Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013)

VILJEN TIL DET FREMRAGENDE

Cormac McCarthys grænseværdier

Af BO GREEN JENSEN

KAN man købe sig til kvalitet? Kan hovedværker designes? Det kan de vel i princippet, hvis mange gode kræfter vil det samme, men filmhistorien er fuld af eksempler på det modsatte: overlæssede prestigeproduktioner, hvor stamtavlen snarere blev en forhindring: Cleopatra, Waterloo, Åndernes Hus.

   Ridley Scotts The Counselor har en bismag af bestilt udsøgthed, men det skorter ikke på viljen til det fremragende. Der er investeret stort, talent- såvel som budgetmæssigt, i den deterministiske thriller, som bygger på et originalmanuskript af Cormac McCarthy (1933-2023).

   Myldrebilledet følger en håndfuld farverige skæbner i det samme grænseland mellem USA og Mexico, hvor McCarthy har været i beundrede romaner som No Country for Old Men (2005) og den anderledes lyriske Border Trilogy (1992-1998).

I CENTRUM er Advokaten (Michael Fassbender), som på krukket vis aldrig får et fornavn, men bliver kaldt »Counselor« af de øvrige karakterer, som flitrer forbi under mikroskopet.

   Advokaten er en pæn mand med anstændige værdier. Han har i hvert fald været det. Nu er han forelsket i den renfærdige Laura (Penélope Cruz), som han tidligt i filmen forærer en ring med en diamant på 3,9 karat. De har i øvrigt god sex af den ærlige slags, som på film er karakteriseret ved megen sund latter.

   Advokaten har tillagt sig kostbare vaner. Han vil derfor indgå en lukrativ narkohandel, bare for en enkelt gangs skyld. Hertil benytter han sig af kontakter som mellemmanden Westray (Brad Pitt), en filosofisk elegantier, og den flamboyante Reiner (Javier Bardem), der selv lever vildt over evne i huset, han deler med den løvindeagtige Malkina (Cameron Diaz). Hun holder leoparder som jagtdyr og inkarnerer ubønhørligheden i de magtfulde mexicanske karteller.

ADVOKATEN er en stråmand, der skal demonstrere McCarthys nihilistiske værdier. I første akt bliver fælden sat. Han køber diamanten hos en livsklog juveler i Amsterdam (Bruno Ganz), og han forbereder forretningen med Westray og Reiner, som begge beskriver den høje risikofaktor. Han er i dén grad advaret – og publikum er forberedt på de henrettelsesmetoder, som bliver anvendt længere henne i filmen.

   På ironisk vis er det ikke grådighed, men resterne af en integritet, som fælder amatøren. I sit juridiske virke er Advokaten beskikket forsvarer for Ruth (Rosie Perez), en kriminel mellemleder. Hun er mor til motorcyklisten, som i flere indklip fræser over grænsen med 330 km i timen. Heraf hans øgenavn »The Green Hornet«.

DEN grønne hveps er narkokurér, men det er farten, som har sendt ham i fængsel og gjort Mor bekymret. Her klapper fælden. Advokaten får Hvepsen løsladt, mens Malkinas soldater arrangerer hans død. Det skaber en forbindelse mellem amatøren og det selvregulerende kartelsystem. Det er, som når en krig begynder. Alliancer aktiveres. Man må dø eller dræbe, og maskineriet kan ikke standses. Først når røgen lægger sig, kan man se, hvem der er den sidste mand – eller kvinde – på banen.

FILMEN er fuld af preciøse detaljer og sætstykker, der isoleret set er fine, skønt de ligner litterære ornamenter. At filmen knirker og virker tung, skyldes snarere, at man forventer flere lag og dobbelte bunde. Det plejer der at være i surrealistisk voldsomme grænselandshistorier, hvor plottet bliver vredet og drejet på fantasifuld og overraskende vis. Scott og McCarthy forsøger sig med en art grum realisme. Det er det samme etisk afsvedne landskab, som McCarthy har skildret i sine bøger.

   Der er megen tung eksponering af baggrund. Som juveleren fører Bruno Ganz en lang monolog om taksering og håndtering af diamanter. Javier Bardem forklarer i detaljer, hvordan en bolito fungerer. Det er en mekanisk garotteringsanordning, som ikke kan fjernes, når den er lagt om ofrets hals og aktiveret. Kartellerne bruger den for effekten: tilskuerne bliver oversprøjtet med blod, når pulsåren gennemskæres. Det er klart, at fænomenet skal demonstreres på et senere tidspunkt.

DER er ingen Gud i grænselandet, og moralske kræfter er irrelevante. Det forklarer McCarthy udmærket. Til gengæld er kærligheden en modgift, både i den enkle version, som Advokaten og Laura realiserer, og i det farverige forhold mellem Reiner og Malkina. Ridley Scott er bare ikke stor i den romantiske form.

   Der er ofte en tør lune i dialogen. Michael Fassbender siger til Bruno Ganz, at han vil give sin udkårne en diamant, som hverken er for stor eller for lille. Den skal vise, at han sætter på hendes skønhed og skrøbelighed, men det må ikke være en prangende sten, som hun »er bange for at gå med«. »Åh,« smiler Ganz. »De skal se, hun er nok mere modig, end De tror.«

CORMAC McCarthy er på hjemmebane i grænselandet, men man savner den tragiske dimension, som neutraliserede blodbadet i No Country for Old Men. Brødrene Coen forstod stoffet bedre, og Advokat-skikkelsen er en ringe erstatning for Tommy Lee Jones’ afmægtige marshall. The Counselor er lavet af ikke helt unge mænd, og det mærkes. McCarthy er 80, Scott fire år yngre. Yngst er mesterfotografen Dariusz Wolski, 56, som også i denne film skaber blændende billeder.

Se også Bogen og filmen | Cormac McCarthy: The Road (2009) [Sci-Fi 100].

Se også Blade Runner- The Final Cut (1982/2007); Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Philip K. Dick 1928-1982; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Ridley Scott: The Last Duel (2021).

The Counselor. Instr.: Ridley Scott. Manus: Cormac McCarthy. Foto: Dariusz Wolski. 111 min. USA 2013. Dansk premiere: 14.11.2013.

Fotos: Fox 2000 Pictures/ 20th Century Studios/ SF Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (Unrated Extended Cut) 03.04.2014 

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.11.2013

James Bond #23: Skyfall (2012)

I SKYGGERNE

Agent 007 havde også en barndom
 
Af BO GREEN JENSEN 

DANIEL Craig er tilbage som Ian Flemings James Bond i den 23. officielle film om agent 007, manden der har værnet om vor sikkerhed, siden Cuba-krisen i 1962 og gennem hele Den Kolde Krig. Det sker i Skyfall, en film med et produktionsbudget på 200 mio. dollars og global udrulning netop i dag. Pressen bliver bedt om at være diskret. Man lover på sin ære, at man ikke vil røbe detaljer i plottet og afsløre overraskelser. Af dem er der flere. I en film, som for øvrigt er meget seværdig.
   Skyfall er egentlig to film i én. Den første er ret kedelig, men rig på strømlinet, udvendig action. Den anden og mest interessante handler om psykologien i Bond. Det begynder med en motorcykeljagt over tagene i den gamle basar i Istanbul og ender ved heltens fødested i det skotske højland. Tilsyneladende dør James Bond. Men lad nu detaljerne være. De har aldrig været hovedsagen i det fortrolige parallellunivers.
   Der er også denne gang investeret i mandskab af første kaliber. Instruktøren er Sam Mendes, som modtog en Oscar for American Beauty (1999) og siden har signeret bl.a. Revolutionary Road (2008), en fremragende filmatisering af Richard Yates’ roman om konformitet og livssmerte i 1960ernes USA. Cheffotografen er Roger Deakins, som har skabt store amerikanske billeder i en menneskealder. Så har serien købt sig til kvalitet, eller kommer den nye alvor fra hjertet?
   Det er i hvert fald nyttigt at sammenligne 2012-versionen med tidligere perioder. Bortset fra det indlysende kommercielle aspekt, er seriens kulturbærende funktion dens eksistensberettigelse og fundamentet for vor kollektive interesse. Man kan se, hvordan tiden læser sig selv, hvis man følger Bond over fem årtier. Især er det tankevækkende at studere kontrasten til årtusindskifteversionen med Pierce Brosnan.

I januar 2003 gik man hjem fra Die Another Day med en følelse af, at det hele var blevet ret ligegyldigt. Også dén film var forsøgt realiseret med stil. Instruktøren Lee Tamahori havde gjort sig bemærket med maorifilmen Once Were Warriors. Husforfatterne Purvis’ og Wades manuskript var et gennemtænkt scenerie med laserkanoner, diamanter på Island og politisk uro ved grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Halle Berry var indforskrevet som bond babe, og Madonna havde skrevet sangen til den obligatorisk stilfulde titelsekvens. Alligevel var resultatet en glinsende blank plasticting, som man så uden nogen form for begejstring.
   I et kort perspektiv ligner genstarten derfor en mirakelkur. Der er, som det hele tiden bliver sagt, kommet en ny realisme i serien, siden man gik tilbage til bøgerne i Casino Royale (2006) og Quantum of Solace (2008) og lod Craig spille Bond uden camp. Sean Connery skabte figuren med et glimt i øjet og en narcissistisk selvironi, der gjorde filmene til noget særligt. Imidlertid var det en tone, som serien var forpligtet på, indtil 1980er-filmene med Timothy Dalton forsøgte at gøre noget i stil med de seneste tre: at genfinde alvoren fra Ian Flemings univers.

FORVANDLINGEN giver mening, og den genfødte Bond er en af de bedste. Når det er sagt, kan man alligevel gribe sig selv i at savne Connerys figur. Eller måske er det tiden og mentaliteten. Uanset, hvad der skete i Dr. No, Goldfinger og Thunderball, kunne man ikke være i tvivl om, at Bond også havde det sjovt med det hele, skønt verdens skæbne lå i hans hænder. Han betragtede alt med en uimponeret munterhed og tog grundigt for sig af retterne.
   Craigs Bond er anderledes intens. Han er ikke altid ovenpå, men må ofte tage tælling og anstrenge sig for at følge med fjenden og tiden. Det gør ham mere menneskelig, og netop humaniteten er noget af det bedste ved de nye film. Bond inkarnerer nu også skrøbeligheden og sårbarheden, som verden har indset efter finanskrise, økonomisk nedsmeltning, økologisk udsathed osv.
   Spørgsmålet er, om emnet kan tåle at blive så tragisk belyst. Sam Mendes’ Skyfall kan næppe kaldes strengt realistisk, men den skaber sin egen virkelighed og prøver at dreje serien og figuren i retning ad mørket, som kendetegner de bedste nye superheltefilm, i særdeles Christopher Nolans Dark Knight-trilogi. Der er en fejlbarlig helt, som det ikke er svært at identificere sig med. Især er der en uoverskuelig verden, hvor fjenden ikke bor bag et jerntæppe, men lever i skyggerne overalt.

HOVEDMODSTANDEREN er denne gang Raoul Silva, som viser sig at være en tidligere MI6-agent, der blev ofret i marken og led alle helvedes kvaler. Han har genrejst sig som en blond superskurk, der egentlig blot vil forløse sit ødipale forhold til chefen M (Judi Dench), mens han finansierer sin plan gennem terroroperationer. Silva arbejder ikke for SMERSH eller SPECTRE. Han spilles med store fagter og subtile manierismer af Javier Bardem. Figuren har slående ligheder med Batman-seriens ærkefjende, The Joker.

    I samme ånd bliver filmen, da den har afviklet første times fysiske action, en rejse tilbage til Bonds oprindelse. Psykologien er hovedsagen i Skyfall, hvor 007 for at redde sin chef og nationen må gribe til analoge våben og flytte målet til sit barndomshjem, huset Skyfall i Skotland, hvor den sidste time udspiller sig.

ROGER Deakins har skabt en decideret smuk billedside. Der er tårer i karakterernes øjne og en atmosfære af ophør og afsked, mens historien klarlægger Bonds baggrund. Nolan skabte Batman Begins. Mendes har lavet en Bond Begins. Ved en høring i Parlamentet bruger filmen lang tid på at lade M citere et digt af Alfred Tennyson om, hvordan vi er ældre nu og mere skrøbelige, men ikke mindre tapre for det. M skriver Bonds nekrolog og kalder ham indbegrebet af engelsk standhaftighed, en vending som de begge synes om.*
   Formatet er vokset til operalængde, og alle de bedste scener har at gøre med tidligere steder i serien. Flere træk i historien minder om You Only Live Twice. Det bliver nødvendigt at køre Bonds Aston Martin, den klassiske med katapultsædet, ud af garagen. To timer inde i filmen bliver der lejlighed til afspille Monte Normans originale Bond-tema i noget, der lyder som urversionen.
   Langsomt falder universet på plads. De digitale forsvarsværker svigter, og alle anakronismerne viser sig at være, hvad tiden kan bruge. Der kommer en M, som vi kender, og Miss Moneypenny (Naomie Harris) sætter sig i forkontoret. Den gamle verden står igen, og Bond er bragt tilbage til udgangspunktet, nu i en mere hærdet version. Det er gjort med hjerte, omhu og høj kvalitetssans. Derfor kan man alligevel savne den humor og distance, som serien havde for 50 år siden.

*) »We are not now that strength which in old days/ Moved earth and heaven; that which we are, we are;/ One equal temper of heroic hearts,/ Made weak by time and fate, but strong in will/ To strive, to seek, to find, and not to yield.« M citerer Tennysons »Ulysses« (1842), påbegyndt i 1833 som en gravskrift over vennen Arthur Hallam. Elegien er ofte citeret. Den sidste linie er skåret i korset, som står på Observation Hill i Antarktis, hvor Robert Falcon Scott og fire kolleger døde på vej tilbage fra Sydpolen i 1912. Nordmanden Roald Amundsen vandt kapløbet om at nå først til den magnetiske sydpol, men det er Scotts tragiske Terra Nova-ekspedition, som bliver husket og stadig er virkelig og vedkommende for os i kraft af breve, dagbøger og den avis, South Polar Times, som de nødstedte mænd holdt modet oppe ved at skrive og illustrere. South Polar Times udkom i 12 numre. Folio Society har udgivet en samlet faksimile-udgave, som reproducerer dem trofast.     

Se også James Bond #21: Casino Royale (2006); James Bond #22: Quantum of Solace (2008); James Bond #24: Spectre (2015); James Bond #25: No Time to Die (2021) + Fornyet licens: Ian Fleming 1908-1964.

Skyfall. Instr.: Sam Mendes. Neal Purvis, Robert Wade og John Logan. Foto: Roger Deakins. 143 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 26.10.2012

Fotos: EON Productions/ Danjaq LLC/ Ian Fleming Publications/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmens streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 23.03.2020

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 26.10.2012