Christopher Nolan: Inception (2010)

EN DRØM I EN DRØM

Christopher Nolans betagende mind games

Af BO GREEN JENSEN

KONSTRUEREDE verdener i flere lag; drømme som griber ind i hinanden; kronologiske spor, der skal mødes, hvis karaktererne vil tilbage. Christopher Nolans Inception rammer jorden i høj fart og fortsætter i den hurtige bane. Fra første færd er erkendelsen sat i anførselstegn. Allerede Edgar Allan Poe spurgte, om livet blot er en drøm i en drøm, »a dream within a dream«. Det er selve præmissen hos Nolan. Hele Inception udspiller sig i et skrøbeligt system af sammenstyrtende virkeligheder.

   Inception var noget så relativt sjældent som en Hollywood-produceret auteurfilm til 200 mio. dollars. Der var kun gået 12 år, siden Nolan hjemme i London realiserede hjertebarnet Following (1998) for 100.000 britiske pund. I begge komplekse scenarier optræder drømmetyven Dom Cobb. I Following blev han spillet af Alex Haw og var en uudgrundelig sidefigur. I Inception, hvor man bogstaveligt rammer bunden af sindet, bliver skikkelsen fremstillet af Leonardo DiCaprio.

AT Nolan på kort tid var nået så langt, skyldtes for det første kultfilmen Memento (2000), som han baserede på en novelle af sin lillebror, Jonathan Nolan. Også i genrelandskabet er der langt mellem originale ideer. Måske var det ikke første gang, at der blev fortalt om en mand med beskadiget korttidshukommelse, som må tage fotos af enhver, han møder, fordi han ikke ved, om de er venner eller fjender. Men i Memento blev det gjort med absolut indlevelse. Filmens visuelle æstetik blev stilskabende, og Memento er stadig et must for kommende filmskabere.

   For det andet så Nolan rigtigt, da han i 2002 sagde ja til at instruere den amerikanske genindspilning af Erik Skjoldbjærgs Insomnia (1997). Den norske noir-krimi om en søvnløs politimand, der må arbejde nord for polarcirklen, hvor dagslyset ikke forsvinder, når det er sommer, blev en lille skandinavisk succes med Stellan Skarsgaard som kommissæren. I Nolans version blev figuren spillet af Al Pacino, mens Robin Williams både brugte og brød med sin type som morderen.

I Nolans sted ville mange have valgt at gå videre med egne ideer. Han var allerede da ved at bygge den verden, hvor Inception udspiller sig. Imidlertid kunne han som dedikeret seriefan ikke modstå fristelsen, da Warner-studiet spurgte, om han ville genstarte Batman-legenden i en voksen, mørk, realistisk version. Batman Begins (2005) og især The Dark Knight (2008) blev to af årtiets bedste amerikanske film. Nolan-brødrene skrev The Dark Knight sammen og var i gang med The Dark Knight Rises (2012), da Inception fik premiere. 

   Inception skrev Nolan alene. Det ontologiske spor i produktionen – altså de film, der undersøger ideer om flydende tid, vendt entropi og tilværelsen som et palindrom, der læses ens, uanset hvor man begynder og slutter – synes at være hans personlige besættelse. Også hyperthrilleren Tenet (2020) har Nolan skrevet alene. Og vist er Dunkirk (2017) forankret i faktisk historie, men krigsfilmen bruger den samme kronologiske struktur. Der er tre lag af tid, men de er ikke stakket op lineært. Snarere er de bøjet til koncentriske cirkler, der kværner om et enkelt punkt, som er nuet eller midten af palindromet, om man vil.
   Mellem Batman-filmene skabte Nolan den raffinerede thriller The Prestige (2006) med Hugh Jackman og Christian Bale som rivaliserende tryllekunstnere, Scarlett Johansson som kvinden i midten, Michael Caine som den gamle fortæller og David Bowie som den excentriske (og autentiske) fysiker Nikola Tesla. Fordi de store film blev succeser, fik Nolan frie hænder til at være så svær, det skulle være, i den mindre erkendelsesfabel. Samme gynger-og-karussellen-princip gør sig gældende i Inception. Blot har Nolan her fået hele legetøjsbutikken og alle pengene til sin rådighed.

DER er ingen grund til at røbe for meget, men det handler især om, hvordan ideer tager form, hvordan underbevidstheden arbejder og hvordan den fysiske verden ser ud. Mellem sci-fi, psykologisk thriller og futuristisk neo-noir fortæller Inception om Cobb (DiCaprio) og Arthur (Joseph Gordon-Levitt), der opererer som en blanding af klatretyve og industrispioner i udvalgte individers bevidsthed.

   På Mission Impossible-vis er et hold specialister tilknyttet.* Ariadne (Ellen Page) bliver arkitekten, der skal designe de verdener, hvor drømmerne mødes. Her er Escher-agtige huse og Piranesi-inspirerede trapper. På vegne af finansmanden Seito (Ken Watanabe) skal Cobb anbringe en særlig idé i stormogulen Robert Fischers (Cillian Murphys) bevidsthed, så han må tro, at han selv er kommet på tanken.

   Scenen er drømmerens drømme, men i hver af dem optræder kvinden Mal (Marion Cotillard) på afgørende, ofte illusionsbrydende steder. Under drømmen viser Cobb Ariadne den by, som han og hustruen skabte sammen og delte gennem et menneskeliv. Da han ville vågne og rejse tilbage, havde hun låst sit totem inde og glemt, hvad virkeligheden var. En idé havde taget form i hendes sind. Hele verdener må gå til grunde, hvis det skal lykkes Cobb at nå sine børn. De leger i sandet på bunden af drømmen, men han når aldrig at se deres ansigter, før de vender sig væk.

IMENS knyttes tidslag og foreløbige verdener sammen i de delte drømme. Hans Zimmers score pumper sædvanen tro, og det lykkes i suveræn grad Nolan at gøre filmens fysiske spænding konkret. Særlig helstøbt er finalen, hvor tre niveauer af drøm skal konvergere. Holdet bruger »The Kick«, dvs. det ryk som man føler, også i drømme, når noget bliver farligt, til at vågne. Her er »Skubbet« virkeligt hver gang.

   Det kunstfærdige trick ville næppe fungere, hvis man ikke fik lejlighed til at engagere sig i Cobbs karakter og føle for hans smerte. Inception er dog ikke for et publikum, som sværger til romantik eller action, der bare skal suge i maven. Men kunne man lide f.eks. Memento, Terry Gilliams The Fisher King (1991) og 12 Monkeys (1995), David Finchers The Game (1997), søskendeparret Wachowskis trilogi om The Matrix (1999-2003) og Martin Scorseses Shutter Island (2010), vil det hele give mening.** Man vil føle sig hjemme og næsten forløst.

   Det handler dybest set ikke om plot, men om en særlig måde at se på og følelsen af at leve i drømme. Filmen rejser i mørke for lysets skyld og lader bestemmende ting finde sted i det ubevidste. I dén forstand er Inception en klassisk eventyrfortælling. Den er bygget af fantasi og erindring.

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]; Christopher Nolan: Tenet (2020); Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024].

*) Christopher Nolan er selverklæret fan af spiongenren. I forbindelse med 2020-premieren på Tenet har han ikke lagt skjul på sin kærlighed til James Bond-filmene. Han hylder dem som et inspirationssted, men understreger samtidig, at han ikke genså 007-film, mens Tenet blev til, for hans egen vision skulle stå så rent som muligt. Måske har Nolan tænkt, at der ikke kunne ske så meget ved at slappe af med et let Matthew Vaughn-genrestykke. Eller læse en god britisk tegneserie af Mark Millar og Dave Gibbons. I hvert fald synes tøjstilen i den cerebrale palindromthriller mere inspireret af Kingsman:The Secret Service (2014) og Kingsman:The Golden Circle (2017) end af de skiftende moder i 007-universet.  

**) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødre, da Matrix-trilogien blev produceret. Larry Wachowski skiftede køn i 2008, Lilly Wachowski i 2016. De arbejdede sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas (2012), Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har færdiggjort tilføjelsen The Matrix Resurrections alene. Filmen var under optagelse, men blev sat på pause af COVID19-pandemien. Der var streaming-premiere i julen 2021 og regulær premiere i januar 2022, da biograferne genåbnede i det små. Christopher Nolan sagde nej til at gøre det samme med Tenet.   

Inception. Instr. og manus: Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 148 min. USA 2010. Dansk premiere: 29.07.2010

Foto: Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffimity/ MoviestillsDB/ [FilmGrab]
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, Netflix, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.12.2017
Ajourtført udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 30.07.2010

Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006)

ILLUSIONERNES AFTEN

Brødrene Nolan gør op med magien

Af BO GREEN JENSEN

DER er, forklarer fortælleren, tre akter i et godt tryllenummer. Først lægges rammerne fast med »The Pledge«, hvor illusionisten forpligter sig på en metode. Så følger »The Turn«, som forvirrer tilskueren ved at suspendere naturlovene. Kroppen saves over, fuglen forsvinder, den lænkede kvinde nedsænkes i vand. Endelig genoprettes balancen, og den for publikum så nødvendige katharsis følger, når trickets dybde er klar i »The Prestige«.

   På dansk bliver trickets tre faser til Præmis, Drejning og Højdepunkt. Egentlig er der tale om britisk varietéjargon fra forrige århundredeskifte. Fortællerstemmen tilhører Cutter (Michael Caine), en professionel ingenieur, som designer tryllekunster til sine kunder. Selv nærer han ingen illusioner, men sondrer til gengæld mellem håndværkere og troldmænd, egentlige wizards, der kan gøre, hvad flertallet blot foregiver.

   Den gamle mand taler i øvrigt til en pige, hvis identitet først til slut bliver klar. Han tryller en kanariefugl væk, idet han smiler udførligt. Da han tryller den frem igen, tror publikum uvilkårligt, at det er den samme fugl. Det er det ikke altid. Sommetider bliver arbejdet drab som rutine, og en dedikeret magiker må risikere at få snavsede hænder. Ét er dog sikkert: hvad publikum ser er aldrig, hvad publikum tror at det ser.

   I den sidste ende er alting et spørgsmål om struktur, iscenesættelse og timing. Fordi filmen selv er et illusionsnummer, følger Cutters fortælling nøje den magiske dramaturgi, han skitserer. Første billede viser en bjergside, som er dækket af sorte hatte, der tilsyneladende alle er ens. Det gælder om at holde ørene stive, mens Cutter taler stemmen varm. Men til slut giver nummeret mening. Der er for den sags skyld også en værdig Prestige.

FILMEN fortæller – ikke kort, men godt og grundigt – om den tragiske rivalisering mellem tryllekunstnerne Alfred Borden (Christian Bale) og Robert Angier (Hugh Jackman), som begge er magiske stjerner på den victorianske varietéhimmel. Cockneyen Borden er et naturtalent med sans for illusionens væsen, mens den aristokratiske Angier har evnen til at præsentere et trick. Sammen kunne de drive det vidt. I stedet bruger de et helt liv på at bekæmpe hinanden, mens de til stadighed prøver at matche og overgå konkurrenten.

   Som unge mænd er de endnu venner og assisterer ved en forestilling, hvor Angiers hustru Julia (Piper Perabo) lader sig binde på hænder og fødder og sænke ned i en tank med vand. Aften efter aften er de unge mænd tilfældige ringers, der hales op for at verificere. Så drukner Julia på en måde, som Borden må tage skylden for, skønt han ikke husker, hvilken slags knude han bandt. Siden sætter mændene en ære i at ydmyge og lemlæste hinanden. Borden mister således to fingre, da han skal foregive at fange en kugle. Angier har nemlig sørget for, at der ikke er tale om ren illusion.

BORDEN får en hustru (Rebecca Hall) og en datter. Angier får en smuk assistent (Scarlett Johansson), som han sporenstregs anbringer i Bordens lejr som spion. Borden driver sin hustru i graven ved skiftevis at være varm og kold. Dette er, hvis nogen skulle være i tvivl, et særdeles håndgribeligt spor. Ganske vist bliver der afledt og distraheret, men The Prestige respekterer kontrakten. Der er ingen falske markører i mysteriet.

   Begge mænd får hinandens noter at læse, blot for at føle sig taget ved næsen, når der pludselig skrives direkte til dem. I udgangspunktet har begge tabt. Før de indfoldede flashbacks sidder Borden på dødsgangen, og publikum har med egne øjne set Angier drukne i tanken. Denne ramme er dog blot »The Pledge«. Siden følger Drejningen over adskillige grader, før vejs ende når »The Prestige«. Alt udspiller sig i en stemningsfuld victoriansk kulisse, som filmen med god grund er glad for og stolt af.

GENREN er dark fantasy, men på ét punkt gnider filmen kind med virkeligheden. Med Bordens notesbog i hånden rejser Angier til Colorado Springs for at møde opfinderen Nikola Tesla (1856-1943), der spilles med excentrisk akkuratesse af en ulastelig David Bowie. Her indhenter filmen sit surrealistiske åbningsbillede af bjerget, som flyder med hatte. På bestilling konstruerer Tesla maskinen, som gør Angier i stand til at overtrumfe Bordens trick, »The Transported Man«, med illusionen »The New Transported Man«.

   Teslas optræden gør det muligt at datere historien. Den virkelige Tesla, manden som opfandt vekselstrømmen og andre teknologier, slog sig ned i Colorado Springs for at eksperimentere med en kolossal magnetisk indretning. Det skete i sommeren 1899. Han rejste igen i januar 1900.
   Filmen lader Tesla føre krig mod Thomas Edison, for hvem det var vigtigt at gøre jævnstrøm til normen. Den elektriske krig er autentisk. Her spejler opfindernes rivalisering den lange kamp – og gensidige afhængighed – mellem illusionisterne, der til overflod er hinandens komplementære modsætninger.

FORANKRINGEN er britisk, men finansieringen er amerikansk. Christopher Nolan havde i tre genrefilm (Memento, geninspilningen af den norske Insomnia og genstarten af Batman-universet i Batman Begins) demonstreret, at han kunne skabe, hvad Hollywood netop da satte pris på: en kommercielt bæredygtig art cinema. Som kollegerne David Fincher og Bryan Singer kunne Nolan tage troper fra fælleskulturen og hærde og slibe dem til raffineret, tidssvarende filmkunst, der gav genlyd uden for genresegmentet.
   Vidtfavnende generationsfæller som J.J. Abrams og Damon Lindelof var i gang med det samme, men havde ikke helt Nolans cineastiske tilgang og fokus. Han har med stor konsekvens holdt sig fri af tv-projekter og streaming. Nolan fik lov at bruge 40 mio. dollars på en risikabel periodefilm om to tryllekunstnere, fordi han samtidig sagde ja til at arbejde videre med Batman-trilogien, der løftede genren til nye højder. The Dark Knight fulgte i 2008. På samme måde kunne budgettet på Inception (2010) være Nolans pris for at instruere The Dark Knight Rises (2012).
   Zoomer man ud, fører alle veje til Tenet (2020) og Oppenheimer (2023), hvor Nolans personlige spor gennem værklisten er realiseret i kolossal skala.

THE PRESTIGE bygger på en roman af Christopher Priest.* Det er en af de film, som distributøren sender ud med en henstilling om, at pressen ikke røber den spektakulære præmis, som får alt til at vende i luften, før det falder på plads i den store finale. Generelt skal man lytte til Caines fortæller. Gør man det, er der egentlig kun én forklaring på mysteriet om de transporterede mænd.

   Mere interessant er nok, om filmen kan holde til stadige gensyn, når benovelsen over tricket er brugt. Det kan den i høj grad, mere for designet end for spillernes skyld, men først og fremmest, fordi der er nogle dybe, mørke lag i tematikken, som kommer bedre til deres ret, når man kan se den betydning, de til stadighed har for karaktererne.

   Den anden tryllefilm fra 2006, Neil Burgers The Illusionist, foregår i samme periode og bekender kulør som en blanding af kærlighedsdrama og romantisk mysterium. I The Prestige er der både flere og færre dobbelte bunde. Til syvende og sidst er filmen en fabel om, hvad det koster at have en besættelse.

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014); Christopher Nolan: Tenet (2020); Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024].

*) Christopher Priest, som døde i februar 2024, skrev The Prestige i 1995. Det var i årevis et mysterium, at forfatterskabet ikke blev oversat. Endelig udkom novelleudvalget Tidsparken, som Niels Dalgaard redigerede og oversatte i 2017, da Priest i samme anledning var gæst på Fantasticon-messen i København.
   Priest skrev i sporet fra fæller og forbilleder som John Wyndham, Anna Kavan, J.G. Ballard og Brian Aldiss. Ligesom sidstnævnte var han meget bevidst om sin gæld til H.G. Wells. Priest var næstformand for det internationale H.G. Wells Selskab. Selv blev han et eksempel for fantastikere som David Mitchell.

   Priest kunne skrive hård science fiction som The Inverted World (1974) og klassiske dystopier som Fugue for a Darkening Island (1972), men var især markant i Wells-inspirerede perioderomaner som The Space Machine (1976). I The Affirmation (1981) introducerede han et »øhav af drømme«, som deler topografi med The Islanders (2011) og novellerne i The Dream Archipelago (1999). Priest navigerede i krydsfeltet mellem sci-fi, fantasy, dystopisk og/eller alternativ samtid, gotisk pastiche og cyberpunk. Man plejer, lidt misvisende, at tale om genreoverskridende tekster. Amerikaneren Bruce Sterling har brugt betegnelsen slipstream om den genresammenføjende praksis. Også Priest købte ind i begrebet. Han gjorde sig mange og gode tanker på hjemmesiden Christopher Priest.

   Alligevel står The Prestige isoleret. Brødrene Nolan har ændret både strukturen, tricket og tonen. I romanen fortæller Borden og Angier hver deres historie. De samme begivenheder bliver skildret fra flere vinkler, og det er op til læseren at vælge side og konstruere en usikker sandhed. Bogen kan være en skuffelse, hvis man tror man skal til bunds i alle gåderne fra filmen. Og filmen må være en skuffelse, hvis man kommer for at se en visualisering af Priests metafysiske overvejelser. Det er trods alt en kongenial versionering. Taktiliteten og kompleksiteten er tilsvarende. Der er frem for alt den samme kærlighed til illusionistfaget og perioden.

 

The Prestige. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan & Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 131. USA-UK 2006. Dansk premiere: 05.01.2007.

Foto: Touchstone/ Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffinity/ MoviestillsDB/ FilmGrab [+], The Movie Titles Stills Collection/ Wikipedia ['Christopher Priest in 2019' by Éric Messel]

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 18.12.2017 

Revideret udgave af teksten fra Weekendavisen Kultur 06.01.2007

Hyde Park on Hudson: Franklin Delano Roosevelt 1882-1945

FRANKLINS FRIMÆRKER

Fiktive fremstillinger af FDR

Af BO GREEN JENSEN

FRANKLIN Delano Roosevelt (1882-1945), De Forenede Staters 32. præsident, var den vigtigste amerikanske statsleder mellem Abraham Lincoln og John F. Kennedy.

   Demokraten blev genvalgt to gange og sad i tre embedsperioder. Ved sin død blev han afløst af Harry S. Truman, som tog beslutningen om at anvende kernevåben, satte hårdt mod hårdt i Korea og trak fronterne op ved begyndelsen af Den Kolde Krig. Trumans politik har præget eftertiden i mindst lige så høj grad som Roosevelts – men det er FDR, man husker og har meninger om i fælleskulturen.*

   Roosevelt var aristokraten, som tilhørte en af nationens ældste familier, men blev Folkets mand og Fælleskabets varmeste fortaler. Han angreb Depressionen med øget økonomisk styring, offentlige anlægsarbejder og store hjælpepakker, der under ét blev kendt som The New Deal.

   Roosevelt var et politisk dyr og en stor populist. Han talte om ikke at frygte andet end frygten og brugte »Happy Days Are Here Again« som bannersang. Han var demagogen, som forstod at være ærlig, og han styrede USA gennem to faretruende perioder – 1930ernes krise og 1940ernes krig mod aksemagterne – som blev bestemmende for Det Amerikanske Århundrede.

PRIVAT blev han gift og fik seks børn med pionerfeministen Eleanor Roosevelt (1884-1962), den progressive førstedame, som var sin tids Hilary Clinton. Hun var væsentlig for hans embedsførelse og tolererede hans udenomsægteskabelige affærer.
   Disse hørte ikke op, da Roosevelt som 40-årig fik polio og blev lam fra livet og ned. Han lærte sig at gå en kort afstand ved hjælp af stokke og bøjler, brugte ikke sin kørestol uden for hjemmet og indgik en pagt med pressen, som aldrig viste ham i sårbare situationer. Nutidens mediefolk måber, fordi det kunne lade sig gøre dengang.

   Eleanor og Franklin boede hos hans mor, i familieejendommen Springwood ved Hudson River i Hyde Park, New York. Med tiden fik Eleanor sit eget hus, Val-Kill, som lå i nærheden. Hun havde flere forhold til kvindelige kærester. Præsidenten tegnede selv et tredje hus, Top Cottage, som var funktionelt og handicapvenligt. Under ét hed komplekset Hyde Park on Hudson.

   Netop hér venter man vigtigt besøg, da Roger Michells film tager sin begyndelse. Franklin (Bill Murray) og Eleanor (Olivia Williams) har inviteret George VI (Samuel West), den britiske konge, og hans hustru, Elizabeth (Olivia Colman), på en uformel weekend med skovtur og lokal underholdning. Det er juni 1939, sommeren før mørket, der åbner sig i september samme år.

    De britiske gæster er usikre og nervøse. Hvis man ikke husker historiebøgernes fremstilling, har man sikkert set familien i Tom Hoopers udmærkede The King’s Speech (2010), som Hyde Park on Hudson deler snit og form med. Man vil tale om træk i den store historie ved at fokusere på anekdotiske detaljer i den lille. Det lykkes bedre for Hooper end for Michell, skønt afsættet ellers er lovende nok.

KONGEN har netop afløst sin bror, Edward VIII, som abdicerede for at kunne gifte sig med den notorisk fraskilte Wallis Simpson. Parret kommer for at bede USA om hjælp og sikre sig stormagtens støtte i den kommende krig mod det nazistiske Tyskland. Roosevelt var aldrig isolationist, men to år før Pearl Harbor så han ikke USA som en aktiv part i en mulig konflikt. Snarere skulle Amerika fungere som »demokratiets arsenal« og forsyne de allierede med våben. På den måde imødekom han oppositionen. Det ville også give mening i forhold til nationaløkonomien.

   Den store mand er mere presset end sædvanligt. Hans stab har derfor kontaktet kusinen Margaret »Daisy« Suckley (Laura Linney), en fjern slægtning fra den mindre velstillede del af familien. De legede nu og da sammen som børn. Hun skal tale med FDR og gøre ham selskab på afstressende ture i den specialbyggede 1936 Ford Phaeton, som han kan betjene med sine hænder.

HISTORIEN er lagt i Daisys synsvinkel. Det er sammen med hende, at publikum præsenteres for Franklin og den excentriske husholdning. Han spørger, om hun vil se hans fornemme frimærkesamling, vel vidende at det er en klassisk scoreteknik. De kører gennem det favnende landskab i Hudson Valley og bliver snart fortrolige. Efter et par ture vinker han sikkerhedsvagterne væk. Han parkerer og lægger Daisys hånd i sit skød. Hun gør det fornødne, og så er de kærester af en slags.

   Men hvilken slags? Franklin er for det første trofast i alliancen med Eleanor. Ægtefællerne har indgået en pagt om at repræsentere firmaet USA. Og forholdet til Daisy er blot ét i rækken af vanemæssige sidespring. Missy (Elizabeth Marvel), Eleanors køligt effektive sekretær, behandler Daisy som forgyldt tyende, før hun forbarmer sig og sætter den naive kusine ind i situationen. FDR har små affærer med mange kvinder i Hudson Valley. Hun indgår selv på listen.

   

FILMEN påberåber sig en autenticitet, som vist nok er mere kontroversiel, end de fyndige skærmtekster giver det udseende af. Margaret Suckley var én af de fire kvinder ved Roosevelts dødsleje. Hun fungerede siden som arkivar på The Franklin D. Roosevelt Presidential Library and Museum. Filmens manuskript er baseret på breve og dagbøger, som blev fundet i en æske under sengen, da hun døde i 1999, 91 år gammel. Dog har flere af Roosevelts biografer sat spørgsmåltegn ved historien.

   Der er til gengæld ingen tvivl om, at det britiske kongepar kom til Hyde Park og blev bespist med hot dogs foran Top Cottage. Den orkestrerede mediebegivenhed blev foreviget af fotografer og filmet til nyhedsrevyer. Michell kopierer samvittighedsfuldt disse scener, som filmen naturligvis kører til slut.

   Ligesom denne tekst bruger Michells film megen tid på at forklare konteksten og sætte i scene. Ergo venter man sig noget særligt, da Hyde Park on Hudson begynder for alvor. Det særlige kommer dog aldrig. Tonen er som høfligt tv-teater, og det er forbavsende antiklimaktisk at se Bill Murray spille en dramatisk rolle, hvor han ikke skal bruge sine patenterede manierismer: pokeransigtet, den lakoniske humor og syrlige fremtoning. Man vil meget hellere se ham i Groundhog Day, Wes Andersons Rushmore eller Sofia Coppolas Lost in Translation.

MICHELLS film er en kuriøs konstruktion. Vist kører Daisy ture med Franklin, og der gemmer sig en spinkel historie om ømhed mellem mennesker i scenerne, hvor hun tilfredsstiller den frejdigt promiskuøse præsident. Men i den større historie er hun dårligt placeret som vidnet, der erfarer på publikums vegne. Under den officielle middag lader Franklin hende vente ved døren – netop som en blanding af fattig kusine, hired help og seksuelt faktotum.

   De bedste scener er dialogerne, som Bertie og Elizabeth fører i soveværelset, helt uden for referat. De britiske gæster fortolker værtens udfordrende strategi. På væggen hænger karikaturtegninger fra kolonitiden. Kongeparret gruer for skovturen næste dag, hvor underholdningen leveres af indfødte amerikanske kunstnere som Prinsesse Te Ata og Ish-ti-obi, »den indianske Caruso«. Hvad er meningen med at servere hot dogs? Er det en raffineret fornærmelse, eller forstår FDR bare ikke, hvor alvorlig situationen er, og hvor langt de royale gæster har strakt sig?

   Det gør FDR. Der er en fin scene, hvor den handicappede præsident taler mand-til-mand med den stammende konge, mens han kanter sig fra det ene bord til det andet, akavet og alligevel værdigt. Bagefter er kongen vundet for sagen, da han går op til sin hustru. Ved daggry står parret ved vinduet sammen. De måber og morer sig lidt over aktiviteten. De føler sig som innocents abroad. Den-og-den forlader soveværelset hos den-og-den. »Han har vist også noget i gang med sekretæren.«

ROOSEVELT har set rigtigt. Fotoet af kongen, som tager en stor bid af den jævne mands favoritsnack, går Amerika og verden rundt. USA forholder sig afventende, da krigen bryder ud, men livlinen er sikret, og hvis japanerne ikke selv havde fundet på at angribe Pearl Harbor, kunne FDR have fundet andre grunde til at træde aktivt ind i konflikten. Præsidenten var måske en sjuft i sit forhold til kvinder, men få har kritiseret hans politiske eftermæle. Det gør Hyde Park on Hudson bestemt heller ikke.

   Det forbliver uklart, hvad den så vil. Margarets rolle er for speciel til at sige noget alment om kvinders vilkår i 1930erne. På film bliver Roosevelt som regel reduceret til en elskelig karikatur med lorgnetter, blød hat, stort smil og en tændt cigaret i et cigaretrør, der koncentrerer karakteren, som cigaren og V-tegnet definerede Winston Churchill.
   Ralph Bellamy spillede FDR i tv-versionerne af Herman Wouks The Winds of War (1983) og War and Remembrance (1988-89). Edward Herrmann gjorde det eksemplarisk i Eleanor and Franklin (1975) og Eleanor and Franklin: The White House Years (1976). Jason Robards gjorde det elskeligt i FDR: The Last Year (1980). Den mest radikale fremstilling er Kenneth Branaghs i tv-filmen Warm Springs (2005).

BILL Murrays figur er varm og loyal, men den føjer intet til til standardversionen. Filmskaberen Roger Michell var muligvis mainstream i Notting Hill og Morning Glory, men stærk, litterær og erotisk i The Mother, hvor Daniel Craig havde et seksuelt forhold til en langt ældre kvinde, og filmatiseringen af Ian McEwans Enduring Love. Han er egentlig teaterinstruktør og har instrueret flere af Richard Nelsons tekster, bl.a. Some Americans Abroad og Two Shakesperian Actors. Hyde Park on Hudson ligner teater, der anstrenger sig for at blive til film.

   Man sidder tilbage med et hvad så? Jeg må dog sige, at indtrykket blev nuanceret, da jeg – på bluray-udgaven af Hyde Park on Hudson – havde lyttet til Michells oplæsning af »First Day on the Set«, en prosalyrisk reportage, som beskriver stemningen på optagelsernes første morgen. En hær af mennesker er mobiliseret for at fange de nænsomme stunder mellem Franklin og Daisy. Her taler Michell besnærende om sine håb for filmen, han begynder på. I glimt kan man se konturerne af den, men alt for ofte er Hyde Park on Hudson blot ordinær.

RIP Roger Michell 1956-2021

*) Et særlig fint – og stærkt satirisk – mindesmærke er Ry Cooders version af calypsohittet »F.D.R. in Trinidad«, som han gav nyt liv på americana-albummet Into the Purple Valley (1972), hvor 11 sange fra Forbudstiden og Depressionen samler sig til et solidt panorama. Fitz McLean skrev sangen i 1936. da Roosevelt besøgte Trinidad for at pleje militære og økonomiske interesser i den caribiske baggård. Sangen var et hit for Atila the Hun – alias Raymond Quevedo (1892-1962), som blev politiker, da hans musikalske karriere var forbi. Quevedo blev valgt til Trinidads lovgivende forsamling i 1950. Han kæmpede indædt for østatens selvstændighed. Trinidad var under britisk herredømme, men blev lejet ud til USA. Trinidad fik uafhængighed i 1962. Sangen kritiserer USAs politik, men lader FDR have alfaderlig status. Det er typisk for det historiske syn på præsidenten.  

Hyde Park on Hudson. Instr.: Roger Michell. Manus: Richard Nelson. Foto: Lol Crawley. 94 min. Storbritannien 2012. Dansk premiere: 20.06.2013

Fotos: Der findes kun to fotos af FDR i sin kørestol. Det var netop Margaret 'Daisy' Suckley, som tog det, der ledsager denne artikel. Frandlin D. Roosevelt Library/ Focus Features/ MoviestillsDB/ Cinematerial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Pictures 27.05.2013

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.06.2013