Balzac på film | Illusions perdues/ Tabte illusioner (2021)

EN FORTRYLLET PARENTES
Et talent går til grunde i tankens bordeller 

Af BO GREEN JENSEN

DIGTEREN Lucien Chardon – som i fiktionen lever fra 1798 til 1830 – kommer fra provinsen i Angoulême til lysenes rige i restaurationsperiodens Paris. Her hersker en fri, hedonistisk tidsånd i pausen mellem to slags censur. Lucien stiger op for siden at falde. Hans skaber, forfatteren Honoré de Balzac (1799-1850), har en hensigtserklæring: »Jeg tænker på dem, der skal finde noget i sig selv efter desillusionen.«

   Illusions perdues (1837-43, da. Skuffelser, Bristede forhåbninger eller Tabte illusioner) er fællestitlen på tre romaner i Balzacs kolossale La Comédie humaine. Den instruktive fortælling om, hvor galt det går, hvis man svigter sine idealer, er skrevet mellem Le Père Goriot (1835, da. Far Goriot eller Gamle Goriot) og Splendeurs et misères des courtisanes (1838-47, da. Kurtisanerne: deres glans og elendighed). De to titler har – sammen med La Peau de chagrin (1831, da. Chagrinskindet eller Det magiske skind), Eugénie Grandet (1833) og Le Colonel Chabert (1835, da. Oberst Chabert) – levet længst og stærkest uden for den frankofone sprogsfære.

   For Balzac selv var det den vigtigste bog. Eric Danielsen giver i Guldets satan (1995) en nyttig introduktion til Den menneskelige komedie. Han citerer et brev, hvori forfatteren beskriver Bristede forhåbninger som »hovedværket i værket«, en »korruptionens Iliade« om, hvordan talent går til grunde i »tankens bordeller«.

   

HERKOMST er en æressag for den unge antihelt. Lucien bærer sin fars efternavn, men debuterer på tryk med slægtsnavnet Rubempré, som han har efter sin mor. Da Luciens journalistik bliver farlig for magthaverne, køber royalisterne hans tavshed ved at stille ham adelstitlen i udsigt. Balzac satte selv et »de« før sit navn.

   De enkelte bøger i Den menneskelige komedie er forbundet af gennemgående skikkelser. Dét var Balzacs originale idé. I dag ville han sandsynligvis skrive føljetoner, serier og miniserier til streaming på døgnets platforme. Og La Comédie humaine ville være et vildtvoksende univers af spin-offs, sequels og prequels, fortsættelser og forhistorier.

   Han nåede »kun« at skrive 94 af de planlagte 137 bind i romankredsen, der var opdelt i sædeskildrende »scener«, »analytiske studier« og »filosofiske studier«. Illusions perdues tilhører kategorien »Études de mæurs«, dvs. »moralske studier«, og kan både tælles med i »Scénes de la vie de province« og »Scénes de la vie parisienne«. Vi ville læse Balzac, som vi nu læser Charles Dickens, hvis vi var mere orienteret mod fransk.

FILMSKABEREN Xavier Giannoli ser stort på systematikken og lirker Luciens historie fri af sin forankring. Han luger ud i personkredsen og skaber nye karakterer. Han koncentrerer sig om trilogiens anden bog, Un grand homme de province à Paris fra 1839, og lader den formidle i pædagogisk voice-over af en både skarp og fortolkende fortæller. Skønt vi genkender stemmen, er det alligevel en overraskelse, da vedkommende bekræfter sin identitet og redegør for fortællersynsvinklen.

   Digteren ankommer sammen med sin velynderske, Louise de Bargeton (Cécile de France), som bedrager sin mand med Lucien. Hun bliver straks annekteret af baron du Chatelêt (André Marcon) og flytter ind hos sin kusine, den grusomme Marquise d’Espard (Jeanne Balibar). De fleste karakterer i Tabte illusioner er typer, som spiller spillet og navigerer efter tidsånden. Men markisen besidder en ægte »ondskab for ondskabens skyld«.

LUCIEN er på bar bund og må tage ved lære. Han bliver introduceret til journalistikken af Étienne Lousteau (Vincent Lacoste), som selv havde idealer engang. Lousteau bestyrer kulturstoffet i en af de frie aviser. Da Le Corsaire og Le Satan fusionerer, bliver Lousteau ansvarshavende redaktør. Lucien er hans vittige stjerneskribent – selvsagt med Rubempré som byline.

   Giannoli demonstrerer, at vores medieverden ligner journalistikken på Balzacs tid, hvor »alt sandsynligt regnes for sandt«. Man publicerer rygter, skamros og bagvaskelse, før man bringer dementiet, der skaber mere indtægt og flere læsere. Man sender fake news ud med brevduer, og der går tamme ænder rundt på redaktionen. En dresseret abe afgør, hvilke nye bøger der skal anmeldes.

   Lucien gør sin lykke med en hurtig formulering. Han nedgør en bog af rivalen Nathan d'Anastazio (Xavier Dolan), som siden bliver en ven og våbenfælle. I 1820ernes Paris får man sine bøger trykt hos Dauriat (Gérard Depardieu), der driver en litterær meningsbørs og tager sig af PR + lancering. Aviserne har faste takster for positiv og negativ reception. Det er en fascinerende kynisk automatik.

OGSÅ I TEATRENE på Boulevard du Crime – som filmelskere genkender fra Marcel Carnés Les Enfants du Paradis (1945, da. Paradisets børn) – er stemningen styret af pressen. En positiv kritik koster 150 franc. Direktørerne forsikrer sig og betaler beskyttelsespenge.*

   Den virkelige meningsdanner er dog Singali (Jean-François Stévenin), som leverer bifald eller buh-råb mod betaling. Han er skiftevis klakørernes konge og den mest effektive udpiber. Singali har ét ufravigeligt princip: at sælge til den højest bydende. Da Lucien får brug for Singali, glemmer han at tage dette i ed.

FOR i den sentimentale dannelsesdel af historien, er der stadig følelser i Lucien. Han forelsker sig i boulevardskuespillerinden Coralie (Salomé Dewaels). Han gør hendes røde strømper berømte i en anmeldelse, som han skriver, mens Lousteau ser til og ryger hash på en merskumspibe uden mundstykke – filmen er god til at se de fysiske detaljer.

   Lucien tager Coralie med sig, mens han avancerer i hierarkiet. Han sørger for, at det bliver hende, som skal spille Racine på nationalscenen. Alt kulminerer ved premieren. Filmen sørger for at fylde teatret. »Alle i hans menneskelige komedie var til stede,« siger fortælleren.

GIANNOLI genskaber perioden, som han selv kalder »en fortryllet parentes«, med kærligt klarsyn og fascination. Som genrestykke finder Tabte Illusioner en særlig vinkel mellem romantiske, nostalgiske og tragiske tiltag. Filmen er det hele på en gang. Dét var jo Balzacs projekt – at betragte den menneskelige komedie med lige dele indlevelse og distance. Han ville heller ikke skåne sig selv.

   Jeanne Balibar giver den hjerteløse markise en påfugleaura af psykopati. Det bliver tidligt gjort klart, at Lucien aldrig får lov til at bo i sit navn og kalde sig de Rubempré. I hvert fald bliver det over hendes lig. For der skal være forskel på pøbel og elite i den menneskelige komedie.

   Tabte illusioner er en bittersød fornøjelse. Balzac forbindes med ubønhørlig realisme. Der er i denne film også en stor nænsomhed.

Illusions perdues var nomineret i 15 kategorier ved sidste års César Awards. Den modtog 7 priser: Bedste film, bedste foto, bedste scenografi, bedste adapterede manus. Benjamin Voisin blev »le meilleur espoir masculin«. Vincent Lacoste modtog prisen for bedste birolle. Også Cécile de France, Jeanne Balibar og Xavier Dolan var nomineret – samt (næsten) naturligvis Xavier Giannoli. 

Illusions perdues (Tabte illusioner). Instr.: Xavier Giannoli. Manus: Jacques Fieschi, Xavier Giannoli. Foto: Christophe Beaucarne. 149 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 28.04.2022.

*) LIVET SOM TEATER | Her er virkelig en film, som hører med til almendannelsen. Marcel Carné (1906-1996) instruerede Les Enfants du Paradis i et Frankrig, der var revet over på midten af krig og politiske forskelle. Produktionen var en logistisk bedrift. Carné trak selv processen i langdrag, så filmen ikke blev den sidste fra besættelsen, men den første fra efterkrigstiden.

   Der er to fulde akter eller »epoker«: »Le Boulevard du crime« (»Forbrydelsens boulevard«) og »L'homme blanc« (»Manden i hvidt«). Vi er i 1830ernes Paris, hvor Theâtre du Funambules spiller pantomime. Frédérick (Pierre Brasseur) vil bruge sin stemme. Baptiste (Jean-Louis Barrault) har svært ved at finde sin plads. De er som Harlekin og Pjerrot allerførst.

   Kvinden i midten er den jordnære Garance (Arletty), som Baptiste forelsker sig inderligt i. Over vandene svæver forbryderen Lacenaire (Marcel Herrand), der har dramatiske ambitioner. Af mange grunde må Garance tage imod den beskyttelse, som aristokraten Montray (Louis Salou) tilbyder. Baptiste får en søn med Nathalie (María Casares) fra teatret.

   Syv år senere hersker en melankolsk ro. Fréderick spiller Shakespeare på Grand Theâtre; Baptiste er kongen blandt mimikere. Théophile Gautier roser ham. Garance bliver malet af Ingres. Det er en særlig fin krølle på filmen, at Frederick Lemaître og Baptiste Debureau var teaterlegender fra virkeligheden.

   Det er en overdådig produktion. En hær af statister fylder Boulevard du Temple, hvor Baptiste bliver fanget i mængden, mens Garance kører væk i kareten. Lacenaire har taget sin hævn over livet. De elskende har delt en nat.

   Les Enfants du Paradis blev sammenlignet med Gone With the Wind (1939, da. Borte med blæsten), da dét endnu var en kompliment. Den franske film er mindre belastet. Carné fik fjernet nazisten Robert Le Vigan fra rollen som dommedagsprofeten Jéricho. Figuren spilles af Pierre Renoir, som var søn af maleren Pierre-Auguste og bror til filmskaberen Jean.

   Borte med blæsten var kulminationen på samlebåndsarbejdet i Hollywood. Paradisets børn var helt og holdent én mands vision. Det er digteren Jacques Prévert (1900-1977), der taler bag alle masker. Det gør han med uforligneligt vemod.

   »Paradis« er den øverste balkon i teatret, hvor publikum lever med fra de billigste pladser. Især er filmen en hyldest til livet som teater. Det er vel så fransk, at man tager sig til brystet.

Les Enfants du Paradis (Paradisets børn). Instr.: Marcel Carné. Manus: Jacques Prévert. Foto: Roger Hubert. 190 min. Frankrig 1945. Dansk premiere: 04.02.1948 [repremiere 25.12.2000; 04.11.2021].

Fotos: Curiosa Film [Still Photographer: Roger Arpajou]/ Gaumont/ France 3 Cinéma/ Gabriel Inc./ U Media/ National Portrait Gallery ['Reproduction by order of Mr. Balzac' (Honoré de Balzac) by Camille Silvy, after a daguerreotype by Louis Auguste Bisson albumen print, circa 1862 (1842)]/ Filmbazar DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Creative Commons

Tabte illusioner streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Paradisets børn streames på FILMSTRIBEN og GRAND HJEMMEBIO

The Criterion Collection har udgivet Children of Paradise på 4K Blu-ray i region 1 (#141)

Second Sight har udgivet Children of Paradise på restaureret 2K Blu-ray i region 2

Pathé Distribution har udgivet Les Enfants du Paradis på restaureret 4K Blu-ray 

Se mere om Les Enfants du Paradis i Verdens 25 bedste film (Rosinante, 1998) 

Førsteudgaver af teksten i Weekendavisen Kultur 29.04.2022 [»En fortryllet parentes«] + Weekendavisen Kultur 05.11.2021 [»Livet som teater«]

François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]

IRONISK OG OPRIGTIG

Udsøgt politisk morskabsteater

Af BO GREEN JENSEN

SUZANNE Pujol (Catherine Deneuve) er den perfekte hustru. Hun serverer for sin mand, sætter hver morgen friske blomster i vasen, løber ture i terrænet (iført trendy træningsdragt fra Adidas), noterer poetiske strøtanker (i en sirlig sort bog, som hun har til det samme), passer reden, som de store børn er fløjet fra, og sætter mandens behov milevidt over sine egne. Hun har ingen mening om noget, som ikke kommer fra ham. Suzanne er særdeles velkonserveret, skønt ungdommen ligger en del år tilbage. Hun tolererer mandens sidespring, for også dét hører med til et borgerligt liv i Sainte-Gudule i 1977, hvor Potiche tager sin stærkt stiliserede begyndelse.

PAUL Pujol (Fabrice Luchini) er til gengæld en narhat af de værre. Han styrer paraplyfabrikken, som han overtog efter Suzannes far, med udtalt mangel på talent. Han ligger i åben krig med fagforeningerne og nægter at give efter for kundernes behov. Han har mere travlt med at passe de seksuelle sideforretninger, der har givet ham bonusbørn flere steder på egnen. Han taler til Suzanne som til sine ansatte og bliver kun blidere i mælet, når han taler til Nadège (Karin Viard), privatsekretæren, som er hans elskerinde og familiens faste husgæst.

   De sidste figurer i kredsen er datteren Joelle (Judith Godrèche), som forguder sin far og foragter den mor, hun i hvert fald ikke selv vil være i sit ægteskab. Det er hende, der siger potiche til Suzanne. Sønnen Laurent (Jérémie Renier) er derimod en kreativ type med følsomme træk, som hans far har prøvet at udslette. Endelig er Maurice Babin (Gérard Depardieu), byens socialistiske borgmester, nok det menneske på jorden, som Paul Pujul hader mest inderligt.

POTICHE betyder vase, og hvis Suzanne er et trofæ for Paul, er hun det snarere som nips, tilbehør eller pyntegenstand. Pierre Barillet og Jean-Pierre Grédy, som skrev teaterstykket Potiche i 1980, siger selv, at de baserede karakteren på Bernadette Chirac. I 1977, da Jacques Chirac blev valgt som borgmester i Paris, sagde Bernadette, at hun ville være »mere end potiche«. Rollen som Suzanne blev i øvrigt skrevet til Jacqueline Maillan, som var djærv og vist nok lidt Marguerite Viby-agtig.

   Komedien er en kronjuvel fra det franske morskabsteater, comedie d’intrige eller théâtre de boulevard, i traditionen fra Georges Feydeau og Sacha Guitry, som også filmskabere fra Jean Renoir (Boudu sauvé des eaux, 1932) til Alain Resnais (Pas sur la bouche, 2003) har trukket på i lette stunder. François Ozon gjorde det første gang i 2002, da han samlede otte divaer i 8 femmes (da. 8 kvinder – og et mord), som med indlagte sange fra 1960erne og en forrygende catfight mellem Fanny Ardant og Catherine Deneuve blev et intelligent verdenshit.

DET er dog med mere kant og dybde, at Ozon vender tilbage til genren efter en række meget forskellige film, der enten var realistiske og seriøse (5 x 2, Le Temps qui reste, Le Refuge), eksperimenterende genrestykker (krimien Swimming Pool, periodedramaet Angel) eller grænseafsøgende fantastik (Ricky). Under valgkampen i 2007 fik instruktøren henvendelser fra både Nicolas Sarkozy (hvis liberalistiske guldkorn gentages i flere af Paul Pujols replikker) og den socialistiske præsidentkandidat, Ségolène Royal. Han støttede Royal, men tog samtidig notater til portrættet af det politiske dyr, som fødes i filmudgaven af Potiche.

   For filmen følger kun stykket – og publikums forventninger til boulevardgenren – et stykke af vejen. Den begynder fornøjeligt nok som en farce, der sender tyren i dørken og lader hans trofæfrue træde i karakter. Under en strejke på fabrikken bliver Paul taget som gidsel af arbejderne, der har lært af 1968 og 1970ernes generelle politisering, skønt Sainte-Gudule ligger langt fra Paris. Suzanne opsøger borgmester Babin, som engang var hendes kæreste, og får ham til at intervenere. Patriarken kommer hjem som en skygge af sig selv og må længe konvalescere.

IMENS overtager Suzanne ledelsen af fabrikken og bliver en god og lydhør arbejdsgiver, som forvandler regnskabets minus til plus. Blandt andet ansætter hun Laurent som chef for designafdelingen og lader ham formgive en kollektion af pastelfarvede paraplyer, som både redder fabrikken og udgør en smuk hyldest til Jacques Demys Les parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne), den fine hverdagsmusical, som blev den unge Deneuves gennembrud.

   Ozon overtager Potiche, da han lader Laurent springe helt ud af skabet og komme hjem med en mandlig kæreste (som måske er hans halvbror). Joelle bliver derimod svigtet af sin forlovede. Hun forråder sin mor ved at give aktiemajoriteren i firmaet til sin far, der vender tilbage for at køre fabrikken i sænk med sorte paraplyer. Suzanne og Babin har genoplevet ungdommens varme, men han tror, at hun har narret ham, da Joelles strategi om globalisering og outsourcing til Tunesien implementeres.

ENDELIG stiller Suzanne op som Babins modkandidat, da der igen skal vælges borgmester. Tiderne skifter med buldrende hast. Suzanne vinder uden problemer – og lærer at bruge mønsterfamilien som politisk rekvisit. Kan hun styre en fabrik, kan hun også styre en by. Og hvorfor ikke nationen? Da Deneuve og et tv-publikum synger »C’est Beau La Vie«, er det oplagt at tænke på Ségolène Royal. Man aner dog samtidig skyggen af Margaret Thatcher, Sarah Palin, Marine Le Pen og andre populistiske figurer fra kommende årtier (vi nævner ikke danske navne).

OZON dekonstruerer igen sofastykket – som i forvejen var ironisk funderet – og fremstiller et stykke slik, der er smagt til med gift og strøet over med glasskår. Det er samtidig stadig en hjertelig film, som åbenlyst elsker sin hovedperson. »Jeg ved ikke, om Ozon holder af kvinder,« har Deneuve sagt om sit samarbejde med instruktøren. »Men jeg ved, at han elsker skuespillerinder.« Man er usikker på, hvor filmskaberen står. Vincent Maraval, Ozons producer, har sagt, at han brænder igennem, fordi han på én gang er ironisk og oprigtig. Dét er han i hvert fald, når han er bedst.

FILMEN er smukt forankret i tiden. Det er camp fra den øverste skuffe, fra Judith Godrèches Farrah Fawcett-hår til sønnens åbenstående skjorter. Sangene er med Sylvie Vartan, Johnny Hallyday, Michèle Torr, Bee Gees, Boney M og Baccara. Kun »C’est beau La Vie« er skrevet til lejligheden. Der er et erotisk intermezzo mellem Suzanne og en spansk lastbilchauffør (Sergi López) og en meget folkelig dansescene med Deneuve og Depardieu som forelskede flodheste. Man tror, det vil være en pinlig affære, men egentlig er det lige så kært som kendingsmelodien til »Aujourdhui Madame« og Philippe Rombis i øvrigt stilrene score.

   

OZON har atter skabt en let film, der skærer ind til benet ved at bruge effekter og rekvisitter fra andre genrers folkelighed. Karaktererne funkler, viddet er skarpt og humoren har altid en meget bittersød eftersmag. Mens publikum nynner, sværmer og lér, drives kniven dybere i fundamentet for de vedtagne måder.

   Der er nok lidt Chabrol og Almodóvar i Ozon, men først og sidst er han sin egen. Jeg kunne godt lide den rugende Le Temps qui reste (2005), hvor Melvil Poupaud og Jeanne Moreau sagde verden ret farvel. Jeg kunne lide den fantastiske Ricky (2009) med drengen, der kunne flyve, og det var balsamisk at følge den højgravide Isabelle Carré i Le Refuge (2010).

   Men med stjernerne og det politiske morskabsstof kan Ozon noget særligt. Fortælle film- og samtidshistorie. Dele kønnets undren. Være klar og nuanceret på én gang. Skabe film der er som glasløg med mange kulørte lag og facetter. Potiche er en af de bedste. Den er meget skarpere, end den ser ud.

Se også François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020).

Potiche (Potiche – trofæ-fruen). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Yorick Le Saux. 103 min. Frankrig-Belgien 2010. Dansk premiere: 16.06.2011

Fotos: Mandarin Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment/ Unifrance/ Venice Film Festival

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra StudioCanal 10.10.2011

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.06.2011