Hirokazu Kore-eda: La Vérite/The Truth (2019)

MODENHED ER ALT

Den japanske auteur debuterer på fransk 

Af BO GREEN JENSEN

FABIENNE Dangeville er en ærkefransk diva, der nærmer sig glamourøs alderdom. Hun bliver naturligvis spillet af Catherine Deneuve (f. 1943) – hvis rigtige mellemnavn er Fabienne.

   Datteren Lumir, som selv er blevet midaldrende, slog sig ned i USA. Hun bliver i La vérité spillet af Juliette Binoche (f. 1964), som var for 1980ernes french wave, hvad Deneuve var for 1960ernes nouvelle vague.

   Lumir kommer på besøg med den amerikanske familie, netop som Fabienne får udgivet sine autofiktive erindringer og medvirker i en ny film, hvor hun spiller over for Manon Lenoir (Manon Clavel), en kommende stjerne, som skal være den næste Deneuve og Binoche. Det er svære og krævende optagelser. Fabienne er på usikker grund.

JAPANSKE Hirokazu Kore-eda (f. 1962) er god til at skildre familier. Instruktøren gjorde et uudsletteligt indtryk med Nobody Knows (2004), hvor tre forladte børn skjuler et fjerde, som kun ser dagslys én gang i sit liv. Mange film senere er Kore-eda blevet en ny mester i traditionen fra Yasujirô Ozu og Kenji Mizoguchi. Han ser alle generationer. Kronen på værket var guldpalmevinderen Shoplifters (2019). La vérité er hans første fremmedsprogede arbejde.

   Kore-eda fanger hver nuance i familiebilledet. Især Ethan Hawkes karakter er mere end standardvare. Lumirs mand har alkoholproblemer og falder i. Fabienne tager ham ikke alvorligt som skuespiller, men Hank har åbenbart beskeden succes i en serie, som bliver streamet på nettet.

   Også for ham selv er det uklart, om talentet var utilstrækkeligt. Faldt han som følge af alkoholismen eller førte middelmådighed ham til misbrug? I hvert fald er han en god far og en kærlig ægtemand på sin måde. Det er Hank, der forbinder de praktiske ender, mens Fabienne og Lumir diskuterer fortiden.

DE bedste scener i Sandheden er dog optagelserne til filmen, som Fabienne medvirker i. Det er en science fiction-historie, hvor protagonistens mor tager ud i rummet, fordi hun er syg. Moderen kommer hjem på besøg hvert syvende år og virker da altid ung og perfekt. Det er hun stadig, da pigen er blevet gammel.

   Fabienne har rollen som den ældede, døende datter. Hun farer vild i sine replikker og kan ikke koncentrere sig. Hun føler, at professionalismen, som hun har hængt sin hat på hele livet, er ved at glide hende af hænde. Tiden er kold og har svært ved at huske. Hun føler sin alder meget akut og lyver sig stærkere i selvforsvar.  

KORE-EDA gør filmen-i-filmen til en rig undertekst. Tidsrejsemotivet er hentet i Ken Lius novelle »Memories of My Mother«, som forfatteren lagde på nettet i marts 2012. Det er en ganske kort tekst, som benytter formatet flash fiction. Også amerikaneren David Gaddie har brugt den som afsæt for kortfilmen Beautiful Dreamer (2016).

   Det er flot at forbinde cyberspacefremtiden med Fabienne. Mor og datter diskuterer, hvordan det var med mosteren, som tog sig af Lumir, når Fabienne var på optagelse. Lumir synes, at Fabienne fordrejer og forskønner det hele i erindringsbogen. Sandheden var ikke sådan. Mosteren døde ung – ganske som Françoise Dorleac, Deneuves storesøster, der kørte galt og døde, kun 25 år gammel, i 1967.

MAN kan se de to søstre sammen i Jacques Demys meta-musical Les desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort). Og man kan se Deneuve spille over for sin egen voksne datter, Chiara Mastroianni, i Julie Bertuccellis La dernière folie de Claire Darling (2019, da. Claire Darling). Sådan gnider fiktionen kind med den virkelige historie i La vérité. Sandheden er ikke en nøglefilm – og så alligevel. Det enkle kunstgreb har meget stor virkning. Familiefornemmelsen er autentisk.

   »Modenhed er alt,« siger Shakespeare i Kong Lear. Deneuve og Binoche er i virkeligheden 76 og 56 år. Det er godt at se dem som mor og datter. For Kore-eda er filmen et eksperiment. Det må siges at være lykkedes ham. Sandheden er en udsøgt komponeret buket af hyldest og historie. Her er 60 års fransk (og japansk) filmfølsomhed koncentreret.

Se også Den japanske familie: Shoplifters (2018); Hirokazu Kore-eda: Still Walking/ Aruitemo aruitemo (2008); Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004).  

La vérité (Sandheden). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Eric Gautier. 106 min. Frankrig-Schweiz-Japan 2019. Dansk premiere: 08.10.2020.

Fotos: 3B Productions/ Bun-Buku/ MI Movies/ France 3 Cinéma/ Canal+/ Unifrance/ Le Pacte/Øst for Paradis

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.10.2020

Hirokazu Kore-eda: Still Walking/ Aruitemo aruitemo (2008)

FAMILIEN FOR SIDSTE GANG
Erindringen om de døde forældre

Af BO GREEN JENSEN

DER er film, som man ser for at glemme sin hverdag, og film, som man ser for at føle sig genkendt. Du vil stå foran spejlet, eller du vil ind i en verden bag spejlet. For de bedste af begge slags gælder, at du ved en smule mere om din virkelighed, når historien er forbi.

   Japaneren Hirokazu Kore-eda (f. 1962) laver film, som hører til begge steder. De er fattige på ydre spænding, men rige på følelsesmæssig intelligens.

   Sædvanligvis skaber han stille historier, der taler om metafysiske emner i en nøgtern, realistisk form. I After Life (1998, da. Mellem liv og død) er døden et herberg, hvor man vælger én erindring at tage med sig. Distance (2001) skildrer sorgarbejdet, som resterne af en selvmordskult udfører. I Nobody Knows (2004) bliver fire børn svigtet af deres mor, og en lille pige dør uden at have set dagens lys, fordi »ingen må vide«, at der bor så mange i lejligheden. I allegorisk form var Air Doll (2009) en moderne Pinocchio-historie for voksne. Sexdukken blev levende, da den følte sig elsket.

STILL Walking har ingen fantastiske lag, men er en fuldkommen prunkløs erindring om instruktørens forældre. »I denne film er der ingen tyfoner,« skriver Kore-eda i sin hensigtserklæring. »Snarere end at vise, hvordan mine forældre nærmede sig døden, ville jeg fange og fastholde et øjeblik af livet. Folde hele familiens fælles erindring ind i det øjeblik. Præcis som fotografier i et gammelt familiealbum.« Netop så fin er denne fremstilling, som smuldrer mellem fingrene, hvis ikke man bladrer forsigtigt.

   Faktisk foretrækker Kore-eda at bruge Even If You Walk and Walk som engelsk titel. Det er en linie fra sangen »Blue Light Yokohama«, som afspilles i en central fællesscene. Ayuimi Ishida havde et stort hit med sangen i 1968. Den bestemmer både tid og tema. For det første er det forældrenes sang. For det andet er livet en Sisyfos-gerning. Man kommer ingen steder, selv om livet bliver ved med at gå. Men der er endelig også en styrke i kroppens ukuelighed. Ti år efter har Jørgen Leth samme tanke i sin sene og sårbare I Walk (2019, da. Jeg går).

HVERT år kommer de voksne børn på besøg. Man tilbereder et måltid sammen og overnatter måske. Det er, som når danske familier samles i sommerhuset. Far er blevet gammel og stæreblind. Han gemmer sig i konsultationen, som ingen af sønnerne ville overtage. Den ældste medbringer sin hustru, en enke med en halvstor dreng (man synes nok, at han kunne gøre det bedre), og han vil ikke for nogen pris indrømme, at hans konservatorforretning går dårligt. Søster er lige så hurtig som Mor, der aldrig har arbejdet uden for huset og iscenesætter ydmygende situationer med en subtil form for gæstfri sadisme.

ALT er foldet ud over én dag, fuld af lys og rig på stemmer, der vil tale videre i erindringen, når den er levet. Den voksne søns fortællerstemme sørger for at orientere tilskueren. Der er gamle konflikter mellem forældrene. Der er mindet om den døde bror, som alle husker 15 år efter, skønt ingen siger hans navn særligt højt. Endelig er der balancen i sønnens nye ægteskab. Drengen kalder sin mors mand ved fornavn, men siger Far »som alle andre«, når udenforstående hører på.

   Et nyt barn kunne konsolidere forholdet. Hustruen spørger gennem syv lag af omskrivning sin svigermor, om barnet er en god idé. Bedstemor svarer lige så indirekte, men med kategorisk grusomhed. Hun insisterer på at give hånd, da de skilles. Bedstefar prøver dog at tale med drengen. Man ved så ikke, om det er, fordi han stadig ikke har opgivet at finde en arving til imperiet. Man ved dog med sikkerhed, at det er sidste gang familien samles. Begge de gamle mennesker dør.

TRODS alt er det også en kærlig erindring. Der er lattermild lethed og streng dominans, undertrykt oprør og endelig frigørelse i det mangefarvede gruppeportræt. Moderen indrømmer, at hun hvert år inviterer den døde brors kejtede ven, ikke for at at vise ham tilgivelse, men for at holde ham fast i den skyld, han bør føle. Epilogen er værd at blive siddende for. Still Walking er en udsøgt genstand. Præcis som et øjeblik fastholdt i rav.

Se også Den japanske familie: Shoplifters (2018) og Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004).

Still Walking (Aruitemo aruitemo). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Yutaka Yamazaki. 114 min. Japan 2008. Dansk premiere: 01.04.2010 [Copenhagen International Film Festival/ Månedens film i Cinemateket].

Fotos: Bandai Visual Company/ Cinequanon/ Eisei Gekijo/ Engine Film/ TV Man Union/ Celluloid Dreams/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Criterion Collection/ MUBI (Hirokazu Kore-eda Portrait)

Filmen streames ikke i DK – i UK, Italien og Tyskland på Chili Play, i Frankrig på Amazon Prime

The Criterion Collection har udgivet Still Walking på Blu-ray

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 02.04.2010 - her let ajourført og revideret.

Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004)

ALLE VERDENS TÅRER
Det kollektive omsorgssvigt

Af BO GREEN JENSEN

DEN japanske filmskaber Hirokazu Kore-eda (f. 1962) fik også i Danmark et gennembrud med After Life (1999, da. Mellem liv og død). I dette melankolske stemningsstykke måtte nyligt afdøde sjæle vælge hver én erindring fra deres liv. Om den blev der drejet en film, og de døde kunne beholde den, når de tog videre. Resten blev slettet én gang for alle.

   Også i sin næste film rører Kore-eda ved de inderste ting, men denne gang er der ingen metafysisk stødpude. Nobody Knows er en hjerteskærende virkelig historie om fire børn, som bliver forladt og må klare sig alene i en lejlighed i Tokyo. Deres mor har fået dem med forskellige mænd. I den nye lejlighed må der kun være ét barn, så de mindste gemmer sig i Samsonite-kufferterne, da filmen begynder og familien flytter ind.

MODEREN Keiko har en svaghed for alkohol og andre stimulanser. Hun bliver også let forelsket og plejer da at tage væk med den nye mand, idet hun overlader ansvaret for familien til Akira, den ældste søn, som naboerne godt må se. Børnene går ikke i skole. De vil gerne, men Keiko mener, at uddannelse er overvurderet. Først tager hun væk nogle måneder og lover at komme hjem til jul. Endelig forsvinder hun helt. Der kommer et brev med alt for få penge. »Jeg stoler på dig, Akira,« er alt, hvad Keiko skriver til sønnen.

   Så skal de klare sig, drengen på 12, hans lidt yngre søster, spilopmageren Shigeru på syv år og hjerteknuseren Yuki på fire. Først overholder de Keikos regler, går ikke ud, laver en slags lektier, prøver at rydde en anelse op. Akira betaler regninger, rækker ud efter kammerater i nabolaget og knytter i mangel af bedre et venskab med den lidt ældre pige Saki, som har rige forældre, men er overset på en anden måde og bliver mobbet i skolen. Også hun strejfer rundt i kvarteret om dagen.

FILMEN følger forløbet over et år. Der er gode perioder, hvor børnene faktisk får indrettet sig og mod alle odds fungerer som en familie, strandet snarere end egentlig nødstedt. Men hverdagen skrider, rodet tager til. Der bliver lukket for gas, el og vand, efterhånden som pengene slipper op. Akira opsøger to af børnenes fædre, men får ikke nogen hjælp, som han kan bruge. En kvinde i supermarkedet er den eneste voksne, han har kontakt med. Hun ser som regel genert ned i gulvet, når indehaveren lærer endnu en ekspedient at krølle poserne op på den rigtige måde.

   Nobody Knows er fuld af sådanne sikkert sete detaljer, der giver den enkelte øjeblikke af humor. Det samme gør børnene selvsagt. Af og til er de bare fire søskende, som leger og nyder livet på øen, hvor ingen griber forstyrrende ind. Deres isolation bliver ved, og man lever sig ind i en hverdag med store og små revolutioner. Det er grænseoverskridende, da Akira første gang lader hånt om moderens instrukser og tager Yuki med i byen på hendes fødselsdag. Hun bærer hjemmesko, der kan pibe, får sit yndlingstøjdyr med i et aflagt tornyster og er lykkelig, da de kan købe et lille lager af hendes yndlingsslik.

SIDEN kommer alle ud i lyset. Lejligheden begynder at lugte. Akira ved ikke sine levende råd, og efterhånden er det lettest at give slip. En ulykke ændrer alting totalt. Kore-eda formulerer da en ren og stille scene, som man sent eller aldrig vil glemme:

   To store børn begraver en kuffert ved en flyveplads. Det sker til tonerne af en spinkel ballade, »Houseki«, som Tate Takako fremfører. Det regner, og de lægger også slik i hullet, som er svært at lave i den våde jord og med dårlige redskaber. I kufferten ligger et lille liv, som ingen måtte kende til og som ingen ville vide af. Sangen bliver ved. Den banale musik virker større og større, da børnene tager toget tilbage.

   Ved filmens Cannes 2003-premiere skrev en kollega, at amerikanske og europæiske tilskuere formentlig ville finde scenen overdrevent sentimental. »Men den er ærke-asiatisk,« tilføjede han. Det samme er den unikke blanding af poesi, eventyr og socialrealisme, som Kore-eda skildrer børnenes liv med. Han nævner selv en autentisk hændelse som sin primære inspirationskilde. Et lignende kolossalt omsorgssvigt fandt sted i Tokyo i 1988, hvor en mor forlod sine børn. Efter et halvt år døde det yngste. Heller ikke i virkeligheden vidste naboerne, at der var fire børn i lejligheden.

DET er klart, at der i filmen ligger en implicit erklæring om, hvor lidt vi ved om og tager os af hinanden; hvor megen fortræd man kan gøre et barn og hvor mærkelig tilværelsen er. Men Kore-eda undlader at prædike og forenkle. Man fornemmer ikke noget sted den pegefinger, som en europæisk filmskaber typisk ville rette mod publikum og de sociale instanser. I forbifarten kan man sende Lone Scherfigs familiefilm Når mor kommer hjem (1998) en venlig tanke. Den havde mange af de samme elementer som Nobody Knows, men var nødt til at glatte dem ud i sin slutning.

   Kore-edas saglige snit og neutrale tone gør smerten i materialet endnu mere påtrængende. End ikke den flagrende mor bliver fremstillet uden nuancer. Hun er mere som det største barn, når hun kommer sent hjem og sidder og pjatter med ungerne. Der er ingen tvivl om, at hun elsker dem på sin adspredte måde. Keiko, der spilles besnærende af rockdivaen YOU, er snarere en fantastisk psykologisk undtagelse.

YAGIRA Yuya, som spiller Akira, modtog prisen som bedste mandlige skuespiller, da filmen fik premiere i Cannes. Flere mente, at han var for ung og at det generelt er en uskik at give priser til børn i tragiske roller. Sikkert er i hvert fald, at han yder en fuldkommen indlevet fremstilling.

   Man tror på Akira, når han er sammenbidt og panikslagen, men ikke vil vise det over for sine søskende, og når han i glimt holder fri fra det hele i parken, hvor børnene bliver vant til at bade og hente vand. Han prøver virkelig, gør den dreng. Og hele verden burde skamme sig over, at sådanne ting foregår.

DET er i dét krigshumør, man forlader biografen. Og med en svimmel romantisk fornemmelse af, at denne film rummer alle verdens tårer, selv om pointen bagefter er, at livet går videre uanset hvad. Helhedsvirkningen er et lærebogseksempel på begrebet katarsis, dvs. den lutring af sindet, som kunsten fremkalder. Med føleri har det intet at gøre, skønt en kyniker kan have svært ved at se forskel. Nobody Knows er en pragtfuld film, som man gemmer på et særligt sted, dér hvor de største oplevelser ligger.

Nobody Knows (Dare mo shiranai). Instr. og manus: Hirokazu Kore-Eda. Foto: Yamazaki Yukata. 141 min. Japan 2004. Dansk premiere: 20.08.2004 [Copenhagen International Film Festival]: 25.03.2005.

Fotos: Bandai Visual Company/ Cine Qua Non Films/ Engine Film/ Nobody Knows Project Team/ TV Man Union/ c-style/ Wild Bunch/ IFC Films/ Øst for Paradis/ CineMaterial/ Movie StillsDB

Filmen streames ikke i DK - i øvrige EU på iTunes 

Nobody Knows udkom på Blu-ray i 2017 (UK) og 2017 (Frankrig)

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.03.2005

Spin-off | Gender Swap: Ocean's Eight (2018)

KRIMINEL KVINDELIST
»Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster?«

Af BO GREEN JENSEN

FÆNOMENET gender swap – dvs. film, som foretager et konceptuelt kønsskifte – var i stigende, også før den gennemgribende reorientering, som fulgte med #MeToo-nedsmeltningen i 2017.

   Gamle film bliver genindspillet med (d)et andet køn i helterollerne. Ghostbusters genopstod med kvindelige stand-up komikere. En ny version af The Lord of the Flies er undervejs, nu med strandede piger på øen.

   Det er værd at bemærke, at britisk film og tv-fiktion foretog omstillingen allerede i 1980erne og 90erne, da Lynda La Plante (f. 1943) skrev miniserien Widows (1983-1985, da. Enker) og fulgte succesen op med et helt kompleks af projekter, hvor den feministiske faktor var prioriteret. La Plante var showrunner, før man havde begrebet.

   Widows – som Steve McQueen nyfortolkede i 2018 – fik en fortsættelse i She's Out (1995), og La Plante skrev Prime Suspect (1991-2006, da. Mistænkt) til Helen Mirren, der spillede rollen som DCI Jane Tennison i samtlige syv sæsoner. Hun tog ved lære, blev ældre og havde et liv. Karakteren var aldrig en sum af klicheer.

   The Governor (1995-1996) med Janet McTeer som fængselsinspektør Helen Hewitt fik ikke samme gennemslagskraft, men The Commander (2003-2008) med Amanda Burton som politichef Clare Blake havde næsten samme slidstyrke.

   Imens var politiserien Cagney & Lacey (1982-1988) og forskellige gradbøjninger af 70er-klenodiet Charlie's Angels (1976-1981) det nærmeste, man kom en renovering af genrerne i USA.

 

ERGO ankommer Ocean’s Eight som den første helhjertede Hollywood-indsats. Her bliver den klassiske kupfilm iscenesat for otte kvinder, der ikke giver mændene noget som helst. Debbie Oceans håndplukkede crew slår til ved den årlige galla, som The Met i New York afvikler sammen med Vogue Magazine.

   Ocean’s-serien har en lang stamtavle, og der er tradition for, at spillerne tager deres private persona med på arbejde. Ydermere er det chauvinistisk arvesølv. Ocean's 11 (1960) var skræddersyet til Frank Sinatra og The Rat Pack. Angie Dickinson leverede seksuelt blikfang.

   Steven Soderbergh genindspillede filmen i 2001, nu med George Clooney som Danny Ocean og stjerner som Brad Pitt og Matt Damon. Julia Roberts var kvinden på holdet. To fortsættelser fulgte, før serien blev for selvtilfreds. På Ocean’s Eight er Soderbergh krediteret som producer sammen med Susan Ekins.

DEBBIE Ocean (Sandra Bullock) er søster til Danny, som på bestyrtende vis er gået bort siden sidst. Hun har aldrig været nævnt med et ord i de tre film om sin storebror. Man kan næsten høre stemmerne på manuskriptmødet: »Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster og lod hende styre den samme slags hold?«

   Debbie sidder i fængsel, men snyder sig til at blive prøveløsladt. Hun begynder da at tilrettelægge et kup, som hun har brugt de første fem år, otte måneder og tolv dage af sin afsoningstid på at udtænke. Det er fuldkommen som at se hendes bror i aktion. Hele den nye teknologi er i spil. Til gengæld bliver der ikke løsnet et skud eller nikket en skalle.

   Kort sagt går planen ud på at stjæle en diamanthalskæde til 150 mio. dollars. Der er castet med opfindsomhed og et øje på diversiteten. Bullock og Cate Blanchett samler et hold bestående af Helena Bonham-Carter, Rihanna, Mindy Kaling, Awkwafina og Sarah Paulson. Anne Hathaway har særstatus som Daphne Kluger, der bærer smykket fra Cartier.

   Koryfæer som Elliott Gould medvirker, og Vogue-redaktøren Anna Wintour spiller sig selv. Men selv om der er mange metakrøller, bliver selvironien holdt på lavt blus. Så Ocean's Eight overbeviser trods alt. Det er en stærk og stilren kupfilm i den cerebrale genre. Der er ingen ekstreme biljagter, og inde bag pynten er stoffet solidt.

Se også Steve McQueen: Widows (2018); To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2014) [Sequels nr. 6]; Steve Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007).

Ocean’s 8 (Ocean’s Eight). Instr.: Gary Ross. Manus: Gary Ross, Olivia Milch. Foto: Eigil Bryld. 110 min. USA 2018. Dansk premiere: 21.06.2018.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Rahway Road Productions/ Smokehouse Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Alle film i serien er samlet på Blu-ray i Ocean's – A 4 Film Collection [Warner Home Video 02.10.2018]

Ocean's 8 udkom på 4K Ultra HD Blu-ray [Warner Home Video 11.09.2018]

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 22.06.2018.

Steven Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007)

ALLE GODE GANGE
Tredje stik fra Soderbergh og Clooney

Af BO GREEN JENSEN

DET kræver mere end almindelig flair og elegance, hvis endnu en film om hasard i Las Vegas skal lykkes. Man har været der så mange gange, at man færdes hjemmevant i kulissen. Alle kneb er benyttet i en alenlang række af actionkomedier og heist movies om elskelige slyngler, der gør bedraget til kunst og scorer kassen på samme tid. Man er faktisk tæt på at undertrykke en gaben, da de første forjættende billeder af neonvildnisset kommer op på lærredet i begyndelsen af Steven Soderberghs Ocean’s Thirteen.

   Ocean's Eleven (2001) var en tam genindspilning af Lewis Milestones lille Rat Pack-klassiker med Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford. Jeg så den samme uge som Hans Fabian Wullenwebers Klatretøsen og var mere spændt på kuppets udfald i sidstnævnte. Ocean's Twelve (2004) kom betydeligt bedre i luften og havde en distinkt duft af Rififi, The Italian Job, Thomas Crown Affæren og Mission Impossible. Stilikonerne George Clooney og Brad Pitt var faldet til i deres roller og kunne ekstemporere. Som hønen i kurven var Julia Roberts i pagt med tidsånden blevet gravid.

MAN kan næppe sige, at verden har råbt på en treer fra Soderbergh, Clooney & Co. Dog kan man ikke afskrive Ocean’s Thirteen som spekulation. Vist er der tale om dagligvarer i luksusindpakning, men det er lykkedes holdet at variere skabelonerne i en brugsfilm, som tangerer det udsøgte. For det første balancerer plottet sikkert mellem kompleksitet og fortænkthed. For det andet har billedsiden meget at tilbyde, fra en mørkeblå nathimmel over Brad Pitt, der står af flyet, til en hypertekstuel casinoscene, hvor omsætningen ved de enkelte borde bliver skrevet i luften. Fotografen hedder Peter Andrews. Det er Soderberghs alias.

HISTORIEN er selvsagt et påskud for den maskuline banter og bonding, som de selvtilfredse drengerøvsfilm er veritable orgier i. Men den er ikke uden evner, og der er også plads til selvironi. Den skrupelløse finansmand Will Bank (Al Pacino) har snydt den aldrende Reuben (Elliott Gould), en af de bedste kræfter i Oceans dusin. Nu åbner Bank sit nye hotel på hovedgaden i Las Vegas. For Ocean’s 13 gælder det om at forpurre det hele.

   Planen realiseres på mange niveauer. For eksempel bliver journalisten, der skal anmelde Banks hotel, udsat for alskens ydmygelser, mens stivstikkeren Linus (Matt Damon) klæder sig ud som kineser og smører hormonsaft bag ørerne, så han bliver uimodståelig for Ellen Barkin, der i denne film løfter arven efter Angie Dickinson og Julie Roberts. Et jordskælv fingeres med mere succes end beregnet, og gamle fjender som Andy Garcia indforskrives blandt de allierede i krigen mod Pacinos hæmningsløse kapitalist.

RESULTATET er en uimodståelig stiløvelse, der kun skuffer ved at ville så lidt. For Soderbergh og Clooney er Ocean's-filmene pengemaskiner, der skal rejse finansiering til hjertesager som Solaris, Syriana, Good Night and Good Luck og The Good German. Soderbergh synes i stigende grad at beslutte sig for at lave enten entertainment eller kunstfilm. Før i tiden blandede han kortene, og det gjorde oplevelsen mindre forudsigelig. Ocean’s Thirteen holder, hvad den lover. Man kan således gøre sin indsats og løse billet uden ængstelse.

Se også Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]; To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020); To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema].

Ocean’s 13. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Brian Koppelman og David Levien. Foto: Peter Andrews. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 08.06.2007.

Fotos: Warner Bros/ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions Section Eight/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies

The Ocean's Trilogy Box Set udkom på Blu-ray i 2007

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007