Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010)

SMALLE HVIDE SKYER
Første forelskelse tyve år efter

Af BO GREEN JENSEN

DEN atypisk enkle Norwegian Wood (1987) er lidt af en ener i Haruki Murakamis store forfatterskab. Han skrev romanen efter balstyrige fabler som En vild fårejagt (1982) og Hardboiled Wonderland og Verdens Ende (1985), hvor underfundighed er en væsentlig faktor, og før gennembruddet med Trækopfuglens krønike (1995), hvor der altid er syv lag mere i teksten.

   Det er der ikke i Norwegian Wood. Mange læsere bliver derfor skuffede, hvis de søger bagud i forfatterskabet og leder efter noget, der er mere i stil med den modne Murakami.

   Faktisk er pointen, at den nostalgisk hengivne dannelseshistorie bliver fortalt så smukt og besnærende klart, som var der tale om en tekst af F. Scott Fitzgerald, som Murakami netop i de år oversatte.

   Bogens motto (»For alle de fester, der var«) er taget fra Fitzgerald, og fortælleren Watanabe bruger flere sider på at lovprise Den store Gatsby: »Jeg kunne finde på at tage den ned fra hylden, åbne den og og læse en tilfældig passage, og den skuffede mig aldrig. Der var ikke én eneste kedelig side i den bog.«

DEN samme kvalitet har japanerens kærlighedsfortælling, som fransk-vietnamiske Tran Anh Hung præsenterer i en trofast filmudgave, der rammer bogens følelse godt, skønt den kan virke banal og lidt statisk. Det sker efter års forarbejde. Trans adelsmærke er sanseligheden, som han rendyrkede i den bristende smukke Vietnam-trilogi, der består af L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaya), Cyclo (1995) og À la verticale de l'été (2000; da. Midt om sommeren).

   De to mænd mødes i musikken og blikket for den praktiske verdens små epifanier, som de begge er fans og kendere af. Murakami nærer også en kærlighed til fysisk handling, der afvikles i periferien. Dén deler han ikke med Tran Anh Hung, som næppe kan få det dvælende nok. En flækket papajafrugt; myrer, som drukner i smeltet stearin; en knust vase; lys, som spiller på et ansigt og summer i morgenens stilhed. Det er, hvad der driver værket for ham.

NORWEGIAN Wood er en ung mands fortælling, og den har sin hengivne læserkreds blandt de unge. Romanen blev oprindelig udgivet i to bind, det ene med et grønt, det andet med et rødt omslag, og solgte 4 mio. eksemplarer i Japan. Fortælleren er Murakamis sædvanlige jeg, en distræt og passiv everyman, der taler som en blanding af Philip Marlowe og Nick Caraway, men i Norwegian Wood er han ikke en maske. Historien skal være enkel og trist. Det er en teenagers coming-of-age story, fortalt fra den voksne mands udgangspunkt.

   Watanabe (Ken’ichi Matsuyama) møder Naoko (Rinko Kikuchi) i gymnasiet, mens hun er kæreste med hans bedste (og eneste) ven, som hedder Kizuki (Kengo Kora). Hun og Kizuki har kendt hinanden fra barndommen, og for en tid har de tre et klassisk to-drenge-med-pige-i-midten forhold af den slags, som filmhistorien er fuld af. Da Kizuki tager sit liv, glider Watanabe og Naoko fra hinanden. Han tager til Tokyo for at studere litteratur. Han møder atter Naoko, og de er sammen én enkelt gang.

BAGEFTER forsvinder hun ind i sig selv og skriver til ham fra sanatoriet oppe nordpå, hvor skoven og bjergene senere bliver ét med sangen »Norwegian Wood«, som Naoko holder særlig meget af, skønt den samtidig gør hende urolig. I bogen er der flere Beatles-sange, men det er »Norwegian Wood«, der løsner den 37-årige Watanabes erindring og får ham til at tænke på de ting, som skete 20 år før.

   Den smukke tristesse bygger således på kreativ sprogforbistring. Hos Lennon og McCartney er pointen, at gulvet er lavet af solidt norsk træ, da fortælleren sover med kvinden i rummet, hvor der ingen stole er. På japansk er wood oversat i betydningen skov, så man kan danne sig helt andre billeder.

TIDEN er en vigtig medspiller. Watanabe studerer i årene 1968-70, da luften også i Japan er fuld af tåregas, rygter om revolution og slut-60ernes bannersange. Fortællingen er så at sige marineret i musik. Watanabe arbejder i en pladeforretning, og sangene tager han til sig, ligesom han læser så meget han kan – Updike, Capote, Fitzgerald og Chandler (dvs. forfatterens egne husguder) – fordi han på den måde slipper for at føle og tænke.

   Den store tid er smukt forløst i Trans filmatisering, hvor et stemningsfuldt score af Jonny Greenwood (fra Radiohead) erstatter overfloden af sange. Det er dog i bjergene, når Watanabe besøger Naoko og hendes 19 år ældre veninde, Reiko, som kan spille »Norwegian Wood« på guitar, at filmen for alvor folder sig ud. I sne og sol er skoven smuk, og selv den fjerne unge mand forstår en smule af Naokos smerte. Det er hér, at hun endelig åbner sig for ham, og han ser hendes skrøbelighed.

TILBAGE i byen er han skiftevis ven og kæreste med den livlige Midori (Kiko Mizuhara), som tror på at give og dele og drikke af lyset. Der er en tragisk ting i midten, som hele fortællingen udspringer af, og som man kender tidligt i filmen og bogen. Hos Murakami er det Reiko, som forløser Watanabe, spiller for ham hele natten og sender ham videre med en besked om at blive lykkelig med Midori. De sidste 30 sider af bogen er simpelt hen Murakamis version af handlingen i den klassiske sang.

   Hos Tran er Reiko-skikkelsen reduceret, og mange af hendes replikker er overført til Midori. Fordi filmen skal fortælles i nutid, begynder den efter den første erindring og slutter før den sidste nænsomhed, som i teksten er blandet med humor og varme. Til gengæld sker det på bogens smukkeste sted, som også filmen lader Watanabe selv formulere:

   »Skyerne var hvide og smalle som knogler, og himlen høj og gennemsigtig. Det var blevet efterår igen, tænkte jeg. Duftene i vinden, lysets farve, de små blomster i græsset, og de svagt vibrerende lyde fortalte mig alt sammen, at efteråret var kommet. Og hver sæson lagde en yderligere afstand mellem mig og de døde.«

TRAN Anh Hung har skilt romanen ad som et ur, undersøgt de enkelte dele og samlet konstruktionen igen, så det ligner en 1:1-overførsel. Centrale balancer er dog forrykket, og vitale detaljer er strøget. Facit er en film, der forholder sig til bogen som en lidt for nydelig illustration. Trans visuelle flair fornægter sig ikke, ej heller hans følelse for musikken, men man kommer aldrig helt ned i psykologien.

   Det banale skal gradvis røbe sin dybde. Det sker mange steder i bogen. I filmen bliver det som regel ved tanken.

Se også Tran Anh Hung: The Scent of the Green Papaya (1993); Tran Anh Hung: The Vertical Ray of the Sun (2000). 

Norwegian Wood (Noruwei no mori). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Lee Ping-bin. 133 min. Japan 2010. Dansk premiere: 06.10.2011.

Fotos: Asmik Ace Entertainment/ Dentsu/ Fuji Television Network/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Screengabz/ The Harvill Press/ Forlaget Klim 

Filmen streames (juli 2025) på Grand Hjemmebio, YouTube Film

2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 04.07.2011

2K Blu-ray fra Noble Entertainment (Sverige) 04.07.2012

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.10.2011

Tran Anh Hung: The Vertical Ray of the Sun (2000)

SOMMERENS HEMMELIGHEDER
De statiske stemningers dvælende mester

Af BO GREEN JENSEN

DET er hverken karaktererne eller deres handlinger, som tegner plottet og gåden i midten hos den vietnamesiske filmskaber Tran Anh Hung (f. 1962), der bor og arbejder i Frankrig, skønt hans film skildrer livet i Vietnam. Derimod betyder atmosfæren alt for de situationer, som han registrerer uden at forholde sig til dem.

   Tran er altid superæsteten, de statiske stemningers dvælende mester, der skildrer banale ting meget smukt. Af samme grund har han hørt til stjernerne i festivalkredsløbet, siden han skabte sin første spillefilm, den underskønne erindring om L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaja).The Scent of the Green Papaya blev optaget i et studie i Paris. Derimod rummede den farvemættede Cyclo (1995) autentiske gadebilleder fra dagens Saigon, hvor hovedpersonen var rickshawchauffør.

I DEN indledningsvis uudgrundelige A la verticale de l'été er scenen flyttet til hovedstaden Hanoi. »Det eneste sted, jeg kender, der får mig til at føle, at forholdene mellem mænd og kvinder på nogen mulig måde kan beriges ved ægte nonchalence,« siger Hung om filmen, som blev vist første gang på Cannes Festivalen 2000. Han foreslår selv »Harmoni, eller kunsten at opretholde facaden« som en alternativ titel. Midt om sommeren skildrer dog snarere de omkostninger, som er forbundet med bevarelsen af rolige facader.

TRE søstres historier snor sig mellem hinanden. Ved en sammenkomst i begyndelsen af filmen bliver der skåret moden frugt og talt henkastet om kønslivet, mens Lien, Suong og Hai på skrømt diskuterer, om moderen havde en elsker.

   Siden drejer dagene ind gennem sommeren. Lien vågner hver morgen i værelset, som hun deler med broderen Hai. Han starter båndoptageren, der altid spiller stille rockballader. I første scene kører The Velvet Undergrounds »Pale Blue Eyes« i næsten fuld længde, mens Lien strækker sig som en kat og Hai gør morgengymnastik. Siden vender Lou Reeds stemme tilbage på »Coney Island Baby«. Også Arab Strap væver mønstre i lydtapetet.

DER sker kun lidt i disse scener, men mærkværdigvis fungerer intimiteten som den optimale klangbund for filmens øvrige relationer, hvor voldsomme reaktioner bliver gemt i stille tale og diskrete kameragange.

   Vi begriber, at der klippes i kronologien; at begge ældre søstre ved meget om ensomhed og seksuel frustration. Nogle ægtemænd rejser væk og har mulige affærer. Andre lever dobbeltliv i fuld størrelse. En af søstrene tror, at tavshed kan gøre hendes utroskab mindre. Alle oplever de sommerens mørke, men ved slutningen vågner Lien og Hai stadig til lyden af »Pale Blue Eyes«.

TRAN Nu Yen Khe, som spillede den voksne Mui i Duften af den grønne papaja (og som uden for fiktionen er gift med instruktøren), er castet som Lien, der samler det hele. Midt om sommeren er et udsøgt eksempel på slow cinema. Nogle vil elske den. Andre vil flygte, enkelte vil slet og ret falde i søvn.

   Der er ingen tvivl om, at Tran overæstetiserer og er tilbøjelig til at prioritere stil over indhold, men man fornemmer, at han virkelig forstår de sange, som han citerer, og heri ligger jo meningen med The Vertical Ray of the Sun:

   »I thought you as my mountain top, I thought of you as my peak/ I thought of you as everything I’ve had but couldn’t keep...«

Se også Tran Anh Hung: The Scent of the Green Papaya (1993); Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010).

A la verticale de l’été (Midt om sommeren/ The Vertical Ray of the Sun). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Mark Lee. 118 min. Vietnam-Tyskland-Frankrig 2000. Dansk premiere: 25.12.2000.

Fotos: Arte France Cinéma/ Canal+/ Vietnam Feature Film Studio/ ZDF/ Cineuropa/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial

Filmen streames p.t. (juli 2025) ikke i Skandinavien - i UK og Frankrig bl.a. på Apple TV, Amazon Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 21.05.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.12.2000.

Tran Anh Hung: The Scent of the Green Papaya (1993)

TINGENES VÆSEN

Dvælende, langsom, poetisk og klar

Af BO GREEN JENSEN

DET er selve tingenes væsen, deres tyngde, fylde og tekstur, som bærer dramatikken og koncentrerer psykologien i Tran Anh Hungs franskproducerede debutfilm Duften af den grønne papaja.

   Vi ser på og deler to afsnit af en ung kvindes dannelsesvej. Gennem øjenkrogen får vi måske et indtryk af forandringerne, der rører sig i det vietnamesiske samfund, men de når os indirekte, som blev verden set gennem et filter eller forhæng.

   Hovedparten af filmen fortælles nemlig i næsten dialogfrie hverdagsscener og ekstreme nærbilleder af løsrevne dagligdags ting: en flækket papajafrugt; myrer som drukner i smeltet stearin; en knust vase; lys som spiller på et ansigt og summer i morgenens stilhed.

   

VED filmens begyndelse skriver vi 1951, og Saigon hedder endnu Ho Chi Minh, da den tiårige Mui bliver tjenestepige hos en velstående, men ikke rig familie.

   Fruen i huset tager Mui til sit hjerte, fordi hun minder hende om en datter, der døde. Der er to sønner, som enten driller den flittige pige, fordi man nu engang driller sit tyende, eller prøver at gebærde sig som små voksne, og der er den indolente, strengeklimprende pater familias, som vist nok har en anden kvinde ude i byen og ved flere lejligheder er forsvundet i længere perioder for at formøble husstandens formue.

   I en italiensk – eller for den sags skyld kinesisk – film ville rammen nu være lagt for en frodigt støjende, livfuld skildring af familiens hverdag i lyst og nød. Hos Tran er disse ting ydre vilkår, som udgør en baggrund. Der er egentlig ikke så meget, som trænger ind til den vegeterende Mui. Hun ved ikke noget bedre, end at køre fingeren gennem frøkapslerne i papajafrugtens indre eller sidde på hug over en vandskål og lade solens genskin danse på sit ansigt.

   Af og til flænger lyden af fly, måske kampfly, over himlen og bryder gårdens harmoniske stilhed. Ellers kunne man i og for sig tro sig hensat til selve de jordiske lysters have. Krisen kommer, da husets fader endnu en gang tager på springtur, og penge bliver et problem for familien. Bedstemoderen, som evindeligt bebrejder sin svigerdatter, at hun ikke kan holde den fortabte søn til ilden, dør og sætter på den måde punktum for et langt kapitel i husets historie.

   

VI forbinder fragmenterne ved at sidde på hug og lave mad eller vaske gulvet sammen med Mui. Og med ét er der gået ti år af hendes liv. I 1961 lever Mui stadig for duften af den grønne papaja og det flydende lys på sit ansigt. Fruen i huset dør, og i sit sidste bevidste øjeblik ser hun atter Mui som sin datter.

   Mændene omkring Mui er begyndt at lægge mærke til kroppen, som den stille pige endnu ikke selv har fået blik for. Da den ældste af sønnerne bliver gift, synes hans kone det er bedst, hvis Mui flytter hen til komponisten Khuyen, der er konservatorieuddannet i Frankrig og har brug for en fast hånd i huset.

   Mui forelsker sig i Khuyen, hvis kvidrende forlovede med god grund føler sig forsmået og overhalet indenom, da komponisten omsider bliver opmærksom på sin hushjælp. Det sker den dag, da Mui endelig tager stadstøjet på og leger med den røde læbestift, som er Tran Anh Hungs håndfaste metafor for erfaringsiver og sanselighed.

I DEN samme glatte, næsten køligt refererende tone skildres kærlighedens fryd og smerte gennem ganske enkle ordløse scener. Den forlovede står og græder i regnen. Khuyen følger efter Mui. Intet særligt siges, og intet nævneværdigt sker.

   Det er både meget effektivt og meget teatralsk. Khuyen lærer Mui at læse. Omsider bliver hun ikke kaldt tilbage til arbejdet, når hun vil fortabe sig i studiet af papajafrugtens indre. I det sidste besværgende billede sidder hun som højgravid og læser op af en tekst, som siger, at hvis der fandtes et ord for harmonisk og umærkelig bevægelse, så kunne man bruge det nu.

   Der kan næppe herske tvivl om, at Tran Anh Hung, som selv har skrevet filmens manuskript, giver os et vink med en vognstang og peger på den langsomhedens og ubevægelighedens strategi, som er indsigtens medium i hans første film.

FILMEN er optaget i et studie i Frankrig og udspiller sig væsentligst i tre interiører: familiens hus, klædebutikken og komponistens bungalow. Den er lyssat og fotograferet så smukt, at man ofte føler trang til at fryse en sekvens, isolere en ramme og hænge den op på væggen.

   Mens dette et langt stykke af vejen er en kvalitet, bliver filmens indstuderet dvælende æstetiseren i længden også et problem. For det første står den i vejen for ethvert tilløb til egentlig episk udvikling. For det andet får den filmen til at fremstå næsten urimeligt selvbevidst. Som helhed betragtet er Duften af den grønne papaja dog en inciterende anderledes og visuelt fascinerende studie i personudvikling og livsanskuelse.

BLIKKET er på én gang undrende, fast og poetisk. Det er også entydigt skønhedsdyrkende, men denne harmoniserende drift er Muis vinkel på og gave til tilværelsen. Det kommer klarest til udtryk i begyndelsen af filmen, hvor synet af en kæmpende myre kalder et spontant smil frem på Muis ansigt. Den ældste søn smiler derimod ikke, mens han drukner myrerne i gloende voks.

   Filmen skal ses på stort lærred i en mørk sal. Den dør på stedet i tv-stuen. Stilhed kræver stilhed for at blive hørt, og Duften af den grønne papaja er i dén grad ét med sine store tavse billeder. De skal stå helt rent for at nå os med fuld styrke.

Se også Tran Anh Hung: The Vertical Ray of the Sun (2000); Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010).

L'odeur de la papaya verte (Duften af den grønne papaja). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Benoît Delhomme. 104 min. Vietnam-Frankrig 1993. Dansk premiere: 13.01.1995.

Fotos: Les Productions Lazennec/ Canal+/ CNC/ CineMaterial/ Gaumont/ Lorber/ moviegrab

Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Kino Lorber (regionsfri) 26.04.2011

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 13.01.1995

Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999)

GADERNE OM NATTEN

Som at komme jod på et brandsår

Af BO GREEN JENSEN

DET er ikke nogen loppetjans at køre ambulance i New York. Frank Pierce (Nicolas Cage) har fungeret som redder i fem år, da vi møder ham i første scene af Bringing Out the Dead, og han har tæret på ressourcerne mindst et år for længe.

   Frank har nået en tilstand af udmattelse, hvor bevidstheden ikke vil give slip, når han skal sove, og hvert mistet liv anfægter ham personligt. Især gadebarnet Roses død går ham på. Frank har vænnet sig til at høre stemmer og have særdeles livagtige hallucinationer. Bristepunktet passerede han for et godt stykke tid siden. Nu er det bare et spørgsmål om, hvor længe en udbrændt mand kan fungere.

   Martin Scorseses film følger Frank over to døgn og tre nervepirrende nattevagter i begyndelsen af 1990erne. Paul Schrader har skrevet manuskriptet på baggrund af Joe Connellys roman om sin tid i ambulancetjenesten. Det er dog ikke en tv-dokumentarisk tone, som den sorte film efterstræber. Intet er håndholdt, grynet eller tilfældigt. Snarere skildres de hårde gader i en stiliseret form, der ligner storbyens svar på Dantes Inferno.

   Enkelte dagscener viser et andet, mere ordinært sted, hvor ingen genfærd truer. Det er om natten, at de døde kommer frem, og både filmen og Frank lever stærkest i mørket, som godt kan være smukt, når det slår gnister.

FILMEN om Frank er den fjerde, som Scorsese og Schrader har skabt i fællesskab. Fordi Bringing Out the Dead handler om en presset mand, der kører bil i New Yorks hårde gader om natten, er den ikke overraskende blevet sammenlignet og sidestillet med signaturværket Taxi Driver (1976).

   Frank Pierce og Travis Bickle har dog kun ydre træk tilfælles. Frank er en god mand, som vil redde liv, og hans omsorg for gadens forkomne eksistenser er ægte. Travis var en traumatiseret sociopat, som det slog klik for. Han ville ikke hjælpe, men »rydde op« i asfaltjunglen. Frank er måske endda bange for at blive som Travis Bickle. Han vil ikke være Guds Ensomme Mand. Han har sikkert set Taxi Driver, da han var teenager. 

   Det undrer ikke, at Frank er i krise. Ambulancearbejdet er selv under de bedste omstændigheder a losing battle, et slag i en krig, som på forhånd er tabt, men i Hell's Kitchen svarer opgaven til at smøre jod på en forbrænding. Tricket er ikke at tage tingene personligt.

   Det er lykkedes for makkeren Larry (John Goodman), den første af de maleriske kolleger, vi følger i selskab med Frank. Larry tænker mest på mad, familien derhjemme og drømmen om at etablere sin egen ambulancetjeneste, så han kan blive radiostemmen, der dirigerer vognene rundt. Siden følges Frank med den livsglade Marcus (Ving Rhames), en genfødt kristen der kører bil som død og helvede. Endelig deler han en vagt med Wolls (Tom Sizemore), som er regulær psykopat.

FÆLLES for makkerne er, at de har en appetit på arbejdet, det næste katastrofetilfælde, den næste situation som kan gøre en forskel. Denne følelse har Frank mistet. Siden Rose døde, ser han hende overalt, i en enkelt scene helt bogstaveligt. Han trænger til at redde et liv, men da han og Marcus forløser et sæt tvillinger, er det Frank som står med den døde pige, mens Marcus kan sole sig i en nyfødt drengs forurettede klynken.

   Frank indser, at hans træning kun gør en forskel i ti procent af tilfældene. »I came to realize that my work was less about saving lives than about bearing witness,« fortæller han. »Jeg indså, at min arbejde ikke var et spørgsmål om at redde liv, men om at være til stede som vidne.«

   Bringing Out the Dead er Franks vidnesbyrd.

DET er en svær og en hård film at se. Man misser mod lyset, da man lukkes ud af Franks mørke, men udbyttet er anstrengelsen værd, ikke mindst fordi Scorsese og Schrader fravælger de genreelementer, et hurtigt thrillerplot, et højt melodrama eller den lutrende »trods alt var ingenting forgæves«-slutning, der kunne løfte oplevelsen, men ville forråde Franks vidnesbyrd.

   En stilfærdig forbindelse opstår mellem Frank og Mary (Patricia Arquette), en reformeret junkie som er datter af den mand, han og Larry med nød og næppe henter tilbage fra døden i første scene. Han svæver filmen igennem mellem liv og død, hjertet chokeres i aktion femten gange, og hvis han lever igen, vil det blive som grøntsag. Men Frank begynder at høre hans stemme, og på Marys sofa kan han for første gang i lang tid falde rigtigt i søvn.

ELLERS er her syrede hjemløse; elegante narkohandlere; overanstrengte læger, pushere og prostituerede. Nicolas Cage er på lærredet i samtlige scener og yder en indsats, der kan måle sig med hans portræt af den døende dranker i Mike Figgis’ Leaving Las Vegas (1995).

   Enkelte elementer er lidt for selvbevidst kunstfærdige, for eksempel den anstrengte situationskomik i Franks samtaler med centralens bestyrer og den digitale åbenbaring, der lader Frank trække genfærd op af stenbroen, så de døde kan leve igen, som det står skrevet.

   Andre scener er simpelt hen perfekt realiseret. Det gælder stort set alle de indblik, vi får i skadestuens groteske rutiner. Frank Pierce er både en anfægtet helt og et troværdigt hverdagsmenneske. Dem er der ikke mange af i tidens amerikanske film.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

Se også Paul Schrader: First Reformed (2018); Paul Schrader: The Card Counter (2021).

Bringing Out the Dead (Nattens skygger). Instr.: Martin Scorsese. Manus: Paul Schrader. Foto: Robert Richardson. 119 min. USA 1999. Dansk premiere: 31.03.2000.

Fotos: De Fina-Cappa/ Paramount/ Touchstone/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames ikke i DK - i Norge bl.a på SF Anytime - i øvrige Europa på Apple Tv, Amazon Store

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 17.09.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.03.2000