Et bidrag til serien af afskedsarbejder
Af BO GREEN JENSEN
VINTER 2021: Clint Eastwood (f. 1930) har snart sagt farvel i lang tid. Hvert tiende år har der været en film, som gjorde op med den blodige etos fra Eastwoods egne apokalyptiske westerns: High Plains Drifter (1973, da. En fremmed kommer til byen), The Outlaw Josey Wales (1976, da. Øje for øje) og Pale Rider (1985).
Af BO GREEN JENSEN
VINTER 2021: Clint Eastwood (f. 1930) har snart sagt farvel i lang tid. Hvert tiende år har der været en film, som gjorde op med den blodige etos fra Eastwoods egne apokalyptiske westerns: High Plains Drifter (1973, da. En fremmed kommer til byen), The Outlaw Josey Wales (1976, da. Øje for øje) og Pale Rider (1985).
Revisionen begyndte allerede i Unforgiven (1992, da. De nådesløse). Den pensionerede gunslinger William Munny blev kaldt tilbage mod sin vilje og brugte alle kneb. Filmen er én lang undsigelse af den heroiske western. Unforgiven modtog fire Oscars, herunder for bedste instruktion. Forvandlingen fra reaktionært hadeobjekt til amerikansk mester var fuldbragt.
Eastwood var en ung mand på 62, da han instruerede sig selv i Unforgiven. Han var 78 i 2008, da han vendte tilbage til sagen i Gran Torino. Han spiller her en racistisk krigsveteran, som lærer sine asiatiske naboer at kende og hjælper dem med at forsvare kvarteret. Den fåmælte Walt Kowalski er samtidig »Dirty« Harry Callahan som gammel. Han ofrer sig i slutscenen med en gestus, der ligner James Bonds død i No Time to Die.
DET kommer sikkert bag på Eastwood selv, at fysikken har været så stærk. Som 88-årig spillede han den gamle kurer i The Mule (2018). Imens var syv film mere signeret. Flere måske på det jævne, men man kan aldrig vide med Eastwood. Richard Jewell fra 2019 var solidt fortalt og uhyre systemkritisk.*
Der er en dyb ro i Eastwoods sene arbejder. Instruktøren taler ofte om sin læremester Don Siegel, der var modstander af Stanley Kubrick-metoden med 27 vinkler på hver scene. Siegel dyrkede filosofien one take.
DEN 91-årige filmskaber samler atter det hele op i Cry Macho. Rodeorytteren Mike Milo er en ny version af de gamle figurer. Manden har været nede så længe, at det ligner oppe for ham. Han kom til skade med sit ben og mistede sin familie. Siden har han passet sit eget på ranchen i Texas.
Mike skylder sin gamle arbejdsgiver (Dwight Yokam) at tage til Mexico og hente teenageren Rafael (Eduardo Minetti). Filmen former sig som en slentrende road movie, for der er talrige udfordringer. De forelsker sig begge i en mexicansk grænseby. Cry Macho er fuld af elegiske billeder.
Forlægget er en roman af N. Richard Nash, som flere har interesseret sig for. Macho er navnet på Rafaels kamphane, som redder dem, da det ser værst ud. Der er en samtale ved ørkenbålet, hvor de to mænd diskuterer, hvad macho vil sige.
DET er en tæt lille film, og det klæder den. Eastwood har nu den perfekte fysik til at stavre krumbøjet omkring. Men også til at finde hjem, da arbejdet er gjort færdigt. Der bliver danset romantisk i Martas cantina. Alle de hårde mænd er omsider kogt ned til menneskelig status.
Måske er der mere i Eastwood.** Ellers er Cry Macho en smuk epilog. Han begyndte først at instruere i 1971. Siden er der kommet 45 spillefilm. Tænk at der var så meget i manden. Tænk at der findes en tilgivelse.
Se også Clint Eastwood: The Mule (2018) [Moderne mestre]; Clint Eastwood: Gran Torino (2008) [Moderne mestre]; Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]; Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972; To versioner: True Grit (1969/2020) [Westerns 100]; Sofia Coppola: The Beguiled (2017) [To versioner]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.
*) CLINT EASTWOOD 90 | Clint Eastwood fyldte 90 år i maj 2015. Det har ikke sinket ham. Med undtagelse af The Mule (2018), hvor han selv havde hovedrollen, har det de sidste år handlet om hverdagens helte: soldaten i American Sniper (2014), piloten i Sully (2016), de tre turister, som spiller sig selv i The 15:17 to Paris (2018).
Den eminent velfortalte Richard Jewell føjer sig til temaet, men går atypisk hårdt til systemet. Jewell var sikkerhedsvagten, som fandt en bombe under OL i Atlanta i 1996. Han var dagens helt i fem minutter. Så blev han undersøgt og mistænkeliggjort af FBI. Kun fordi en god advokat troede på ham, blev justitsmordet standset og stemningen vendt.
Eastwood hudfletter medierne og forbundspolitiet. Castet er fornemt: Sam Rockwell som advokaten, Olivia Wilde som kynisk journalist, Kathy Bates som Jewells mor, Jon Hamm som den forudindtagede Agent Shaw. Især er det godt at se Paul Waller Hauser som den fysisk udfordrede Jewell. Filmen er saglig, tæt klippet, eksemplarisk eksponeret. Den trykker på alle de rigtige knapper.
Richard Jewell blev lagt til streaming, da COVID-19-pandemien begyndte. Cinemateket fejrer Eastwood med en biografpremiere. [WA Filmrevy 02.10.2020]
**) Det var og er der som bekendt. Juror #2 fra 2024 er et lydefrit retssalsdrama med Nicholas Hoult som jurymedlemmet, der indser, at han selv kan være gerningsmanden. For han hørte jo et bump og kørte alligevel videre. Etik, integritet, personligt ansvar og andre anakronistiske værdier fra tiden før Trump x 2 er i spil. En række garvede kræfter medvirker: Toni Collette, J.K. Simmons, Kiefer Sutherland. Francesca Eastwood (datter fra ægteskab #2) spiller (afdøde) Kendale Carter, hvis kæreste står anklaget for hendes død. Malpaso Productions er stadig in business. Eastwood bliver 95 år i dag, hvor jeg publicerer dette patchwork i samme anledning. Må han virke og være her længe endnu.
Cry Macho. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenk. Foto: Ben Davis. 104 min. USA 2021. Dansk premiere: 13.12.2021 [VOD + streaming].
Richard Jewell. Instr. Clint Eastwood. Manus Billy Ray. Foto Yves Bélanger. 131 min. USA-Canada 2019. Dansk premiere: 01.10.2020 [Månedens film i Cinemateket].
Juror #2. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Jonathan Abrams. Foto: Yves Bélanger. 114 min. USA 2024. Dansk premiere: 03.12.2024 [VOD + streaming].
Fotos: Malpaso Productions/ Warner Bros./ Ruddy Productions/ HBO Max/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ YouTube [Warner Bros. Original Trailer].
Cry Macho streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 31.01.2022
Richard Jewell streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Any, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 16.07.2020
Juror #2 streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 13.01.2025
Anmeldelser i Weekendavisen Kultur 14.01.2022 + 02.10.2020; samlet med tilføjelser 31.05.2025.