Paolo Sorrentino: Youth (2015)

GAMLE MÆND OM AFTENEN

Sorrentino bestiger Der Zauberberg

Af BO GREEN JENSEN

EN komponist og en filminstruktør, begge ved slutningen af livet; en voksen datter, der bliver forladt; en genert bjergbestiger, som bliver forelsket; en Novalis-citerende Hollywoodstjerne, der forbereder sig på at spille Adolf Hitler.

   Figurerne er gæster på et eksklusivt kursted i Schweiz, hvor også Miss Universe flytter ind. De ser på buddhistmunken, som mediterer i haven. De diskuterer, om han kan levitere. De taler om livet og døden, mens dagene kommer og går. Der er sådan set ikke andet.

   Youth kombinerer motiver fra to af Paolo Sorrentinos andre film: Kærlighedens konsekvenser (2004) og La grande bellezza (2013, da. Den store skønhed), som blev sit års udenlandske Oscar-vinder. I den sky skuespiller, som bliver spillet af Paul Dano, er der reminiscenser af den blokerede rockstjerne i This Must Be the Place (2011).

DER er igen ingen grænser for tænksomheden og billedskønheden. Ej heller for selvfølelsen og ambitionen hos den nu midaldrende italiener. La grande bellezza var Sorrentinos La dolce vita. Youth er hans Der Zauberberg.

   I Trolddomsbjerget fra 1924 samler Thomas Mann en kreds af tidstypiske karakterer, som bliver behandlet for tuberkulose på kurhotellet Berghof i de schweiziske alper. Hans Castorp skal besøge sin brystsyge fætter, men ender med at blive på Troldfjeldet i syv år.*

   Her overhører han samtaler mellem humanisten Settembrini og den radikaliserede Naphta, som er jøde, jesuit og kommunist. Han sværmer for Clawdia Chauchat, en sanselig russisk aristokrat, som imidlertid er optaget af den dionysiske Mynheer Peeperkorn.

   Romanen er både mytologisk og satirisk. Før Clawdia rejser, skænker hun Castorp en kærlighedsnat. Som minde får han et røntgenbillede af hendes lunger, altså et portræt af hendes indre jeg. Han sætter det ved sin seng.

   Mens de karikerede patienter vender ryggen til almuen nede i lavlandet, er en sønderrivende krig undervejs. Da det lykkes Castorp at bryde fortryllelsen og vende tilbage til virkeligheden, er det med stor sikkerhed for at dø.

DER er ingen Castorp-karakter i Youth og heller ingen fashionabel sygdom, som konsoliderer hotelgæsternes fællesskab. Det skulle da være elitens begær efter uforstyrret splendid isolation.

   Alligevel bruger man tid på at finde overenstemmelser mellem Manns og Sorrentinos bjergtinder. Stemningen omkring samtalerne mellem komponisten Fred Ballinger (Michael Caine) og filmskaberen Mick Boyle (Harvey Keitel) er den samme. Også Miss Universe (Madelina Ghenea) kommer fra Rusland.

   Sorrentino fremhæver selv forbindelsen. For en sikkerheds skyld er Youth faktisk filmet på Berghotel Schatzalp i Davos, som var et sanatorium, da Katia Mann blev behandlet for tuberkulose i 1912. Her begyndte Mann at skrive Trolddomsbjerget som et sidestykke til Der Tod in Venedig (1912, da. Døden i Venedig).

PÅ samme måde må Youth være tænkt som en tvilling. Den store skønhed var fuld af kærlige henvisninger til 60er-film af Federico Fellini og Michelangelo Antonioni. Det gav ekstra vægt til portrættet af den indolente journalist og hans kreds af romerske døgnvæsener.

   I Youth er virkningen modsat. Det er decideret distraherende, at Sorrentino fører regnskab i forhold til Trolddomsbjerget. Tricket får tilskueren til at spørge, om karaktererne i grunden er så dybe, som de bliver fremstillet.

FILMEN bliver reddet, fordi personerne selv er i tvivl. Ballinger og Boyle er gamle mænd, som har prøvet det hele og betragter ungdommens lidenskab med distance. Muligvis med vemod, men ikke med misundelse.

   Ballinger er træt og ville ønske, at han havde de prostataproblemer, han fingerer. Kongehuset sender en mand for at bede ham dirigere sit hovedværk Simple Songs. Han siger kategorisk nej og kan dårligt selv huske hvorfor.

   Det kan datteren (Rachel Weisz), der fungerer som hans assistent. Hvis filmen trods alt har en Castorp, må det være Lena Ballinger.

   

DER er gjort meget ud af miljøet. Mark Kozalek optræder på terrassen, og sangerinden Paloma Faith spiller sig selv. Hun har hugget Lenas mand, der tilfældigvis er søn af Mick Boyle. Så de gamle mænd går aftentur og siger forbavsende banale ting til hinanden.

   Boyle har barrikaderet sig sammen med fem unge manuskriptforfattere. Filmen, som de skriver, skal på én gang være mesterværk og svanesang, comeback og testamente. Men produktionen er i pengenød.

   Alt afhænger af, om Boyles gamle flamme og forreste stjerne (Jane Fonda) vil spille hovedrollen. Hun kommer og prøver på sin måde at være ærlig. Boyles reaktion er den ene grund til, at Ballinger omsider går på podiet.

DET er generelt en fornøjelse at følge samtalerne mellem Caine og Keitel, som efterhånden lukker skuespilleren ind i deres venskab. Dano sminker sig som Hitler og bliver i karakter i flere dage for at afprøve gæsternes reaktion.

   Et andet godt øjeblik er vist på filmens plakat. De gamle mænd bliver stille, da den nøgne Miss Universe gør dem selskab i badet.

   Youth modtog tre af Det Europæiske Filmakademis EFA-priser for 2015: årets film, årets skuespiller (Caine) og bedste instruktør. Selv savner jeg efterhånden den visuelle rock ’n ’roll fra Il Divo (2008), Sorrentinos suveræne karaktermord på politikeren Giulio Andreotti. Han er altid en stor billedskaber, men i Youth bliver det hele måske mere litterært, end godt er.

   Caine og Keitel skaber fulde karakterer. Selv Jane Fonda liver op i rollen som aldrende diva. Sidst i filmen bliver det afgjort, om buddhistmunke egentlig kan levitere.

Se også Paolo Sorrentino: Il Divo (2008); Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

*) Også Hayao Miyazaki har henvist til bogen i Når vinden rejser sig (2013), hvor flyingeniøren Jiro Horikoshi faktisk møder Hans Castorp på kurstedet, hvor han frier til sin tilkommende hustru. Der Zauberberg er oversat til dansk flere gange. Carl V. Østergaards version fra 1924 har titlen Troldfjeldet og var den kurante udgave, indtil Ulrich Horst Petersen nyoversatte romanen som Trolddomsbjerget i 1989. Det er desværre svært at komme til at se filmen/miniserien Der Zauberberg/ La montagne magique/ The Magic Mountain, som fransk, (vest)tysk, østrigsk og italiensk tv producerede sammen i 1982. Hans W. Geissendörfer bearbejdede bogen og instruede bl.a. Christoph Eichhorn (Castorp), Marie-France Pisier (Clawdia Chauchat), Irm Hermann (Fräulein Engelhart) og Rod Steiger (Mynheer Peperkorn). Et særligt indtryk gjorde Charles Aznavour i rollen som Naphta. Jeg har aldrig glemt scenen med tuberkulosefotoet som en kærlighedspant. Filmen, som varer 153 minutter, er fra samme periode som Tony Palmers Wagner (1981) med Richard Burton som komponisten, Francois Villiers' Romain Rolland-dramatisering Jean-Christophe (1978) med Klaus Maria Brandauer og Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1982). I nogle territorier var der biografpremiere; andre steder blev filmene vist i længere tv-versioner, hvor føljetonens grammatik kom bedre til sin ret. Dansk tv sendte Der Zauberberg over to aftener. Filmen blev restaureret og vist på Berlinalen i 2008. Arthaus udgav et dvd-bokssæt, som man stadig kan være heldig at finde i Tyskland. 

Youth (La Giovenezza). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 124 min. Italien-Frankrig-Schweiz 2015. Dansk premiere: 14.01.2016.

Fotos: Indigo Film/ Medusa Film/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2016 

Christopher Nolan: Inception (2010)

EN DRØM I EN DRØM

Christopher Nolans betagende mind games

Af BO GREEN JENSEN

KONSTRUEREDE verdener i flere lag; drømme som griber ind i hinanden; kronologiske spor, der skal mødes, hvis karaktererne vil tilbage. Christopher Nolans Inception rammer jorden i høj fart og fortsætter i den hurtige bane. Fra første færd er erkendelsen sat i anførselstegn. Allerede Edgar Allan Poe spurgte, om livet blot er en drøm i en drøm, »a dream within a dream«. Det er selve præmissen hos Nolan. Hele Inception udspiller sig i et skrøbeligt system af sammenstyrtende virkeligheder.

   Inception var noget så relativt sjældent som en Hollywood-produceret auteurfilm til 200 mio. dollars. Der var kun gået 12 år, siden Nolan hjemme i London realiserede hjertebarnet Following (1998) for 100.000 britiske pund. I begge komplekse scenarier optræder drømmetyven Dom Cobb. I Following blev han spillet af Alex Haw og var en uudgrundelig sidefigur. I Inception, hvor man bogstaveligt rammer bunden af sindet, bliver skikkelsen fremstillet af Leonardo DiCaprio.

AT Nolan på kort tid var nået så langt, skyldtes for det første kultfilmen Memento (2000), som han baserede på en novelle af sin lillebror, Jonathan Nolan. Også i genrelandskabet er der langt mellem originale ideer. Måske var det ikke første gang, at der blev fortalt om en mand med beskadiget korttidshukommelse, som må tage fotos af enhver, han møder, fordi han ikke ved, om de er venner eller fjender. Men i Memento blev det gjort med absolut indlevelse. Filmens visuelle æstetik blev stilskabende, og Memento er stadig et must for kommende filmskabere.

   For det andet så Nolan rigtigt, da han i 2002 sagde ja til at instruere den amerikanske genindspilning af Erik Skjoldbjærgs Insomnia (1997). Den norske noir-krimi om en søvnløs politimand, der må arbejde nord for polarcirklen, hvor dagslyset ikke forsvinder, når det er sommer, blev en lille skandinavisk succes med Stellan Skarsgaard som kommissæren. I Nolans version blev figuren spillet af Al Pacino, mens Robin Williams både brugte og brød med sin type som morderen.

I Nolans sted ville mange have valgt at gå videre med egne ideer. Han var allerede da ved at bygge den verden, hvor Inception udspiller sig. Imidlertid kunne han som dedikeret seriefan ikke modstå fristelsen, da Warner-studiet spurgte, om han ville genstarte Batman-legenden i en voksen, mørk, realistisk version. Batman Begins (2005) og især The Dark Knight (2008) blev to af årtiets bedste amerikanske film. Nolan-brødrene skrev The Dark Knight sammen og var i gang med The Dark Knight Rises (2012), da Inception fik premiere. 

   Inception skrev Nolan alene. Det ontologiske spor i produktionen – altså de film, der undersøger ideer om flydende tid, vendt entropi og tilværelsen som et palindrom, der læses ens, uanset hvor man begynder og slutter – synes at være hans personlige besættelse. Også hyperthrilleren Tenet (2020) har Nolan skrevet alene. Og vist er Dunkirk (2017) forankret i faktisk historie, men krigsfilmen bruger den samme kronologiske struktur. Der er tre lag af tid, men de er ikke stakket op lineært. Snarere er de bøjet til koncentriske cirkler, der kværner om et enkelt punkt, som er nuet eller midten af palindromet, om man vil.
   Mellem Batman-filmene skabte Nolan den raffinerede thriller The Prestige (2006) med Hugh Jackman og Christian Bale som rivaliserende tryllekunstnere, Scarlett Johansson som kvinden i midten, Michael Caine som den gamle fortæller og David Bowie som den excentriske (og autentiske) fysiker Nikola Tesla. Fordi de store film blev succeser, fik Nolan frie hænder til at være så svær, det skulle være, i den mindre erkendelsesfabel. Samme gynger-og-karussellen-princip gør sig gældende i Inception. Blot har Nolan her fået hele legetøjsbutikken og alle pengene til sin rådighed.

DER er ingen grund til at røbe for meget, men det handler især om, hvordan ideer tager form, hvordan underbevidstheden arbejder og hvordan den fysiske verden ser ud. Mellem sci-fi, psykologisk thriller og futuristisk neo-noir fortæller Inception om Cobb (DiCaprio) og Arthur (Joseph Gordon-Levitt), der opererer som en blanding af klatretyve og industrispioner i udvalgte individers bevidsthed.

   På Mission Impossible-vis er et hold specialister tilknyttet.* Ariadne (Ellen Page) bliver arkitekten, der skal designe de verdener, hvor drømmerne mødes. Her er Escher-agtige huse og Piranesi-inspirerede trapper. På vegne af finansmanden Seito (Ken Watanabe) skal Cobb anbringe en særlig idé i stormogulen Robert Fischers (Cillian Murphys) bevidsthed, så han må tro, at han selv er kommet på tanken.

   Scenen er drømmerens drømme, men i hver af dem optræder kvinden Mal (Marion Cotillard) på afgørende, ofte illusionsbrydende steder. Under drømmen viser Cobb Ariadne den by, som han og hustruen skabte sammen og delte gennem et menneskeliv. Da han ville vågne og rejse tilbage, havde hun låst sit totem inde og glemt, hvad virkeligheden var. En idé havde taget form i hendes sind. Hele verdener må gå til grunde, hvis det skal lykkes Cobb at nå sine børn. De leger i sandet på bunden af drømmen, men han når aldrig at se deres ansigter, før de vender sig væk.

IMENS knyttes tidslag og foreløbige verdener sammen i de delte drømme. Hans Zimmers score pumper sædvanen tro, og det lykkes i suveræn grad Nolan at gøre filmens fysiske spænding konkret. Særlig helstøbt er finalen, hvor tre niveauer af drøm skal konvergere. Holdet bruger »The Kick«, dvs. det ryk som man føler, også i drømme, når noget bliver farligt, til at vågne. Her er »Skubbet« virkeligt hver gang.

   Det kunstfærdige trick ville næppe fungere, hvis man ikke fik lejlighed til at engagere sig i Cobbs karakter og føle for hans smerte. Inception er dog ikke for et publikum, som sværger til romantik eller action, der bare skal suge i maven. Men kunne man lide f.eks. Memento, Terry Gilliams The Fisher King (1991) og 12 Monkeys (1995), David Finchers The Game (1997), søskendeparret Wachowskis trilogi om The Matrix (1999-2003) og Martin Scorseses Shutter Island (2010), vil det hele give mening.** Man vil føle sig hjemme og næsten forløst.

   Det handler dybest set ikke om plot, men om en særlig måde at se på og følelsen af at leve i drømme. Filmen rejser i mørke for lysets skyld og lader bestemmende ting finde sted i det ubevidste. I dén forstand er Inception en klassisk eventyrfortælling. Den er bygget af fantasi og erindring.

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]; Christopher Nolan: Tenet (2020); Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024].

*) Christopher Nolan er selverklæret fan af spiongenren. I forbindelse med 2020-premieren på Tenet har han ikke lagt skjul på sin kærlighed til James Bond-filmene. Han hylder dem som et inspirationssted, men understreger samtidig, at han ikke genså 007-film, mens Tenet blev til, for hans egen vision skulle stå så rent som muligt. Måske har Nolan tænkt, at der ikke kunne ske så meget ved at slappe af med et let Matthew Vaughn-genrestykke. Eller læse en god britisk tegneserie af Mark Millar og Dave Gibbons. I hvert fald synes tøjstilen i den cerebrale palindromthriller mere inspireret af Kingsman:The Secret Service (2014) og Kingsman:The Golden Circle (2017) end af de skiftende moder i 007-universet.  

**) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødre, da Matrix-trilogien blev produceret. Larry Wachowski skiftede køn i 2008, Lilly Wachowski i 2016. De arbejdede sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas (2012), Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har færdiggjort tilføjelsen The Matrix Resurrections alene. Filmen var under optagelse, men blev sat på pause af COVID19-pandemien. Der var streaming-premiere i julen 2021 og regulær premiere i januar 2022, da biograferne genåbnede i det små. Christopher Nolan sagde nej til at gøre det samme med Tenet.   

Inception. Instr. og manus: Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 148 min. USA 2010. Dansk premiere: 29.07.2010

Foto: Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffimity/ MoviestillsDB/ [FilmGrab]
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, Netflix, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.12.2017
Ajourtført udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 30.07.2010