Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview

DØDENS TRIUMF OG TABETS EMBLEMER

En historisk samtale med Don DeLillo

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder helt uskyldigt med en dreng, der skal til baseball. »Han taler som dig,« står der, »amerikansk, og hans øjne har et forhåbningsfuldt skær.« Hans navn er Cotter Martin, og han skal for første gang snige sig ind på det stadion, New York Polo Grounds, hvor så mange centrale scener i Don DeLillos forfatterskab udspiller sig.

   Tiden er 1951, nærmere bestemt den 3. oktober, og det er skæbnekampen mellem New York Giants og Brooklyn Dodgers, som drengen vil se. Vi forstår ham, for selve luften er elektrisk på denne forventningens dag. Det er ikke bare en kamp, der bliver spillet. Det er fremtiden, der begynder.

   Drengen med det forslugne blik er ikke alene. I den private loge bag Giants' spillerbænk sidder berømtheder som Frank Sinatra, journalisten Walter Winchell og skuespilleren Jackie Gleason. En fjerde celeber tilskuer er FBI-direktøren J. Edgar Hoover, »en velklædt mand med bulldogfjæs.« Det er ham, som under kampen får overbragt beskeden om, at Sovjetunionen har foretaget sin anden atombombeprøvesprængning. Ikke for intet har den sublime prolog, som Don DeLillos store roman Underworld vokser ud af, fået titlen »Dødens Triumf.«*

DON DeLillo, som er født i 1936, var længe en såkaldt »smal« forfatter, der blev betragtet med yderste skepsis af det læsende publikum. Han debuterede i 1971, meget passende med en bog som hed Americana, og skrev med Ratner's Star fra 1976 sin første for alvor markante og færdige bog. Fra og med White Noise, roman nummer otte fra 1985, var der blandt amerikanske kritikere bred enighed om, at her var noget særligt på færde.

   Med Libra fra 1988, en vred og bemærkelsesværdig besat roman om Lee Harvey Oswald, manden der skød John F. Kennedy (men næppe alene og for egen regning), kom DeLilllo på bestsellerlisten for første gang. Bogen forvirrede mange lystlæsere. Mao II fra 1992 blev forfatterens danske debut. Romanen begynder med et billede af 6.500 par, som vies af en guru på Yankee Stadium i New York. Den er besat af massen som fænomen og betragter sekteriske selvmord og massebryllupper, overhovedet alt som er kollektivt og fortrænger det private jeg, den personlige identitet, som et sindbillede på tidsånden i det næste årtusind.

ALLE DeLillos motiver er omsider kørt i stilling i Underverden. Alligevel er den panoramiske roman om de sidste 50 års historie, om den kolde krig i det globale rum og de mange mindre skudvekslinger i kendte og ukendte menneskers liv, meget forskellig fra hans tidligere værker.

   Der er denne gang en varme og en dybde, en forankring i medmenneskelighed, som kulden i de forrige bøger nærmest pr. definition udelukkede. Det er bolden fra begyndelsen, der som en talismanisk bærer af historien bringes hjem af drengen Cotter Martin og mange år senere købes af manden Nick Shay, som mistede sin far i forbindelse med kampen og udgør en slags hovedperson midt i myldrebilledet.

   Romanen zapper og zig-zagger, krydsklipper frem og tilbage mellem henved en halv snes personer, fra 1950erne til 90erne og tilbage, indtil epilogen »Das Kapital« fører tidsrejsen ud eller ind i cyberspace, det virtuelle verdensrum. Men Nick gør hele rejsen med, og hans søgende erindring giver den historiske hovedstrøm retning og mening. Don DeLillo har med Underverden skrevet en af 90ernes store romaner og måske sin bedste bog nogen sinde. Tænk hvis nogen herhjemme gav los og lod sig falde gennem historien sådan.

FORFATTEREN svarer omhyggeligt på de spørgsmål, han må have hørt til hudløshed. Hans øjne er mindre brændende end på portrætterne, og han har en tweedkasket i hånden, for bagefter skal der spadseres i byen. DeLillo er 62 år, da vi taler. Han holder lange tænkepauser og har en mildt irriterende vane med at stille retoriske spørgsmål (som gør det muligt for ham at dreje snakken hen til de svar, han kender og har klar).

   – For syv år siden, i Mao II, skrev du, at fremtiden tilhører masserne. Tror du stadig, at det er tilfældet?

   »Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over, siden jeg skrev det, for jeg har haft mit hoved i Underworld, som er en anden slags bog. Der synes at være mindre hektisk aktivitet omkring visse karismatiske ledere, end der var for ti år siden, da jeg skrev Mao II. Sådanne skarer synes at tilstræbe en særlig form for selvløshed. Jeg ved ikke, om den slags adfærd vil ophøre. I én del af verden er der tegn på, at statens terror bliver modificeret eller forsvinder på grund af den officielle politik. I andre dele af verden er den terror, som udføres af enkelte individer, værre end den har været tidligere. Der vil altid være denne verdens marginaliserede elementer, og disse mennesker har altid samlet sig omkring stærke enkeltpersoner, uanset om impulsen er religiøst, politisk eller nationalistisk betinget.«

   – Men massen i Mao II er som en mutation. Den begærer en lykkelig selvudslettelse. Bliver der mere af den slags massebevidsthed?

   »Det er svært at generalisere omkring. I mange dele af verden synes den store bevægelse at have opløst sig i mere lokale etniske konflikter. Vil vi finde den slags masser i Bosnien, i Serbien, i Kosovo? Jeg er ikke sikker på det. Ikke som vi gjorde i Iran eller Kina før Maos død. Mens jeg skrev Mao II, var der forskellige menneskemasser, som alle syntes at bevæge sig i retning af en form for voldsom udløsning. Der var noget apokalyptisk over dette, selv om det skete tilfældigt. Efter fatwaen over Salman Rushdie blev trafikken på 23. Gade i New York blokeret af en stor muslismsk demonstration. Det var frygtindgydende og overvældende. Kunne sådan noget ske igen? Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle ske. Det er bare et spørgsmål om anledningen.«

– MASSER, skarer, panikken i dem og varmen, som de afgiver, er noget, du har skrevet om mange gange. Har du nogen sinde befundet dig i en menneskemængde og tænkt, at det hér må jeg skrive om en dag?

   »Ja, men jeg sagde ikke til mig selv, at jeg måtte skrive om det, jeg sagde bare, at jeg måtte overleve. Så snart du stillede spørgsmålet, tænkte jeg på en oplevelse i Cairo. Tilfældigvis blev jeg fanget i mængden på en af shiamuslimernes helligdage. På en måde var der en god atmosfære, men der var denne massive koncentration af mennesker. Det var et spørgsmål om fysisk overlevelse, om ikke at blive grebet af klaustrofobisk panik, men ikke fordi massen var vred. Den var bare en masse, en sammentrængt folkemængde, og dét bærer sin egen slags angst med sig.«

   – Et andet gennemgående tema er terrorisme. Du har ved flere lejligheder sidestillet kunstneren og terroristen. . .

   »Jeg synes, jeg har modstillet dem. Da jeg skrev Mao II, syntes det for mig, som om verdensfortællingen, den store historie, var ved at blive overtaget af diktatorer, af snigmordere og terrorister. Og den gamle forestilling om, at kulturen i hvert fald delvis formes og påvirkes af de enkelte nationers store romanforfattere, var ved at blive fortrængt af selve nyhedsstrømmen, dårlige nyheder, katastrofale nyheder, som i sig selv blev verdensfortællingen. Jeg havde en fornemmelse af, terrorismen havde fravristet kunsten en særlig slags magt. Denne fornemmelse er ikke nær så stærk nu som for ti år siden. Der var et direkte modsætningsforhold mellem disse to ekstreme positioner i kulturen.«**

– DU tilbragte tre år i Grækenland og skrev The Names. Du har sagt, at du ved hjemkomsten bemærkede en tilføjelse til katastroferapporten i nyhederne, nemlig det daglige giftudslip. Var det den eneste forskel?

   »Der var tale om en vigtig tilføjelse på alle de forkerte måder. Det er helt fysisk frygtindgydende at se den slags, sorte giftskyer, kolossale skibe som knækker, jernbaneulykker. Men ingen talte om det, det blev bare taget til efterretning. Det var bare med i nyhederne. Og jeg bemærkede det sikkert kun, fordi jeg havde været væk. Jeg ville skrive om det, og derfor valgte jeg den retning i White Noise. Siden voksede temaet i Underworld.

   Hvad så jeg ellers? Jeg så på supermarkeder med andre øjne. Jeg begyndte at se et amerikansk supermarked, som det ville blive opfattet af en person fra et fjernt, underpriviligeret land. Jeg ved ikke hvorfor, måske fordi jeg havde besøgt sådan nogle steder, og jeg begyndte at forstå dem på en ny måde. Jeg fik øjnene op for noget, man kunne kalde – og jeg tror, vendingen direkte bruges i White Noise – »amerikansk magi og ængstelse«. En af personerne begynder at se supermarkedet i et næsten magisk lys, som noget næsten religiøst.«

   – Romanen slutter med en slags ironisk epifani, en hverdagsåbenbaring. Alle står ved i kø ved kassen og standen med magasiner om UFO'er og Elvis, der igen er blevet set.

   »Supermarkedsblade, ja. Den sidste sætning er ligefrem: »De berømte og de dødes kult«. Den kult er vokset siden da. Tænk på Prinsesse Diana og den kult, som skød op omkring hende. Den slags bliver stadig mere fremherskende i kulturen. For mig var det interessant, at trivielle og flygtige medier som ugeblade og frokostaviser faktisk kunne rumme og bære meningsfyldt materiale om vores liv. For hvad handler det alt sammen om? Det handler om tro, død, liv efter døden, kærlighed.«

– Scenen er også beskrevet med varme. På et tidspunkt har du talt om »the radiance of dailiness«, hverdagens stråleglans...

   »Jeg synes jo, at der er noget interessant og måske endda forklaret ved selve tingenes væsen; ting, vi ser så tit, at vi holder op med at se dem på et vist tidspunkt, fordi vi er blevet så fortrolige med dem. Du skulle prøve at åbne dit køleskab og virkelig se, hvad der er derinde. Du bliver glad, og hvad er det, der gør dig glad? Er det farven? Det elektriske lys? Hvordan virker lyset, hvad er elektricitet? Hvorfor er der en næsten mystisk, kirkelig kvalitet ved sådanne fænomener? De fleste mennesker ved jo ikke, hvordan elektricitet virker, men der er det strålende lys, og der er en vis fortrøstningsfuldhed ved tingene i et køleskab. Den slag mikrokosmiske ting tænker jeg på. Jeg prøver at skrive om dem. Jeg når ikke nødvendigvis en konklusion. Det er ikke nødvendigt, jeg skriver fiktion. Men jeg prøver på at se dem, på at give dem en plads i virkeligheden.«

   – Men popkulturen bliver ofte dæmoniseret. Den er noget faretruende, der æder folks hjerner, så de læser bøger mere. Philip Roth har sagt, at »second-rate culture« er ved at fortrænge den ægte vare. Han bemærkede det, da han kom tilbage efter nogle år i Europa...

   »Jeg ville aldrig sige andenrangs, det er forskellen på mig og Philip Roth. Der er ikke noget som helst andenrangs ved film og sport og rockmusik. Og hvis al kultur bliver popkultur, er det den intellektuelles pligt at forstå den og forholde sig til den. Rock er en kunstart, og det er film naturligvis også. Jeg ved ikke med tv, men der kommer vigtige ting ud af disse kulturelle manifestationer.

   Populærkulturen er vigtig. Man plejede at skelne mellem høj og lav kultur, men det er snart længe siden. Nu er der bare kultur. Du ved, snart sagt enhver forfatter drømmer om at få sin bog filmatiseret. Selv de mest intellektuelle forfattere har det på den måde, og det skyldes ikke kun de mange penge. Der er noget fantastisk tiltrækkende og attråværdigt ved film. Store film er en uvurderlig tilføjelse til vores kultur. I college brugte jeg al min tid på at se europæiske film. De film prægede måden, jeg tænker på. Mere end de forfattere, jeg læste dengang.«

– Jackie Gleason fra The Honeymooners er blandt tilskuerne ved baseballkampen i Underworld. Også Frank Sinatra og J. Edgar Hoover er til stede, og senere i romanen møder vi autentiske personer som Lenny Bruce og Jayne Mansfield, som de unge mænd bruger en masse mental energi på fantasere om. Hendes bryster bliver sammenlignet med kofangeren på en Cadillac. Hvordan blev personlisten til?

   »Jeg lavede research på kampen, og jeg fandt ud af, at disse mænd var blandt publikum, Hoover, Gleason, restauratøren Toots Shor. Det var et gennembrud for mig, da jeg opdagede, at Hoover havde set kampen, for det gjorde det muligt for mig at forbinde kampen med den sovjetiske prøvesprængning på den anden side af jordkloden. Måske havde der ikke været nogen roman, hvis jeg ikke havde opdaget det om Hoover. Jeg kunne muligvis have fundet på det, men nu var det, som om nogen ville fortælle mig noget.«

»I USA var populærkulturen og Den Kolde Krig fuldkommen blandet sammen, for alt i Amerika absorberes af massekulturen. Så der var vittigheder om Den Kolde Krig, der var sange og film som Dr. Strangelove. Biler blev formgivet som jetfly. Jeg følte et behov for at reproducere noget af den sorte humor fra perioden, og Lenny Bruce virkede som den optimale figur, selv om han mig bekendt ikke sagde meget om muligheden for en krig mellem USA og Sovjetunionen.

   På det tidspunkt var han mere optaget af lokale spørgsmål som race, sex og dobbeltmoral. Alligevel mente jeg, at han var manden, som bedst kunne bære dette tema, så jeg skrev nyt Lenny Bruce-materiale. Jeg håber, læserne vil forstå, at det er tænkt som en hyldest til Lenny Bruce.«

   – Du så ham optræde?

   »Kun en enkelt gang, men jeg havde filmklip og hans manuskripter. Jayne Mansfield er en del af bogen, fordi hun var en del af kulturen. Hun var et eksempel på den bizarre proces, som finder sted, når en tydelig efterligning – i Mansfields tilfælde af Marilyn Monroe – bliver mere betydningsfuld end originalen. Det er sket igen og igen lige siden. Jayne Mansfield blev en af verdens mest betydningsfulde kvinder. Da Marilyns karriere gik i stykker på grund af hendes personlige problemer, var Mansfield en overgang større. Men da Marilyn døde, døde Mansfields berømmelse også. Og så døde hun selv i den dér forfærdelige trafikulykke.«

– HVORNÅR fandt du ud af, at Pieter Bruegels »Dødens Triumf« havde været bragt den uge i Life Magazine?

   »Da jeg begyndte at skrive om kampen, var Life Magazine noget af det første, som jeg fandt frem, for Life var så vigtigt for amerikanernes selvforståelse i 50'erne. Jeg ville se, hvad der ellers skete den uge, det var alt. Bruegel-billedet blev reproduceret i forbindelse med en artikel om Prado-museet, og »Dødens Triumf« formelig sprang op i ansigtet på mig. Jeg forbandt det straks med Hoovers apokalyptiske vision. I baggrunden ser man endda en blafrende eksplosion, en solnedgang som kunne skyldes en atombombe.«

   – Bruegel malte billedet i 1562. Senere henviser du til andre middelalderværker, bl.a. det mystiske skrift om »Uvidenhedens Sky«, The Cloud of Unknowing. Er Underworld et moderne vanitasbillede?

   »På en måde. Af en eller anden grund fandt jeg det oplagt at give de enkelte afsnit titler efter eksisterende værker, bøger, film, selv reklameslogans. Det begyndte med »Dødens triumf«. Jeg tror, jeg ville vise, hvordan fortiden altid påvirker vores liv. Der bliver også henvist til Bruegel-billedet i kapitlet om Truman Capotes berømte sort-hvide bal, hvor Hoover og hans »assistent« Clyde er blandt gæsterne, og demonstranterne samler sig foran hotellet. Gæsterne er i middelalderkostumer, og det er som dødedansen.

   I slutningen af bogen ser vi, hvad strålingen har gjort ved børnene i Kasakhstan. Der er noget middelalderagtigt ved disse muterede ansigter, men forvrængningen skyldes ikke spedalskhed, den er forårsaget af moderne videnskab.«

– Du er født i 1936. Hvordan gjorde Den Kolde Krig sig gældende i hverdagen, da du var en ung mand i The Bronx?

   »Jeg kan huske, da jeg var 16 år og så en film, en nyhedsrevy, som viste den første brintbombesprængning. Jeg husker speakeren, jeg kan stadig høre hans stemme, han stod i skibets stævn et sted i Stillehavet, måske Bikini, som de opkaldte badetøjet efter. Og der var noget frygtindgydende ved det, men det var også meget underholdende. Der var det syn, den ikonografiske flamme, den atomiske vrede. Paddehatteskyen var smuk og for mig blev den det bestemmende billede for kulturen i anden halvdel af det 20. århundrede. Disse komplekse ting er alle vævet ind i vor opfattelse af faren, vi var udsat for, af måden vi undgik udslettelsen på. Noget vi endnu ikke helt har gjort os klart.«

   – Jeg er født i 1955. Noget af det første, jeg kan huske, er mine forældres angst og efterfølgende lettelse, da vi fulgte Cubakrisen i radioen. Var det virkelig underholdende?

   »Nej. Det var et afsindigt farligt øjeblik, og da var det for længst holdt op med at være underholdende. Det var ikke svært at tro, at vi befandt os på randen af en atomkrig, for det gjorde vi faktisk. Jeg var til en fodboldkamp i løbet af den uge, og jeg kan tydeligt huske, at for første gang sang folk virkelig med, da nationalmelodien blev spillet. Hele stadion sang. Det havde jeg aldrig oplevet før. Der var en enorm angst. Det varede vel tretten dage i alt, men det var mest intenst den sidste uge. Derfor lod jeg Lenny Bruce rejse fra kyst til kyst den uge og fortælle os om det på sin måde.«

– MIDT i bogen får Nick endelig fat i bolden fra begyndelsen. Der er et mini-essay om at sidde med en baseball og tænke på de følelser, som den bærer med sig. Er nostalgi altid en overfladisk følelse?

   »Ikke nødvendigvis. Der er noget ved en baseball, selve genstanden, som bærer spillets historie med sig. Da Nick sidder med bolden, tror jeg ikke, at han er nostalgisk. Han er ved at indse, hvorfor han har købt denne baseball. Han har købt den for at markere en følelse af tab. Han identificerer sig ikke med spilleren, som slog det afgørende home run, men med kasteren som blev dét øjebliks taber og som tilfældigvis bar tallet 13 på sin uniform. Jeg tror ikke, det er nævnt i bogen, men hvad Nick gjorde, var at købe denne baseball for at knytte an til sin fars forsvinden. Det var den begivenhed, som bestemte hans liv, og der er noget mystisk ved selve tabet, noget der rækker dybt ned i én. For Nick er den baseball tabets emblem.«

   – Nostalgi betyder egentlig hjemvé. . .

   »Ja, og der er bestemt en atmosfære af længsel i bogen. Men ser du, det som Nick er nostalgisk efter, det som han længes efter, er ikke en tabt uskyld. Det er en tabt skyld. Det er måden, som han kunne handle på, dengang han var en stor dreng. At slås, elske, stjæle, leve i sine muskler og sit blod, det er dét, han er nostalgisk efter. I stedet for det fuldkommen succesfulde, men antiseptiske liv, han har fået i forstæderne i Phoenix, Arizona.«

– FØLTE du selv noget af den slags længsel, mens du skrev bogen?

   »Ja. Jeg længtes tilbage til The Bronx, og det var en fornøjelse at skrive de sider. Måske den mest behagelige skriveoplevelse, jeg nogen sinde har haft, og det afsnit var let at skrive i forhold til resten af bogen. Hver af os er verdens førende ekspert i det emne, som hedder vor egen barndom og pubertet. Der er egentlig ikke andre, som ved noget om de år. Kun du kan med sikkerhed og fyndighed sige, hvad der skete, og jeg skrev de sider med en følelse af selvtillid og autoritet, som jeg ville ønske, jeg altid kunne have, når jeg skriver. Det er en sjælden og vidunderlig fornemmelse.«***

   – Må forfatterens rolle altid være subversiv?

   »Ikke for enhver pris, men det er svært at bevare sin modstand. Jeg håber, at mine egne bøger markerer en modstand over for staten og koncernerne, hele den løbske konsumerisme. Ingen er friere stillet end den amerikanske forfatter, og af samme grund befinder han sig ét trin fra at ende som elevatormusik. Popkulturen absorberer alting, og hvordan bærer man sig ad med at forblive en undergravende kraft? William Burroughs gjorde det i 40 år, men i dag bliver alting til en t-shirt, et kaffekrus, en indkøbspose. Der er noget ved den store, komplekse roman, som stritter imod og markerer, at ikke alle er villige til at indgå i konsumerismens fødekæde. I denne slags kultur, bør forfatteren altid stå alene. Hvis det lykkes, har han dog udrettet noget.«

Don DeLillo blev interviewet på Hotel Neptun i København den 6. november 1998. Artiklen stod i Weekendavisen Bøger den følgende uge og var da skåret til for at føje formatet. Det er den version af teksten, som ligger i engelsk oversættelse på websitet perival.com, som er den store DeLillo-portal. Jeg har genindsat nogle afsnit i teksten og et par i noteform. Det var ikke muligt at finde de originale fotos af DeLillo med fornuftig frakke og kasket. I stedet portrætter fra ung periode, tiden for Underworld og et 2011-foto, som viser den ældre statsmand på podiet.

NOTER

*) Prologen til Underworld var først en selvstændig lang novelle (eller kort roman), som stod i Harper's Magazine i oktober 1992 med titlen »Pafko at the Wall«. Bobby Thomson (1923-2010) fra New York Giants slog sit legendariske »Shot Heard 'Round the World« – slaget, der blev hørt verden rundt – og sikrede Giants sejren med et historisk home run. Han skød bolden hen over hovedet på Andy Pafko (1921-2013) fra Brooklyn Dodgers. Pafko kunne bare se til. Bolden og kampen bliver i Underworld både kronologiske markører og personlige fetichgenstande. Fotoet af Pafka ved stadionvæggen, med tilskuertribunen øverst i billedet, kan brydes op i fragmenter og viser, hvis man samler dem, hele den erindrede dag, som bliver katalysator for tidsrejsen i Underworld. »Pafko at the Wall« blev i redigeret form til de første 50 sider af Underworld. Scribner udgav Pafko at the Wall som enkeltstående titel i 2001. Det var dog ikke Harper's-versionen, men Underworld-teksten, som udkom alene. Det er uklart, hvem der tog det ikoniske foto. Det ledsager nekrologen, som Richard Goldstein skrev i The New York Times ved Pafkos død. Her er Associated Press angivet som rettighedshaver. Pafko blev 92 år. Han beskrev ved flere lejligheder kampen som sin »største skuffelse nogen sinde«. 

**) Bemærk, at vi taler tre år før terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Og tyve år før nypopulistiske ledere som Donald Trump og Vladimir Putin. I 1998 var Putin en hip globalist, der medvirkede i amerikanske talkshows og sang »Blueberry Hill« for effekten. Trump var stadig et idol for tidens nyliberale guldflippere, børsmæglerne i Patrick Bateman-segmentet, der udviklede sexismen og misogynien, vi kender i dag. Der var borgerkrig på Balkan, men Muren var faldet, og døren stod åben. Der var, som DeLillo beskriver (og som vi begge tager for givet i situationen) en fornemmelse af, at det gik »den rigtige vej«.

   Verden er en helt anden nu. DeLillo reagerede på 9/11 med romanen Falling Man (2007). Efter Underworld er hans bøger korte, hermetiske tekster: The Body Artist (2001), Cosmopolis (2003), Falling Man, Point Omega (2010), Zero K (2016) og The Silence (2020). Man taler nu om »DeLillo's late style«. Den seismografiske (og sanselige) paranoia er fra før internettet og SoMe. I sædeskildrende kontekst er den bundet op på analoge fænomener. Men følelsen i bøgerne fra 80erne og 90erne, især The Names (1982), White Noise (1985) og Mao II (1991), der af mange i tiden blev afvist som dystopisk bragesnak, er blevet hverdag på samme måde som atmosfæren i bøger af Philip K. Dick og J.G. Ballard.

   White Noise lignede sci-fi i 1985. I 2022 kunne Noah Baumbach filme den som nostalgi. Putin og Trump er karikerede demagoger, der for længst har vist ansigt og lært at orkestrere massernes energi. Don DeLillo er blevet 86 år. Han har modtaget stort set alle de priser, det er muligt at få i hans hjemland. Efter Philip Roths død i 2018 er han og Cormac McCarthy de store gamle (hvide) mestre i amerikansk romankunst. White Noise og Libra er klassiske nu. Underworld var det fra starten. 

   Library of America udgav i august 2022 omnibusbindet Three Novels of the 1980s: The Names, White Noise, Libra med noter og kronologi af Mark Osteen. Det er et godt sted at begynde på DeLillo.

***) Der er mange outtakes fra samtalen. Blandt andet talte vi om konspirationsteorier og DeLillos særlige affinitet for den paranoide mentalitet. Vi talte om Libra og Lee Harvey Oswald. DeLillo sagde om sit forhold til JFK-sagen:

   »Jeg tror ikke, at mine romaner kunne være skrevet i den verden, som eksisterede før Kennedy-mordet. Selv de bøger, jeg har skrevet, som ikke direkte har noget at gøre med det, var påvirket af det. Fornemmelsen af vilkårlighed, usikkerhed, tvetydighed, mistillid til regeringsinstitutioner, alt dét flød fra det øjeblik i Dallas. Egentlig tænkte jeg ikke på at skrive om det, før jeg opdagede, at da Oswald boede i The Bronx i et år, dengang han var 13 år, boede han bare fem eller seks gader fra mig. Jeg må have været 16 år på det tidspunkt. Det fik mig til at tro, at jeg måske forstod ham, i hvert fald på det tidspunkt i hans liv, en outsider i et temmelig fjendtligt miljø for en, der kom, hvor han kom fra, Louisiana eller Texas, efterhånden har jeg glemt, hvor det var, han boede lige før New York. Han var der kun et år, de boede på tre eller fire adresser. Men først da tænkte jeg, at jeg måske ville vove at skrive på en roman om mordet, dén der siden hen blev til Libra. Og da jeg havde knyttet den forbindelse, havde jeg den særeste uvirkelighedsfornemmelse. Jeg fortalte det ikke til nogen, jeg gav mig bare til at læse. Det var om sommeren. Det var ikke begejstring, jeg følte, det var noget andet, noget jeg var alene med. Det var næsten, som om jeg var i Oswalds sted den sommer, mens jeg skrev.«

– Tre år senere lavede Oliver Stone sin film om JFK...

   »Ja. Man sagde, at det var dårlig historieskrivning, men god filmkunst. Min reaktion var, at det var dårlig historieskrivning og dårlig filmkunst. Historiedelen er forfærdelig, og han begav sig ind på et område, han ikke anede noget som helst om. Det var, som om han holdt en tale på dansk for professorerne på universitetet, men uden at kunne ret meget af sproget. Og han var samtidig nødt til at finde en helt. Sagt på Hollywoodsprog, måtte han vælge én, vi kunne heppe på, og det blev altså James Garrison, som på sin egen måde var… nå ja, lad os bare sige, at han ikke var så pletfri selv. Selv ikke som Kevin Costner spillede ham.«

    – Gjorde filmen mere skade end gavn?

  »Den film havde kolossal betydning. Der var mange udmærkede bøger og dokumentarer om mordet, men da den hér film fik premiere… Så i dagens USA må man bruge 40 millioner dollars for at få sit synspunkt hørt. Og der skete det, som ofte sker: at filmen, i hvert fald for tid, erstattede historien og blev sandheden om det, der var sket.«

   »Mordet i Dallas var et enormt chok. Det burde ikke ske hér. Selv om det var sket før. Vi havde sejret i Anden Verdenskrig. Nationen var velstående og fremgangsrig, mine egne indvandrerforældre var begyndt at kunne nyde det liv, som de håbede på at få, da de ankom. Og pludselig skete det hér. Det var en eller anden mørk, faretruende kraft fra Europa i 1500-tallet, som pludselig havde besat os. Noget fra Underverdenen. Noget fra Dødens triumf.«

Se også Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022); Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]; Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968 og Bob Dylan: Murder Most Foul (2020). 

Don DeLillo: Underworld. 828 s. New York: Scribner, 1997.

Don DeLillo: Three Novels of the 1980s. The Names. White Noise. Libra. Edited by 1100 s. Library of America, 2022.

Don DeLillo: Underverden. Oversat af Jørgen Nielsen. 804 s. Forlaget Centrum, 1998.

Don DeLillo: Underverden. Oversat af Jørgen Nielsen [indlæst af Torben Sekov]. Alle formater. Lindhardt og Ringhof, 2017.

   

Fotos: Scribner/ Simon &  Schuster/ Rolling Stone Magazine/ Associated Press/ The New York Times/ Baskelball Historical Society/ Wikipedia/ Wikimedia Commons/ Life Magazine/ Harper's Magazine/ The Guardian/ MovieStillsDB/ NETFLIX (still from Noah Baumbachs' White Noise).

Artiklen stod i Weekendavisen Bøger 13.11.1998 og ligger i engelsk version på perival.com [Don DeLillo's America]

Bennett Miller: Moneyball (2011)

FOR SPILLETS SKYLD

Portræt af en kompromitteret sportsgren

Af BO GREEN JENSEN

DER er penge i professionel sport, og i USA kan man godt lave film om forretning. Det er således kun på overfladen, at Moneyball handler om baseball. Snarere er det en instruktiv David og Goliat-historie om den ufortrødne eners kamp mod inertien i store systemer, der forlænger sig selv af bekvemmelighed, uanset om strukturen begynder at vakle.

   Forlægget er en bog af journalisten Michael Lewis, som tilbage i guldflippertiden skrev Liar’s Poker (1989, da. Wall Street Poker), der efter sigende blev et kultobjekt blandt børsmæglerne, som den afslørede.

   Moneyball: The Art of Winning an Unfair Game (2003) har snarere fundet sit publikum blandt trænere og dedikerede fans i mindre MLB-klubber, som ikke har råd til at ansætte stjerner. Bennett Millers filmatisering er et panoramisk portræt af en demokratisk sportsgren, som for europæere aldrig bliver andet end en avanceret udgave af rundbold, stikbold og cricket i ét.

   Som alle store film om sport er Moneyball et moralsk lærestykke. Trods alt er det heller ikke penge, som er sagen. Det er dét med at være den lille og vågne, som vinder over de store og dovne.

BRAD Pitt har den altoverskyggende rolle som sportsdirektøren Billy Beane, der i 2002 vendte udviklingen for baseballholdet Oakland Athletics. Efter 11 nederlag vinder Beanes nye hold 20 kampe i streg – en rekord i professionel baseball – og er midtvejs i sæsonen den bedste klub i American League.

   Træerne blomstrer dog ikke i himlen. Beane siger tidligt, at det gælder om at vinde »the last game of the season«, for det er dén kamp, som pressen og publikum husker. Oakland A’s tabte til Minnesota Twins, da sæsonen begyndte igen efter jul. Billy får dog et fristende tilbud fra storklubben Boston Red Sox og vinder samtlige kampe på integritet, da han vælger at blive i Californien.

BEANES strategi er dikteret af nødvendighed. Efter at have talt for døve øren med direktionen og de fastansatte talentspejdere, finder han i den statistiske afdeling en blid og forsagt analytiker, Peter Brand (Jonah Hill), som aldrig har spillet baseball, men deler Billys desillusion. Billy har selv været spiller. Han blev plukket i high school og lokket med en stor karriere, som imidlertid aldrig løftede sig, fordi han blev placeret forkert af strateger, der kun tog rene tal i betragtning.

   Beane og Brand begynder at købe de spillere, som der er råd til. De har 41 mio. dollars til rådighed, og det er småpenge i Major League Baseball. De nye mænd er typisk talenter med en bygningsfejl. Nogle er gamle, andre har en uskøn spillestil, flere er mærket af skader. Alle har egentlig opgivet drømmen og bliver ikke på banen for spillets skyld, men for familien og økonomien.

OAKLANDS træner, Art Howe (Philip Seymour Hoffman), som ender med at få det meste af æren for Oaklands gode efterår, stritter imod på alle punkter. Han bliver ved med at følge sin egen plan, indtil Beane simpelt hen fyrer de spillere, som Howe vil benytte. Miljøet har kun hån til overs for discount-strategien, som umiddelbart synes mindre romantisk. Det ville være ubærligt, hvis nederlagene bare blev ved, og som tilskuer får man lov at føle en del af Billys glæde ved sejren. Moneyball er dog ikke en typisk sportsfilm med en stor forløsende slutkamp, som skaber katarsis. Der er ingen billige sejre og ingen stor fejring af viljens triumf.

SNARERE bliver små regnskaber rettet. Billys ekskone (Robin Wright) og hans teenagedatter (Kerris Dorsey) er stolte til slut, og når Billy er i tvivl om retningen i nutiden, tænker han i klassisk afviklede flashbacks på bestemmende øjeblikke i sin egen karriere.

   Han forstår, hvad der driver den enkelte spiller og er generelt en god arbejdsgiver, som hellere siger tingene ligeud, når ubehagelige beskeder skal viderebringes. Han går afsides, mens kampene bliver spillet, og er maskulint tavs som en westernfigur. Brad Pitt skal bære hele filmen, som han selv har medproduceret, og det gør han med samme koncentration, som han investerede i Andrew Dominiks The Assassination of Jesse James (2007) og Terrence Malicks The Tree of Life (2011).

DET er dog manuskriptet af Steven Zaillian og Aaron Sorkin, som gør den store forskel i Moneyball. Sorkin, en forhenværende journalist, taleskriver og spindoktor, er altid bedst, når han arbejder med indviklet kontekst, masser af tal og henved 100 medvirkende (som i tv-serien The West Wing og manuskriptet til filmen om Facebook, David Finchers The Social Network). Her lægger han alt frem, så det giver mening, også hvis man intet ved om baseball og sportsindustrien.

DEN amerikanske filmhistorie er fuld af stort baseballdrama, fra The Ball Game (1898), Headin' Home (1920) med legendariske Babe Ruth som sig selv og The Pride of the Yankees (1942) med Gary Cooper som Lou Gehrig til tragiske takes som The Natural (1984, da. Den bedste) med Robert Redford. Den moralske forretning er skildret bl.a. i John Sayles’ Eight Men Out (1988, da. Korruptionens mænd) om matchfix-skandalen i 1919, der siden danner baggrund for Phil Alden Robinsons magiske Field of Dreams (1989). Senest en baseballfilm nåede til Danmark, var da Kevin Costner havde hovedrollen i Sam Raimis For Love of the Game (1999), hvor man fik den fulde katarsis sammen med etik og finans.

DER er endnu flere film om american football og boksning. I Europa bliver sporten ofte et spørgsmål om sejr eller nederlag, typisk for et landshold efter politiske omvæltninger. I den amerikanske version er der flere nuancer og mere grå virkelighed. Der måtte godt være flere spillefilm om professionel sport. I hvert fald kan man lære noget af Moneyball. Både om penge og psykologi.

Se også Bennett Miller: Foxcatcher (2014) og Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984.

Moneyball. Instr.: Bennett Miller. Manus: Steven Zaillian og Aaron Sorkin. Foto: Wally Pfister. 133 min. USA 2011. Dansk premiere: 15.12.2011.

Fotos: Columbia Pictures/ Scott Rudin Productions/ Michael de Luca Productions/ Film Rites/ Sidney Kimmel Entertainment/ Specialty Films/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ TriStar Pictures (The Natural still)/ Orion Pictures (Eight Men Out still)/ Gordon Pictures - Universal Pictures [Field of Dreams Burt Lancaster still].

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy/ YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 19.03.2012

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.12.2011

Nyttige fiktioner: Philip Roth 1933-2018

NYTTIGE FIKTIONER

Philip Roth 1933-2018

Af BO GREEN JENSEN

PHILIP Roth blev født i Newark, New Jersey, den 19. marts 1933 og døde den 22. maj 2018 på Manhattan i New York. Han blev altså 85 år.

   Forfatteren udførte et af de længste og smukkeste home runs i den amerikanske litteraturhistorie. Han efterlader sig et færdigt værk på 33 romaner, selvbiografiske semi-fiktioner og kritiske sonderinger i egne og andre forfatteres arbejder.

   Et færdigt værk? Ja, for Roth var på det rene med, at der ikke ville komme flere bøger. I Exit Ghost fra 2007 tog han afsked med sit store alias, den jødisk-amerikanske forfatter Nathan Zuckerman, som fortæller eller bliver fortalt om i ni af Roths romaner.

   Nemesis fra 2010 var den sidste af fire korte og strengt moralske fiktioner – de andre er Everyman (2006), Indignation (2008) og The Humbling (2009) – som fortæller om skæbner i generationen. De er samlet under fællestitlen Nemeses – altså nemesis i flertal.

   I 2012 sagde Roth, at han ikke så nogen grund til at skrive videre. For det første havde han sagt, hvad han skulle. For det andet havde han ikke længere den fornødne intellektuelle nysgerrighed. Den sidste udgivelse blev Why Write? Collected Nonfiction 1960-2013, der fungerer som et supplement til den definitive 9-binds udgave af forfatterskabet, som Library of America udgav fra 2005 til 2017.*

ROTH skrev sit værk til fire kasser – fem, hvis man ser Nemeses som noget særskilt, og det gjorde Roth tydeligvis. Der er for første Nathan Zuckerman-sekvensen, som begynder med The Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire) og slutter 30 år senere med Exit genfærd.

   Der er romanerne om litteraturprofessoren David Kepesh – The Breast (1972, da. Brystet), The Professor of Desire (1977, da. Professor i lyst) og The Dying Animal (2001, da. Det døende dyr) – og der er en kasse med »andre bøger«, som fører fra de klassiske begyndelser i Goodbye, Columbus (1965, da. Farvel, Columbus) til den desperate erotik i Sabbath’s Theatre (1995, da. Sabbaths teater), hvor driften næsten er blevet en dybbuk.

   Endelig er der en gruppe »Roth Books« (han førte selv regnskab og lagde til bunke). Den bedste er Operation Shylock: A Confession (1993), hvor forfatteren Philip Roth skriver om karakteren »Philip Roth«, der i Jerusalem møder sin vrængende tvilling, (D)en Anden, som udgiver sig for at være Philip Roth. Romanen er samtidig en reportage fra retssagen mod kz-lejrvagten John Demjanjuk. Bag alle de autofiktive tricks er der også et forsøg på at svare og imødegå Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil (1963), Hannah Arendts bog om Eichmann-processen.  

   Navnesystemet er ekstra indviklet, fordi floderne løber sammen. Nathan Zuckerman optræder første gang i romanen My Life As a Man (1975, da. Mit liv som mand), hvor han indgår i to »Useful Fictions« - »nyttige fiktioner« – af fortælleren Peter Tarnopol. Han er hovedpersonen i »Salad Days« og »Courting Disaster (or »Serious in the Fifties)«. Alligevel bliver Mit liv som mand ikke talt med i nogen af serierne. 

ROTH voksede op i en respektabel jødisk middelklassefamilie, der gik op i at gøre de rigtige ting og være på god fod med andre i miljøet. Hans far gik konkurs med en skoforretning og arbejdede siden som assurandør. Den stort set trygge barndom er stemningsfuldt beskrevet i The Facts: A Novelist’s Autobiography (1988), som ikke findes på dansk, og Patrimony: A True Story (1991), der i Niels Brunses oversættelse hedder En søns far.

   Titlerne lover en faktuel tyngde, men man skal ikke lade sig narre. Roths erindringer er fortalt med alle forfatterens tricks og værktøjer. Prologen i The Facts er et brev fra Philip Roth til Nathan Zuckerman. Alter ego’et svarer i epilogen og lægger ikke skjul på, hvad han mener om sandhedsværdien. Mellem de metatekstuelle anførselstegn giver Roth en ret nøjagtig beskrivelse af sin baggrund.

   Roth skulle egentlig være jurist, men var aldrig i tvivl om, at han ville skrive. På Bucknell University i Pennsylvania skiftede han fra jura til engelsk. De første tekster blev trykt i magasinet Et Cetera, som han også redigerede. I 1954 kom han til University of Chicago. Han læste The Adventures of Augie March, Saul Bellows store Chicago-roman, og blev inspireret af dens realistiske forslugenhed.

   I 1955 tog han sin kandidateksamen, blev master i engelsk og meldte sig til hæren for to år. Han pådrog sig en rygskade på rekrutskolen i Fort Dix. Smerten er ofte beskrevet, men Roth var opmærksom på, at den fritog ham fra fysiske pligter. Nu var han virkelig skabt til at skrive.

   Mens han gjorde tjeneste som presseofficer, skrev han de første af sine gennembrudsnoveller. »The Contest for Aaron Gold« blev trykt i Epoch, Cornell Universitys litterære tidsskrift. Den blev der lagt mærke til. Redaktøren Martha Foley tog den med i antologien Best American Short Stories 1956.

   Roth var 23 år og havde indtil videre gjort de rigtige ting. Familien var stolt. Så skrev han novellerne »The Conversion of the Jews« og »Defender of the Faith«, som er hægtet på dannelseshistorien i Goodbye, Columbus.

   I »Jødernes omvendelse« spørger Ozzie Fredman sin lærer, rabbineren Binder, om det virkelig kan være rigtigt, at Gud gjorde Jomfru Maria gravid. Drengen får en blodtud for sin frækhed, men fremturer. Han kravler op på synagogens tag og truer med at springe. Situationen udarter, og drengen vinder en moralsk sejr. Ozzie springer og bliver grebet i brandvæsenets sikkerhedsnet. Øjeblikket brænder. Det er næsten en verdslig epifani.

NOVELLERNE vakte opsigt og blev stærkt kritiseret af bl.a. Irwing Howe, som var den toneangivende jødiske kritiker.** Roth fik ry for at være en anti-semitisk jøde. Skønt romanerne Letting Go (1962) og When She Was Good (1967) er solide realistiske stykker, blev forfatteren set som en tvivlsom person.

   Det er muligt, at han overdrev betydningen af konflikten, som er beskrevet flere steder. Nathan Zuckerman skriver romanen Carnovsky  og bliver udskammet i sit miljø. Det svarer til, hvad der skete for Roth, da han fik udgivet Portnoy's Complaint (1969). Modsætningsforholdet udartede til åben krig. Skandalesuccesen cementerede hans status og blev en international bestseller.

   Portnoys genvordigheder er morsom, manisk og masturbatorisk. Den er som Lenny Bruce ganget med Woody Allen (før #MeToo og da vi kunne lide ham). Den kronisk kriseramte Alexander Portnoy fortæller om sit liv til psykiateren Dr. Spielvogel. Den kværnende monolog er en kraftpræstation. Her eksploderer den klassiske formfuldendthed i Roths første tekster. Han skriver sjofle ord på væggen. Han insisterer på virkeligheden. Det er en af de store amerikanske romaner.

HALVFJERDSERNE blev et hektisk årti med ekstreme formelle eksperimenter. I Our Gang (1971) er Richard Nixon og hans stab fremstillet som en grådig gangsterbande. The Great American Novel (1973) handler først og fremmest om baseball.*** Brystet (1972), som deler protagonist med Professor i lyst, er skrevet som en pornografisk fabel af Franz Kafka. David Kepesh vågner op og er forvandlet, ikke til en kakerlak, men til et kolossalt kvindebryst.

   Zuckerman-figuren tog form i Forfatterspire. Romanen skildrer hans læreår som assistent for den jødisk-amerikanske mester E.I. Lonoff, der har isoleret sig i en perfektionistisk askese, hvor han skriver 27 versioner af den samme korte tekst. Lonoff er skræmmebilledet på en elitær forfatter, der har mistet retningssansen og skriver sig ud af virkeligheden.

   Zuckerman Bound (1981) og The Anatomy Lesson (1983) fulgte forfatteren frem til et sted, hvor han i realiteten var blevet som Lonoff, en sart mandarin i sit elfenbenstårn, neurotisk og faretruende selvisk. Samtidig foregik Newarks forfald. Det var vigtigt for Roth at få baggrunden med, selv om Zuckerman havde nok i sit eget.

PHILIP Roth var gift to gange. Han mødte Margaret Martinson i 1956. De blev gift i 1959 og blev skilt efter fire år i et svært ægteskab, der er skildret med bitter, blå tristesse i When She Was Good og tragisk sort humor i My Life as a Man. Han var sønderknust af skyldfølelse, da hun døde i en bilulykke i 1968. Det skriver han udførligt om i The Facts.

   Ægteskabet med skuespilleren Claire Bloom varede fra 1990 til 1995. Det må for Roth have lignet alliancen mellem Arthur Miller og Marilyn Monroe. Hun skriver bittert om hans følelseskulde i erindringsbogen Leaving a Dool’s House (1996). Han tog en slags hævn med portrættet af Eve Frame i romanen I Married a Communist (1998, da. Jeg blev gift med en kommunist).**** 

   Roth skrev autofiktion, før man navngav begrebet. Som læser kunne man somme tider falde ud af fortryllelsen – eller blive mæt af fortroligheden og fortabelsen – i de mange ensartede udgivelser.

   Det skete for mig midt i 80erne, i perioden hvor Roth føjer Zuckerman-bøgerne sammen, undersøger hvordan han videre kan bruge figuren og bliver optaget af at kalibrere sine æstetiske strategier. Fiktion og biografi bliver et ælte. Bøgerne fra denne fase er konceptuelt interessante, men føles efterhånden kunstnerisk golde. Teksterne i The Counterlife (1986, da. Modliv) koncentrerer problemet.

ROTH kom dog styrket tilbage. Operation Shylock er en skarp identitetspolitisk satire. Sabbaths teater er en mesterlig videreførelse af projektet fra Portnoys genvordigheder og Mit liv som mand. Endelig kom Amerikansk pastorale i 1997 som en bekræftelse. Det er fortællingen om et almindeligt liv og en god mand, der bliver ødelagt af sin datters terrorisme. Det må være Roths allerbedste roman.

   Et andet sent højdepunkt er den kontrafaktiske Komplottet mod Amerika (2004). Romanen foregår i et USA, som har valgt Charles A. Lindbergh til præsident. For det første var det revisionistiske syn på nazisten og anti-semitten Lindbergh en effektiv øjenåbner. For det andet er portrættet af familien Roth måske det varmeste erindringsglimt af dem alle.

   Roth sagde altid, at hans eget liv var uden dramatik og betydning. Han havde siddet alene i et værelse og skrevet. Han vidste meget om skam og forlis og kompromitteret moral. Han forstod værdien i at blive ved, som fuglen i Bob Dylans sang: »The only thing I knew how to do/ Was to keep on keeping on.«

   Det store værk blev gjort færdigt. Det er kort og godt fortællingen om Amerika i 85 år. Det er noget af det bedste, der er skrevet noget sted.

Se også Philip Roth: Amerikansk pastorale (1997); Philip Roth: The Plot Against America (2004) [Bogen bag HBO-serien]; Philip Roth på film: Indignation (2016).

NOTER

*) Library of America har siden 1979 udgivet 337 bind klassikere, på tyndt papir og i samme format, formentlig med det franske Bibliothéque de la Pléiade som model. Hertil kommer en række antologier, fx. af film- og musikkritik, og en serie med lyrikere i udvalg. Jeg begyndte at anskaffe LOA under et USA-ophold i 1988-89 og kan prale af en nær komplet samling. Også genreforfattere som H.P. Lovecraft, Ross MacDonald og Shirley Jackson er repræsenteret. Et højdepunkt er Kurt Vonneguts samlede værker i 4 bind og Henry James' i 13. Kun Roth og digterne John Ashbery (1927-2017) og M.S. Merwin (1927-2019) har fået værket samlet, mens de levede. Det skal siges, at Roth elskede bøger. Han testamenterede to mio. dollars til folkebiblioteket i sin hjemby.

**) Irving Howe (1920-1993) var kritiker, underviser, redaktør og dertil aktiv politiker i DSA (Democratic Socialists of America), samme partifraktion, som demokraten Bernie Sanders har repræsenteret i 2016 og 2020. Howe skrev kritiske værker om bl.a. Sherwood Anderson, William Faulkner, Edith Wharton, Thomas Hardy og Leon Trotskij, som var hans politiske forbillede, men fik især betydning som historiker med en række sociologiske bøger om amerikanske jøders historie. Hans hovedværk er World of Our Fathers: The Journey of the East European Jews to America and the Life They Found and Made (1976). Han var en gavmild og indsigtsfuld kritiker – blot ikke i forholdet til Philip Roth. For Howe at se var Goodbye, Columbus og Portnoy's Complaint profane og opportunistiske bøger, som forstærkede kulturelle fordomme og stereotyper. Howe spiller sig selv i Woody Allens Zelig (1983). 

***) Roth lignede ikke en sportsfan, men han nærede det samme lidenskabelige forhold til baseball, som man finder hos f.eks. Paul Auster (i romanen Squeeze Play, som han skrev under pseudonymet Paul Benjamin) og Paul Simon (i sangen »Night Game« fra Still Crazy After All These Years). Han beholdt sit bat og sine trading cards fra skoletiden i Newark. Baseball er hovedsagen og bliver en metafor for nationens tilstand i The Great American Novel, som er en de få titler, der aldrig er oversat.

   Romanen udspiller sig i 1943, mens de fleste førsteholdsspillere gør miliærtjeneste. Kommunister prøver at overtage The Patriot League, og The Port Ruppert Mundys fra New Jersey bliver historiens første hold uden en hjemmebane, fordi Forsvarsministeriet lejer deres stadion. I 1973 skrev Roth et essay (»My Baseball Years«), hvor han er ganske alvorlig omkring sin kærlighed til Amerika's »foretrukne tidsfordriv«:

   »Baseball was a kind of secular church that reached into every class and region of the nation and bound millions upon millions of us together in common concerns, loyalties, rituals, enthusiasms, and antagonisms. (...) It seems to me that through baseball I came to understand and experience patriotism in its tender and humane aspects, lyrical rather than martial or righteous in spirit, and without the reek of saintly zeal, a patriotism that could not quite so easily be sloganized, or contained in a high-sounding formula to which one had to pledge something vague but all-encompassing called one's 'allegiance'.«

   Bernard Malamud (1914-1986), som i hvert fald delvist inspirerede E.I. Lonoff-skikkelsen i Forfatterspire, var muligvis verdensfjern og hyperæstetisk, men i 1952 skrev han The Natural, som må være den smukkeste baseballroman. Ja, der er også Don DeLillo (Underworld), John Fogerty (sangen og albummet Centerfield) og Neil Young (»For the Turnstiles« fra On the Beach), men jeg nævner med vilje kun intellektuelle jødiske mænd fra New York og New England.

****) Claire Bloom: Leaving a Doll's House. A Memoir. New York: Little, Brown, 1996. Bloom var gift med Rod Steiger, da hun mødte Philip Roth. Deres forhold er en forestilling i mindst fem akter, som udspiller sig over flere årtier. Det ender bittert, og bogen giver ikke Roth megen goodwill. Bloom var kun 16 år, da hun debuterede i Christopher Frys The Lady's Not for Burning sammen med John Gielgud og Richard Burton. Charles Chaplin gav hende gennembrudsrollen som Terry i Limelight (1952). I I Married a Communist er radioværten Ira Ringold gift med Eve Frame, der har en fortid som stjerne i stumfilm. Hun røber belastende forhold om Ira, der bliver sortlistet i McCarthy-årenes USA. Der er grænser for hævngerrigheden i begge bøger. »The Writer« har også positive kvaliteter, og Eve Frame bliver narret til at angive (»frame«) sin eksmand. Claire Bloom er i dag 89 år. 

Nekrologen stod i en noget kortere udgave i Weekendavisen Bøger 25.05.2018