Animation | Guillermo del Toro's Pinocchio (2022) [Oscars 2023]

EN KROP AF TRÆ OG ET HJERTE AF GULD
Den mørke Pinocchio er sjælfuld og magisk

Af BO GREEN JENSEN

DET er godt at møde magien igen. Vist er ordet misbrugt, men størrelsen findes, og følelsen varmer, når glæden en sjælden gang indfinder sig. For en kort stund er man tilbage i den første biograf, hvor fortryllelsen begyndte.

   Der er adskillige magiske scener i Guillermo del Toros og Mark Gustafsons nye fortolkning af Carlo Collodis eventyrlige føljetonroman fra 1881. Flere af dem kommer fra den mexicanske gotikers egen forestillingsevne. Andre er riffs på de øvrige fortolkninger, som har været talrige. Især den klassiske animationsfilm, som Ben Sharpsteen og seks andre tegnere udførte for Walt Disney Productions i 1940, har været svær at fortrænge.*

   Slaraffenland og æselfeberen er forsvundet hos del Toro, der fravælger præget af Den Store Bastian-pædagogik, som historien havde fra Collodis hånd. Collodi skrev til børnesektionen i en kirkelig avis. Forfatteren måtte tilgodese både den voksne moral og barnets legesyge. Første gang Fårekylling henvender sig, klasker Pinocchio ham ind i en væg. Disneys version brugte ikke vildskaben. Del Toro har fokus på det groteske.

MEN scenen med den kolossale hajfisk er intakt. Dyret har slugt redningsflåden med Geppetto, der har indrettet sig som en bibelsk Jonas, da Pinocchio og Sebastian Fårekylling endelig finder ham, nu i selskab med aben Spazzatura, som er en flygtning fra hertug Volpes dukketeater, hvor Pinocchio var hovedattraktionen.

   I alle versioner af fabelen vokser Pinocchios næse, når han taler usandt. Her skyder den ligefrem kviste og grene, når trædrengen lyver mest frodigt. Dét er der brug for i hajfiskens bug. Så Pinocchio lyver og siger, at han ikke elsker sin far. At han ikke vil det gode. At han håber, de dør alle sammen. Den gode løgn irriterer uhyret, og det Moby-Dick-agtige monstrum hoster dukkerne op.

   Allerede Collodi var sig bevidst, at han stod på skuldrene af forgængere som Giambattista Basile og Charles Perrault. Del Toros Pinocchio kommer fra hjertet. Filmen er samtidig et mytologisk jonglørnummer, der bringer utallige bolde i spil.

SIDEN 2000 har nye versioner skudt knopper og kviste ligesådan. Især italienske filmskabere vil generobre det disneyficerede grundstof. Roberto Benigni gjorde et bravt forsøg på at fortælle i realform. Han spiller selv Pinocchio som en hvid commedia dell'arte klovn i sin maniske fortolkning fra 2002. Hustruen Nicoletta Braschi er naturligvis castet som feen Fatina.

   Da Matteo Garrone i 2019 nåede til at instruere sin store fortolkning, kunne han caste netop Roberto Benigni i rollen som den fattige snedker. Benigni er således den eneste, der har haft lejlighed til at spille både far og søn, skaber og skabning, i det instruktive eventyr, som bliver mere end en allegori, når det får lov at lyve, fabulere og fermentere. Når Pinocchio er friest, bliver teksten en myte om marionetternes liv. Pinocchio er på den måde i slægt med Mary Shelleys Frankenstein. Begge kilder har inspireret et utal af disciple.

GARRONES overdådige film brugte levende skuespillere. Kun Pinocchio var på passende vis en håndlavet dreng helt igennem. Disney Studios har naturligvis indset, at man er ved at miste monopolet på det gode drømmestof. Guillermo del Toro’s Pinocchio – der er produceret for Netflix – konkurrerer derfor med en anden fortolkning, som vil være den nye standardudgave. Robert Zemeckis har instrueret hybrid-udgaven af Pinocchio, som Disney+ begyndte at streame i september 2022.

   Tom Hanks spiller Geppetto i en næsten karikeret sødladen version af originalen. Disney-udgaven kan som den eneste levendegøre dukken fra den 82 år gamle animationsfilm. Det bliver magien på mærkelig vis bare mindre og mere syntetisk af.

DEL TOROS film lægger en ny skal om fortællingen, der er rykket frem i tid til fascismens Italien. Geppetto mister sønnen Carlo i et bombardement. Han sørger i måneder, som bliver til år – »livet gik videre, men Geppetto gik ikke med« – og begynder i fuldskab at skære en dukke i sin døde drengs billede.

   Sebastian Fårekylling (Ewan McGregor), historiens fortæller, er netop flyttet ind i træet, der bliver fældet. Filmen har musik og sange af Alexandre Desplat og del Toro. Fårekylling prøver ofte at fremføre et kvad om sin far. Hver gang bliver han afbrudt af ny dramatik. Der er fart over feltet i Guillermo del Toros Pinocchio. Det er et spørgsmål om liv eller død hele tiden.

HELE naturen har ondt af Geppetto. Så skovfeen (Tilda Swinton) giver Pinoccchio bevidsthed, og fordi han ikke lever for alvor, kan hendes søster, Døden, der ligner en blå sfinks, heller ikke lade ham dø. Pinocchio har ni liv som katten Felix, der mangler i denne version. Han er nede at vende igen og igen. De pokerspillende billevagter bliver vant til at lade ham passere.

   Også halvlivet bliver en vane, men da det brænder på, og Geppetto virkelig dør, må Pinocchio træffe et valg. Skal han vælge øjeblikkelighed eller den evige genfødsel?

   Som sagt er flere faste elementer taget ud. I stedet er hverdagen i den italienske by fanget ind. Pinocchio bliver ven med den kuede søn af borgmester Podesta. Det er to drenges venskab, der redder verden og tegner historien. Da Pinocchio bliver træl i Volpes teater, er det for at hjælpe sin far. Geppetto skal på sin side lære, at Pinoccchio er og bliver Pinocchio.

TIL højdepunkterne hører en scene, hvor Benito Mussolini besøger dukketeatret og ser sig selv blive latterliggjort. Del Toro har altid bekæmpet fascismen med eventyr og magi. Han har samtidig været en næsten kælen elsker af det sentimentale og makabre. Den fantastiske kraft blev konkret, da han forankrede den i Den Spanske Borgerkrig i Pans labyrint fra 2006.

   Her blander han energierne i den samme sprængform. Det er en rig og betagende rundvisning i raritetskabinettet. Del Toro er vokset som filmskaber i The Shape of Water (2017) og nyfortolkningen af Nightmare Alley (2021). Men her er han atter ved kilden. Det er år og dag siden, at nogen filmskaber har blandet det gode og onde så smukt.

Guillermo del Toro's Pinocchio var Oscar-nomineret i kategorien Best Animated Feature Film. Den vandt og modtog prisen ved den 95. Academy Awards ceremoni, som fandt sted i Dolby Theatre i Los Angeles den 12. marts 2023. 

*) Ideen kommer fra Guillermo del Toro, men han har realiseret visionen i tæt samarbejde med Mark Gustafson (1959-2024), som var ansvarlig for stop-motion animationen. Det er Guillermo del Toro’s Pinocchio på samme måde, som Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas (1993) er Burtons, skønt animationsarbejdet er udført af Henry Selick. Ben Sharpsteen var koordinerende instruktør på den klassiske Pinocchio fra Walt Disney Studios. De enkelte sekvenser blev instrueret af Norman Ferguson, T. Hee, Wilfred Jackson, Jack Kinney, Hamilton Luske og Bill Roberts.

Se også Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019).

Guillermo del Toro’s Pinocchio. Instr.: Guillermo del Toro, Mark Gustafson. Manus: Guillermo del Toro, Patrick McHale. Foto: Frank Passingham. 117 min. USA-Mexico-Frankrig 2022. Dansk premiere: 23.11.2022 (bio); 09.12.2022 (streaming).

Fotos: Netflix Animation/ The Jim Henson Company/ Pathé/ ShadowMachine/ Double Dare You/ Necropia Entertainment/ Netflix/ James Jean (Gothic Style Poster)

Filmen streames på NETFLIX

4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1201) 18.12.2023

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 08.12.2022.

Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019)

TRÆSKÆRERENS DRENG

Matteo Garrone giver myten nyt liv

Af BO GREEN JENSEN

PINOCCHIO deler skæbne med Peter Pan, Peter Plys, Alice i Eventyrland og en række andre skikkelser fra klassiske kunsteventyr. De nød et rigt liv, før de blev udsat for den disneyficering, som overtager historien, når det amerikanske underholdningsimperium annekterer mere nyt land.

   Af samme grund vægrede Pamela Travers sig ved at sælge Mary Poppins til Walt Disney. Hun vidste, hvad der ville ske, og hun fik ret. Der er læsere til Mary Poppins, men ikke i samme størrelsesorden, som der er tilskuere til Disneys film.

   Carlo Collodi skrev sin moralske fabel i 1881. Den blev trykt som føljeton i børneavisen Giornale di bambini, som Collodi selv redigerede, og udkom i bogform i 1883. Forfatteren var inspireret af Charles Perrault (Tornerose, Askepot, Rødhætte), som han havde oversat til italiensk. I øvrigt er navnet Pinocchio dannet af ordene pine (træ) og occhio (øje).

DER er ikke noget galt med Disneys Pinocchio (1940), men originalen er en mere jordnær og frem for alt italiensk fortælling. Fårekyllingen, som personificerer Pinocchios samvittighed, er af en anden støbning. Han kaster den ind i væggen med fuld kraft, da den henvender sig. Den Blå Fe hedder Fatina og er mere som en menneskepige. Æselfeberen; næsen; marionetterne og Slaraffenland: de ting var der allerede hos Collodi.

   Italienske filmskabere har ved flere lejligheder forsøgt at generobre Pinocchio. De har det vel med træskærerens dreng, som vi har det med Disneys version af Den lille havfrue. Det må være muligt at vende tilbage til den oprindelige fortællling på meningsfuld vis.

   Roberto Benigni gjorde forsøget i 2002, da han instruerede sig selv i titelrollen og lod Nicoletta Braschi spille Fatina. Nu er det Benigni, som gør en stor forskel i Matteo Garrones realfilm. Han spiller denne gang Geppetto, en stolt og fattig træskærer, som længes efter en levende søn.

ALT i Garrones film er konkret, kun dukken er skabt digitalt og ligner en farvelagt 3D-version af drengen fra de første illustrationer. Han er vildere, end vi er vant til. Garrone er en formidabel billedskaber, som her fører sine ideer ud i livet sammen med fotografen Nicolai Brüel. Det er en film i fuldvoksen længde, som familien kan have glæde af sammen.

   Garrone er instruktøren bag film som Gomorra (2008) og Dogman (2018), men Pinocchio lægger sig især i forlængelse af Il racconto dei racconti (2015, da. Tale of Tales), en næsten psykedelisk fortolkning af de napolitanske eventyr, som Giambatista Basile skrev ned, endnu før Perrault og brødrene Grimm kom til.

DEN fantastiske film er varmt anbefalet. Det er mere Pinocchio på vej. Netflix lancerer i 2022 en gotisk udgave med Guillermo del Toro som instruktør. Den computeranimerede 3D-film, som Robert Zemeckis har arbejdet på, siden han voldtog Beowulf-kvadet i 2007, er landet hos Disney.*

   Kulden er koldere, mørket er større; sulten bider virkelig til. Det er stadig den samme fortælling om drengen, der skal lære at være god, og den gamle far, som ønsker sig en dreng. Han længes så stærkt, at feen opfylder hans ønske. Det bliver ikke smukkere. Også Pinocchhio er en Tale of Tales.

Se også Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001); Matteo Garrone: Tale of Tales (2015).

*) Det lignede en streaming-krig, da Netflix og Disney+ efter mange forsinkelser lagde de to Pinocchio-versioner ud cirka samtidig i december 2022. Grundet COVID-19-pandemien fik Garrones film en fortumlet lancering. Der var urpremiere til jul i Italien i 2019. Filmen var nomineret i 15 (!) og vandt i 5 kategorier ved de lokale Donatello Awards. Jeg så første gang Pinocchio på Berlinalen i februar 2020, hvor filmen blev vist uden for konkurrence. Den blev langsomt rullet ud på alle de nedlukke(n)de festivaler i løbet af 2020. Der var Oscar-, BAFTA- og EFA-nomineringer i 2021. I mange territorier udkom filmen på streaming. I Danmark fik Pinocchio biografpremiere, da salene åbnede efter den anden coronanedlukning. 

Pinocchio. Instr.: Matteo Garrone. Manus: Garrone og Massimo Ceccherini. Foto: Nicolai Brüel. 125 min. Italien-Frankrig-UK 2019. Dansk premiere: 02.09.2021.

Foto: Archimede/ RAI Cinema/ Le Pacte/ Recorded Picture Company/ DK Filmbazar/ Madman Films (YouTube trailer)( CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2021.

Besværgende latter: Komikeren Roberto Benigni

BESVÆRGENDE LATTER

Komikeren Roberto Benigni

Af BO GREEN JENSEN

MAN skal vænne sig til Roberto Benigni (f. 1952). Den italienske komiker har med tiden udviklet en distinkt figur, en unik fysisk stil og et lattermildt livssyn, der stædigt fastholder den enkeltes ret til at elske, håbe og tro på det bedste. En væver lille mand, som klovner på kanten af katastrofer, mens han med tunnelsyn fokuserer på livets iboende godhed. For Benigni er koppen altid halvt fuld. Og kan når som helst løbe over med the milk of human kindness.

   Han er aldrig mindre end anstrengende, men man overgiver sig, fordi Benignis begejstring så åbenlyst er helt vaskeægte. Han kom til verdensfilmen ad en bagvej, da han medvirkede i Jim Jarmuschs Down by Law (1986) og Night on Earth (1991). Hans første film som auteur med ansvar for alt hed Tu mi turbi (1983) og var italiensk. Benigni taler stadig andre sprog meget dårligt. Alligevel formåede han i 1990erne at være pinlig på fransk (i Le Monstre), på amerikansk (i Blake Edwards Son of the Pink Panther) og på italiensk (i Johnny Stecchino).

MED den forunderlige La vita è bella (1997, da. Livet er smukt) skete imidlertid en mærkelig og stor forvandling. Vist affødte filmen en typisk debat om, hvorvidt man kan forsvare at tænke på latter, eros og holocaust i én og samme kontekst, men det lykkedes Benigni at skabe en enestående fabel om en jødisk far, der i koncentrationslejren prøver at omskabe hverdagen til en poetisk leg, et livagtigt rollespil, fordi han vil skåne sin søn, som er med. Filmen ligner ikke nogen anden holocaustskildring og er især bemærkelsesværdig, fordi den ikke ser væk fra rædslerne. Endvidere er den lange første akt en pastiche på 1930ernes italienske komedie.

FRA og med Livet er smukt trådte Benigni i karakter som en enspænder, man faktisk kun kan sammenligne med Charlie Chaplin, der i sin tid var lige så anakronistisk enevældig. Benigni giver altid sin hustru Nicoletta Braschi (f. 1960) den kvindelige hovedrolle i filmene, som han skriver og instruerer. Hun fungerer til gengæld som hans producer.

   Der er ingen til at sige parret imod, hvilket nu og da resulterer i kostbare, overflødige scener, som andre kunne have talt duoen fra. Typisk er filmene også for lange, men det er de privilegerede produktionsforhold, som giver Benigni den platform, han behøver.

   Efter Livet er smukt fulgte en overdådig spillefilm efter Carlo Collodis eventyr om Pinocchio (2002). I Danmark kom den kun ud på VOD og dvd, måske fordi målgruppen hverken var børn eller voksne, men eventyrelskere i almindelighed. Ydermere var tolkningen stærkt anti-Disney. Benigni og Braschis følgende satsning var endnu et litterært eventyr. La tigre e la neve (2005, da.Tigeren og sneen) er dog også, i endnu højere grad end Livet er smukt, et kejtet forsøg på at være politisk, poetisk og filosofisk, sådan cirka in one fell swoop.

HVER nat har digteren Attilio (Benigni) den samme tilbagevendende drøm. Iført undertøj står han ved alteret i en romersk ruin uden tag. På stolene i græsset sidder nøglepersoner fra fortid og nutid, mens Tom Waits på klaver diverterer med balladen »You Can Never Hold Back Spring«.

   Bruden (Braschi) er i hvidt og erklærer, at hun vil elske med digteren her og nu. De skal kysse lige om lidt, når han er færdig med at sætte ord på øjeblikket. En græsk præst er ved at vie dem, da en parkeringsvagt bryder ind. Attilio kan aldrig huske, hvor han har stillet sin bil. Drømmen iscenesættes udførligt. Det er sådan en scene, de fleste producere ville prøve at tale filmskaberen fra at realisere.

   Da han vågner, er Attilio alene i lejligheden, hvor han hver weekend har sine store døtre på besøg og ellers forbereder sin undervisning i køkkenet, mens fladskærmen bag ham viser Sergio Leones Den gode, den onde og den grusomme. På universitetet er kollegaen Julia mere end villig til at genoptage forholdet, men han vil finde kvinden i drømmen.

   Attilio kører langt for at høre en oplæsning, som hans iranske digterven Farud (Jean Reno) afholder. Dér er kvinden i levende live, hendes navn er Vittoria. Han vil det hele, men hun vil slet ikke. Gradvis afdækkes en forhistorie. Så tager Vittoria til Bagdad for at bo hos Farud og skrive sin digtsamling.

NETOP da iværksætter USA sit massive bombardement af Irak. Attilio får besked om, at kvinden i hans liv ligger såret og komatøs på hospitalet i Bagdad. Han rejser, som han går og står, fupper sig frem ved hjælp af drabelige hvide løgne og står få timer senere under de krydsede sabler ved porten til Bagdad.

   På hospitalet savner man de mest basale fornødenheder. Attilio og Farud sætter himmel og jord i værk. Kuriøse episoder hober sig op: en stædig kamel, en rusten motorcykel, interimistiske forsøg på at udvinde glycerin. På sin skumplende måde når filmen i mål. Alt falder på plads, men ikke uden brat død og pludseligt mørke. Heller ikke uden en effektiv scene, hvor nervøse amerikanske soldater er tæt på at atomisere den desperat klovnende italiener.

DIALOGEN er overstrøet med citater fra Marguerite Yourcenar, Jorge Luis Borges og Antoine de Saint-Exupéry. Benigni er på i samtlige scener, og filmen vil for nogle tilskuere virke hæmningsløst selvpromoverende. Der er huller og ejendommeligheder i manuskriptet, men også mange søde og stærke øjeblikke, som ikke kunne være kommet i stand, hvis beretningen var blevet strømlinet.

   Benignis humor er altid varm og solidarisk; aldrig ondskabsfuld eller morsom på andres bekostning. Vittoria har sagt, at hun ikke vil have noget at gøre med Attilio, før hun ser en tiger i sneen i Rom. Prøv at gætte med hvilket forjættende billede, den hverdagseventyrlige film skal kulminere.

   Det er let at se svaghederne, men man kapitulerer og giver sig hen til filmen, som blev lanceret på Berlinalen i 2005. Benigni og Braschi var æresgæster. Den tynde, irriterende mand er sin egen krøllede genre, men han repræsenterer, med besværgende latter og vild hyperbole, en unik europæisk komediestil, som filmkunsten ville være fattigere uden. Af og til fuldkommen afsporet, andre gange helt central og rørende enkel.

I 2020 kom Benigni igen til Berlin, da hans navn blev trykt med stort på plakaten for Matteo Garrones version af Pinocchio. Her spiller han rollen som Geppetto, mens trædukken, som bliver levende, er skabt med CGI-trylleri, som ikke fandtes i 2002, da Benigni selv tacklede den italienske klassiker. Nu er han mere nedtonet som den toscanske træskærer, der fryser og sulter og tigger, mens han længes efter en søn at dele dagene med i sit værksted.

   I 2005 troede de fleste filmkritikere, at La tigre e la neve var det første i en lang række pinlige forsøg på at gentage succesen med La vita é bella. Sådan er det slet ikke gået. Efter Tigeren og sneen trak Benigni sig mere eller mindre væk fra at lave film. Hans medvirken i Woody Allens To Rome With Love (2012) er en komisk signatur på linje med meta-rollerne i Asterix og Obelix i kamp mod Cæsar (1999) og Jim Jarmuschs Coffee and Cigarettes (2003): Benigni er med for at spille Benigni. Han har ikke selv sat flere projekter i søen.

TIL gengæld er Benigni blevet en af de mest populære (og kontroversielt højst betalte) scenekunstnere i sit hjemland. Fra 2006 turnede han med enmandsshowet TuttoDante, en stand-up bedrift i Anders Matthesen-kategorien: Benigni reciterer Den guddommelige Komedie efter hukommelsen og bruger (uden at tage noget fra teksten) Dante som afsæt for personlige anekdoter og kommentarer til aktuelle italienske forhold.

   Showet varede 90 minutter og blev opført 130 gange: der findes et bokssæt med de samlede forestillinger. I 2007 fulgte 10 mio seere med, da Benigni opførte Il V canto dell'Inferno - dvs. 5. sang af »Helvede« i La divina Commedia - på RAI Uno. Siden turnerede Benigni med TuttoDante i USA og Latinamerika.

   I 2011 kom han ridende ind på Sanremo Festivalen og dekonstruerede den italienske nationalsang, »Il canto degli Italiani«. Det skete igen i en lang monolog, og anledningen var 150-året for il Risorgimento, Italiens Samling. Hesten kunne være et visuelt ekko af den, som er farvet grøn og bemalet med antisemitiske slogans i første akt af Livet er smukt.

   I 2014 gentog han tricket fra TuttoDante med forestillingen De ti bud, som blev sendt i tv over to aftener og set af 11 mio. italienere. Efter sigende ringede pave Frans personligt og takkede Benigni for et nyt blik på det kanoniske stof.

   Roberto Benigni er 68 år. Måske kan succesen med Garrones Pinocchio give ham mod på at lave flere nye film og arbejde uden for Italien igen. Eller synes historien at være den om kunstneren, der flirtede med international status og valgte at blive i landet, hvor han kender og mestrer alle nuancer. Som Kellerdirk gjorde i Danmark; som alle de franske sangere gør.

   Nicoletta Braschi er blevet ved filmen. Hun kan ses som cigaretprinsessen Alfonsina De Luna, der udnytter sine livegne i Alice Rohrwachers Lazzaro den lykkelige (2018). Benigni var tilbage på Sanremo Festivalen i 2020, hvor han reciterede Højsangen og forholdt sig til covid-19 pandemien på en måde, som hans landsmænd kunne se både humoren og sig selv i.

Se også Roberto Benigni: Livet er smukt (1997); Lazzaro den lykkelige (Lazzaro felice) [Bedste biograffilm 2019 nr. 5]; Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019) + Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021.

Se også Evig Latter: Stan Laurel 1890-1965 og Oliver Hardy 1892-1957; Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig Latter]; Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig Latter]; Evig Latter: Jacques Tati 1907-1982; Evig Latter: Dirch Passer 1926-1980 og Kjeld Petersen 1920-1962; Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984.

Tigeren og sneen (La Tigre e la neve). Instr.: Roberto Benigni. Manus: Roberto Benigni og Vincenzo Cerami. Foto: Fabio Cianchetti. 114 min. Italien 2005. Dansk premiere: 12.04.2006.

Fotos: Melampo Cinematografica/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Tigeren og sneen streames ikke  - Livet er smukt kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra CG Entertainment (Italien) 25.11.2008

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 02.11.2020

Weekendavisen Kultur 12.04.2006 + Helte & Djævle 100 fanbreve + februar 2021