Damien Chazelle: Babylon (2022) [Oscars 2023]

ELEFANTERNE I HOLLYWOOD

Sulten er grænseløs, støjen er stærk

Af BO GREEN JENSEN

DENNE film er som en løbsk centrifuge. Det er derfor vigtigt at tage en dyb indånding, før man kaster sig ind i billedmaskinen. Babylon rammer jorden i høj fart og holder tempoet fra scene ét. Der kommer stille steder, men sanseløsheden bliver ved i tre timer. Det er ikke en film, som man nyder i fred.

   Der er tre centrale karakterer i det panoramiske myldrebillede. Det første ansigt, som filmen stiller skarpt på, tilhører mexicaneren Manuel Torres (Diego Calva), der kom til Californien som dreng. Han arbejder på at migrere socialt og blive til amerikaneren Manny Torres.

SENERE bliver Manny en stor kanon på Kinoscope Pictures. Da er han steget i graderne hos MGM, hvor han arbejder sammen med bl.a. Irving Thalberg (Max Minghella). Lige nu er han slet ikke noget. Kinoscope er filmens fiktive hovedkvarter. Facaden ligner Paramount Pictures.

   I første scene er Manny desperat. Han står i ørkenens snerrende hede og skal fragte en elefant til festen hos Kinoscopes ejer. Vi er endnu i pionertiden. Det er lige før tonefilmen. Til den store lysfest kommer alle, der på nogen måde er noget ved musikken i Hollywood i 1926.

   Elefanten er for tung til den hestetransport, der endelig påtager sig opgaven. Dyret sætter tonen ved at sprede fækalier over kameralinsen. Elefantens afføring falder i store, dampende klumper. Det er filmens første æstetiske statement – og trods alt når transporten sit mål.

TIL FESTEN KOMMER også Jack Conrad, tidens maskuline superstjerne, som bliver værdigt fremstillet af Brad Pitt. Babylon blander historiske skikkelser med fiktive konstruktioner. Jack har karaktertræk fra Douglas Fairbanks (1883-1939) og især fra Clark Gable (1901-1960). Karrierekurven ligner John Gilberts (1897-1936).

   Jack bliver gift og skilt adskillige gange. Han drømmer om at skabe film på niveau med europæisk kultur. Han taler henført om Bauhaus, tysk ekspressionisme og tolvtonemusik af Arnold Schönberg, men da tonefilmen kommer, og faget bliver sværere, står han på mål for den mest demokratiske kunstart. Til festen er han endnu ekspansiv og ubekymret. Det er Jack, der hyrer Manny som problemknusende altmuligmand.

   Imens forsøger stjernefrøet Nellie LaRoy at komme ind. Nellie bliver spillet af Margot Robbie. Hun ligger typemæssigt et sted mellem Jean Harlow (1911-1937) og Clara Bow (1905-1965). Nellie ser frem til at fråse i honning og mammon. Hun vil være gudinden, alle begærer. Manny hjælper Nellie ind i palæet, hvor dansen om Guldkalven er i fuld gang.

FESTEN er et grænseoverskridende spektakel. Alligevel bliver der stille, mens den kinesisk-amerikanske – og lesbisk ciskønnede – Lady Fay Zhu (Li Jun Li) fremfører sangen om »My Friend’s Pussy«. Kvadet kunne være en anakronisme, men blev faktisk skrevet i 1931 af englænderen Harry Roy. Stilen er som Marlene Dietrich (1901-1992), modellen kunne være Anna May Wong (1905-1961). Om dagen er Fay tekstforfatter på Kinoscope. Hun skriver skiltene med dialog.

   Lige nu får hun hver gæst til at drømme. Justin Hurwitz har komponeret et massivt score med slingrende horn og dunkende trommer. Hver karakter bliver fulgt hjem efter festen. Jack Conrad snubler over rækværket og lander i sin swimmingpool. Manny samler beruseren op, men det er Jack, som er frisk næste morgen, da alle møder på drømmefabrikken. Først da, efter 20 minutter, kommer titlen op i versaler: BABYLON står der med røde bogstaver.

HOLLYWOOD har altid holdt af at fortælle sin egen historie. Babylon lægger sig især efter to litterært forankrede film: John Schlesingers The Day of the Locust (1975, da. Katastrofenatten), som brugte Nathanael Wests roman om Græshoppens dag, og Elia Kazans The Last Tycoon (1976, da. Magtens sødme), som var baseret på F. Scott Fitzgeralds sidste (aldrig fuldt færdiggjorte) roman.

   Damien Chazelle fortæller med samme sans for stoffet, som David Fincher gjorde i Mank (2020), der fulgte tilblivelsen af manuskriptet til Citizen Kane (1941, da. Den store mand). Chazelle er mere europæisk orienteret, end man sædvanligvis ser det. Han har naturligvis set den moderne franske (meta)stumfilm The Artist, som Michel Hazanavicius skrev, instruerede og modtog fem overraskende Oscars for i 2011. Som noget nyt erkender han at være inspireret af Tom Tykwers blik på Weimar-tiden i tv-serien Babylon Berlin, der fornyede flere trætte formater ved debuten i 2017.

   Øverst blandt alle kilder står dog Singin’ in the Rain (1952), den klassiske Hollywood om Hollywood-musical, som ligefrem er indlejret i Babylon. Det vender jeg tilbage til.

DAMIEN Chazelle er født i 1985. Han kender den kollektive kulturarv, men er vokset op på østkysten i universitetsbyen Princeton, New Jersey, hvor begge hans forældre underviser, og har læst filmvidenskab på Harvard i Massachusetts. Han har nok en mere romantisk og mytologisk benovet tilgang til Hollywoods barndom end stedfødte krønikeskrivere som Paul Thomas Anderson og Quentin Tarantino. Han har i hvert fald sine egne ideer.

   Chazelles wunderkind-status blev konsolideret med La La Land (2016) – en håndlavet musical for dagens små stjerner. Allerførst blev han musikuddannet på Princeton High School. Han elsker den rå, synkoperede  jazz, som han og Justin Hurwitz brugte klirrende syndfloder af i Whiplash (2014). Efter La La Land fulgte First Man (2019) – en biopic om astronauten Neil Armstrong.

   Som æstetisk strateg ligner han Darren Aronofsky. Hver film åbner med et sætstykke, der ryster tilskueren, så tavlen er visket ren. Orgiet fungerer netop sådan. Her er hedonisme i metermål, faglig kynisme, knuste og realiserede drømme. Babylon blander alt i en gryde.

DET er i sidesporene, at Chazelle er bedst. Manny Torres producerer korte koncertfilm – jazz shorts var videoclips for deres tid – med trompetisten Sidney Palmer (Jovan Adepo), som er afrikansk-amerikansk. Chazelle har lejlighed til at markere historien om det parallelle Black Hollywood, en skyggetradition med sit eget genreregister (og store produktioner som Cabin in the Sky), der sjældent kommer med i filmhistorien.

   I sydstater med apartheidlovgivning kunne hvid, brun og sort hud ikke optræde i samme billede. Sidney Palmer må – med skam og sved emmende ud af hver pore – lade sig sminke med kul, fordi han ikke er sort nok til sydstatsmarkedet. Modellen kunne være Duke Ellington (1899-1974), Sidney Easton (1895-1971) eller endda Louis Armstrong (1901-1971). Chazelle husker siden Sidneys synsvinkel i selskabsscenerne, hvor filmfolkene bliver vist frem for de rige gæster hos William Randolph Hearst (1863-1951) og Marion Davies (1897-1961).  

   Nellie LaRoy får sit gennembrud i en lille rolle hos instruktøren Ruth Adler (Olivia Hamilton)  og stjæler i forbifarten billedet fra stjernen Constance Moore (Samara Weaving), der har lagt sig ud med systemet ved at blive sin egen producer. Adler er betaget af Nellie, fordi hun kan græde på stikord og skrue op eller ned for mængden af tårer. Adler kunne være baseret på Dorothy Arzner (1897-1979), Lois Weber (1879-1939) eller Alice Guy-Blaché (1873-1968). Chazelle får demonstreret, at de kvindelige instruktører endnu ikke var skrevet ud af historien.

DA tonefilmen kommer, bliver der brug for Nellies medfødte professionalisme. Ruth Adler er stadig instruktør, men nu er det produceren, der bestemmer, og kravene til lydteknik har kvalt bevægelsesfriheden. Chazelle har en lang, enerverende scene, hvor Nellie igen og igen må komme ind, sætte sin kuffert det rigtige sted og arbejde på betoningen af en lille replik. Der går hele tiden noget galt. Til slut falder lydteknikeren ud af sin boks med maskiner og er død af et hedeslag, simpelt hen. Ved eftertanke er det en af de bedste scener i Babylon. Nu er alle gået på kompromis, og arbejdet er blevet benhårdt – men virkeligheden kommer i kassen.

   Babylon er klippet meget ujævnt. Chazelle fravælger det episke sug for en synkoperet rytme, der minder om billedtakten i Whiplash. Så når han standser og bliver stille, gør det indtryk. Det sker især i Jack Conrads synsvinkel, hvor nogle af scenerne bliver rene epifanier.

   I bakkerne bag Kinoscope er en tysk auteur (baseret på Erich von Stroheim) i færd med at optage en slagscene. Der er 1000 statister og mange problemer. Manny redder dagen ved at skaffe et nyt kamera, da samtlige ni, som var til rådighed, er blevet ødelagt. Han når frem til filmsettet, mens solen synker, og kærlighedsscenen får særlig fylde. Lyset er stille og gyldent. Vi deler da Jacks ærefrygt. Her bliver der virkelig skabt film for the ages.

CHAZELLE lader sig generelt inspirere af mange kolleger og forgængere. Man kan altid diskutere, hvor grænsen går mellem hyldest, lån og rent tyveri – hvad Thomas Vinterberg i anden sammenhæng og uden sammenligning har kaldt »at planke en scene«. Chazelle hylder mange og planker mindst to.

   Det berusede selskab kører ud i ørkenen, hvor Nellie vil se sin far kæmpe med en klapperslange. Da han dejser omkuld, tager hun selv fat i slangen og bliver bidt. Det giver Fay Zhu mulighed for at redde hendes liv og dele et første dybt kys. Hele stemningen, »nu skal vi se, nu er det tid«, er løftet direkte fra Paul Thomas Andersons Licorice Pizza (2021) – hvor Sean Penn i rollen som William Holden skal gentage et stunt fra The Bridges at Toko-Ri (1954) – og i en større omskrivning fra fødselsdagsfesten i Orson Welles' legendarisk ufuldendte The Other Side of the Wind (1976), der omsider blev færdiggjort i 2018.

   I tredje akt af Babylon stiger Manny og narkohandleren The Count (Rory Scovel) ned i Los Angeles’ underverden sammen med gangsteren James McKay (Tobey Maguire), som de mod bedre vidende prøver at narre med rekvisitpenge, da Manny skal indfri Nellies spillegæld. McKay-karakteren er sært karikeret, men besøget i byens kloakker gør indtryk. Man spiller på alt, dyrker SM til døden og begejstres over en Hades-figur, der spiser levende rotter. Atmosfæren i det betændelsesrøde klubmiljø er planket fra Gaspar Noés Irréversible (2002).

FILMEN har sit hjerte – et af dem i hvert fald – i scenen, hvor Jack Conrad konfronterer journalisten Elinor St. John (Jean Smart) med en giftig »nu-skrider-det-for-ham« artikel, som hun har skrevet i Photoplay. Han er ærlig og siger, at de altid har talt venligt sammen uden at være venner. Han vil ikke have hævn. Han vil bare have en forklaring.

   Historiske Hollywoodskildringer plejer at have en version af Hedda Hopper (1885-1966) og Louella Parsons (1881-1972), som var de førende filmjournalister i mellemkrigsperioden. Her er vi længere tilbage, måske ved en skribent som forfatteren Adela Rogers St. John (1894-1988), eller fremme ved korrespondenter som britiske Sheilah Graham (1904-1988), der blev F. Scott Fitzgeralds sidste samleverske.

   Elinor St. John er i billedet fra begyndelsen. I en af de første scener sukker hun livstræt og siger: »Jeg kendte Proust, skal I vide«. Med åbenlys kulturforagt. Men i sit arbejdsværelse ser hun op og svarer Conrad i en stor monolog om, hvordan enkelte stjerner kommer og går, men ideen om Hollywood og magien ved film lever videre.

   Om 50 eller 100 år, når de begge er borte, vil nogen et sted se Jack Conrads film, og for en stund vil han og dét, som han var og forsøgte og lykkedes med, leve igen. Det hele giver da en vis form for mening. De er både mindre og større end kontinuiteten.

   Lige nu er hans øjeblik gået. Det var ikke noget, han gjorde forkert. Det er bare sådan. Han skal lade være med at stritte imod, men acceptere sin skæbne og en sen karriere med mindre og mere tvivlsomme roller. Hvilket han gør for en tid. Jacks karakter og livsbane er en af de bedste handlingsbrikker i Babylon. Jeg skal ikke røbe, hvad der sker og hvad han gør, men denne formiddag vender han sig i døren og siger et sjældent: »Tak for det«.

 

BABYLON begynder i 1926 og følger Manny, Nellie og Jack gennem de bestemmende år, hvor Hollywood vokser og udvikler en anstændighed. Ved slutningen i 1932 er ingen af dem tilbage i byen, men filmen lever videre, som Elinor St. John har sagt. Industrien forsøger at blive respektabel. Det var i 1934, at den såkaldte »Hayes Code« – branchens egen bornerte censurinstans, som bedømte manuskripter frem til 1954 – blev implementeret. 

   Chazelle beskriver et »Pre-Code Hollywood«, hvor film kunne være særdeles eksplicitte. Her får man dog indtryk af, at der kun blev lavet spekulationsfilm. Til festen i begyndelsen arbejder Chazelle ihærdigt på at bryde tabuer ned. Her er fri sex, kokain som slik og metervis af hedonisme. En svært overvægtig mandlig stjerne, komikeren Orville Pickwick (Troy Metcalf), får et golden shower af ensemblespilleren Jane Thornton (Phoebe Tonkin), der skal medvirke i Ruth Adlers film næste dag. Hun overdoserer sit stimulansindtag, og liget må skaffes af vejen. Da slipper Manny elefanten løs, så kaos kan camouflere dødsfaldet.

I VIRKELIGHEDEN døde Virginia Rappe (1891-1921) fire dage efter festen på St. Francis Hotel i San Francisco, hvor Roscoe »Fatty« Arbuckle (1887-1933) angiveligt voldtog hende. Rappe blev efter sigende misbrugt med en colaflaske, som der sad en rusten kapsel på. Dødsårsagen var urinforgiftning. Episoden kunne ikke ties ihjel. Arbuckle blev sigtet, først for mord, siden for uagtsomt manddrab. Han blev frikendt efter tre indviklede retssager.

   Medierne svælgede i hver detalje. William Randolph Hearsts aviser førte an i kampen for den offentlige moral, mens politikere og jurister profilerede sig. Fotoet af den ødelagte hotelsuite gik verden rundt.  Arbuckle fik aldrig sin karriere tilbage og var effektivt »aflyst«, som krænkere bliver i dag. Han blev muligvis udnyttet. Branchen statuerede et eksempel. Det ændrer ikke på, at Virginia Rappe døde som følge af orgiet i suite 1221.

JACK forstår for alvor, at tiden er gået, da han sniger sig til en visning, hvor han spiller romantisk helt i en krigsfilm. Han siger: »Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig,« til sin medspiller. Det samme gør Gene Kelly som Don Lockwood i Singin’ in the Rain. Og publikum griner på samme hjerteløse måde.

   Motivet bliver forløst i epilogen. En af karaktererne lever stadig i 1952 og ser undrende, med smil gennem tårer og omvendt, hvordan det hele bliver levende igen, da han går ind til Stanley Donens og Gene Kellys metamusical, som var ny i biograferne netop det år. Chazelle citerer fra Singin’ in the Rain i flere minutter. Man begynder næsten at følge med.

   Da spiller Chazelle temakortet. Han viser et svimlende sammenklip af hele den kommende filmhistorie. Det visuelle foreksempel må være billedtunnelen i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968, da. Rumrejsen år 2001), intet mindre. Chazelle citerer fra Georges Méliès til Jean-Luc Godard og The Matrix. Salen i 1952 bliver et øjeblik den evige biograf. Karakteren, hvis liv tog en uventet drejning, ser på lærredet: De var der, og de gjorde det. Der var virkelig et sted, som hed Hollywood i begyndelsen.

CHAZELLE har flere af sine historier fra Kenneth Angers Hollywood Babylon (1975) og Hollywood Babylon II (1984), som med rette nyder kultstatus, skønt meget i bøgerne er usandt eller vildt overdrevet. Anger dyrker og elsker tarveligheden. Dén gør Chazelle meget ud af til slut.

   På vej hjem fra biografen husker jeg en anden side af Babylon-motivet. I 1916 indspillede D.W. Griffith sin monumentale Intolerance, som folder temaet ud i fire historiske perioder, der er omhyggeligt rekonstrueret: oldtidens Mesopotamien, Israel på Kristus' tid, blodbadet på Bartholomæusnatten i Frankrig og moderne amerikansk tid, hvor kriminelle og politiske kræfter bliver belyst. 

   Griffith, som skabte The Birth of a Nation (1915) og etablerede United Artists-studiet sammen med Charles Chaplin, Douglas Fairbanks og Mary Pickford, er for tiden sendt til revurdering, fordi hans film udtrykker oplagt racisme. I En Nations fødsel fremstår Ku-Klux-Klan som helte, der redder de hvide heltinder fra frigivne slaver og tarvelige carpetbaggers. Det er virkelig svært materiale. Men man kan ikke tage visionen fra ham. Intolerance har en spilletid på knap fire timer. Babylons hængende haver og porte blev genrejst til lejligheden.

   I Good Morning, Babylon (da. Godmorgen Babylon) fra 1987 lader Paolo og Vittorio Taviani to toscanske håndværkere emigrere til USA og blive ansat hos Griffith, der spilles af Charles Dance. De arbejder stille og roligt i solen. De falder til, får kærester og har den bedste tid i deres liv, som senere møder mange udfordringer. Både hos Griffith og brødrene Taviani optræder der elefanter.

MIN pointe er, at der også var en anden side af tilværelsen i 1920ernes Hollywood. Der var en by, hvor man gjorde arbejdet grundigt, havde enkle relationer og jævne gøremål, uden hverken at feste hysterisk hver aften eller leve med uafbrudt blik for historien. Der var en håndgribelig verden i absolut nutid. Også dét perspektiv hører med.

   Fornemmelsen for den stille hverdag går tabt i Chazelles hyperfart. Til gengæld giver han stedet liv og formulerer næsten et æstetisk program. Den nye faktor i filmen er ikke skandalerne og hedonismen. Ej heller ærefrygt og kynisme. Det er diversiteten i historien. Babylon husker alle grupper og får hele demografien med i billedet, uden at blive fingerpegende tydelig eller skematisk repræsentativ. Det er ikke som i 80er-scifi, hvor kommandobroen på rumskibet blev bemandet efter en etnisk tjekliste. Babylon er en hel hjemstavnsskildring.

   Filmen er ujævn og trods alt for lang. Du har muligvis hørt, at den er dårlig. Det er sandt, at den kræver en indsats. Som sagt er det ikke en film, som man nyder. Omkostningerne er på niveau med prisen for avancerede kampfly, og investeringen kommer ikke hjem foreløbig.

ER Babylon da Chazelles Heaven's Gate? Måske på sæt og vis. Michael Ciminos legendariske western-fadæse havde den samme episke bestræbelse, de samme forjættende sætstykker, det samme gargantuanske budget. Den blev banket ned ved premieren og tvang studiet (som ironisk nok var United Artists) til at begære konkurs. Men filmen fik sit efterliv, er en certificeret magnificent obsession og står sig, uanset hvad benægtere mener og siger.

   Babylon er hverken perfekt eller katastrofal. Først og fremmest har filmen kant og vision. Den er interessant, og den er anbefalet. Jeg skal i hvert fald se den igen.

Babylon var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Production Design (Florencia Martin, Anthony Carlino), Costume Design (Mary Zophres) og Original Score (Justin Hurwitz).

Se også Damien Chazelle: Whiplash (2014); Damien Chazelle: La La Land (2016); Damien Chazelle: First Man (2018). 

Babylon. Instr. & manus: Damien Chazelle. Foto: Linus Sandgren. 189 min. USA 2022. Dansk premiere: 19.01.2023.

Foto: Paramount Pictures Corporation/ C2 Motion Picture Group/ Marc Platt Productions/ Material Pictures/ Organism Pictures/ Wild Chickens Productions/ UIP.dk/ Filmtre/ Rai 1/ MK2 Productions/ Artificial Eye [Good Morning, Babylon/Taviani stills]/ CineMaterial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movie

Babylon udkom på BD og Blu-ray 4K UHD fra Paramount Pictures 03.04.2023

Anmeldelsen indlæst (i kortere form) og lagt på Weekendavisen.dk 19.01.2023 

To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015)

FJERNT FRA VERDENS VRIMMEL
To film efter Thomas Hardys roman 

Af BO GREEN JENSEN

THOMAS Hardy (1840-1928) skrev på tyve år ti romaner, som udspiller sig i en fiktiv version af Dorset, Devon og Somerset i det sydvestlige England, hvor han selv var født og vokset op. Han kaldte egnen for Wessex og skabte ad åre en fælles baggrund for bøgernes realistiske skildring af en stor og som regel romantisk historie.
   Når der står Casterbridge hos Hardy, skal man forestille sig Dorchester, hvor forfatteren selv havde adresse. Man kan finde alle stederne, hvor Hardys hjertescener udspiller sig, inklusive den afskærmede »fordybning mellem bregnerne«, hvor Frank Troy og Batsheba Everdene mødes i Far from the Madding Crowd (1874, da. Fjernt fra verdens vrimmel). Topografien er altid autentisk. Derfor er Wessex i dag et yndet rejsemål for litterære turister.
   Hardy skrev sin prosa til magasiner og aviser, ofte på mål og bestilling. Han gjorde det for at finansiere arbejdet med sine digte, som han nørklede med i årtier, før han sendte dem til tryk. Det er dog ikke ensbetydende med, at romanerne og novellerne i Wessex Tales (1888) og Life’s Little Ironies (1894) blev rystet ud af ærmet. Hardy var en grundig mand, som så på verden med kulsorte øjne. Hans livssyn er knusende tragisk. Alligevel har bøgerne været i tryk lige siden, han skrev dem.
   

THOMAS Vinterberg har instrueret (endnu) en filmatisering af Far from the Madding Crowd. Også dét er gjort på mål og bestilling, men alligevel er der tale om grundigt og ordentligt hjertearbejde. Hovedparten af Vinterbergs film er realistiske historier. Undtagelserne er to fabler, It’s All about Love (2003), som var dystopisk sci-fi med samtidsadresse, og Dear Wendy (2004), som var en slags syndefaldsmyte om våben, forklædt som teenagewestern og skrevet af dogmebroderen Lars von Trier.
   Med Submarino (2010) og Jagten (2012) fandt Vinterberg på den svære måde en ny modenhed og vendte tilbage efter nogle usikre år med En mand kommer hjem (2008) og diverse forefaldende arbejde. Alle Vinterbergs film har en dansk signatur og en personlig tone. Far from the Madding Crowd er britisk arvesølv.
   Øvelsen skal demonstrere, at Vinterberg kan lave ægte periodefilm og i en vis forstand overskride sin grænse. Han er i denne film helt og holdent fortællingens tjener. Roman Polanski gjorde noget lignende, da han filmatiserede Hardys Tess of the d’Urbervilles i 1979. Det er ikke just et eksempel, der skræmmer.

HARDY fortæller som altid om stor kærlighed og en lunefuld skæbne. Batsheba Everdene (Carey Mulligan) inkarnerer begge dele. Hun er viljestærk og handlekraftig. Hun siger nej til fåreavleren Gabriel Oak (Matthias Schoenaerts), mens han endnu er den økonomisk stærke i forholdet. Hun charmerer naboen William Boldwood (Michael Sheen) med et ubetænksomt gækkebrev, som slår manden mentalt ud af kurs.
   Batsheba er altid hensynsfuld, når hun forklarer sine bejlere, hvorfor kærligheden ikke er en god idé. Hun bliver dog selv kørt over af skæbnen, da hun falder for soldaten Frank Troy, som kun er interesseret i fem minutter og behandler hende (og alle andre, for den sags skyld) fuldkommen hensynsløst. Ikke fordi han er grusom som sådan, men fordi det ligger i hans natur.

DENNE natur er hos Hardy et bæst, som kun bliver værre med tiden. De første af hans bøger er relativt lyse i mælet. De har kønne titler som Under the Greenwood Tree (1872) og A Pair of Blue Eyes (1873). Fjernt fra verdens vrimmel tager sin billedskabende titel fra et digt af Thomas Gray: »Far From the madding crowd's ignoble strife/ Their sober wishes never learn'd to stray;/ Along the cool sequester'd vale of life/ They kept the noiseless tenor of their way.«
   I senere karakterstykker som Tess of the d’Urbervilles (1891) og Jude the Obscure (1895) er positivismen forvandlet til determinisme. Hardy står under den tomme himmel og ryster sin knyttede hånd i protest. Til gengæld elsker han jorden, som brave bønder dyrker i pagt med de skiftende årstider. Hardy var en stor fan af landmandslivet. Han så industrialiseringen som begyndelsen på menneskets slutning.
   Bøgernes mænd er som hugget i sten. Michael Henchard sælger sin kone og sin datter til en sømand i The Mayor of Casterbridge (1886). Jude Fawleys forstyrrede søn tager sit eget og sine søskendes liv – »Fordi vi er for mange« – i Jude the Obscure, hvor også klassekamp og systemkritik er blevet en del af Hardys register.
   Den tragiske Tess Durbeyfield er vel Hardys største kvindefigur. Til gengæld har Batsheba inspireret en lang række fiktive søstre, fra Scarlett O’Hara i Gone with the Wind til Katniss Everdene i The Hunger Games, fordi hun er ressourcestærk og ingenting fortryder. Hun lærer også af sine fejl. Batsheba træffer omsider det rigtige valg.
   

HISTORIEN har en forpligtende stamtavle. Den første stumfilm blev indspillet i 1909. En lang version med Florence Turner fik premiere i 1915. Filmen er gået tabt, men lanceringen overlever. Man ser, at det hen over 100 år uvægerligt er scenen, hvor Batsheba og Troy mødes i »the hollow amid the ferns«, der tænder publikums fantasi.
   Bogen er overført til scenen i mange omgange. I 1882 var Hardy selv medforfatter på den første teaterudgave. Far from the Madding Crowd findes også som ballet (1996), musical (2000) og opera (2006). Den mest trofaste dramatisering er tv-udgaven fra 1998, en miniserie i dobbelt spillefilmslængde med Paloma Baeza, Nathaniel Parker og Jonathan Firth (Colins lillebror) som Frank Troy.
  

DOG skal Vinterbergs film især konkurrere med erindringen om John Schlesingers på alle måder velskabte helaftensfilm fra 1967. Julie Christie var muligvis for moden og moderne i rollen som Batsheba, men Alan Bates var en bundsolid Gabriel Oak, og som soldaten havde Terence Stamp en panache, der er væk i den nye version. Peter Finch havde rollen som Boldwood. Aristokraten er altid en skyggefigur.
    Romanen var kongenialt bearbejdet af Frederic Raphael, og Nicolas Roegs billedside var decideret spektakulær. Kort efter blev Roeg selv instruktør af Performance, Walkabout, Don’t Look Now, The Man who Fell to Earth og Bad Timing. Man kan se, hvor han kommer fra i Far from the Madding Crowd, der også giver sangene fra Hardys bog betydelig plads. Filmen er stadig en svimlende oplevelse. 

  

VINTERBERG lægger alt dette væk og begynder fra bunden et helt andet sted. Det bør publikum også gøre. Manuskriptforfatteren er David Nicholls (som skrev romanforlægget for Lone Scherfigs One Day/ Samme tid næste år), og Charlotte Bruus Christensens mørkere, blødere billedside lægger sig efter jordfarverne i Dorset, som man også ser i Polanskis Tess, der var fotograferet af Ghislain Cloquet og Geoffrey Unsworth.

   Vinterberg gør en dyd af at respektere traditionen. Alligevel er det i kraft af sin moderne sensibilitet, at filmen skiller sig positivt ud. Carey Mulligan er lige så meget en type af sin tid, som Julie Christie var i 1967. Stoikeren Gabriel har alle dage koncentreret de bedste af jordens kvaliteter. Karakteren er lidt af et egetræ selv.
   Mest interessant er derfor soldaten, som spilles af Tom Sturridge med nærmest neurotisk forurettelse og det, som amerikanere kalder a sense of entitlement. Frank Troy skal fra Hardys hånd være en charmerende sjuft, der lever i nuet (»He was a man to whom memories were an incumbrance, and anticipations a superfluity.«)

TROY forfører Batsheba med sin fægtekunst. Scenen, hvor de mødes ved solnedgang, og han drejer cirkler om hende med sin parringsdans, er et højdepunkt i alle versioner af historien. Hos Hardy beder hun selv om at se kunststykket, som der går rygter om på egnen. Hun bygger forventningen op i et helt kapitel og er moden til at plukke, da de mødes. Han spidder larven på hendes kjole og skærer en lok af hendes hår med et stød, som kunne være drevet igennem. 
   Hos Schlesinger bliver episoden i sig selv et ækvilibristisk sætstykke. Der zoomes og blændes over, mens Christies karakter får åndenød og ser kavaleri, der stormer fremad i fuld uniform. Terence Stamps elegante forfører er filmet fra mange vinkler, mens han trækker sig væk, bøjer sig frem, presser på og driver stødet ind. Han betoner, at han ikke kan præstere, hvis hun er bange. Det er så tæt på et samleje med fuld penetration, som filmkunsten kommer på denne side af Hitchcocks dampende lokomotiver, der forsvinder ind i en dragende tunnel.
   Hos Vinterberg kommer opvisningen ud af det blå. Den har samme effekt, at tryllebinde Batsheba, men hun er uforberedt på demonstrationen. Der er ingen stor musik og ingen dvælende gylden montage. Der er slet ingen indklip af angribende kavalerister. Tværtimod afvikles scenen med kejtet håndgribelighed. Troy bakser med sit våben. Atmosfæren er erotisk, men også mere solidarisk. Både manden og kvinden anstrenger sig.

DET er denne empatiske kvalitet, der får den nye filmatisering til at leve, som regel efter Mindre er Mere-princippet. Gabriel er skildret uden de teatralske reaktionsbilleder, som Schlesinger-filmen er fuld af. Da hans får drives ud over klippen, er det mere forfærdende end nogensinde. Det er også mere virkeligt.
   Far from the Madding Crowd er tæt på at være en lydefri film. Det lykkes at levendegøre passionen, snarere end at forklare den. Hardy forklarer i øvrigt selv frejdigt løs og analyserer på sine karakterer, meget som en victoriansk dukkemester. I Vinterbergs hænder bliver Far from the Madding Crowd en moderne fortælling, som respekterer sit klassiske forlæg, men taler til tiden og mennesker nu.

Se også Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Thomas Vinterberg: Kollektivet (2016); Thomas Vinterberg: Kursk (2018); Thomas Vinterberg: Druk/ Another Round (2020) [Oscars 2021] + Dear Wendy: Et interview med Thomas Vinterberg [2005].

Far from the Madding Crowd. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: David Nicholls. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 119 min. Dansk premiere: 23.04.2015.

Fotos: MGM/ Studiocanal/ Amazon Studios MGM, (Fox) Searchlight Pictures/  DISNEY+/ Filmcompagniet/ SF Studios/ CineMaterial, MovieStillsDB, Wikimedia 

Far from the Madding Crowd (2015) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 31.08.2015

Far from the Madding Crowd (1967) streames på Amazon Prime | STUDIOCANAL PRESENTS, Amazon Store, Apple TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Archive Collection [region A + B] 10.02.2015

2K Blu-ray fra Studio Canal Vintage Classics [region B] 01.06.2015 
Artiklen stod (let forkortet) i Weekendavisen Kultur 24.04.2015