Official Competition | Competencia oficial (2021)

EJ BLOT TIL LYST

En alvorlig komedie om skuespilkunst

Af BO GREEN JENSEN

INTET kan som forfængelighed vise, hvor små og ens vi er alle sammen. Derfor er filmkunsten fuld af vanitasbilleder, skønt selvkritik ikke ligger til faget. Kulturbranchen bugner af vittig satire. For vi kan altid sagtens se og enes om, hvor opblæste de andre er.

   Finansmanden Humberto Suáres (José Luis Gomez) fylder 80 år og vil efterlade et betydningsfuldt mindesmærke. Det skal ikke være snoren til endnu en dødssyg motorvejsbro, han klipper over ved indvielsen. Hans assistent foreslår, lidt distræt, at bygge noget kulturelt, måske et operahus?

   Dét gør blot Humberto vred. Ingen har brugt det prægtige auditorium, som han fik opført for en formue (der kunne trækkes fra i skat). Han får selv ideen til at lave en film. »En film?« siger assistenten forvirret. Han kan ikke se det for sig. Men Suárez vil hverken optræde eller instruere. Han vil producere det ypperste værk med de bedste råvarer.

HAN savner muligvis både finesse og smag, men penge har fyrsten rigeligt af. Så i næste billede bejler han til Lola Cuevas (Penélope Cruz), der er øjeblikkets feterede instruktør i den iberisk-latinamerikanske filmverden. Hun fik internationale priser for både Tomrummet (2011) og Dis (2015). Mæcenen har ikke set disse film. Han har heller ikke læst den bog, Rivalerne, som Lola skal filmatisere. Men han har købt rettighederne for et astronomisk beløb.

   Lola siger ja for pengenes skyld, men hendes ambitioner er oprigtige. Official Competition er skabt af et argentinsk powerteam: Mariano Cohn og Gastón Duprat har instrueret og skrevet manuskriptet sammen med Andrés Duprat, Gastóns storebror, som til hverdag er direktør på Museo Nacíonal de Bellas Artes i Buenos Aires, den argentinske udgave af SMK. Trioen markerede sig på Venedig Festivalen i 2016, hvor El ciudadano ilustre/ The Distinguished Citizen så på verdenslitteraturen med samme syrligt satiriske blik.* 

   Official Competition har gjort stor lykke på festivaler og bliver præsenteret som en farce, man morer sig vildt og sanseløst over. Men det er nu ikke en finkulturens La Grande Vadrouille (1966, da. Undskyld, vi flygter), som Cohn og Duprat-brødrene præsenterer. For det første har filmen en kerne af alvor. For det andet knækker den over på midten og har en mørk, nøje afvejet slutakt, der sætter ny rekord i komisk kynisme.

   

INSTRUKTØREN får fri rådighed over Suaréz Auditoriet, en futuristisk åbenbaring, der rejser sig stejlt i det frodige landskab. Metafilmen er optaget i universitetskomplekset ved San Lorenzo de El Escorial ved Madrid. Competencia oficial blev til under COVID-19-pandemien og bruger de favnende tomrum med flair. 

   Lola Cuevas – som kunne være en karikatur af virkelighedens Lucrecia Martel (La niña santa/The Holy Girl, La mujer sin cabeza/The Headless Woman, Zama), der er kendt for sine høje idealer og strenge faglige tilgang – kontakter to af tidens mest respekterede skuespillere. Félix Rivero (Antonio Banderas) og Ivan Torres (Oscar Martínez) kan heller ikke sige nej til Suaréz-guldet. Så kan geniet købes for penge? Lad os undersøge sagen, siger filmen.

   Svaret er ikke så klart, som man venter, men Lola ved præcis, hvad hun gør. De to mænd er diametrale og dog komplementære modsætninger. Hun vil nære filmen ved deres gensidige foragt og caste dem som brødre, der både hader og er afhængige af hinanden. De er jo hinandens spejlbilleder, udgaver af den samme person.

FILMEN har sit komiske hjerte i det ni uger lange prøveforløb. De tre er alle faser igennem. Magtbalancen skifter i en sindrig symmetri. Det er Lolas plan at de- og rekonstruere talentet, men jægeren bliver selv offer for jagten.

   Félix Rivero er Hollywood-stjernen, der går mest op i sin Instagram-profil. Han laver videoer om den udrydningstruede lyserøde flodhest og kan græde på kommando. Ivan Torres kommer fra klassisk teater og har absolut intet til overs for filmindustrien. Han øver sig på talen, han vil holde, når han afviser sin Oscar.

   Prøvetiden er en svir. Da begge krukker skal føle sig presset, får Lola dem til at øve under en fem tons tung granitblok, som hænger fra en spinkel kran. Det gør underværker for indlevelsen. Og mændenes vrede er stor og spontan, da de forstår, at stenen er en attrap. Men Félix kan anerkende humoren og bruge situationen på SoMe. Ivan er altid stiv ind til benet.

DER er mange flere krøller i forløbet. Endelig foreligger en film, som deltager i den officielle konkurrence på KZFF-festivalen, der naturligvis er fiktiv, skønt den ligner noget ægte, som alle filmens øvrige navne, titler og forhold. 

   Premieren bliver ikke, som nogen af de fire havde tænkt. Hykleriet når svimlende højder i en tale med ordene »Mester, ven, bror«, men alle – også autricen, som ellers var kunstnerisk kompromisløs – gør gode miner til spillet. Det handler trods alt om forfængelighed. Og lidt om processer, man ikke kan standse.

   Banderas og Martínez er perfekte til deres roller, begge lidt brugte i deres fysik og sårbare under manéren. Men det er Cruz, som virkelig gnistrer og funkler. Det lykkes for dem alle tre at finde et menneske i karikaturen. Muligvis stikker værket ikke så dybt, men bagatellen er smukt kalibreret.

PS: Cohn og Duprat er aktuelle med miniserien Nada (144 min; 5 eps), som streames på Disney+ i Latinamerika, USA, Canada, Australien, UK og Spanien. En gnaven gammel madanmelder (Luis Brandoni) skal vænne sig til en ung husbestyrer (Belén Chavanne) fra Paraguay. Nada blev vist på San Sebastián International Film Festival i oktober 2023. Cohn og Duprat skildrer Buenos Aires, cirka som Paolo Sorrentino skildrede Rom i La Grande Bellezza (2013, da. Den store skønhed). Hovedattraktionen er Robert De Niro, der spiller madanmelderens ven og fungerer som seriefilmens fortæller.

*) Lido di Venezia 04.09.2016: »Alle elementer – lige bortset fra billedmagien, som de store film har spandevis af – er til stede i El ciudadano ilustre (»The Distinguished Citizen«). En argentinsk forfatter, Daniel Mantovani (Oscar Martínez), har boet i Europa i 40 år og været professionel dissident, siden han modtog Nobelprisen for en af sine bøger om landsbyen Salas, hvor han voksede op. Efterhånden siger Daniel nej til alle officielle engagementer, men han tager hjem til Argentina og Salas, da byens borgmester tilbyder ham prisen som æresborger.

   Besøget begynder høfligt, men udarter både med hensyn til satire, situationskomik og dødelig alvor, efterhånden som Daniel og byens spidser erfarer, at de ikke har noget til fælles.  Filmen – der er skabt af makkerparret Gaston Duprat (f. 1975) og Mariano Cohn (f. 1969) – handler om noget så corny og quaint som politisk og kunstnerisk integritet. Der er endda en Homo Faber-agtig episode omkring en gammel kærestes datter. Det udvikler sig til en bizar jagthistorie.«

   Oscar Martínez modtog mændenes Copa Volpi for sin rolle som Daniel Mantovani (der sagtens kunne være forfatter til bogen, som bliver filmatiseret i Competencia ofícial). El ciudadano ilustre var efterfølgende det officielle argentinske Oscar-bidrag. Andrés Duprat skrev en romanudgave under pseudonymet Daniel Mantovani. Her fortæller DM historien i første person og en pastiche på høj nobelpristagerstil. 

Official Competition (Competencia oficial). Instr.: Mariano Cohn, Gastón Duprat. Manus: Mariano Cohn, Andrés & Gastón Duprat. Foto: Arnau Valls Colomer. 115 min. Argentina-Spanien 2021. Dansk premiere: 01.09.2022.

Fotos: The MediaPro Studio/ Instituto de la Cinematografía y de las Artes Audiovisuales (ICAA)/ Orange/ Radio Televisión Española (RTVE)/ Televisió de Catalunya (TV3)/ Protagonist Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ IFC [YouTubeTrailer]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY.

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 01.09.2022, trykt i WA Kultur 02.09.2022

Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001)

EN DRØM I EN DRØM
Spansk (selv)erkendelse på amerikansk

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med – og i – en drøm, hvor en kvindestemme vækker os med ordene: »Open your eyes«. Millionæren David Aames (Tom Cruise), en moderne kong Krøsus, tager hul på dagen i sin designerlejlighed og er snart på vej til Manhattan, hvor hans forlagsimperium har hovedkvarter.

   Men noget er galt. Det er morgen i New York, og gaderne er som blæst. Panikken sætter sig gradvis i David, der nu er en Palle Alene i Verden. På Times Square står han ud af sin Porsche og undrer sig over stilheden og tomheden, som kun lysreklamerne bryder.

   Da er det, at en kvindestemme – men ikke den samme som før, denne har ingen blød spansk accent – siger ordene »open your eyes« en gang til. Atter kan David tage hul på sin dag, og denne gang ligger Julie (Cameron Diaz) i sengen ved hans side. Det er hende, der har indtalt beskeden, men hvem sagde ordene i drømmen, og kan man - dvs. kan vi og kan David – med sikkerhed vide, at denne virkelighed ikke er endnu en drøm der begynder?

DET kan man ikke, for inden længe er vi havnet et andet sted i kronologien, og David bliver afhørt i en tv-overvåget celle, hvor psykologen McCabe (Kurt Russell) stiller ham venlige, men bestemte spørgsmål om en kvinde, som er blevet myrdet. I disse gentagne scener – denne tilbagevendende drøm? – bærer David en skræmmende ansigtsprotese, en løs hvid maske som slører hans stemme, skønt psykologen flere gange pointerer, at ansigtet ikke er vansiret.

SOM det fremgår, er handlingsgangen i Vanilla Sky hverken regelret eller klart struktureret. Snarere udgør filmen et system af drømme, hvor flere niveauer af virkelighed til stadighed griber ind i og blander sig med hinanden. Det bliver værre endnu og også så mystisk, at jeg ville spolere for mange pointer med et resume.

   Endelig bliver alt forklaret i en tankekonstruktion af de store. Dét er for så vidt den eneste fejl i Cameron Crowes meget velskabte genindspilning af Abre los ojos, Alejandro Amenábars spanske identitetsfabel fra 1997.*

   Vanilla Sky er svær at genrebestemme, og dét er en væsentlig kvalitet. Davids mørke drømmerejse er både en spændingshistorie og en halv fremtidsfilm; afgjort en sædeskildring om måderne, som vi lever på nu, men også en hyldest til venskab, erindring og kærlighed.

   I de bedste afsnit vibrerer mysteriet så rent, at man giver sig fuldstændig hen. I de værste bliver der forklaret og fortalt i prætentiøse symboler, som trækker fra den mangetydige styrke. Drømmen står dog forbløffende stærkt, som det er.

DAVID, gudernes yndling, har arvet alt efter faderen, som både skrev en grundbog om succes og efterlod sønnen aktiemajoriteten i den koncern, der gør ham rig som Bill Gates eller Joakim von And. Vi er i en fabel, disse forhold er ikke urimelige. Han er allerede træt af Julie, da han møder den dragende Sofia Serrano (Penélope Cruz, som også spillede rollen hos Amenábar).

   Men det hævner sig at kassere andre mennesker. Da David tilbringer natten hos Sofia – de kysser kysk og tegner hinanden – kører Julie sig selv og David i døden. Hun dør (og så alligevel ikke), mens han får sin arm knust og sit ansigt revet over. Det er Vanilla Sky også: en film om at miste sit ansigt.

   Ulykken ændrer David til et ansvarligt, angrende menneske. Det klæder Tom Cruise at spille en rolle med skamferede træk, ligesom det er forfriskende at se Cameron Diaz fremstillet som en klæbrig type, man undgår om muligt. Det er dog ikke stjernespillet, som i bedste fald er dækkende, der bærer Vanilla Sky. Ej heller de selvhøjtidelige afsnit i historien, der fortælles med tilbageholdt åndedræt, som om store sandheder skal åbenbares.

DET bedste – og det er fremragende – er kvaliteten af drøm og skildringen af, hvordan en bevidsthed arbejder på at gendanne sig, når den uden videre lades i stikken i et mørke uden tid eller krop. Det reflekterende sind konstruerer da en identitet og bygger en verden med stumper, den kender.

   David ydmyger sig over for Sofia, og allerede da hun samler ham op næste morgen tænker man, at det digitale lys over Manhattan ligner vaniljehimlen på Monet-maleriet, der hænger i Davids Shangri-la af en ungkarlehybel. De elskende støtter sig til hinanden, så det i slående grad ligner coveret på The Freewheelin' Bob Dylan (1963), men man affærdiger det som et udslag af Crowes karriere som rockskribent, den tid han skildrede så besnærende i Almost Famous (2000).**

SÅ enkelt er det bare ikke. Skønt Vanilla Sky er en kostbar studiefilm, der skal fungere på det utålmodige amerikanske marked, står den ved sine centrale mysterier. Den er ujævn, men også konstant fascinerende, en film som man enten forsvinder ind i – en slags Blow-Up for MTV-generationen – eller opgiver uden videre, hvis man har et problem med Tom Cruise eller fordomme i forhold til den fantastiske genre, som Vanilla Sky ligger i udkanten af (det samme gjorde i øvrigt Blow-Up, der var baseret på en psykedelisk novelle af Julio Cortázar).

FILMEN har flere lag end et løg, og ganske som det gælder for løget, finder man kun en kerne af tomhed, hvis man piller den helt fra hinanden. Sådan er det sikkert også med eksistensen. Man kan sagtens sætte sig ind i en tankegang, der afviser konstruktionen som forvrøvlet og ser stort på de æstetiske kvaliteter, der kan affærdiges som CGI-tricks. Det vil jeg dog ikke gøre. Jeg nød denne film hele vejen og var opslugt fra første scene.

Se også Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996); Cameron Crowe: Almost Famous (2000); Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011).

Vanilla Sky udkom på blu-ray i 2015 [med alternativ original slutning] og i deluxe-udgave til 20-året i november 2021. I juni 2023 på 4K Ultra HD (højopløsningsformatet, som er regionsfrit), 2K Blu-ray og digital HD til download og streaming. Altsammen fra Paramount Pictures, som har haft stor glæde af samarbejdet mellem Crowe, Cruise og Cruz. Der er masser af godt materiale om filmen på The Uncool - the official website for everything Cameron Crowe.

*) Alejandro Amenábar (f. 1972) debuterede i lang form med den isnende effektive Thesis (1996), hvor Ana Torrent (pigen fra Victor Erices Franco-tids klassiker El espirítu de la colmena/ The Spirit of the Beehive/ Ånden i bistadet) spiller den filmstuderende Ángela, der skriver afhandling om snuff-film, udforsker miljøet omkring dødspornografien og er i offerets sted for en tid. En stilren blanding af hård realisme, metafilm og fundering over, hvad nettet (som dengang var i sin vorden) ville gøre ved kulturen. Abre los ojos (Open Your Eyes) var filmen, som han lavede mellem Thesis og arthousegyseren The Others (2001) med Nicole Kidman. Amenábar fik sit kritiske gennembrud med Mar adentro (2004, da. Mit indre hav), hvor Javier Bardem er den paralyserede mand, der knækker ryggen ved en badeulykke og længes efter at dø, mens han lever og genoplever i sindet. Her er genre- og metaelementerne lagt væk. Det er god kritisk skik at foretrække Amenábars original – som er uden hele laget af popkulturelle henvisninger og mindre demonstrativ i sin forklaring – for Crowes remake, der tangerer en palimpsest. Jeg foretrækker Crowe, måske fordi jeg deler Crowes smag i musik og billedkunst. Jeg kan godt se, at Abre los ojos giver publikum mere at arbejde med. I begge film er Penélope Cruz et væsentligt aktiv. I Crowes version sikrer hun kontinuiteten. Open your eyes fik ikke dansk premiere, men kom (og findes stadig) på en dvd fra britiske Momentum Pictures [+ Blu-ray fra franske StudioCanal i 2021].

**) Farverne på Vaniljehimlen (som for alvor bliver vigtig i filmens slutning, der ikke er afsløret ovenfor) er konkret inspireret af La Seine à Argenteuil, som Monet malede i 1873. Billedet hænger i David Aames' lejlighed. Faktisk er skalaen tættere på i Argenteuil fra 1874 og det ikoniske La femme à l'ombrelle (La Promenade) fra 1875, der har inspireret filmskabere fra Akira Kurosawa til Hayao Miyazaki.

   Don Hunstein (1928-2017) tog de berømte billeder af Bob Dylan og Suze Rotolo (1943-2011), som var kærester i Greenwich Village-perioden, da Dylan skrev sangene på The Freewheelin' Bob Dylan. Hun skrev om sit liv og forholdet til Dylan i Freewheelin' Time (2008). Dylan skriver selv om sin betagelse i Chronicles, Volume One (2004):

   »Hun hed Susie, men stavede det Suze. Jeg kunne ikke tage øjnene fra hende. Hun var den mest erotiske skabning, jeg havde set. Hun var lys i huden og havde gyldenblondt hår, men var fuldblods italiener. Luften var pludselig fuld af bananblade. Vi begyndte at tale sammen, og det begyndte at summe i mit hoved. Amors pile var før suset forbi mit øre, men denne gang ramte de mig i hjertet og slog mig omkuld. Suze var sytten og fra østkysten. Hun var vokset op i Queens i en venstreorienteret familie. Hendes far havde været fabriksarbejder og var død for nylig. Hun færdedes i kunstmiljøet i New York, malede og tegnede til forskellige publikationer, arbejdede med grafisk design, med teaterproduktioner Off-Broadway og var engageret i borgerrettighedsbevægelsen – hun kunne en hel masse. At møde hende var som at træde ind i tusind og én nats eventyr. Hun havde et smil, der kunne sprede lys over en hel gade fuld af mennesker, og var en meget livlig pige med en særlig form for yppighed – en skulptur af Rodin gjort levende. Hun fik mig til at tænke på fritænkende romanheltinder. Hun var lige min type.« [Bob Dylan: Krøniker Bind 1, s. 256, Gyldendal 2004, overs. Claus Bech].

Vanilla Sky. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: John Toll. 120 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.02.2002.

Fotos: Paramount Pictures/ Cruise/Wagner Productions/ Vinyl Films/ Sogecine/ Summit Entertainment/ Artisan Entertainment/ The Uncool - The Official Website for Everything Cameron Crowe/ Reddit/ Wikipedia Commons. 

Vanilla Sky streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTINE, TV2 Play/ SkyShowtime, YouTube Film. 

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 20.06.2023

Open Your Eyes (Abre los ojos) streames ikke i DK - i  Frankrig på Amazon Store og Apple TV - i Spanien på DISNEY+, NETFLIX og FLIXOLÉ

2K Blu-ray fra StudioCanal 05.03.2021

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 01.02.2002; noterne er nyskrevne i 2022; ajourført i 

Pedro Almodóvar: Alt om min mor/Todo sobre mi madre (1999)

SMÅ BEFRIELSER

Med suveræn selvfølgelighed

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 1999: DET var brødrene Jean-Pierre og Luc Dardennes Rosetta, en lille belgisk dogmefilm, som modtog Guldpalmen, og det var franske Bruno Dumonts L’Humanité, som imponerede juryformanden David Cronenberg mest ved årets Cannes Festival.

   Havde det stået til publikum – og det vil i Cannes sige kritikerne – ville Pedro Almodóvars Alt om min mor have fået stemplet som årets suverænt bedste film. Nu blev det »kun« til et palmeblad for bedste instruktion, men ved det pressemøde med les palmarès, som afvikles efter afslutningsceremonien, var der ingen tvivl om, hvem vinderen var. Almodóvar blev modtaget med stående bifald. Og gav sig i øvrigt til at sige en masse pæne ting om de andre film.

NÅR det skulle være sådan, var anerkendelsen til instruktøren velanbragt. Almodóvar har altid skrevet højspændt melodramatiske historier, som lever i og med en grad af stilisering, der gør det muligt for ham at blande humor og tragedie, kitschet sex og stærke, klare kulører i en sprængform, som ligger lige på kanten af, hvad man kan tillade sig. Han begyndte karrieren med ekstreme film som Passionens labyrint (1982), Dunkle drifter (1983) og Kærlighedens matadorer (1985), der er svær at finde en smilerynke i, men fandt sin form og fik sit gennembrud med Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988), hvor Almodóvars uforlignelige tone klinger for første gang.

EFTER de stadig mere karikerede burlesker Bind mig, elsk mig (1990), Høje hæle (1991) og Kika (1993) kom Min hemmeligheds blomst (1995) som en lille befrielse. Det var et lavmælt, næsten Douglas Sirk'sk melodrama, som tog sine personer alvorligt og holdt sig til kvindernes synsvinkel, for en gangs skyld uden den neurotiske sex og den gæve transkønnethed, der siden instruktørens litterære debut med novellekredsen om Patty Diffusa havde været Almodóvars varemærke. I Kødet skælver (1997), en meget fri filmatisering af Ruth Rendells tætte thriller Live Flesh, var der endog blevet plads til at udvikle en slags politisk bevidsthed, og tonen nærmede sig ren realisme.

   Derfor kommer også Alt om min mor som en lille befrielse. Her er begyndelsens frodige unoder nemlig tilbage, og Almodóvar har alle billedkortene fremme: transvestitterne, det høje melodrama, de fortrolige kvinder og den neurotiske sex. Men også den modne alvor og livlinen til virkeligheden er bibeholdt. Det handler om store, rene følelser, som gør sig gældende på tværs af hensyn og fordomme, og strengt taget er det jo sådan.

DET er atter to af sine modne kvinder, Cecilia Roth og Marisa Paredes, som Almodóvar betror den kringlede historie. Lægen Manuela (Roth) har opdraget sønnen Esteban alene. De lever i en slags søskendeforhold, deler en kærlighed til gamle film som Joseph Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva), der også hører til Almodóvars favoritter, og nyder generelt hinandens selskab. Esteban vil gerne skrive. Hans helt er Truman Capote, men det er Tennessee Wiliiams' klassiker A Streetcar Named Desire (da. Omstigning til Paradis), som de fejrer hans 17-års fødselsdag med at se. Esteban er nemlig meget optaget af skuespillerinden Humo Roja (Paredes), som spiller Blanche DuBois i den opsætning, der gæster Madrid.

EFTER forestillingen venter de i regnen ved teatret, fordi Esteban vil bede Roja om hendes autograf. Divaen skændes med sin kæreste, den stimulansafhængige og kronisk kværulerende Nina (Candela Pena), og har ikke overskud til til fans. Drengen løber efter bilen og bliver påkørt af en taxi. Ligesom Kødet skælver er filmen i scopeformat, og Almodóvars fotograf Affonso Beato lader kameraet tilte 180 grader. Med den døendes øjne ser vi Manuela komme løbende i en verden, der bogstaveligt er knækket og væltet.

PÅ denne ubærlighed er filmen bygget. Det er savnet af Esteban, som styrer Manuelas handlinger, men nu investerer Almodóvar for alvor sin kærlige humor i skæbnekabalen. Manuela tager til Barcelona for at finde Estebans far, den transseksuelle Lola, som hun ikke har set i alle årene. I stedet finder hun en anden ven fra dengang, den ukueligt charmerende Agrado (Antonia San Juan), der »fik sine bryster« sammen med Lola. Manuela bliver også en reservemor for den gravide Søster Rosa (Penélope Cruz), er påklæderske for Huma og Nina, ja kommer endog selv til at stå på scenen i Omstigning til Paradis.

DET hele slutter stort, tragisk og meget livsbekræftende, men undervejs er det jo ikke dette skæbnemønster, som ligger os mest på sinde. Almodóvar tager sine mennesker alvorligt og gør os oprigtigt engagerede i historien på en måde, som man ikke var i Bind mig, elsk mig og Kika, men det er tonen i de situationer som opstår, der er filmens største kvalitet. En eftermiddag drikker den sørgende Manuela champagne med en neurotisk diva, en hiv-positiv nonne og en prostitueret transseksuel. De fire lér og snakker så ubesværet, at den gode stemning breder sig til hele salen.

OVERHOVEDET er det længe siden, at en film har inddraget tilskuerne så stærkt. Almodóvar er hinsides gisnen om, hvad hans publikum synes om og forventer. Han meddeler sig fuldkommen ubesværet og har med årene udviklet en sjette sans for at lave perfekte billeder. Det var publikum, der ville give ham prisen i Cannes, og i dét er der poetisk retfærdighed. Alt om min mor er nemlig publikums film, og den er fuld af små befrielser.

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Tal til hende/Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/ La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag/ Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/ La piel que habito (2011); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/ Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/ Madres paralelas (2021).

Alt om min mor (Todo sobre mi madre). Instr. & manus: Pedro Almodóvar. Foto: Affonso Beato. 101 min. Spanien 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.

Fotos: El Deseo/ France 2 Cinéma/ Canal +/ Renn Productions/ Via Digital/ Sony Pictures Classics/ The Hollywood Reporter/ Variety/ Festival de Cannes/ YouTube (Coolidge Center Oriiginal Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio,SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 08.11.2021.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999.

Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021)

NÅR GRAVENE BLIVER ÅBNET
Sanselig soning og fin feminisme

Af BO GREEN JENSEN

FORBINDELSEN knyttes tilfældigt, men det får vidtrækkende konsekvenser, da to spanske kvinder mødes på barselsgangen. Janis (Penélope Cruz) på 40 og Ana (Milena Smit) på 18 skal begge føde for første gang. De deler stue og falder naturligt i snak. Begge får velskabte døtre.

   Fotografen Janis ser frem til at blive mor. Det er sent, men det skal nok blive godt. Barnets far er Arturo (Israel Elejalde), som er retsmediciner og antropolog. De mødes i første scene af Pedro Almodóvars film nr. 22, som markerer et 40 års-jubilæum for instruktøren. Janis tager fotos til et interview, men bagefter har hun en personlig forespørgsel. Arturo arbejder for den historiske komité, der åbner massegravene fra Den Spanske Borgerkrig.

JANIS voksede op hos sin mormor. Alle i landsbyen ved, hvor graven med mændene er. Janis tilbyder Arturo opgaven, og de fatter sympati for hinanden. Der er måske et anstrøg af sex som valuta i transaktionen. I hvert fald lover Arturo, som har en kræftsyg hustru, at han vil arbejde for at få graven åbnet.

   Janis vil gerne være en god mor alene. Det har kvinderne i familien altid været, og hun nærmer sig livsfasen, hvor kontinuitet får betydning.

   For Ana er graviditeten én ulykke mere i tilværelsen, der hidtil har været en stor skuffelse. Pigens mor er skuespiller. Hos Almodóvar bliver der altid citeret. Her er det en monolog fra Federico Garcia Lorcas Frøken Rosita (1935), som Aitana Sánchez-Gijón fremsiger. Hun har igen ikke tid til sin kvæstede datter.

   Parallelle mødre foregår nu, men de historiske lag og markører er altid i billedet: 1930rnes borgerkrig, udrensningen af dissidenter og de 40 år med diktaturet. Almodóvar tilhører den første generation efter Franco-epoken. Han var forrest i feltet, da strømningen »La Movida Madrileña« begyndte. De satiriske tekster om Patty Diffusa og film som Pepi, Luci, Bom og de andre (1981) var centrale for frihedskulturen.

PEDRO Almodóvar (f. 1949) bliver stadig forbundet med de stiliserede genrestykker – han kalder dem »popfilm« – der gav ham et stort navn i 1980erne. Han var tidligt ude med queer cinema og en kønstematik, som nu forekommer profetisk. Dengang blev det set som manerer og stilgreb.

   I de første værker castede han Victoria Abril som en erotisk spøg-og-skæmt effekt. Et lille ensemble tog form. Fra og med Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988) var Almodóvar et verdensnavn. Penélope Cruz og Antonio Banderas begyndte i hans film. Det var naturligt, at begge vendte tilbage i den selvbiografiske Smerte og ære fra 2019.

   Med Min hemmeligheds blomst (1995) og Alt om min mor (1999) kom Almodóvar til det modne melodrama. Herefter aftog satiren. Med den svimle farce om De elskende passagerer (2013) som undtagelsen, der bekræfter en regel, er det faktisk tyve år og ti film siden, at instruktøren har dyrket den selvironiske, kønspolitiske camp, som mange stadig kender ham for.

   Der har været psykologiske genrestykker – Tal til hende (2002) og Huden jeg bor i (2011) – og to melankolske autofiktioner: Dårlig dannelse (2004) og Smerte og ære. Ellers er værkerne efter 2000 en serie af feministiske kvindeportrætter: Volver (2006), Brudte favntag (2009), Julieta (2016).

ALLEREDE i Brudte favntag ser man en plakat for Parallelle mødre. Den hænger på væggen hos Lena, som er Cruz’ karakter i den film. Almodóvar siger, at han gik i årevis med ideen. Han ville fejre kvindernes bånd og lade generationerne mødes. Det var vigtigt at give dem hemmeligheder.

   Parallelle mødre handler om sandheder, der graves fri. Der er mere undertekst end sædvanligt, og især er der mere realpolitik. Jeg skal ikke afsløre vilkåret, som besegler kvindernes skæbne. Men fortielsen har betydning. Først da en hemmelighed er røbet, kan reaktionerne på det fortrængte begynde. Her bliver filmen stille og klar.

FILMENS bærende drift er dog trangen til at tale ud. 140.000 personer forsvandt under Franco. Som ung ville Almodóvar bare videre. Til det britiske filmtidsskrift Sight and Sound siger han: »Vi havde for travlt med at fejre vores frihed til at tænke på massegravene. I 1978 ville jeg bare have det sjovt og tale om det nye Spanien, som slet ikke lignede det gamle.«*

   Nu er instruktøren 72, og der skal tales om gravene, uanset hvad det koster. Det lægger ganske vist en hinde af dogme og plan over det menneskelige drama i Parallelle mødre. Omvendt er filmens sidste kvarter en mesterlig og befriende udredning af de koncentrerede traumer. Slutbilledet er blandt de smukkeste, som husfotografen José Luis Alcaine har skabt til Almodóvars film.

ELLERS er alt ved det gamle: den farverige bolig; lange samtaler i det varme spanske køkken; naturlig og sanselig elskov. Atmosfæren af affolkethed har med filmens tilblivelse at gøre: Parallelle mødre blev optaget i 2021, da COVID-19-restriktionerne stod ved magt. Scenerne fra marken, hvor der graves, får af samme grund en særlig taktil kvalitet. Man mærker endelig solen og vinden.

   De glemte grave er åbne igen. Fortiden kan måske ikke sones, men den kan heller ikke ties ihjel. Almodóvar slutter filmen med et citat fra Eduardo Galeano: »Ingen historie er stum. Uanset hvor meget de brænder den, knuser den og lyver om den, nægter menneskets historie at holde mund.«**

   Tiden, som var, bliver ved med at tikke inden i tiden, som er. For Almodóvar er denne film noget så sjældent som et politisk værk med et budskab. Som melodramatiker har han af og til lignet et uægte barn af Luis Buñuel og Douglas Sirk. Her er han endelig mesteren selv.

*) I Sight and Sound March 2022, Volume 32, Issue 2 ss.38-47 har Maria Delgado en lang samtale med Almodóvar, der taler åbent om arven efter Franco-tiden og hele filmværket. Det er aldrig lykkedes mig at få et interview med instruktøren. Tættest på kom jeg i Cannes i 2009, da Brudte favntag blev præsenteret. Almodóvar beklagede og sagde, at han ikke selv styrede dagsplanen. Jeg var i stedet en af 17 journalister, som interviewede Penélope Cruz ved, hvad der skulle have været en rundbordssamtale på 20 minutter. Hun kom for sent og sad midt i virakken i 12 minutter. Hun svarede yderst henholdende på en styrtregn af fremråbte spørgsmål, som kun havde lidt med filmen at gøre. Vi sad på Hotel Carltons strandrestaurant. På vej tilbage til hotellet blev Cruz jaget af fotografer og fans. Hun var sammen med sin datter og snublede på vej over La Croisette. Det kan ikke have været morsomt. Efterfølgende gik alle hjem og skrev, at de havde talt med Penélope Cruz i Cannes. Journalistik er somme tider et cirkus. Især når det gælder topstyrede junkets, der alene handler om lancering. 

**) Uruguyaneren Eduardo Galeano (1940-2015) udviklede et dokumentarisk format, som kombinerer historisk praktis og journalistisk metode med filosofisk eftertanke og fiktionens virkemidler. Trebindsværket Memoria del fuego (1982-1986, da. Ildens erindring) fortæller i almanakform historien om de amerikanske kontinenter før, under og efter den europæiske kolonisering. Galeano blev eksileret i 1973, da hæren tog magten i Uruguay. I Argentina skrev han Las venas abiertas de América Latina (1971, da. Latinamerikas åreladning), som kortlægger baggrunden for de fascistiske statskup i Chile og Uruguay. Da militæret i 1976 tog magten i Argentina, kom Galeano også på dødslisten hér. Han skrev Ildens erindring i det nye spanske demokrati. Senere i forfatterskabet udvides perspektivet, så almanakformen omfatter hele planeten og menneskeheden. Almodóvar citerer fra Patas arriba: Escuela del mundo al revés (1998, da. Med fødderne opad: den omvendte verdens skole). Forlaget Klim har udgivet mange af Galeanos bøger på dansk. 

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Alt om min mor/ Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Tal til hende/Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag/Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/La piel que habito (2011); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4].

Parallelle mødre (Madres paralelas). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 123 min. Spanien 2021. Dansk premiere: 03.03.2022.

Fotos: El Deseo/ Pathé/ Radio Televisión Española/ Remotamente Films/ Sony Pictures Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sight & Sound (aerial shot of opened grave), Atticus Review (Galeano portrait)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 22.06.2022

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022