J.C. Chandor: A Most Violent Year (2014)

DET FARLIGSTE ÅR

Systemisk forfald er en evig fortælling

Af BO GREEN JENSEN

1981 i New York var, selv efter amerikansk målestok, et usædvanligt voldsomt år med flere drab og mere hård kriminalitet end sædvanligt.

   Den statistiske oplysning fylder ikke meget i J.C. Chandors fortættede skildring af en korruptionssag fra perioden. En stemme i radioen siger, at det er »the most dangerous year« i byens historie. Det er ikke sikkert, at karaktererne hører efter, for meget i filmen er ren baggrundsstøj. Alligevel sætter den stemningen fast.

   Indvandrersønnen Abel Morales (Oscar Isaac) er blevet en stor mand i fyringsolieindustrien, hvor han begyndte som lastbilchauffør. Han importerer og distribuerer selv fyringsolien, ejer en lille flåde af ramponerede tankvogne og instruerer personligt sælgerne, som går fra dør til dør for at hverve kunder.

   For personalet er der status i at avancere fra chauffør til sælger. For kolleger i faget er Abel en stor torn i øjet, fordi han nægter at følge kartellets uskrevne love og holder sig fri af korruption. Det er svært at sige, hvem der har mest imod Abel: de korrupte konkurrenter, de indfedtede fagforeninger eller det kompromitterede politi.

FILMEN følger Abel gennem en svær tid, hvor 3-4 faktorer må spille i samklang, hvis hans forretning skal overleve. Han har overtalt den jødiske spekulant, som ejer det meste af havnen, til at sælge en dok, som gør firmaet uafhængigt. Han har samtidig købt et stort hus i de fredelige forstæder, hvor man kan løbe ture og give sin børn en god opvækst. Alt, hvad Abel ejer, er stillet som sikkerhed. Hvis han ikke betaler den næste termin, vil begge handler gå tilbage, og der bliver ikke kompenseret for tab.

   A Most Violent Year er et grumset moralsk lærestykke, filmet i vinterligt lys med en stærk, ekstremt underdrejet faktor af spænding. Hele verden er en etisk gråzone, hvor man følger visse koder og navigerer efter principper, som gør alle til medvidere. Abel vil ikke spise af kagen. Chandors film røber kun det mest nødvendige om mekanismerne. Man forstår, at den ærlige mand må være en ridder eller en nar.

FOR hustruen Anna (Jessica Chastain) er Abel nok begge dele. Hun er vokset op i industrien, fører firmaets bøger og nærer ingen illusioner om, at ærlighed varer længst. Abel købte firmaet af hendes far, og hun vil ikke lade ham sætte det overstyr.

   Der er derfor lagt i ovnen alle vegne. Det er valgsæson, og den offentlige anklager (David Oyelowo) iværksætter en undersøgelse, som Abels advokat (Albert Brooks) bruger kræfter på at afværge. Abel holder kortene tæt ind til kroppen. Publikum kan aldrig vide, om der er mere i sagen, om begreber som rigtigt og forkert giver mening.

J.C. Chandors forbilleder er instruktøren Sidney Lumet og forfatteren David Mamet. Han gør en del ud af at lægge afstand til tematik og troper hos Martin Scorsese. Chandors første film, Margin Call, fulgte tolv bankfolk gennem det hektiske døgn, hvor krisen i 2008 tog form. I All is Lost var Robert Redford alene på havet og lærredet i to timer. Begge film var så kompromisløse, at de ikke fik dansk biografpremiere.

   A Most Violent Year vil nok gøre det bedre. Filmen blander ånden fra Serpico og Prince of the City med stilen og tonen fra The Godfather. Kun James Gray laver noget, der ligner, og hvis den historiske ramme ikke virker livsnødvendig – systemisk forfald er en evig fortælling – giver den til gengæld æstetisk gevinst.

   Det er en sober periodefilm med diskrete kronologiske markører. Effekterne er små, men realismen er så gennemført, at hver voldshandling virkelig gør ondt. Handlingen udspiller sig i en forvirrende verden, som kun er for voksne. Den ligner 1981 ret godt.

A Most Violent Year. Instr. & manus: J.C. Chandor. Foto: Bradford Young. 125 min. USA 2014. Dansk premiere: 11.06.2015.

Fotos: Before The Door Pictures/ Washington Square Films/ FilmNation Entertainment/ Icon Productions (UK)/ A24 (US)/ Angel Films (DK)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

A Most Violent Year streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Icon Productions 18.05.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.06.2015

George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]

FØR DEN SIDSTE EKSODUS
Den gamle mand og stjernehavet

Af BO GREEN JENSEN

DEN gamle mand tager ikke med, da basen i Arktis bliver evakueret. Alle andre går ombord i helikopterne, som flyver forskerne tilbage. Det fremgår snart, hvorfor han vægrer sig ved at rejse. Augustine Lofthouse (George Clooney) har kræft. Han overlever kun i kraft af dialyse. Hver gang han tager behandlingen, kan man se, at han tænker, om det er umagen værd.

   Året er 2049. Der er sket et eller andet, som har dræbt de fleste mennesker og gjort Jorden ubeboelig. De evakuerede ved ikke, hvad de tager hjem til. Planeten har længe rakt ud og sonderet. Fra Arktis følger man aktive NASA-missioner. Augustine holder øje med ekspeditionen, som skal vende tilbage fra K-23, en af Jupiters måner, som kan være menneskemoden.

MANDEN går alene omkring på stationen i dage og uger. Sommetider drikker han, somme tider arbejder han. Han prøver at komme i kontakt med Æther, som rumskibet hedder. En dag står der pludselig en ekstra tallerken, da han vil sætte sin egen på bordet i den affolkede kantine.

   Basen er et labyrintisk sted. Er det ham, som er ved at blive gal eller glemsom? Nej, det er en pige, som intet vil sige. Hun tegner en blomst, og han kan se, det er en iris. »Er det dét, du hedder?« spørger han. Iris nikker. De begynder at sidde sammen. Efterhånden er der smil og tavs fortrolighed.

I FORTÆLLINGENS andet spor prøver besætningen på Æther at få kontakt. Humøret er godt. De har været længe væk og glæder sig til at komme hjem. Sullivan (Felicity Jones) venter barn med Adewole (David Oyelowo). Der er også en ældre pilot, en læge og en yngre, kvindelig astronaut. Det er sandt, at man sikkert kan leve på K-23. Men meget skal afvikles og forberedes.

   For Augustine bliver det klart, at han og pigen må forlade trygheden på stationen og prøve at nå til den nordlige base, hvor en større antenne vil gøre det muligt at sende, så Æther kan høre. Han vil sige, at de skal vende fartøjet og tage tilbage til Jupiters måne. Ellers slutter historien om mennesket hér.

ALLE fremtidsfilm handler om samtiden. Al science fiction tager udgangspunkt i vilkår og forhold, vi har lige nu. Formen er en fremskrivning af muligheder, længsler og drømme. The Midnight Sky er ingen undtagelse. Den har sit udspring i en debutroman, Good Morning, Midnight, af Lily Brooks-Dalton. Hun kender i hvert fald sin genre. Og henviser til de rigtige ting.

   Her er tørke, krig og sygdom før den sidste eksodus. Det er ikke nyt, at man forlader Jorden på en mission, der aldrig vil vende tilbage. Men det sker med en ny realisme og alvor. Sikkert fordi tanken ikke mere er ren science fiction.

FILMENS tone er tung og elegisk. Alligevel lykkes det Clooney at skabe lette øjeblikke, som trodser entropien. Augustine og Iris knipser ærter efter hinanden. Da besætningen på Æther må reparere skroget, leverer filmen den klassiske rumvandringstrope: man synger en gammel sjæler i kor. Her er det Neil Diamonds »Sweet Caroline«, som Maya (Tiffany Boone) er for ung til at kende.

   Det er før alle ulykkerne, som rammer med særlig brat voldsomhed, fordi vi har lært karaktererne at kende. Der er svære beslutninger, som skal træffes, og skjulte forbindelser, jeg har undladt at nævne. Det går gradvis op for tilskueren, hvordan relationerne hænger sammen. Fra stadige flashbacks ved publikum, hvorfor K-23 er vigtig for Augustine.

DET lykkes at forene imponerende meget fast stof fra sci-fi og rumfart. Man er strandet som i Gravity, og pigen i kantinen har samme genfærdskvalitet som hustruens dublet i Solaris. Ude på isen, inde i stormen, er pigen og manden som drengen og hans far, der hutler sig frem i The Road. Intet er gyldent og klart som i Star Wars. The Midnight Sky er en realistisk fiktion.

   Den slutter på et bevægende sted, fuldkommen åbent og ærligt. Det er synd, at det ikke er muligt at opleve filmen i biografen. Nordlyset kræver en mørk, stille baggrund. Man taber let tråden hjemme i stuen.

The Midnight Sky var Oscar-nomineret i kategorien Best Visual Effects (Matthew Kasmir, Chris Lawrence, Max Solomon, David Watkins). Prisen gik til Christopher Nolans Tenet.

The Midnight Sky. Instr.: George Clooney. Manus: Mark L. Smith. Foto: Martin Ruhe. 118 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.12.2020 (streaming).

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021

Amma Asante: A United Kingdom [Black Lives Matter 14]

ET UBELEJLIGT ÆGTESKAB

En sand historie om race, køn og imperialisme 

Af BO GREEN JENSEN

DET lyder som et eventyr: kontorpigen gifter sig med en prins. Det var også, hvad det blev til i pressen. I England var historien en lang føljeton med mange facetter.

   I juni 1947 gik Ruth Wilson, kontorassistent i Lloyds of London, med sin søster til bal i London Missionary Society. Her mødte hun Seretse Khama, som havde læst jura i Oxford. I 1948 blev de gift mod alles vilje. Ægteskabet fik vidtrækkende konsekvenser. Processen er grundigt beskrevet i Amma Asantes film med den ironiske originaltitel A United Kingdom.

   Det var ikke så meget, at Seretse Khama var sort. Eller det var det måske for Ruths familie, der i filmen er fremstillet som småborgere, der værner om klassesystemet. Problemet var, at Seretse var arving til tronen i Bechuanaland, det nuværende Botswana, som før 1966 havde status som britisk protektorat.

   Seretse og Ruth blev gift samme år, som Sydafrika implementerede apartheidsystemet. I Asantes film mødes de samme aften, som Indiens uafhængighed bliver erklæret. I Den Kolde Krig er Sydafrika en vigtig brik. Internt i Commonwealth er man optaget af at holde sammen på det lyserøde landkort, der efterhånden ligner et kludetæppe.

   Diplomatiet slog hårdt ned på ægteskabet. Seretse blev sendt i eksil for fem år. Winston Churchill lovede at ophæve eksilet, hvis en konservativ regering kom til, men gjorde i stedet Khamas landflygtighed permanent. En fortrolig rapport blev kreativt fortolket. Og lækket. Det var en Tamilsag for sin tid.

FILMENS hovne embedsmænd har alle de forventede reaktioner. De behandler parret med overbærende foragt og irritation. I Bechuanaland er modstanden lige så stærk. Ingen vil anerkende opkomlingen med den forkerte hudfarve.

   De politiske intriger er grundigt og overbevisende skildret. Det samme gælder hverdagsracismen i London og mistroen i Seretses bagland. Til gengæld må publikum tage lidenskaben for pålydende. Der er en mærkelig stivhed i samtlige scener mellem Rosamund Pike og David Oyelowo.

   Briterne taber grebet om sagen, da de underkender Bawamgmate-folkets traditionelle forsamling. Det gør samtidig indtryk, at Ruth føder parrets datter og nægter at tilkalde særhjælp. Mødrene gør plads til Ruth i deres cirkel.

   Eventyret har altså en lykkelig slutning. Ved det første frie valg i Botswana blev Seretse Khama valgt som landets præsident. Han og Ruth fik fire børn sammen og var ved magten til Seretses død i 1980. Ruth Khama døde i 2002. Nelson Mandela lovpriste parret.

DETTE ved jeg fra »hvad der videre skete«-slutteksterne, som afrunder den autentisk baserede film. De er lige så obligatorisk ledsaget af fotos, som viser, hvordan nøglepersonerne faktisk så ud. Der er banal, »inspirerende« stemningsmusik. Det er på alle måder en konventionel dramadokumentar.

   Alligevel er der justeret i mixet. Instruktricen, som har ghanesiske forældre, har specialiseret sig i at se kolonitiden fra de andres vinkel – meget som bl.a. Mira Nair og Gurinder Chaha har fortalt de indiske og pakistanske historier.

   Især var Belle, Asantes forrige film fra 2013, et stort tilløbsstykke i England. Kærlighed kender ikke grænser er mindre skarp, men den overholder sin dagsorden. Der bliver først talt om race, så om politik og historie. Kvindesagen og den romantiske kerne er snarere eftertanker, som kun bliver markeret.

   A United Kingdom er eftertrykkelig mainstream med noget på hjerte. Der bliver mange af den slags film i de kommende år. De fokuserer benhårdt på sagen og bruger genreapparatet som påskud og pynt.

   Det er bestemt seværdigt, og man bliver klogere på fortiden. Desværre bliver man også svigtet på følelsessiden. Det skete ikke i Gone with the Wind. Den film holdt til gengæld med de forkerte.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016);

Kærlighed kender ingen grænser (A United Kingdom). Instr.: Amma Asante. Manus: Guy Hibbert. Foto: Sam McCurdy. 104 min. UK-Frankrig-Tjekkiet-USA 2016. Dansk premiere: 09.03.2017.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Fox Searchlight Pictures/ UIP

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTuynes, Rakuten TV og SF Anytime 

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.03.2017

Selma (2014): En film om Martin Luther King [Black Lives Matter 5]

MANDEN MED HJERTET

Martin Luther King 1929-1968

Af BO GREEN JENSEN

BYEN Selma i delstaten Alabama var i marts 1965 skueplads for en af de hårdeste konfrontationer mellem en brutal, racistisk ordensmagt og den ikke-voldsdyrkende del af borgerrettighedsbevægelsen, som blev anført af dr. Martin Luther King. Aktivisterne insisterede på deres ret til at gå fra Selma til Montgomery. Hver gang de trådte ud på Edmund Pettus Bridge blev de overfaldet. Alligevel kom de igen.

   Der blev allerede marcheret, da dr.King kom til byen. Noget af det bedste ved Ava DuVernays film om Selma er, at den giver sig tid til at skildre uenigheden og usikkerheden på de indre linier i Borgerrettighedsbevægelsen. F.eks. følte John Lewis fra SNCC [Student Nonviolent Coordinating Committee], at King kom og stjal hans projekt. Malcolm X blødte op for sin hårde linie og opfordrede Coretta King til at bede sin mand samarbejde.

I Det Hvide Hus sad Lyndon B. Johnson begravet i den eskalerende Vietnamkrig. Han og King kommunikerede om, hvornår en valglov kunne implementeres. Johnson gjorde, hvad han kunne for at overtale George Wallace, guvernøren i Alabama, til at give efter. J. Edgar Hoover fra FBI, som overvågede King, tilbød flere gange at tage den karismatiske mand ud af spillet. Johnson gjorde omsider den rigtige ting – i hvert fald som filmen fremstiller det – fordi han fik nok af Wallaces arrogance.

   

MANGE film har skildret de voldsomme begivenheder i 1960ernes USA. King optræder gerne i periferien, og især er hans død en kronologisk markør. Selma er dog den første fiktionsfilm, som går tæt på King. Det er heldigvis ikke en hagiografi på linie med Gandhi og Mandela: Long Walk to Freedom. DuVernays film efterlader King i sejrsstunden, da en Voting Rights Act er vedtaget.

   Der er megen patos, men tonen er værdig. King tager stikket hjem, da han beder repræsentanter for andre trossamfund komme til Selma. Den ortodokse kirkes overhoved kommer. Boston-præsten James Reeb bliver sparket ihjel. Det piner King, når mennesker dør for hans sag. Han er samtidig ikke blind for offerværdien. Optøjerne bliver transmitteret i tv. Politistyrken ligner nazistiske stormtropper.

  

David Oyelowo overbeviser som King. Tom Wilkinson gør en god figur som Johnson, men det er svært at glemme, at både han og Tim Roth, som spiller guvernør Wallace, er britiske mænd. Dylan Baker er den skrydende Hoover, Carmen Ejogo en lysende Coretta King.

   Til slut kan man høre den store mand tale. Det er ganske bizart, at DuVernay ikke har haft mulighed for at citere King direkte, fordi der er ophavsret på hans tekster. Filmen finder dog styrke i svagheden. Den sidste tale løfter sig, og man slipper for en fremstilling, som lader King sige »I Have a Dream« hele tiden.

   

SELMA er den bedste film om en sort politiker siden Spike Lees Malcolm X (1992). Den får premiere 50 år efter Selma, men teenageren Michael Brown blev skudt af hvide politifolk i Ferguson, Missouri, mens DuVernay redigerede sin film i august 2014. King blev skudt i Memphis den 4. april 1968. Manden med hjertet og de store talegaver var kun 39 år.

Selma. Instr.: Ava DuVernay. Manus: Paul Webb. Foto: Bradford Young. 128 min. USA-UK-Frankrig 2014. Dansk premiere: 26.03.2015

Fotos: Paramount Pictures/ Pathé Productions Limited/ Harpo Films/ Plan B Entertainment/ Cloud Eight Films/ Ingenious Media/ Celador Films/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Wikimedia 

Filmen streames p.t. ikke i DK - i UK bl.a. på Amazon Store, Apple TV, YouTube Film; i USA på NETFLIX og Paramount+

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 13.07.2021

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.03.2015