Ali Abbasi | John Ajvide Lindqvist: Gräns | Border | Grænse (2018)

ALDRIG MERE ALENE

Andetheden bliver normalitet

Af BO GREEN JENSEN

TOLDEREN Tina (Eva Melander) har næse for skyld. Når hun kontrollerer de rejsende, som ankommer med færgen, kan hun simpelt hen lugte, om nogen har dårlig samvittighed. Det er ikke en færdighed, men et instinkt.

   Det kommer der godt politiarbejde ud af. Tina snuser til en telefon, og det viser sig, at sim-kortet indeholder børneporno. Der er intet at komme efter hos parret i den pletfri lejlighed. Men Tina insisterer – og bag den falske væg finder man ondskabens rede.

   Kvinden burde være populær på sit job. Det er hun ikke. Hun ligner et dyr, og hun gemmer sig helst, for kollegerne bliver nervøse. Der er huset i skoven om natten og færgen i havnen om dagen. Ellers er Tina bogstavelig talt en fremmed mellem mennesker.

   En dag reagerer Tina på en mand, som ligner hende selv. Også Vore (Eero Milonoff) er tudegrim og aparte, men han gebærder sig med en fræk stolthed. Til og med vækker han Tinas begær. Hun blev fundet i skoven og voksede op i en familie, der gjorde alt for at holde det fremmede nede. Endelig kalder naturen. Tina må vide, hvad kærlighed er.

GRÆNSE er instrueret af Ali Abbasi (f. 1981), som blev uddannet på Den Danske Filmskole. Han debuterede i langform med udstedsgyseren Shelley (2016) [og blev i 2022 Oscar-nomineret for sit systemkritiske iranske dokudrama Holy Spider]. Ideen stammer fra en novelle af John Ajvide Lindqvist. »Gräns« står i samlingen Pappersväggar, som udkom i 2006.

   Det var Lindqvist, som skrev vampyrromanen Låt den rätte komma in (2004, da. Lad den rette komme ind). Hvis du så Tomas Alfredsons filmatisering – eller det amerikanske remake, Let Me In, som Matt Reeves instruerede i 2010 – vil du huske den som noget særligt.

   Lindqvist henlagde fortællingen til Stockholm-forstaden Blackeberg. Oskar på 12 år blev mobbet, og en androgyn teenager kom ham til undsætning. Der var et svømmebassin med afrevne hoveder og en vidtåben, amoralsk slutning, som lod drengen og pigevampyren undslippe. De rejser sikkert stadig med toget et sted i den europæiske nat.

OGSÅ Gräns giver legendariske væsener et liv i den moderne virkelighed. Jeg skal ikke røbe, hvilken art Tina og Vore tilhører. Tiøren falder nu hurtigt. Til gengæld er skildringen af de fantastiske væsener – og måden de forplanter sig på – en oplevelse, som man ikke forvinder.

   Da drengen i Lad den rette komme ind skulle vælge side, tog han med vampyren uden at tøve. Tina har større betænkeligheder, for det drejer sig om forbyttede børn. Hun er selv vokset op som en skifting.

   Tonen i Grænse er helt usædvanlig. Den minder mig om animationsfilmen Shrek (2001) med diverse fortsættelser. Prinsesse Fiona skulle vælge mellem at være smuk eller være som Shrek, der var en grøn trold fra eventyrsumpen. For første gang i den sødladne genre valgte pigen at blive grim af kærlighed.

GRÆNSE har overblik og atmosfære. Abbasi kan sine genrer, og han poder dem originalt på hinanden. Eva Melander og Eero Milonoff er grimme sammen så længe, at man vænner sig til deres særegenhed. Andetheden bliver normalitet. Publikum kan ikke længere bruge den vedtagne virkelighed som kompas.

   Grænse er på alle måder en anderledes gyserfilm. Et moderne folkesagn som dyrker anelsen og realismen. Hos Ajvide Lindqvist handler det altid om ikke at være alene. Joachim Triers forbløffende Thelma (2017) må være den nærmeste nordiske slægtning.

Gräns (Grænse). Instr.: Ali Abbasi. Manus: Ali Abbasi, Isabella Eklöf, John Ajvide Lindqvist. Foto: Nadim Carlsen. 101 min. Sverige-Danmark 2018. Dansk premiere: 27.09.2018.

Fotos: Riddertoft (Poster Design)/ Meta Film Stockholm/ Black Spark Film & TV/ Kärnfilm/ Film i Väst/ Sveriges Television/ Svenska Filminstitutet/ Meta Film/ Eurimages/ MEDIA Programme of the European Union/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Det Danske Filminstitut/ Camera Film/ YouTube [NEON Trailer]

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 26.02.2019

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.09.2018. 

 

Ali Abbasi: Holy Spider (2022) [Kvindernes kampdag 2025]

EDDERKOPPENS STRATEGI

Irans systemiske misogyni

Af BO GREEN JENSEN

FØRST den faktuelle baggrund, som er skræmmende nok uden fiktiv forarbejdning. På et enkelt år, fra august 2000 til august 2001, begik iraneren Saeed Hanaei 16 mord på prostituerede kvinder. Han fandt sine ofre på gaden i Mashhad, landets næststørste by, hvor narkotrafik og hellig turisme er cirka lige store erhverv. Der bor 3,1 millioner mennesker i Mashhad.

   Alle kvinderne blev dræbt på samme måde. Hanaei kvalte dem i deres tørklæder. Han fandt dem i sit nabolag, og ligene blev lagt i en park i det samme kvarter. Det var ikke det sværeste opklaringsarbejde.

   Men myndighederne var længe om at reagere. Først efter det tiende drab begyndte man aktivt at lede og kæde mordene sammen. Og fra første færd mente stemmer i offentligheden, at »the spider killer« gjorde nytte, når han rensede byen for menneskeligt affald. Hanaei greb denne faktor i flugten. Han ringede selv til avisen, når han igen »havde handlet«.

I PARENTES bemærket har dét været mønstret i dobbeltmoralske samfund, ikke kun de muslimske, siden Jack the Ripper spredte rædsel i 1890ernes Whitechapel. »Jack« var den første, der betragtede sit »arbejde« som en slags kunstværk, og han etablerede den kælne alliance mellem gerningsmand, presse og politi, som endnu præger fænomenet seriedrab.

   Efter mange systemsvigt blev Hanaei arresteret. Han var da en folkehelt for mange rettroende i det salvelsesfulde teokrati. Den lille mand levede sig dybt ind i rollen som udrenser. Han talte i retten om sine bedrifter. Man bildte ham ind, at der ville være en smutvej. Det løfte blev heldigvis svigtet til slut.

   Den tv-transmitterede retsproces var en seersucces. Alle i Iran sad klistret til skærmen. Ali Abbasi, som har instrueret Holy Spider, blev interesseret i sagen, da han fulgte med fra Teheran. Han ved, at det ville lyde godt og se bedre ud, hvis han påberåbte sig en feministisk dagsorden. Men først var han fascineret af manden. Hanaei var bygningsarbejder, familiefar og krigsveteran. Han syntes at koncentrere iranske mænds usikkerhed.

DET bedste i Ali Abbasis film er ikke portrættet af morderen, der ser sig selv som »God’s Lonely Man«. Ej heller ubønhørligheden i skildringen af hans ugerninger. Det er billedet af den systemiske modstand og massive foragt, som møder journalisten Rahimi på alle niveauer, da hun ankommer fra Teheran.

   Det begynder på hotellet, hvor man lyver og siger, at der er fejlbooket, fordi hun er alene og ugift. Det fortsætter hos politiet, hvor hun bestikker betjenten med cigaretter og siden må værge for sig ved hvert møde, fordi han vil i nærkontakt. Selv Rahimis »progressive« kollega er ude af stand til at se hende klart. Journalisten bider fra sig, handler uden tøven og risikerer sit liv. Det er Rahimi, der opklarer sagen.

   Holy Spider taler særligt til tiden, som lige nu reagerer på Mahsa Aminis død i det iranske politis varetægt. Amini blev mishandlet, fordi hendes hijab ikke dækkede håret. Man forsøgte at henlægge sagen. Det var lykkedes i Mashhad i 2002. Men i Teheran tyve år efter bliver protesterne ved og tager til, efterhånden som patriarkatet reagerer med mere brutalitet.

FILMEN har ingen andel i dette. Holy Spider får ikke iransk premiere, men den anskueliggør, hvad der rører sig i landet. Den viser iranske mænds afstumpethed for alverden. Kulturministeriet i Teheran har taget al mulig afstand. Holy Spider er filmet i Jordan. Og er heldigvis en dansk produktion.

   Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Rahimi er en fiktiv person, som Abbasi og medforfatteren Afshin Bahrami har skabt til lejigheden. Karakteren bliver – fremragende – fremstillet af Zar-Amir Ebrahimi, som var caster på Holy Spider og tog rollen selv, da ingen andre kunne og ville.

   Alt i filmen er autentisk – inklusive hustru og venners forsvar for morderen og den i særklasse isnende scene, hvor hans 14-årige søn med stolthed demonstrerer, hvordan Far bar sig ad. Maziar Bahari, som instruerede dokumentaren Along Came a Spider i 2003, havde de samme optagelser med. Men journalisten Rahimi er en dramatisk konstruktion.

   I USA er filmen blevet kritiseret for dét – og for sine udførlige beskrivelser af drabene, som Hanaei begår. Det er i bund og grund en bizar kritik. Den kommer fra en popkultur, som ikke er mindre dobbeltmoralsk. Det var i amerikanske medier, at seriemorderen blev en effekt, en arketype med troper og fast tilbehør, fra Hannibal Lecter til retsmedicineren Dexter.

ALI Abbasi er iransk født, men uddannet på Den Danske Filmskole. Han har i to film lært af og bøjet de genrer, som han knyttede an til. Shelley (2016) var en dansk udstedsgyser; Gräns (2018, da. Grænse) et svensk eventyr, der i fabelens form lod evige trolde finde hinanden og frydes ved kønnet.*

   Holy Spider er både mere stram og mindre sær. I tema, optik og fortælleform bruger filmen de samme virkemidler, som David Fincher – genrens Shakespeare – anvendte i Zodiac (2007), der var hans bud på en analyse af kulturen og kvindesynet.

   Det bliver altid diskuteret, om det er nødvendigt at udpensle volden og gruen, når seriemord skildres for alvor på film. Der er sjældent nogen, der tager afstand, når ærindet er triviel underholdning. Jeffrey Dahmers ugerninger blev første gang filmet i 1993. 30 år senere er det stadig en serie med titlen Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story, som Netflix vil tryne rivalerne med.

   I et interview med Anna Raaby Ravn [se Weekendavisen 14.10.2022] talte Ali Abbasi om sin insisteren på dirty eller messy realism, dvs. »rodet realisme«. Det er klart, at æstetikken gør den nødvendige forskel. Skildringen skal gøre ondt. Det skal være råt og ubehageligt at se. Ellers bliver det bare mere dekadent underholdning for en voldsmættet, stopfodret konsumerisme.

I dén forstand er Holy Spider på niveau med de vigtigste forløbere: Michael Powells Peeping Tom (1960), Alfred Hitchcocks Frenzy (1972), Spike Lees Summer of Sam (1999), Bong Joon-hos Memories of Murder (2003). Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og Fatih Akins Den Gyldne Handske (2019) har rødder i den samme overdrevne æstetik. Mary Harrons filmatisering af American Psycho (2000) nuancerer kønsbalancen.

   De film handler dybest set ikke om mord og mishandling. De handler om kulturen, der skaber seriedrab – og fostrer »mænd, der hader kvinder«, som svenske Stieg Larsson udtrykte det.

   »De fortjente det. Din far har rene hænder,« siger Hanaeis hustru til sin søn. Han får lillesøster på otte til at lege med, da han viser hjemmet frem for journalisten. »Jeg er død, jeg er død,« klukler hun inde fra tæppet. Ingen sørger over de døde. Heller ikke kvindernes familier, som skammer sig over afkommet. Kun Rahimi vil ikke svigte empatien – og hun er en fiktiv person.

MAN synes måske, at jeg bruger en opportunistisk rubrik til min tekst, når jeg kalder den »Edderkoppens strategi«. Men Bernardo Bertoluccis nyklassiker fra 1970 handler om systemisk fascisme, der spreder sit net og bliver normativ. Så den passer på misogynien i Iran. Holy Spider er det officielle danske bidrag til årets Academy Awards. Jeg håber virkelig, at den vinder.**

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]; Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023]; Du som er i himlen | As in Heaven (2021) [Kvindernes kampdag 2024].

*) Efter Holy Spider kom Ali Abbasi til USA, viste hvad han kunne med to lydefri episoder af MAX-serien The Last of Us (2023) og fik et stort apparat til sin rådighed, da han instruerede Sebastian Stan og Jeremy Strong i The Apprentice (2024), et desværre alt for venligt og tandløst portræt af den unge Donald Trump, som bliver oplært i løgnens kunst af Roy Cohn. Næste projekt er vist nok en ny Hamlet med Noomi Rapace i titelrollen. 

**) Det gjorde den så ikke. Holy Spider kom ikke på kortlisten over de øverste fem, hvor Jonas Poher Rasmussens Flugt havde været i 2021 og Thomas Vinterbergs Druk havde vundet kategorien i 2020. Prisen for Best International Feature gik i 2022 til Edward Bergers monumentale Im Westen nichts Neues (da. Intet nyt fra vestfronten), den tredje filmatisering af Erich Maria Remarques antikrigsklassiker fra 1929. På listen var i øvrigt Lukas Dhonts Close (Belgien), Jerzy Skolimowskis IO (Polen), Santiago Mitres Argentina, 1985 (Argentina) og Colm Bairéads irske The Quiet Girl. Heller ikke Nikolaj Arcels jyske western Bastarden gjorde tilstrækkeligt indtryk i 2023. Først i 2024 var en dansk film atter på kortlisten, da svenske Magnus von Horn blev nomineret for Pigen med nålen.

Holy Spider. Instr.: Ali Abbasi. Manus: Afshin Kamran Bahrami, Ali Abbsi. Foto: Nadim Carlsen. 116 min. Danmark-Tyskland-Sverige-Frankrig-Jordan-Italien 2022. Dansk premiere: 13.10.2022.

Fotos: Profile Pictures (DK), ONE TWO Films (Tyskland), Nordisk Film Production (Sverige), Wild Bunch International (FR), Why Not Productions (FR), Film i Väst (SVR), ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/ DR/ DFI/ SFI/SVT/ The Imaginarium Filmns (Jordan)/ Rotor Film (Italien)/ Eurimages/ Wild Bunch International/ MUBI/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Apple TV, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (UK) 24.04.2023

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 12.10.2022, trykt 13.10.2022

Forstadsbilleder | George Clooney: Suburbicon (2017)

   

PLANLAGTE BYER

De friserede forstæders mørke historie

Af BO GREEN JENSEN

I 2017 er det 70 år siden, at de amerikanske forstæder blev født. Her tænker jeg ikke på yderzoner, der bliver inddraget i en voksende storby. Jeg tænker på de konstruerede samfund, parcelhusområder med x antal ens typehuse, som i 1950erne blev den foretrukne boligform for hvide amerikanske familier, der søgte ud af de slidte og trængte bymidter.

   Banebryderen hed William J. Levitt (1907-1994). I 1947 købte han 400 hektar henliggende landbrugsjord på Long Island og opførte 6.000 små typehuse. Først skulle de lejes, men snart kunne de købes. Den nye by fik navnet Levittown. Da den stod færdig i 1951, var der 17.447 huse, alle med hvidt plankeværk, grønne forhaver, moderne køkken og tv.

   De fleste udflyttere var hjemsendte soldater, der skulle begynde forfra med deres familier. Øvelsen var finansieret af tilskud og statsgarantier. Det blev på den måde muligt at købe et hus til 8000 dollar med en udbetaling på 400 dollar. Veteraner betalte slet ingenting.

   

FORSTÆDERNE – under ét kaldet Suburbia eller the suburbs – var en succeshistorie, der gjorde Levitt til en af de rigeste mænd i sin tid. Han kom på forsiden af Time Magazine og var Årets Mand flere gange. Mindre opreklameret var raceadskillelsespolitikken. Husene i Levittown var forbeholdt »den kaukasiske race«.

   Bestemmelsen var kontroversiel. Højesteret fastslog, at racekriteriet var »unenforceable by law«, men myndighederne lod det passere. Levitt byggede seks Levittowns. Der var naturligvis konkurrenter. Ved 50ernes slutning boede 30 mio. amerikanere i planlagte satellitbyer. De tømte storbyer var overladt til forretning, bohemer og minoriteter.

   Der er i anledning af jubilæet kommet flere udmærkede bøger om arkitekturen, demografien og sociologien. Lad mig anbefale to: Houses for a New World: Builders and Buyers in the American Suburbs 1945-1965 (Princeton University Press, 2015) af Barbara Miller Lane og Detached America: Building Houses in Postwar Suburbia (University of Virginia Press, 2015) af James A. Jacobs.

PÅ film er George Clooneys Suburbicon den centrale markering. Det er ikke en vellykket film, men ideen har nok været god på papiret. Clooney og hans faste sparringspartner, Grant Heslov, havde selv et manuskript, der tog afsæt i en faktisk episode: I 1957 brød helvede løs, og der opstod uroligheder, da en afrikansk-amerikansk familie købte hus i Levittown.

   Samtidig huskede Clooney et manuskript af Joel og Ethan Coen, som han købte og næsten fik produceret – med sig selv i skurkerollen – i 2005. Det var en sort, sarkastisk komedie, som brødrene skrev og skrinlagde i 1986, da de fornyede den hårdkogte genre med skæve spændingsstykker som Blood Simple og Raising Arizona. De havde ikke helt signaturen endnu. Brødrenes vinkel på film noir blev siden til liflige film som Miller's Crossing, Fargo og The Man Who Wasn't There. Deres syn på forstadsmentalitten er knæsat i den sære og ret svære A Simple Man (2009).

   Det er de to ideer, den gamle Coen-historie og den nye Black Lives Matter-kommentar, der på støjende vis bliver kombineret i Suburbicon. Altså en underlig fisk af en film, og resultatet må siges at være derefter.

DET begynder i hjertet af normaliteten, hvor forstadsfascisterne protesterer, fordi den nye familie i byen er sort. Men Far (Leith M. Burke), Mor (Karimah Westbrook) og Andy Mayers kender rutinen. De flytter ind og begynder at bygge en hverdag.

   Imens, i nabohuset hos familien Lodge, forstår 12-årige Nicky ikke, hvad der foregår. Midt om natten bliver han vækket og ser sin far, sin mor og sin moster krybe for to grove mænd.

   Der er en effektiv utryghed i de første scener. Man forventer halvt et okkult ritual. I stedet – og det er en god Coen’sk pointe – bliver mystikken til en banal historie om voksne menneskers tarvelighed.

FOR dusinmennesket Gardner (Matt Damon) står i gæld. Sammen med sin svigerinde, Margaret, har han prøvet at tage livet af hustruen Rose (begge spillet af Julianne Moore), Nickys mor, som sidder i kørestol. Da drabet mislykkes i første forsøg, tager parret skarpere midler i brug.

   Nickys onkel er mistænksom. En grådig detektiv (Oscar Isaac) ringer på og siger, at sagen ikke blot dufter af svindel: den stinker og råber til himlen. Så stadig flere brikker må fjernes. Efterhånden er misantropien så tæt, at det knap nok undrer Nicky, da Rose kommer gift i hans sandwich.

   Mens Lodge-familien forsvinder i groteske intriger, bliver skafottet rejst udenfor. Der synges og hujes ved huset, hvor den sorte familie passer sit liv. Det er forbundne og dog separate historier, som måske kunne forstærke hinanden. Her ender de med at tage lys fra hinanden.

   Det eneste positive er hængslet: drengene Nicky og Andy bliver venner i ånden fra nostalgiske forstadsfabler som E.T. og Super 8.

DET er kun den brutale noir i historien, som Clooney har arvet fra brødrene Coen. Det racistiske spor er autentisk. William og Daisy Myers blev udsat for samme ekstreme chikane, da de flyttede ind i et af de 17.000 typehuse i Levittown, Pennsylvania, i sommeren 1957. De købte huset af en jødisk familie, som flyttede fra mønstersamfundet. Og familien blev boende sammen med datteren Lynda, da urolighederne gik i sig selv. De flyttede efter fire år, da William Myers fik arbejde i Harrisburg . 

   Clooney fandt historien i David Kushners bog, Levittown: Two Families, One Tycoon, and the Fight for Civil Rights in America’s Legendary Suburb (Walker Books, 2009). Her fremgår, at ejerskab afløste lejemodellen, fordi Højesteret underkendte firmaets ret til at fravælge etniske grupper. »I bund og grund var William Levitt en hykler. Og William Levitt ville ikke lade sorte flytte ind i sine huse, og da sagen kom for retten, fik han besked på at integrere. Og han ville hellere sælge sin ejendom end integrere.«

   Clooney ser episoden som et korrektiv til selvtilfredsheden, der hersker i nordstaterne. »Folk oppe nordpå elsker at tro, at de ikke havde noget at gøre med racismen,« sagde han ved filmens premiere i Venedig. »De elsker at vaske deres hænder og sige: 'Faktisk var vi progressive liberalister. Vi var imod slaveriet og for borgerrettigheder.' Men sandheden er mere kompliceret. Der var mange problemer, især i byer som Levittown.«

   Han ser en aktuel parallel til optøjerne i Charlottesville i Virginia. Og forretningsmanden Levitt som et forvarsel om Donald Trump.*

FORTÆLLINGEN skuffer, men formen er flot. Alene titelsekvensen – en lækker pastiche på tv-reklamer for livskvaliten i planlagte byer – er næsten billetprisen værd.

   Suburbicon kalder sig Eden, så naturligvis er der en slange i græsset. Men i Blue Velvet lå der et afrevent øre. Forstæderne har givet os så mange mørke historier i et frodigt register af rig paranoia, fra The Stepford Wives til Pleasantville og The Truman Show.

   Der er store realistiske film som The Ice Storm, American Beauty og Revolutionary Road. Eventyr som Edward Scissorhands og Donnie Darko. Thrillers som Disturbia, moraliteter som The Virgin Suicides. Horror fra Poltergeist til Get Out, Us og It Follows.

   Alle de fine sange forpligter. Suburbicon ligger langt nede på listen.

*) Suburbicon havde premiere på Mostraen i Venedig den 2. september 2017, hvor filmen deltog i hovedkonkurrencen. Allerede seks dage senere fulgte den nordamerikanske lancering på TIFF i Toronto, som ikke har nogen officiel konkurrence, men er større og mindst lige så vigtig. Jeg kom til Venedig i perioden 2003-2019. Det gav altid denne sære rytme, at de to festivaler overlapper hinanden. Fra 2012 og tre år frem kunne Venedig hver gang vise årets Oscarvinder som sin åbningsfilm. Så det blev ekstra attraktivt at åbne dér. Lido var fuld af amerikanske titler og filmfolk de første syv dage. Alt var hektisk og overfyldt ligesom i Cannes. I uge to begyndte Toronto, og med ét var der ledige pladser på stranden + luft til at gå på opdagelse og se nye film fra resten af verden. Jeg talte med George Clooney en enkelt gang i Venedig, men det var i 2005, da han kom med Goodnight, and Good Luck og var relativt ny som instruktør. Her er han citeret fra pressemødet efter den første visning og fra det interview, som han (og Julianne Moore og Lynda Myers) gav til Stephen Galloway fra The Hollywood Reporter den 1. september, 2017. 

Suburbicon. Instr.: George Clooney. Manus: Joel & Ethan Coen; George Clooney & Grant Heslov. Foto: Robert Elswit. 105 min. USA-Kina-UK 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.

Fotos:Suburbicon Black LLC/ Black Bear/ Bona Film Group/ Dark Castle Entertainment/ Huahua Media/ Silver Pictures/ Smokehouse Pictures/ Paramount Pictures Home Entertainment/ UIP/ Mis. Label/ CineMaterial/ MovierStillsDB/ Encyclopedia Britannica/ Time Warner/ YouTube 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (region A) 06.02.2018

2K Blu-ray fra Mis.Label/ Noble Entertainment (region B) 12.04.2018

Anmeldelsen trykt (i kortere form og med rubrikken 'Hvidt plankeværk') i Weekendavisen Kultur 08.12.2017

Forstadsbilleder | D.J. Caruso: Disturbia (2007) [Noir 100]

SKJULTE ØJNE 

Et tema med sjælden slidstyrke 

Af BO GREEN JENSEN

VOYEUREN ved naturligvis, at han bryder en uskreven lov ved at kigge. Omvendt føler han sig netop lovligt undskyldt, fordi han ikke selv er herre over situationen : »Jo, jeg formoder, at det egentlig var en form for udspionering. Man kunne måske oven i købet have forvekslet det med en vindueskikkers sygelige interesse. Men det var ikke min fejl, for sådan var det ikke. Det hele kom af, at min bevægelsesfrihed var stærkt begrænset på den tid. Jeg kunne flytte mig fra vinduet til sengen og fra sengen til vinduet, og det var alt.«

   Siden Cornell Woolrich i 1942 skrev novellen »Skjulte øjne«, har adskillige variationer baseret sig på dens centrale præmis: en fikseret mand følger med i sine naboers hverdag, indfanges af de små dramaer og får ad omveje opklaret et mord i huset bag sit eget. Woolrich afleverede teksten som »Murder from a Fixed Viewpoint«. Den blev trykt i Dime Detective som »It Had To Be Murder«, men allerede i 1944, da Woolrich samlede novellen op i bogform i After-Dinner Story, var titlen ændret til »Rear Window«. Det var den, som Alfred Hitchcock brugte i sin klassiske filmatisering fra 1954.*

GODT og vel 50 år senere er dramaet rykket ud i forstæderne, og karakterernes alder er cirka halveret. Det er dog i bund og grund en Rear Window-lite, som D.J. Caruso i hjemlandet har fået en overvældende succes med. Der kommer flere lig på bordet, og den klaustrofobiske kvalitet er en anelse mindre intens, men typer, plot og effekt er de samme.

   Recepten er dygtigt og effektivt varieret. Gymnasieeleven Kale, som har mistet sin far, slår en lærer i vrede og idømmes 30 dages husarrest, da han endnu ikke er fyldt 18 år. En alarm i en fodlænke aktiveres, hvis han fjerner sig fra huset. Kales mor (Carrie-Anne Moss) mener, at han skal mærke sin straf. Hun inddrager hans netabonnement og klipper tv-ledningen over.

DERFOR begynder Kale at lure på de nye naboer med det dårlige ægteskab og den kønne teenagedatter, Ashley (Sarah Roemer), som bliver filmens pendant til Grace Kelly i Rear Window. Både hun og kammeraten Ronnie (Aaron You) reagerer med skepsis, men indfanges hurtigt af voyeurismen, som her diskuteres udførligt. Den mulige morder er naboen (David Morse), som måske har en massegrav under sit hus.

DISTURBIA bevarer den dobbelte tone af lystspil og thriller, bliver gedigent spændende hen mod sin slutning og forholder sig i forbifarten til en række centrale moderne temaer. Der er intet nuttet over forbrydelsen, og det lykkes at anbringe Ronnie og Ashley i nervepirrende situationer, når de spionerer for Kale. Shia LaBeouf, en markant yngre stjerne i mange slags film, er både ordinær og speciel som teenageudgaven af James Stewart.

MERE halvhjertet forekommer satiren over forstæderne, der er meget på linje med tonen i aktuelle sitcoms som Desperate Housewives. »Only in Disturbia, eh?« siger Kale, da Ashley besøger ham første gang. Foryngelseskuren skyldes utvivlsomt den kommercielle spillefilms demografi. I dag ville Hitchcocks publikum ikke vove sig ind i en biograf. Det brede marked bæres af aldersgruppen 17-30, og filmene bliver derefter. Disturbia er dog en sej, hurtig thriller, som rammer målet uden at lefle.

***

CORNELL Woolrich (1903-1968) var så produktiv, at han brugte tre forfatternavne. William Irish var det pseudonym, han foretrak til bogudgivelser. Han skrev 27 romaner og 16 novellesamlinger, som udkom, ofte med divergerende titler, både i USA og Europa. Mindst 40 er filmatiseret, mange flere er dramatiseret for tv. Antologiserier elsker en mand med ideer.

   Hitchcocks Rear Window har særlig høj status, men Woolrich/Irish var et brand fra begyndelsen, hvor Jacques Tourneur filmatiserede Black Alibi (1942) som The Leopard Man (1943), og Robert Siodmaks version af Phantom Lady (1944, da. Vidne søges) var en gedigen succes for Universal-studiet.

   François Truffaut blev opmærksom på The Bride Wore Black (1940, da. Bruden var i sort), da han så sig om i genren efter den overvældende succes med Tirez sur le pianiste (1960, da. Skyd på pianisten), som byggede på en roman af David Goodis. Han skriver med indlevelse om sin affinitet for den sørgmodige, fatalistiske kvalitet hos Woolrich i essayet »William Irish's Slippers«.

    Truffaut instruerede Jeanne Moreau i La mariée etait en noir (1968), der er drejet i stilen fra Hitchcock. Mississippi Mermaid (1969), som bygger på perioderomanen Waltz into Darkness (1947, da. Den falske brud), er derimod tilegnet Jean Renoir. Truffaut caster Catherine Deneuve og Jean-Paul Belmondo mod deres typer. Rainer Werner Fassbinder så en fælle i Woolrich, da han brugte novellen »For the Rest of Her Life« som forlæg for tv-filmen Martha (1974), der er en studie i masochisme.

   After-Dinner Story udkom i respektabelt hardcover både i USA og Storbritannien. Som amerikansk paperback fik samlingen titlen Six Times Death og et nyt lurvet æggende omslag. Udgaven, som virkelig gjorde en forskel, var den som blev massefremstillet til amerikanske soldater under 2. verdenskrig. Disse bøger var i aflangt format, havde blødt cover, så de kunne rulles sammen, og var trykt på dårligt papir. Men de var i øvrigt uforkortede og præsenterede mange nye læsere for aktuelle og klassiske arbejder.

WOOLRICH var måske den mest desperate og fortabte af noir-forfatterne. Som selvsikker ung mand opgav han studiet på Columbia University og kom til Hollywood for at gøre sin lykke. Han blev ansat på First National Pictures og giftede sig – skønt han var homoseksuel – med Violet Blackton, der var datter af Stuart Blackton. Blackton ejede Vitagraph Studios, som i 1925 blev opkøbt af Warner Bros. Ægteskabet holdt i tre måneder. Så blev medgang til modgang på ingen tid.

   Den personlige krise faldt sammen med nationaløkonomiens. I 1930 flyttede Woolrich til New York, hvor han delte en hotellejlighed med sin notorisk dominerende mor. Kolleger og bekendte er fulde af historier om, hvordan al kontakt gik via hende. Han flyttede til et bedre hotel, da hun døde i 1957. Man har et billede af en fattig forfatter, der er nødt til at skrive hurtigt for hyren, men Woolrich døde som millionær. Han kom bare aldrig ind fra mørket. Darkness er i bøgerne et begreb med stort D.

   Han var diabetiker, alkoholiker og blev til sidst isoleret i lejligheden, da han fik amputeret et ben, som der gik koldbrand i. Francis Nevins Jr. udpensler den lange nedtur i biografien First You Dream, Then You Die (1988), der er tyk som en telefonbog og i sig selv kunne være en Woolrich-historie. Hans estate stævnede Dreamworks for plagiering, da Disturbia blev produceret. Og tabte sagen ved højesteret.

   Woolrich inkarnerer noir, men han er ikke en hårdkogt fortæller. Sproget er svimmelt, stort og skæbnesvangert, af og til tæt på hysterisk. Han skruer op for angstens metaforer, hvor de øvrige stemmer skærer til og skruer ned. Kritikernes yndlingsord er »hallucinatorisk«. Det giver mening i forhold til sætninger som: »Smoke suddenly speared from her nostrils in two malevolent columns. She looked like Satan. She looked like someone it was good to stay away from.«

   Hans litterære idol var F. Scott Fitzgerald, og først skrev han jazztidsfortællinger som Cover Charge (1926), Children of the Ritz (1927) og Manhattan Love Song (1932). Han ødelagde manuskriptet til en sidste, nostalgisk livsfejrende bog, I Love You, Paris, da ingen ville udgive den. Herefter var det noir hele vejen. Flere forlag arbejder på at udrede den labyrintiske bibliografi og få en definitiv udgave i tryk. I 2025 er Centipede Press nået 14 bind ind i en kronologisk serie samlede værker. 

DER er flere regulære remakes af Rear Window. Mest anfægtende og sympatisk – skønt ikke særligt vellykket – er tv-filmen, som Jeff Bleckner instruerede i 1998. Her bliver den fikserede mand ved vinduet spillet af Christopher Reeve, som selv var tetraplegiker efter sin rideulykke i 1995. Daryl Hannah har rollen, som svarer til Grace Kellys.  

  

Disturbia. Instr.: D.J. Caruso. Manus: Christopher Landon, Carl Ellsworth. Foto: Rogier Stoffers. 104 min. USA 2007. Dansk premiere: 03.08.2007.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Cold Spring Pictures/ The Montecino Picture Company, Digital Image Associates/ UIP/ Paramount Home Entertainment

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 01.08.2017

Anmeldelsen trykt som Filmrevy (uden noten om Cornell Woolrich) i Weekendavisen Kultur 03.08.2007