Bob Dylan: Murder Most Foul (2020)

ET UNATURLIGT MORD

Dylans sang om JFK giver genlyd i gaderne, som ligger øde

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2020: Også det amerikanske kulturliv er lukket ned af coronavirus. Og ligesom her er der hver dag signaler og beskeder fra kunstnere, der meddeler sig fra isolationen. Ikke alt bliver modtaget med tak. »We all hate you,« var en repræsentativ reaktion, da Jennifer Lopez sendte billeder af sin familie i haven fra luksusudgaven af social karantæne.

   Neil Young, der har sit eget meget aktive website med et musikalsk arkiv, man kan abonnere på (og som er det værd), har givet snekoncert. Madonna sidder (i England) ved sit arbejdsbord. January Jones laver mærkelig mikstur i sit bad. Mest anfægtende har Michael Stipe (R.E.M.) lagt en ny, spæd sang ud, som hedder »No Time for Love Like Now«.

   Alt dét er, hvad man kunne vente, og det bliver set og hørt og brugt i en stemning af fælles forståelse. Vi lever i en undtagelsestilstand. Ingen forventer udødelige værker. Det er i orden blot at meddele sig. Men alle holdt vejret en ekstra gang, da Bob Dylan uden varsel og helt uopfordret sendte en ny sang i luften forleden.

   

»MURDER Most Foul« er en meditation over mordet på John F. Kennedy i Dallas den 22. november 1963. Dylan undersøger eftervirkningerne i meget bred forstand og beskriver forløbet (som vi kender til hudløshed, og dét er en del af pointen) i et sprog, der er farvet af Shakespeare, tragedien om Hamlet, Prince of Denmark (1604) især.

   Det er Dylans første nyskrevne bidrag til noget, siden albummet Tempest udkom i 2012. Det er for den sags skyld det første, han har reageret med siden Nobelprisen i 2016. Triplicate fra 2017 var en samling af coverversioner, der dykkede dybt i The Great American Songbook.

   Den nye sang er et væsentligt værk, som har givet virkelig genlyd. Som Rolling Stone Magazine skrev i sin leder, er det musik, der taler til en traumatiseret nation: »For those of us who often turn to Dylan’s catalog for that very purpose, ’Murder Most Foul’ has arrived at the right time.«

SANGEN varer 16 minutter og 55 sekunder. Det er længere end både den novellistiske »Highlands« (hvor Dylan talte kunst med en skotsk servitrice) fra Time Out of Mind (1997) og »Sad-Eyed Lady of the Lowlands« fra dobbeltalbummet Blonde on Blonde (1966), der var skelsættende i sin tid, fordi skæringen fyldte en hel LP-side. Der er 165 verselinier fordelt på fem lange rimede strofer.

   Metrikken er relativt konsekvent. Der er i lang tid bare en violin og et ondulerende klaver. Syv minutter inde begynder en løs og lidt asynkron tromme, som af og til også bliver strøget over skindet, men der er aldrig et rytmisk forløsende løft, blot dette simrende mørke i nærheden af to basale akkorder. Det er med andre ord én lang mørkeblå blues, der snor sig som cigaretrøg:

It was a dark day in Dallas, November ’63

A day that will live on in infamy

President Kennedy was a-ridin’ high

Good day to be livin’ and a good day to die.

Scenen er sat, og det samme er sammensværgelsens tone: 

He said: ’Wait a minute, boys, you know who I am?’

’Of course we do, we know who you are’

Then they blew off his head while he was still in the car.

Stadig vender stemmen tilbage til en fordømmelse af mordet. Der er næppe adjektiver nok til at beskrive, hvor umådelig denne ugerning er:

Zapruder’s film I seen the night before

Seen it thirty-three times, maybe more

It’s vile and deceitful, it’s cruel and it’s mean

Ugliest thing that you ever have seen

They killed him once and they killed him twice

Killed him like a human sacrifice.

»ZAPRUDERS film« er den historiske 8mm-smalfilm, 486 billeder fastholdt på 26,6 sekunder, som amatørfotografen Abraham Zapruder optog i Dallas, da præsidentparrets limousine passerede Dealey Square og drejede ud på Elm Street. I dét gadenavn hører Dylans fortæller naturligvis også et popkulturelt ekko:

   

Put your foot in the tank and then step on the gas

Try to make it to the triple underpass

Blackface singer, whiteface clown

Better not show your faces after the sun goes down

Up in the red light district, they’ve got cop on the beat

Living in a nightmare on Elm Street.

The day they blew out the brains of the king/ Thousands were watching, no one saw a thing. Alle så til, men ingen lagde mærke til noget. Men Zapruder-filmen viser, hvordan »den magiske kugle« rammer JFK i hovedet, så han kastes til venstre og falder ind over sin hustru. Warren-kommissionen (og alverdens konspirationsteoretikere) har analyseret hver ramme i 57 år.

   I forbifarten – på associativ Dylan-manér – vil jeg blandt tusind JFK i Dallas-tekster anbefale romanen Flying in to Love (1992) af D.M. Thomas (som ingen rigtigt læser nu, men som er husket især for Det hvide hotel). Her optræder en nonne, som masturberer til slowmotionoptagelser af Zapruder-filmen og lægger hovedet helt tilbage, når filmen når det bestemmende sted.*

   Dylans store sang kender og forstår disse stemninger. Den husker alle navnene, for:

The day that they killed him, someone said to me, ’Son

The age of the Antichrist has only just begun...

***

VILE, deceitful, cruel, mean. Adjektiverne er utilstrækkelige synonymer, fordi intet ord kan rumme graden af mørk modsathed i det naturstridige kongedrab. Også det er jo i Hamlets ånd. »Murder Most Foul« tager sin titel fra Første Akt, Femte Scene, hvor Hamlets fars ånd taler til sønnen:

   »Revenge his foul and most unnatural murther.« »Murther?« siger Hamlet, og genfærdet uddyber: »Murther most foul, as is the best it is;/ but this most foul, strange, and unnatural.«

   Det er særdeles interessant at se, hvordan hver tid og dansk oversætter har strakt og vredet stoffet for at finde en passende formulering. Hos Niels Brunse, som næsten altid er klarest og mest kongenial, står der: »Så hævn et hæsligt, unaturligt mord!« »Et mord?« »Et mord så hæsligt som det altid er, men dette fælt, fordærvet, unaturligt.«

   Hos Edvard Lembcke var der tale om »et unaturligt, grufuldt snigmord«: »Et mord er altid grufuldt, men det her dog/ især er grufuldt, rædsomt, unaturligt.« Hos Vilhelm Østerberg handler det om at hævne »hans skændige, unaturlige mord«: »Et mord er skændigt allenstund, men dette/ skændigt som ingen, uhørt, unaturligt.«

   For Ole Sarvig er det vigtigt at variere endnu mere: »Og hævn hans hæslige, perverse mord!« »Hans mord? »Et hæsligt mord, for mord er altid hæsligt,/ men dette mer’ end hæsligt: sygt og ondt!« Johannes Sløk, som altid er den, der giver kontekst, er på samme bølgelængde: » – så hævn hans onde og perverse mord.« »Mord?« »Et mord er altid ondt, men dette er/ mer ondt end andre, sælsomt, unaturligt.«

JOHANNES Sløk (1916-2001) var ikke digter, men teolog og filosof. Han sætter altid sine valg i kontekst og skriver om vendingen »murder most foul« følgende:

   »Det er vigtigt fra begyndelsen at forstå, at den afdøde konge ikke kræver sit mord hævnet blot af personlige grunde, men fordi dets perversitet er blevet den pest, der har bredt sig i riget, og som må standses. For så vidt det blot havde været blodhævn i almindelig forstand, der blev forlangt, havde opgaven været overkommelig; men Hamlet er udfordret til at genoprette kosmos, bringe den guddommelige retfærdighed til veje, og det midt i en verden, der er blevet kaos. Det er dette forhold, der skaber de endeløse vanskeligheder.«

   

***

PRÆCIS det samme gælder for Kennedy-drabet i Dylans vision. Det er dét, der har vendt verden på vrangen og vredet tiden af led. I hele resten af »Murder Most Foul« bliver smittevirkningen fulgt fra 1963 til nu gennem (især) musikalske henvisninger, der griber ind i og definerer tiden.

   Der er samtidig er en konspiratorisk fortæller, som mumler videre i Shakespearsk betoning og har den samme fortrolige medvidervinkel som Satan (den faldne oprører fra Miltons Paradise Lost), som vi møder med en vis forståelse i den klassiske Jagger/Richards-sang om at have »Sympathy for the Devil«. Det er også djævelen nede fra »the crossroads«, hvor blueslegender aflægger deres ed:

I’m goin’ to Woodstock, it’s the Aquarian Age

Then I’ll go over to Altamont and sit near the stage...

Der er en henvisning til The Who og Pete Townshends ikoniske rockopera:

Tommy, can you hear me? I’m the Acid Queen

I’m riding in a long, black Lincoln limousine

Ridin’ in the back seat next to my wife

Headed straight on in to the afterlife

I’m leaning to the left, I got my head in her lap

Hold on, I’ve been led into some kind of a trap...

   

Ride the pink horse down that long, lonesome road

Stand there and wait for his head to explode

Play ’Mystery Train’ for Mr. Mystery

The man who fell dead like a rootless tree

Play it for the reverend, play it for the pastor

Play it for the dog that got no master

Play Oscar Peterson, play Stan Getz

Play ’Blue Sky’, play Dickey Betts

Play Art Pepper, Thelonius Monk

Charlie Parker and all that junk

All that junk and ’All that Jazz’

Play something for the Birdman of Alcatraz...

   

Det bliver ved og ved, og for hvert nyt navn folder lytteren selv en film af associationer ud i sit resonanskammer. Det er hele vejen rytmen og rimet, der styrer forstanden, med en blanding af vilkårlighed og lovmæssighed. Min favorit er kupletten:

Play ’Merchant of Venice’, play ’Merchants of Death’

Play ’Stella by Starlight’ for Lady Macbeth.

For til slut fører strømmen tilbage til Dallas, og der bliver i en vis forstand rundet af:

Don’t worry, Mr. President, help’s on the way

Your brothers are coming, there’ll be hell to pay

Brothers? What brothers? What’s this about hell?

Tell them, ’We’re waiting, keep coming,’ we’ll get them as well

Love Field is where his plane touched down

But it never did get back off the ground.

DET er den første JFK-sang, som fuldt ud matcher Phil Ochs-klassikeren »Crucifixion« (1966).** Det er 60 års kulturhistorie i flugten eller en drøm, der kommer ud af bilradioen med Wolfman Jacks stemme. Det er et majestætisk riff på Shakespeare, og det er den helgenkårede digter, der for en gangs skyld tager profetrollen på sig og svarer sin tid.

   I hvert fald er det en stor ny sang. Og det første og eneste gode, som er kommet ud af coronakrisen. Dylan lagde den på nettet ved midnat den 27. marts. Der var endda denne hilsen vedhæftet:

   »Greetings to my fans and followers with gratitude for all your support and loyalty across the years. This is an unreleased song we recorded a while back that you might find interesting. Stay safe, stay observant and may God be with you. Bob Dylan«

Se også Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012 og Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]

*) D.M. Thomas: Flying in to Love. 262 s. London: Bloomsbury, 1992. En forunderlig fragmentarisk vifte af fiktioner, som pendler i tid mellem 1962 og 1992. Den relevante passage står på side 70: »Her head thumping as if it were in a clamp, she decided to run back the video and to go with it. Her skin tingled with excitement; she breathed quickly. The sensations brought back the sick, shivery expectation she'd felt as she stood in the Saturday afternoon street of shocked Dallas. She would take revenge for Sylvia, through something quite unspeakable. She spread herself more comfortably on the chair; and as the Lincoln approached she lightly rubbed the remote control against her tracksuited groin. As the shot struck home, she allowed her head to jerk back without restraint or guilt and her mouth to cry out in pleasure.« Se i øvrigt også JFK-sporet i David Bowmans (posthumt) udgivne Big Bang – A Novel (592 s. New York, Boston, London: Little, Brown and Company, 2019), der bruger Dallas-attentatet, tiden mellem dengang og nu + tusindvis af autentiske karakterer og kulturfænomener, meget som Dylan bruger musikkens historie i »Murder Most Foul«.

**) Fra albummet Pleasures of the Harbor (1967), hvor den indgår i et dramatisk orkestralt arrangement ved Ian Freebairn-Smith og Joseph Byrd. Byrd har forklaret: »Phil asked me to arrange the song. I really didn't think it should be arranged, because its power is in the simplicity of the lyric. But he wanted the kitchen sink: Schönberg, Stravinsky, Cage, electronic sound.« Den akustiske version på Chords of Fame, kompilationsalbummet, som udkom kort efter Ochs' død i 1976, er et fraklip fra koncerten, der er dokumenteret på Gunfight at Carnegie Hall (1975). I 1967 mødtes Ochs med Robert Kennedy og spillede »Crucifixion« for ham. Ifølge journalisten Jack Newfield fik RFK tårer i øjnene. Der er skrevet talrige analyser af Kristus-motivet i Kennedy-sangen. En af de bedste på dansk står i Thorkild Bjørnvigs Oprør mod neonguden – et essay om beat (1970). 

»Murder Most Foul« er sidste skæring på Rough and Rowdy Ways, Dylans 39. studiealbum, som udkom den 19. juni 2020. 

En kort version af teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.04.2020

John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998)

MASTER WILL

En frydefuld hyldest til liv og teater 

Af BO GREEN JENSEN

MARTS i det Herrens år 1999: En sjælden gang kan det lykkes at lave en komedie, som i kraft af sit lys og sin lethed får sunget, hvad mere seriøse fremstillinger har problemer med at stamme frem.

   John Maddens liflige Shakespeare in Love kommer til os med 13 Oscar-nomineringer i ryggen og en sværm af anbefalinger.* Det lyder for godt til at være sandt, men ser man bort fra den kåde sejrsstolthed, som i enkelte scener får Tom Stoppards vittige dialog til at overdrive charmen, er der virkelig ingen skyer på himlen. Shakespeare in Love er en magisk, ud over alle grænser velspillet film om kærlighed, liv og teater. Man forlader den smilende, svimmel og opstemt, for det er lidt som at se den syvende himmel. Jeg overdriver ikke. Her er virkelig en film, som De bør se med egne øjne snarest muligt.

ÅRET er 1593. Pesten har lukket Londons spillesteder, teaterdirektøren Henslowe (Geoffrey Rush) sidder i gæld, og hans husforfatter William Shakespeare (Joseph Fiennes) er ikke kommet videre med den komedie om Ethel, Piratens datter, som den trængte mand har bestilt.

   I det hele taget har Shakespeare problemer. Alle vegne hører han konkurrenten Christopher Marlowes navn, og musen Rosaline er ham utro med adskillige. Imidlertid har han fans ved hoffet. Jomfrudronningen – Judi Dench, som spillede dronning Victoria i Maddens Mrs. Brown (1997), har hér en orkan af en birolle** – sætter pris på Richard Burbages særopførelse af hans stykke, og i salen falder den fortryllende Viola de Lesseps (Gwyneth Paltrow) i svime til ordenes dans. Hun skal dog giftes med Jarlen af Wessex (Colin Firth). Så hvad skal det ende med? spørger vi os selv.

DET ender naturligvis godt på sin måde og helt i Master Shakespeares ånd. Men Shakespeare in Love er mere end en opfindsom variation over bardens figurer og faste tematik. For det første bygger Madden, Marc Norman og Stoppard et dampende levende London, som man sagtens kan forvilde sig i, skønt vi aldrig lades i tvivl om, at alt dybest set er teater. For det andet forelsker Fiennes og Paltrow sig så uimodståeligt, at det virkelig ligner den kærlighed, som Romeo og Julie er et tidløst udtryk for. Endelig føler vi smerten ved Marlowes død og sætter pris på dronningens kløgt. Elizabeth er selvsagt den deus ex machina, som genopretter balancen i verden, da teatermagien har gjort alle svimle.

I 1977 skrev John Mortimer en tv-føljeton, Will Shakespeare, der indeholdt mange af de samme elementer, og det er fremdeles en skam, at Anthony Burgess' roman om digterens liv, Nothing Like the Sun (1964), aldrig er dramatiseret. Ellers kan man ikke mindes et mere troværdigt Shakespeare-portræt, skønt Shakespeare in Love i mange henseender ser stort på den historiske akkuratesse.

   Stoppard genbruger flere tricks fra Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde (1990), men her er han interesseret i at hylde teatret, livet i almindelighed og Shakespeare i særdeleshed.*** Det lykkes filmen at give os del i spillernes begejstring, efterhånden som de indser, hvad Romeo og Julie er ved at blive til. Dét er virkelig ingen ringe bedrift.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

*) Shakespeare in Love vandt i kategorierne bedste film, bedste originalmanuskript, design af kostumer (Sandy Powell), scenografi (Martin Childs, Jill Quertier), kvindelig hovedrolle (Gwyneth Paltrow) og kvindelig birolle (Judi Dench). Best Picture-prisen blev inddraget i 2017, da AMPAS ekskluderede produceren Harvey Weinstein efter #MeToo-kampagnens afsløringer. Weinsten blev dømt i november 2020 og afsoner p.t. en ubetinget fængselsstraf på 23 år.

**) 30 år senere spiller samme Dame Judi digterens hustru, Anne Hathaway (1556-1623), i Kenneth Branaghs All is True (2018). Efter at have medvirket i, instrueret og bearbejdet så mange stykker af Shakespeare, at kun Laurence Olivier og Orson Welles kan konkurrere, spiller Branagh endelig mennesket selv i en vemodig og meget metabevidst fremstilling af den sidste tid i Stratford. All is True er en kærlig og kritisk dekonstruktion. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men i skrivende stund [06.08.2021] bliver den streamet på Viaplay.  

***) Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde lader to bipersoner fra Hamlet opleve begivenhederne fra deres egen begrænsede synsvinkel. Tom Stoppard (f. 1937) skrev sit stilskabende og skoledannende metaskuespil i 1964. Da var konceptet bredt ud til flere Shakespeare-arbejder, og stykket bar titlen Rosencrantz and Guildenstern Meet King Lear. Det blev uropført i sin mere fokuserede form på Edinburgh Festival Fringe i 1966. Frederik Dessau oversatte teksten til dansk i 1967, hvor den udkom i bogform hos Gyldendal. Som metateater er teksten selv inspireret af Samuel Beckett, men Stoppard var opmærksom på Rosencrantz and Guildenstern, A Tragic Episode, in Three Tabloids (1874/1891), en komisk satire i Kaptajn Klyde-genren, som dramatikeren W.S. Gilbert skrev, før han indledte sit samarbejde med komponisten Arthur Sullivan. Ideen har, med andre ord, en absurdistisk galgenhumor indbygget fra starten. Rosenkrans og Gyldenstjerne forstår aldrig de dybere lag og den større intrige, som de bliver udnyttet i. Øvelsen går ud på at sno sig om grundteksten, som publikum kender, og nå frem til det sted hos Shakespeare, hvor den engelske ambassadør meddeler Horatio og Hamlet, at »Rosenkrans og Gyldenstjern' er døde/ Hvor skal vi få vor tak?«. I 1990 instruerede Stoppard selv filmatiseringen med Gary Oldman og Tim Roth. Rosencrantz and Guildenstern Are Dead vandt Guldløven på Venice Film Festival. Dramatikeren har skrevet 55 filmmanuskripter, men Rosencrantz and Guildenstern Are Dead er hans eneste arbejde som instruktør. Filmen havde dansk premiere den 1. marts 1991 og var lidt af en showcase for Oldman og Roth. Begge var da unge løver med hver sit auteur-projekt undervejs. Oldman skrev og instruerede Nil by Mouth i 1997; Roth instruerede The War Zone i 1999.    

Shakespeare in Love. Instr.: John Madden. Manus: Marc Norman og Tom Stoppard. Foto: Richard Greatex. 123 min. USA 1998. Dansk premiere: 05.03.1999.

Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 24.01.2011

Weekendavisen Kultur 05.03.1999

Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015)

BLODETS TRONE

Moderne Macbeth med empatisk forklaring

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares Macbeth – »the Scottish play« – er en af de vildeste tragedier i digterens lange værkliste. Den er også en af de sidste, skrevet efter Kong Lear og i desillusion kun overgået af Coriolanus.

   De mørke stykker siger mere til dagens filmskabere end komedierne og romancerne, som blev endevendt for 20 år siden, da John Madden og Tom Stoppards Shakespeare in Love havde givet verden et lettere syn på den elizabethanske faderfigur. For intrigerne ligner tv-nyheder.

   Ralph Fiennes instruerede Coriolanus med sig selv i titelrollen i 2011. Den film kom aldrig i dansk distribution. Når det lykkes for Justin Kurzels Macbeth, skyldes det uden tvivl stjernernes navne. Filmen har dog mange kvaliteter.

   Kurzel foretager en bogstavelig læsning af tragedien om generalen og hans hustru, som bliver ødelagt af deres magtbegær og drevet til sindets yderste grænse. Hun falder ud over kanten. Han kan stadig se ironien, da heksenes profeti går i opfyldelse. Macbeth vil herske, indtil skoven marcherer mod hans slot. Det er som et af de politiske løfter, der gælder »indtil solen brænder ud«.

DET halve af Shakespeares tekst er intakt, men der er tilføjet flere faktorer. Kurzel gør alt for at flytte handlingen ud i det fri. Filmens første akt kulminerer i et episk slag, som stykket blot refererer. Her bliver det lige dele Braveheart, Kurosawa og Saving Private Ryan. Volden er aldrig abstrakt.

   Mere problematisk er forsøget på at give Macbeth og hans hustru en motivation, så vi forstår dem, skønt vi ikke billiger tronraneriet. Her har de mistet en søn. Udslettelsen af de andre familier er en forvreden måde at hævne sig på.

   Ydermere er der indført en kristen symbolik. Lady Macbeth sidder i en kirke, da hun taler om blodet, som ikke kan vaskes af, og borgen er fuld af formanende kors. Det passer til tiden, men ikke til teksten.

   At Shakespeare altid er moderne, skyldes ikke mindst stykkernes mangel på tro. Der er ingen teologiske dogmer og kun få religiøse billeder. Han undgik dem sikkert af hensyn til det prekære forhold mellem katolikker og protestanter, fordi man aldrig kunne vide med majestæter og mæcener.

DER er to ældre film, som Kurzel må forholde sig til. Orson Welles' Macbeth fra 1948 er filmet teater i én dekoration, som John Russell fotograferer fra alle tænkelige vinkler, både for at skabe en effekt af forvrængning og for at få produktionen til at se større ud. Welles lader Macbeth være en voodoo-dukke, som skæbnen stikker nåle i. Også han tilføjer en præst.

   Roman Polanskis version fra 1971 er tættere på Kurzel. Den har samme sans for den blodige bogstavelighed. Monologerne, især dén om brølet og vreden, som ingenting betyder, står klarere hos Polanski.

   Det samme gør pagten mellem Macbeth og hans hustru. Polanski prøver ikke at forklare deres handlinger. I hvert fald forsvarer han dem ikke.

MICHAEL Fassbender ser rigtig ud som Macbeth og er næsten for god til at gå i stykker. Marion Cotillard er mere usikker, men filmen registrerer forfaldet i deres forhold troværdigt. En banketscene, hvor gæsterne gøres til gidsler, er fremragende realiseret.

   Macbeth er essensen af de tragiske antihelte. Stykket blev skrevet til ære for James I, som blev Shakespeares sponsor ved dronning Elizabeths død. Han betragtede Banquo som sin stamfar og havde brug for royal propaganda.

   Det er ikke sådan, man læser teksten i dag. Man læser Macbeth som en fabel om grådige konger. Macbeth ender med at blive værre end sine fæller, men i begyndelsen er han den bedste mand i sin verden.

   Heri ligger tragedien, hos Kurzel såvel som i digterens urtekst.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/Stor ståhej for ingenting (1993) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015]. 

Macbeth. Instr.: Justin Kurzel. Manus: Jakob Koskoff, Michael Lesslie, Todd Louiso. Foto: Adam Arkapaw. 113 min. UK-Frankrig-USA 2015. Dansk premiere: 17.12.2015.

Fotos: See-Saw Films/ DMC/ Anton/ Film 4/ Creative Scotland/ StudioCanal/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 01.02.2016.

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.12.2015

Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999)

KÆRLIGHED GØR BLIND
90ernes sidste skærsommernatsdrøm

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeare skrev A Midsummer Night’s Dream midt i 1590erne. Stykket tog form gennem slutningen af årtiet og er første gang trykt i 1600. Da skuespillet blev opført på Hampton Court i 1604, var det en gennemprøvet favorit.

   Som ofte hos Shakespeare er metakræfter i spil. Tre handlinger snor sig, beriger hinanden og blander blod. Til slut gør en fjerde tekst status. Skovens magiske væsener udlever rænker og intriger. Alfekongen Oberon skal giftes med Titania. Der er fire dage til ceremonien.

   I samme eventyrskov overnatter to unge par fra Athen: Hermia og Lysander, Helena og Demetrius. De kunne være blomsterbørn. De skal til at tage hul på det hele.

   I byen skal hertug Theseus giftes med Hippolyta, amazonernes dronning. Seks svært teaterglade håndværkere øver sig på den forestilling, Pyramus og Thisbe, der skal opføres ved bryllupsfesten.

   Der er virkelig flyvende sommer i luften. Liv og teater smelter sammen. Det er prototypen på en romantisk komedie. Publikum har elsket den i 430 år.

EVENTYRSPILLET blev filmatiseret i 1909 og har siden været (mindst) 20 gange gennem forvandlingsmaskinen, der prøver at få levende film ud af teksttæt teater.

   Michael Hoffmans stjernebestrøede pragtudgave blev den sidste af 1990ernes mange Shakespeare-filmatiseringer. Hoffman blander britiske og amerikanske spillere i en tekstmæssigt meget trofast version, som scenografen Luciana Arrighi har skabt overdådigt fantasifulde rammer omkring. Alligevel lykkes det ikke filmen at ligne et nødvendigt bud på en eviggyldig fabel. Tværtimod fremstår den som overflødigt nips.

   Ligesom Trevor Nunns Twelfth Night (1996, da. Helligtrekongersaften) henlægger Hoffmans film forvekslingskomedien til en arkadisk eller utopisk kulisse, som der står det 19. århundrede på. Det giver de elskende par lejlighed til at færdes i skoven på cykler, hvilket i bedste fald virker excentrisk.

   Det er ikke nødvendigvis en god idé at anbringe Shakespeares Athen i Toscana, fordi tilskueren uvilkårligt sammenligner med Kenneth Branaghs anderledes vitaminrige Much Ado About Nothing (1993, da. Stor ståhej for ingenting), som faktisk havde en idé med at lade amerikanske stemmer bære halvdelen af dialogen. Men smukt ser det ud. Det er afgjort i billedstoffet, at denne skærsommernatsdrøm har sin kraft.

RUPERT Everett og Michelle Pfeiffer slipper med nød og næppe fra at virke absurde som Oberon og Titania. Stanley Tucci har derimod håbløse odds som Nis Puk.

   På menneskesiden fæster man sig især ved, at ingen af de fire unge elskende, som skal bære både dårskaben og bittersødmen ved forelskelsens omskiftelige væsen, formår at gøre indtryk på tilskueren - ja, man kan dårligt huske, hvem der er hvem, skønt Christian Bale spiller Demetrius, og Calista Flockhart (alias Ally McBeal) får rigtig mange chancer med sin figur. Sophie Marceaus Hippolyta er et distræt ornament, David Strathairn en decideret svag og fejlanbragt Theseus.

PÅ denne blakkede baggrund er det op til de raske og pudsige svende, som opfører stykket-i-stykket til slut, at redde dagen og bardens ære.

   Det lykkes først og fremmest i kraft af en overrumplende veloplagt indsats fra Kevin Kline, der som Nick Bottom (Rumpe eller Rendegarn) næsten tager bad i sin rolle, uanset om han er æslet, der undrende elsker med alfedronningen, eller den fødte frikadelle, der svanser og drejer sin time på scenen. Hoffman lader meget overbevisende stykket-i-stykket skifte farve, fra håbløs amatørfarce til gedigent bevægende menneskespil.

HER finder filmen for alvor sit ærinde, men det sker så sent, at det ikke er nok. Ellers er scenerne fra Titanias hof den eneste grund til at lade sig fortrylle. Elementer fra 1890ernes europæiske symbolisme, Gustav Klimt, Fernand Khnopff osv., er meget effektivt flettet ind i elverdronningens udstyr, og Hoffman citerer med velbehag flere filmiske kilder, især Jean Cocteaus La Belle et la Bête (1946, da. Skønheden og Udyret).

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Nøgler til livet: Tennessee Williams 1911-1983; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

A Midsummer Night's Dream (En skærsommernats drøm). Instr. & manus: Michael Hoffman. Foto: Oliver Stapleton. 121 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ New Regency Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ YouTube (Original 1999 Trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

DVD fra 20th Century Fox (UK) 09.09.2002

2K Blu-ray fra FilmConfect Home Entertainment (Tyskland) 09.02.2018

Sidste del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999