Bogen og filmen | Jack Kerouac: On the Road (1957/2012)

NÅR SOLEN GÅR NED I AMERIKA

Formidlet med klarsyn og stor kærlighed

Af BO GREEN JENSEN

DER er efterhånden lavet adskillige film om medlemmerne af den amerikanske Beat Generation, hver for sig og sammen, i ental eller flertal, dokumentarisk stof såvel som fiktion. Som tiden går, bliver legenderne større, og i den yngste del af fælleskulturen er navnene Jack Kerouac (1922-1969), Allen Ginsberg (1926-1997) og William S. Burroughs (1914-1997) ved at fortrænge Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og de øvrige repræsentanter for 1920ernes og 30ernes »Lost Generation«. Hvor ville de have elsket det. Så meget ved the beats er skrevet på forventningens mytologi.

I 1991 fik Burroughs som den første en stor og kongenial filmatisering, da David Cronenberg tog livtag med romanen Naked Lunch (1959, da. Nøgen frokost). Rob Epstein og Jeffrey Friedman skabte i 2010 en original film om Ginsberg og stordigtet Howl (1956). Ginsberg blev fremstillet af James Franco, og Hyl var levendegjort med psykedelisk animation.

   John Krokidas' Kill Your Darlings (2013) kaster et kritisk blik på de seksuelle relationer (og giver Daniel Radcliffe mulighed for at lægge Harry Potter-udstyret fra sig – han er castet som den helt unge Ginsberg). Jean-Marc Barr spiller Kerouac efter gennembruddet i Michael Polishs enkle Big Sur (2013), hvor forfatteren flytter ud i Lawrence Ferlinghettis sommerhus for at komme til sig selv.

   Der var åndsfæller verden over – herhjemme bl.a. Peter Laugesen, Peter Poulsen og Dan Turell. Í Skotland var Alexander Trocchi et samlingspunkt for digterne. Et godt sted at møde ham er i David Mackenzies filmatisering af romanen Young Adam (2003). Kolonien i Tanger, hvor Paul og Jane Bowles slog sig ned, udgør sin egen galakse. Bernardo Bertoluccis film efter The Sheltering Sky (1990, da. Under himlens dække) er desværre endt i Glemmebogen. Sjælen i tiden er udgangspunktet for Ethan Hawkes' instruktørdebut, Chelsea Walls (2001). 

   On the Road (1957) blev levet og skrevet fra 1947 til 1950. Romanen – som vi nu ville kalde autofiktion – gjorde Kerouac til coverstar og the Beat Generation til et begreb. Jubilæumsudgaven fra 2007 reproducerer Gilbert Mellsteins syngende anmeldelse i The New York Times den 5. september 1957. Især udgivelsen af den lange version, On the Road – The Original Scroll, har genvakt interessen. Bevidsthedsstrømmen står ukorrigeret, der er atter brugt rigtige navne. Det er Vejene – Det oprindelige manuskript, som senest er kommet i Danmark.*

   Alting begynder med On the Road. I 2012 realiserer brasilianeren Walter Salles (f. 1956) en gammel drøm om at filme Kerouacs amerikanske klassiker.

FØRST og fremmest har filmen atmosfære. Salles sætter af med et anslag, der minder om hans måde at skildre den unge Ernesto »Che« Guevara på i The Motorcycle Diaries (2004, da. Motorcykel Dagbog). Igen er en lyrisk bevidsthed i centrum, den unge mand som vil gøre en forskel og ved, at han er i færd med at skabe, skønt han endnu er usikker på, hvor han skal hen. Også filmen om Kerouac og hans kreds har en uklar præmis. Salles følger handlingssporet i Kerouacs bog, men filmen er i lige så høj grad en skildring af romanens tilblivelse. Til denne form passer metoden perfekt.

ENGLÆNDEREN Sam Riley (Ian Curtis i Anton Corbijns Control) er et godt valg som den unge Sal Paradise, Kerouacs alter ego. Garrett Hedlund har naturlig charme og betydelig erotisk karisma som supertricksteren Dean Moriarty (virkelighedens Neal Cassady), der begæres af alle køn. Cassadys kvinder, Marylou (Kristen Stewart) og Camille (Kirsten Dunst), er tegnet lidt mindre misogynt end i bogen.

   Som Carlo Marx (anti-kommunisten Kerouacs navn for Allen Ginsberg) har Tom Sturridge en mere perifer position. Den store præstation leveres af Viggo Mortensen som Old Bull Lee. Portrættet af Burroughs og hustruen Jane (Amy Adams), som senere døde, da hendes mand ville lege Wilhelm Tell, er filmens clou. Man forstår, hvordan en hverdag trods alt har fungeret for den rige junkie, hans kone og sønnen.

DEN flimrende fortælling kunne have udviklet sig til et dukketeater med sminkede figurer, der skulle ligne mest muligt, mens Charlie Parker, Miles Davis eller John Coltrane truttede løs i den røgfulde baggrund. En scene fra en jazzklub, hvor Marylou danser igennem, er faktisk lidt på den måde. Men for det meste har Salles fastholdt lyset og lugten af vinden fra tidlige morgener og solfulde dage ude på vejene eller hjemme i Brooklyn. Adskillige forhold forties. Filmen handler om en forfatter, som kæmper for at debutere og bor hos sin mor. Kerouac havde skrevet The Town and the City (1950) og var gift med Edie Parker, da han og Neal Cassady tog afsted:

»Så når solen går ned i Amerika og jeg sidder på den gamle, smuldrende mole ved floden og ser på den lange, lange himmel over New Jersey og fornemmer hele dette nøgne land, der ruller med én ufattelig vældig bølge over til Vestkysten, og hele denne vej strækker sig frem, og alle de mennesker drømmer i dens umådelige vælde, og jeg ved at aftenstjernen må være ved at gå ned over Iowa nu, og sende sin gnistregn ud over prærien, lige før den totale nat falder på, der velsigner jorden, kaster mørke over alle floder, lægger sig om tinderne i vesten og tildækker den sidste og endelige kyst, er der bare ikke nogen der ved, hvad der sker nogen anden, udover de fortabte pjalter der ligger i at blive gammel, og jeg tænker på Neal Cassady, jeg tænker endda på gamle Neal Cassady, den far vi aldrig fandt, jeg tænker på Neal Cassady, jeg tænker på Neal Cassady.«

KICKS Joy Darkness hedder et hyldestalbum, hvor forfattere og musikere fra Lawrence Ferlinghetti og Hunter S. Thompson til John Cale og Patti Smith fortolker stumper af mesterens værk. Egentlig mangler kun Bob Dylan, der om On the Road har sagt, at bogen »ændrede mit og alle andres liv«.**

   Livskraften – og de kemiske kicks, der sparker glæde fra sig i mørket – er energien, der mangler i Salles’ film, til trods for Eric Gautiers stilrene close-ups af tomme pakker med benzedrin og Camel uden filter. Stoffet er formidlet med klarsyn og stor kærlighed, men fryden og fortabelsen, selve nerven i teksten er ikke at spore.

   Til gengæld synger filmen af ideen om Amerika, det umådelige kontinent, på en måde, der er helt i den unge Jack Kerouacs ånd.

*) Vejene er oversat i flere omgange, først af Elsa Gress (Arena, 1960), siden af Arne Herløv Petersen (forlaget Fremad i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, 1986). Herløv Petersens oversættelse af Vejene – det oprindelige manuskript udkom på Rosinante i 2008. Lars Movin og Henrik List er de førende danske eksperter i alt, hvad der vedrører beatdigterne. Der er næsten ingen grænser for, hvad de véd om hvorfor, hvordan og hvornår. Især skal anbefales Movins Allen Ginsberg i Danmark (Spring, 2019) og sampleren Beat: på sporet af den amerikanske beatgeneration (Informations Forlag, 2014). List skriver med varme og akkuratesse i Tilbage til Tanger – En pilgrimsrejse i Beatgenerationens fodspor (Tiderne Skifter, 1997; revideret og beriget i Redux-udgaven fra Shooting Gallery Press, 2007).   

**) Kicks Joy Darkness (1997) er produceret af Jim Sampas, nevø til Stella Sampas, der blev Kerouacs tredje hustru i 1966. Boet er notorisk stort og indviklet, præget af stridigheder og søgsmål mellem 27 rettighedshavere. Der var længe en konflikt over testamentet efter Gabrielle Kerouac (1895-1973), forfatterens mor, som blev anfægtet af Jan Kerouac (1952-1996), hans datter fra ægteskabet med Joan Haverty. Jim Sampas er søn af John Sampas, som varetog boet til sin død i 2017. Albummet er fremragende. Det fungerer godt i tandem med Jack Kerouac Reads On the Road (1999), hvor Kerouacs egne optagelser er forankret i nye bidrag fra bl.a. Tom Waits. Waits' take på »On the Road« kan også høres på bokssættet Orphans: Brawlers, Bawlers & Bastards (2006), hvor alle slags løse ender er samlet. 

On the Road. Instr.: Walter Salles. Manus: José Rivera. Foto: Eric Gautier. 124 min. Frankrig-USA-UK-Brasilien 2012. Dansk premiere: 04.10.2012.

Jack Kerouac: On the Road. 50th Anniversary Edition. 320 s. New York: Viking, 2007.

Jack Kerouac: On the Road. The Original Scroll. 416 s. New York: Viking, 2007.

Jack Kerouac: Vejene - det oprindelige manuskript. På dansk ved Arne Herløv Petersen. 352 s. København: Rosinante, 2012.

Jack Kerouac: Big Sur. Oversat af Brian Dan Christensen efter Big Sur (1962). Aarhus: Turbine, 2021.

Jack Kerouac: Road Novels 1957-1960. On the Road. The Dharma Bums. The Subterraneans. Tristessa. Lonesome Traveller. From the Journals 1949-1954. Ed. Douglas Brinkley. 870 s. New York: The Library of America, 2007.

Jack Kerouac: Collected Poems. Ed. Marilène Phipps-Kettlewell. 750 s. New York, Library of America, 2012.

Fotos: MK2 Productions/ American Zoetrope/ Jerry Leider Company/ Vanguard Films/ Film4/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ Canal+/ Ciné+/ VideoFilmes// K&S Films/ Nomadic Pictures/ SPAD Films/ IFC Films/ UPI.dk/ Penguin Viking Publishers/ Library of America/ The New York Times/ Rykodisc/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og VIAPLAY

Første udgave af teksten bragt i Weekendavisen Kultur 05.10.2012

David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]

TIDEN OG FLODEN

En overset skotsk ædelsten

Af BO GREEN JENSEN

GRIMET, fattigt, trøstesløst: et sted bliver næppe mere prosaisk end Skotland i 50erne. Alligevel finder den unge Adam, som faktisk hedder Joe Taylor, en vis mening i dagenes vekslen på floden. Han har opgivet at skrive og taget hyre på en pram, der sejler kul mellem Glasgow og Edinburgh.

   Skipper (Peter Mullan) spiller guitar, mens Joe gør kur til hans hustru (Tilda Swinton), en meget pragmatisk indstillet kvinde, der ikke venter sig noget af nogen. Med ét er Joe blevet skipper og reservefar. Det var ikke, hvad han havde tænkt, men sådan går det, når man lader sig bære af skæbnen. Værre er den mørke erindring om kæresten Cathie, som Joe har forladt.

   Da et kvindelig bliver fundet i floden, må Joe for det første lukke sit ansigt og lade som om, at han ingenting ved. For det andet må han forholde sig til, hvad han faktisk husker og ved. Det sker i en voice over, der svarer til den indre monolog i romanen, som Alexander Trocchi skrev i 1954. Ewan McGregor fremsiger den med indlevelse.

   Imens eskalerer jalousien og klaustrofobien på flodbåden. Joe er fanget i en blanding af græsk skæbnedrama og skotsk film noir. Han må levere på begæret, som han ikke føler mere. Samtidig gør han sig store tanker om tilværelsen.

DER er flere konkurrerende dagsordener i Young Adam, som var David Mackenzies spillefilm nummer to. Selve tiden og floden skal hyldes. Det samme skal 3-4 landskabsmalere og Jean Vigos arthouse-klassiker L’Atalante (1934). Frem for alt vil filmen dog promovere sit forlæg. Alexander Trocchi var en litterær desperado, som tilhørte beatgenerationen i Skotland. I Young Adam skildrede han kunstneren som hvalp. Siden blev den ældre køters stofmisbrug beskrevet i hovedværket Cain’s Book (1963, da. Kains bog).*

   Alligevel lykkes det filmen at finde sin egen stil, sjæl og tone. Citaterne fra bogen står som rolige pauser, hvor landskaberne kommer til deres ret. Endvidere gør David Byrnes musik – som kombinerer atmosfæriske kompositioner med en majestætisk ballade om »The Great Western Road« – umådelig meget for filmen.**

   

EWAN McGregor er god som den tænksomme sjuft, Emily Mortimer er hjerteskærende som kæresten Cathie. Mullan og Swinton har mindre at arbejde med og er begrænset af de typer, som Joe-Trocchi-Mackenzie ser i karaktererne.

   Baggrunden lægges frem i fragmenter, et mønster af skæbne bliver samlet. Filmen ligner en fatalistisk traktat, og resignationen er håndgribelig. Men det samme er kropsvarmen, som den unge Adam afgjort har sans for. Endelig sker retfærdigheden i dén grad ikke fyldest. Det var sådan Trocchi så tilværelsen, og man har ofte grund til at give ham ret.

MACKENZIES film er smal i tematikken, men mangfoldig i sin udførelse. En pornografisk erindring fra samlivet med Cathie skejer ud i voldtægt og tilgivelse. Hun kommer træt hjem og kræver, at han skriver noget, folk kan forstå. Han kan slet intet skrive og har brugt hele dagen på at lave budding.

   Der følger en grænseoverskridende scene, som mange år efter er det, der står klarest. Det burde være blevet de to, fornemmer man filmen igennem. Joe ved det også, og det bliver alting værre af, men i flodens løb skal vi alle den vej. Young Adam er en sjældent gennemarbejdet film, der kan bære at blive set flere gange. Den vil oven i købet vokse sig større.

Se også David Mackenzie: Hallam Foe (2007); David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]. 

NOTER

*) Alexander Trocchi (1925-1984) var en hovedperson i de skotske udgaver af beat og situationisme. Trocchi voksede op i Glasgow – hans mor var skotsk, hans far italiensk – og tilbragte en stor del af sit liv på både som prammen i Young Adam. Det var her, han tjente til dagen og vejen, når de litterære indtægter ikke slog til – eller forfatteren havde brug for at forsvinde i en fart og leve under radaren for en tid. Trocchi var narkoman og afhængig af heroin i det meste af sit voksne liv. Han handlede også med stoffet og havde mange episoder med politi og toldmyndigheder. Cain's Book kan læses som et sidestykke til William Burroughs' Junkie.

   Under 2. verdenskrig virkede Trocchi som sømand på de arktiske konvojer, som sejlede forsyninger til Murmansk. Efter krigen studerede han på University of Glasgow – Trocchi var fra samme generation som The Angry Young Men. Han fik et kandidatstipendium og bosatte sig i Paris, hvor han redigerede magasinet Merlin sammen med Richard Seaver. Blandt bidragyderne var Henry Miller, Samuel Beckett og Pablo Neruda. Trocchis bøger udkom på Olympia Press, som også udgav Burroughs og Miller, Nabokovs Lolita, Becketts Molloy, O's historie, Jean Genet og Markis de Sades samlede værker. Young Adam har nr. 109 i det legendariske Traveller's Companion Bibliotek. Trocchi skrev den under pseudonymet Frances Legel.

   Trocchi tog til USA og boede både i Californien og New York. Cain's Book var forbudt af censurmyndigheden i UK, men blev et respekteret avantgardehit i Amerika. En tid lang måtte Trocchi gå under jorden. Norman Mailer formidlede en kontakt til Irving Layton i Montreal. Trocchi tog hyre på en flodpram og sejlede til Canada.

   Trocchi kendte gud og hvermand: Allen Ginsberg, Terry Southern, R.D. Laing, William Burroughs, Leonard Cohen. De sidste ti år boede han i en to-etagers taglejlighed i Observatory Gardens 4 i Kensington i London. Trocchi fik to sønner med hustruen Lyn. Hun døde af leverbetændelse i 1976. Samme år døde sønnen Marc af cancer som 19-årig. Trocchi selv fik konstateret lungekræft og døde efter en operation i 1984. Samme år tog Nicholas, den yngste søn, sit liv ved at springe fra taget på huset i Kensington.

   Trocchi skrev i årevis på The Long Book, en fortsættelse til Cain's Book. Han blev aldrig færdig, men fragmenterne er samlet i The Sigma Portfolio. William Burroughs skrev forord til digtsamlingen Man at Leisure (1972). Allen Ginsberg kaldte Trocchi »the most brillant man I've ever met«. En genopdagelse begyndte i 1990erne. I Danmark blev Trocchi præsenteret af Jannick Storm og Dan Turell i to-bindsantologien Døds-layoutet (Arena/ Arkiv for ny litteratur, 1972). Forlaget Antipyrine udgav Kains bog i 2019. Kasper Opstrup har oversat og udreder Trocchis tanker i forordet.

**) David Byrnes musik er udgivet med titlen Lead Us Not into Temptation (Thrill Jockey Records, 2003). Først undertitlen oplyser, at der er tale om »Music from the Film Young Adam«. Det er et fremragende album fra eks-Talking Heads-frontmandens mest aktive filmkomponistperiode. David Byrne er faktisk født i Dunbarton i Skotland. Familien kom til Ontario i Canada i 1954, da Byrne var to år, og tog videre til Maryland i USA, da han var otte. Ligesom David Mackenzie, der er skotsk ind til benet, har Byrne haft et forhold til Young Adam og det skotske spor i beatbevægelsen fra puberteten. Begge har Alexander Trocchi på listen over personlige helte. Den apokalyptiske stemning i »The Great Western Road«, der lyder som noget, australske Nick Cave kunne have skrevet i samme periode, er ikke grebet ud af luften og har lokal skotsk forankring. Great Western Road er daglig jargon for hovedvej A82, der løber mellem Glasgow og Inverness. Ligesom vi i Danmark taler om Frederikssundsmotorvejen. 

Young Adam. Instr. & manus: David Mackenzie. Foto: Giles Nuttgens. 98 min. UK-Frankrig 2003. Dansk premiere: 15.10.2004.

Alexander Trocchi: Young Adam. 160 s. Calder/ Oneworld Classics, 2018.

Alexander Trocchi: Kains bog. Oversat efter Cain's Book (1963) og med forord af Kasper Opstrup. 308 s. Forlaget Antipyrine, 2019. 

Fotos: Recorded Picture Company/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Calder/ Oneworld Classics/ Thrill Jockey Records/ Wikimedia Commons/ Glasgow Live

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Alamode Film (regionsfri) 27.09.2013

Anmeldelsen bygger på en Filmrevy i Weekendavisen Kultur 15.10.2004 [noter tilføjet november 2021; henvisninger ajourført marts 2025]

Ethan Hawke: Chelsea Walls (2001)

HJERTETS BOHEMER

Drømmene lever på Chelsea Hotel

Af BO GREEN JENSEN

VÆGGENE har øren, og tænk hvis de kunne tale. Det gør de faktisk i Ethan Hawkes adstadigt, men sikkert accelererende filmatisering af Nicole Burdettes skuespil Chelsea Walls (1990), der udspiller sig over nogle korte timer et langt vinterdøgn i det legendariske Hotel Chelsea på 222 West 23 Street i New York.

   Forbløffende mange kunstnere har levet og skrevet på dette hotel, fra Sarah Bernhardt, Nelson Algren, Dylan Thomas, Brendan Behan, Tennessee Williams og Thomas Wolfe til Jack Kerouac, Allen Ginsberg, William Burroughs, Bob Dylan, Andy Warhol og Tom Wolfe.

   Arthur C. Clarke skrev manuskriptet til 2001: A Space Odyssey på Chelsea Hotel; Arthur Miller og Marilyn Monroe mødtes i smug, før de fandt lovformeligt sammen; Charles Jackson tog sit liv; Nancy Spungen blev stukket ihjel. Der er næsten ingen ende på kongerækken af små og store bohemer, som har brændt midnatsolien i disse lokaler.*

LEONARD Cohen skrev i sangen »Chelsea Hotel #2« (1974) om, hvordan Janis Joplin fellaterede ham på sin uredte seng, mens hun hele tiden understregede, at hun tog ham i mangel af bedre. I koncertsammenhæng fortalte Cohen en udførlig anekdote om, hvordan det i virkeligheden var Kris Kristofferson, hun ville være sammen med. Han var høj og lys med stålblå øjne, demonstrativt ikke-jødisk af fremtoning. Hun selv var fuld og sølle, Cohen væk i søde drømme om ariske kvinder, men i nu’et på Chelsea havde de kun hinanden. Så var det, at hun sagde til ham: »We are ugly but we have the music.«

   I sangen husker Cohen kun på det, fordi hun er død. De var unge, det er længe siden, og »I don’t mean to suggest that I loved you the best/ I can’t keep track of each falling robin/ I remember you well in the Chelsea Hotel/ That’s all, I don’t even think of you that often.«**

DER er tusind anekdoter, sikkert også flere af mere høvisk beskaffenhed, at fortælle om de berømte gæster på Hotel Chelsea. En mere kommercielt orienteret produktion ville formentlig dramatisere udtag af de legendariske liv, og det kunne være spændende nok.

   Nicole Burdette og Ethan Hawke, der debuterer som instruktør med Chelsea Walls, har i stedet valgt at fordele opmærksomheden på en kreds af anonyme, hver for sig visionært stræbende kunstnere, der jager hver sin drøm bag døren i den lille hotellejlighed. De råber og hvisker, skriger og skændes, og i pauserne rækker de af og til ud efter hinanden. Nogle kvæstes gang på gang, andre formår at knytte kontakter. Det er typisk de mest forslåede gæster, der bor permanent på hotellet.

PÅ scenen er Burdettes drømmespil en serie løst forbundne vignetter, monologer og overhørte samtalestumper, som gradvis tegner konturerne af nogle relationer og giver tilskueren mulighed for at orientere sig i en kronologi.

   Hawke viderefører denne strategi, men giver samtidig filmen en bund af konkret fysisk nærvær. Filmen om Chelsea Hotel er naturligvis optaget på stedet, og skønt ingen berømte genfærd giver sig til kende, ligger summen af deres stemmer alligevel som en dyb mumlen, en drone af malende ord, under det hele.

   En autentisk beboer reciterer Rimbaud, Whitman, Burroughs og Kerouac mellem scenerne, når der panoreres i gangene og vestibulen. Det er ikke ordenes betydning, men deres lyd og atmosfære, der sætter sig i hovedet. På samme måde med musikken. Jeff Tweedy fra Wilco leverer et sæt melankolske sange, der skal gøre det ud for al den musik, som i tidens løb er skabt på hotellet, fra Chet Baker og Dylan til Velvet Underground og The Ramones.

   

EN enkelt scene lader blueslegenden Little Jimmy Scott fremføre John Lennons bittersøde evergreen »Jealous Guy«. Det fungerer fremragende. Alligevel havde det gjort underværker, hvis Hawke på lydsporet lod Christa Nico Päffgen synge »Chelsea Girls«, som Lou Reed og John Cale skrev til hendes første soloalbum. Andy Warhols Chelsea Girls (1966), som Nico medvirkede i, var en dogmefilm 30 år før sin tid. Hawkes relativt tjekkede produktion er optaget på digital video for 100.000 dollars. Det er ikke et budget, der forpligter til så meget kommercielt.

DERFOR kan Hawke tage sig al den tid, som er i verden, til at indkredse sine melankolske hotelmennesker. De er så godt som alle stille eksistenser i Herman Bangsk forstand, men de raser imod lysets død på samme måde, som Dylan Thomas skrev, at man skal. Ovennævnte Kris Kristofferson har sin bedste rolle siden John Sayles’ Lone Star (1996) som forfatteren Bud, der prøver at bevare et forhold til eks-hustruen Greta (Tuesday Weld) og både falder af afholdsvognen og hopper på den igen, før han endelig skriver en bog på én nat, så hans forlægger finder ham opløst i tårer, da det bliver morgen på Chelsea Hotel.

BUD kigger af og til indenfor hos naboen Grace (Uma Thurman), hvis skyhed grænser til en psykose. Hun taler i telefon med en kæreste, som ikke hører efter, og imens fylder maleren Frank (Vincent D’Onofrio) blanke lærreder med Willem de Kooning-riffs, Jackson Pollock-dryp og bloksorte Mark Rothko-massiver. Bare ikke med noget, som er hans eget.

   Frank sidder på gulvet og græder med telefonen i skødet, forgældet og afhængig af en eller anden kemisk substans. Dét er så godt som alle hotellets gæster. I prologen ankommer to betjente for at efterforske et selvmord på hotellet. »Der er bræk allevegne,« siger den ene med væmmelse. »Engang var det et smukt sted, engang var det kunstnere som boede her. Nu er her kun narkomaner og tyve.«

   Hvem der har taget sit liv bliver en af den løse fortællings mystiske understrømme, en af flere diskrete faktorer, som får tilskueren til at følge det hele med spænding.

ROBERT Sean Leonard er den depressive sangskriver fra Midtvesten, Kevin Corrigan hans fandenivoldske kammerat Crutches (»Krykker«), som ellers ikke har megen grund til at føle sig frejdig. Natasha Richardson (1963-2009) er et ekshibitionistisk øjenvidne, som fortæller en interviewer om en stor og kompliceret forfatter, der konsekvent bliver omtalt i datid.

   Det må være Kristoffersons karakter. Ofte er kronologien slået i stykker, så flere lag tid ligger ovenpå hinanden og er gennemsigtige. Audrey (Rosario Dawson) sender den unge, atypisk livskraftige Val (Mark Webber) af sted den sidste vintermorgen, mens Richard Rutkowskis kamera zoomer ud fra hotellet. Måske kommer han aldrig tilbage, men det står fast, at han rejser in the fairest of the seasons.

DER går en fin og flydende grænse mellem kunst, som er svær, fordi den er dyb, nuanceret og sand i en eller anden forstand, og det prætentiøse og kunstfærdige, som er kryptisk, fordi det vil virke dybsindigt. I amerikansk sammenhæng kunne man kalde denne dobbelthed for »Sundance-syndromet«, eftersom disse independent film næsten altid er sponsoreret af Robert Redfords Sundance Institute. Hawke kan ikke altid skelne, og Chelsea Walls er ofte begge dele på en gang, både prætentiøs art movie og filmisk udtryk med virkelig dybde.

   Ethan Hawke vil mere end være Hollywood-stjerne. Hans første roman, The Hottest State, udkom i 1996. Den anden, Ash Wednesday, udkommer i 2002. Som forfattertype er han efter eget udsagn meget som Bud, Kristoffersons karakter. Først tager han speed og skriver til daggry. Hvis det ikke virker, prøver han modellen med at arbejde metodisk nogle timer hver formiddag. Han kan spille, skrive og instruere. Forhåbentlig bliver han ved med det hele.***

CHELSEA Walls er i hvert fald en overbevisende påkaldelse af et sted med en sjæl og en historie, nogle rum som repræsenterer et evigt bohemernes land i vore hjerter. Men også en skildring af virkelige mennesker med spritånde, høje håb, stærke længsler og frem for alt drømme. Det mere end fremgår, at livet på Chelsea ikke er en sart blomsterhave. Man danser ikke på roser, man danser i mørket og som regel alene med sine dæmoner. Alligevel kan tilskueren ikke undgå at reagere på legenden. Man får lyst til at flytte ind på hotellet, mens livet på lærredet folder sig ud.

RIP Kris Kristofferson 1936-2024

Se også Den sidste drøm: Sangskriveren Blaze Foley 1949-1989 ; Paul Schrader: First Reformed (2018) og Den umulige drøm: Nikola Tesla 1856-1943.

*) Her fulgte oprindeligt følgende afsnit: »Vil man have historien i sin helhed, kan et besøg på hotellets website anbefales. Samme sted får man at vide, at et enkeltværelse p.t. koster fra $135 til $250 pr. nat. For en suite er prisen $350.« Sådan var det i store træk frem til 2007, da bestyrelsen reagerede på lang tids økonomisk slæben og afskedigede direktøren Stanley Bard [der var søn af David Bard, som sammen med Joseph Gross og Julius Krauss havde købt og drevet Chelsea Hotel efter kunstnermodellen siden 1939]. Man ville gerne renovere, ændre forretningsmodellen og tjene flere penge på driften. Det er heldigvis ikke muligt at fjerne den historiske bygning, som er opført i 1888, har status som New York City Landmark og blev fredet i 1977.

   Siden 2007 har hotellet været lukket op og ned og er blevet renoveret på i mange omgange. Entreprenøren Joseph Chetrit købte hotellet i 2011 [for 80 mio. dollars] og indledte store ombygninger. Det har for alle trumpistiske matadorer været et problem, at de ældste beboere sad i uopsigelige lejemål og var beskyttet af boligloven. Alle kunstværkerne på hotellet blev taget ned og opmagasineret. Det vakte betydelig opsigt, at hotellets gamle døre blev bortauktioneret i 2018; Dylans indbragte 100.000 dollars.

   I 2013 overtog Ed Scheetz hotellet i en slags mageskifte med Chetrit. I 2016 tilbagekøbte Ira Drukier hotellet på vegne af BD Hotels NY, som havde erstattet Stanley Bard tilbage i 2007. Pr. april 2021 bliver der stadig arbejdet på hotellet, som regner med at genåbne i 2022. Det bliver da med stor sandsynlighed som en lukrativ blanding af luksushotel og moderne museum. Hvert værelse har sin legende, og mange aficionados vil betale for at overnatte i rummet, hvor deres idoler levede og døde.

   Jeg har disse oplysninger fra den aktuelle artikel på Wikipedia. Der er et link til hjemmesiden Living with Legends: Hotel Chelsea Blog – The Last Outpost of Bohemia, hvor man kan følge udviklingen. Hotellets eget website er p.t. ikke i drift. Der er 250 værelser på Chelsea Hotel. Enkelte lejere fra den gamle tid holder stand trods 15 års byggerod.

**) Kris Kristofferson kom ind i billedet, fordi Janis Joplin havde sin korte karrieres største hit med hans fine countryballade, sangskriverens svar på en road movie, om »Me and Bobby McGee«. Janis Joplin døde i 1970, kun 27 år gammel, af en heroinoverdosis. Hun og Cohen havde affæren i 1968, da han boede i værelse 424, hun på værelse 411. »Chelsea Hotel #2« findes på albummet New Skin for the Old Ceremony fra 1974. Det er, for at sige det mildt, interessant og bevægende at høre Cohen synge »Chelsea Hotel #1« ved en koncert i Jerusalem den 20. april 1972. Førsteudgaven er mere inderlig og mindre ironisk i introduktionen, end sangen siden blev ved koncerter. Der er en lang tredje akt om, hvordan Cohen tog til Tennessee for at skrive og fodre kalkuner sammen med ejeren af grunden, hvor han bl.a. fandt en melodi til digtet om »Queen Victoria«.

   »Chelsea Hotel #1« er desværre ikke med på albummet Live Songs, hvor »Queen Victoria« indgår. Albummet dokumenterer ellers de fleste højdepunkter fra en risikovillig og eventyrlysten periode, hvor koncerterne var veritable vovestykker, slet ikke som de sene »rejsende statsmand«-koncerter, hvor repertoiret lå fast, og selv improvisationer var indøvede.

   Med årene udviklede Cohen den anekdotiske indramning. Jeg hørte første gang historien ved en koncert i Tivolis Koncertsal i 1976. Da var Kris Kristoffersons medvirken ekstra timelig, fordi han og Rita Coolidge optrådte sammen i København på samme tid [det var i Falkoner Teatret den 8. maj 1978; Cohen kan også have fortalt om JJ og KK ved sin koncert i Falkoner Teatret i oktober 1979 – det er længe siden, jeg husker bare, at vi fangede forbindelsen, og jeg husker rummet som Falkoner]. Sangen til Janis Joplin fik med tiden et forsonligt indbygget smil. Det har den ikke i Jerusalem-versionen. Da er den faktisk et udtryk for undren, sorg og betydeligt vemod.

   Da Cohen fyldte 75 år i 2009 blev en bronzeplakette afsløret ved indgangen til Chelsea Hotel. Siden sangerens død i 2016 har den fungeret som et mindested, der bliver sat flasker og lagt blomster, meget som ved Jim Morrisons grav på Père Lachaise-kirkegården i Paris. Også Morrison boede på Chelsea en tid. Faktisk må Kris Kristofferson være den eneste, som aldrig gav sig hen til legenden (bortset fra i Chelsea Walls).

   Kristofferson og Bob Dylan er de eneste nævnte, som lever endnu. Kristofferson er 85 og gik officielt på pension i 2020, men lever stadig stille i Malibu og Maui på Hawaii. Dylan fyldte 80 i foråret og blev i sommeren 2021 stævnet i en utrolig sag om et seksuelt overgreb, han skal have foretaget på Chelsea Hotel i 1965. Guldalderen på Chelsea var fantastisk i ordets bedste forstand. Nu er tiden utrolig på den forkerte facon.  

***) Tyve år senere har Ethan Hawke skrevet fem romaner: The Hottest State (1996), Ash Wednesday (2002), Rules for a Knight (2015), Indeh: A Story of the Apache Wars (2016) og A Bright Ray of Darkness (2021). Efter Chelsea Walls skrev og instruerede han filmatiseringen af The Hottest State (2006). Dokumentarfilmen Seymour: An Introduction (2014) var et portræt af pianisten Seymour Bernstein (som alene for effektens skyld bruger J.D. Salingers titel). Blaze (2018) var en hyldest til sangskriveren Blaze Foley og outlawcountryscenen i Texas. Som skuespiller har Hawke medvirket i mere end 100 film og tv-produktioner. Senest gjorde han særligt indtryk som præsten med anfægtelser i Paul Schraders First Reformed (2018) og som den fanatiske frihedskæmper John Brown [der gik til angreb på racismen ved Harpers Ferry i 1859 og blev til den marcherende legende i sangen »Battle Hymn of the Republic«] i miniserien The Good Lord Bird (2020). Hawke var selv forfatter og med-producer på serien, der i Danmark kan ses på HBO Nordic. 

Chelsea Walls. Instr.: Ethan Hawke. Manus: Nicole Burdette. Foto: Richard Rutkowski. 109 min. USA 2001. Dansk premiere: 26.07.2002

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ IMDB/ Alchetron/ Wikimedia Commons/ otsoNY.com

Filmen streames ikke i Europa - i USA på TUBI, Vudu, Google Play og iTunes. Dvd'en fra 2004 er aldrig genoptrykt. Chelsea Walls var en af de sidste film, som blev udgivet på VHS. Amazon i USA har stadig én ny kassette til salg.

Anmeldelsen stod (minus noter) i Weekendavisen Kultur 26.07.2002

Bogen og filmen | Allen Ginsberg: Howl (1955/2010)

DET ABSOLUTTE HJERTE
En film om Allen Ginsbergs Howl

Af BO GREEN JENSEN

»JEG har set min generations bedste hjerner ødelagt af galskab, sultende hysteriske nøgne...« Med stordigtet Howl skabte Allen Ginsberg (1926-97) en bannertekst for beatgenerationen og overhovedet en milepæl i moderne amerikansk litteratur.
   Det gav øjeblikkelig genlyd i hele kulturen, da Ginsberg læste teksten første gang ved et arrangement i Six Gallery i San Francisco den 7. oktober 1955. Digtet udløste både en skelsættende reportage i New York Times (Richard Eberharts »West Coast Rhythms«) og en blasfemisag, da Lawrence Ferlinghetti (1919-2021) i 1956 udgav Howl and Other Poems på sit lille, men legendariske forlag, City Lights Press.

HOWL er blevet stående som den centrale beattekst sammen med to romaner, Jack Kerouacs On The Road (1957, da. Vejene) og William Burroughs’ Naked Lunch (1959, da. Nøgen frokost). Man kan næppe overvurdere effekten af strømmende linjer som »hipstere med engleansigter tørstende efter den ældgamle himmelske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maskineri«.

   På dansk blev digtet oversat af Poul »Poeten« Sørensen som »Hylen« (og trykt i Vindrosen nr. 4, 1959). Siden gendigtede Erik Thygesen det som »HYL« i 1964, hvor det stod i antogien San Francisco Renaissancen. Her er det citeret efter Thygesens Ginsberg-udvalg Nyt fra jorden (1969).

GINSBERG – der selv arbejdede i sporet fra William Blake, Walt Whitman og Hart Crane – skrev siden tusindvis af digte, men aldrig nogen med helt samme energi og betydning. Bob Dylans surrealistiske gennembrud i midt-60erne ville være utænkeligt uden Ginsberg, som i 1975 i øvrigt var blandt de rejsende på Dylans Rolling Thunder Revue. Også hippietiden begynder med Ginsbergs bemærkelsesværdige tekst, der forener bøn og undsigelse i én erfaringsoverskridende vision.

OPGØRET med »menneskenes tunge dommer«, den amerikanske Molok (»Hvilken sfinx af cement og aluminium kløvede deres kranier og åd deres hjerne og fantasi?«) var autentisk systemkritik, og med sin dedikation til Ginsbergs ven og kæreste Carl Solomon (»Jeg er hos dig i Rockland/ i mine drømme kommer du vandrende dryppende fra en sørejse ad landevejen tværs over Amerika i tårer til min hyttes dør i den vestlige nat«) var HYL også et seksuelt befrielsesdigt.

ROB Epstein og Jeffrey Friedmanns film har tre hovedspor og en enkelt dagsorden. Med James Franco som Ginsberg beskrives den pæne unge mands frigørelse, ligesom en række interviews er rekonstrueret i fingeret dokumentarstil. Dramaet skabes dog i retssalen, hvor Ginsberg og Ferlinghetti står anklaget efter pornografiparagraffen (for linjerne »som lod sig knæppe af motorcykelhelgener, og skreg af fryd/ som slikkede og blev slikket af de menneskelige serafim, sømændene...«). David Strathairn har rollen som anklager, mens Jon Hamm (fra Mad Men) fungerer som forsvarer.
   Endelig er digtets første anråbende afsnit levendegjort i animerede sekvenser, der veksler fra corny til smågeniale. Formen gør det muligt at citere hele teksten, fortolke på den i retssalen og belyse dens baggrund i dannelsesdelen. Howl er således et pædagogisk Kinderæg med tre dele. Overraskelsen i midten er, at tricket faktisk fungerer. Filmen bliver aldrig vildt levende drama, men den lægger hele digtet grundigt frem og forklarer, hvorfor teksten stadig har liv og betydning. 

GINSBERG og Ferlinghetti blev frikendt, ikke på grund af tekniske forhold, men simpelt hen fordi dommeren Clayton Horn (Bob Balaban) kunne læse. I mindre roller ses Todd Rotundi og John Prescott som Jack Kerouac og Neal Cassady, mens Mary Louise-Parker er lærerinden Gail Potter, der føres som anklagerens vidne. Treat Williams er litteraten Mark Schorer, der her bliver tegnet som opportunist, skønt han faktisk skrev den bedste bog om Sinclair Lewis.*
   Allerbedst er afsnittet med den sort-hvide rekonstruktion af Ginsbergs første elektriske oplæsning i San Francisco. Howl står her med sin fulde sproglige kraft, med »livsdigtets absolutte hjerte skåret ud af deres egne kroppe og spiseligt i tusind år.« Poesi er næppe formidlet bedre på film. Det er slik til gamle beatniks og en hyldest til digtet i alle tider.

Se også David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]; Ethan Hawke: Chelsea Walls (2001).

*) Mark Schorer: Sinclair Lewis: An American Life. 867 s. McGraw Hill, 1961. Jeg kan næppe varmt nok anbefale den annoterede udgave af Howl, som Barry Miles redigerede i 1986, da digtet fyldte 30 år, og som Ginsberg selv kommenterede. Bogen følger digtets tilblivelse gennem udkast, omskrivninger og diverse forsøg, som bliver rullet tilbage, efterhånden som teksten tager endelig form. Som regel udkommer sådanne værker efter forfatterens død. Ginsberg var endnu spillevende og fortæller ivrigt og kærligt om sit liv og sin tid med Carl Solomon. Ginsberg levede stadig, da bogen blev genudgivet i 1995. Så døde han i 1997 og kunne ikke føje mere til. Det er et unikt værk med gavmild korrespondance, biografiske optegnelser, retsudskrifter og naturligvis et grundigt noteapparat. Bogen blev genudgivet til 50 års-jubilæet i 2006. Harper Perennial Modern Classics, 192 s. i stort format. Mit eksemplar har kostet $19, kan jeg se. 

   
Howl. Instr.: Rob Epstein & Jeffrey Friedman. Foto: Edward Lachman. 90 min. USA 2010. Dansk premiere: 24.11.2010.

Fotos: Werc Werk Works/ Telling Pictures/ RabbitBandini Productions/Radiant Cool/ Midget Entertainment-Mislabel.dk/ Google Images/ USU Special Collections-Merrill Cazier Library [Ginsberg Reading 1955]/ HarperCollins/ City Lights Press

Filmen streames på FILMSTRIBEN, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Oscilloscope Pictures 04.01.2011

Anmelselsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.11.2010