Translate

søndag den 21. september 2025

Marilyn Monroe | My Week With Marilyn (2011)

MARILYNS KUNST

Biopic, metafilm, dannelseskitse

Af BO GREEN JENSEN

I 1956 kom Marilyn Monroe til England for at optage The Prince and the Showgirl sammen med Sir Laurence Olivier, som både instruerede og spillede den ene hovedrolle. Filmstjernen var 30 år og nygift med Arthur Miller. Teatermennesket var 50 og ivrig efter at blive populær. De betalte selv for forsøget. Filmen var finansieret af Marilyn Monroe Productions, mens Olivier varetog logistikken på vegne af Warner Bros., som markedsførte den samlede pakke. 
   Begge ventede sig meget af samarbejdet, og begge gik skuffede hver til sit. The Sleeping Prince, som filmen hed i begyndelsen, var tænkt som »the lightest of comedies« og byggede på et skuespil af Terence Rattigan. I sceneversionen havde Olivier spillet over for sin hustru, Vivien Leigh (alias Lady Hamilton, Blanche DuBois, Scarlett O’Hara). Leigh var 43 og ved at blive mentalt ustabil. Sir Larry ville videre. Nu skulle der tænkes ungt, vitalt og transatlantisk.


OPTAGELSERNE blev et 16 uger langt mareridt. MM opførte sit sædvanlige neurotiske repertoire, kom for sent, kom slet ikke og lavede fejl. Olivier var ved at eksplodere og behandlede sin stjerne med slet skjult foragt. Alligevel kom der en film ud af kaos. The Prince and the Showgirl blev ingen succes, hverken kunstnerisk eller kommercielt, men den fik et liv og findes stadig. I Danmark havde Palads premiere på Prinsen og korpigen den 5. maj 1958. »Vittig kroningskomedie, hvori M.M. ydede sit ypperste,« skriver Bjørn Rasmussen i Filmens Hvem Hvad Hvor.


EFTERHÅNDEN har alle, som var i nogen form for kontakt med Marilyn Monroe, skrevet deres personlige erindring. Colin Clark (1932-2002) var dog særligt privilegeret. Som søn af kunsthistorikeren Kenneth Clark – ældre læsere vil huske den store formidler fra BBC-serien Civilisation (1969-70) – havde Colin kendt Vivien Leigh som en slags tante, siden han var dreng. Derfor gav Olivier ham et job som tredje instruktørassistent på produktionen, da han havde plaget længe nok. Som 23-årig blev han ansvarlig for at opvarte kvinden, han havde fantaseret om i biografen.



DA Arthur Miller fløj hjem for at se sine børn, tilbragte Colin en uge i selskab med Marilyn. Clark førte dagbog under hele produktionen. I 1995 blev den udgivet som The Prince, The Showgirl and Me. I 2000 fulgte My Week with Marilyn, en mere fortroligt henvendt skildring af de ni intense dage, som mangler i den første dagbog, der er ganske hård ved Monroes eftermæle. Begge bind er genudgivet med et forord af Simon Curtis, som har instrueret My Week With Marilyn
Curtis fortæller, at han selv begyndte sin karriere som frivillig assistent på en Shakespeare-opsætning, hvor han løb ærinder for Helen Mirren. »I was familiar with the territory that Colin was in.«*



CURTIS har filmet bøgerne som en blanding af nostalgisk tilbageblik på stjernernes tid og den unge Colins dannelsesskildring. Det er en meget seværdig fremstilling af en lille parentes i to store karrierer. Kenneth Branagh har lejlighed til at spille manden, hvis liv han selv har brugt som blåtryk. Det gør han med stivnakket akkuratesse. Michelle Williams har måske ikke Monroes mix af sex og sødme, men hun overbeviser i scenerne med Eddie Redmayne som Colin og i rekonstruktionen af filmsettet. Mere problematisk er forsøget på at kopiere tre af Monroes dansenumre, »Heat Wave«, »When Love Goes Wrong« og »That Old Black Magic«.


DOUGRAY Scott er et ciffer i rollen som Miller, Julia Ormond har lidt mere at arbejde med som Vivien Leigh. Marilyn flankeres af agenten Milton Greene (Dominic Cooper) og dramalæreren Paula Strasberg (Zoë Wanamaker). Som den eneste gør Dame Sybil Thorndike (Judi Dench), hvad hun kan for at byde Marilyn velkommen: »Du er en meget stor skuespiller, min kære. Du er den eneste af os, som ved, hvordan man spiller til et kamera. Vi andre står bare og lader som om.«



HVIS filmen har dybde, er det i replikkerne om Marilyns kunst. Skønt Olivier skælder ud, lader filmen ham sidde tilbage med et lykkeligt smil, da han ser den færdige version af scenen, hvor Elsie Marina danser i prinsens gemakker. Han erkender, at han troede, MM ville gøre ham yngre. I stedet føler han sig mere gammel og stiv. Colin Clark siger det ligeud til Marilyn: »Du er en stor filmstjerne, som gerne vil være en stor skuespiller. Han er en stor skuespiller, som gerne vil være en populær filmstjerne. Denne film vil ikke gøre nogen af jer tjenester.«


ER man interesseret i MM, skal man se denne film. Den føjer intet til summen af viden og rygter om stjernen, men den er kærligt og gennemført realiseret. Alexandre Desplat har skrevet et »Marilyn's Theme«, der kan måle sig med det bedste af Michel Legrand fra 1960erne.
   Som ældre dansk tilskuer mindes man uvilkårligt 40 dage med Marilyn, der kunne være blevet en lignende film. Også yngre tilskuere kan begynde hér, hvis de vil se, hvad legenden Marilyn handler om.**



*) Colin Clark: My Week with Marilyn. The Prince, the Showgirl and Me (1995) + My Week with Marilyn (2000). Introduction by Simon Curtis. 397 s. London: HarperPress, 2011.

**) Forfatteren og politikeren Hans Jørgen Lembourn (1923-1997) – som ingen rigtigt læser mere, skønt romanerne om besættelsestiden og journalistikken fra den første efterkrigstid er interessante – fik en vaskeægte skandalesucces med dagbogsromanen 40 dage med Marilyn (Schønberg, 1977).
   Bogen blev endevendt i ugeblade og tabloidaviser – og var den første indiskutable bestseller i et forfatterskab, som ellers udmærkede sig ved den ordentlighed, der var typisk for tonen i efterkrigstiden. Modtagelsen kan minde om den britiske samtids læsning af Colin Clarks dagbøger. Var det sandt eller hvad, og var de mon sammen?
   Offentligheden var særligt pirret, fordi Lembourn i 1977 var formand for Dansk Forfatterforening, nyligt udtrådt folketingsmedlem og på fjerde år gift med skuespilleren og sangerinden Ellen Winther (1933-2011), som bogen var tilegnet. På afstand kunne parret faktisk minde lidt om Arthur Miller og Monroe. I hvert fald for Billedbladet at se.
   Lembourn skrev lødige debatbøger som De intellektuelles forræderi (1956) og gjorde sig filosofiske tanker i Een/mange (1964). Han var eksponent for en liberalkonservativ politik, der talte den toneangivende kulturradikalisme imod. Men han reddede RUC, og han trodsede Schlüter. Hvordan kunne sådan en pæn mand skrive så kulørt, og hvorfor blev der ikke meldt klart ud, om teksten var dagbog eller roman? Lembourn navigerede dygtigt. I dag kunne vi kalde bogen et tidligt eksempel på autofiktion, som er sig selv og genren uhyre bevidst.
   Naturligvis var en filmatisering på tale. Bogen blev oversat til engelsk, tysk, fransk, spansk osv., men fik trods alt ikke et langt liv uden for Danmark. Som en note til noten kan nævnes, at Lembourn ville stifte sit eget parti, da han forlod Det Konservative Folkeparti. Navnet var De Moderate. Lindhardt og Ringhof genudgav 40 dage med Marilyn som e-bog og lydbog i 2016. Nu står der bare roman udenpå.



My Week With Marilyn. Instr.: Simon Curtis. Manus: Adrian Hodges. Foto: Ben Smithard. 99 min. UK-USA 2011. Dansk premiere: 26.01.2012.

The Prince and the Showgirl (Prinsen og korpigen). Instr.: Laurence Olivier. Manus: Terence Rattigan. Foto: Jack Cardiff. 115 min. UK-USA 1957. Dansk premiere: 05.05.1958. 


Fotos: The Weinstein Company/ BBC Films/ Lipsync Productions/ Trademark Films/ UK Film Council/ Scanbox Entertainment/ Warner Brothers Archive Collection/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ YouTube Films
My Week with Marilyn streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment in Video (region B) 16.03.2012 
The Prince and the Showgirl streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Archive Collection (regionsfri) 14.03.2023 
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 27.01.2012 - noten er nyskrevet i 2025.

lørdag den 20. september 2025

Marilyn Monroe | Poupoupidou | Nobody Else But You (2011)


DØDEN I MOUTHE
Udstedskrimi med MM-motiv

Af BO GREEN JENSEN

MOUTHE er en miniby (indbyggertal 2008: 972), som ligger yderst i de franske Jura-bjerge, så tæt ved grænsen til Schweiz, at området udgør et ingenmandsland. Her måles Frankrigs laveste temperaturer, og her begynder afdøde Candice Lecoeur, den lokale Frøken Solskin, at fortælle. Publikum lytter til stemmen, som læser det sidste notat i en dagbog, hun har ført siden 1990, da hun netop var fyldt 13 år.
   Candice har ligget under sneen i tre dage, da hun begynder sin beretning. Poupoupidou er dog ingen fantastisk fortælling, men en bittersød historie om egnens kønne pige, der ville elskes som Marilyn Monroe. I filmens andet spor er det krimiforfatteren David Rousseau – som i samme ånd vil være Frankrigs James Ellroy – der udreder og arrangerer historien. For den sags skyld har hele filmen et ironisk amerikansk forbillede. Det er oplagt at tænke på udstedet Twin Peaks, mens man lever sig ind i den slentrende skildring af livet og døden i Mouthe.



FORFATTEREN er tilbage i sin hjemstavn for at hente en arv. Besøget hos advokaten bliver dog en stor og grotesk skuffelse. David kimes ned af sin utålmodige forlægger og lejer sig ind på Hotel Snefnug i Mouthe. Receptionisten er en drømmende goth-type, der holder af at feste igennem på diskoteket i Pontarlier. De betragter sammen det grimme tapet. David må anstrenge sig for at lægge afstand, men pigens eventyrlyst bliver værdifuld. Poupoupidou er god til at blande kærlighed og ironisk tragedie.
   I tv ser David et indslag om Candice, som faktisk hed Martine Langevin og var kommunefarvet, før hun blev lysnet og stylet. Hun blev opdaget af en lokal fotograf, der forevigede hende i MM-positur. Hun var »Belle de Jura« i logoet for egnens ostemærke. Hun blev gift med en mand, der var jaloux som Joe DiMaggio. Hun besøgte sin psykiater hver uge og sang »Happy Birthday« for »Præsidenten«  regionsrådsformanden JFB, som var i byen på sin valgkampagne  før hun (måske) blev dræbt af hans bror.



FRANSKMÆND er vilde med konspirationsteorierne omkring Marilyn Monroe. Filmen kan henvise til dem uden forklaring, og motivet er raffineret ført igennem. David efterforsker dødsfaldet, bistået af en homoseksuel kriminalbetjent, som drømmer at blive overflyttet til det beredne canadiske politikorps. Han finder 1000 sammenfald mellem Martines og Marilyns historier. Han opdager, at hun læste hans bøger og skrev et fanbrev til ham. »Vi havde mange diskussioner om Deres bøger,« siger en elsker ved begravelsen. »De er nok en af vore mindst troværdige forfattere.«


DET er detaljerne, som skaber den forbavsende dybde i Poupoupidou. Filmen begynder som en komedie, en overbærende skildring af små franske skæbner med lønlige drømme. Den får dog mange flere farver, hylder storheden i disse drømme og bliver bevægende som en smuk skillingsvise – »Det var en lørdag aften« møder »Who Killed Norma Jeane?« Tonen bliver aldrig sødladen eller satanisk. Endelig er det en kærlighedsfilm, for naturligvis bliver David forelsket i kvinden, hvis død han beskriver.


»I WANNA be loved by you, just you and nobody else but you.« Sophie Quinton og Jean-Paul Rouve er tilpas ordinære som David og Candice. Det betyder, at når man ser nærmere efter, er de egentlig ikke spor ordinære, ikke vage typer skåret i generisk dej, men unikke og færdigbagte individer som Monroe og Ellroy. Alle er i showbiz, alle er stjerner i deres livsfilm. Det gælder i Mouthe som i Hollywood. »I wanna be loved by you – Ba deedily deedily – poupoupidou!«


Poupoupidou (Nobody Else But You). Instr.: Gérald Hustache-Mathieu. Manus: Juliette Sales, Gérald Hustache-Mathieu. Foto: Pierre Cottereau. 102 min. Frankrig 2011. Dansk premiere: 03.11.2011.


Fotos: Dharamsala/ France 2 Cinéma/ La Banque Postale Image 3/ Soficinéma 6/ Canal+/ Cinécinéma/ France Télévisions/ La Région Île-de-France/ Région France-Comté/ CNC/ Procirep/ Angoa-Agicoa/ MEDIA Programme of the European Union// Koch Media/ Neue Visionen/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames ikke i DK  i USA på Apple TV; i  Frankrig på Amazon Store
2K Blu-ray fra Koch Media (region B) 07.12.2012
Anmeldelsen stod  med rubrikken »Som Marilyn« – i Weekendavisen Kultur 02.11.2011

lørdag den 31. maj 2025

Clint Eastwood: Cry Macho (2021) | Moderne mestre


DEN GAMLE MAND SOM BLIVER VED
Et bidrag til serien af afskedsarbejder

Af BO GREEN JENSEN

VINTER 2021: Clint Eastwood (f. 1930) har snart sagt farvel i lang tid. Hvert tiende år har der været en film, som gjorde op med den blodige etos fra Eastwoods egne apokalyptiske westerns: High Plains Drifter (1973, da. En fremmed kommer til byen), The Outlaw Josey Wales (1976, da. Øje for øje) og Pale Rider (1985).
   Revisionen begyndte allerede i Unforgiven (1992, da. De nådesløse). Den pensionerede gunslinger William Munny blev kaldt tilbage mod sin vilje og brugte alle kneb. Filmen er én lang undsigelse af den heroiske western. Unforgiven modtog fire Oscars, herunder for bedste instruktion. Forvandlingen fra reaktionært hadeobjekt til amerikansk mester var fuldbragt.
   Eastwood var en ung mand på 62, da han instruerede sig selv i Unforgiven. Han var 78 i 2008, da han vendte tilbage til sagen i Gran Torino. Han spiller her en racistisk krigsveteran, som lærer sine asiatiske naboer at kende og hjælper dem med at forsvare kvarteret. Den fåmælte Walt Kowalski er samtidig »Dirty« Harry Callahan som gammel. Han ofrer sig i slutscenen med en gestus, der ligner James Bonds død i No Time to Die.


DET kommer sikkert bag på Eastwood selv, at fysikken har været så stærk. Som 88-årig spillede han den gamle kurer i The Mule (2018). Imens var syv film mere signeret. Flere måske på det jævne, men man kan aldrig vide med Eastwood. Richard Jewell fra 2019 var solidt fortalt og uhyre systemkritisk.*
   Der er en dyb ro i Eastwoods sene arbejder. Instruktøren taler ofte om sin læremester Don Siegel, der var modstander af Stanley Kubrick-metoden med 27 vinkler på hver scene. Siegel dyrkede filosofien one take.


DEN 91-årige filmskaber samler atter det hele op i Cry Macho. Rodeorytteren Mike Milo er en ny version af de gamle figurer. Manden har været nede så længe, at det ligner oppe for ham. Han kom til skade med sit ben og mistede sin familie. Siden har han passet sit eget på ranchen i Texas.
   Mike skylder sin gamle arbejdsgiver (Dwight Yokam) at tage til Mexico og hente teenageren Rafael (Eduardo Minetti). Filmen former sig som en slentrende road movie, for der er talrige udfordringer. De forelsker sig begge i en mexicansk grænseby. Cry Macho er fuld af elegiske billeder.
   Forlægget er en roman af N. Richard Nash, som flere har interesseret sig for. Macho er navnet på Rafaels kamphane, som redder dem, da det ser værst ud. Der er en samtale ved ørkenbålet, hvor de to mænd diskuterer, hvad macho vil sige.
 


DET er en tæt lille film, og det klæder den. Eastwood har nu den perfekte fysik til at stavre krumbøjet omkring. Men også til at finde hjem, da arbejdet er gjort færdigt. Der bliver danset romantisk i Martas cantina. Alle de hårde mænd er omsider kogt ned til menneskelig status.
   Måske er der mere i Eastwood.** Ellers er Cry Macho en smuk epilog. Han begyndte først at instruere i 1971. Siden er der kommet 45 spillefilm. Tænk at der var så meget i manden. Tænk at der findes en tilgivelse.



*) CLINT EASTWOOD 90 | Clint Eastwood fyldte 90 år i maj 2020. Det har ikke sinket ham. Med undtagelse af The Mule (2018), hvor han selv havde hovedrollen, har det de sidste år handlet om hverdagens helte: soldaten i American Sniper (2014), piloten i Sully (2016), de tre turister, som spiller sig selv i The 15:17 to Paris (2018).
   Den eminent velfortalte Richard Jewell føjer sig til temaet, men går atypisk hårdt til systemet. Jewell var sikkerhedsvagten, som fandt en bombe under OL i Atlanta i 1996. Han var dagens helt i fem minutter. Så blev han undersøgt og mistænkeliggjort af FBI. Kun fordi en god advokat troede på ham, blev justitsmordet standset og stemningen vendt.
   Eastwood hudfletter medierne og forbundspolitiet. Castet er fornemt: Sam Rockwell som advokaten, Olivia Wilde som kynisk journalist, Kathy Bates som Jewells mor, Jon Hamm som den forudindtagede Agent Shaw. Især er det godt at se Paul Waller Hauser som den fysisk udfordrede Jewell. Filmen er saglig, tæt klippet, eksemplarisk eksponeret. Den trykker på alle de rigtige knapper.
   Richard Jewell blev lagt til streaming, da COVID-19-pandemien begyndte. Cinemateket fejrer Eastwood med en biografpremiere. [WA Filmrevy 02.10.2020]


**) Det var og er der som bekendt. Juror #2 fra 2024 er et lydefrit retssalsdrama med Nicholas Hoult som jurymedlemmet, der indser, at han selv kan være gerningsmanden. For han hørte jo et bump og kørte alligevel videre. Etik, integritet, personligt ansvar og andre anakronistiske værdier fra tiden før Trump x 2 er i spil. En række garvede kræfter medvirker: Toni Collette, J.K. Simmons, Kiefer Sutherland. Francesca Eastwood (datter fra ægteskab #2) spiller (afdøde) Kendale Carter, hvis kæreste står anklaget for hendes død. Malpaso Productions er stadig in business. Eastwood bliver 95 år i dag, hvor jeg publicerer dette patchwork i samme anledning. Må han virke og være her længe endnu.

Cry Macho. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenk. Foto: Ben Davis. 104 min. USA 2021. Dansk premiere: 13.12.2021 [VOD + streaming].

Richard Jewell. Instr. Clint Eastwood. Manus Billy Ray. Foto Yves Bélanger. 131 min. USA-Canada 2019. Dansk premiere: 01.10.2020 [Månedens film i Cinemateket].

Juror #2. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Jonathan Abrams. Foto: Yves Bélanger. 114 min. USA 2024. Dansk premiere: 03.12.2024 [VOD + streaming].  


Fotos: Malpaso Productions/ Warner Bros./ Ruddy Productions/ HBO Max/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ YouTube [Warner Bros. Original Trailer]. 
Cry Macho streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 31.01.2022
Richard Jewell streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Any, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 16.07.2020
Juror #2 streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 13.01.2025
Anmeldelser i Weekendavisen Kultur 14.01.2022 + 02.10.2020; samlet med tilføjelser 31.05.2025.

fredag den 30. maj 2025

Clint Eastwood: The Mule (2018) | Moderne mestre


EN GAMMEL MAND UDEN STRAFFEATTEST
Tæt på 90 instruerer Clint Eastwood atter sig selv 

Af BO GREEN JENSEN

VINTER 2019: TIDEN er elastisk. Når man bliver ældre, kan man aldrig vide, hvor langt der er igen. Det er ti år siden, at Clint Eastwood senest instruerede sig selv i en rolle, der fungerede som en slags afsked og soning.
   Eastwood var 78 år, da han spillede Walt Kowalski i Gran Torino (2008). En småracistisk pensionist bliver ven med sine naboer, driver narkobanderne ud af kvarteret og ofrer sig til slut med en gestus, der kompenserer for årtier med film, som ikoniserede volden.
   Eastwood giver ikke dybe interviews, men han må i sit stille sind have tænkt, at så var det sagt. Han holder heller ingen pauser og gik straks i gang med at producere og instruere en vilter serie ujævne film.
   Der er ikke noget galt med Invictus, J. Edgar, Jersey Boys, American Sniper, Sully og 15:17 to Paris, men de føjer intet til hovedstolen – snarere tværtimod. Han medvirkede selv i Robert Lorenzs Trouble with the Curve (2012), hvor han spillede en gammel baseballtræner.


TI år senere er temaet tilbage i The Mule. Nu er motivet forfinet og tydeliggjort, så ingen kan tvivle på meta-aspektet. Filmen er en opsummering og et halvt testamente, Eastwoods Bringing It All Back Home simpelt hen.
   Nick Schenk, som også skrev Gran Torino, har bearbejdet en New York Times-artikel om Leo Sharp, en 88-årig krigsveteran, der blev kurér for narkokartellet Sinaloa. Ingen mistænkte en gammel mand uden straffeattest. Sharp var 90 år, da han blev arresteret.
   I The Mule er Sharp blevet til blomstergartneren Earl Stone, der brugte sit liv på stævner og messer. Han forsømte sin familie, og hverken hustru (Dianne Wiest) eller datter (Alison Eastwood) har talt til ham i årevis. Derimod er Earl i kridthuset hos barnebarnet Ginny.



EARL bliver »muldyr« ved et tilfælde. Hans frøforretning går konkurs, og han mister sit hus. Til Ginnys forlovelsesfest er der én, som kender én i kartellet. Forretningen forløber så smertefrit, at Earl knap bemærker, hvad han er indblandet i. Tolv ture senere er han kartellets hovedkurér.
   To FBI-agenter (Bradley Cooper og Michael Peña) prøver at finde muldyret. Efter et opgør i kartellet bliver tonen anderledes hård. Earl svigter sin opgave for at nå »hjem« til ekskonens dødsleje. Der er en grådkvalt udsoningsscene, hvor Earl bliver taget til nåde. Det ville være ubærligt, hvis Eastwood ikke havde alderen og de rigtige udtryk.
   Det er sandt, at filmen ikke forholder sig til de forbrydelser, som den gamle mand begår. Men han tilstår uden at blinke og er til slut ved at plante blomster i fængslet.*



FILMEN giver sig god tid til at følge bilen gennem det sydvestlige amerikanske landskab, som Eastwood holder særligt af. Der er ingen forsøg på at gøre Earl hård. Der er heller ingen forsøg på at skildre ham som en sød, gammel mand. Han er snu og skarp og fuldkommen klar.
   Som skuespiller har Eastwood været en studie i udtryksløshed. Jeg læste fornylig kunsthistorikeren Geoff Dyers begavede bog om Where Eagles Dare (1968), altså Ørneborgen, som næsten er et fanbrev til Eastwood. I ’Broadsword Calling Danny Boy’ (2018) skriver Dyer ti sider om, hvordan Eastwood kniber øjnene sammen og spiller stort anti-drama.
   Jeg har været Eastwood-fan, så længe jeg kan huske. Jeg var 10-11 år, da jeg så Den gode, den onde og den grusomme i Kastrup Bio første gang. Kritikken af hans politiske meritter har aldrig for alvor påvirket mig. I dag kan jeg se, hvor reaktionær »Dirty« Harry Callahan var. Det kunne jeg ikke i 70erne. Mine venner og jeg syntes bare, at Clinten var sej.



DER er derfor et vist vemod forbundet med at se The Mule. Jeg havde ikke ventet mig noget af filmen, men jeg troede på skikkelsen endnu en gang. »Du laver en god Jimmy Stewart,« siger en af narkogangsterne. Det er sandt. I The Mule bliver Eastwood næsten en jovial everyman.
   The Mule er instruktørens spillefilm nr. 40. Det er ikke hans magnum opus. Det er ikke Pale Rider, Unforgiven, Mystic River eller Flags of Our Fathers. Men det er en meget charmerende film, hvor Eastwood bruger sin alder og skrøbelighed. Ingen kan sætte en finger på håndværket.
   »Jeg havde penge til det hele,« siger Eastwood. »Det eneste, jeg ikke kunne købe, var mere tid«. De øvrige film fra de sidste ti år kunne man sagtens være foruden. Men The Mule er en suveræn souvenir, som har lov til at være sentimental.



*) Det er naturligvis ikke svært at bemærke de mange sammenfald, i konceptet såvel som i udførelsen, mellem Eastwoods The Mule og David Lowerys The Old Man and the Gun (2018), som i præcis samme metafiktive ånd opsummerer et livsværk for Robert Redford (f. 1936), der er 7 år yngre end Eastwood. Det er bund og grund den samme præmis. Der er endda den samme scene, hvor veteranerne sidder i biografen med deres kærester. Først ved slutningen afviger de to grundhistorier. Eastwood dyrker sin have i fængslet. Redford er i sidste billede på vej ind i banken for at genoptage forbryderkarrieren. Det forholder sig omvendt i »virkeligheden«. Redford har endelig forladt sin metier, skønt ikke opgivet sit engagement. Eastwood kan ikke slippe sit håndværk. Selvanalysen fortsætter i Cry Macho (2021), og rugbrødsinstruktøren er stærkt tilbage i Richard Jewell (2019) og Juror #2 (2024), som begge er solide arbejder med systemkritiske islæt. 
 

The Mule. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenck. Foto: Yves Bélanger. 117 min. USA-Canada 2018. Dansk premiere: 10.01.2019.


Fotos: Warner Bros./ The Malpaso Company/ BRON Studios/ Imperative Entertainment/ Creative Wealt Media Finance/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB, YouTube
Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 03.06.2019.
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.01.2019.

tirsdag den 27. maj 2025

Clint Eastwood: Gran Torino (2008) | Moderne mestre


DEN GAMLE MAND OG TILGIVELSEN
Clint Eastwood nærmer sig 80 og gør status

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2009: EN sej gammel satan er enkemanden Walt Kowalski (Clint Eastwood), der som den sidste stedfødte amerikaner er blevet boende i Detroit-forstaden, hvor han levede et halvt liv med sin hustru. Han samlede biler for Ford, da autoindustrien endnu var Michigans stolthed. Nu bliver kvarteret overtaget af etniske tilflyttere, som forurener Amerika med deres rodede storfamilier, bandevæsen og generelle tarvelighed. Selv hejser Walt flaget hver morgen og trimmer græsset i forhaven. Om søndagen vasker han sin Gran Torino model 1972 og lader maskinen funkle i solen, så alle de skævøjede knægte kan se, hvordan en rigtig bil skal se ud.
   Få mænd har hadet deres samtid så inderligt, som Walt hader sin. Den bestemmende begivenhed i hans ungdom var soldatertiden i Korea 1950-53, hvor han tog i hvert fald 13 liv og fik en Purple Heart-medalje for at dræbe med særlig ildhu. Nu føler han, at fjenden får lov at trænge ind ad bagdøren, da en sydøstasiatisk Hmong-familie flytter ind i nabohuset. For ham at se er de alle skævøjede pungrotter, ligesom amerikanere der køber fornuftige japanske familiebiler – hans egne sønner f.eks. – er upatriotiske svagpissere. Walt er intet sludrechatol, men han tøver aldrig med at sætte ord på sine meninger.


DEN første scene i Gran Torino – som også er instrueret af Eastwood – koncentrerer al Kowalskis bitterhed i en mørk, forstenet grimasse. Hans hustru bliver begravet, og den unge præst (Christopher Carley) taler forblommet om, hvordan troen for katolikker må være både en trist og en sød begivenhed. Trist på grund af savnet, sød på grund af saligheden ved at blive hentet til det himmelske hjem. Walt er ved at spytte på gulvet.
   Han kan heller ikke skjule sin vrede over børnebørnenes uforskammede optræden – den store piges piercede navle, den yngre drengs næsvise parodi på liturgiens remser. Han ser på sine sønner og deres hustruer, som skiftevis frygter og foragter den forstokkede gamle koldkriger. De forstår ikke ham, og han forstår ikke dem. Den dårlige stemning sætter sig under bespisningen bagefter. Pigen vil vide, hvad der skal ske med bilen og møblerne, når han dør. Præsten vil have ham til at skrifte, og Walt siger lige ud, hvad han mener om religion og tanken om at betro sig til en forkælet jomfru på 27 år, der intet ved om livet og døden.



DET bliver aldrig sagt, hvor gammel den gamle mand egentlig er, men sandsynligvis er han på alder med Eastwood, som fylder 79 år til maj. Gran Torino er hans spillefilm nr. 29 – Eastwood debuterede som instruktør med Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi) – og den første siden Million Dollar Baby (2004), som han selv spiller med i. Kowalski har boet i det samme hus i 54 år. Eastwood har været aktiv skuespiller lige så længe.
   »Mand, du er jo virkelig gammel. Det er faktisk ret imponerende,« siger Hmong-teenageren Thao (Bee Vang), som Walt knytter sig stadig mere faderligt til, da hans stenansigt begynder at slå sprækker af menneskelighed. Det er Vestens sidste hårde mand, »Dirty« Harry Callahan og helten fra adskillige voldsforherligende krigsfilm, der har nået vejs ende i Gran Torino. Eastwood bærer alle sine roller med til portrættet af pensionisten, som endelig søger og finder tilgivelse for ugerninger i sin fortid. Det er et amerikansk ikon, som signerer sit livsværk. Dét er intet mindre end ærefrygtindgydende.



DET er også gribende, morsomt og benhårdt. Først vil Walt ikke vide af andre end retrieveren Gertie, da han forskanser sig i livet som enkemand. Han sidder klar på sin veranda med en skarpladt M-1 riffel, så han kan jage de gule indtrængere væk, hvis de så meget som strejfer hans græs. Det er kun, fordi den gamle mand glider og falder i garagen, at Thao ikke får skudt hovedet af, da han prøver at stjæle Walts Gran Torino. Walt er nemlig ikke sig selv. Han ryger stadig cigaretter, som han tænder med en zippolighter, der bærer hans gamle regiments insignier. Han drikker amerikanske dåseøl til solnedgang, men han er også begyndt at hoste blod op og føle kulden på sin skulder. Den mejslede mand ved fra begyndelsen, at han er ved at løbe tør for tid. Det forstærker den elegiske grundtone i Gran Torino, der i forvejen føles som udtoningen på et livsværk af episke proportioner.



DEN unge nabo er egentlig en god dreng, som ikke ønsker at stjæle Walts bil. Imidlertid bliver han presset af sin fætter og dennes kriminelle kammerater, der turer rundt i gaderne og fører krig mod en rivaliserende, afro-amerikansk bande. Walt har ikke lyst til at vide så meget, men han er nødt til at gribe ind, da banden ydmyger Thao på græsset i hans forhave. Og han kan ikke lade være med at smile, når han lytter til Thaos fornuftige søster, Sue (Ahney Her). Hun fortæller ham om Thaos problemer, om de kulturelle forskelle og om hvordan Amerika ser ud fra hendes perspektiv.
   Forbindelsen konsolideres, da Walt redder Sue fra at blive voldtaget. Det sker i en scene, hvor han fører nervekrig og vinder over banden på en måde, som Harry Callahan ville være stolt af. Så Walt får heltestatus i kvarteret. Hmong-befolkningen kommer med blomster, mad og små offergaver. Han vil afvise alt, men får smag for den gode mad, der slår hans egen beef jerky med mange længder, da Sue insisterer på at invitere ham til stor søndagsfest i familien.
   Walt har tilfældigvis fødselsdag. Hans egne børn vil have ham på plejehjem, så de kan overtage aktiverne. I et frysende øjeblik bliver det klart for Walt Kowalski, at han har mere til fælles med tilflytterne end med sit eget kød og blod. Både han og filmen tager konsekvensen. Der er ingen sen, sentimental forsoning med de trods alt kære børn og børnebørn. Der er blot skuffelsen i deres ansigter, da testamentet til slut bliver læst højt.



KONFLIKTEN eskalerer. Walt bliver mere lydhør for den unge præst, som til gengæld lærer ydmyghed af krigsveteranen. Walt skrifter til ære for præsten, men sin dybeste hemmelighed fortæller han kun til Thao, da han låser denne inde og opsøger banden for justere det store moralske regnskab og ofre sig på uforglemmelig vis. Naturligvis er der et slutopgør i denne film om hadets og selvtægtens afmagt, men balancen bliver ikke nået med voldens klassiske amerikanske løsningsmodel. Der falder skud, men de bliver ikke besvaret.
   Det er en film med en sprød stil og megen tør lune. Walt engagerer sig i sine naboers tilværelse og begynder at arbejde aktivt for Thaos kærlighedsliv. Da en anden endelig år lov at køre i den fantastiske Ford Torino, er det en ung ven fra Asien, som Walt ser mere af en søn i, end han gør i sine egne forkælede børn. Eastwood er hård som granit hele vejen, men han hygger sig faktisk sammen med Sue, der som den eneste taler direkte til manden og gennemskuer hans forsvarsmekanismer.


DER tilbydes ingen sociale løsninger i Gran Torino, bortset fra et besværgende håb om, at venskab kan blomstre ved kommunikation, ved at mennesker lærer noget mere om hinanden. Men skønt bandemedlemmerne arresteres, står det klart, at der vil komme flere, og at kvarteret vil blive rømmet, når Walt Kowalski ikke længere er blandt de levende. Til gengæld ser man en i sin tid konservativ filmskaber give slip på alle gamle værdier, al machomanér og al forstokkethed i et sidste dybtfølt portræt af en mand, der finder tilgivelse for sine synder og sit selvhad. Det gør alt i alt Gran Torino til en meget bevægende film.
   Megen underdrejet situationskomik er forbundet med Walts besøg hos en kvindelig asiatisk læge. Den somaliske sygeplejerske kalder ham Kolski. Eastwoods ansigt er fantastisk formørket, når han snerrer ad og truer sine fjender, men klarer op i tilfredshed og smil af accept, når han nyder tilværelsen med sine naboer. Hans værdier er ærke-amerikanske. De begraves sammen med ham, men filmen siger ikke, at syndfloden kommer efter Kowalski. Det bliver bare en anden slags verden.



EASTWOOD sprang ud som humanist for mange film tilbage, gjorde op med billedet af de hårde mænd i Unforgiven (1992, da. De nådesløse) og forsøgte som den første amerikanske filmskaber at sone fortiden med sine to film om krigen i Stillehavet, Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006). Ingen anden skuespiller har været der så længe; ingen har så konsekvent afmonteret myterne om amerikansk maskulinitet. Det begyndte egentlig helt tilbage i Play Misty for Me. Den gamle Eastwod har – igen – skabt en af sine bedste film. Gran Torino rammer i maven og hjertet. Det er virkelig en film for the ages.


Gran Torino. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenk. Foto: Tom Stern. 119 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 17.04.2009.


Fotos: Warner Bros./ Malpaso Productions/ Matten Productions/ Double Nickle Entertainment/ Gerber Pictures/ Village Roadshow Pictures/ Sandrew Metronome Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Warner Bros. Original Trailer]
Filmen streames (i maj 2025) på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros (regionsfri) 29.06.2009
Indgår i 2K Blu-ray boxsættet Clint Eastwood 20-Film Collection fra Warner Bros. 02.12.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.04.2009