Claude Miller | Phillippe Grimbert: Un Secret | En hemmelighed (2007)

.

DEN SAMMENSATTE SANDHED

Franske jøders skæbne under 2. verdenskrig 

Af BO GREEN JENSEN

EN moden kvinde står på den øverste platform i udspringstårnet ved svømmebassinet. Det er en sommer i hjertet af efterkrigstiden. Solen fylder hele verden, vandet glitrer forjættende blåt. Kvinden vinker til sin søn, der i modlyset ser hende som en gudinde. Han sidder selv nede i skyggen og fryser.

   Der er altid denne afstand mellem drengen og hans mor. Hun ved, at han føler det sådan, og om lidt vil hun slutte sig til ham. Først vil hun dog nyde at finde og holde balancen, mens stadig flere tier og følger hendes forberedelser. Hun retter ryggen og skyder brystet frem. Et øjeblik er alting enkelt. Set på afstand er hun stadig ung. Hun kløver vandet perfekt, da hun springer.

MED dette sug af sanselighed begynder Claude Millers Un Secret, en film som forsøger at bryde en tavshed og tale om de franske jøders skæbne under 2. Verdenskrig. Landet blev delt i to i maj 1940. I nord besatte Tyskland resterne af det frie Frankrig. I syd fik marskal Pétains provisoriske marionetregering, som samarbejdede aktivt med nazisterne, lov at etablere et selvstyre.

   L’État Français havde hovedsæde i byen Vichy i Auvergne. Mange flygtede fra nord til syd. Man tilegnede sig de tyske love og forberedte administrationen af et Frankrig, der havde status i Hitlers nye Europa. Alle jøder blev udleveret.

   I den fælles erindring er Vichy fortrængt af den mere flatterende forestilling om la Résistance, den heroiske franske modstandsbevægelse. Men Vichy var en verden for sig i fem år, indtil sejrherrerne enedes om at skrive den kollektive skamplet ud af historien.

FORFATTEREN Philippe Grimbert (f. 1948) undrede sig i sin barndom over navne på forsvundne familiemedlemmer, som ingen ville tale om. Som voksen trængte han ind i historien, der ikke var som drengen troede, da han så sin mor balancere i solen. Han blev klogere og hårdere, da han lærte hemmeligheden at kende. Om dette skrev han erindringsromanen Un secret (2004), som modtog Prix Goncourt des lyceéns samme år. Claude Miller kunne samle de bedste yngre kræfter i fransk film til sin fortolkning af den sammensatte sandhed, som tager form under læsningen af Un secret.*

DER er tre lag af tid i En hemmelighed. I 1985 tager børnepsykologen François (Mathieu Amalric) til byen for at lede efter sin far, der har været forsvundet i mange timer. Han gik tur med hunden, der som sædvanlig ikke var i snor. Netop den dag løb den ud foran en bil. Maxime (Patrick Bruel) kom hjem med hundens knuste krop og gik igen, uden at sige et ord. Tania (Cécile de France), François’ mor, er ude af sig selv. Det fremgår, at de sjældent har kontakt. François bruger, i virkelig tid, det meste af filmen på at finde sin far, der flakker om i en melankolsk vinterfrakke. Som det køligste afsnit er nutiden filmet i sort/hvid.

   Filmen åbner dog i erindringssporet, i 1955, hvor farverne er klare og er stærke. Den voksne François ser tilbage på den frygtsomme dreng, der beundrede sin atletiske mor, når hun imponerede alle med fuldkomne tårnspring i det offentlige svømmebassin. Gradvis taler og ånder han sammen med drengen. Hans mor beder ham finde jævnaldrende venner, så han glemmer, at de ikke er sammen, mens hun genopdager sin krop i det perfekte spring. Men den blege dreng kan bare glane og fryse. Da mor og søn fortæller den tennisspillende Maxime, at de tager hjem, er der flere lag af slet skjult foragt i hans i og for sig neutrale reaktion.

DET er i denne del af historien, at filmens store billeder skabes. François vil gerne dele forældrenes betagelse af fysikken – Leni Riefenstahl citeres både indirekte og direkte – og arbejder ud fra sparsomme oplysninger på at skrive et kærlighedseventyr om deres møde. Han lever sit liv i disse romantiske forestillinger og i fantasien om en smukkere, stærkere tvillingebror, som ikke er bange for noget som helst og ligner den søn, Maxime gerne vil have. Sine bedste øjeblikke har han hos husveninden Louise (Julie Depardieu), som altid er der for ham, som hun har været der for forældrene. Louise er fysioterapeut. Hun giver François vitaminindsprøjtninger og masserer ham nænsomt. Det antydes, at hun lever stærkest, når klienten er den fysisk fuldkomne, men målbevidst heteroseksuelle Tania.

DER hersker en anspændt fred i familien. Der er grå og hvide områder, mørke dele af fortiden, som forældrene aldrig nævner med et ord. Omvendt skal der kun lidt til at ryste den vakkelvorne balance. François ved aldrig, hvor han har sine forældre. Han mener senere, at deres fortielser har mærket ham for livet. Tania reagerer stærkt og mærkeligt, da sønnen finder en ramponeret kuffert med et gammelt tøjdyr i. Hun siger, at stofhunden må være fuld af utøj og skynder sig at gemme kufferten væk. Det er dog for intet at regne mod den voldsomhed, som Maxime reagerer med, da François bliver ved med at tale om sin bror.

   Også andre ting skaber forvirring og uro. For eksempel det med navnet, som de voksne hvisker om med vrede stemmer. Maxime har ændret familiens navn fra det jødiske Grinberg til det mere fransk klingende Grimbert. I romanen skriver den voksne fortæller: »Et M for et N, et T for et G; to bittesmå ændringer. Men naturligvis skjulte M for at mime et N for nazisme, mens G for genfærd blev opslugt af det tyste T. Jeg stødte hele tiden ind i den mur af smerte, mine forældre havde rejst om sig selv, men elskede dem for højt til at forsøge at kravle over den og på den måde åbne såret igen. Jeg havde besluttet, at jeg ingenting ville vide.«**

DET er Louise, som forbarmer sig over François og røber, hvad der skjuler sig i forældrenes tavshed. Han fylder 15 år og kommer i slagsmål på skolen. En elev fremturer med spydige kommentarer, da klassen ser filmklip fra åbningen af koncentrationslejrene.

   Måske er det virkelig Alain Resnais’ Nuit et brouillard (1956, da. Nat og tåge), man viser for børnene. I hvert fald triumferer historieløsheden. De fleste keder og undrer sig lidt. Mens gravkøer skubber ligdynger ned i massegrave, hvisker sidekammeraten, obskønt og idiotisk, men uden egentlig skadefryd, at de nøgne døde »kommer til at fryse«. Den forsagte François begynder at slå og kan ikke holde op igen.

   Episoden får følger på skolen. Hjemme er Maxime for en gangs skyld næsten stolt, da knægten kommer hjem med en blodtud. Tania ved ikke, hvad hun skal sige. Louise, som François flygter ind og klager sin nød til, tager tyren ved hornene og begynder: »Jeg ved godt, hvorfor du græder.« Hun åbner endelig æsken, som forældrene har gjort alt for at holde tæt lukket i. Da det sker, kommer afsløringerne hurtigt.

HER, mens forældrene endnu er unge og har valgmuligheder, når filmen ned i sit dybeste lag, en bund af håndgribelig virkelighed, hvor tonen er helt realistisk. Der er ikke én, men mange hemmeligheder, som tårner sig op i en mur af fortrængning. Den værste røbes til slut i en scene, som kan måle sig med det forløsende øjeblik i Ang Lees lige så langsomt brændende Lust, Caution (2007), men også ved begyndelsen er der rigeligt at bearbejde. For der var en bror. Han hed Simon og var svaret på sin fars hede drømme om en lille atlet uden frygt. Simons mor hed Hannah (Ludivine Sagnier). Tania kom til som Maximes svigerinde.

   I eksponeringen af det banale familiedrama er Claude Miller ved kernen af sin bestræbelse: at gøre fortidens mennesker levende ved at give dem drifter, svagheder og fejl. Den idrætsbegejstrede Maxime er i aktiv konflikt med fatalismen og offermentaliteten i sit miljø. Der er ikke tale om selvhad, Maxime ser knap sig selv som jødisk. »Hvorfor er det nu lige, at vi skal være så stolte?« Han er fan af fascisternes kropskult og hylder Pétain-tilhængernes slogan: Travail, Famille, Patrie. Og allerede ved sit og Hannahs bryllup kan han ikke få øjnene fra sin brors hustru, den blonde elitesvømmerske.

DA jøderne skal registreres og får påbud om at bære stjerne, vil han ikke høre tale om nogen af delene. Hannah lader sig registrere, Maxime lægger afstand til emnet. Tania gør alt for at skubbe ham fra sig. Hun er samtidig meget som han, skønt mere pragmatisk. Hun overholder loven og bærer en stjerne i sit revers, men den er sat på med hægter og kan knappes af, når hun passer sit arbejde som statuarisk mannequin i de dyre kredse, hvor jøder aldrig har været velsete, hverken før eller efter Vichy.

   Længe mener Maxime, at ånden i tiden kan være en forbedring. Han rystes i sin tro, da han og Simon cykler tyve kilometer for at svømme og dyrke idræt i klubben, hvor han er kendt for sine fysiske resultater. En beklagende kvinde afviser dem og hænger et skilt med teksten »Jøder forbydes adgang« ved porten, før hun lukker den. Da beslutter Maxime at forlade Charles Trenets »Douce France« og gå i hi, indtil Shoah er ovre. Han og Hannahs bror tager i forvejen. Siden vil kvinderne slutte sig til dem, men Tania kommer længe før tiden. Hannah har set Maxime se på Tania. Her følger den inderste hemmelighed.

FOR den voksne François er hele historien til hele tiden. Hemmeligheden bliver for ham en bestemmende indsigt magen til den, som fortælleren har i Margaret Atwoods roman Cat's Eye (1988, da. Katteøje (1988), da hun får at vide, at tiden er krum:

   »Fra da af forestillede jeg mig tiden som noget formet, noget man kunne se, som en række flydende lysbilleder, der er lagt ovenpå hinanden. Man kigger ikke bagud langs med tiden, men ned igennem den, ligesom vand. Somme tider kommer det ene op til overfladen, somme tider noget andet, somme tider ingenting. Intet forsvinder.«***

   Miller klipper effektivt mellem de kronologiske lag og skaber dybde ved at genbruge fragmenter af drengens fantasi om forældrenes møde i den endelige skildring af, hvor skamfuldt og selvfølgeligt de fandt hinanden. Maximes søster tilgiver aldrig sin bror. Alene Louise accepterer uden at dømme.

   Ikke overraskende er Louise en figur, som Miller og medforfatteren Natalie Carter har tilføjet for egen regning. I Grimberts roman er alt filtreret gennem fortælleren. Det er naturligvis en pointe, at han og forfatteren har forskellige fornavne. Det er skrevet tæt på virkeligheden, men det er ikke virkeligheden.

JEG har i denne tekst været fristet til at fortælle mere om Hannah, Maximes første hustru: hvad hun siger, hvad hun gør og hvad det koster. Men filmen har sit hjerte hér, og det ville ikke være rigtigt at røbe, hvordan den stilfærdige kvinde på én gang tager hævn og giver slip. Derimod kunne filmens epilog med fordel sidde forrest i filmen. Den skildrer bogens yngste, øverste minde om dét, der satte Grimbert i gang med at skrive.

   En søndag kører han tur med sin hustru og sine døtre i Auvergne. På en privat grund ved en søbred finder de en gravplads, hvor stenene kun bærer fornavne. Er der årstal, dækker de korte liv på 10-12 år. François ved, at hundekirkegården blev anlagt af en datter til Pierre Laval, ministerpræsidenten for L’État Français. Disse dyr fik en grav og blev husket. Simon, Hannah og mange andre ofre fik ingen sten. For fascisterne var de ikke rigtige mennesker. For eftertiden er de et ubekvemt minde.

   En britisk kollega fandt denne scene pinlig og overflødig. Det er den ikke. Tværtimod forklarer den, hvorfor filmens arbejdstitel var Le Cimetière des chiens.

   Un secret er den vigtigste film om Vichy siden Louis Malles Lacombe Lucien (1974, da. Håndlangeren). Hos Miller og Grimbert ligger følelsen tæt på samme instruktørs Au revoir les enfants (1987, da. Vi ses igen). Også Claude Chabrol brugte sønnens synsvinkel og den voksne fortæller i sin beslægtede filmatisering af François Szpiners Une affaire de femmes (1988, da. Den sorte engel). Det bliver stadig mindre relevant, om forældrene var ofre eller kollaboratører. Snart er krigens børn de eneste vidner.  

   Filmen føjer sig naturligt til en bølge af revisionistiske holocaustskildringer, der er skabt ved årtusindeskiftet: Roberto Benignis italienske La vita é bella (1997, da. Livet er smukt), Roman Polanskis britisk-fransk-polske The Pianist (2002, da. Pianisten), Volker Sclöndorffs tyske Der neunte Tag (2004), Lajos Koltais ungarske Fateless (2005, da. De skæbneløse), Stefan Ruzowitzkys østrigske Die Fälscher (2007, da. Forfalskerne).

DE film skildrer alle aspekter af mordet på de europæiske jøder, en forfærdelig sang som er hørt mange gange. Dog sker det med en kompleksitet, som gør de udslettede mennesker til individer, snarere end en masse af ofre, som over tid bliver et kollektivt rædselsbillede, man betragter som pligtstof i skoler som den, hvor François har sit raserianfald.

   »Når vi taler om ofre for nazismen, får vi ofte det indtryk, at de ikke var mennesker som alle andre; at de ikke havde oplevet kærlighed, romancer eller passion,« siger Claude Miller om Un Secret. »Som hele min familie, har jeg aldrig på nogen måde været en særligt religiøs jøde. Jeg så Philippe Grimberts roman som en mulighed for at ære både min familie og deres historie.«****

Se også Apropos EM: Miraklet i Bern/ Das Wunder von Bern (2003); Dennis Gansel: Napola/ Before the Fall (2004) [Krigens børn]; Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Kertész | Koltai: Fateless/ De skæbneløse (2005) [Krigens børn]; De kaldte hende Sarah/ Elle s'appelait Sarah (2010) [Krigens børn]; Cate Shortland: Lore (2013) [Krigens børn]; Det store stilehæfte/ Le grand cahier (2013) [Krigens børn]; Flugten til Nice/ Un sac de billes (2017) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Caroline Link | Judith Kerr: When Hitler Stole Pink Rabbit (2019); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn].

Se også Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008) [Danmarks besættelse 80 år]; Frihedskæmperen Max Manus (2008) [Danmark & Norges besættelse 80 år]; Roni Ezra: 9. april (2015) [Danmarks besættelse 80 år]; Martin Zandvliet: Under sandet (2015) [Danmarks besættelse 80 år]; Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016) [Danmarks besættelse 80 år]; Erik Poppe: Kongens valg (2016) [Danmark & Norges besættelse 80 år]; Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018) [Danmarks besættelse 80 år]; Anders Refn: De forbandede år (2020) [Danmarks besættelse 80 år]; Krigen på Bornholm 1940-1946 [Danmarks besættelse 80 år] + Legender om besættelsen [Danmarks besættelse 80 år].

Se også Claude Lanzmann 1925-2018 [I anledning af Auschwitz 75 år]; Lászlo Nemes: Sauls søn (2015) [Holocaust Remembrance Day 2022]; Christian Petzold: Phoenix (2014); Roberto Benigni: Livet er smukt (1997); Den næste generation: The Reader (2008) [Højtlæseren 1]; Den tyske fortælling: Et interview med Stephen Daldry og David Hare [Højtlæseren 2]. 

*) Claude Miller (1942-2012) var faktotum på film af Robert Bresson (Balthazar), Jacques Demy (Les desmoiselles de Rochefort), Jean-Luc Godard (La chinoise, Weekend) og François Truffaut (fra Mississippi Mermaid til L’historie d’Adèle H.), før han selv fik chancen for at instruere La meilleure façon de marcher (1976, da. Takten, takten, pas på takten). Han tog farve af forbillederne i spændingsfilm som Garde à vue (1981, da. Mistænkt) og Mortelle randonnée (1983, da. Øjet), begge med Isabelle Adjani, men var altid mere til mainstream med dybde. La petite voleuse (1988, da. Den lille tyvetøs) med Charlotte Gainsbourg og L’accompagnatrice (1992, da. Akkompagnatricen) med Romane Bohringer var populære film i 90erne. Han gled fra Truffaut mod Chabrol i sit menneskesyn. La Classe de neige (1998, da. Klasseturen) bryder et tabu og og indleder et frugtbart samarbejde med Emmanuel Carrère. Miller var blandt de bedste kvindeskildrere i sin generation. Særlig stærkt står mor/datter-skildringen i Betty Fisher et autres histories (2001, da. Betty Fisher og andre historier) efter en bog af Ruth Rendell. La petite Lili (2003) er en moderne variation over Anton Tjekhovs Mågen. Han nåede at instruere Audrey Tautou i Thérèse (2012), som bygger på François Mauriacs Thérèse Desqueyroux.

**) Philippe Grimbert: Un secret. 191 s. Paris: Éditions Grasset & Fasquelle, 2004. Mærkværdigvis er bogen aldrig oversat til dansk. Den engelske udgave, Secret, er oversat af Polly McLean.

***) Margaret Atwood: Cat's Eye (1988, da. Katteøje, 1989) er oversat af Lisbeth Møller Madsen.

****) Jeg interviewede Claude Miller i København i 1995 og i Paris i 2002. Ved sidstnævnte lejlighed sagde han bl.a.: »Hvis ansigtet ikke siger det hele, er det på tide at holde op med at lave film. Det er måske en lovlig flot ting at sige, der er flere der har spurgt mig om det. Men det er i og for sig som jeg siger. For mig er detaljerne og de ekstreme nærbilleder det vigtigste i en film. Det er dem, jeg selv ser på, og det er dem, som jeg gør mig mest umage med at lave. Et ansigt som viser følelser, det er for mig selve sjælen i film. Af samme grund holder jeg meget af stumfilm og sætter mere og mere pris på dem som ren film, efterhånden som jeg bliver ældre. Billederne er hinsides sprog og kulturelle forskelle, de er kernen som alting drejer sig om, og hvis man ikke kan lade ansigterne vise følelser, snarere end at lade personerne tale om, hvordan de har det, så er det på tide at trække sig tilbage«.

Un secret (En hemmelighed). Instr.: Claude Miller. Manus: Natalie Carter, Claude Miller. Foto: Gérard de Battista. 105 min. Frankrig 2007. Dansk premiere: 08.08.2008

Fotos: France 3 Cinéma/ Canal+/ UGC YM/ Soficinéma/ La Région Île-de-France/ Sunrise Film/ Éditions Grasset & Fasquelle/ Le livre de Poche/ Filmaffinity/ BGJ ((Claude Miller i Paris 2002, Uniifrance 4eme Rendez-vous Europeen du Cinéma Français)/ Word by Word - clairemcalpine.com (Philippe Grimbert Portrait)/

Filmen streames på MUBI 

Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 08.08.2008

Robert Altman: Dr. T & the Women (2000)

EN VAKLENDE MAND

Robert Altmans bedste og værste egenskaber

Af BO GREEN JENSEN

NYTÅR 2001: ROBERT Altman er ekspert i brede gruppefilm, som på satirisk vis panorerer hen over det givne miljø, der denne gang skal fungere som scene i instruktørens amerikanske dukketeater. Hans form kombinerer antropologi og satire. Hvor andre filmskabere viger tilbage for en omfattende personkreds og forvirrende plotlinjer, som løber langs med og krydser hinanden, kan Altman slet ikke få nok af støjen på de steder, hvor mennesker færdes i virkeligheden.

   Af samme grund har han altid haft sin styrke i den dokumentarisk tonede kollektivskildring, film som hovedværkerne Nashville (1975) og Short Cuts (1993), der over tre timer væver mange handlingstråde, anekdotiske udtag af enkelte skæbner, sammen til en stærk gobelin. I det mindre format er han ikke så sikker, og han skal helst have afstand nok til at kaste et køligt øje på sine menneskers forfængelighed, hvad enten den er frygtsom eller formastelig.

   Bliver han dybfølt, sætter en livløshed ind, og i genrefilm er han tilbøjelig til at lefle. Nogle film er mekaniske gentagelser af ensembleskabelonen. Fordi antikrigsfarcen M*A*S*H (1970) i sin tid blev en stor succes, har man villet holde Altman fast i rollen som bramfri, absurd entertainer. Snarere er han en blanding af skuffet romantiker og bedrevidende revser; misantropen, som ikke vil rystes i troen. Alligevel finder man virkelig varme hér og dér i værkets hjørner, fra den skæve løvfaldswestern om McCabe & Mrs. Miller (1971) til elegien over hjemstavnen Kansas City (1996), som gennembrændes af guldalderjazz.

DEN sædeskildrende sydstatskomedie om Dr. T & the Women er ligesom Cookie’s Fortune (1999) blevet til i samarbejde med manuskriptforfatteren Anne Rapp. Årets model har dog skarpere tænder og er bag sin besnærende lattermildhed en mere ambitiøs bestræbelse. Når jeg ovenfor opregner Altmans specialiteter, er det fordi den nye film rummer lidt af dem alle.

   Mest har Dr. T til fælles med den sarkastiske Hollywood-farce The Player (1992), der på samme måde brugte en vaklende mand, et panikslagent karrieremenneske, som sin handlingsbærende sonde. I centrum er gynækologen Sullivan Travis, som gennem en lang og lukrativ karriere har undersøgt samtlige neurotiske overklassekvinder i Dallas. Det er en rigtig god rolle til Richard Gere, der ligesom i Joan Chens Autumn in New York (2000) får meget ud af at tage alderen på sig.

DR. T har et godt tag på kvinder. Han forener faglig professionalisme med en forførende flair, som de fleste finder karismatisk. Han er dagens mand i skysovs og har været det så længe, at han vægrer sig ved at erkende de fejl, som dominerer billedet efterhånden. 

   Af dem er adskillige. Hans hustru (som Farrah Fawcett spiller endnu mere anstrengt end sædvanligt) er bogstaveligt ved at gå fra forstanden. Hans voksne døtre tænker kun på sig selv. Den ene (Kate Hudson) er lesbisk, men det er hende, som skal giftes, og svigerinden (Laura Dern) har invaderet huset med sine børn. Hans trofaste klinikassistent (Shelley Long) vælger den værste dag til at erklære chefen sin kærlighed.

   Den trængte mand reagerer i stigende grad ved at gå eller barrikadere sig bag døren på kontoret. I weekenden tager han på jagtture med sine patetiske kammerater, men i en verden af kvidrende kaos bliver golfinstruktøren Bree (Helen Hunt) det modne sidespring, som han villigt og velovervejet vil tage.

   Manuskriptet deler sol og vind lige. Både mænd og kvinder er skildret som karikaturer, men Gere og Hunt får lov at have dybde. De fremstår begge som selviske opportunister, men vi holder af dem, fordi vi genkender dem.

FILMEN bruger sin første, lidt for lange spilletime på at følge Travis i karakteristiske situationer, som giver Altman lejlighed til at ironisere over miljøet. Den kulminerer i en klassisk scene, det store bryllup, hvor alt går galt, af den slags som amerikanerne elsker. Det er imidlertid i en anden lang sekvens, som falder nøjagtig midtvejs, at filmen træder i karakter.

   Scenen skildrer en frokosttime på klinikken, hvor alle stiller så mange krav, at problemerne ikke kan være i skabet, når Dr. T forsøger at mase dem ind. Panikken bygges op i en langsom bevægelse, som Altman orkestrerer sublimt. Alene for den skal man se Dr. T og bære over med det urene trav i andre situationer. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,« erklærer Gere med udtryksløst ansigt. Det er en fuldkommen autentisk reaktion.

DA også elskerinden svigter, giver Dr. T omsider slip på sin hang til at kontrollere alting. Han flygter mod en besværgende slutning, som kunne og næsten må være en drøm. Vi forlader ham ved hans bestemmelse, som har at gøre den eneste ting, der giver mening. Her slipper Altman sin voodoodukke, som faktisk ligner mange mænd ret godt. Instruktøren er blevet 75. Har han ikke en sidste Nashville i posen, kan Dr. T & the Women sagtens gå an.

Se også Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]; Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

Dr. T & the Women (Dr. T). Instr.: Robert Altman. Manus: Anne Rapp. Foto: Jan Kiesser. 122 min. USA 2000. Dansk premiere: 05.01.2001.

Fotos: Artisan Entertainment/ Sandcastle 5 Productions/ UIP/ Alliance Atlantis Video/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ 

Filmen streames på Apple TV, Google Play og YouTube Film

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.01.2001.

To versioner: Tinker Tailor Soldier Spy (1979/2011)

DEN HEMMELIGE PILGRIM

John le Carré 1931-2020

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN skal man have en vis alder for at huske, hvordan Den Kolde Krig faktisk var. Den begyndte i 1945, endnu før 2. verdenskrig var forbi. De allierede havde gjort fælles front mod aksemagterne, men var ved at trække nye grænser allerede, da man indtog det knækkede Tyskland. Fra 1947, da USA formulerede Truman Doktrinen, til opløsningen af Sovjetunionen i 1991, blev freden udlevet bilateralt. Jerntæppet mellem Øst og Vest fik fysisk skikkelse i 1961, da Berlinmuren blev rejst overnight. I 40 år var det os og dem i en grad, som man næppe begriber i dag.*

   I samme periode fik vestlig spy fiction sin kronede tid. Der blev dog skrevet i genren længe før da. Allerede antihelten i James Fenimore Coopers The Spy (1821, da. Spionen – en Fortælling fra den nordamerikanske Krig) må leve med sine landsmænds foragt, fordi han opererer undercover. Richard Hannay fra John Buchans romaner og Ashenden fra Somerset Maughams noveller er forløbere for den spionfigur, agent 007, som Ian Fleming fornyede genren med, da han skrev James Bond-romanen Casino Royale (1953). I Eric Amblers romaner fra 1930'erne bliver spejlkrigen mellem de europæiske efterretningstjenester udkæmpet på Balkan og i Mellemøsten.

   Graham Greene lagde et etisk filter over stoffet, da han begyndte at skrive om behovet for at tjene, tro og forråde. Det var den litterære tradition – og frem for alt denne politiske virkelighed – som efterretningsofficeren David Cornwell (1931-2020) byggede videre på, da han sprang ud som pseudonymforfatteren John le Carré.

   Spionchefen George Smiley er ingen superagent. Han er en lille mand med store briller og en hustru, som bedrager ham. Han er rekrutteret i Oxford, har sit bureaukratiske liv på »The Circus« og ser en russisk tvilling i spionmesteren Karla, som han én enkelt gang har mødt i New Delhi.**

GEORGE Smiley optræder i otte bøger, men er – ligesom stilen – endnu ikke fuldt formet i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde) og A Murder of Quality (1962, da. Mord på højt plan). Her minder tonen stadig om guldalderkrimi, og Smiley er mere detektiv end spion. 

   Han svæver over vandene både i The Spy Who Came in from the Cold (1963, da. Spionen der kom ind fra kulden), romanen, som definerede koldkrigsatmosfæren, og The Looking Glass War (1965, da. Spejlkrigen), som kortlagde det ideologiske landskab. Han medvirker ikke i A Small Town in Germany (1968, da. En lille by i Tyskland), hvor le Carré for alvor finder sin form. Selve »Quest for Karla«-trilogien består af Tinker Tailor Soldier Spy (1974, da. Dame Konge Es Spion eller Spionen der kom ind i kredsen), The Honorable School Boy (1977, da. Spionen der gik sine egne veje) og Smiley’s People (1979, da. Til døden jer skiller).

   Efter årtiers tilnærmelser lykkes det at »vende« Karla i Til døden jer skiller. Smiley optræder for næstsidste gang i The Secret Pilgrim (1990, da. Den hemmelige pilgrim), da Jerntæppet er nede, og spillet har ændret væsen. Dels kræver alderen sit. Dels har fjenden andre værdier end i den gode tid, hvor man kendte sine modstandere, fordi de var ligesom vi.

   Ved at bøje og strække kronologien, så årtierne flyder ud og flyder sammen, kan det endelig lade sig gøre at bruge en pensioneret George Smiley som la pièce de résistance i den sene (og fremragende) tilføjelse, A Legacy of Spies (2017, da. Spioners arv). Her bliver Peter Guillam, Smileys højre hånd og trofaste lærling, og de øvrige gamle MI6-folk konfronteret med deres handlinger i de aktive år. Romanens nutid er 2016, der henvises til Brexit. Smiley må da være mellem 102 år og 111. En ny tidsånd stiller sig uforstående over for, hvad der var og ikke var nyttigt og nødvendigt.

HVIS John le Carré blev spiongenrens Shakespeare, kunne Len Deighton (f. 1929) være dens Christopher Marlowe. Deighton interesserer sig for andre aspekter af faget i bøgerne om Harry Palmer, rugbrødsagenten med cockney-baggrund, og han fravælger med vilje den kyniske patos hos le Carré i sin fornemme Game, Set, Match-serie om Bernard Samsons kolde krig i Berlin.*** Tættest på le Carré-stemningen kommer Mick Herron (f. 1963) i serien om de forviste MI5-folk fra Slough House.**** 

   Smiley-romanerne er blevet stående som indbegrebet af gode koldkrigsbøger. For øvrigt lever genren, skønt krigen er forbi. Blot er formen nu historisk. Amerikaneren Alan Furst har succes med romaner, der skildrer 1930'ernes magtspil på Balkan og modstandsarbejdet i 40'ernes Frankrig. Der er 15 bøger i serien, som begyndte med Night Soldiers (1988). På dansk foreligger The Foreign Correspondent (2006, da. Udenrigskorrespondenten) og The Spies of Warsaw (2008, da. Warszawas spioner). Senest udkom Under Occupation (2019).

   Le Carré bredte emnerne og sit register ud i 90'er-romaner som The Tailor of Panama (1996, da. Skrædderen fra Panama), The Constant Gardener (2001, da. Den standhaftige gartner) – som i Fernando Meirelles' 2005-version med Rachel Weisz og Ralph Fiennes blev en af de bedste biograffilm – og The Mission Song (2006, da. Den gode tolk). Han kom stærkt hjem til koldkrigsuniverset i Absolute Friends (2003, da. Absolutte venner), A Most Wanted Man (2008, da. Marionetten) og Our Kind of Traitor (2010, da. Dimas drøm).

   Kort før sin død færdiggjorde han Agent Running in the Field (2019, da. Fri agent). Kort efter udkom Silverview (2021, da. Sølvblik), som sønnen Nicholas Cornwell (alias Nick Harkaway) færdigskrev. De vigtigste værker fra sidste årti er (så langt) A Legacy of Spies og erindringsbogen The Pigeon Tunnel (2016, da. Duernes tunnel).*****

MAN havde vel forsvoret, at en filmudgave af Tinker Tailor Soldier Spy ville være relevant og nå et stort publikum 40 år efter. Alligevel lykkes det svenske Tomas Alfredson (Fire nuancer af brunt, Lad den rette komme ind) at gøre tiden og typerne levende. Gary Oldman har rollen som Smiley, der efter en tid som persona non grata hentes ind for at finde den muldvarp, som Karla har placeret i MI6.

   Fire chefer kan komme på tale: Percy Alleline (Toby Jones), Roy Bland (Ciáran Hinds), Bill Haydon (Colin Firth), som svarer til virkelighedens Kim Philby, og Toby Esterhase (David Dencik). John Hurt er den forrige chef, Control, som blev fjernet, og som Smileys væbner Peter Guilllam ses Benedict Cumberbatch (der i 2011 stadig var bedst kendt for sin rolle som Sherlock Holmes i BBCs moderniserede Sherlock).

   Disse mænd færdes til hverdag i The Circus. De er mellemledere, som holder strategimøder i tilrøgede lokaler med dårlig belysning. »It stank of war nostalgia,« sagde John le Carré om det MI6, han arbejdede for i 1950'erne. Man bærer hele liv rundt i ringbind, der kan smugles ud til den dårlige frokost. Det politiske spil er som skak. Det er nødvendigt at udveksle bønder eller ofre en springer i jagten på et tårn. Amerikanerne spiller en mere fysisk poker og griber ofte forstyrrende ind. Dronningen Karla regerer i Kreml og læser begge modstanderes spil.

   Tinker Tailor Soldier Spy får sin særlige dybde i historien om kostskolelæreren Jim Prideaux (Mark Strong), som sendes ind i [daværende] Tjekkoslovakiet for hente en sovjetisk militærperson, der efter sigende vil hoppe af. Imidlertid er det en fælde, som den britiske muldvarp og Karla har sat. Prideaux bliver skudt i ryggen, men overlever. Fortællingens ydre spænding kredser om den personlige hævn, som han vil tage til slut.

DER er kun få steder med fysisk action. Til gengæld er der en labyrintisk intrige, hvis spænding har at gøre med dobbelte loyaliteter, usikker identitet, ideologisk overbevisning, personlig ambition, forhadt og fornægtet klassebaggrund. Alt er set i et skær af tragisk forklarelse. Det er ikke tilfældigt, at George Smiley ligner en præst. Le Carré så selv reminiscenser af »en konspiratorisk Father Brown« i figuren. ****** I et interview fra 2011 sagde forfatteren om sit spionunivers:

»For mig er den hemmelige verden simpelt hen en metafor for den større verden, som vi lever i. Hvor vi også svigter hinanden, finder på små historier, iscenesætter livet i stedet for at leve det og så videre. Selv inden for dette tilsyneladende fremmedgjorte samfund, var der en universalitet, som jeg mente, jeg kunne udnytte, og den vandt genklang hos publikum. Publikum forstod det og ønskede at få sit liv oversat til sammensværgelsens sprog.«*******

DER er i dialogen skruet betydeligt ned for romanens britiske rebusjargon, som taler kælent indforstået om »mødre«, »honningfælder« og »babysittere«. Færre forhold skal afkodes, og man kan bedre orientere sig. Scenografien (ved Maria Djurkovic og Tom Brown) er præcis og ikke så lidt retrochik. 1970'ernes England er grøn tweed og brun gabardine. Østblokken emmer af vodka, kål og rå beton. Verden var godt nok besnærende grim.

MANGE husker forhåbentlig tidens egne BBC-føljetoner med Alec Guinness i rollen som George Smiley. Arthur Hopcraft skrev Tinker Tailor Soldier Spy (1979), som John Irvin instruerede, og John Hopkins bearbejdede Smiley’s People (1982), som Simon Langton instruerede. Især Tinker Tailor indførte realismen i spionuniverset på et tidspunkt, da agentfilm var blevet til eskapistisk fantastik. BBC dramatiserede aldrig den bedste af Karla-romanerne, The Honorable Schoolboy, fordi handlingen udspiller sig i Vietnam.

   Gary Oldmans George Smiley er mere prosaisk end Alec Guinness’ lakoniske gralsridder. De har dog brillerne tilfælles og deler et desillusioneret menneskesyn. Ved et gensyn med de gamle miniserier er Guinness mere vred, end man husker, og plottet har flere facetter, men Alfredsons biograffilm når samme facit med færre virkemidler. Den store forskel på filmene er, at vi ved, hvad historien ville med Smiley, hans tid og de britiske spioner fra Oxford og Cambridge, som væsentligst førte intern klassekamp.

DAME Konge Es Spion er en fremragende historisk thriller og en psykologisk spændingsfilm af betydeligt format. I dag dominerer den fysiske side af genren, konkretiseret i filmserien om Jason Bourne, manden uden hukommelse, og den genstartede Mission Impossible-serie, som Tom Cruise har forvandlet til franchise. 

   Alfredsons Tinker Tailor demonstrerer, at en blødere måde stadig er mulig. Der er i øvrigt tale om en europæisk samproduktion, som fungerer. Det er år og dag siden, at spænding i biografen har virket så godt på så mange niveauer.

NOTER

*) Tomas Alfredsons Tinker Tailor Soldier Spy var ny og eksotisk i 2012, da koldkrigstiden virkede fjern. Stilen forekom næsten nostalgisk. Ti år senere, efter Ruslands angreb på Ukraine, med ulmende storkrig i Mellemøsten og udsigt til en verden, hvor Trump er tilbage som amerikansk leder, er der ny relevans i de rustne scenarier. Man siger, at fredsdividenden er opbrugt. Altså var historien alligevel ikke forbi.  

**) »Short, fat and of a quiet disposition, he appeared to spend a lot of money on really bad clothes, which hung about his squat frame like skin on a shrunken toad.«

   Sådan træder Smiley frem for læseren i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde), som Karina Windfeld-Hansen har oversat. Første kapitel hedder simpelt hen »A Brief History of George Smiley«: »Han var lille og tyk, et ligevægtigt gemyt, og lod til at ofre en masse penge på virkelig slet syet tøj, der hang om hans massive skikkelse som skindet på en indskrumpet skruptudse.« (»Lidt om George Smiley«)

    Da intrigen lukker sig til slut, er Smiley på vej til Zürich med »natflyveren«. Le Carré lader medpassagerens flygtige indtryk stå som et ironisk coda, der demonstrerer, at spionens forklædning fungerer perfekt:

   »Smiley presented an odd figure to his fellow passengers – a little fat man, rather gloomy, suddenly smiling, ordering a drink. The young, fair-haired man beside him examined him slosely out of the corner of his eye. He knew the type well - the tired executive out for at bit of fun. He found it rather disgusting.«

   (»Smiley gjorde en besynderlig figur blandt sine medpassagerer – en lille trivelig mand, noget melankolsk og pludselig smilende, da han bestilte en drink. Den unge, lyshårede mand ved siden af ham skævede nysgerrigt til ham. Han kendte godt nok typen – den trætte direktør, ude på lidt sjov. En temmelig led type, efter hans mening.«)

   Le Carré vedgår flere steder, at Smileys fremtoning var inspireret af to mænd. Den ene var Vivian Green (1915-2005), som underviste David Cornwell i historie på Lincoln College i Oxford og blev en slags faderfigur. Den anden var John Bingham (1908-1988), der skrev kriminalromaner ved siden af sit MI6-arbejde – på dansk foreligger Murder Plan Six/ Mordplan seks (1958/1969) og A Fragment of Fear/ En anelse frygt (1965/1968) – og hjalp sin kollega i gang. Bingham klædte sig som Smiley og var gift med Madeleine Ebel (1934-1988), der i ydre kunne minde om Ann Smiley.       

***) LEN Deightons pragmatiske antihelt er fortæller i fem bøger: The Ipcress File (1962, da. Lynaktion Ipcress), Horse Under Water (1963, da. Den skindøde u-båd), Funeral in Berlin (1964, da. Begravelse i Berlin), Billion-Dollar Brain (1966, da. Hjerne til en milliard), An Expensive Place to Die (1967, da. Det er dyrt at dø i Paris). Det bliver aldrig gjort klart, om han også har ordet i Spy Story (1974, da. Krigsspil), Yesterday's Spy (1975, da. Spioner har ingen venner) og Twinkle, Twinkle, Little Spy (1976, da. Duel i Sahara), der er stemt i samme leje, men afviger med hensyn til kontekst.

   I bøgerne er han anonym. Først i 60'er-filmene med Michael Caine får han navnet Harry Palmer. Inspirationen fra Alfredsons Tinker Tailor Soldier Spy er mærkbar i den retrofarvede miniserie The Ipcress File (2022, da. Harry Palmer – Lynaktion Ipcress), som DR sendte og lagde til streaming i april 2022. Her bliver Harry Palmer spillet af Joe Cole. John Hodge har skrevet manuskriptet, som slipper ret godt fra ikke at ligne de klassiske genrestykker. 

BERNARD Samson er hovedperson i tre trilogier: Berlin Game (1983, da. Brahm's fjerde mand), Mexico Set (1984, da. Når spillet bliver alvor) og London Match (1985, da. Finale i London) blev stort dramatiseret med Ian Holm og Mel Martin i rollerne som ægteparret Samson. ITV sendte Granada-miniserien i 13 episoder i 1988. Deighton syntes ikke om serien og købte selv rettighederne, så han kunne skrinlægge den. Ergo er den aldrig samlet op digitalt, men kan sammenstykkes og ses på YouTube, hvis man søger kreativt.

   Bernard Samson lever videre i Spy Hook (1988, da. Brændpunkt Berlin), Spy Line (1989, da. En mur i Berlin) og Spy Sinker (1990, da. Slutspil i Berlin). Dannelseshistorien rundes endelig af i Faith (1994, da. Blind tro), Hope (1995, da. Håb) og Charity (1996, da. Kærlighed). Her er Samson ved udgangspunktet, som George Smiley sætter af fra i A Call for the Dead. Slægtsromanen Winter: A Berlin Family 1899-1945 (1987, da. Winter – en berlinerfamilies saga fra 1899 til 1945) udgør en prequel til de tre trilogier.

LEN Deighton lever stadig, men har intet publiceret efter 1996. Også for sine historiske romaner fra 2. verdenskrig, både de nøjagtige (Bomber/ Natangreb, 1970; Blitzkrieg/ Blitzkrig, 1980; Goodbye, Mickey Mouse/ Farvel, Mickey Mouse, 1982; Fighter/ Jagerpiloter, 1987) og den kontrafaktiske SS-GB (1978, da. Besejret og besat), som foregår i et nazificeret England, er Deighton læse- og bemærkelsesværdig.  

****) I Mick Herrons Slough House-romaner bliver MI5-officerer, der har begået fejl, bortvist fra hovedkvarteret The Park, hvor Diana Taverner leder den moderne efterretningstjeneste i selvbevidst direktørstil. De parkeres i Slough House, hvor tiden har stået stille, siden afdelingslederen Jackson Lamb var udsendt i koldkrigsårenes Berlin. Slow Horses udkom i 2010. Bøgerne fik en lille fanskare. Interessen tog fart i 2022, da den første roman blev til første sæson af serien Slow Horses på Apple TV+. Dead Lions (2022) og Real Tigers (2023) fulgte, både Spook Street og London Rules er undervejs. Der er adskillige metagreb i historien, tragisk komedie og kaffesort humor, men grundtonen er både dyb og alvorlig. Netop Gary Oldman spiller rollen som Jackson Lamb. Slough House præsenteres gennem den nye rekrut River Cartwright. Hans farfar, som er forhenværende efterretningschef, citerer ofte George Smiley. En større story arc er i færd med at trække tråde til 80'ernes Berlin, men hovedsagen er aktuel satire og systemkritik. Der er ni romaner i serien. The Secret Hours udkom i september 2023. Et tiende bind, Standing by the Wall (2022), samler fem korte særtryk. Titlens David Bowie-henvisning er typisk for tonen og sjælen.  I Danmark udkommer Jackson Lamb-serien på Forlaget Olga.

   
****) John le Carré skrev The Pigeon Tunnel som en slags kommentar eller eget besyv til den officielt sanktionerede biografi, John le Carré, som Adam Sisman fik udgivet i 2015. Efter le Carrés død kunne Sisman tilføje flere private detaljer, først og fremmest om forfatterens seksuelle meritter, i The Secret Life of John le Carré (2023). Le Carré fik dog det allersidste ord i Errol Morris' portrætfilm The Pigeon Tunnel (2023), hvor han taler med filmskaberen, åbent og relativt ærligt, kort før sin død. Simon og Stephen Cornwell, forfatterens sønner, har produceret dokumentaren, der bruger samme format som Mikael Bertelsen i sine danske Det sidste ord-programmer. Blot tilsætter Morris dramatiske islæt som de smækkende døre og klikkende låse, der også var rigeligt af i The Fog of War (2003) og Standard Operating Procedure (2008), dokumentarerne om – henholdsvis – Robert McNamara, USAs forsvarsminister i Vietnamkrigstiden, og arbejdsgangen i Golfkrigens Abu Ghraib-fængsel. The Pigeon Tunnel er i spillefilmslængde og streames på Apple TV+. Det er en fremragende portrætfilm – blot vil Morris reducere hele forfatterskabet til Smiley vs. Karla-sekvensen og i dén se en kodet fremstilling af Cornwell/Carrés forhold til sin notorisk upålidelige far (som skildret i A Perfect Spy, 1986, erindringsteksten In Ronnie's Court, 2002, og lidt mere sløret i Single & Single, 1999). Der var, og der er, trods alt mere i John le Carrés 25 romaner. Billedet af duernes tunnel er og bliver en perfekt, uudgrundelig metafor, der »forklarer« dobbeltagentens psykologi. 

******) Henvisningen til Father Brown gælder både væsen og fysik. Det var netop Alec Guinness, som spillede præsten og privatopdageren fra G.K. Chestertons bøger i Father Brown (1954, da. Detektiven Father Brown). Robert Hamers film bygger på novellen »The Blue Cross« (1910), som var den første Father Brown-fortælling og indleder samlingen The Innocence of Father Brown (da. Fader Brown Historier) fra 1911. Peter Finch havde rollen som mestertyven og ærkemodstanderen Gustav Flambeau, der er en halv Moriarty (eller Karla) i dét univers. Foruden Guinness og Gary Oldman har følgende fremstillet Smiley: Rupert Davies (i The Spy who Came in from the Cold, 1965); James Mason (i Sidney Lumets The Deadly Affair, 1967, som bygger på Call for the Dead, men ændrer navne og nærmere forhold – Smiley hedder her George Dobbs); Denholm Elliott (i tv-filmen A Murder of Quality, 1991). Simon Russell Beale lægger stemme til Smiley i den monumentale BBC Radio 4-dramatisering af samtlige Quest for Karla-tekster (19 radiospil, 2009-2010). Andre audiofortolkere er George Cole og Peter Vaughan. Bernard Hepton, som spiller Toby Esterhase i tv-versionerne med Guinness, havde rollen som Smiley i BBCs egne radioudgaver af Tinker Tailor Soldier Spy (1988) og Smiley's People (1990).  

*******) Le Carré havde rig lejlighed til at gøre sig tanker om bøgernes succes og resonans. Han blev stadig bedre til det og mere villig til faktisk at klarlægge, i stedet for at sløre til af instinkt. De bedste interviews er samlet i Conversations with John le Carré (red. Matthew J. Bruccoli & Judith S. Baughman, University of Mississippi Press, 2004). En særlig selvbevidst status er trykt som efterskrift med titlen »Fifty Years Later« i jubilæumsudgaven af The Spy Who Came in from the Cold, som Penguin Modern Classics udgav i 2013.

Tinker Tailor Soldier Spy (Dame Konge Es Spion). Instr.: Tomas Alfredson. Manus: Bridget O’Connor, Peter Straughan. Foto: Hoyte Van Hoytema. 127 min. UK-Frankrig-Tyskland-USA 2011. Dansk premiere: 09.02.2012.

Tinker, Tailor, Soldier, Spy (Spionen, der kom ind i kredsen). Instr.: John Irvin. Manus: Arthur Hopcroft. Foto: Tony Pierce-Roberts. 6 eps. 290 min. UK 1979. Dansk tv-premiere: 26.12.1979-02.01.1980.

Smiley's People (Til døden jer skiller). Instr.: Simon Langton. Manus: John Hopkins. Foto: Kenneth MacMillan. 6 eps. 300 min. UK 1982. Dansk tv-premiere: 25.12.-30.12.1982.

The Pigeon Tunnel. Instr. & manus: Errol Morris. Foto: Igor Martinovic. 92 min. USA 2023. Dansk premiere (streaming): 20.10.2023. 

Fotos: StudioCanal/ Karla Films/ Paradis Films/ Starhaus Filmproduktion/Working Title Films/ Canal+/ CinéCinema/ TTSS/ Focus Features/ SF Studios/ British Broadcasting Corporation (BBC)/ Paramount Pictures/ Cinematic Vision/ Public Broadcasting Service (PBS)/ John le Carré.com/ Apple TV+/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Facsimile Dust Jackets LLC

Tinker Tailor Soldier Spy (2011) streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy

Tinker Tailor Soldier Spy (1979) og Smiley's People (1982) er samlet på 2K Blu-ray i 2021 – på dansk dvd findes Karla-sekvensen i flere udgaver, ofte i sampak/bokssæt med A Perfect Spy (BBC 1987).

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.02.2012 – ajourført januar 2024.