DEN BRITISKE KÆMPE
Giv aldrig op, giv aldrig efter
Af BO GREEN JENSEN
Der har været mange film og tv-serier. Men egentlig aldrig en fremstilling af det lange liv i sammenhæng. Churchill nåede at fylde 90, skønt han drak som en fisk og lod hånt om fysikken. Man ser altid enten den gamle statsmand eller den unge soldat, som svinger sin sabel i Sydafrika. Sidstnævnte red over lærredet i Richard Attenboroughs Young Winston (1972, da. Den unge eventyrer). Her blev han spillet af Simon Ward.
c.jpg)
DE aktuelle portrætter er snapshots, der fokuserer på en bestemt periode. Den karismatiske kæmpe var britisk premierminister i krigsårene 1940-45. Han kom siden tilbage til embedet fra 1951 til 1955. I Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016-2023), hvor Churchill bliver mesterligt spillet af amerikaneren John Lithgow, er han fanget i tiden omkring sit sidste comeback. Churchill var 77, da det lykkedes ham at blive genvalgt.
Han var 79, da han fik en blodprop i sommeren 1953. Det var emnet for Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016), hvor han blev spillet af Michael Gambon. Han mangler i Lone Scherfigs Their Finest (2016), men han er med i Christina Rosendahls Vores mand i Amerika (2020). Brian Cox havde rollen i Jonathan Teplitskys Churchill (2017). Her fik Churchill anfægtelser ugen før D-Dag. Han er anderledes risikovillig i John Maddens Operation Mincemeat (2021), hvor det gælder om at narre Tyskland til at tro, at de britiske tropper vil gå i Grækenland. Simon Russell Beale er Churchill i filmen, der i øvrigt har Ian Fleming som fortæller.
Churchill er den eneste kandidat, som begge sider af Underhuset vil støtte. Han er ikke til stede under debatten, som fører til Chamberlains fald. »Hvor er Winston?« bliver der spurgt. »Han sørger for, at man ikke kan se hans fingeraftryk på mordvåbnet,« bliver der svaret.
Dialogen er atypisk kynisk. Ellers foretrækker instruktøren Joe Wright og forfatteren Anthony McCarten sikre midler som patos og selvopofrende patriotisme. Den gamle politiker ser tilbage på den unge journalist. Han kan faktisk huske ham. Der er derfor noget i tiden, som Churchill forstår, mens fæller og fjender er stivnet. Krigshandlingerne foregår off screen. Hele Dunkerque-forløbet er koncentreret i en modeloptagelse af både, der sejler over kanalen. Andre scener viser øjne, der ser op på himlen, mens bombefly glider forbi.
Darkest Hour fungerer perfekt, hvis man ser den sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017), hvor den politiske baggrund er fjernet. Og Joe Wright skal være tilgivet. Han skildrede Dunkerque med fuld realisme i Atonement (2007, da. Soning), som stadig er hans bedste film.
DER er vildt utroværdige islæt, f.eks. scenen, hvor Churchill følger kongens råd om at lytte til Folket. I skæbnetimen kører han for første gang med et undergrundstog. Her sidder en murer, en mor med en baby, et sort-hvidt par, en kontorist og en gammelklog skolepige.
Churchill lader passagerne måbe, beder om ild og beskriver sin tvivl. Alle forsikrer, at de vil kæmpe til det sidste. Så med folkets mandat holder Churchill den berømte tale, som også blev citeret i Dunkirk:
»We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender, and even if, which I do not for a moment believe, this island or a large part of it were subjugated and starving, then our Empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, would carry on the struggle, until, in God's good time, the New World, with all its power and might, steps forth to the rescue and the liberation.«**
FOR Churchills kompromisløshed ved krigens begyndelse, da briterne virkelig stod alene, har man tilgivet ham alle synder. Han var – både før og efter sit stjerneøjeblik – en konservativ pragmatiker, der slog hårdt ned på modstand fra venstrefløjen. Hans værdier kom fra imperietiden. Han var reaktionær og racistisk. Under minearbejderstrejken i 1921 og generalstrejken i 1926 begyndte han, hvad Margaret Thatcher gjorde færdigt i 1985.
Churchill delte Europa uden at blinke og havde gerne gjort den kolde krig varm. Alligevel husker vi ham med respekt. Han kunne samtidig nyde, ryge, drikke og skrive. Som menneske var han empatisk. Han var en eminent retoriker. Da det gjaldt, sagde han fra og holdt stand.
Der er blandt kritikere en tendens til at se de ny-patriotiske krigsfilm som kommentarer til Brexit. De bliver læst som populistiske billeder, der siger, at England kan stå alene. Vi har gjort det før. Se på Dunkirk og Blitzen. Vi kan gøre det igen – med eller uden Europa.
Men Nolans og Wrights film kan lige så godt være modargumenter. Churchill stod alene, fordi han ikke ville opgive Europa. Han var virkelig som en mand i en western: Han ville gøre den rigtige ting. I Darkest Hour ringer Churchill til Franklin D. Roosevelt og trygler om Amerikas hjælp. Han får kun tørre smuler og sidder alene i telefonboksen og er ved at opgive. Vi ser da et menneske tvivle. Det havde Thatcher, Stalin og Trump aldrig gjort.***
Når lyset falder på en særlig måde, er det egentlig ikke Churchill, man ser. Det er Robert Hardy (1925-2017) i rollen som Churchill. Han spillede den blandt andet i miniserien The Wilderness Years (1981) og den store føljeton om War and Remembrance (1988, da. Verden i flammer). Jeg holder meget af Gary Oldman, men jeg tror mere på ham som Jackson Lamb.
Darkest Hour oplyser og underholder, filmen er meget seværdig. Det er god, populær historiefortælling, og det er sobert som gammelt tv-teater. Men filmen har ikke en konsekvent æstetik og en kunstnerisk vision, som Nolans Dunkirk til overflod havde.
England blev reddet i 11. time. Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen i juni 1941, japanske fly angreb Pearl Harbor i december samme år. I det tysk besatte Danmark var der flere modstandsgrupper. En af dem kaldte sig Churchill-Klubben.
Se også Bogen og filmen: Ian McEwans Atonement/ Soning (2001/2007); Joe Wright: Anna Karenina (2012); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Hyde Park on Hudson: Franklin Delano Roosevelt 1882-1945.
NOTER
*) Churchill in memoriam. Hans liv, hans død, hans vid, hans visdom. Skrevet og redigeret af medarbejderne ved The New York Times. Oversat af Christian Dahlerup Koch. 194 s. 8 tavler. København: Forlaget Hasselbalch, 1965.
**) Churchill holdt sin tale i House of Commons den 4. juni, 1940. Den gør status efter Dunkerque og er henvendt til den britiske befolkning, men især til Franklin D. Roosevelt og USA. Talen er citeret i sin fulde ordlyd på hjemmesiden for International Churchill Society. Hvis man melder sig ind, er der adgang til arkivet med lydoptagelser af Churchills taler. Gebyret er $29 pr. år. Den 41. International Churchill Conference begynder i London den 24. oktober, 2024. Lyt i øvrigt til Ray Davies' fine sang »Mr. Churchill Says« på albummet Arthur or The Decline and Fall of the British Empire (1969) med The Kinks. Den tale sidder dybt i nationen.
Filmen blev instrueret af Fred Zinnemann, mens kommunistforskrækkelsen i USA var på sit højeste, og nationen førte krig i Korea. Foreman begyndte på produktionen sammen med forretningspartneren Stanley Kramer. Foreman var forhenværende medlem (1938-1942) af det amerikanske kommunistparti. Det kom derfor ikke som en overraskelse, at han blev indkaldt under HUAC-høringerne.
Foreman henviste til forfatningens femte paragraf og nægtede at angive kolleger. Kramer brød med den sortlistede Foreman, som rejste til England, hvor han bl.a. skrev Bridge on the River Kwai (1957, da. Broen over floden Kwai) til David Lean, skønt Pierre Boulle, forfatteren til Pont de la rivière Kwai (1952), er krediteret i forteksterne. Han stiftede selskabet High Road og producerede selv The Guns of Navarone (1961, da. Navarones kanoner), som han også skrev manuskript til, efter Alistair MacLeans roman.
High Noon var kontroversiel og succesrig. Få film er så hurtigt blevet læst ideologisk og set på forskellige måder. John Wayne kaldte senere filmen »the most un-American thing I’ve ever seen«. Han sagde nej til hovedrollen og var efter sigende rasende, da High Noon modtog 4 priser ved Academy Awards-uddelingen. Alligevel var det Wayne, som tog imod en Best Actor-Oscar på Coopers vegne.
Cooper insisterede på at lave filmen, skønt mange ville tale ham fra det. Han spiller sheriffen Will Kane, som er ved at gå på pension. Han har netop giftet sig med Amy Fowler (Grace Kelly), der er kvæker og pacifist, og vil flytte til en anden by. Han bliver i Hadleyville, da desperadoen Frank Miller (Ian MacDonald) meddeler, at han kommer med sin bande ved middag. Miller vil hævne sig på byen, der satte ham i fængsel.
Fællesskabet søger tilflugt i kirken og drøfter situationen. En efter en falder støtterne fra og går hjem for at gemme sig i deres huse. Uret tikker hele tiden. High Noon udspiller sig næsten i virkelig tid. Kane er alene på hovedgaden, da klokken nærmer sig middag.
Skønt byen helst ser hans ryg, bliver den gamle marshall stående. Han vinder, da Amy af kærlighed svigter sine principper og angriber Miller. Efter sejren vil Hadleyville atter tale med Kane og hans hustru, men sheriffen tager sin stjerne af for sidste gang. Han kaster den fra sig i støvet.
Uanset om man læser fra højre eller venstre, er Kane en mand, der følger sin samvittighed og forpligter sig på et princip. Han trodser konsensus og handler. Han gør »den rigtige ting«. Dwight Eisenhower var den første præsident, som fik High Noon vist flere gange. Ronald Reagan kaldte filmen sin favorit, Bill Clinton skal have vist den 17 gange i Det Hvide Hus, og Bush Jr. henviste til High Noon i sin tale, da han erklærede krigen mod terror. I sin bog om 1950'ernes Hollywood, An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (2011) har kritikeren J. Hoberman endnu flere eksempler på præsidenter, der har brugt High Noon.
Med sin mytiske toning er filmen et gennemført gådebillede. Den kan ses som et forsvar for krigsførelsen i Korea. Den kan ses som et forsvar for manden, der nægter at angive kolleger. Den kan endda ses et forsvar for den, der gør det forkerte og nævner navne.
Foreman trivedes i England. Produktionerne fra High Road var ofte bemandet med sortlistede kolleger. Churchill havde set High Noon, men det var snarere Foremans succes med Navarone, der imponerede ham. Han tilbød selv erindringsbogen My Early Life: A Roving Commission (1930). Han havde muligvis bemærket, hvad det gjorde for John F. Kennedy at få sine krigsoplevelser filmatiseret i PT 109 (1963).
Darkest Hour. Instr.: Joe Wright. Manus: Anthony McCarten. Foto: Bruno Delbonnel. 125 min. UK-USA-Kina 2017. Dansk premiere: 25.01.2018.
Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuiten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 26.01.2018.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar