DER er i tidens løb skabt mange film om selve
dét at skabe film. Den kreative proces er kortlagt, producenternes griskhed er
spiddet, stjernernes nykker karikeret. Især instruktørens anfægtelser har
affødt episke produktioner, og alligevel fascinerer stoffet stadig. Derfor er
metafilm blevet en genre for sig, men endnu har ingen matchet den definitive
skildring af mandlig midtvejskrise og kunstnerisk blokering: Federico Fellinis skelsættende 8 ½.
Efter
verdenssuccesen La dolce vita (1960, da. Det søde liv) var instruktøren the man of the
hour. Gud og hvermand bød sig til for at medvirke. Fellini kunne stort set
få, hvad han ville – der er næppe bygget mere overdådige dekorationer end de
fantastiske sætstykker, som Piero Gherardi skabte til 8 ½ – og han gik
fortrøstningsfuldt i gang med at konstruere en historie. Arbejdstitlen var La
bella confusione, dvs. »Den smukke forvirring«.
FELLINI vidste, at den næste film skulle handle om at
filme. Imidlertid eskalerede personlige og professionelle stressfaktorer så
stærkt, at kunstneren gik i baglås. Da trådte den tvivlende skaber i karakter
og skabte en film om at tvivle. Ikke værkets svære fødsel, men selve veerne
blev hovedsagen. Og fordi den færdige film, instruktørens niende opus, for så
vidt ikke kan blive færdig, hedder resultatet Otto e mezzo.*
OGSÅ målt med Fellinis alen er 8½ stærkt fabulerende. Instruktøren Guido
Anselmi, som altid spillet af stilikonet Marcello Mastroianni, holder både sin
producer og pressen hen med vage udtalelser, når han bliver spurgt om sin
kommende film. Han har ladet én kæmpemæssig dekoration konstruere, et rumskib
ved en affyringsrampe. Her skal alle til slut gå om bord. Han havde en idé, men
han har glemt, hvad den gik ud på. I første scene trækkes han ned fra en drøm
om at svæve. Siden er ingen flugt mulig for Guido.
MANDEN gør dog sit bedste. Han pendler mellem hustruen (Anouk Aimee) og
elskerinden (Sandra Milo). Han søger tilflugt i varm erindring, seksuelle
fantasier og dekadente tableauer, som skiftevis er virkelige og scener i
filmen-i-filmen. Han caster og lægger planer, så produktionsapparatet holdes
beskæftiget, skønt han véd stadig mindre om, hvor han skal hen. På et kurbad
møder han drømmekvinden (Claudia Cardinale) og føler, at hun er den hellige
gral. Med Claudia kunne der være et liv og en film, men for det meste er der
bare flere og flere som stiller krav.
FILMEN skifter stadig mellem storm og stille, dybe drømme, rene indfald,
kapriciøse fantasier, melankolske morsomheder og en gravalvorlig bestræbelse på
at skabe. Billedsiden er en surrealistisk konkret åbenbaring af levendegjorde storyboards.
Fellini havde en fortid som tegneserieskaber, og det kan i dén grad ses i hans
visuelle univers. Der er ikke ét dødt billede i filmen, som Gianni di Venanzo
har fotograferet.
Hvad
man for hver gang sætter mere pris på, er måden på hvilken 8 ½ samler
alle Fellinis motiver og koncentrerer hans væsen som kunstner. Den blokerede
mand sidder fast i trafikken, og Roma (1971) er foregrebet. Trylleremsen
»Asa nisi masa« (anima på børnelatin) åbner et erindringslandskab, som
er Amarcord (1973) iminiature. Guido svinger pisken over sit
harem, og Kvindebyen (1979) begynder. Fellinis 8 ½ er en portal,
som forbinder alle temaer i labyrinten.
TIL sidst skal Guidos procession gå ombord i rumskibskulissen, der knejser
som et monument over filmen, han ikke kan fuldende. Han tager sit liv under
bordet til den groteske pressekonference, som er alle pinlige mareridts moder,
men så slutter Fellinis film i stedet med, at processionen – alle
filmens medvirkende, men først og fremmest klovnerne, som han siden igen og
igen sender ind – kommer ud af det lysende moderskib, hvorved kunstnerens død
bliver vendt til en fødsel.
JEG har vel set denne film en snes gange. Første gang var på Filmmuseet, da den kun
var ti år gammel, men lignede sort-hvid historie. Sidste gang var i nat, på den
suveræne dvd fra The Criterion Collection. Alligevel giver det mening at gense 8 ½ i biografen. Man siger om film, at de kan tåle utallige
gensyn, men man mener det sjældent for alvor. Denne kan. Den bliver ved med at
afsløre friske detaljer, og endnu er intet blevet manér.
*) En anden og mere prosaisk forklaring er tør og taksonomisk: Fellini havde instrueret debutfilmen Luci del varietà (1950, da. Pigen fra varieteen) sammen med Alberto Lattuada. Han var endelig alene alene på kommandobroen i I vitelloni (1953, da. Dagdriverne), gennembrudsværket La Strada (1954), Il bidone (1955, da. Krapyl), Le notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria) og La dolce vita. Hertil kommer korte bidrag til to af de antologi/portmanteau-produktioner, som var populære i italiensk film på den tid. Amore in città (1953, int. Love in the City) fik ikke dansk premiere. Fellinis segment hedder »Un agenzia matrimonale« (»Ægteskabsbureauet«) og indgår sammen med korte arbejder af Michelangelo Antonioni (»Tentato suicidio), Alberto Lattuada (»Gli italiani si voltano), Carlo Lizzani (»Amore che si paga), Francesco Maselli (»Storia di Caterina), Dino Risi (»Paradiso per 3 ore). Cesare Zavattani er krediteret som medforfatter og -instruktør på alle 6 episoder. Kærlighed i byen fik ikke dansk premiere. Til gengæld var Boccacio ’70 (1962, da. Boccacio 70 eller To uartige piger!) en pikant og lukrativ verdenssucces. Fellinis »Le tentazioni del dottor Antonio« (»Doktor Antonios fristelser«) indgår her sammen med moderne Dekameron-fortolkninger af Vittorio De Sica (»La riffa«), Mario Monicelli (»Renzo e Luciana«) og Luchino Visconti (»Il lavoro«). Fellini betragtede disse lejlighedsarbejder som halve film. Han kom på den måde frem til et facit på 8½.
Fellini’s 8 1/2 (Otto e mezzo). Instr.: Federico Fellini. Manus: Tullio Pinelli, Ennio Flaiano, Brunello Rondi og Federico Fellini. Foto: Gianni di Venanzo. 138 min. Frankrig-Italien 1962. Dansk premiere: 05.11.1963 (repremiere 07.09.2006).
Fotos: Cineriz/ Francinex/ Embassy Pictures/ CineMaterial/ IMDBpro/ The Criterion Collection
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime
2K Blu-ray fra Cult Films (UK) 03.02.2020
4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection 10.12.2024
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.09.2006. Der er en mere omfattende tekst i Verdens 25 bedste film (1999). Her er filmen selvsagt nr. 8½.
DET passer ikke altid, at vi er dømt til at
gentage vore fejltagelser. I Storbritannien fik man tidligt overstået sine
erfaringer med en egentlig totalitær styreform, da puritanernes hærfører Oliver
Cromwell i kølvandet på Den engelske Borgerkrig (1642-51) opløste det samme
»Lange Parlament«, som havde støttet hans krigsførelse mod de royalistiske
»kavalerer«. I 1653 lod Cromwell sig udnævne til autonom »Lord Protector« og
regerede med hårde midler og enestående nidkærhed til sin død i 1658.
Sønnen Richard fik ikke reel mulighed for at videreføre despotens
principper. Ved Cromwells død syntes nationen at drage et lettelsens suk i
erkendelse af, at puritanismen var gået for vidt. I 1660 vedtog et nyindkaldt
parlament med hærens velsignelse at genindføre monarkiet. På frivillig og
faktisk enestående vis – det er sjældent, at et diktatur lader sig afmontere –
blev magten atter delt mellem kirke og stat.
Charles II var bror til den konge, som puritanerne havde henrettet i
1649, og hans hof blev et af de mest dekadente. Imidlertid ønskede ingen
Cromwells religiøse politistat tilbage. De radikale kræfter udvandrede til Den
Nye Verden i Amerika, og Storbritannien forsonede sig med den demokratiske
proces, et stadigt småskænderi mellem Whigs og Tories, som består i skrivende
stund. At England i vor egen tid modstod de store ideologier, mens resten af
Europa i vekslende grader gav efter for fascisme, kommunisme osv., tilskrives
ofte den første erfaring med Oliver Cromwells New Model Army af brutale »rundhoveder«.
DIGTEREN John Milton (1608-1674) levede sit liv
i det historiske vindue mellem britisk renæssance, reformation og restoration. Han
var en varm tilhænger af puritanernes stat, der baserede sig på John Calvins,
snarere end Martin Luthers principper, og fungerede i to årtier, fra 1640 til
1660, som republikanernes PR-medarbejder. Efter henrettelsen af Charles I
forsvarede og forklarede Milton nødvendigheden af de ekstreme metoder i
traktaten The Tenure of Kings and Magistrates (1649).
Da
Cromwell tog al magten, kom Milton på enhedsstatens finanslov, blev udnævnt til
»Latin Secretary« og fik embedsbolig i Whitehall. Få måneder før republikkens
afvikling forsvarede han dens principper i pamfletten The Ready and Easy Way
to Establish a Free Commonwealth (1660). Imidlertid ville det være forkert at
betragte ham som en opportunist. Milton støttede puritanismen fra sin tidligste
ungdom og var også efter diktaturets fald, som han med nød og næppe overlevede,
skønt han selvsagt ikke hørte til den nye konges favoritter, af den opfattelse,
at Guds ord burde være statens fundament.
Jeg
har ovenfor bevidst brugt termer, som understreger parallellen til vor egen
tids brydninger. Puritanerne var kristne fundamentalister, som tog for givet,
at målet helliger midlet. Deres statsapparat var det mest hensynsløse, som har været ved magten i England. I andre henseender kan man dog ikke sætte
lighedstegn. For eksempel er det et stort paradoks, at tidens bedste digtere
var puritanere – oven i købet på frivillig basis. Royalistiske »Cavalier Poets«
som Robert Herrick (1591-1674) og Richard Lovelace (1617-1657) skrev sart lyrik om kærlighedens vilkår i en hård og
omskiftelig verden. Andrew Marvell (1621-1678) og John Milton skrev digte, der formelig
vibrerer af begrebsspring, store billeder og ideer.
MILTON er forfatter til en række af sin tids
største skrifter, og flere af dem er blevet stående som udødelige tekster i
engelsk sammenhæng. Skuespillet Comus (1637) blev i sagens natur aldrig
opført, for teatervirksomhed var forbudt under puritanerne. The Doctrine and
Discipline of Divorce (1643), et forsvar for retten til skilsmisse, er
inspireret af digterens eget brud med sin første hustru Mary, som var royalist.
Han gav dog både Mary og hendes familie husly, da Cromwell kom til magten.
Parret fik tre døtre sammen.
Elegien Lycidas (1638) er en formel stiløvelse, skrevet i mindet om en medstuderende, som han næppe kendte særligt godt. »On the
Death of a Fair Infant« (1626), Miltons tidligst registrerede tekst, er derimod
en dybfølt markering af et dødsfald i familien. Aereopagetica (1644) er
et polemisk forsvar for ytringsfriheden. Paradise Regained (1671, da. Det
genvundne Paradis) og Samson Agonistes (Den stærke Samson)
ligger efter Miltons embedsår. Historien om den forrådte, blindede Samson,
der tager filistrene med sig i døden, havde utvivlsomt særlig betydning for
digteren, som var blind i de sidste mange år af sit liv.
HELT for sig står dog Paradise Lost. Den særdeles veluddannede Milton, som
mestrede græsk, italiensk og latin, og i øvrigt var en habil organist, drømte
fra sine studieår på Christ’s College i Cambridge om at skrive en britisk
pendant til Dantes La Divina Commedia (1307-21) og sin tids svar på de
store klassiske tekster af Homer, Ovid og i særdeleshed Vergil, hvis Aeneis
(29-19 f. Kr.) – dvs. Æneiden– også var Dantes model.
Milton ville skrive et digt, der sammenfattede alt, hvad han vidste om
tiden og verden og Gud og historien. Hver kulturkreds og epoke spørger, hvordan
ondskaben kom ind i verden. Med sin store syntese ville Milton give et svar. Det
tabte Paradis beskriver i 12 sange, hvordan den rebelske engel Satan gør
oprør og forstødes fra Himlen med sine fæller. Siden tænker han kun på at hævne
sig og vende tilbage. Vejen går via de svage mennesker, som Gud skaber efter
det fejlslagne kup. Miltons version af konflikten er således forfriskende
direkte og politisk.
DET store digt er i ekstrem grad
billedskabende. Beskrivelsen af krigen i Himlen og de faldne engles parlament i
Pandæmonium, Helvedes hovedstad, er fantastisk, visionær barok, gennemlyst af
henvisninger til alle tænkelige mytologier. Miltons kolossale tekst er et
veritabelt register over kendte og ukendte guder, mytiske riger og falske
idoler, til tider tangerende ren sprogmusik:
The Lybic hammon shrinks his
horn,
in vain the Tyrian maids their wounded Thammuz mourn.
DETALJERNE kan minde om scenografien i en episk stumfilm, og i
sine handlingsmættede afsnit er fortællingen ikke ulig den mere tænksomme side
af moderne spekulativ og fantastisk fiktion. Tage Eskestad, en af dansk
litteraturs oversete profiler, skrev i 1973 en science fiction-roman, Flygtninge
fra himlen, der tager afsæt i den samme legende om englenes fald. Den kan
anbefales næsten lige så varmt som samme forfatters Håndstenen.*
Miltons tid var salvelsesfuld, men hans største tekst er det modsatte.
Det er himmelstormeren Satan, som bærer fortællingen. Det er ham, der har
karisma og kompleksitet; de bedste linier er lagt i hans mund, og det er næppe
muligt ikke at føle en vis sympati for hans situation.
FOR de romantiske digtere blev Miltons Satan derfor et forbillede, en mørk og
splittet nej-siger, som vovede at byde himlen trods og førte krig mod systemet.
»Milton was of the devil’s party without knowing it,« skrev William Blake, der
med langdigtet Milton (1804) foregreb romantikernes sympati for
djævelen.
»Jerusalem«, prologen til Milton, er i øvrigt identisk med den
medrivende salme, som englænderne stadig afsynger, når de kan komme til det.
Det er dén, der handler om ikke at hvile, før Jerusalem er genrejst mellem
industrialismens »dark Satanic mills«. Hubert Parry skrev musikken i 1916. I
Blakes tekst anes flere rester af Miltons (og Cromwells) blåtryk for England.
GENNEM tiden har en engleskare af kritikere diskuteret, om Satan var en
helt (næppe), en antihelt (formentlig) eller et broderbillede for Milton. Det
har i nogen grad skygget for de øvrige kvaliteter i digtet, der beretter om,
hvordan Satan ser sit snit og får fodfæste i verden, da han lokker Adam og Eva
til at spise af Kundskabens træ. Der er også aktuelle spor. For eksempel er
følgende allegoriske linier møntet direkte på Den engelske Borgerkrig:
Mens
djævle, som er under vredens dom,
hverandre tro og enige står bi,
er af de
skabninger, som har fornuft,
vi mennesker, endog vi nærer håb
om Himlens
nåde, og skønt Gud har selv
os givet budet om at holde fred,
de eneste, som
lever hen i splid,
i kiv og tvedragt, fører grusom krig
og hærger Jorden, for
at myrde vildt
hverandre, ret som var der ej (og strengt
det burde mane os
til sammenhold)
af helvedesfjender alt langt fler end nok,
som lurer dag og
nat på vor fortræd.
MILTONS storværk blev første gang oversat til
dansk i 1790. Den nye 2006-udgave aftrykker Uffe Birkedals gendigtning fra 1905, som
til lejligheden er, hedder det, »nænsomt revideret og overført til moderne
retskrivning«.
Birkedal var præst og grundtvigianer, men gled med tiden i
retning af unitarismen. I 1900 var han medstifter af »Det frie Kirkesamfund« og
blev denne menigheds første præst. Det kan ikke undre, at Birkedal så en fælle
i Milton. Han var tunghør som dreng og blev endelig døv i 1918. Milton havde
livet igennem problemer med sit syn og var blind efter 1652. Paradise Lost,
Paradise Regained og svanesangen Samson Agonistes (1671) er alle
dikteret til venner og familie.
BIRKEDALS afkodning af Milton giver os mulighed for gå lige til teksten,
der længe har været en død klassiker i dansk sammenhæng. Versionen udgør dog
ikke meget mere end et ekko af originalens store barokmusik, og man skal være
stærkt motiveret for at engagere sig følelsesmæssigt. Som altid lever digtet
stærkest i Satans monologer. Her er han i Fjerde Sang ved at kravle op fra
Helvede og realisere sin plan om at ramme Gud gennem menneskene: »Ve dem,
som bor på Jorderig!« Han er dog ikke just en forklaret hævner:
Ve
mig! Ak, hvorhen
skal jeg vel fly fra endeløst fordærv
og endeløs
fortvivlelse? Thi hvor
jeg end flyr, er Helved der. Jeg selv
er Helved, og så
dybt er intet dyb,
at jo et dybere med opladt svælg
vil sluge mig, så selv
den helvedsve,
jeg lider nu, vil tykkes himmelsk lyst.
O stands da, stands!
Er der ej mere rum
for anger og forladelse? Kun én,
- kun underkastelse! Og
dette ord
jeg blues ved. Jeg frygter denne skam
blandt ånderne dernede, som
forført
jeg har ved andre løfter, andet pral
end underkastelse, da højt og
dyrt
jeg loved dem at tvinge almagts Gud.
INTENSITETSKURVEN dykker dramatisk, efterhånden som Satans projekt
konkretiseres, og fristelsen af de første mennesker bliver tema. Det er dog
uafbrudt interessant at færdes i geografien, hvor Milton forankrer sin tekst.
Efter krigen i Himlen skaber Gud Jorden og resten af det kendte univers. Hele
vor galakse indføjes da, som en dråbe, en tåre eller en kugle i en kæde, mellem
altets øverste sfære, lysriget Empyreum, og verdens nederste del, som er Kaos.
Helvede ligger på bunden, og de rebelske engle præsenteres, mens de ligger og
vånder sig i flammesøen, endnu fortumlede efter faldet.
DER er også fuldkommen tidløse steder, som
historien blot har gjort mere prægnante. Efter den indgående beskrivelse af
genesis i Syvende Sang, sætter Adam i Ottende Sang ord på den samme følelse af
undren og ærefrygt, som de fleste mennesker havde ved synet af »Earthrise«, det
første farvefoto af Jorden set fra verdensrummet, som Apollo 8 sendte tilbage i
december 1968:
Når
jeg ser
det store, guddomsskønne verdensalt
med denne Himmel og med denne
Jord,
og sammenligner dem, er Jorden blot
et sandkorn, støvgran eller fnug
imod
det vidtudstrakte hvælv, af stjerner fuldt,
der synes gennem det
endeløse rum
at rulle – deres afstand mægtig stor
og deres snare genkomst
viser klart,
at så det har sig – i den hensigt kun
at lyse rundt om Jordens
dunkle bold,
kun denne lille plet!
DEN nye udgave er forsynet med 50 xylografier af Gustave Doré (1832-1883), som i 1866
illustrerede en britisk folioudgave af Paradise Lost. Tegningerne ses
for første gang i dansk sammenhæng. Den franske kunstner havde allerede skabt
sine billeder til Inferno-delen af Den Guddommelige Komedie
(1861) og Bibelen (1865). Han blev meget berømt i sin samtid og er
stadig synonym med flere klassiske tekster. Doré var dog også en ensformig
kunstner. Det er svært at skelne hans Milton fra hans Dante. To år efter Paradise
Lost gik han videre med Skærsilden og Paradis.
Forlaget Vangsgaard genudgav i 2002 Vilhelm Grønbechs monografi William
Blake (1933), som havde været stærkt efterspurgt antikvarisk. Med
pragtudgaven af Det tabte Paradis demonstrerer forlaget atter sin vilje
til gå mod strømmen og give historieløsheden kamp til stregen. Vi har ikke brug
for gratisaviser. Vi har brug for bøger som Paradise Lost.
John Milton: Det tabte Paradis. Oversat af Uffe Birkedal efter »Paradise Lost« (1667). Med 50 illustrationer af Gustave Doré. Forord og noter ved Christian Kaaber og Bo Alkjær. 464 s. 369 kr. Forlaget Vangsgaard, 2006.
*) Tage Eskestad: Flygtninge fra himlen. 206 s. København: Stig Vendelkærs Forlag, 1973. Eskestads kilde er dog ikke Milton. Han fortolker beretningen fra Enoks Bog om himmelsønnerne, som kom til Jorden og fik børn med menneskekvinder. De 200 faldne engle er faktisk fordrevne hanner fra Semjus, som engang var planeten ved siden af Mars. Da mændene ødelagde Semjus, overtog kvinderne magten og indførte matriarkatet på Mars. Nu vil de strandede hanner tilbage. Romanen er et riff på teorien om, at højerestående væsener besøgte Jorden i oldtiden og kickstartede civilisationen. Den blev i 60erne og 70erne kolporteret meget ivrigt af schweizeren Erich von Däniken. Også tidens kønspolitiske debat bliver adresseret. Tage Eskestad (1920-2012) skrev godt og havde store ideer. I Håndstenen fra 1967 bliver fortælleren ført tilbage til sin barndom, når han rører ved en solvarm sten, som ligger særligt godt i hånden. Science Fiction Cirklen genudgav Flygtninge fra himlen i 2013..
Illustrationer: William Blake, John Martin, Gustave Doré Hovedparten af teksten stod i Weekendavisen Bøger 18.08.2006
BYEN Selma i delstaten Alabama var i marts 1965
skueplads for en af de hårdeste konfrontationer mellem en brutal, racistisk
ordensmagt og den ikke-voldsdyrkende del af borgerrettighedsbevægelsen, som blev
anført af dr. Martin Luther King. Aktivisterne insisterede på deres ret til at gå
fra Selma til Montgomery. Hver gang de trådte ud på Edmund Pettus Bridge blev
de overfaldet. Alligevel kom de igen.
Der
blev allerede marcheret, da dr.King kom til byen. Noget af det bedste ved Ava DuVernays
film om Selma er, at den giver sig tid til at skildre uenigheden og
usikkerheden på de indre linier i Borgerrettighedsbevægelsen. F.eks. følte John Lewis
fra SNCC [Student Nonviolent Coordinating Committee], at King kom og stjal hans projekt. Malcolm X blødte op for sin hårde
linie og opfordrede Coretta King til at bede sin mand samarbejde.
I Det
Hvide Hus sad Lyndon B. Johnson begravet i den eskalerende Vietnamkrig. Han og
King kommunikerede om, hvornår en valglov kunne implementeres. Johnson gjorde,
hvad han kunne for at overtale George Wallace, guvernøren i Alabama, til at
give efter. J. Edgar Hoover fra FBI, som overvågede King, tilbød flere gange at
tage den karismatiske mand ud af spillet. Johnson gjorde omsider den rigtige
ting – i hvert fald som filmen fremstiller det – fordi han fik nok af Wallaces
arrogance.
MANGE film har skildret de voldsomme begivenheder i 1960ernes USA. King
optræder gerne i periferien, og især er hans død en kronologisk markør. Selma er dog den første fiktionsfilm,
som går tæt på King. Det er heldigvis ikke en hagiografi på linie med Gandhi og Mandela: Long Walk to Freedom. DuVernays film efterlader King i
sejrsstunden, da en Voting Rights Act er vedtaget.
Der er megen patos, men tonen er værdig. King tager stikket hjem, da han
beder repræsentanter for andre trossamfund komme til Selma. Den ortodokse kirkes
overhoved kommer. Boston-præsten James Reeb bliver sparket ihjel. Det piner
King, når mennesker dør for hans sag. Han er samtidig ikke blind for offerværdien.
Optøjerne bliver transmitteret i tv. Politistyrken ligner nazistiske
stormtropper.
David Oyelowo overbeviser som King. Tom Wilkinson gør en god figur som
Johnson, men det er svært at glemme, at både han og Tim Roth, som spiller guvernør
Wallace, er britiske mænd. Dylan Baker er den skrydende Hoover, Carmen Ejogo en
lysende Coretta King.
Til
slut kan man høre den store mand tale. Det er ganske bizart, at DuVernay ikke
har haft mulighed for at citere King direkte, fordi der er ophavsret på hans tekster.
Filmen finder dog styrke i svagheden. Den sidste tale løfter sig, og man slipper
for en fremstilling, som lader King sige »I Have a Dream« hele tiden.
SELMA er den bedste film om en sort
politiker siden Spike Lees Malcolm X
(1992). Den får premiere 50 år efter Selma, men teenageren Michael Brown blev
skudt af hvide politifolk i Ferguson, Missouri, mens DuVernay redigerede sin
film i august 2014. King blev skudt i Memphis den 4. april 1968. Manden
med hjertet og de store talegaver var kun 39 år.
Selma. Instr.: Ava DuVernay. Manus: Paul Webb. Foto: Bradford Young. 128 min. USA-UK-Frankrig 2014. Dansk premiere: 26.03.2015
OPRØRSLEDEREN Nat Turner (1800-1831) virkeliggjorde det
værste af hvide amerikaneres mareridt. I august 1831 anførte han den første effektive
slaveopstand. Andre havde lagt lignende planer, men deres modstand blev taget i
opløbet.
Turners
krig var kort, og slaverne tabte, men signalværdien var indiskutabel. På to
døgn dræbte hans hær 65, børn såvel som mænd og kvinder, før den blev nedkæmpet
af militæret. Der var omfattende repressalier. I alt blev henved 200 dræbt. Som
altid var der flest af de sorte.
Den
bibelkyndige Turner var religiøst motiveret. Opstanden begyndte på hans fødeegn,
Southhampton County i delstaten Virginia, men den sidste træfning fandt
passende sted ved byen, som hed Jerusalem.*
NATE Parker kalder sin film om Nat Turner
for The Birth of a Nation. Det er på
alle måder en provokation. En nations
fødsel var titlen på D.W. Griffiths klassiske storfilm om den amerikanske
borgerkrig, som fik premiere i 1915.
Griffiths
epos betragtes med rette som et filmhistorisk hovedværk, men det bygger på en
roman – Thomas Dixon Jr.’s The Clansman (1905) – der forherliger medlemmerne af Ku Klux Klan. Det samme gør den romantiske 1939-filmatisering af Margaret Mitchells Gone
with the Wind (1936, da. Borte med blæsten), som stadig er med til at præge den populære opfattelse af
krigen mellem Nord og Syd.
Nate
Parker fortæller en anden version af historien, men hans film benytter troper
og tricks, der er taget fra de klassiske fremstillinger. Han erstatter så at
sige de gamle films racisme med en ny, og dét er ikke utilsigtet. Tværtimod er
der tale om en etisk strategi, som bruger alle virkemidler, mimetiske, æstetiske
og politiske, til at omskrive mentalitetshistorien.
DET er i sagens natur en firkantet fremstilling. Nat vokser op på en plantage i
Southhampton. Som dreng leger han med Samuel (Armie Hammer), der er søn af
ejeren. Da børnene bliver voksne, er der stadig en forståelse mellem dem. Set
med Samuels øjne er de sikkert en slags venner.
Drengen ser til, da hans far bliver angrebet af selvtægtsmænd. Nat
bliver bemærket af fruen i huset, som lærer ham at læse i Bibelen. Der bliver
talt om at sende ham i skole, men på sit dødsleje får ejeren fremstammet, at
drengen gør mere nytte i marken.
Han
begynder at prædike for sine fæller og er næsten en forløber for Martin Luther King, når han taler om at stole på Gud. Samuel tjener penge og booster sin
skrantende økonomi ved at udleje Nats talegaver til andre slaveejere. Igen og
igen står Nat og taler om blomsterne på marken og retfærdighed i Himlen.
SAMTIDIG ser han de værste eksempler på ejernes praksis. På en gård,
hvor slaverne sultestrejker, får de lænkede mænd slået tænderne ud med en
hammer, så tragten til tvangsfodring kan føres ind. Nat forelsker sig og bliver
gift med Cherry (Aja Naomi King), der er husslave hos Samuels søster.
Det er en kombination af faktorer, der får Nat til træde i karakter.
Under en middag insisterer Samuel på, at en af gæsterne får seksuel adgang til
serveringspigen. Nat har i forvejen kvalme af den racistiske passiar. Cherry bliver
voldtaget og mishandlet af den samme hvide satan, som angreb hans far. Da Nat
sætter hælene i, lader Samuel ham piske. Herefter er der ingen tvivl. De
herskende hvide må fjernes, og menneskeheden skal vaskes i blod.
PARKERS film beskriver altså en Onkel Toms
radikalisering. Den gør det med krasse og kulørte virkemidler, men det er ikke
desto mindre en vigtig, nyttig og vellavet dramatisering, der til slut får
karakter af en fabel.
Turners
mænd er ikke trænede soldater. Parker lader dem angribe Jerusalem som en vred
bondehær. Der er er slående lighed med de moderne fremstillinger af
oprørslederen Michael Kohlhaas, som man finder i nye europæiske film. De
historiske mænd bliver set som regulære partisaner.**
PARKER spiller selv Nat Turner og er midtpunkt i de fleste scener. Filmen, som han også
har produceret, fordi ingen andre ville gøre det, har fået en mærkelig skæbne. Den
var en sensation på Sundance Festivalen i januar 2016, hvor den modtog både
Juryens Pris og publikumsprisen. Fox købte rettighederne for en uhørt høj sum
og så frem til at distribuere den næste afro-amerikanske Oscar-vinder, som
færdiggjorde, hvad (englænderen) Steve McQueen havde påbegyndt med sin
filmatisering af 12 Years a Slave(2013, da. Tolv år som slave).
Herpå satte Murphys Lov (og Hella Joofs papmachéregel) ind. For det
første blev Parker indhentet af en 15 år gammel sag om et date rape, han måske/måske ikke begik i sin studietid. For det
andet blev filmen slagtet af selvretfærdige anmeldere, der syntes at afreagere
på Parker (meget som man herhjemme gør på Ole Bornedal, når han
melodramatiserer historien).
Samtidig
blev Barry Jenkins’ Moonlight, som bruger
racetemaet anderledes subtilt og indirekte, den film, der gjorde, hvad Parker
havde sat sig for. Moonlight er bestemt
en bedre film, men det svarer til at sammenligne pærer og bananer. Jenkins fortæller
en stille historie. Parker er ude i høj propaganda.
Han
maner til oprør med sammenbidt ansigt. Da Turner bliver henrettet, står en
dreng, der ligner Nat som barn, og ser til. Kameraet fastholder hans blik, og
baggrunden morfer til slagmarken ved
Gettysburg, hvor den voksne mand kæmper for Unionen. Samme slag er nøglescenen
i Griffiths gamle The Birth of a Nation.
Og en effektiv måde at slutte af på.
DEN historiske Nat Turner blev henrettet
(og parteret og kværnet til fedt, så ingen kunne forveksle hans skam med en ærefuld
død) den 11. november 1831. Han fortalte sin historie til Thomas R. Gray, der
fungerede som hans beskikkede forsvarer. The
Confessions of Nat Turner udkom i Baltimore i 1832.
WILLIAM Styron brugte pamfletten
som forlæg, da han skrev romanen Nat
Turner – En oprørers bekendelser i 1967. Styron vandt årets Pulitzer Prize.
Gyldendal udgav Mogens Boisens oversættelse i 1968. Det var en bog, man skulle
læse, hvis man var dannet, hvid og kulturradikal. Styrons sorte kolleger
foragtede den.
I
bogen gør Nat sig sørgmodige tanker om race, seksualitet og det fejlslagne
oprør. Romanen var langt mere kontroversiel – og kritisk velanskreven – end
Parkers film kan håbe på at blive i dag.
Der er naturligvis også et afsnit om Nat Turner i Alex Haleys Roots (1976, da. Rødder). Som sagt var han ikke den eneste
oprører. For eksempel forberedte den frigivne slave Denmark Verney en regulær
revolution – han brugte selv ordet – i 1822, men planerne blev forpurret.
TURNERS eksempel fik betydning for mytteristerne på slaveskibet Amistad i 1839, og han var
en direkte inspiration for den hvide frihedskæmper John Brown, der delte hans
bibelske drømom at vaske nationen i
blod. Brown stormede Harpers Ferry i Kansas i 1859. Angrebet – som man i dag
ville kalde en terroraktion – blev et af flere startskud til Borgerkrigen.***
Brown
er husket som hovedpersonen i »Battle Hymn of the Republic« (»John Brown’s Body«),
der var nordstatshærens bannersang. Ingen skrev om Nat Turner, at »his Soul is
marching on«. I Styrons roman er hans sidste ord et patetisk: »Oh, hvor
strålende og skøn er morgenstjernen…«
DET er også den lyrisk forkyndende Turner, der taler i Nathan Alan Davis' skuespil Nat Turner in Jerusalem (2016), en dramatisk dialog mellem Turner og Thomas Gray, der føres i cellen i arresten i Virginia natten før Turners henrettelse. Davis følger profetens egen beskrivelse af sin mission, som fortalt til Gray i The Confessions of Nat Turner. Derimod er det den apokalyptiske hævner i fuld skala, som gennemfører Guds Plan i tegneserieskaberen Kyle Bakers Nat Turner fra 2007. Turner var på ingen måde angerfuld i sine bekendelser. I The Land Shall Be Deluged in Blood: A New History of the Nat Turner Revolt (2016) argumenterer historikeren Patrick H. Breen – overbevisende – for, at Gray ikke ændrede eller fortolkede på Turners egen fremstilling. Turner stod ved sit værk og var stolt. Nate Parkersfilm gør en Malcolm X af Nat Turner. Af en mainstreamfilm at være, er den sjældent uforsonlig. Den maner til mobilisering og er tæt på at opfordre til en konflikt. Den nye The Birth of a Nation er næsten en afro-amerikansk Spartacus.
*) Byens navn blev ændret til Courtland i 1888. På Turners tid var der 137 indbyggere. I 2010 var der 1284. Courtland er hovedbyen i Southhampton County.
**) I oktober 1532 var købmanden Hans Kohlhase fra Cöln (bydelen Alt-Köln i det nuværende Berlin) til en handelsmesse i Leipzig, da Junker Günther von Zaschwitz konfiskerede to af hans heste (angiveligt som told for at færdes på vejen gennem Sachsen). Kohlhase krævede kompensation ved retten i Sachsen, men blev afvist. Så mobiliserede han en bondehær, satte ild til flere huse i Wittenberg og udførte stadig mere hensynsløse overfald. Kohlhase blev fanget og henrettet (sat på hjul og stejle) i 1540. Heinrich von Kleist brugte historien som forlæg for novellen »Michael Kohlhaas« i 1810. I 1969 filmatiserede Volker Schlöndorff teksten som Michael Kohlhaas – der Rebell (med David Warner som Kleist og bl.a. Anna Karina, Anita Pallenberg, Keith Richards og forfatteren Peter Weiss på rollelisten). Schlöndorffs version har i sig selv fået radikal patina, men på mange måder er Arnaud des Pallières' belgisk-franske Michael Kohlhaas en mere anfægtende film. Mads Mikkelsen har en af sine bedste udenlandske roller som Kohlhaas. John Badhams The Jack Bull (1999) var en amerikansk westernudgave med John Cusack som Kohlhaas-karakteren. E.L. Doctorow brugte Kohlhaas som inspiration for Coalhouse Walker-karakteren i romanen Ragtime (1975). I Milos Formans filmatisering bliver han spillet af Howard E. Rollins.
***) John Brown (1800-1859) fik sin egen heltefortælling i Steven Vincent Benets boglange stordigt John Brown's Body (1928) og er skildret i romaner som Russell Banks' Cloudsplitter (1998) og James McBrides The Good Lord Bird (2013). Den ikoniske fremstilling af profeten med riffel i den ene hånd og bibel i den anden er en detalje fra vægmaleriet Tragic Prelude (1942), som kunstneren John Steuart Curry (1897-1946) udførte til regeringsbygningen i Topeka i delstaten Kansas. På film er John Brown blevet fremstillet af bl.a Raymond Massey. De mest interessante fremstillinger er at finde i tv. Johnny Cash spillede Brown i miniserien North and South (1985) efter John Jakes' romaner. Ethan Hawke producerede og spillede selv John Brown i Showtime-miniserien The Good Lord Bird, som fik dansk premiere på HBO Nordic i 2020. Den forsvandt fra biblioteket i 2023, da streamingtjenesterne fjernede en lang række titler af sparehensyn. Serien udkom på blu-ray i juli 2022.
The Birth of a Nation. Instr. og manus: Nate Parker. Foto: Elliot Davis. 120 min. USA 2016. Dansk premiere: 23.03.2017.
En nations fødsel (The Birth of a Nation). Instr.: D.W. Griffith. Manus: Frank E. Woods og D.W. Griffith. Foto: G.W. Bitzer. 195 min. Dansk premiere: 22.03.1918.
William Styron: The Confessions of Nat Turner. 480 s. New York: Random House, 1967
Fotos: BRON Studios/ Searchlight Pictures/ Twentieth Century Fox Film Corporation/ TSG Entertainment/ Angel Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/
The Birth of a Nation (2016) streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, SF Anytime.
The Birth of a Nation (1915) streames på FlixFling
Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 24.03.2017
.jpg)
.jpg)
.jpg)
