Marco Bellocchio: Buongiorno, notte | Good Morning, Night (2003)

VILDFARELSEN
Den italienske venstrefløjs syndefald

Af BO GREEN JENSEN

FOR 50 år siden, i 1970ernes Europa, stod der endnu en romantisk aura omkring ideologisk motiveret terrorisme. Det var borgerskabets egne børn, som begik den, og dybt i hele tiden lå en dyrkelse af ungdom som mulighed for indsigt, der i dag ville være utænkelig. Især begrebet overbevisning nød noget nær religiøs respekt. Demokratiet så det som sin pligt at lytte til ekstreme stemmer, thi også de hørte med i fællesskabet, og hvem sagde at flertallet havde patent på den moralske og politiske sandhed?

   På pervers vis måtte man næsten respektere sin fjende, for i en særlig optik gav modstanden mening. Forbrydelser kunne ikke blot forsvares, men betragtes som nødvendige våben og redskaber i den store frihedskamp mod Systemet. I min egen gymnasietid diskuterede vi fænomener som proletariatets diktatur og det historiske imperativ med gravalvorlige miner. Man skrev sange og digte til ære for den tyske byguerilla. Baader Meinhof, Rote Armee Fraktion, IRA for the hell of it, amerikanske Weatherman Underground. Alt flød sammen under plakaterne med den myrdede Ernesto »Ché« Guevara, som havde både Kristus-blikket og det rigtige rockstjerneudtryk.

MIDT i den abstrakte revolutionsiver kom der af og til realiteter på tværs. Når man så, hvad parolerne faktisk førte til, blev der sunget om sejren med mindre begejstring. Da terrorgruppen Brigate Rosse (De Røde Brigader) i marts 1978 tog Aldo Moro, formand for Italiens kristne demokrater, som gidsel i »befrielseskampen«, kunne moderate stemmer forsvare initiativet. De forstummede dog, og fordømmelsen var entydig, da den tidligere ministerpræsident blev myrdet efter 55 dage. Med henrettelsen fulgte en selvretfærdig politisk erklæring.

   På den »progressive« venstrefløj førte mordet på Aldo Moro til megen debat og en vis selvransagelse. Nogle sagde fra, andre blev i folden. Sagen blev en lakmusprøve i forholdet mellem samvittighed og overbevisning, på samme måde som den sovjetrussiske invasion af [daværende] Tjekkoslovakiet havde været ti år før. Moro var kendt som en anstændig politiker og et ansvarligt menneske. Han var nok det mindst egnede emne for en inhuman politisk demonstration. De Røde Brigader var aktive frem til 1989, men med mordet på Moro mistede de enhver form for folkelig opbakning.*

MARCO Bellocchio (f. 1939) tilhører generationen, der kom efter Fellini, Visconti og Antonioni. Han skrev og instruerede nogle af sine bedste arbejder (Næverne i lommen, Kina er nær, I faderens navn, Triumftoget) i de politiske sen-60ere og 70ere. Modsat mere frapperende fæller som Bertolucci og Pasolini fik han aldrig et stort publikum i Nordeuropa. I Italien og Frankrig står han blandt kæmper. I 80erne blev han mere indadvendt, og i 90erne så godt som forsvandt han i en lukket form, der angiveligt undersøgte forbindelsen mellem politik, seksualitet og religion.

   Det lyder mere spændende, end det var. På Cannes Festivalen kunne dvælende arbejder som Il sogno della farfalla (1994) og Il principe di Homburg (1997) få én til at tænke, at stjernen var slukket. Veteranen har rejst sig med skeptiske film om religiøse og politiske emner. Han har så godt som fravalgt metafysikken. Vincere (2009) var en hård og knastør film om diktatoren Benito Mussolini. Mafiafilmen Il traditore (The Traitor), som konkurrerede i Cannes i 2019, var en moralsk og sanselig sædeskildring, der gav yngre kolleger som Matteo Garrone og Paolo Sorrentino a run for their money.

   Den unge Bellocchio var grov og diffus, den ældre er altid politisk og kritisk. I Buongiorno, notte skildrer han nøgternt, med næsten blid renfærdighed, hvordan bortførelsen af og mordet på Aldo Moro kan have formet sig for terroristerne. Vi følger gidseltagerne, tre mænd og kvinden Chiara (Maya Sansa), der ser sig selv som frihedskæmpere og soldater i en undergrundskrig.

   De indretter sig i lejligheden, hvor Moro (Roberto Herlitzka) bliver holdt fanget i et lille rum bag nogle reoler. De holder facaden over for naboerne, passer deres arbejde, spiser sammen som en familie. Selve bortførelsen finder sted off camera. Det er ikke en spændingsfilm på den måde. Med ét er Moro der bare, og de unge terrorister må forholde sig til realiteten bag idealet.**

DET gør de på forskellig vis, mens Moro skriver breve til familie, kolleger og myndigheder, i begyndelsen med ført hånd, på Brigadernes vegne, men endelig for egen regning i en slags samarbejde med bortførerne. Da han skriver et sidste afgørende brev til Paven, og så godt som trygler Kirken om at reagere, kalder han sine vogtere ind for at høre deres mening. Chiara er hårdest i sin kritik. Hun siger til Moro, at brevet lyder for leflende og underdanigt.

   Alligevel er det Chiara, som har de fleste anfægtelser. Filmen følger med hende på arbejde – hun er universitetsbibliotekar – og registrerer, hvordan den offentlige stemning veksler for og imod, før den bliver til fordømmelse. En ung mand, som skriver digte og skuespil, forsøger at blive kæreste med Chiara. Hun holder frikvarter fra bortførelsen og går med ham til en sammenkomst, hvor gamle kommunister mindes den gode kamp i 1940erne. »Hjemme« i lejligheden er der jubel, da Chiara kan fortælle, at nogen har malet brigadernes røde stjerne på væggen i bibliotekets elevator.

DER er en sval ubønhørlighed i forløbet. Den mest nidkære ideolog blandt de fire fører lange samtaler med Moro for at få ham til at forstå og i praksis billige sin egen død. Mod slutningen deler filmen sig og løber i to parallelle spor. I et drømmende skær ser vi Chiara give sine kammerater sovemedicin, så Moro om natten kan forlade lejligheden og gå smilende hjem gennem daggryet. Men i den hårde hovedstrøm af virkelighed er der ingen udveje. Moro får sin »dom« læst op og bliver henrettet efter planen, atter off camera.

   Fordi Bellocchio fravælger spændingsskabende tricks, og fordi han ikke åbenlyst vælger side, har man som tilskuer mulighed for og overskud til at se sagen fra både Brigadernes, Moros og omverdens vinkel. Den eneste faktor, som ikke bliver frikendt, er Vatikanet. Vi ser den sygdomssvækkede pave læse Moros brev og beslutte sig for ikke at reagere. Endelig udsender han en erklæring om, at De Røde Brigader må overgive sig betingelsesløst. På dette tidspunkt ville en hvilken som helst tilnærmelse få Brigaderne til at vente.

GODMORGEN nat er en virkningsfuld film med flere dobbelte bunde. Der er rig lejlighed til at leve sig ind. Man kan have fysiske flashbacks til tiden og huske, hvordan vi tænkte og agerede i 1970erne, som denne tilskuer gjorde, eller man kan drage den uundgåelige forbindelse til nutidens politiske forbrydelser og reflektere over midler og mål.

   Kritikken af Kirken er derimod et internt katolsk anliggende. Det var dén, der gjorde Godmorgen nat til en omdiskuteret succes i sit hjemland. Bellocchio blev fornærmet, fordi filmen »kun« fik en manuskriptpris på årets Venice Film Festival og endda blev talt ned af lokale jurymedlemmer. Også hans forrige film, L’Ora di religione (da. Min mors smil) fra 2002, havde teologisk (dobbelt)moral på sin kunstneriske dagsorden. 

   Det er en skarp og saglig mikrofortælling, der holder sig strengt til de indre processer. Bellocchio havde behandlet terrorismen og talt med flere brigademedlemmer i dokumentaren Sogni infranti (1995, int. Broken Dreams). I 2022 vendte han tilbage til stoffet i Esterno notte (Exterior Night), en seks timer lang miniserie, som fortæller makrohistorien og anlægger et panoramisk perspektiv på voldens tid og »anni di piombo«. Venstrefløjens syndefald kan endelig ses med en vis form for klarhed, i hvert fald fra den aldrende filmskabers vinkel.***

EXTERIOR Night fik biografpremiere som en spillefilm i to dele. Uden for Italien bliver den streamet i seks episoder. Aldo Moro og hans hustru, Eleonora Chiavarelli, spilles af Fabrizio Gifuni og Margherita Buy. Forvandlingskunstneren Toni Servillo gentager ikke sin indsats fra Paolo Sorrentinos Il Divo, hvor han blev ét med rollen som Giulio Andreotti, den politiske overlever. I stedet er han castet som pave Paul 6. Exterior Night streames på Viaplay – og 83-årige Marco Bellocchio er allerede stærkt tilbage i Cannes med Rapito (Kidnapped).****  

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008); De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; De tyske terrorister | Andres Veiel: Hvis ikke os, hvem så? (2011); Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000); Julia von Heinz: Und morgen die ganze Welt (2020); In the Name of the Father: Gerry Conlon 1954-2014; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Efterbilleder: Terrorangrebet i fælleskulturen [Re: 9/11]; Steven Spielberg: Munich/München (2005); Kenneth Branagh: Belfast (2021); Philip Roth: Amerikansk pastorale (1997); Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008) [Danmarks Besættelse 80 år]; Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen].

*) Det samme skete i Tyskland, da Rote Armee Fraktion i oktober 1977 henrettede den 62-årige Hanns Martin Schleyer, som var formand for Forbundet af tyske arbejdsgiverforeninger (BDA). Modsat Moro havde Schleyer belastende træk i sin baggrund. Som ung var han medlem af Hitler Jugend, og under 2. verdenskrig blev han officer i SS, hvor han fungerede som Richard Heydrichs næstkommanderende. Disse forhold trådte i baggrunden, da RAF foretog likvideringen. RAF tog Schleyer som gidsel den 5. september 1977 og krævede 11 RAF-medlemmer løsladt fra Stammheim-fængslet i Stuttgart. Kravet blev gentaget i forbindelse med flykapringen i Mogadishu den 13. oktober 1977. Helmut Schmidts forbundsregering nægtede at forhandle med terroristerne. Man tilbageholdt løsesummen, som blev rejst af Schleyers familie, og situationen i Mogadishu blev løst ved en kommandoindsats den 17. oktober. Dagen efter tog tre RAF-medlemmer deres liv i Stammheim: Andreas Baader, Gudrun Enslinn og Jan-Carl Raspe. Ulrike Meinhof havde hængt sig i sin celle den 9. maj 1976.  

**) Navnene er ændret, men Buongiorno, notte bygger på brigademedlemmet Anna Laura Braghettis (f. 1953) bog om sin rolle i bortførelsen, Il prigioniero (1998), som hun skrev sammen med journalisten Paola Tavella. Psykologien er ikke den samme. Braghetti fortsatte arbejdet ufortrødent og deltog i flere terroraktioner. Den 12. februar 1980 udførte hun og Bruno Seghetti attentatet på Vittorio Bachelet, vicepræsidenten for det øverste retslige råd. Hun blev arresteret i maj samme år og afsoner en livsvarig fængselsdom. De øvrige vogtere i »folkets fængsel« var Prospero Gallinari og Germano Maccari (1953-2001), der poserede som Braghettis samlever. Det var kolonnelederen Mario Moretti, som kontrollerede operationen og førte samtaler med Moro. Moretti påtog sig ansvaret for drabet i retten. Han blev arresteret i 1981 og afsoner seks livstidsdomme.

***) »Anni di piombo« – »blyets år« – er betegnelsen for perioden 1968-1982, da krigsførelsen mellem det yderste venstre og højre [med aktiv medvirken fra kriminelle organisationer som 'Ndrangheta og diverse politienheder] var på sit højeste. Navnet er en tilpasning af den italienske titel på Margaretha von Trottas film Die blauerne Zeit (1981), som i fiktiv form fortæller om søstrene Christiane og Gudrun Ensslin. I Danmark hedder filmen De tyske søstre.

****) Rapito (eller La conversione) havde verdenspremiere på Cannes Festivalen den 23. maj 2023. Den historiske film er autentisk baseret og beskriver, hvordan en jødisk dreng, Edgarto Mortara fra Bologna, i 1858 blev fjernet fra sin familie og opdraget i Vatikanet, hvor han gjorde gejstlig karriere. Med andre ord en film om katolsk antisemitisme og en øvelse i etnisk arrogance, der udspringer af samme menneskesyn som de amerikanske tvangsadoptioner af børn fra indianske nationer, finske og svenske forædlingsprogrammer med samer i Lapland, australske opdragelseslejre for børn fra den oprindelige befolkning og danske forsøg med anbringelse og indoktrinering af grønlandske børn. Steven Spielberg arbejdede i 2016 på en film om Edgarto Mortara, før han opgav projektet. Bellocchio har skrevet Rapito i samarbejde med Susanna Nicchiarelli (som instruerede Trine Dyrholm i Nico, 1988). 

Buongiorno, notte (Godmorgen nat). Instr. & manus: Marco Bellocchio. Foto: Pasquale Mari. 105 min. Italien 2003. Dansk premiere: 15.04.2005

Fotos: Filmalbatros/ Rai Cinema/ Sky/ MiBAC/ Festival de Cannes/ Wikimedia Commons

Filmen streames ikke i DK – i Italien på RAIPlay og YouTube [Cinema]

Ingen BD-udgivelse – DVD fra Artficial Eye CURZON (UK) 21.03.2006

Miniserien Esterno notte (2022) streames på VIAPLAY med titlen Exterior Night

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2005

Paolo Sorrentino: Il Divo (2008)

DEN EVIGE ANDREOTTI
Nærbillede af det politiske dyr

Af BO GREEN JENSEN

CANNES Festivalen 2008 blev en sejr for den nye italienske filmkunst, som igen var ved at nå niveauet fra 1960ernes og 70ernes guldalder. Ganske vist gik Guldpalmen til en fransk film – Laurent Cantets Entre les murs (da. Klassen) – men to italienske film tog de næststørste priser. Matteo Garrone fik årets Grand Prix for sin hårdkogt realistiske Gomorra, et fletværk af fortællinger fra Camorra-klanernes Napoli, mens Paolo Sorrentino modtog le Prix du Jury for sin ekstravagante Il Divo, der var en af årets store positive overraskelser.

   Il Divo er et stærkt karikeret portræt af Giulio Andreotti (1919-2013), der i en menneskealder fungerede som Italiens premierminister. Syv gange dannede Andreotti regering på vegne af partiet Kristne Demokrater. Uanset hvordan det politiske vejrlig så ud, var den evige Andreotti en faktor.

   Ifølge filmen herskede han ved en blanding af terror, intriger og afpresning, som ikke adskilte sig fra Il Camorras. Det migræneplagede magtmenneske var en opportunist i særklasse. Han var uden politiske idealer, men ville sælge sin sjæl for at regere. Mafiaen støttede hans kandidatur, og besværlig modstand blev skaffet af vejen ved vold, hvis parlamentarismens værktøjer ikke slog til.

SORRENTINOS film går stik modsat den brutale realisme i Gomorra. Il Divo er en politisk kunstfilm, der benytter alle de æstetiske virkemidler fra tidens pop cinema. Som satire er filmen langt mere effektiv end Nanni Morettis Il Caimano (2007), der på samme måde angreb Silvio Berlusconi, i øvrigt et af Andreottis store fjendebilleder.*

   Her er tredimensionelle titler, som vendes og drejes inde i billedet, fræsende radiohits, spraglede eksplosioner og ikonografiske slowmotion-sekvenser i stilen fra Tarantinos Reservoir Dogs, når Andreotti og hans ministre møder på arbejde. Trods hovedpersonens bizarre natur lykkes det Sorrentino at skabe empati og formidle en paradoksal sympati for den kronisk søvnløse enspænder, et mix af suveræn majestæt og grå eminence, der lever en stor del af livet om natten, når han endelig kan gå i fred.**

HER er også indklip med Aldo Moro, partifællen og kollegaen/konkurrenten, der i 1978 tages som gidsel og myrdes af De Røde Brigader. Det er en af de eneste sager, som giver Andreotti samvittighedsnag. Ellers er han af væsen en fisk, der ikke lader sig bevæge af noget. Toni Servillo spiller ham fremragende. Han er skiftevis hård og fortabt som den ensomme ministerpræsident.

   Il Divo siger utvivlsomt endnu mere til Sorrentinos landsmænd, men har rigeligt på hjerte som det er. Andreotti var 90 år, da filmen fik premiere. Veteranen fungerede stadig i politiske sammenhænge, skønt han var blevet dømt og frikendt og dømt igen i en række parodiske korruptionssager.

ANDREOTTI så Il Divo, før filmen blev offentliggjort. Han havde ingen kommentarer til sit portræt, men skal have sukket og spurgt, om man dog ikke kunne have ventet i fem år med at lave den. I Cannes sagde Sergio Castellitto på juryens vegne, at han betragter Gomorra og Il Divo som tematiske tvillinger. Skønt formsproget er vidt forskelligt, taler begge film om de skjulte magtstrukturer, som arbejder under overfladen i vestlige demokratier. Det er muligvis sådan i Italien. Forhåbentlig gælder det ikke i samme grad for Danmarks vedkommende.

PAOLO Sorrentino (f. 1970) har fra begyndelsen været en skarp billedmager, som især holder at udforske afhængighed og ubehag, aldrig mere isnende end i La conseguenze dell'amore (2004), om en forretningsmand der vasker mafiapenge og i praksis er spærret inde på sit schweiziske luksushotel, eller anfægtende end i den stiliserede L'amico di famiglia (2006), hvor en fysisk og psykisk forkrøblet ågerkarl terroriserer sine omgivelser.

   I Il Divo rammer han målet præcist og sætter sit fingeraftryk mellem offerets øjne. Det er en formidabel og frapperende film, som man kan se flere gange uden helt at blive færdig. Vejen er banet for This Must Be the Place (2011), Sorrentinos første engelsksprogede film, og det for alvor modne arbejde i La grande bellezza (2013) og Youth (2015). 

Se også Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

*) Sorrentino nåede til at tegne portrættet af Berlusconi i sin ottende film, den to-delte Loro (da. Silvio og de andre) fra 2018. Det er også her Toni Servillo, som fremstiller det politiske dyr. Servillo har således både spillet Andreotti og hans ærkemodstander. I Nanni Morettis Il Caimano har Sorrentino selv en lille rolle. Mange af de Fellini-inspirerede ideer om Vatikanets pragt og dekadence er videreført og forstørret i de to miniserier, The Young Pope (2016) og The New Pope (2019-2020), som Sorrentino skrev og instruerede for HBO i Italien. 

**) Totalbilledet af en gruppe karakterer, der nærmer sig eller passerer kameraet, som et hold og typisk i slowmotion, er blevet en trope; en streng, som bare skal strejfes for at antyde hele akkorden. Måske var det Sam Peckinpah, der brugte tricket første gang i The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande). Mest ikonisk er det anvendt i Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning) om de første amerikanske astronauter. Jeg nævner Tarantinos Reservoir Dogs (1992, da. Håndlangerne), men kunne have fremhævet Michael Bays Armageddon (1998) eller Pixar-filmen Monsters, Inc. (2001) af Pete Docter. Thomas Vinterberg bruger stilgrebet både i Kollektivet (2016) og (i slingrende ironisk form) i Druk (2020). Den kritiske term for sekvensen er »Power Walk«. 

 Il Divo (Il divo: La straordinaria vita di Giulio Andreotti). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 110 min. Italien 2008. Dansk premiere: 14.08.2009.

Fotos: Indigo Film/ Curzon Artificial Eye/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Cinematrailersnet [MPI English Language Trailer via YouTube]

Filmen streames på MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.08.2009