Alexander Payne: About Schmidt (2002)

CITIZEN SCHMIDT

Jack Nicholsons sidste kraftpræstation

Af BO GREEN JENSEN

MAN kan leve et helt liv uden at indse, hvor meget man savner og længes. Warren Schmidt (Jack Nicholson) har troet sig stort set tilfreds gennem 42 års ægteskab og en karriere som forsikringsmand i Omaha, Nebraska, hvor himlen hænger lavt over jorden. På ingen tid ramler hans verden nu sammen. Først bliver han pensioneret, er ikke længere velkommen på kontoret og føler sig fremmed hjemme hos hustruen Helen. Dernæst dør Helen fra ham, og så er der slet ingenting.

   Schmidt er på én gang i chok og frit fald. Han begynder at gøre atypiske ting. For eksempel skriver han lange breve om sit liv og sine tanker, som er gennemført middelmådige, men af den grund ikke mindre dybfølte. Modtageren er adoptivbarnet Ndugu i Tanzania, som Warren har anskaffet via en nødhjælpsannonce i tv. Og i Colorado skal hans voksne datter (Hope Davis) giftes med en godmodig nørd (Dermot Mulroney), hvis hedonistiske hippieforældre (Kathy Bates og Howard Hessemann) er lige så excentriske som Warren er bornert og tilknappet.

SCHMIDT og Helen planlagde at køre landet tyndt i en Winnebago, en husvogn i herrestørrelse, der er mere som en lystyacht på hjul. Nu sætter Schmidt alene ud på sin rejse. Han når frem til Denver, giver sin datter til nørden og holder den forventede tale, skønt han hellere ville have sagt sin mening om de rædsomme mennesker, der har ødelagt hans datter. Han får hekseskud på komisk vis og gør store øjne, da Kathy Bates kravler ned til ham i boblebadet.

   Men på trods af sig selv, og i kraft af alt dette, bliver Schmidt på sin måde et mere helt menneske. Han er lykkelig, da vi forlader ham på hjemvejen, henreven i en banal åbenbaring om hverdagens storhed. Den kommer til ham i hjertet af Midtvesten, ved monumentet over de første pionerer, som rejste tværs over landet i prærievogne.

SCHMIDT er grådkvalt, og det lange brev til Ndugu sætter nye rekorder i rørstrømsk patos. Det er svært at blive klog på, hvad Alexander Payne egentlig mener om sin hovedperson. Sommetider er han komisk, småtskåren, ubehagelig og selvtilfreds, ejer ikke skyggen af situationsfornemmelse. Andre gange er han sårbar og gribende nøgen i sin famlen efter en mening med livet. Paynes speciale er syrligt misantropiske komedier som Citizen Ruth (1996) og Election (1999). Her har han bearbejdet en roman af Louis Begley ved at skrive den sammen med to af sine egne novellefilmsideer.

ER filmen ubeslutsom, har titelrolleindehaveren til gengæld ingen anfægtelser. Jack Nicholson stiller sig solidarisk med Schmidt og giver den bornerte dødbider alt hvad han kan. Warren Schmidt blinker aldrig til tilskueren eller røber sig via Nicholson’ske manierismer. Det er en præstation på højde med den pensionerede kommissær i Sean Penns Friedrich Dürrenmatt-filmatisering The Pledge (2001). Hvis man frygter en gentagelse af feelgood-faktoren i James L. Brooks’ As Good As It Gets (1997), venter der en glædelig overraskelse.

ABOUT Schmidt er en tæt og tænksom lille film, som holder hvad den lover og kommer hele vejen rundt om sit emne, den amerikanske småborger Warren Schmidt. Han nedstammer i lige linje fra litterære artsfæller som Sinclair Lewis’ gennemsnitsmand George F. Babbitt, der var ejendomsmægler i Minnesota, og Harry »Rabbit« Angstrom, Toyota-sælgeren fra New England, som gennem 40 år udtrykker tidsånden i John Updikes romaner. En fremragende filmatisering for voksne og en rigtig god gammelmandsrolle til Jack Nicholson.

Se også Alexander Payne: The Descendants (2011); Alexander Payne: Downsizing (2017).

Rundt om Schmidt (About Schmidt). Instr.: Alexander Payne. Manus: Louis Begley, Alexander Payne og Jim Taylor. Foto: James Glennon. 125 min. USA 2002. Dansk premiere: 03.01.2003

Fotos: New Line Cinema/ Avery Pix/ SF Studios/ Warner Home Video/ CineMaterial/ FilmGrab [+] / FilmAffinity

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. (regionsfri) 03.02.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.01.2003

Alexander Payne: Downsizing (2017)

ET LIV I BESKÅRET FORMAT 

En lille fabel om store problemer

Af BO GREEN JENSEN

HVIS mennesker var mindre, kunne kloden bedre bære dem. Det er den relativt enkle præmis for satiren i Alexander Paynes robuste fabel om, hvordan livet ville være, hvis man boede i et ægte Lilliput.

   Analogien lyder letkøbt, men faktisk er der ikke så langt til Gullivers rejser. Paynes film sammenføjer en imponerende bred vifte af temaer og tonearter. Der er nok en stor bekymring, men der er især et skarpt blik for menneskers adfærd. Det er hvad-nu-hvis fiktion i en gammeldags magasinnovelle, som Kurt Vonnegut eller Philip K. Dick kunne have skrevet, før de blev psykedeliske mestre.

   Payne plejer at lave intime historier – About Schmidt (2002), Sideways (2004), The Descendants (2011), Nebraska (2013) – der zoomer ind på den enkelte karakter og finder et stort drama i ordinære hverdagsliv.

   Her åbner han ude i makroperspektiv, skønt filmen drejer sig om minimering. To norske forskere (Rolf Lassgård og Søren Pilmark) udvikler en teknik, der reducerer cellers størrelse. Man er pludselig på højde med en tændstik, og de formindskede mennesker lovpriser tilstanden.

  

DET ligner en kur for planetens problemer, men løsningen medfører nye konflikter. Små folk kan leve i luksus, men det skævvrider økonomien. Snart spørger de store artseksemplarer, om minimennesker bør have fuld stemmeret.

   Downsizing er nemlig også en fabel om identitetspolitik. Matt Damon spiller fysioterapeuten Paul Sefranek fra Omaha, der vælger at blive lille. Det handler lidt om at begynde igen og meget om økonomien.

   Audrey, hans hustru, bliver spillet af Kristen Wiig. Hun tøver gevaldigt og springer i målet. Så den forvandlede Paul vågner alene. Audrey beder ham lade være med at skælde ud, da de taler på tværs af den irreversible proces. For hun kan bare ikke bære mere skyld.

PARRET bliver skilt, og Paul indretter sig. Gradvis bliver den blå himmel mørk. Der er intet at lave i minisamfundet, hvor tiden står stille og verden er ren. Flygtninge standses ved grænsen. Det er byen fra The Truman Show i beskåret format. Fascismen lurer lige om hjørnet.

   Paul engagerer sig i humanitært arbejde og finder sammen med en tvangsminimeret aktivist fra Vietnam. Hun hedder Ngoc Lan, og hun giver ham retning. De besøger den oprindelige norske koloni og møder det første menneske, som er født i formindsket tilstand.

   Netop da når planeten the tipping point – et vendepunkt, hvor analysemodellerne opgiver. Herfra er der ingen vej tilbage. Jorden kan ikke blive bæredygtig igen.

PÅ film bliver science fiction ofte en meget bogstavelig form. Den er dystopisk, visionær eller dramatisk. Downsizing har en forfriskende lavpraktisk tilgang til stoffet. Tonen er mere som tv i en klassisk episode af The Twilight Zone eller Black Mirror.

   Logistikken i formindskelsesprocessen er gennemarbejdet. For eksempel er det nødvendigt at fjerne proteser og tandfyldninger. Ellers eksploderer den skrumpede biologi. Også infrastrukturen overbeviser. Der er tænkt over arkitektur og transport.

   Til gengæld er satiren en trættende affære. Scenerne fra Norge er lige dele nisseøl og LSD. Downsizing har mange kvaliteter, men den ved ikke, hvor den vil hen med det hele, og filmen savner den psykologiske dybde, som ellers er Paynes adelsmærke.

   Filmen rejser fra støjende hverdag til stille apokalypse. Alligevel er der mere i sagen. I det mindste er Downsizing gennemført sær. Det er derfor, du vil huske den, når mere stilrene fremtidsfabler er glemt.

Se også Alexander Payne: About Schmidt (2002); Alexander Payne: The Descendants (2011). 

Downsizing. Instr.: Alexander Payne. Manus: Alexander Payne og Jim Taylor. Foto: Phedon Papamichael. 135 min. USA 2017. Dansk premiere: 18.01.2018

Foto: Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ YouTube 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 20.03.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.01.2018

To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]

AT OPFINDE AMERIKA

To filmatiseringer af Vladimir Nabokovs klassiker

Af BO GREEN JENSEN

VLADIMIR Nabokovs Lolita har altid været kontroversiel. Efter »den første lille trækning af Lolita« skrev Nabokov i 1939 den lange novelle Fortrylleren på russisk, men kunne ikke slippe stoffet igen. Ti år senere, »omkring 1949«, »begyndte den sitren, der aldrig helt var hørt op, at plage mig igen«, fortæller forfatteren i apologien »Om en bog ved navn Lolita«, som de fleste udgaver aftrykker. Denne gang skrev han på engelsk, ovenikøbet med luftspejlingen Amerika som et ikke uvæsentligt sidemotiv: »Det havde taget mig fyrre år at opfinde Rusland og Vesteuropa, og nu stod jeg over for dette: at skulle opfinde Amerika«.*

   En stor del af odysseen, som Humbert Humbert og hans Lolita foretager sammen, fordi deres umulige forhold kun fungerer i motellernes navnløse neonvildnis, blev derfor gjort efter af forfatterens og hans hustru. Det kom af samme grund bag på Nabokov, at man ved førsteudgivelsen i 1955 ikke alene fandt romanen utugtig, men også anti-amerikansk:

   »Jeg valgte kun amerikanske moteller i stedet for schweiziske hoteller eller engelske landevejskroer, fordi jeg prøver at være en amerikansk forfatter og kun gør krav på de samme rettigheder, andre amerikanske forfattere nyder. Derimod er min skabning Humbert udlænding og anarkist, og der er mange ting, foruden smånymfer, om hvilke jeg er uenig med ham«.

MANGE forlag afviste, hvad de betragtede som Cornell-professorens slibrige digression. »Visse tekniske midler i begyndelsen af Lolita (f.eks. Humberts dagbog) forledte nogle af mine første læsere til at tro, at dette ville blive en utugtig bog. De ventede en stigende rækkefølge af erotiske scener; da disse standsede, standsede læseren også, kedede sig og følte sig svigtet. Jeg har en anelse om, at dette er en af grundene til, at ikke alle de fire forlag læste manuskriptet til ende«.

   Efter mange forviklinger udkom romanen endelig i Paris hos Maurice Girodias’ Olympia Press, der havde stor erfaring med intellektuelle skandalesucceser. Og en sådan blev bogen i høj grad. Vist var den forkætret, og vist blev den fordømt fra snart sagt alle lejre i det litterære kredsløb, men da den endelig udkom »for alvor« hos forlaget Putnam’s i 1958, købte læserne 100.000 eksemplarer på mindre end tre uger, en succes som dengang kun havde ét fortilfælde, nemlig Margaret Mitchells Gone With the Wind (1936).

   Der er næppe tvivl om, at måden Lolita blev læst på i høj grad var en gentagelse af de afvisende forlagskonsulenters. Man skimmede Humberts svimle beretning for pornografiske godbidder, ledte forgæves og mistede interessen. Romanen har dog til stadighed været i handelen, og da Stanley Kubrick filmatiserede den i 1962, oplevede skriftet den første af mange renæssancer i sit lange efterliv.

ROMANEN har været genstand for mere tvivlsom efterbehandling, end den får i Adrian Lynes 1997-filmatisering. For eksempel fik en scenemusical – Lolita, My Love var resultatet af et enkeltstående samarbejde mellem komponisten John Barry og librettisten Alan Jay Lerner – premiere i Philadelphia i 1971. Den blev ingen succes og kom aldrig til Broadway.

   Når man har kastet sig særlig vredt over Lynes version, skyldes det en kombination af pædofili- og blodskamsmotivet – den fremmelige smånymfe siger selv ordet, i romanen såvel som i filmudgaven: »The word is incest« – og instruktørens blakkede karriere. Vist har englænderen lavet én god film – Jacob's Ladder fra 1990 – siden han kom til USA i 1980, men det er og bliver opportunistisk drejede sexstykker som 9½ uge (1986), Fatal Attraction (1987) og Indecent Proposal (1993), man forbinder med navnet Adrian Lyne.**

   Cineaster så det som blasfemi, at en filmskaber af Lynes beskaffenhed skulle pille ved kapaciteten Kubricks version. Og det massive moralske flertal, der nok kan være tavst i perioder, men i regelen formulerer sig særdeles højrøstet og håndfast, havde på forhånd sagt fra over for, hvad man opfattede som en annonce for incestuøs pædofili. Derfor kunne den kostbare film ikke finde nogen amerikansk distributør – den fik tv-premiere på betalingskanalen Showtime – og derfor blev der i Storbritannien diskuteret længe og hidsigt, før Lolita fik biografpremiere. Da havde filmen gået et halvt år i Frankrig, hvor ingen tog anstød af noget. I Italien blev den modtaget som en bedre film end Kubricks og en anledning til at læse Nabokov igen.

   Den danske variation af kontroversen er vel repræsentativ for vort forhold til film. Lolita blev distribueret i to kopier. Ingen løftede et øjenbryn, og den i bund og grund sobre fremstilling af en svag sjæls fortabelse forsvandt hurtigt ud i videomørket. I 2004 kunne musikkæden TP (lukket, ja, men ikke glemt) sælge dvd’en som månedens »Lokkemad«, et slagtilbud til 25 kroner. I 2020 er den filler, der ligger fremme til fri streaming.

DER er mange vellykkede scener i den nye Lolita. Ikke mindst er Clare Quilty-figuren, som Peter Sellers fik et komisk nummer ud af hos Kubrick, blevet både faretruende og mere flygtig i Frank Langellas ekstravagante fremstilling.

   Særlig fin er scenen, hvor Humbert drysser rundt og tager mod til sig, før han går op til Lolita og er sammen med hende for første gang, helt uden nogen onkel/stedfar-fiktion. Det er en lummer sommeraften, og vi befinder os et sted i Syden. Quilty sidder i tusmørket og nipper til sin whisky. Han chokerer Humberts akutte skyldfølelse med spørgsmålet: »Hvor fanden har De fået hende fra?« »Hun er min datter«, svarer Humbert, der filmen igennem klynger sig til denne tekniske detalje. You lie - she's not! snerrer Quilty.

   Den rystede Humbert tror ikke sine egen øren og beder den fremmede gentage. Hvilket Quilty gør med en blødere stemme, før han undskylder sin berusede tilstand. Og i anden omgang er replikken ganske uskyldig: I said, July was hot. »Jeg sagde, at juli var varm«. I Mogens Boisens 1957-oversættelse er dialogen skrevet om til: »Hvem er pigen?« »Min datter«. »Det er bare løgn«. »Hvadbehager?« »Jeg sagde: det er nogle varme døgn. Hvor er hendes mor«?

   Humbert ånder lettet op, men er samtidig usikker på, om Quilty sagde det ene eller det andet. Det samme er tilskueren, og denne ambivalens er meget konsekvent gennemført. Vi bringes med alle midler til at identificere os med Humbert, hvilket vel er det træk ved Nabokovs roman, som samtiden for alvor fandt foruroligende. Det er jo ikke emnet, man har reageret på i forbindelse med samtlige udgaver af Humbert Humberts historie. Det er graden af indlevelse, solidariteten med den traumatiserede mand.

HVER udgave har derfor truffet sine forholdsregler, når det gjaldt om at formilde læseren eller tilskueren, som lytter til Humberts version. Nabokov lagde et ironisk filter mellem Humbert og hans historie ved at lade en vis dr. phil. John Ray, Jr., en karikeret amerikansk pop-psykolog, præsentere det hele som en bizar, men instruktiv case story.

   Både romanens forord og det manuskript, som Nabokov skrev til Kubricks filmatisering (trykt i Library of America-udgaven af Novels 1955-1962) præsenterer derfor »H.H.« som »et lysende eksempel på moralsk spedalskhed« og konkluderer, at »var vor sindssyge diarist i den skæbnesvangre sommer 1947 gået til en dygtig psykiater, ville der ikke være sket nogen katastrofe«.

   John Rays stemme er fra Nabokovs side lagt frem som en sublim, men præcis parodi. »Eksperten«, der tydeligvis ikke har forstået Humbert overhovedet, afrunder således forordet:

   »Endnu vigtigere for os end videnskabelig betydningsfuldhed og litterær værdi er det stærke etiske indtryk, som bogen bør gøre på den alvorlige læser; for i denne magtfulde, personlige analyse skjuler der sig også en almindelig lære; det lunefulde barn, den egoistiske moder, den stønnende galning – disse er ikke blot levende skildrede personer i en højst ejendommelig historie: de advarer os mod farlige tendenser og påpeger frygtelige onder. »Lolita« bør få os alle – forældre, socialarbejdere, pædagoger – til med endnu større årvågenhed og fremsynethed at arbejde på at opdrage en bedre slægt i en tryggere verden«.

STANLEY Kubrick krediterede Nabokov, men brugte ikke hans manuskript og gav i stedet sit eget bud på en form, der får os til på én gang at føle med Humbert og tage afstand fra hans forkrøblede væsen. Kubricks Lolita, der faktisk er tyve minutter længere end Lynes, skønt man husker den som kort, mørk og meget præcis, præsenterer »sygehistorien« som en sort komedie fuld af kosmiske fejltagelser, gennemført usympatiske mennesker og forvreden ironi.

   Kubrick lader James Mason grimassere sig gennem filmen og finder ingen forsonende træk, hverken ved Charlotte Haze – der af Shelley Winters fremstilles hysterisk og direkte frastødende – eller Lo/Lola/Dolly/Dolores/Lolita, der som skildret af Sue Lyon virker smådum, lidt beregnende og frem for alt rystende ordinær. Humbert har svært ved at tilgive skæbnen de banale træk ved sin besættelse. Dét aspekt får Kubrick frem i sin misantropiske versionering.

LYNE og manuskriptforfatteren Stephen Schiff går en anden vej. For det første giver de Humbert meget af værdigheden igen og lader hans fortælling stå tilbage med det skær af skæbne og stort melodrama, han meget af tiden anskuer den i. Han er atter født i 1910, fører selv det store ord og deler Nabokovs blanding af forelskelse, fascination og foragt i forhold til det trivielle amerikanske vildnis af moteller, cola-cola, tyggegummi og tvivlsomme popsange, der af samtiden regnes for salmer. Tidsrammen er atter 1947, hvilket Jon Hutmans lækre produktionsdesign aldrig lader os være i tvivl om. Det er i øvrigt mesteren Ennio Morricone, der har skrevet filmens yppige score.

   Jeremy Irons er en langt blødere og i en vis forstand også mere almindelig mand, der ved en grum skæbnekrølle – tabet af sine drengeårs Annabella – er blevet sat uden for det menneskelige fællesskab. Hans ønske om at komme til bunds i historien, hans forsøg på at skrive en apologi, skal tages for pålydende, og selv om det er meget af en satsning af dvæle ved forførelsen og vise os Humbert som en forelsket mand, fungerer skildringen af forholdet forbavsende godt. Det samme gør de små ritualer, hverdagen som Humbert og Lolita udvikler sammen på deres togt fra motel til motel. Charlotte Haze, dvs. Mrs. Humbert, er i Melanie Griffiths skikkelse blevet mere patetisk og sympatisk.

DEN 16-årige Dominique Swain er mindre koket og fatal som »nymfetten«, der i en periode udnytter og lader sig udnytte af den bedrøvede mand med den mærkelige fetich. Lynes version giver os derfor en langt mere konkret fornemmelse af, hvad Humbert har gjort ved sin steddatter. Da han endelig fortæller Dolores om moderens død, føler vi den fulde vægt af Lolitas situation med en dybde, som Kubricks version nærmest undgik med vilje. I romanen er det stedet, som slutter første del: »På hotellet havde vi hver sit værelse, men midt om natten kom hun grædende ind til mig, og vi forsonedes meget blidt. Ser De – hun havde absolut ikke noget andet sted at gå hen«.

OGSÅ filmens coda følger romanens og lader Humbert tage afsked med en akut bevidsthed om, hvad han har gjort. Efter mordet på Quilty og besøget hos Lolita, som understreger, at hendes nye mand ikke kender noget til »all that stuff«, parkerer Humbert sin bil på en bakke med udsigt til byen. Han lytter til »melodien af børn, som leger, intet andet«, og erkender da for første gang sin forbrydelse. At han er som han er, har han aldrig haft problemer med at acceptere, men han indser, at han har stjålet Dolores’ barndom:

   »Jeg stod og lyttede til den musikalske sitren fra min ophøjede bjergskråning, til disse glimt af særskilte råb med en slags ærbar hvisken som baggrund, og så blev jeg klar over, at det håbløst bitre og knugende ikke var Lolitas fraværelse fra min side, men hendes stemmes fraværelse i denne samklang«.

   Humbert Humberts stemme er fra Nabokovs side viklet ind i så mange lag af ironi, at man aldrig kan vide, om han taler sandt eller ønsker at manipulere med og behage sit publikum, det imaginære nævningeting, han til stadighed henvender sig til i snedige indskud og digressioner. Der files også meget på slutningen af romanen: »Dette er da min historie. Jeg har læst den på ny (...) I visse af dens evolutioner føler jeg, at mit glatte jeg smutter fra mig, glider ud på mørkere og dybere vande, end jeg bryder mig om at udforske«.

   Slutningen på den nye Lolita er derimod klokkeren. Vi lytter til lyden af stemmen, som mangler, og føler en sidste smertelig sympati for fortælleren.

ADRIAN Lynes Lolita er mere trofast mod sit forlæg, end Stanley Kubricks fortolkning havde nogen intention om at være. Modsat Kubrick tager Lyne og Schiff – der har gjort et formidabelt stykke arbejde – nemlig Humbert på ordet: »Jeg prøver på at skildre disse ting, ikke for at genopleve dem i min nuværende grænseløse elendighed, men for at adskille helvedes og himlens bestanddele i den sælsomme, frygtelige, afsindiggørende verden, der hedder smånymfekærligheden. Det skønne og det dyriske flød over i hinanden, smeltede sammen på ét punkt, og det er denne grænse, som jeg gerne vil bestemme, og jeg føler, at det mislykkes så totalt for mig. Hvorfor«?

   Hvad der lykkedes for Kubrick, var at vise Humberts historie som en sort, forvrænget sædekomedie, i hvilken vi til stadighed tog os selv i at holde med Humbert og håbe, at hans giftige forehavende lykkedes, fordi han dog var den mindst frastødende af personerne i det trivielle inferno, som omgav og endelig opslugte ham. Hvad der lykkes for Lyne er at reproducere den skyldige Humberts bedrøvede og selvsagt retoriske spørgsmål: Jeg føler, at det mislykkes så totalt for mig. Hvorfor?

  

HVOR Kubrick gik efter hån og sarkasme, forsøger Lyne og Schiff at forlene Humberts skæbne med et tragisk skær, som sikkert vil støde flere fra sig, end et stykke godtkøbsspekulation ville have gjort. Vi må forholde os til Humbert, hans væsen og hans handlinger, på en måde som vi aldrig blev bedt i Kubricks version. Derfor kan vi næsten ikke bære at se historien fortalt i så smukke billeder, som Howard Atherton har skabt til lejligheden. Vi er langt mere trygge i mørket og hånlatteren hos Stanley Kubrick.

   Dommen må derfor blive denne: Lynes version er mere loyal, mere kompleks i sin persontegning og mere interessant. Men Kubricks sort-hvide nyklassiker er og bliver mere effektiv. Den lader Humbert spidde sin verden på kniven, før denne endelig spidder ham selv. Men hvem er den mest troværdige Humbert? Det er så afgjort Jeremy Irons.

Se også Stanley Kubrick: Eyes Wide Shut (1999); Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999.

*) Kortromanen »Volshebnik« fandtes ikke på engelsk, da Nabokov skrev sin efterskrift (»Om en bog ved navn Lolita«) til den amerikanske udgave af Lolita. Den blev oversat af forfatterens søn, Dmitri Nabokov, og forlaget G.P. Putnam's Sons udgav The Enchanter i 1987. Samme år udkom Fortrylleren på Gyldendal i Johannes Riis' oversættelse. Jesper Wetterslevs tidstypiske omslag gør ikke teksten nogle tjenester. Lolita er citeret efter Mogens Boisens 1957-oversættelse. Romanen blev nyoversat af Claus Bech i 2011.

**) Adrian Lyne (f. 1941) instruerede Diane Lane og Richard Gere i Unfaithful (2002), men har ellers været stille siden Lolita. Unfaithful var en genindspilning af Claude Chabrols La femme infidèle (1969), som på dansk hed Den utro hustru. Lynes version blev godt modtaget og sikrede Diane Lane en Oscar-nominering. Lyne har i 2020 instrueret Deep Water, som bygger på Patricia Highsmiths roman fra 1957, der på dansk hedder Det stille vand (Rosenkilde og Bahnhof genudgav den i 2013). Lynes film er værd at se og genopdage. Jacob's Ladder har alle sine farver endnu. 

Lolita. Instr.: Adrian Lyne. Manus: Stephen Schiff. Foto: Howard Atherton. 137 min. Frankrig-USA 1997. Dansk premiere: 26.06.1998

Lolita. Instr.: Stanley Kubrick. Manus: Vladimir Nabokov. Foto: Oswald Morris. 153 min. UK-USA 1962. 02.03.1963

Foto: Filmaffinity/ Filmgrab [+]/ Screen Musings

Stanley Kubricks Lolita streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 03.03.2008

Adrian Lynes Lolita streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film 

2K Blu-ray (region B) fra Warner Bros.24.05.2011

En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 26.06.1998

Oliver Hirschbiegel: Urmageren (2015) [Tysk modstandskamp 1]

MANDEN UDEN EGENSKABER

Håndværkeren som ville ændre historien

Af BO GREEN JENSEN

JOHANN Georg Elser (1903-45) var navnet på den undselige snedker, som i 1939 forsøgte at dræbe Adolf Hitler i Burgerbräukeller i München.

   Her markerede NSDAP årsdagen for det fejlslagne »ølkælderkup«, som havde kostet 16 medlemmer livet i 1923. Føreren talte for partiets veteraner om aftenen den 8. november, og der blev drukket igennem, før man næste dag marcherede ad martyrruten.

   Die Neunte Elfte var en nazistisk tradition og et stort mediestunt. Georg Elser havde tidsindstillet sin bombe, så den gik af midt under Hitlers tale. 3000 partifolk var forsamlet. Elsers erklærede mål var at forhindre en krig, som ville skade nationen i almindelighed og den tyske arbejder i særdeleshed.

HITLER var fløjet til Bayern. Vejret var dårligt, og han var nervøs for ikke at kunne nå tilbage, så programmet blev rykket en halv time frem. Hitler sluttede sin tale kl. 21.07 og tog med toget til Berlin. Bomben eksploderede altså 13 minutter for sent.

   Hitler overlevede på fantastisk vis 20 attentater i perioden 1934-44. Elsers forsøg var det 10. i rækken. Flere har fremsat en teori om, at det var SS, som iscenesatte attentatet, der bekræftede myten om den usårlige leder.

   Elser var en enspænder af samme type som Lee Harvey Oswald. Erindringen om hans attentat blev med tiden fortrængt af de konspirationer, som diverse militærpersoner indgik af mere gennemskuelige grunde. Først i 1990erne blev Georg Elser kanoniseret som en tysk modstandshelt.

FILMEN om Elser er en afmålt hyldest til den jævne tysker, som handlede efter sin overbevisning. Men dengang som nu var der en cifferagtig uudgrundelighed over manden. I de officielle forklaringer blev han fremstillet som en sinke, der lod sig påvirke af kommunistisk propaganda. Endvidere kunne pressen berette, at hans attentat var finansieret af britiske agenter.

   Indadtil var systemet i chok. Efter ordre fra Hitler blev kriminalkommissær Arthur Nebe sat til at lede efterforskningen. Himmler bad for egen regning Gestapo-chefen Heinrich Müller om at komme til bunds i affæren. Han blev rasende, da han læste rapporten: »Hvilken idiot har skrevet det hér?«

ELSER blev afhørt i fem døgn. Også hans familie blev udspurgt. Ekskæresten Elsa Härlen blev besnakket af Martin Borman og Føreren selv. Man var sikker på, at der var medsammensvorne. Trods alt havde Elser stemt kommunistisk. Men han ændrede aldrig sin tørre forklaring, heller ikke under tortur:

   »Jeg tænkte over, hvordan man kunne forbedre arbejdernes vilkår og forhindre en krig. Jeg blev ikke opfordret af nogen ... Jeg konkluderede, at situationen i Tyskland kun kan ændres, hvis man fjerner det nuværende lederskab, jeg mener Hitler, Göring og Goebbels... Det var ikke min hensigt at eliminere nazismen…  Jeg tænkte blot, at en lempelse af de politiske mål kunne afstedkommes ved at fjerne disse tre mænd.«

OLIVER Hirschbiegel (f. 1957) er ikke ekspert i nazismen, men blev det de facto i 2004, da han instruerede Der Untergang. I Elser genskaber han perioden, så den fremstår uden patina. Ingen kan undskylde sig med, at de lever i en fjern tid med andre moralbegreber.

   Manuskriptet holder sig strengt til de foreliggende dokumenter. Der er intet af den romantisering, som var med til at løfte Marc Rothemunds Sophie Scholl (2005), der også var skrevet af Breinersdorfer-parret. Hirschbiegel prøver heller ikke at skabe en kontrafaktisk spænding i stil med de Gaulle-attentatet i Sjakalen.

   Filmen fokuserer på Elsers minutiøse forberedelser. Der er flashbacks til hans formative år, men hvad der driver ham, forbliver en gåde, både for filmen og forhørslederne. Elser er en mand uden egenskaber, der beslutter at gøre en forskel – og for første gang føler fred i sit indre.

BOMBEN var skam virkningsfuld. Otte døde, og 63 blev såret, da loftet og en mur styrtede sammen. Arthur Nebe fra Kriminalpolitiet skal privat have udtrykt sympati for terroristen, som gjorde modstand og vidste, hvad der ventede.

   I filmen er man slået af den relative grundighed og ægte nysgerrighed, som myndighederne lægger i efterforskningen. Christian Friedel holder kortene helt ind til kroppen i rollen som Elser. Burghart Klaussner og Johann von Bülov er et good cop/bad cop-team som forhørslederne Nebe og Müller.

   Elser blev anbragt i koncentrationslejren i Sachsenhausen. Han blev senere overført til lejren i Dachau. Her blev han henrettet den 9. april 1945.

   Urmageren er en solid og anstændig rekonstruktion, som gør alt for at ikke at blive et melodrama. Alligevel kan man savne lidt af det heroiske schwung, som Klaus Maria Brandauer tilføjede fortællingen, da han instruerede sig selv som Elser i Syv minutter (1989).*

*) Urmageren 'udkom' (som man siger i streamingtider, når en film har premiere) i 80-året for Anden Verdenskrigs slutning og blev lanceret som en 'stor' film i alle territorier. Herhjemme gik den i 98 biografer, og Biografklub Danmark havde filmen i sit program. Elser blev dog ikke rigtigt stor nogle steder. Det kan skyldes en træthed over for emnet; en historisk afstand, som på det tidpunkt forekom magelig, og filmens fravalg af melodramatiske trick. Men det hjalp bestemt heller ikke, at den internationale 'branding' var så diffus. På Berlinalen blev filmen vist (allerede i februar 2015) med titlen Elser - Es muss sein! I USA var titlen 13 Minutes. I Storbritannien hed filmen Elser: The Plot to Assassinate Adolf Hitler og kunne forveksles med en dokumentar. I Frankrig satsede man på Elser, un héros ordinaire. Sverige, Norge og Finland holdt fast i Elser, den officielle internationale titel var 13 Minutes. Kun i Danmark blev titlen Urmageren anvendt. Man gentog på den måde alle fejlene fra distributionen af Klaus Maria Brandauers Georg Elser - Einer aus Deutschland, som blot brugte tidsrammen 7 Minutes. Brandauers film var en østrigsk-tysk co-produktion, som i tyske territorier kun fik tv-premiere.   

Urmageren (Elser). Instr.: Oliver Hirschbiegel. Manus: Fred & Léonie-Claire Breinersdorfer. Foto: Judith Kaufmann. 114 min. Tyskland 2015. Dansk premiere: 16.06.2016.

Foto: Lucky Bird Pictures/ FilmAffinity/ CineMaterial/ SF Studios/ Wikimedia Commons/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Hirschbiegel portrait)/ Constantin Film (Der Untergang Lobby Card), YouTube (StudioCanal UK trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 23.11.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.06.2016