Sofia Coppola: The Virgin Suicides (1999) | Bogen og filmen

PIGERNE OG DRENGENE
Sofia Coppolas fejlfri debutfilm

Af BO GREEN JENSEN

DE er aldrig kommet over det, drengene. Man siger, at tiden læger alle sår, og efterhånden er der gået 25 år siden selvmordssommeren, da Lisbon-søstrene tog deres liv, én efter én, metodisk og næsten lidenskabsløst, som virkede en uafvendelighed. Alligevel taler de stadig om det, drengene, når de løber på hinanden ved receptioner og møder. For de fleste af dem er blevet i den lille by, Grosse Pointe i Michigan, som kunne være alle små byer, i det mindste i det amerikanske Midtvesten. Og at The Virgin Suicides frem for alt er en (mælkehvid) amerikansk historie, hverken kan eller skal der herske tvivl om.

   Jomfruselvmorderne var en sær og mærkeligt dragende historie, allerede da Jeffrey Eugenides fortalte den første gang, i sin debutroman af samme navn fra 1993. På stribe tager fem teenagesøstre deres liv i sommeren 1975, og ingen kan forklare hvorfor. Ingen aner, hvad de skal stille op med den bizarre tildragelse, som både i filmen og bogen forlenes med en aura af skønhed, skæbne og seksualitet. Romanen er en stafethistorie, hvor de voksne drenge skiftes til at fortælle. I filmen er det én af mændene, der fortæller os om pigerne, som gjorde livet elektrisk, før de forsvandt.

HOS Eugenides får man i lige så høj grad et indtryk af drengenes verden, mens fortællingen akkumulerer sine detaljer. I Sofia Coppolas meget katolske og bogstavelig talt billedskønne filmatisering er det søstrene, som er i centrum, fra Cecilia (Hannah R. Hall) på 13 år, der som den første forsøger at skære pulsåren over, til Therese (Leslie Hayman) på 17, som er den ældste. I centrum stråler åbenbaringen Lux (Kirsten Dunst), hvis død virker stærkest på drengene, fordi hun var så gylden og fordi hun var sammen med en af dem. Det er hjerteknuseren Trip (Josh Hartnett), der i interviewagtige scener taler til kameraet. Så kaldes han ind til sin aftale, og det går op for os, hvor han befinder sig nu.

SOFIA Coppola (f. 1971) er datter af Eleanor og Francis Ford Coppola, hendes storebror Roman var assistent på produktionen. Den forpligtende familiebaggrund skabte ekstra opmærksomhed omkring debutarbejdet – på godt og ondt, naturligvis – men instruktøren ville under alle omstændigheder have markeret sig med The Virgin Suicides. Filmen er en øvelse i anvendt mystik, der lykkes på snart sagt alle niveauer.

   Ligesom Eugenides dvæler Coppola ved de fysiske detaljer i tidsbilledet og giver på den måde fortællingen en håndgribelig forankring, et troværdighedspræg, som man sætter pris på og mere end respekterer, skønt det er svært at forholde sig til den centrale, erfaringsoverskridende begivenhed. Og dét er det. Jeg kan stadig ikke sige, hvad filmen vil fortælle mig. Men jeg forstår, at en stor del af styrken ligger i uaflæseligheden. Som Coppola siger om sagen:

   »Historien viser os egentlig disse drenge, som er blevet ældre og ser tilbage på tiden, da de alle sammen delte denne fortabelse, denne besættelse. Pigerne er for dem disse magiske, smukke skabninger. Der vil altid være den slags øjeblikke i livet, som er magiske og perfekte, men de varer aldrig ved. Så man går videre, men de har altid efterladt noget hos én.« 

   Eugenides er endnu mindre opsat på at få sit værk reduceret af bogstavelig fortolkning. Han bemærker »en grundlæggende forskel« i fortællersynsvinklen:

   »I bogen fantaserer drengene om pigerne, der døde. De lægger til og trækker fra og digter videre på det skete, også i erindringens skær, tyve år efter. Sofia Coppola bevarede ganske vist drengenes fortællerstemme, men det er pigerne og deres forældre, som vi ser på hele tiden. Vi kan derfor ikke være i tvivl på samme måde. Når kameraet følger med ind på pigernes værelser, tror vi at det er sandheden vi ser. Det dér mellemled, drengenes forestilling, forsvinder. Men det er en udmærket film, jeg er meget glad for den.«*

COPPOLA erkender, at hun vil tættere på pigerne, end vi er hos Eugenides: »Jeffrey siger, at Lisbon-søstrene er drengenes feberdrøm. Jeg ville gøre hele filmen til den feberdrøm.« Hun uddyber ved at beskrive den sidste lange indstilling, som viser huset med det døde elmetræ:

   »Jeg ville have det til at ligne slutscenen i en tragisk opera, så jeg trak kameraet helt tilbage og filmede på lang afstand. Du ser det fra naboernes perspektiv, udefra. Drengene er i chok, de forstår ikke, hvad der er sket, og først kan publikum heller ikke se, hvad det er. Cecilia synes at svæve – det ligner en tryllekunst. Du ser det gennem erindringens dis, så nogle ting er udeladt og andre ting er føjet til. Det er ikke skildret, som det faktisk skete.«

   Der er erotisk latens og fortrængning. Der er weltschmertz og indestængt længsel. Der er kollektiv erindring og specifik erfaring i flere kronologiske lag. Fornemmelsen af en hjemstavn, der forvandles til spøgelsesby. Der er frem for alt lavpraktisk kvindelighed. Hvor bogen bliver i drengenes gyldne fantasier om kønnet, svarer filmen med en konkret klaustrofobi. Coppola viser, hvordan det må være at bo i et hus med seks kvinder. Eugenides har mere forståelse for manden, der undrer sig over det hele. Og selvsagt for drengene, der fantaserer. 

   Det kan i hvert fald ikke nægtes, at tryllekunsten fungerer. The Virgin Suicides er stemningsfuld, tragisk, ironisk og nostalgisk. På sin uudgrundelige måde er den sikkert også livsklog, men især overvældes man af æstetikken. Sjældent har en film arbejdet så hårdt på at forføre. Nærmeste fortilfælde er Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten), Peter Weirs berusende filmatisering af Joan Lindsays australske nyklassiker, der forener (fingeret) dokumentarisme med en hvidgylden meditation over den mørke side af »the feminine mystique«. Coppola gik videre med motivet i sin 2017-genindspilning af Don Siegels The Beguiled.

DUOEN Air lægger himmelsk musik under billedmontager af Lux’ smil. Imens skaber James Woods og Kathleen Turner to af karrierens bedste karakterer som den strenge mor og den stille far, der er matematiklærer. Ham kender drengene fra skolen, og ingen i Grosse Pointe begriber, hvordan to så ordinære mennesker har båret sig ad med at få fem fantastiske døtre.

   Det gør forældrene heller ikke selv, og de forstår slet ikke, hvad der sker den sommer, da også byens elmetræer dør. Da søstrene har fuldendt, hvad vi aldrig er i tvivl om, at de vil fuldende, pakker hr. og fru Lisbon bilen og kører væk fra det ubærlige. Som tilskuer går man ud med en undren, der ligger midt mellem drengenes tilbedelse og forældrenes sorg.

   Man føler en masse modstridende ting, mens sommerens farver forsvinder, og man bliver ikke meget klogere, hverken på livet eller på døden. Det er vel dybest set derfor, at filmen formår at stå tilbage som realisme af en slags. For er det ikke så flygtig tilværelsen er?

*) Sofia Coppola er citeret efter dokumentaren »The Making of The Virgin Suicides« og interview med Jessica Winter (»Sofia Coppola’s Mystery Girls«) i The Village Voice 18.04.2000. Jeffrey Eugenides er citeret efter mit eget interview med forfatteren (»Teiresias er forelsket«) i Weekendavisen Bøger 21.11.2003. 

Se også Sofia Coppola: Lost in Translation (2003); Dronningebilleder | Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006); Sofia Coppola: The Bling Ring (2013); Sofia Coppola: The Beguiled (2017); Sofia Coppola: On the Rocks (2020) + Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides [2003].

The Virgin Suicides. Instr. & manus: Sofia Coppola. Foto: Edward Lachman. 96 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.09.2000.

Jeffrey Eugenides: Jomfruselvmorderne. Oversat efter The Virgin Suicides (1993) af Marianne Børch. 216. Samleren, 1994.

Fotos: American Zoetrope/ Eternity Pictures/ Muse Productions/ Virgin Suicides LLC/ Paramount Home Entertainment/ The Criterion Collection [New cover by Naomi Hirabaiashi]/ CineMaterial/ Filmgrab/ Movie StillsDB.

Filmen streames på Apple TV og AMAZON PRIME

The Virgin Suicides er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#920)

Anmeldelsen stod [men er stærkt revideret] i Weekendavisen Kultur 20.09.2000.

Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022)

VED SLUTNINGEN
Moden fortælling om svær virkelighed

Af BO GREEN JENSEN

VED slutningen på livet venter en række afviklinger. Det er ubehageligt stof, mørk materie, som de fleste nødigt forholder sig til: sygdom, ældelse, ophør; fysisk og mentalt forfald. Vi bruger en stor del af livet på at vænne os til, at det slutter en dag. Idealet er en værdig død. I praksis bliver slutningen ofte en kæde af uværdigheder, selv når alle parter gør deres bedste.

   Sandra (Léa Seydoux), som er i midten af trediverne, har et realistisk og resigneret forhold til tilværelsen. Hun arbejder som simultantolk og sørger for sig selv og datteren Linn (Camille Leban Martins), der er otte år. De er alene efter Linns fars død, som ligger nogen tid tilbage og er absorberet. Det samme gælder for så vidt den forandring, der fulgte med Sandras fars sygdom.

GEORG Kienzler er professor i filosofi og har levet i sit arbejde. Han har en indviklet, nervenedbrydende sygdom med et symptomsæt, som ligner demens. Han er blind, men ikke helt blind. Balanceevnen er stærkt reduceret. Han forstår alting halvt, men har mistet sit sprog. Der har været tilsynsordninger. Nu er det tid til at anbringe ham, men Georg er ikke en føjelig mand. Han er bange og vred og besværlig. Pascal Greggory spiller ham passiv-aktivt – og fremragende.

   »Jeg møder stadig hans studerende alle vegne,« siger Sandra, da hun tilfældigt støder ind i Clément (Melvil Poupaud), som kendte hendes afdøde mand. Clément har sin egen familie, der mest bliver sammen for syns skyld. Sandra og Clément indleder et forhold. For Sandra bliver det et nærende helle. Han kommer og går, siger fra, får anfægtelser, vender tilbage. Når han deltager, er de en lille familie, der fungerer sammen og arbejder godt.

   Un beau matin begynder, da udflytningen skal eksekveres. Sandras mor er videre med sit eget seniorliv og trives i et nyt ægteskab. Hun er på gaden med De Gule Veste og har en intellektuel profil. Hun er i store træk den samme karakter, som blev fravalgt på grund af sin alder i Mia Hansens-Løves forrige film, L'avenir (2016, da. Dagen i morgen), hvor Isabelle Huppert havde rollen. I En dejlig morgen bliver hun spillet af Nicole Garcia.

BESKRIVELSEN af de praktiske, komplekse og absolut usentimentale forhold – les choses de la vie, som Claude Sautet kaldte dem – udgør for så vidt hele »plottet« i En dejlig morgen. Mia Hansen-Løve skildrer afviklingen i en saglig, anti-æstetiserende tone. Emne og anslag giver filmen en vis lighed med François Ozons Tout s'est bien passé (2021, da. Alt gik godt), der skildrede aktiv dødshjælp og en forpligtende datter/far-relation i samme register. Fransk film forstår sig på svær virkelighed.

   Mia Hansen-Løve – som selv er 42 år – har fra begyndelsen været god til at se tilværelsen fra alle livsaldre. Hun fortalte om sin ungdom i Un amour de jeunesse (2011). Hendes storebrors lange nedtur inspirerede musikfilmen Eden (2014). I Bergman Island (2021, da. Bergmans ø) kom en kvindelig filmskaber med sin mere feterede auteur-ægtemand på skriveophold i Bergman-refugiet på Fårö. Der var tre lag af sammenfiltret fiktion. Hansen-Løve var selv på Fårö med partneren Olivier Assayas. Bergmans ø var bemærkelsesværdig på alle måder. En af dem var, at den dristede sig til at anfægte Bergman-legenden.

   Hansen-Løve siger selv, at hun ville lave en enkel og jordbunden film efter de metateksuelle manøvrer i Bergmans ø. Tonen i Un beau matin er klar og koncis som et stillebens streg. Et glas vand, der står på køkkenbordet i solen. Léa Seydoux spiller Sandra uden henvisning til »stjernen« Léa Seydoux.

DET bedste greb i filmen er forholdet til alle faderens ting. Hans bøger, hans billeder, hans musik. Sandra vil opmuntre Georg med en Schubert-sonate, han holdt særligt af. Nu vil han aktivt ikke høre den, fordi han bliver urolig. Hendes egen musik er Jan Johanssons »Liksom en herdinna«, der indleder filmen og følger med, når hun er på tolkeopgaver. Mia Hansen-Løve hørte første gang Bellman-kompositionen i Ingmar Bergmans The Touch (1971, da. Berøringen). Så idolet er ikke afskrevet helt.*

   Georgs bøger er værdifulde, de har fyldt hans arbejdsliv, hun voksede op med hans bibliotek. Nu vil ingen vide af dem. Sandras mor, som selv har rigeligt, vil i særdeleshed ikke have dem. Det ender med, at Sandra inviterer Georgs studerende. De unge voksne er benovede ved at stå i det allerhelligste. Som er en død samling i et afviklet hjem.

SANDRA beholder selv digtbøgerne. Og hvem siger, at Clément er gået for bestandig? Hele omhuen, der er lagt i skildringen af forholdet til intellektuel ejendom, er bemærkelsesværdig. Det samme er livsfarven på de grå plejehjem, hvor ubønhørligheden står mejslet.

   Mia Hansen-Løve laver stadig åbne og risikovillige film, der forholder sig til den mørke materie – og til underet i den lysende hverdag. Hun kom til som en moden, fuldt færdig filmskaber og bliver ved i samme afklarede form.

*) »Liksom en herdinna, högtids klädd« har nr. 80 i Fredmans epistlar, den ene af de to store sangcyklusser, som Carl Michael Bellman (1740-1795) er berømt for. Hyrdindevisen er vagt »Greensleeves«-agtig. Jazzpianisten Jan Johansson (1931-1968), som døde alt for tidligt, fortolker den instrumentalt og symfonisk på triplealbummet Musik genom fyra sekler (1969), som var kronen på et livsværk, der blev klassisk allerede med Jazz på svenska (1964). Jan Johansson skrev musik til Bo Widerbergs Barnvagnen (1963) og Mai Zetterlings Nattlek (1965). Han er ikke mindst elsket for »Här kommer Pippi Långstrump«, signatursangen fra tv-serien med Inger Nilsson, som Olle Hellbom instruerede i 1969.

Se også Mia Hansen-Løve: Eden (2014); Mia Hansen-Løve: L'avenir/ Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/ Bergmans ø (2021).

Un beau matin (En dejlig morgen). Instr. & manus: Mia-Hansen Løve. Foto: Denis Lenoir. 112 min. Frankrig-UK-Tyskland 2022. Dansk premiere: 02.03.2023.

Fotos: Les Films Pelléas/ MUBI/ Razor Film Produktion/ Dauphin Films/ CN6 Productions/ Canal+/ Ciné+/ ARTE/ CNC/ FFA/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Les Films du Losange/ Another World Entertainment/ Unifrance/ YouTube [Sony Pictures Entertainment - Extended Cannes Trailer]. 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.03.2023; trykt 03.03.2023.

Alex Garland: Men (2022) [Horror 100]

ALLE VERDENS KLAMME MÆND
Kønspolitik i folk horror-forklædning

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med, at Harpers mand virkelig gennemfører sin trussel. Deres blikke mødes i nanosekundet, da han styrter ned. Den første scene i Men bliver gentaget mange gange, for Harper (Jessie Buckley) er slet ikke færdig med at bearbejde det traumatiserende chok. Hvad var det egentlig, hun så?

   Det er i hvert fald en smuk selvmordsscene, der bevæger sig i samme mikroskopiske tempo som åbningssekvensen i Lars von Triers Antichrist (2009). Noget tragisk er realiseret betagende smukt. Der er intet at udsætte på æstetikken i Alex Garlands forbløffende folk horror-fabel. Fotografen Rob Hardy hører til de bedste og sikreste i dagens britiske film.

   James (Paapa Essiedu) falder fra taget på en ejendom, som ligger ved Themsen i London. Som filmet i den gyldne regn, er byen et futuristisk drømmesyn. Det fremgår, at parret skændtes, og han slog hende – hårdt og med knyttet hånd – før han sprang. Hun sagde, at de skulle skilles, og hun holdt fast trods hans klynkende trusler.

   Så stærkt letter drømmeskibet i Men. For desværre at lande et helt andet sted.

GULDØJEBLIKKET er fortid, da titelsekvensen er afviklet. Nu ankommer Harper til et historisk hus, som ligger langt ude på landet. Hun har lejet det for at komme til hægterne. Hun tager for god ordens skyld en bid af det æble, hun plukker fra træet i forhaven. Det er et »Drik Mig«-øjeblik i stilen fra Alice i Eventyrland. Valget mellem rød og blå virkelighed i The Matrix. Den forbudte frugt er naturligvis også bibelsk.

   Husets ejer, Geoffrey, er en rødmosset, fattigfin aristokrat. Man kender typen fra 23 sæsoner af Midsomer Murders, tv-serien om Detective Chief Inspector Barnaby. Vi er nu i Cotswolds-regionen – det tidløse netværk af idylliske landsbyer, som er scenen for så mange anakronistiske puslespilskrimier og nostalgiske britiske gys.

   Geoffrey spilles af Rory Kinnear, som forstår at tegne sin karakter. Han er lunefuld, excentrisk og faretruende jovial. Harper indretter sig, facetimer med en veninde i London og går dragende ture i skoven. Her er regnlyset dunkelt, og verden er fugtig. Hver farveplet lyser op.

VI får en tæt, taktil fornemmelse af, hvor skrøbelig Harpers sindstilstand er. Og hvor stærkt hun længes efter at være videre og have det godt. Musikken er skiftevis atmosfærisk – som skrevet af Geoff Barrow og Ben Salisbury fra Portishead – og specifik i sin brug af Lesley Duncans »Love Song« fra 1970.

   Skoven gennemskæres af viadukter fra en nedlagt jernbanelinie. Harper står længe ved tragten og ser ind i mørket. Kameraet har kikkertsyn. Da hun kalder ind i tunnelen, sender ekkoet triller tilbage. Hun begynder at synge sammen med ekkoet. Der er også en legesyg vilje på spil.

   

DA folklorefiguren Den Grønne Mand med ét står nøgen på marken, forstår man, at noget er rivende galt. Det er ikke kun anelser i Harpers hoved. Han kommer med på hendes foto og følger efter, da hun går hjem. Politiet er hurtigt på stedet, og en kvindelig betjent er empatisk, da hun noterer Harpers forklaring.*

   Imens står en mandlig betjent og ser til. Han har samme ansigtstræk som Geoffrey. Det gælder senere også for præsten, der lader hånden kærtegne stedet på bænken, hvor Harpers køn netop har været. Det gælder for kostskoledrengen med slips, korte bukser og Marilyn Monroe-maske. For værten i pubben og hver enkel gæst. Alle de klamme mænd i landsbyen.

ALEX Garland (f. 1970) er en selvlært, atypisk og interessant filmskaber. Som ung forfatter fik han international succes med romanen The Beach (1996, da. Stranden), en psykedelisk rejsefortælling fra Thailand, der blev en kultbog for backpackergenerationen.

   Stranden blev stort filmatiseret med Leonardo DiCaprio, Virginie Ledoyen og Guillaume Canet. Danny Boyle instruerede, Darius Khondji var fotograf, Angelo Badalamenti (1937-2022) skrev musikken. Alligevel var filmen en stor skuffelse.

   Garland fortsatte forfatterskabet i The Tesseract (1998, da. Tesseract) og The Coma (2005, da. Koma), som begge er bygget af cerebralt horrorstof. Det var højt profilerede udgivelser, men de bøger slog slet ikke an. Det gik gradvis op for forlæggerne, at Stranden havde været en undtagelse.

   Nu fik Garland skyld for at være en one trick pony og for at sejle under falsk flag. Imens fortsatte han samarbejdet med Danny Boyle og bekendte kulør som en genreforfatter med særlig indsigt i sci-fi og horror. Garland skrev manuskriptet til zombie/epidemi-filmen 28 Days Later (2005) og rumrejsefilmen Sunshine (2007), der har Kubrick-kvaliteter.

   Begge titler har deres fejl. Men Mark Romaneks filmatisering af Kazuo Ishiguros Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig), som Garland adapterede i 2010, er blandt de bedste britiske dystopier. Carey Mulligan, Keira Knightley og Andrew Garfield spiller klonerne, der bliver dyrket for deres organer. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men streames på flere platforme nu.

GARLAND er som andre britiske drenge vokset op med tegneseriemagasinet 2000 A.D., hvor Alan Moore, Brian Bolland, Alan Grant og flere andre af kunstartens stjerner begyndte. En af de ikoniske karakterer fra universet er Judge Dredd. Garland skrev manuskriptet til Dredd (2012). Det var ikke bare hård science fiction. Denne dystopi var brutal.

   Endelig tog Garland springet og instruerede selv Ex Machina (2014). Her var Alicia Vikander den kunstige kvinde, som udfordrede og forførte Domnall Gleesons IT-arbejder. Ex Machina kombinerer Pygmalion-motivet med elementer fra den jødiske Golem-legende og Mary Shelleys Frankenstein.

   Den lille film gjorde betydeligt indtryk, og Garland kunne på større budget filmatisere Annihilation (2018), den første af romanerne i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi (2014), som på dansk hedder Udslettelse, Autoritet og Accept. Natalie Portman og tre andre kvinder udforsker det muterede landskab. Her var kønsbevidsthed og økologi. Filmen er et febersyn. Men den fik »kun« premiere på Netflix.

   Mellem Annihilation og Men debuterede Garland i tv-regi som forfatter, konceptuerende instruktør og showrunner på miniserien Devs (2020), der videreudvikler motiver fra Ex Machina. Garland skrev og instruerede selv alle otte episoder. Serien blev produceret for Hulu og streames i Danmark på Disney+.

JEG nævner alt dette for at beskrive de store forventninger, man kommer med til Garlands Men. De bliver imidlertid ikke indfriet.

   Roman Polanski er næsten unævnelig nu, men Garlands film ligner i lang tid en agorafobisk variation over den seksuelle klaustrofobi, som Polanski udforskede i Repulsion (1965, da. Chok) med Catherine Deneuve og Rosemary’s Baby (1968) med Mia Farrow. Man tror, man skal se en fabel om kønnet med stærke #MeToo-motiver. En film, der giver kvinderne ret.

   Garland gør noget andet. I stedet for at gå med tvivl og anelser, bliver han bogstavelig og forklarer sin fabel med en serie groteske fødsler og genfødsler. Så standser han atter ved #MeToo-motivet, men den overnaturlige faktor har undermineret en gensidig tillid. Vi kan næsten ikke tage facit alvorligt.

   [Det kan være min begrænsning – måske fungerer filmen fungerer for andre. Når en kritiker skriver »vi« på den måde, skal det naturligvis læses som »jeg«. Flertalsformen bruges for at give den subjektive reaktion et skær af objektiv uigendrivelighed. »Man« kan vende argumentet og se kønspolitikken som camouflage. Måske er gruen vigtigst for Garland, mens #YesAllMen-faktoren er opportunistisk forsiring.

   Begge dele – og blandingen – er interessante, så længe balancen er usikker. Men de groteske graviditeter og den allegorisk udpenslede manbirth til slut skal åbenbart læses bogstaveligt. Der er et tipping point mellem virkeligheder, som ligger forkert, synes jeg. Og den »øverste« forklaring føles mest af alt som en skrivebordsløsning.]

MAN skal se det for at tro det. Her er grafisk body horror, som kan måle sig med Julia Ducournau og David Cronenberg. Her er psykisk kaos i samme hysteriske skala som hos Darren Aronofsky i mother! (2017), der delte og forvirrede auteurens fans på samme måde.

   Men er på linie med den selvbevidste horror hos filmskabere som Ari Aster (Hereditary, Midsommar), Ben Wheatley (Kill List, Sightseers, A Field in England) og Jordan Peele (Get Out, Us, Nope). Garland følger sit særlige syn på det makabre og fantastiske. Men Men er kun liflig og stærk i en time. Så bliver den til noget andet.

   Det er for Jessie Buckleys indsats i rollen som Harper, at man følger med hele vejen. Det gør selvfølgelig også sin virkning at se Kinnear spille ti forskellige karakterer (uanset om de viser sig at være én). Isoleret set er ideerne gode, men helheden er et misfoster. Gå selv ind og se efter. Der er i hvert fald organisk gru for alle pengene.

*) Den Grønne Mand er fra førkristen tid forbundet med fertilitet og cyklisk genkomst. Han er den kropsliggjorte frugtbarhed, i familie med Dionysos og Bacchus. Som kirkeligt ornament bliver »bladansigtet« (»foliate head«) først i nyere tid forbundet med figuren fra den dybe tradition. Det giver ikonoklastisk stemte skribenter anledning til (fejlagtigt) at affærdige mytekomplekset som en moderne konstruktion. Folkloristen Lady Raglan, som skrev artiklen »The 'Green Man' in Church Architecture« i 1939, var mere opsat på at navngive den arkitektoniske detalje og forbinde bladansigtet med sin lokale kirke i Wales. Den Grønne Mand er særligt aktiv i ny folk horror, men har mørk og ustyrlig kraft allerede i middelalderdigtet om Sir Gawain and the Green Knight. Man kan hugge ham ned og skære ham over, men kroppen vokser altid ud igen. Han er majstangen, vi danser om; John Barleycorn, der dør hvert år, når kornet høstes. Han er skovguden (Peter) Pan og folkehelten Robin Hood. Talrige engelske pubber bærer navnet The Green Man. Han optræder i moderne litteratur fra Kingsley Amis’ The Green Man (1969) til Lindsay Clarkes The Chymical Wedding (1989) og Roy Harpers sangcyklus The Green Man (2000). Figuren er altid maskulin. I Garlands film suppleres motivet med det tilsvarende feminine Sheela-na-gig.

   

I juli 2023 bekræfter Garland og Danny Boyle, at de er langt med forarbejdet til en tredje film i zombieserien, der begyndte med 28 Days Later. Titlen er 28 Months Later. Det kan være, at Garland selv instruerer.

Se også Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002); Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Comics Culture | To film om Judge Dredd (1995/2012); Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]. 

Men. Instr. & manus: Alex Garland. Foto: Rob Hardy. 100 min. UK 2022. Dansk premiere: 02.06.2022.

Fotos: DNA Films/ A24/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Library of Congress [Foliate Head/ Green Man-photo]/ Science Friction [Roy Harper The Green Man 'Cover design by Harry Pearce at Lippa Pearce Design with special thanks to Gareth Bulton for his assistance'].  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy.

Anmeldelsen stod [uden selvkritisk indskud] i Weekendavisen Kultur 03.06.2022.

Comics Culture | To film om Judge Dredd (1995/2012)

DEN FASCISTISKE FREMTID
To film efter tegneserien om Judge Dredd

Af BO GREEN JENSEN

IKKE alle maskerede helte er amerikanske. Judge Dredd opererer i en nær fremtid, hvor bestråling har lagt store dele af verden øde. Man lever derfor i overbefolkede megabyer, hvor alle demografiske mareridt er gået i opfyldelse. Boligkomplekser på 200 etager har maleriske navne som Peach Towers, men er i realiteten vertikalt slum, hvor bandevæsenet holdes i ave af svært bevæbnede »dommere« fra Justitsministeriet. De bærer hjelme og bruger våben, der kan nivellere hele kvarterer. De dømmer og eksekverer på stedet. Næsten alle forseelser straffes med døden.

   Judge Dredd er den sidste ubestikkelige dommer i Mega City One, hvor 800 mio. mennesker lever i resterne af Boston, New York og Washington D.C. Han blev skabt af John Wagner (f. 1949) og Carlos Ezquerra (1947-2018), som lancerede figuren i første årgang af 2000 A.D., et omnibusmagasin, der i Storbritannien er kommet hver uge siden 1977. Det er Englands drøm om Amerikas fremtid. »Prog 2339« er netop sendt på gaden med et hyperstilfuldt Jake Lynch-cover, der viser Dredd så vrængende hårdkogt som nogensinde.*

SERIEN er usædvanlig, fordi den ikke rummer antydning af psykologien i de klassiske heltehistorier fra Marvel og DC Comics. Wagner skrev senere billedromanen A History of Violence (1997), der blev filmatiseret af David Cronenberg.

   2000 A.D. var inspireret af dystopiske 1970er-film som Norman Jewisons Rollerball og John Boormans Zardoz. Bladet er i tidens løb blevet skrevet og tegnet af koryfæer som Alan Moore, Neil Gaiman, Grant Morrison og Brian Bolland, der alle har gjort karriere i den amerikanske serieindustri. 2000 A.D. forbliver dog en britisk ting. Det kan undre, at magasinet aldrig er forsøgt lanceret i Danmark, eftersom det i en årrække blev udgivet af Egmonts britiske filial.

   Den første filmudgave af Judge Dredd (1995) blev produceret af Disney-selskabet Buena Vista. Danny Cannon instruerede Sylvester Stallone i titelrollen. Effekterne var før-digitale. I tegneserien lægger Dredd aldrig sin hjelm. Han har heller ikke noget følelsesliv, fordi serien både dyrker og advarer mod en totalitær samfundsorden, hvor den slags betragtes som irrelevant. Begge forhold blev ændret i filmen, som modtog flere turkey awards. Den fik dansk premiere den 18. august 1995.

ALLE disse fejl er rettet i den mere strømlinede Dredd. Karl Urban har visiret nede, mens han og aspiranten Cassandra Anderson (Olivia Thirlby) mejer forbryderne ned. I serieuniverset er Judge Anderson den psykologisk set (lidt) mere nuancerede dommer fra Psi-Division, der har clairvoyante og telepatiske kræfter, som spåkvinden Kassandra fra Antikkens mytologi.

   John Wagner og Brian Bolland skabte Cassandra til Dredd-sekvensen »Judge Death« (1980). Det blev især Alan Grant (1949-2022), som skrev Judge Anderson-historierne, først i samarbejde med Wagner, siden for egen regning. Fra 1985 har karakteren sin egen serie, Anderson: Psi Division. Tegneren Arthur Ranson (f. 1939) blev for Judge Anderson, hvad Carlos Ezquerra var for Judge Dredd. I Pete Travis' film assisterer hun Dredd som en del af sin dommeruddannelse.

 

   

ALEX Garland (The Beach) har skrevet filmen, som er produceret af DNA Pictures, et selskab med sans for futuristisk realisme. DNA stod bag Danny Boyles zombiefilm 28 Days Later (2002), rumrejsen i Sunshine (2007) og Never Let Me Go (2010), Mark Romaneks smukke filmatisering af Kazuo Ishiguros fabel om kloning, der aldrig fik dansk biografpremiere, skønt hovedrollerne blev spillet af Carey Mulligan, Andrew Garfield og Keira Knightley.

   Dredd er fantastisk blodig og voldsom, men har stil på samme måde som japanske yakuza-film. Mega City One ses i disede dagbilleder (som Blade Runner-byen i solskin), før kameraet dykker ned og følger Dredds motorcykel. Resten af handlingen henlægges til slumtårnet, hvor Dredd og Anderson fører krig mod narkodronningen Ma-Ma (Lena Headey) og hendes klan.

STOFFET, som man tager i Mega City, hedder slo-mo. Det får alt til at fremstå gyldent og langsomt. Filmen lægger sine æstetiske ambitioner i disse sekvenser. Dredd er optaget i Cape Town med danske Anthony Dod Mantle som fotograf.

   Karl Urban fortrækker ikke en mine, og der er ingen kærlige tiltag. Det er derfor også et mysterium, hvem filmen henvender sig til. Man kan tolke lidt på det fascistiske etos, men det er hurtigt gjort. Resten er effekter og (meget) monoton hypervold. Som film er Dredd steril og anstrengt. Det er stadig inde og nede i serien, som Wagner og Ezquerra drømte frem, at man skal lede efter løsningen på gåden om, hvad der får Dredd til at leve og tikke.

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Joe Kelly | Anders Walther: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]; Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

*) Teksten er skrevet i 2012, da Dredd 3D havde dansk premiere. Da gjaldt den aktuelle henvisning »Prog 1800« med et Simon Bisley-cover. Der er 457 numre af månedsbladet Judge Dredd Megazine. Historierne, hvor Cassandra Anderson – Olivia Thirlbys karakter i filmen – optræder, er samlet i fem bind med Judge Anderson: The Psi Files. I juni 2023 udkom Essential Judge Anderson: Shamballa (Alan Grant-Arthur Ranson-Mick Austin). 

   Der er talrige albumudgaver og omnibusbind. I 2005 påbegyndte Rebellion udgivelsen af Judge Dredd: The Complete Case Files, som der til dato er kommet 36 bind af. Man er cirka halvvejs i kronologien. Efter Carlos Ezquerras død i 2018 har Rebellion samlet en række repræsentative historier fra hans 40 år på serien i Judge Dredd: The Carlos Ezquerra Collection. I april 2023 udkom Essential Judge Dredd: Judgement Day (Garth Ennis-Carlos Ezquarra).

   Det er Rebellion, som udgiver 2000 A.D. og Dredd i Europa. I USA har IDW Publishing (og senere Titan Magazines) givet Dredd-universet sin egen amerikanske identitet og historie. Dredd blev introduceret i USA af Eagle Comics i 1983. Fra 1994 til 1996 udgav DC Comics sin egen version af Judge Dredd, som ligger uden for den autoriserede kontinuitet. Samarbejdet med DC førte til en række enkeltstående crossover-titler, herunder flere historier, hvor Batman og Dredd optræder sammen.

   Carlos Ezquerra tegnede første gang Dredd i »Krong« [2000 AD #5, March 1977] og sidste gang i  »Get Jerry Sing« [2000 AD #2023, March 2017]. De to paneler er vist nedenfor.

Dredd 3D (Dredd). Instr.: Pete Travis. Manus: Alex Garland. Foto: Anthony Dod Mantle. 95 min. USA-Indien-UK 2012. Dansk premiere: 27.09.2012.

Fotos: DNA Films// Rena Films/ Peach Tree Productions/ Lionsgate/ Cinergi Pictures Entertainment/ Hollywood Pictures/ Rebellion Developments/ IDW Publishing/ Titan Magazines/ DC Comics/ Anderson PSI | Arthur Ranson [arthurranson.com]/ Jake Lynch [2000AD #2339 cover]

Judge Dredd streames på Blockbuster

Dredd 3D streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Google Play, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.09.2012