsværk (under tilråb fra vrede #MeToo-aktivister). Han forsømmer ingen lejlighed til at mindes Romy Schneider, som han levede sammen med fra 1959 til 1963. Derimod har han aldrig bare nævnt Nico og Ari i offentligheden.**
FILMSKABEREN Philippe Garrel, som i 2020 er 72 og viderefører de æstetiske strategier fra la nouvelle vague med stadig succes, blev i praksis en stedfar for Ari. Han instruerede Nico og brugte hendes sange i eksperimentalfilmen La cicatrice intérieure (1972), som er nem at se på nettet i dag, men var en sagnomspunden hellig gral i årtier. De stemningsfulde fotos fra coveret til Desertshore – af Nico som Ørkenens Dronning og »Le Petit chevalier«, som trækker en hvid hest ind i en cirkel af ild – stammer fra La cicatrice intérieure, som er en blanding af musikvideo og kunstinstallation, snarere end en gængs spillefilm. Garrel var ti år yngre end Nico. De levede sammen fra 1969 til 1979, da Garrel mødte Brigitte Sy (og blev far til skuespilleren Louis Garrel), mens Nico flyttede til Manchester. Det var her, at hun mødte James Young i november 1981. Som han skriver i Songs They Never Play on the Radio: »For a junkie Britain was the place to be, and Nico found herself a niche in Manchester, where there was, and still is, a thriving drug and music scene.« Det er ved at være væk alt sammen. Nico ville i dag være 82 år. På fantastisk vis blev hun næsten 50, skønt hun var hardcore heroinmisbruger i 15 år. I 2005 kunne man lige så godt lukke bogen og lade Nico forsvinde, sammen med så meget andet, i en ikke særligt varm erindring om 80ernes faldne venner og helte.
III
JEG blev derfor både forbavset og glad, da filmskaberen Susanna Nicchiarelli (f. 1975) præsenterede Nico, 1988 på Venedig Festivalen i 2017. Jeg havde hørt, at Trine Dyrholm (f. 1972) skulle spille Nico i en obskur italiensk biopic. Jeg kunne også se det for mig. Men jeg havde ikke forestillet mig, at filmen kunne blive så vellykket. Nicchiarellis film skraber Nico fri af 60er-mytologien og fokuserer på den trætte, tunge kvinde, der turnerer med The Faction og indretter alt efter sin heroinafhængighed. Hun er, som en japansk promoter sagde, »berømt, men ikke populær«. Der er i 80ernes byer altid en lille radiostation, en journalist, som husker 60erne og vil høre om, hvordan det var at synge med i The Velvet Underground. Medierne vil høre sladder og skrøner. Den nye musik forsvinder i støjen. Filmen er spændt ud mellem to punkter: pigen, som må være otte år, da hun står sammen med sin mor og ser Berlin brænde i horisonten, og den midaldrende kvinde, som ikke kan vide, at hun er ved slutningen, da hun tager sin cykel for at køre til byen på Ibiza. Faktisk er Nico, som Nicchiarelli beskriver det, begyndt at overveje en fremtid. Det sidste hun gør, før hun forlader Manchester, er at fortælle manageren Richard, at hun vil tage imod sin husværts ægteskabstilbud og begynde at arbejde i hans blomsterforretning. Hun er træt af musik. Hun har ikke længere tænkt sig at blive en fed, gammel junkie. Nu vil hun være en fin, gammel dame. Det hele begynder igen til september, når hun kommer hjem fra Ibiza.
FILMEN åbner i Manchester i 1986, da Nico igen sidder fast i et radiointerview med en vært, der vil høre om tiden med Andy Warhol, Lou Reed og The Velvet Underground. Hun kan nok så mange gange sige, at hun bare sang to sange med dem og ellers stod i baggrunden med en tamburin. Det gør ingen forskel. Det spiller heller ingen rolle, hvad hun fortæller eller griber ud af luften. Alle behandler hende som et historisk fabelvæsen. Richard, som bliver spillet ydmygt og afvæbnende af John Gordon Sinclair, må være manageren, som James Young kalder Demetrius og skildrer som lidt af en charlatan i Songs They Never Play On the Radio. Her er han et af de få gode mennesker, som tror på Nico og hendes musik. »Lad være med at kalde mig Nico,« siger hun på vej tilbage fra interviewet, som han undskylder for at have aftalt. »Brug mit rigtige navn.« Så Richard siger Christa resten af tiden. Richard er en frafalden jurist, socialist og forhenværende Labour-politiker, som ejer en natklub og booker koncerter. Han finder de musikere, som er med på Europa-turneen i 1986, der udgør hjertet af filmen. Især violinisten Sylvia, som er fra Rumænien (og bliver spillet af Anamaria Marinca, som fik sit gennembrud i Cristian Mungius Fire måneder, tre uger og to dage, der indvarslede 00ernes »rumænske bølge«), bliver som karakter en kontrast til den ældre sangerinde. Hun forelsker sig i guitaristen Alex (Calvin Demba), som er på vej ind i misbruget, der har ødelagt Nico. Senere bliver Sylvia kæreste med Ari (Sandor Funtek), da Richard har hjulpet Nico med at få sønnen udskrevet fra hospitalet.
FILMEN er god til at skildre livet på vejen, som her er i absolut budgetversion. Det er små, mørke klubber, og der er ikke altid råd til rigtige hoteller. I Anzio i Italien ligger hele bandet i ske hos arrangøren Domenico (Thomas Trabacci), som Nico falder for, da han finder cola og giver hende mad. Med på turen er også Laura (Karina Fernandez), Richards forelskede assistent. Da Nico spiller på torvet i Anzio, siger hun: »I think her music is hideous«. Richard og Domenico er derimod ægte fans. Uanset hvor selvisk og urimelig Nico er, uanset hvor dårligt hun behandler alle i folkevognsbussen, bakker Richard hende op og gør, hvad han kan for at skabe gode praktiske forhold. De spiller i Liege. De sidder alle sammen i daggryet ved tilskuerrampen på den gamle zeppelinerlufthavn i Nürnberg. De rejser på dramatisk vis – i udtoningen af Den Kolde Krig – ind bag Jerntæppet og spiller i Polen og det daværende Tjekkoslovakiet. I Prag synger Nico en forrygende, atypisk lidenskabelig udgave af »My Heart Is Empty« (fra Camera Obscura), mens arrangørerne af koncerten bliver arresteret. Det er filmisk flot, og der er bygget til scenen i samtaler, hvor Richard siger, at sangen er hendes bedste. Men det er filmens mindst realistiske afsnit, skønt præget af politistat er godt. Nico var aldrig så fysisk og nærværende ved nogen koncert. Hun blev siddende ved sit orgel. I klubben i Manchester synger hun »Janitor of Lunacy« præcis på den måde. Det er sådan, en koncert med Nico virkelig var.
TRINE Dyrholm er stærk og troværdig som Nico. Det er en af hendes bedste roller, fuldt på højde med de karakterer, hun skaber i Forbrydelser, Lille Soldat, Kollektivet og Dronningen. Hun synger Nicos sange med autentisk intonation. Hun synger også den version af pophittet »Big in Japan«, som spiller i bilen, når bandet kører mellem de europæiske byer. Nico, 1988 er et realistisk drømmeportræt. Nicchiarelli har gransket litteraturen og talt med forskellige vidner. En særlig tak rettes til Ari. Hun lader også Nico selv træde frem i flimrende erindringsglimt, der citerer fra Jonas Mekas’ optagelser med Warhol og The Exploding Plastic Inevitable, som var navnet på den performance, hvor Nico og The Velvet Underground optrådte sammen. Filmen blander behændigt fiktion, dokumentar og gråzonestoffet mellem de to positioner. »Jeg har set både toppen og bunden, og begge steder er tomme,« sagde Nico i virkeligheden. Det siger Dyrholm også i filmen. Hun rammer den sene, trancelignende tyngde. Hun synger »All Tomorrow's Parties« og »Nibelungenlied«, så det gjalder. Senere en lavmælt »My Only Child« fra Desertshore, da Ari prøver at tage sit liv. Forholdet til Ari bliver relationen, som fylder hendes liv til slut. Det var den måske også. Nicchiarelli begynder, som alle der skriver om Nico, med at romantisere hendes træthed, desillusion og livslede. Men hun slutter filmen i fortrøstningsfuld modus, med en lettere Nico, der har fået lys i øjnene og smiler, da hun og Ari rejser til Ibiza for sommeren. Det er ikke usandsynligt, at den version er mere sandfærdig end misbrugsmytologien.
DET er ikke en stor film, men den er dybere end de fleste biopics. Nicchiarelli har en ægte nysgerrighed på mennesket Christa Päffgen, og hun har sans for at skildre, hvordan den lille fortælling om det enkelte liv griber ind i den store historie. Om sin interesse for Nico sagde hun i Venedig: »Nico blev født lige før Anden Verdenskrig og voksede op i et delt og besejret Tyskland. Hun dør i 1988, da Europa kæmpede mod Murens Fald, et år før alting ændrede sig. Jeg er altid fascineret af menneskers liv og den måde, som disse liv hænger sammen med det store billede, med historien. Det er også, synes jeg, en meget interessant måde at få folk til at indse, at vores private liv aldrig er så private, som vi tror. Selv vores mest intime øjeblikke er på en måde en del af noget større og fælles.«
NICHIARELLI er heller ikke blind for #MeToo-aspekterne i historien. Alle har udnyttet Nico. Hun føler sig fri til at udnytte dem, og hun føler sig fri til ikke at føle. Men hun er ikke helt kold med hensyn til sin musik. Filmen giver hende et mysterium. Når hun har overskud til at tænke på andet end det næste fix, går Nico rundt med en båndoptager og registrerer dronende, klikkende, brummende, stadigt pulserende lyde. Det kan være vandvarmeren i huset i Manchester eller iltapparatet på hospitalet, hvor Ari ligger livløs. Det kan være ekkoet i et teater. Hun optager det hele, og det er vigtigt for hende at have båndene med. En journalist har hørt om vanen og spørger, hvad det er for en lyd, hun leder efter. Det er lyden af noget, hun hørte som barn. Det er lyden af Tyskland, der bliver bombet. På samme måde synes hun om Manchester, fordi byen minder hende om Berlin efter krigen. Nico blev voldtaget, da hun var 15 år, af en udstationeret amerikansk sergent. Det var uden tvivl med til at præge kvinden, som senere aldrig gav sig helt hen til nogen eller noget. Forbeholdet omkring historien er, at den kommer fra hende selv. Hun var god til at skære myterne ned, men også til at gøre dem større, når det passede i hendes fortælling. Men da Dyrholm ler og siger: »Americans, they’re everywhere!« – og ikke mener det positivt – må det næsten være dét, som filmen sigter til. Det er sært – for at sige det mildt – at Nico, 1988 ikke kom i dansk biografdistribution. Til gengæld lå den længe som slagtilbud på arthouse-streamingtjenesten Filmlounge.dk, der viste den med eneret. Jeg ved ikke, hvad der skete efter afviklingen af Filmlounge.dk i 2019. Men jeg ved, at filmen findes på blu-ray og dvd, for jeg har netop set den igen.
Nico, 1988. Instr. og manus: Susanna Nicchiarelli. Foto: Crystel Fournier. 93 min. Italien-Belgien 2017. Vist på CPH:PIX 29.09.2017. Filmen fik ikke dansk biografpremiere og er ifølge streamingguiden Playpilot 'ikke tilgængelig på nogen tjeneste' pr. 21.05.2020
IV
NOGET af det første, som jeg skrev og fik trykt på professionel vis, da jeg begyndte som forfatter og journalist af en slags, var tre lange introduktioner til de plader, som Lou Reed, John Cale og Nico havde lavet efter tiden i The Velvet Underground. Der var dengang, i punkens mest selvretfærdige fase – hvor alt, som kom før, skulle forkastes, og Joe Strummer fra The Clash kunne score billige point ved at stå på Thames-flodbredden og synge om »phony beatlemania« – en tendens til at nedskrive forløbere og forbilleder. Jeg skrev artiklerne som svar på en letkøbt afvisning, der beskyldte mine helte for at være mætte og selvtilfredse selvparodier. Artiklen om Nico hed »Kultobjekt og mørkemoder«. Den fylder tre sider i novembernummeret af MM – tidsskrift for rytmisk musik mm., som udkom i 1979. Altså for 41 år siden og endnu før filmen foregår. Artiklen er hæmningsløst heltedyrkende, men det er i store træk og et langt stykke af vejen det samme, som jeg ville skrive i dag. Og har gentaget i denne vildtvoksende tekst. Nico er stadig et land og en tilstand. Hun er en station, der sender på sin egen frekvens. Der er ikke noget, der ligner. Hun skal også stadig præsenteres hele tiden. Jeg gør det gerne igen om ti år.
*) I 2021 udkom endelig en stor og gennemresearchet biografi, da Jennifer Otter Bickerdike fik udgivet You Are Beautiful and You Are Alone: The Biography of Nico ((504 s. £20) på forlaget Faber & Faber i London. Bickerdike går grundigt til værks og kommer som den første helt til bunds i den tyske barndomshistorie og den sidste tid i Manchester og på Ibiza. Hun har en klar feministisk læsning af livet og citerer i sit forord Marianne Faithfull (1938-2025) for bemærkningen: "What I have in common with Nico is the understanding of her furious frustration at not being recognized."
**) Ari Päffgen døde i maj 2023, angiveligt af en heroinoverdosis. Han blev 60 år. Alain Delon døde som 88-årig i august 2024, karismatisk og kontroversiel til det sidste. Han skabte så mange uforglemmelige filmkarakterer, at det ikke er muligt at afskrive ham, uanset hvor kold personen så var. Jeg uddyber synspunktet i slutnoten til Claude Lelouch | Jean-Paul Belmondo: Les Misérables (1995), som tager afsked med de franske filmikoner.
Noget af første del af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 16.10.1992. Det indgik i anmeldelsen af James Youngs bog. I 2005 blev teksten ajourført i et stort manuskript, der hed 'Engle og djævle'. Noget af sidste del stod i en festivalreportage ('Ude af balance') fra Venedig i WA Kultur 08.09.2017. Rammen og resten af teksten er nye. Der er efterjusteret i februar 2025.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.png)
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
