Translate

fredag den 29. september 2023

Tom McCarthy: The Visitor (2007) [Oscars 2009]


I MENNESKENES RYTME
Retten til at leve og drømme overalt

Af BO GREEN JENSEN

IKKE alle amerikanske mainstreamfilm er orgier i eskapisme og opportunisme. Som bekendt findes også en stærk tradition for independent cinema, intelligente menneskefilm, der er skabt uafhængigt af Hollywood og de store produktionsselskaber. Der er selvsagt nitter blandt disse film, som har deres primære scene i festivalkredsløbet. Enkelte bliver små succeser, som finder deres publikum i arthouse-biografer og får et langt liv på streaming og blu-ray. Andre dør fortjent på stedet, for at være lille og lukket i formen, er ingen kvalitet i sig selv. En sjælden gang skabes et storværk i det alternative filmmiljø. Se bare på Tom McCarthys The Visitor.
   Enkemanden Walter Vale (Richard Jenkins) har ingen plan om forandring, da forandringen kommer til ham. Han er 62 år, bor alene i Connecticut og underviser i økonomi på et college, som ikke venter sig mere af ham, end han gør af alle de glansløse dage. Ved begyndelsen af hvert semester justerer han blot det strategiske årstal. I praksis har han sagt de samme ting i tyve år. Han ser ikke, hvem de studerende er og kommer aldrig sine elever i møde. Det er ham meget imod, at han skal til New York for at deltage i et seminar og fremlægge en artikel, som han bidraget til for syns skyld. Det er ikke, fordi han skal noget andet. Han vægrer sig blot ved at bryde sin rytme.


WALTERS hustru var koncertpianist. Hendes efterladte album er den eneste musik, han hører, og han forsøger at holde fast i hendes minde ved at lære at spille klaver. I første scene tager han afsked med endnu en lærer. Måske kunne hun lære ham mere, men hun talte til ham som til et barn. Walter har bygget en mur om sit liv og lagt en ring om sit hjerte. Der er ikke mere, han vil eller skal. Hans ansigt er fuldkommen udtryksløst. Han må bare igennem de sidste fem år. Så kan han trække sig ind i pensionen.
   I New York vil han bo i den lejlighed, som han ejede sammen med hustruen. Den har stået tom i mange år. Der er dog lyde og lys, da han lukker sig ind. En badende kvinde, Zainab (Danai Gurira) fra Senegal, får et chok, der matcher Walters egen reaktion. Zainab lever sammen med Tarek (Haaz Sleiman) fra Syrien, der har købt lejemålet af »vennen« Ivan. Walter vil bare være sig selv, men får alligevel ondt af de hjemløse kærester, da parret står på gaden med deres ting. Først lader han dem overnatte, siden får de lov at flytte ind.
   Zainab er mistænksom og reserveret. Tarek rækker derimod ud efter Walter. Han lærer den stive økonom at spille djembe. Snart sidder begge mænd i trommecirklen i Grand Central Park, hvor en broget flok musikanter holder den store rytme i gang. Walter er målløs inde bag sin bleghed. For første gang deler han noget fælles. Sønnen blev voksen og rejste til England. Han har ikke følt sig så levende, siden hustruen døde.



DET gode samspil ender brat, da Tarek og Walter i undergrunden bliver standset af to officerer fra Department of Homeland Security. Har man selv haft kontakt med disse betjente, hvis beføjelser er uden indskrænkning, vil man vide, at The Visitor ikke overdriver deres arrogance. Tarek bliver interneret i et fængsel i Queens på ubestemt tid. Walter bliver bedt om at passe sig selv. Tarek og Zainab er illegale indvandrere. Det samme er Mouna, Tareks mor (Hiam Abbass), som kommer rejsende fra Michigan. Hun og Walter fatter ærbar sympati for hinanden. De går sammen i teatret, så hun kan opleve The Phantom of the Opera.
   Kun Walter kan handle, og det er nu, han vælger side. Han skaffer Tarek en advokat, sælger flygelet i Connecticut og tager orlov fra sit arbejde. Fra nu er findes bare djemben, Mouna, Zainab og Tarek, hans nye musik og hans nye familie. Hver dag besøger han Tarek i fængslet. Han tager Zainab og Mouna med på sightseeing. For første gang ser han Frihedsgudinden. Livet leves én dag ad gangen, og der er hverken kaskader eller fanfarer, men enhver der har øjne ser på lang afstand, at mennesket Walter Vale er forelsket.


IMENS drejer alle systemets små hjul. At protestere er som at slå i en dyne. Uret falder i slag for Tarek. En gammel udvisningsordre blev ignoreret, og Mouna bebrejder sig selv: »Man gør den slags, og siden går tiden. Man glemmer, at man ikke hører til.« Før gik ingen op i loven, men efter 9/11 er verden en anden. Publikum håber, at Tarek kan blive, men McCarthy er ikke eventyrdigter. Tarek deporteres, og Mouna rejser med ham. Der er én enkelt nat, hvor de holder om hinanden. Begge er vågne og véd, hvad der venter. Han følger med hende ud til den sidste gate. Der kommer ingen benådning fra oven.



SKUESPILLEREN Tom McCarthy (f. 1966) debuterede som filmskaber med The Station Agent (2003), som også i Danmark var en arthouse-succes. I The Visitor har han fravalgt den første films excentriske charme til fordel for en almen, åben og mere vedkommende form. I 2015 skrev og instruerede han Spotlight, som skildrede avisen Boston Globes arbejde med at afdække pædofiliskandalerne i den katolske kirke. Spotlight fik årets Best Picture Oscar . 
   Richard Jenkins (f. 1947) er en af de skuespillere, man har set i snesevis af sekundære roller, ofte som læge, lærer, svigerfar, kriminalkommissær, uden at huske hans navn. Han er indbegrebet af en type, men i The Visitor bliver han et menneske, som gradvis træder i fuld karakter. Jenkins fik en Oscar for The Visitor, og rollen gjorde hans kommunefarvede leverpostejskvalitet til en efterspurgt ingrediens. Han var særligt god som apotekeren, der er gift med Frances McDormand, som spiller titelrollen i miniserien Olive Kitteredge (2014).
   Som det unge par er Sleimann og Gurira sympatiske kræfter, men filmens følelsesmæssige dybde ligger i rytmen og samspillet mellem Jenkins og Hiam Abbass (f. 1960), der efter sin markante indsats i film som Munich, Free Zone og Paradise Now har fået noget nær monopol på at spille den modne kvinde fra Mellemøsten. Selv kommer Abbass fra Palæstina. Hun er både israelsk og arabisk. Rollen som Mouna er blandt hendes bedste.*



FILMEN kunne sagtens være mere sentimental og didaktisk. Der er stof til et stort melodrama, både i det unge pars adskillelse og i kærlighedsmødet mellem Walter og Mouna. McCarthy vil kritisere en selvforstærkende paranoia, umenneskeligheden i det amerikanske system, som har frit spillerum efter 9/11. Han vil tale imod selvtilstrækkeligheden. Det gør han bedre ved blot at fortælle historien. Filmen føles større, end den faktisk er, fordi New York bliver brugt som en levende baggrund. I sit væsen er The Visitor dog et kammerspil for fire karakterer. McCarthy orkestrerer musikken, som til det sidste følger menneskets rytme.
    Det er forstemmende at gense The Visitor i 2023. Skønt systemet fremstilles kritisk, er der en grundlæggende anstændighed, en respekt for invidet og en følelse af samhørighed, som omfatter selv de nidkære embedsmænd. Der er et overskud, som er fuldkommen forsvundet efter 15 år med finanskrise, Donald Trumps arrogante MAGA-populisme, mere social ulighed og polarisering. For ikke at tale om covid og militær genoprustning. Der er en ny, gennemgribende hjerteløshed. Hele omgangstonen i den globaliserede hverdag er forandret.

*) Hiam Abbass var måske allerbedst som enken Salma Zidane, der trodser israelsk lov i Lemon Tree (2008, da. Citronlunden) af palæstinenseren Eran Riklis. I 2012 skrev og instruerede hun selv Inheritance, som følger en palæstinensisk familie, der holder bryllup i Galilæa, mens Israel og Libanon fører krig. Abbas deler fortsat sine aktiviteter mellem lokale produktioner (Do Not Forget Me Istanbul, Gaza mon amour), international arthouse (The Limits of Control, Insyriated) og amerikanske studiefilm som Exodus: Gods and Kings og Blade Runner 2049. Hun blev verdenskendt for alvor som Marcia Roy, matriarken i HBO-serien Succession (2018-2023). På Venedig Festivalen 2023 viste Lina Soualem, der er datter af Hiam Abbass, dokumentaren Bye Bye Tiberias. Portrætfilmen følger mor/datter, som vender tilbage til hjemstavnen i Palestina, mens Abbass fortæller om sit liv, sit udgangspunkt og sin karriere.  


The Visitor. Instr. & manus: Thomas McCarthy. Foto: Oliver Bokelberg. 103 min. USA 2007. Dansk premiere: 29.08.2008.



Fotos: Groundswell Productions/ Next Wednesday Productions/ Participant Productions/ K5 International/ Overture Films [clips + trailer]/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames ikke p.t.– udkom senest på Blu-ray i Canada 2009 [De Passage] og Tyskland 2010 [Ein Sommer in New York]
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.08.2008.

søndag den 24. september 2023

Nick Love | John King: The Football Factory (2004)



KNIPPEL OG KNOJERN
Hooligans i nærbillede

Af BO GREEN JENSEN

MILITANT fankultur er fodboldens bagside, et populært sociologisk analyseobjekt og et uigennemtrængeligt mysterium for de fleste almindelige klaphatte. Nick Love forsøger i The Football Factory, som bygger på en kultroman af John King, at løfte lidt af sløret.*
   Med den reflekterende Chelsea-fan Tommy Johnson (Danny Dyer) som sonde dykker filmen ned i hooliganmiljøet. Her lever man for weekendens bråvallaslag, der planlægges som militære operationer. Tilskueren får indsigt i sociale grupperinger og hakkeordenen i fankulturens hierarkier. Han eller hun får også et øjebliksbillede af yngre engelske mænd, som ingen anden midte har i livet.
    Ærkefjenden er Millwall Bushwackers; Headhunters støtter Chelsea til døden. Det kunne være FCK og Brøndby. Eller irske mod amerikanske i Martin Scorseses Gangs of New York (2002). Hvor lidt det har med sport at gøre, demonstrerer filmen ved ikke at vise ét fodboldbillede. Stammekrigen føres i baglandet ved stadion. Man hugger og sparker hinanden til plukfisk, og jo mere ansigtet stinker af knippel og knojern, jo bedre.
   The Football Factory er stærkt inspireret af The Firm (1989), Alan Clarkes tv-film med Gary Oldman, Lesley Manville og Phil Davis, som var en af de første fiktioner, der skildrede hooliganfænomenet med indlevelse og solidarisk distance. Nick Love bredte senere stoffet ud i The Firm (2009), som var en mindre effektiv biografudgave på et meget større budget. 



TOMMY tilhører den følsomme hooligantype. Han har mareridt om, hvordan det vil gå ham og de øvrige Chelsea-fans. Uhyggeligst er de aldrende generaler, der har gjort fodboldfabrikken til deres livsværk. Et par sentimentale sidehistorier gør filmen mindre monoman, men det er og bliver en ensformig affære. Tommys stemme fortæller i voice over og dominerer i stærke staccato-forløb, mens et patchwork af aggressiv powerpop trækkes over stammeopgøret.
   Da The Jam med Paul Weller i front spiller »Going Underground« (1980), falder brikkerne endelig på plads. »Var det så det hele værd?« spørger Tommy. Gu’ var det så, der er slet ingen tvivl. The Football Factory står sig. Primitiv, anstrengende, dynamisk og seværdig.


*) John King: The Football Factory. 272 s. Jonathan Cape, 1996. King fulgte bogen om hooliganisme op med Headhunters (1997) og England Away (1999). Romanerne betragtes under ét som The Football Factory Trilogy og bliver ofte sammenlignet med Chuck Palahniuks Fight Club (1996) og Trainspotting-sekvensen (1996-2018) af Irvine Welsh. Til det kan man sige, at Welsh nok i højere grad er ét med sine karakterer, mens King kommer til materialet med fuld politisk analyse og sociologisk metode. Welsh har The Football Factory sin egen Top 10: »I was hooked from the opening sentences. This is the most important English novel since Orwell put pen to paper.« King har behandlet andre (overvejende maskuline) sub- og outsiderkulturer i Human Punk (2000), White Trash (2001), The Prison House (2004) Skinheads (2008), The Liberal Politics of Adolf Hitler (2016), Slaughterhouse Prayer (2018) og London Country (2023). Han skrev i 2016 et jubilæumsessay om hooligan-mentaliteten, som han sammenkæder med det britiske Brexit fra EU og proletarmotivet i den dystopiske tradition. Teksten »The people versus the elite« kan læses på Penguin Books' hjemmeside. People's Press udgav The Football Factory i Anders Wilhelm Knudsens danske oversættelse i 2009.  


The Football Factory. Instr. & manus: Nick Love. Foto: Damian Bromley. 93 min. UK-USA 2004. Dansk premiere: 12.11.2004.


Fotos: Vertigo Films/ Rockstar Films/ Hanway Films/ Nordisk Film/ CineMaterial
Filmen streames ikke i DK – i UK på Amazon Prime, AppleTV, NETFLIX, og Amazon Store 
Første udgave af teksten trykt som Filmrevy (med rubrikken 'Hooligans') i Weekendavisen Kultur 12.11.2004

torsdag den 21. september 2023

Balzac på film | Illusions perdues/ Tabte illusioner (2021)


EN FORTRYLLET PARENTES
Et talent går til grunde i tankens bordeller 

Af BO GREEN JENSEN

DIGTEREN Lucien Chardon – som i fiktionen lever
 fra 1798 til 1830 – kommer fra provinsen i Angoulême til lysenes rige i restaurationsperiodens Paris. Her hersker en fri, hedonistisk tidsånd i pausen mellem to slags censur. Lucien stiger op for siden at falde. Hans skaber, forfatteren Honoré de Balzac (1799-1850), har en hensigtserklæring: »Jeg tænker på dem, der skal finde noget i sig selv efter desillusionen.«
   Illusions perdues (1837-43, da. Skuffelser, Bristede forhåbninger eller Tabte illusioner) er fællestitlen på tre romaner i Balzacs kolossale La Comédie humaine. Den instruktive fortælling om, hvor galt det går, hvis man svigter sine idealer, er skrevet mellem Le Père Goriot (1835, da. Far Goriot eller Gamle Goriot) og Splendeurs et misères des courtisanes (1838-47, da. Kurtisanerne: deres glans og elendighed). De to titler har – sammen med La Peau de chagrin (1831, da. Chagrinskindet eller Det magiske skind), Eugénie Grandet (1833) og Le Colonel Chabert (1835, da. Oberst Chabert) – levet længst og stærkest uden for den frankofone sprogsfære.
   For Balzac selv var det den vigtigste bog. Eric Danielsen giver i Guldets satan (1995) en nyttig introduktion til Den menneskelige komedie. Han citerer et brev, hvori forfatteren beskriver Bristede forhåbninger som »hovedværket i værket«, en »korruptionens Iliade« om, hvordan talent går til grunde i »tankens bordeller«.
   

HERKOMST er en æressag for den unge antihelt. Lucien bærer sin fars efternavn, men debuterer på tryk med slægtsnavnet Rubempré, som han har efter sin mor. Da Luciens journalistik bliver farlig for magthaverne, køber royalisterne hans tavshed ved at stille ham adelstitlen i udsigt. Balzac satte selv et »de« før sit navn.
   De enkelte bøger i Den menneskelige komedie er forbundet af gennemgående skikkelser. Dét var Balzacs originale idé. I dag ville han sandsynligvis skrive føljetoner, serier og miniserier til streaming på døgnets platforme. Og La Comédie humaine ville være et vildtvoksende univers af spin-offs, sequels og prequels, fortsættelser og forhistorier.
   Han nåede »kun« at skrive 94 af de planlagte 137 bind i romankredsen, der var opdelt i sædeskildrende »scener«, »analytiske studier« og »filosofiske studier«. Illusions perdues tilhører kategorien »Études de mæurs«, dvs. »moralske studier«, og kan både tælles med i »Scénes de la vie de province« og »Scénes de la vie parisienne«. Vi ville læse Balzac, som vi nu læser Charles Dickens, hvis vi var mere orienteret mod fransk.



FILMSKABEREN Xavier Giannoli ser stort på systematikken og lirker Luciens historie fri af sin forankring. Han luger ud i personkredsen og skaber nye karakterer. Han koncentrerer sig om trilogiens anden bog, Un grand homme de province à Paris fra 1839, og lader den formidle i pædagogisk voice-over af en både skarp og fortolkende fortæller. Skønt vi genkender stemmen, er det alligevel en overraskelse, da vedkommende bekræfter sin identitet og redegør for fortællersynsvinklen.
   Digteren ankommer sammen med sin velynderske, Louise de Bargeton (Cécile de France), som bedrager sin mand med Lucien. Hun bliver straks annekteret af baron du Chatelêt (André Marcon) og flytter ind hos sin kusine, den grusomme Marquise d’Espard (Jeanne Balibar). De fleste karakterer i Tabte illusioner er typer, som spiller spillet og navigerer efter tidsånden. Men markisen besidder en ægte »ondskab for ondskabens skyld«.



LUCIEN er på bar bund og må tage ved lære. Han bliver introduceret til journalistikken af Étienne Lousteau (Vincent Lacoste), som selv havde idealer engang. Lousteau bestyrer kulturstoffet i en af de frie aviser. Da Le Corsaire og Le Satan fusionerer, bliver Lousteau ansvarshavende redaktør. Lucien er hans vittige stjerneskribent – selvsagt med Rubempré som byline.
   Giannoli demonstrerer, at vores medieverden ligner journalistikken på Balzacs tid, hvor »alt sandsynligt regnes for sandt«. Man publicerer rygter, skamros og bagvaskelse, før man bringer dementiet, der skaber mere indtægt og flere læsere. Man sender fake news ud med brevduer, og der går tamme ænder rundt på redaktionen. En dresseret abe afgør, hvilke nye bøger der skal anmeldes.
   Lucien gør sin lykke med en hurtig formulering. Han nedgør en bog af rivalen Nathan d'Anastazio (Xavier Dolan), som siden bliver en ven og våbenfælle. I 1820ernes Paris får man sine bøger trykt hos Dauriat (Gérard Depardieu), der driver en litterær meningsbørs og tager sig af PR + lancering. Aviserne har faste takster for positiv og negativ reception. Det er en fascinerende kynisk automatik.



OGSÅ I TEATRENE på Boulevard du Crime – som filmelskere genkender fra Marcel Carnés Les Enfants du Paradis (1945, da. Paradisets børn) – er stemningen styret af pressen. En positiv kritik koster 150 franc. Direktørerne forsikrer sig og betaler beskyttelsespenge.*
   Den virkelige meningsdanner er dog Singali (Jean-François Stévenin), som leverer bifald eller buh-råb mod betaling. Han er skiftevis klakørernes konge og den mest effektive udpiber. Singali har ét ufravigeligt princip: at sælge til den højest bydende. Da Lucien får brug for Singali, glemmer han at tage dette i ed.



FOR i den sentimentale dannelsesdel af historien, er der stadig følelser i Lucien. Han forelsker sig i boulevardskuespillerinden Coralie (Salomé Dewaels). Han gør hendes røde strømper berømte i en anmeldelse, som han skriver, mens Lousteau ser til og ryger hash på en merskumspibe uden mundstykke – filmen er god til at se de fysiske detaljer.
   Lucien tager Coralie med sig, mens han avancerer i hierarkiet. Han sørger for, at det bliver hende, som skal spille Racine på nationalscenen. Alt kulminerer ved premieren. Filmen sørger for at fylde teatret. »Alle i hans menneskelige komedie var til stede,« siger fortælleren.



GIANNOLI genskaber perioden, som han selv kalder »en fortryllet parentes«, med kærligt klarsyn og fascination.
 Som genrestykke finder Tabte Illusioner en særlig vinkel mellem romantiske, nostalgiske og tragiske tiltag. Filmen er det hele på en gang. Dét var jo Balzacs projekt – at betragte den menneskelige komedie med lige dele indlevelse og distance. Han ville heller ikke skåne sig selv.
   Jeanne Balibar giver den hjerteløse markise en påfugleaura af psykopati. Det bliver tidligt gjort klart, at Lucien aldrig får lov til at bo i sit navn og kalde sig de Rubempré. I hvert fald bliver det over hendes lig. For der skal være forskel på pøbel og elite i den menneskelige komedie.
   Tabte illusioner er en bittersød fornøjelse. Balzac forbindes med ubønhørlig realisme. Der er i denne film også en stor nænsomhed.

Illusions perdues var nomineret i 15 kategorier ved sidste års César Awards. Den modtog 7 priser: Bedste film, bedste foto, bedste scenografi, bedste adapterede manus. Benjamin Voisin blev »le meilleur espoir masculin«. Vincent Lacoste modtog prisen for bedste birolle. Også Cécile de France, Jeanne Balibar og Xavier Dolan var nomineret  samt (næsten) naturligvis Xavier Giannoli. 

Illusions perdues (Tabte illusioner). Instr.: Xavier Giannoli. Manus: Jacques Fieschi, Xavier Giannoli. Foto: Christophe Beaucarne. 149 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 28.04.2022.

*) LIVET SOM TEATER | Her er virkelig en film, som hører med til almendannelsen. Marcel Carné (1906-1996) instruerede Les Enfants du Paradis i et Frankrig, der var revet over på midten af krig og politiske forskelle. Produktionen var en logistisk bedrift. Carné trak selv processen i langdrag, så filmen ikke blev den sidste fra besættelsen, men den første fra efterkrigstiden.
   Der er to fulde akter eller »epoker«»Le Boulevard du crime« (»Forbrydelsens boulevard«) og »L'homme blanc« (»Manden i hvidt«). Vi er i 1830ernes Paris, hvor Theâtre du Funambules spiller pantomime. Frédérick (Pierre Brasseur) vil bruge sin stemme. Baptiste (Jean-Louis Barrault) har svært ved at finde sin plads. De er som Harlekin og Pjerrot allerførst.
   Kvinden i midten er den jordnære Garance (Arletty), som Baptiste forelsker sig inderligt i. Over vandene svæver forbryderen Lacenaire (Marcel Herrand), der har dramatiske ambitioner. Af mange grunde må Garance tage imod den beskyttelse, som aristokraten Montray (Louis Salou) tilbyder. Baptiste får en søn med Nathalie (María Casares) fra teatret.
   Syv år senere hersker en melankolsk ro. Fréderick spiller Shakespeare på Grand Theâtre; Baptiste er kongen blandt mimikere. Théophile Gautier roser ham. Garance bliver malet af Ingres. Det er en særlig fin krølle på filmen, at Frederick Lemaître og Baptiste Debureau var teaterlegender fra virkeligheden.
   Det er en overdådig produktion. En hær af statister fylder Boulevard du Temple, hvor Baptiste bliver fanget i mængden, mens Garance kører væk i kareten. Lacenaire har taget sin hævn over livet. De elskende har delt en nat.
   Les Enfants du Paradis blev sammenlignet med Gone With the Wind (1939, da. Borte med blæsten), da dét endnu var en kompliment. Den franske film er mindre belastet. Carné fik fjernet nazisten Robert Le Vigan fra rollen som dommedagsprofeten Jéricho. Figuren spilles af Pierre Renoir, som var søn af maleren Pierre-Auguste og bror til filmskaberen Jean.
   Borte med blæsten var kulminationen på samlebåndsarbejdet i Hollywood. Paradisets børn var helt og holdent én mands vision. Det er digteren Jacques Prévert (1900-1977), der taler bag alle masker. Det gør han med uforligneligt vemod.
   »Paradis« er den øverste balkon i teatret, hvor publikum lever med fra de billigste pladser. Især er filmen en hyldest til livet som teater. Det er vel så fransk, at man tager sig til brystet.



Les Enfants du Paradis (Paradisets børn). Instr.: Marcel Carné. Manus: Jacques Prévert. Foto: Roger Hubert. 190 min. Frankrig 1945. Dansk premiere: 04.02.1948 [repremiere 25.12.2000; 04.11.2021].


Fotos: Curiosa Film [Still Photographer: Roger Arpajou]/ Gaumont/ France 3 Cinéma/ Gabriel Inc./ U Media/ National Portrait Gallery ['Reproduction by order of Mr. Balzac' (Honoré de Balzac) by Camille Silvy, after a daguerreotype by Louis Auguste Bisson albumen print, circa 1862 (1842)]/ Filmbazar DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Creative Commons
Tabte illusioner streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Paradisets børn streames på FILMSTRIBEN og GRAND HJEMMEBIO
The Criterion Collection har udgivet Children of Paradise på 4K Blu-ray i region 1 (#141)
Second Sight har udgivet Children of Paradise på restaureret 2K Blu-ray i region 2
Pathé Distribution har udgivet Les Enfants du Paradis på restaureret 4K Blu-ray 
Se mere om Les Enfants du Paradis i Verdens 25 bedste film (Rosinante, 1998) 
Førsteudgaver af teksten i Weekendavisen Kultur 29.04.2022 [»En fortryllet parentes«] + Weekendavisen Kultur 05.11.2021 [»Livet som teater«]

onsdag den 20. september 2023

The Best Years | Gli anni più belli | De smukkeste år (2020)

ALLE VORES LIV
Generationsskildringen på italiensk

Af BO GREEN JENSEN

ROM i 1982. Skolekammeraterne Giulio og Paolo møder den tredje musketer, Riccardo, da de hjælper ham på skadestuen efter gadekampe med politiet. De taber alle tre deres hjerte til den gamle Mercedes (model SL 450), som Giulio køber for en slik og sætter i stand på sin fars autoværksted.

   Fordi Paolo elsker Gemma fra klassen, bliver hun kvinden i musketerernes liv – men mere Constance Bonacieux end Milady de Winter, for Gemma er aldrig med vilje fatal. De fire har en stor sommer sammen. Der bliver taget et foto ved bilen. Her er al glæden og troen på fremtiden fikseret.
   Straks efter begynder adskillelsen, skønt ånden i venskaberne varer ved. Gemma mister sin mor og rejser fra Paolo. Han har en tam fugl, som altid vender tilbage. Den farer vild og kolliderer med vinduet, da hun tager væk  for vi er i en film fuld af klare symboler, der gerne vil læses konkret. Gemma har nogle vilde år i Napoli. Så kommer hun hjem, men kun for at blive distraheret af Giulio, som imens har gjort karriere.



DE tre mænd tilhører nu hver sin klasse. Giulio begynder som socialistisk jurist, men sælger ud af idealerne, da han forsvarer den korrupte sundhedsminister i Italiens svar på Blødersagen. Populisten bliver frikendt, og Giulio gifter sig med hans datter, Anna (Emma Marrone), der forguder ham – i begyndelsen.
   Mens Giuliu ryger cigaren, bliver Paolo grå i toppen, før det lykkes ham at få fast læreransættelse. Riccardo skriver artikler om film og driver ind i alternativ politik. Hans hustru tager hjem til sine forældre. Deres søn er blevet bitter, da Riccardo vil genoptage kontakten.
   Imens finder Gemma og Paolo hinanden. Giulio kører tur med sin datter – »den eneste kvinde, jeg elsker uden forbehold« – og viser hende huset med værkstedet, hvor det hele begyndte – også filmen om vennernes liv, der former sig som episodiske flashbacks. Fortællersynsvinklen er fælles, men de fire holder stafetten på skift.
   Dansen fortsætter, tiden bliver ved. Til sidst er det nytår 2019, og de fire kan samles med deres børn. De ser på fotografiet fra 40 år før. Så gode venner var de vist. Farverne er falmet, men der kom fire fulde liv ud af rejsen.



GABRIELE Muccino, som er født i 1967, fortæller historien om sin generation. Han gør det med skyldig hensyntagen til en af de klassiske film fra Italien. De smukkeste år er åbenlyst inspireret af Ettore Scolas C'eravamo tanto amati (1974, da. Så gode venner var vi vist), der fulgte sin kvartet af karakterer over 30 år. Den engelske titel var lige så god som den danske: We All Loved Each Other So Much.
   Den nye film låner typerne fra den gamle. Juristens rejse er helt den samme. Læreren var hos Scola en mere jordnær portør. Riccardo var en dedikeret cineast, som gik glip af den store gevinst i Italiens udgave af Kvit eller Dobbelt, fordi han svarede for teknisk på et spørgsmål om Vittorio de Sicas Ladri di biciclette (1948, da. Cykeltyven). Kvinden – som både dengang og nu er defineret af sit forhold til mænd – nåede at være noget for alle tre venner.




MUCCINOS film har scener, som citerer Scola ord for ord. Nøglestedet er de tre venners møde på restauranten. I Scolas film talte sagføreren om, hvordan de ville ændre verden, men i stedet blev ændret af verden. Hos Muccino siger han, at glæden gik tabt, fordi han blev fanget i en livsstil, som han »ikke havde nosserne« til at forlade. »Vores generation har intet udrettet,« lyder refrænet i begge versioner.
   En stor del af glæden ved De smukkeste år – som er betragtelig – kommer af henvisningerne til Så gode venner var vi vist, der på sin side var inspireret af bittersøde amerikanske sædeskildringer som William Wylers The Best Years of Our Lives (1946, da. De bedste år). I sit væsen er genren jo litterær. Individets udvikling bliver en dannelsesroman. Ganget med fire gælder den for en generation. Det er alle vores liv, der bliver til film.



MUCCINOS vinkel på stoffet er mere end ekko og genskin. Det er dog påfaldende, hvor mange fælles træk og troper fra genren, han giver de fire karakterer: fra drengene, der masturberer sammen over fotos af filmdivaer, til desillusionen ved vaneægteskab, fast job og skuffede ambitioner.
   Fotoet af de fire teenagers er set i et utal af film. Men det er stadig smukt, og unge elskende tager stadig selfies i Lad-verden-komme-an positur, fordi de har set karakterer, som ligner dem, gøre det samme på film.
   Mændene bliver spillet af Pierfrancesco Favino (Giulio), Kim Rossi Stuart (Paolo) og Claudio Santamaria (Riccardo). De har før optrådt sammen i gangsterfilm som Michele Placidos Romanzo criminale (2005) og svarer til De Niro, Pacino og Pesci på italiensk. Micaela Ramazotti har rollen, som Stefania Sandrelli forløste hos Scola.



MUCCINO maler den historiske baggrund op i brede strøg. Hos Scola var en del af charmen, at han hyldede periodens italienske film. Et sætstykke viste, hvordan Federico Fellini og Marcello Mastroianni arbejdede med scenen ved Trevi-fontænen fra La dolce vita (1960, da. Det søde liv). De to legender spillede sig selv i rekonstruktionen.
   Muccino beholder en version af scenen. Gemma og Riccardo tager bad i springvandet, mens Paolo er blevet for desillusioneret. Han skal undervise næste dag og går hjem for at sove alene. Sådan er den nye film til stadighed et riff på den gamle. Det giver ekstra mening at se dem sammen, og gælden til formen forklarer det gammeldags i moderniteten.
   Det er vigtigt at blive siddende, skønt lyset i salen bliver tændt. Midt i titelsekvensen viser et indstik, hvordan relationerne udvikler sig i næste generation. Det er ikke rå virkelighed i rystede billeder. Men De smukkeste år er en solid skildring af fire livsbaner, som er repræsentative for deres tid.



Mens vi taler om tidsånd og aktiv erindring: De smukkeste år nåede akkurat at få premiere – i 12 biografer – før den anden, længste og mest omfattende coronanedlukning blev implementeret i december 2020. Jeg satte følgende info nederst i kursiv: »Premieren er aflyst i 38 kommuner, hvor biograferne igen lukker ned. Filmen vises i de resterende 60, som ikke er berørt af nye covid19-restriktioner.« Pandemien påvirkede alt i to år. Nu ser vi på et gammelt klassefoto. Farverne er falmet allerede. Detaljerne fortaber sig. Relationerne kræver forklaring. Ingen husker navne og forhold nøjagtigt. Selv hovedpersonerne kommer i tvivl. 

Se også The Best of Youth | La meglio gioventú | En italiensk familie (2003).

De smukkeste år (Gli anni più belli). Instr.: Gabriele Muccino. Manus: Paolo Costella og G. Muccino. Foto: Eloi Molí. 129 min. Italien 2020. Dansk premiere: 10.12.2020.


Fotos: Lotus Production/ Rai Cinema/ 3 Marys Entertainment/ 01 Distribution/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Førsteudgaven af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.12.2020