Ridley Scott: All the Money in the World (2017)

ALLE DEN GAMLE MANDS PENGE
Christopher Plummer som J. Paul Getty

Af BO GREEN JENSEN

SKULLE man falde for fristelsen til at tro, at penge kan veksles til lykke, må man granske eksemplet J. Paul Getty. Getty var verdens rigeste mand i sin tid, en moderne kong Krøsus, der efterlod sig en personlig formue på to milliarder dollars. Men fri eller mæt blev han aldrig.

   Oliemagnaten var gift fem gange og boede dog alene de sidste 30 år af sit liv. Det sluttede i 1976, da han døde på godset Sutton Place i England. Getty var 83. Liget blev fløjet til Los Angeles og begravet på den ejendom i Pacific Palisades, hvor Getty Center ligger i dag.

   Gettys liv er en fabel for sig, men det er ikke den historie, som Ridley Scott fortæller i All the Money in the World. Her handler det om barnebarnet John Paul, en gylden dreng på 16 år, som i 1973 blev kidnappet af calabriske gangstere og holdt fanget i et halvt år, mens familien Getty og bortførerne forhandlede om løsepenge.

   Først blev der krævet 17 mio. dollars. Summen blev talt ned til 3,2 millioner af den unge mands mor, Gail Getty, som var rigmandens eks-svigerdatter. Getty nægtede pure at betale eller forhandle. Han sagde – ikke uden rimelighed – at han havde fjorten børnebørn. Hvis han gav efter, ville han inden længe have fjorten kidnappede børnebørn.

DER var meget mere i sagen, først og fremmest bitre familiehistorier. Gettys nærighed var legendarisk. Da Sutton Place blev indrettet, fik milliardæren installeret en mønttelefon, fordi gæsterne foretog kostbare opkald. Han brugte sine penge på den kunstsamling, som i dag udgør J. Paul Getty Collection.

   John Paul havde været Gettys favorit. Hans tøven var også et forsøg på at irettesætte den eneste svigerdatter, som havde sagt fra over for hans magt og hans penge. Da bortførerne sendte John Pauls afskårne øre, gik Getty med til at betale den del af løsesummen, som kunne trækkes fra i skat. Resten kunne Gettys søn låne – til en årlig rente på 4 pct.

I FILMEN bliver Gail Getty spillet af Michelle Williams, som altid kan skabe en stærk karakter. Mark Wahlberg er Fletcher Chase, en forhenværende CIA-agent, der fungerer som Gettys forhandler. Både han og politiet tror, at John Paul selv har iscenesat kidnapningen. Det er De Røde Brigaders mest aktive tid. Der er mange interesser på spil.

   Man husker måske, hvordan sagen endte. Ellers vil All the Money in the World blot virke stærkere. Det er i udgangspunktet en enkel thriller, som klipper mellem familiens intriger og den bortførte og hans vogter, som efterhånden demonstrerer en variation af Stockholm-syndromet. Den del af filmen er spændende, tæt og intens.

   Scott er dog mere interesseret i miljøet og den moralske lignelse, som ligger i stoffet. Måske føler den 80-årige instruktør, der har fået sin vilje i mange forhold, et slægtskab med den mistænksomme Getty, som var 80 år i 1973. Det er i hvert fald kun Getty og Gail, der for alvor har noget at sige. Sikkerhedschefen er længe et ciffer, men træder så i karakter.

DET er en meget velfortalt film. Sidst jeg havde samme følelse af at se en autentisk baseret spændingshistorie, der så at sige vender blad for én, var da Steven Spielberg lavede koldkrigsthrilleren Bridge of Spies. Der er den samme historiske årvågenhed, og begge film er bedre end det litterære forlæg – som i Scotts tilfælde er John Pearsons Painfully Rich: The Outrageous Fortunes and Misfortunes of the Heirs of J. Paul Getty.

   I parentes bemærket er filmen interessant, fordi den var færdigindspillet med Kevin Spacey som Getty, da #MeToo-kampagnen tog fart. Scott tog en hurtig beslutning, fyrede den faldne stjerne og genindspillede alle hans scener med Christopher Plummer i rollen.

   Dét er bemærkelsesværdigt. For det første er der hverken dissonans eller kontinuitetsfejl. For det andet er Plummer det bedste ved filmen. Den 88-årige kapacitet har både alderen og fysikken til at spille Getty. Kun i et flashback til 1940ernes Saudi-Arabien er Plummer oplagt for gammel. Med Spacey i rollen må det have været en ren sminkefest.

ALLE rejser sig med opgaven og gør en tarvelig pengehistorie til et moralsk, men aldrig moraliserende lærestykke. Det lykkes at nære en vis sympati for alle de involverede parter, inklusive den benhårde Getty.

   Han ville være en Citizen Kane, hvis ikke William Randolph Hearst allerede havde spillet den rolle. Det var for resten det følgende år, 1974, at bladmogulens barnebarn, Patty Hearst, blev bortført af amerikanske terrorister og for en tid gik over til den mørke side af Ungdomsoprøret.

   Det var en anden tid. Selv Ridley Scott var yngre og alternativ. All the Money in the World begynder med romerske natbilleder, filmet i sort-hvid som hos Fellini. I et flashback fra Marokko synger Mick Jagger »Wild Horses« på afstand. Getty kærtegner barnet på Albrecht Dürers Maria mit der Birnenschnitte, malet i 1512.

   Hvem ved, hvad den rige mand ser til slut? Det kunne næsten være et »Rosebud«, han hvisker.

RIP Christopher Plummer 1929-2021

Se også Ridley Scott: Blade Runner - The Final Cut (1982/2007); Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100];  Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: The Last Duel (2021); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

All the Money in the World. Instr.: Ridley Scott. Manus: David Scarpa. Foto: Dariusz Wolski. 133 min. USA-Storbritannien 2017. Dansk premiere: 01.02.2018.

Fotos: Imperative Entertainment/ Sony Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Film streames på Apple TV, Blockbuster, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 15.07.2019

Trykt i Weekendavisen Kultur 02.02.2018

Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015)

MAN VÆLGER MELLEM KNIV OG PISK

Den græske bølge breder sig 

Af BO GREEN JENSEN

DET er næsten en naturlov, at fornyelsen i filmen flytter fokus. Det sker sådan cirka hvert syvende år. Det betyder ikke, at storværkerne pludselig brager igennem eller lige så brat klinger af. Snarere ligner bevægelsen de bølger, som både branche og kritikere holder af at iagttage og beskrive.

   Efter danske Dogme 95-film kom de mexicanske multiplot-fortællinger og en ny slags socialrealisme fra det post-kommunistiske Rumænien. Festen og Idioterne; Amores perros, Crash og Babel; 4 måneder, 3 uger og 2 dage var store, trendsættende titler. Fra 2010 og et godt stykke frem blev Grækenland et af fornyelsens steder.

   Der var først en lokal ouverture. Athina Rachel Tsangari (f. 1966) studerede film i New York og Austin. Hun og partneren Matt Johnson (som har klippet alle Tsangaris film) samlede fem års amerikanske optagelser i The Slow Business of Going (2000), som blev vist på Thessaloniki International Film Festival og New York Underground Film Festival. De kom hjem til Athen og etablerede produktionsselskabet Haos Film, som stadig er uhyre aktivt.

   Tsangari producerede Kinetta, som i 2005 blev Yorgos Lanthimos' første lange spillefilm. Han var til gengæld producer og assistent, da hun skrev og instruerede sin første film på et større budget. I 2009 scorede Lanthimos det første græske art house hit med Dogtooth, som banede vejen for Tsangaris’ fabulerende Attenberg (2010).

DOGTOOTH var en øvelse i politisk dressur. Tre teenagebørn forlod aldrig huset og haven. Forældrene gav verden sære navne. En blomst var en zombie, en kusse en meget stærk lampe. En kvindelig sikkerhedsvagt blev kørt ind for at have sex med sønnen. Til slut slog en af pigerne sin visdomstand ud med en håndvægt. Det lykkedes i tredje forsøg.

   Efter Dogtooth lavede Lanthimos Alperne (2011), en mere diffus film i den dislokerede genre, hvor banale ting bliver bizarre. Psykiatere lejer sig ud til familier, der netop har mistet et medlem. De træder ind i et ekstemporalspil og bliver for en stund til de døde. Konceptet fungerer, indtil der sker forrykkelser i gruppen. Så bryder systemerne ned som i Dogtooth.

   Dogtooth blev kåret som bedste film i Un Certain Regard-kategorien i Cannes. Den fik siden utallige priser, bl.a. en Bodil og en Oscar. Attenberg gjorde lykke i hovedkonkurrencen i Venedig, hvor Ariane Labed modtog en Coppa Volpi for bedste kvindelige hovedrolle.

   Lanthimos skiftede sprog med The Lobster og fokuserede absurdismen i The Killing of a Sacred Deer (2017), før han viste sig at være den perfekte instruktør til det britiske The Favourite-projekt (2019). Tsangari kom via novellefilmen The Capsule (2012) til prestigeprojektet Chevalier (2015), som var Grækenlands Oscar-bidrag dét år. I 2020 instruerede hun BBC/HBO-miniserien Trigonometry. Begge instruktører finder stadig plads til Ariane Labed, hvis det kan lade sig gøre. I The Lobster er hun stuepigen på det kursted, hvor forvandlingen foregår.

THE Lobster er en dystopisk hverdagsfabel, som foregår i et samfund, der ligner en støvet version af vort eget. Konformitet er netop nøgleordet. I denne verden er det forbudt at være enlig. Bliver man alene, er der 45 dage til at finde en ny partner. Lykkes det ikke, forvandles man til et dyr.

   Man vælger selv, hvilket dyr det skal være. Disse ting kan bare lade sig gøre. Lanthimos interesserer sig ikke for logistik. Det er svært at snyde proceduren, skønt mange forsøger. Der skal være fysisk overensstemmelse og en vis gensidig tiltrækning. Skønt ordet sjældent kommer op, skal der faktisk være kærlighed.

   Hængeøret David (Colin Farrell) tager livet lidt for roligt. Da hans kone forlader ham, bliver han ikke jaloux, men tøffer videre sammen med hunden Bob, der faktisk er hans inkarnede bror. David har dejteint og begyndende topmave. Han ligner en forsikringsmand i et tv-spil fra 70erne.

   Da han bliver udspurgt af myndighederne og skal vælge sit dyr, får filmen en forklaring på sin titel. Og David bliver automatisk interessant. Det er, som da Niels Olsen skal vælge et bilmærke i Den eneste ene. For hvilken slags mand kunne tænke sig at blive til en hummer?

PROCESSEN finder sted på en facilitet, der ligner et budgethotel. Alt ved den forvrængede verden i The Lobster er hverdagsagtigt og lavfuturistisk, mere Kafka, Buñuel og The Office end sci-fi i sædvanlig form.

   På hotellet får David lidelsesfæller som Den læspende Mand (John C. Reilly) og Den haltende Mand (Ben Whishaw), der har ekstra svært ved at finde et match. Han beslutter at gå all in for Kvinden uden Følelser (Angeliki Papoulia) og foregiver i flere dage at være grusom, hånlig og følelseskold.

   David kan dog ikke holde masken, for han er ikke som de andre. For den sags skyld er ingen som alle andre. Lanthimos er interesseret i, hvordan systemerne presser individet til ekstremer. Her gælder det en følelsesmæssig fascisme, som David siger fra overfor. Da tager publikum ham endelig til sig.

LEDELSEN gør, hvad den kan. Stuepigen (Ariane Labed) gnider sig op ad de mandlige gæster, og i en særligt sørgmunter scene prøver hotellets bestyrer (Olivia Colman) at ryste partnerne sammen med en danseaften.

   Enkeballet ligner en kontorfest med farvede drinks, serpentiner og chips. Discokuglen drejer, og en aldrende crooner gør sit for at aktivere amorinerne. Alle ser til med en udtryksløshed, der får den sidste stemningsbrik til at passe. Tonen er deadpan som i en komedie af finske Aki Kaurismäki.

   I periferien bliver de uheldige singler kasseret. Anden del af filmen udspiller sig i skoven mellem hotellet og den nærliggende by. Her lever en gruppe militante partisaner, som anføres af den karismatiske Léa Seydoux.

   David forelsker sig, denne gang ægte og kompromisløst, i en nærsynet kvinde, som spilles af Rachel Weisz. Partisanlederen gør noget grusomt, der får sympatien for dissidenterne til at dale. Skoven ligner de fredløses fristed i François Truffauts filmudgave af Fahrenheit 451.

MAN vælger mellem kniv og pisk i denne verden. Latteren er stadig mørk, men også mere generisk. Tonen er for krøllet til, at man får den »det-kunne-være-nu-og-her«-oplevelse, som dystopier lever af.

   The Lobster er optaget i Irland. Lanthimos og Filippou er flyttet til London med en plan om fremover at arbejde på engelsk. Næste projekt er en thriller, som bliver optaget i Cincinnati og har Farrell og Nicole Kidman i hovedrollerne. Titlen er i hvert fald markant: The Killing of a Sacred Deer.

   Det går stadig stærkt for den græske weird wave. Også The Lobster er mærkelig, lun og seværdig. Men omplantningen fra græsk til engelsk har trukket tænderne ud på den grusomme humor, der var særlig for Dogtooth. The Lobster er blevet en fabel med filter, som trods alt ligner et par andre film.

Se også Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100]; Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder. 

The Lobster. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Efthymis Filippou og Yorgos Lanthimos. Foto: Thimios Bakatakis. 119 min. Grækenland-Irland-UK-Frankrig 2015. Dansk premiere: 25.08.2016

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Film4/ Protagonist Pictures/ A24/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures Home Entertainment 19.01.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.08.2016

Athina Rachel Tsangari: Chevalier (2015)

SOLSKIN OMBORD

Til søs med den flydende frimurerloge

Af BO GREEN JENSEN

INSTRUKTØREN er en 50-årig kvinde, men skibet er ladet med testosteron. Allerede titlen er skrevet i maskulin kode. Chevalier betyder ridder, herre, kavaler. I nyere tid med en tone af noget nonchalent og overskudsagtigt.

   I Athina Rachel Tsangaris absurde fabel sejler seks handyr rundt i Ægæerhavet på en chartret yacht. Båden er et af de flydende statussymboler, man ser i havne ved Middelhavet. Der er en (ærekær) kok og en (aldrende) kahytsdreng til at tage sig af praktik og logistik. De seks er mænd af klassisk støbning, helte i deres egen optik, der ser sig selv som moderne versioner af Jason.

ARGONAUTERNE udgør et hemmeligt broderskab. De aspirerer til den livsstil, som skibsrederen Aristotle Onassis var eksponent for. Det fremgår, at sejladsen er et fast ritual og at vinderen af årets turnering bliver den regerende mester med ret til at bære Chevalier-ringen. Det fremgår ikke, hvad konkurrencen går ud på. Reglerne bliver justeret ad hoc, og pointsystemet er impressionistisk.

   Doktor, en distingveret mand i tresserne, er den aktuelle Chevalier. Ombord er også hans kronprins, Christos, der måske skal overtage både praksis og datter, hvis ikke det lykkes Yannis, en arrogant forsikringsmand, at gøre lægens datter gravid. Man får et glimt af hendes mund i en skypesamtale på Christos’ laptop. Ellers er der ingen kvinder med i Chevalier.

   Nogle er alfa, nogle er beta, andre helt uden for kategori. Dimitris er en lavstammet allergiker, som bor hos Mor og har badeforbud. Han er med, fordi han er bror til Yannis. Tættest på Herkules-typen er Yorgos, en sej mand med skæg og olympiske krøller, som synes at nyde sejladsen oprigtigt.

   I Norden ser vi få græske film og kan derfor ikke genkende skuespillerne, som alle er veteraner. Undtagelsen er Vangelis Mourakis fra Stratos (2014), en mærket mand med et skævt stenansigt og fantastisk sørgmodige øjne. Han spiller Josef, som kunne være Yorgos om ti år, når affældigheden sætter ind.

ATHINA Rachel Tsangari (f. 1966) og generationsfællen Yorgos Lanthimos (f. 1973) var banebryderne i den græske weird wave, som ankom cirka samtidig med gældskrisen. Han instruerede Dogtooth (2009), som hun var med til at producere. Tsangari skabte selv den varmere, men ikke mindre skæve Attenberg (2010).

   For begge er dialogen det stærkeste virkemiddel – foruden humor, løs struktur og et fravalg af narrative konventioner. Der er en grundlæggende inkongruens mellem virkeligheden og sproget, som beskriver den. 

SPILLET udarter, som dagene går. Doktor måler drabanternes penis og blodsukkertal. Der er konkurrencer i alt mellem himmel og jord: at fange blæksprutter; at reagere hurtigst på nødråb; at holde op med ryge og savne det mindst. Publikum kan aldrig vide, hvor meget der indgår i planen.

   Mændene mødes på dækket for at samle cd-reoler fra IKEA. I totalbilledet står de slanke tårne tilbage som monolitter. I kabyssen har kok og kahytsdreng deres egen turnering i gang. Sidstnævnte rapporterer, at Doktors status skrider, ringen strammer om hans finger. Men det er uklart, om han lyver. De to konkurrerer i godtroenhed.

   Der er udtalt fortrængning, som ikke forklares. Om natten står Josef ved spejlet med en kolossal erektion og kalder på hvem som helst, der vil nyde synet. Han tilbyder alle en hård ridetur. Doktor pacificerer satyren, og næste morgen taler ingen om episoden.

   Christos spiser søpindsvin. Dimitris danser til Minnie Ripertons »Lovin’ You« og scorer mange point. Yannis krakelerer og raser åbenlyst. Der er især verbale konfrontationer. Kahytsdrengen beskriver et blodbad, men mændene skilles i god ro og orden. Klubben har kåret en ny chevalier.

DER findes flere slags absurdisme. Chevalier følger modellen fra Beckett og Pinter, som er skåret tæt på de (magt)strukturer, vi kender. Resultatet ligner de franske film, som Luis Buñuel og Jean-Claude Carrière skabte sammen først i 1970erne: Borgerskabets diskrete charme, Frihedens spøgelse, Begærets dunkle mål etc.

   Filmen har manuskript af Efthymis Filippou, som skrev Dogtooth og The Lobster til Yorgos Lanthimos. Man savner Tsangaris egen vinkel. Hun var mere skarp i den Markis de Sade-agtige skildring af en skole for piger i novellefilmen The Capsule (2013), hvor hemmelighederne både blev vist og bevaret.*

   Christos Karamanis har fotograferet i brede, atmosfæriske billeder. Skal den bedste mand vinde, er intet for godt.

TSANGARI kaster et muntert blik på den flydende frimurerloge. »Er mine lår for tykke?« spørger Josef konsterneret, da Dimitris har kaldt ham en panda. Fordi reglerne er så absurde, bliver der ikke for alvor sat noget på spil.

   Chevalier er ikke for praktiske sjæle. I afsættet ligner sejladsen en herretur på linie med John Boormans Deliverance (1972, da. Udflugt med døden). Forventer man sådan en film, bliver man skuffet. De samme mandstyper afslører sig, men der er intet narrativt pay off og derfor ingen katarsis til slut.

*) Tsangari præsenterer i novellefilmen The Capsule en kølig kønsmyte, som desværre tangerer det manierede – ikke mindst i brugen af frapperende digitale effekter. I et kloster på Hydra bliver seks unge kvinder trænet til alt, hvad der venter. Øvelser i ydmygelse giver fablen et præg af intellektuel pornografi. En syvende pige fungerer som præstinde. Hun knytter en af novicerne til sig, og eleven kan tage hendes rolle til slut.

   The Capsule varer kun 35 minutter. Tsangari skrev filmen i samarbejde med Aleksandra Waliszewska, den polske billedkunstner, som også var med til at designe produktionen og udførte den surrealistiske plakat. Jeg så The Capsule – som på dansk kunne hedde Frøhuset – ved en klausuleret visning på Thessaloniki International Film Festival i 2012. Det var opfølgeren på den internationale succes med Attenberg og det første nye fra Tsangari i et par år. De lokale forventninger var skruet op. Filmen skulle have verdenspremiere i Sundance to måneder senere. Det var muligt at se den på forhånd, fordi Tsangari studerede filosofi i Thessaloniki, før hun tog til USA og blev uddannet som instruktør på University of Texas i Austin i 90erne. Alle græske filmfolk har et hjemmebaneforhold til den traditionsrige festival i Thessaloniki.

   De græske kritikere stod i lang kø og diskuterede lidenskabeligt bagefter. Jeg tror nok, at de fleste var skuffede. Der er dog billeder, som bliver hos en, og det er interessant at se to kvinder kaste et kønskritisk blik på de totalitære indvielsesritualer, som filmen iscenesætter i ånden fra Markis de Sade. Der er både Saló og Suspiria i filmen. Den taksonomiske tilgang foregriber metoden i Chevalier, som bruger maskuline troper i et andet æstetisk register. Det er interessant at se eller gense The Capsule. Det kan af og til lade sig gøre på MUBI. 

Chevalier. Instr.: Athina Rachel Tsangari. Manus: Efthymis Filippou & A.R. Tsangari. Foto: Christos Karamanis. 105 min. Grækenland 2015. Dansk premiere: 06.04.2017

Fotos: CineMaterial/ Haos Film/ The Match Factory/ Strand Releasing/ MoMA/ Øst for Paradis

Filmen streames på Rakuten TV og YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio Canal 14.11.2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.04.2017

Athina Rachel Tsangari: Attenberg (2010)

DEN GRÆSKE BØLGE

Athina Tsangari bryder igennem

Af BO GREEN JENSEN

GRÆSK film har forvandlet sig fra en ælling til en svane. Køligt elegante kunstfilm som Yorgos Lanthimos’ Dogtooth (2009) og Athina Rachel Tsangaris Attenberg er blevet noget, enhver festival må have med i paletten.

   Der er vel at mærke ikke tale om enkeltstående titler. Under slagnumrene bobler et vækstlag af film, som med prunkløs realisme skildrer den sociale virkelighed i katastrofeøkonomien – f.eks. Stanos Anastopoulos’ Correction fra 2007 – eller afsøger alle bevidsthedens lag som i Alexis Alexious’ metagyser Istoria 52 (2008).

   Før 2000 var der kun Costa-Gavras og Theo Angelopoulos. I 10erne kunne man pludselig tale om en veritabel græsk bølge af fornemme film.

   Attenberg følger den 23-årige Marina (Ariane Labed), som sammen med veninden Bella (Evangelia Randou) venter i en by ved kysten, hvor hendes far bliver behandlet for cancer. Marina har en blokering i forhold til sin seksualitet. Hun udforsker kroppen sammen med Bella og spørger sin far om de fysiske processer. Filmen leger med ordene på samme måde, som den fascistiske kernefamilie gjorde i Dogtooth. At demonstrere sproglig fremmedgørelse må for de græske filmskabere være lige så vigtigt, som en dialektisk dialog var i post-kommunistiske film fra Rumænien.*

ATTENBERG er dog også en legende, morsom og sanselig film. Det fantastiske billede af veninderne, der slikker på hinandens tunger, mens kameraet ser dem fra siden, findes allerede i første scene. »Hvordan føles min tunge?« »Som en snegl. Det er ulækkert. Jeg vil ikke mere,« siger Marina. Det vil hun dog alligevel, da en fremmed flytter ind på hotellet. Processen er langstrakt, og manden bliver udspurgt om alle kønnets mysterier, men Marina nærmer sig indvielsen lige så sikkert, som hendes far bevæger sig mod døden. På god græsk vis hænger tingene endelig sammen.

   Det er ikke en film, som fortæller. Den observerer og viser situationer, som tilskueren selv må sætte i orden. Far og datter holder af at se David Attenboroughs naturfilm – heraf titlen – og viser hinanden hengivenhed ved at sige som aber, der gør sig til. Marina og Bella spadserer i støvler og kitler, taler om freudianske sexdrømme og agerer synkront som dansende fugle. Det er enkle og fantastiske billeder, som Thimios Bakatakis arrangerer med symmetri og økonomi. Netop fordi der ikke er råd til episke storproduktioner, går filmskaberne ind i de enkelte menneskers liv.

MARINAS far dør. Bella sender ham godt afsted, og Marina tager selv den hårde tørn med at ordne begravelsen. Hun vænner sig til et liv uden ham. Ingen agerer på noget tidspunkt teatralsk. Som tilskuer er man bjergtaget og føler sig hensat til franske og spanske film fra 1960erne, da den samme slags kølige blik sidst blev kastet. De nye film fra Grækenland er udtryk for en abstrakt realisme, der formår at lade form og sjæl smelte sammen, så det føles som inderlig virkelighed. I Dogtooth var resultatet preciøst og lidt hysterisk. I Attenberg er det simpelt hen mageløst.

*) Jeg tænker på film som Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage (2004) og Corneliu Porumboius Politi, adjektiv (2009). Især i den rumænske bølges første år var der altid en centralt anbragt scene, hvor en person med magt beskrev sin magt og den totalitære logik i strukturen. Fosterfordriveren gør det i Mungius film. Hos Porumbuiu taler politiassistenten med den lakoniske kommissær, som fører en nær-monolog. Ti år senere handler det om statslig korruption og nødvendig bestikkelse i Mungius Baccalauréat (2016, da. Prøven). Porumbuiu har simpelt hen opgivet sproget i den absurdistiske gangsterfilm om The Whistlers (2019). Her kommunikerer man med fonetiske fløjt.

Attenberg. Instr. og manus: Athina Rachel Tsangari. Foto: Thimios Bakatakis. 95 min. Grækenland 2010. Dansk premiere: 08.09.2011

Fotos: Haos Film/ Cinematerial/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Amazon Instant og iTunes

Trykt i Weekendavisen Kultur 09.09.2011 

Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100]

GUDERNES VREDE
Evig tragik i moderne forklædning

Af BO GREEN JENSEN

FAMILIEN Murphy har det hele. Steven (Colin Farrell) er en stjerne på hospitalet, hvor han fungerer som hjertekirurg. Anna (Nicole Kidman) arbejder som øjenlæge. Parret tjener så mange penge, at der er råd til et lille palads. Sønnen Bob og datteren Kim er rene mønsterbørn.

   Det er faktisk svært at sætte en finger på den idylliske ramme. Man kunne dog sige det samme om kernefamilien i Dogtooth (2009), Yorgos Lanthimos' græske gennembrudsfilm, hvor han og medforfatteren Efthymis Filippou udviklede den absurdistiske signaturstil, som de siden har videreført i engelsksprogede produktioner som The Lobster (2015).

   Steven og Anna er gode forældre, som lever flade, næsten mekaniske liv i en hverdag, hvor folk fører endeløse samtaler om småting. Steven bliver præsenteret, mens han og en kollega diskuterer, om et armbåndsur skal fastgøres med rem eller kæde. Det giver Steven noget særligt, hvis Anna ligger stille og leverer »en fuld narkose«, når de elsker. Ellers er der få afvigelser fra den automatiske norm. Livet kører på velsmurte skinner.

   Men hvad er det så med Martin (Barry Keogh), den jævne unge mand, som begynder at følge med Steven? Først mødes de på isolerede steder. Så dukker Martin op på hospitalet og bliver behandlet om en æresgæst. Drengen stiller banale spørgsmål. Manden svarer ham som en far. Kolleger i kredsen ser undrende til.

DER går lang tid med at at afkode relationen, både for Anna og tilskueren. Og lad være med at læse mere, hvis forholdets nærmere væsen – og filmens usikre fundament – skal være en komplet overraskelse.

   Lad mig så røbe to ting for den læser, som fremturer. For det første er der en grund til, at filmens titel henviser til myten om Agamemnon, som måtte ofre datteren Iphigenia, da han dræbte en hellig hjort og påkaldte sig Artemis’ vrede. For det andet har Martin en klemme på Steven, som ingen bestikkelse er stor nok til at standse.

   Da forbandelsen kastes og fordrer et liv, nægter lægerne naturligt nok at anerkende den sorte magi. Deres medicinske specialer, hjerte og øjne, er ikke valgt i flæng. For nu bliver det tung og håndgribelig alvor.

   Lanthimos og Filippou står ikke tilbage for Euripides og Racine. Her er blødende øjne, konkret tortur og en regulært forfærdende scene, hvor alle i familien får sorte hætter på. Kirurgen skyder om sig i blinde, så skæbnen kan vælge, hvilken hjort der skal dø. Da det kommer så vidt, er de komiske takter fra begyndelsen glemt.

FILMEN er effektivt orkestreret. Den trykker på de samme knapper som Michael Hanekes Funny Games og Lars von Triers Antichrist, for nu blot at nævne nogle nyere eksempler på kunstfilm, der går gyserens vej. Cape Fear og The Shining kunne være andre forbilleder.

   Der er den truede kernefamilie, som infiltreres af fremmede kræfter. Der er mørke hemmeligheder, som gradvis bløder igennem normaliteten. Især er der udsatte mennesker i et kosmos, som enten er indifferent eller aktivt ikke vil os det godt.

   De græske filmskabere har i hvert fald en original signatur. The Lobster var en komisk dystopi med absurd accent. Her er grundtonen tragisk og ritualistisk. Det er både ægte horror og noget andet.

   For publikum ligger fornøjelsen i akkumuleringen af atmosfære. Farrell og Kidman tager hele registret i brug. Stemningen piskes i vejret med hysterisk musik fra klassiske kilder som Schubert og György Ligeti, der også var Stanley Kubricks foretrukne utryghedsskaber.

   Det er en mesterligt manipulerende film. Til gengæld kan jeg slet ikke se, hvad jeg skal med historien. Det klassiske tema bliver ikke større af moderniseringen. Og især bliver det aldrig specielt relevant.

   The Killing of a Sacred Deer var i konkurrence på Cannes Festivalen, hvor Lanthimos og Filippou modtog prisen for det bedste manuskript. Det er dybest set kunstfilm for kunstfilmens skyld. Interessant er forsøget dog hele vejen – fra diskussionen om rem eller kæde til skuddet, der fælder den hellige hjort.

Se også Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015); Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder.

The Killing of a Sacred Deer. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Yorgos Lanthimos og Efthymis Filippou. Foto: Thimios Bakatakis. 121 min. UK-Irland-Frankrig-USA 2017. Dansk premiere: 09.11.2017.

Fotos: Element Pictures/ A24/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | Curzon 05.03.2018

Bragt i Weekendavisen Kultur 10.11.2017

Brian De Palma: The Black Dahlia (2006) [Noir 100]

EN STUDIE I BESÆTTELSE

James Ellroys mørke steder

Af BO GREEN JENSEN

HENDES rigtige navn var Elizabeth Short, og hun var kun 24 år, da hun døde. Aviserne brugte store typer og kaldte kvinden »The Black Dahlia«, fordi hun levede let, døde i Hollywood og tog sin tøjstil fra Veronica Lakes figur i The Blue Dahlia (1946), George Marshalls film efter et (originalt) manuskript af Raymond Chandler, som året før havde været lidt af et hit. Den Sorte Georgines død var således pulp fiction og film noir fra begyndelsen.

   Elizabeth Shorts liv var ordinært. Hun medvirkede i en erotisk privatfilm og prøvede at få rigtige roller, men uden held og måske også uden talent. Det var måden, hun døde på, som var særlig. Det nøgne lig var skåret midt over. Det lå på en parkeringsplads, tømt for blod og grotesk skamferet. Et grin var skåret fra øre til øre. Der findes detaljerede fotos i politiets arkiv. Fordi mordet aldrig blev opklaret, fordi det var så brutalt, og fordi Den Sorte Dahlia kropsliggjorde hele undersiden af filmbyen, dens hedeste drømme og mest unævnelige længsler, fik sagen mytologisk status i skandalekulturen.

FOR forfatteren James Ellroy (f. 1948) blev mordet i særlig grad en besættelse. Ellroy var kun ti år gammel, da hans mor, en fraskilt sygeplejerske, blev voldtaget og myrdet på en parkeringsplads i Los Angeles. Heller ikke denne sag blev opklaret, og Ellroy har ofte – bl.a. i bogen My Dark Places (1996, da. Mine mørke steder) – fortalt levende om, hvordan Elizabeth Short og Geneva »Jean« Ellroy for drengen blev en pornografisk besættelse, som manden aldrig er sluppet fri af og skylder graden af besættelse i sit forfatterskab. Ellroy fik sit gennembrud med romanen The Black Dahlia (1987, da. Sorte Dahlia), en hyperhårdkogt og superslibrig fantasi over sagen, der dannede skole i 90ernes amerikanske krimifiktion.*

   Ti år efter Curtis Hansons filmatisering af L.A. Confidential (1997) forsøger Brian De Palma at dreje endnu en stilskabende film efter Ellroy. Det lykkes udmærket et stykke af vejen. Josh Hartnett og Aaron Eckhart er troværdige nok som kriminalbetjentene Bucky Bleichert og Lee Blanchard, der bliver besatte af sagen, og Scarlett Johansson er spektakulær som kvinden, der elsker dem begge. Hilary Swank er den dekadente Madeleine Linscott, som overtager Black Dahlia-personaet. I indklip ses Mia Kirshner som Short på sort-hvide filmstumper. De Palmas berygtede misogyni kan bevidnes, når man hører ham nedgøre den grædende wannabe.

DET bedste ved filmen er tidsbilledet. Der åbnes med en rekonstruktion af Zoot Suit-optøjerne i Los Angeles 1946, og det er en væsentlig pointe, at den myldrende gade er genskabt i studiet. Langt senere kommer Shorts lig til syne i kanten af billedet, da kameraet foretager en svimlende panorering hen over Hollywoods hustage. Tonen hos De Palma ligger tættere på brutaliteten og besættelsen hos Ellroy, end det var tilfældet i Hansons elegante pastiche.

ALLIGEVEL lykkes det aldrig for alvor filmen at overbevise. Der er enorme huller og forenklinger, nærmest skitseprægede passager, i Ellroys historie. Det fungerer som et stilgreb i bogen, men i filmen bliver det et problem. Især slutningen falder helt fra hinanden og reducerer den sidste time af filmen til en ærlig talt trættende variation over Raymond Chandlers The Big Sleep (1946) ifølge Howard Hawks og William Faulkner. Det er flot, og det flytter sig lifligt, på én gang kulsort og superkulørt, men man føler ikke den indre nødvendighed, vreden ved afmagt og desperationen, som hos Ellroy formelig brænder hver side.

Se også To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Brian De Palma: Redacted (2007).

*) Sorte Dahlia er dedikeret »Til Geneva Hilliker Ellroy 1915-1958. Mor: Med niogtyve års forsinkelse/ denne afskedshilsen skrevet med blod.« Epigrafen er fra digteren Anne Sexton (1928-1974): »Nu lægger jeg dig væk, min drukkenbolt, min sejlerven,/ Den første, som jeg misted; så kan jeg siden se på dig og elske dig igen.«

  Anne Sexton fik udgivet syv samlinger, mens hun levede, fra To Bedlam and Part Way Back (1960) til The Death Notebooks (1974). Hun havde netop afleveret manuskriptet til den formidable samling The Awful Rowing Toward God (1975), da hun tog sit liv. Ellroy citerer titeldigtet fra All My Pretty Ones (1962): »Now I fold you down, my drunkard, my navigator,/ My first lost keeper, to love and look at later.« Den skrivende bladrer i sin døde fars gulnede scrapbog og forholder sig til hans karakter. Hun ender med at tilgive ham for alle fejl og mangler.

   Anne Sexton gik sammen med Sylvia Plath i Robert Lowells skriveklasse på Boston University. En tid lang var de veninder. På ironisk vis kan digtet ses som en diametral modsætning til Plaths »Daddy«/»Farmand« i Ariel-digtene. Sexton er, ikke ganske retfærdigt, kommet til at stå i skyggen af Plath. Houghton Mifflin udgav The Compete Poems i 1981. Det er en forbløffende bog på 600 sider, som The Yale Co-Op heldigvis havde sat frem, da jeg havde min gang i butikken.

**) The Black Dahlia var første bind i sekvensen, som senere fik fællestitlen The L.A. Quartet. Los Angeles-kvartetten fortsatte i The Big Nowhere (1988, da. Ingenmandsland), blev næsten mainstream i L.A. Confidential (1990, da. De faldne engles by) og kulminerede i den frenetiske White Jazz (1992, da. Hvid jazz). Perspektivet forstørres, og alting vokser eksponentielt i Underworld USA-trilogien, der begynder med American Tabloid i 1995 og fortsætter i The Cold Six Thousand (2001, da. Et amerikansk dødstrip) og Blood's a Rover (2009, da. Den røde gudinde). I 2021 fylder Ellroy 73. Han er to bøger inde i endnu en L.A. Quartet. Perfidia (2014) og This Storm (2019) er ikke oversat til dansk.

   Curtis Hansons filmatisering af L.A. Confidential var et stort, øjeblikkeligt hit i 1997, hvor den blev vist på Cannes Festivalen. Jeg talte med James Ellroy i en time og havde kun forberedt to spørgsmål, fordi jeg ikke vidste, at interviewet var one-on-one. »Hey man, how's it hanging?«, sagde han, da jeg satte mig. Vi talte mest om Mine mørke steder, som netop var kommet på dansk. Helvedeshunden var venlig. Jeg husker det som en udmærket snak. Den er trykt, sammen med en længere udredning om L.A. Confidential og resten af kvartetten, i Det første landskab - Myter, helte og kunsteventyr (1999). 

The Black Dahlia. Instr.: Brian De Palma. Manus: Josh Friedman. Foto: Vilmos Zsigmond. 121 min. Tyskland-USA 2006. Dansk premiere: 17.11.2006.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Film[+]grab/ ScreenMusings/ FT

Filmen streames på SF Anytime og FILMSTRIBEN

Weekendavisen Kultur 17.11.2006