Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]

AT VÆRE TÆT PÅ STJERNERNE
Ny version af en gammel fortælling

Af BO GREEN JENSEN

DEN lille prins er en kær dreng med lyst, krøllet hår. Han kommer fra en planet – asteroiden B-612 – der er så lille, at solen står op og går ned hele tiden. Her passer han på en rose, som er smuk og fin og som fylder hans hjerte. Han renser hver dag de tre vulkaner, som findes på asteroiden. Ellers skyder baobabtræerne op og kvæler måske den kostbare blomst.

   Den lille prins lever i en fortælling, som forfatteren Antoine de Saint-Exupéry skrev i 1943. Bogens fortæller er en pilot, der er styrtet ned med sit fly i Sahara. I ørkenen møder han drengen, som har været vidt omkring i universet. Drengen siger enkle ting, som den voksne mand får en hel masse ud af.

   Den lille Prins er en af verdens mest læste bøger. Den er oversat til 250 sprog og trykt i 140 millioner eksemplarer. Også forfatterens andre bøger har haft et langt liv – især de to, som på dansk hedder Citadellet (1948) og Blæsten, sandet og stjernerne (1938).

DEN lille Prins er en af de børnebøger, som næsten er overtaget af voksne. De citerer fra den uafbrudt og sørger for, at du hører om den, faktisk uanset, om du er interesseret. Bogen er fuld af private symboler. For eksempel er rosen på B-612 identisk med forfatterens hustru, Consuelo, som kom fra El Salvador – i øvrigt også et lille land med tre vulkaner.

   Pilotens tanker er meget voksne og har at gøre med den politiske situation på det tidspunkt, hvor Saint-Exupéry skrev sin fabel. Det var under 2. Verdenskrig. Der er brug for noget ekstra – eller en masse forklaring – hvis man i dag skal lokke nye læsere til.

DERFOR er der lagt en ny historie rundt om den gamle i animationsfilmen, som Mark Osborne har instrueret. Først hører du om Pigen, der bliver ven med en gammel pilot. Pigen bor alene med sin mor, som har travlt med at tjene penge. Hun skal gå i den rigtige skole, og hendes mor lægger et strengt program.

   Pigen gør bestemt, hvad hun kan. Samtidig er hun betaget af historien om Den Lille Prins, som piloten tegner og skriver til hende. Det er fint farvelagte versioner af siderne i den rigtige bog. Den Lille Prins og alle, han møder – f.eks. Rosen og Ræven – er animeret ved hjælp af stop-motion teknik. Du kan næsten røre ved figurerne. Du kan i hvert fald se, at de er levende.

DERIMOD er pigens afsnit fortalt i glat computerstil. Den nye historie er bedst, når den bruger ting fra den gamle. På et tidspunkt ser Pigen sin mor fare rundt på en planet af samme slags som i bogen. Hun har travlt med ting, der intet betyder. Det er en rigtig god pointe, og der er flere, hvor den kommer fra.

   Der er i forvejen lavet mange versioner af Den lille Prins – fortællingen findes som opera, musical og ballet, og den er filmatiseret både med tegninger og levende skuespillere. Faktisk ville det ikke give mening at bruge den gamle historie, uden at tilføre den noget nyt. Her er det gjort i bogens ånd, som man siger.*

ANTOINE de Saint-Exupéry levede fra 1900 til 1944. Han blev født i Lyon i Frankrig og døde under 2. Verdenskrig, da hans fly faldt ned i Middelhavet. Der er forskellige historier om, hvad der skete. I hvert fald var det passende, at han døde på den måde, for flyvning fyldte hele hans liv.

   Det lange franske navn er svært, så amerikanerne kaldte ham bare »Saint Ex«. Han var pilot på et tidspunkt, da flyvning var forbundet med eventyr, fare og en masse romantik. Antoine fløj med post i Andesbjergene. Han elskede at være tæt på stjernerne. De fleste af hans bøger beskriver, hvor pragtfuld flyvefølelsen er.

DEN allerbedste af dem hedder Blæsten, sandet og stjernerne. Den tager udgangspunkt i den samme oplevelse som Den Lille Prins. I 1935 styrtede »Saint Ex« ned i Sahara, da han forsøgte at flyve fra Paris til Saigon i Vietnam, som dengang hed Indokina og var en fransk koloni. Det er sådan, at Piloten møder Den Lille Prins. Noget af det smukkeste ved fablen er dens skær af fatamorgana.

   Forfatteren døde, da han var mest populær. Der er i alle hans bøger en følelse af, at det hele kan slutte lige om lidt. Hver bog er skrevet, som var det den sidste. Blæsten, sandet og stjernerne hedder egentlig Terre des hommes – dvs. »menneskenes verden«.

DEN lille prins synes ikke om menneskenes verden. I filmen er det sørgeligt at se ham blive voksen og gøre rent for Forretningsmanden, der har købt alle stjernerne, så byen er mørk og helt uden glæde.

   Heldigvis kommer Pigen og redder sin Prins. Du er ikke ved at dø af spænding, men du vil nyde at besøge den tætte, lille verden, og du vil genkende mange træk hos de voksne, som heller ikke Saint Ex var så vild med. Måske vil du finde din Rose. Du skal i hvert fald hjem til din egen planet og læse lidt mere om Prinsen bagefter.

*) Blandt de mange biograf- og tv-udgaver er live-action-filmen The Little Prince (1974), som Stanley Donen instruerede i 1974, nok den mest vellykkede. Drengen Steven Warner spiller Prinsen, og Richard Kiley er piloten, der fungerer som forfatterens stedfortræder. Rollerne omkring dem er meget kreativt besat: Komikeren Gene Wilder spiller Ræven, og i episoden med slangen er det særlig interessant at se danseren og koreografen Bob Fosse (som instruerede bl.a. Sweet Charity, Cabaret og All That Jazz) på den anden side af kameraet. Der er (god) musik og (fine) sange af Frederick Loewe og Alan Jay Lerner, som skrev bl.a. My Fair Lady, Camelot og Paint Your Wagon (da. Når guldfeberen raser). Der er rigtig mange ting i filmen, som viser 1970erne fra årtiets bedste side.

    

Stanley Donens film er ikke en gennemskreven musical i fuld skala. Det er derimod den storslåede franske sceneforestilling, som Richard Cocciante og Elisabeth Anaïs skrev musikken og sangene til i 2002. Cocciante tog erfaringen fra Notre-Dame de Paris (1997), dvs. ikke-Disney-sceneversionen af Klokkeren fra Notre Dame, med sig til Le Petit Prince. Han har siden skrevet musicalen Giulietta e Romeo (2007), dvs. Romeo og Julie af William Shakespeare, sammen med tekstforfatteren Pasquale Panela. 

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makato Shinkai: Your Name (2016).

Den Lille Prins (Le Petit Prince/The Little Prince). Instr.: Mark Osborne. Manus: Irena Brignull & Bob Persichetti. 108 min. Frankrig-Canada 2015. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 09.06.2016.

Fotos: Onyx Films/ Orange Studio/ CPCT/ Canal+/ CNC/ Fundamental Films/ LPPTV/ Lucky Red/ M6 Films/ ON Animation Studios/ Paramaount Animation/ RTI/ SODEC/ Wild Bunch/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Forlaget Lindhardt og Ringhof/ Egmont/ Facsimile Dust Jackets, LCC/ Wikimedia/ The Times (Saint-Exupéry Portrait).

Filmen streames på FILMSTRIBEN, Google Play, HBO MAx, iTunes, SF Anytime, Viaplay og YouTube Movies

Teksten stod i Weekendavisen Faktisk 10.06.2016

Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016)

DET HANDLER OM VIRKELIGHEDEN

En hård og alligevel herlig historie

Af BO GREEN JENSEN

EN historie for hele familien om børn, der ikke har nogen familie. Det er sådan cirka, hvad denne film er.

   Mit liv som Squash er frarådet børn under syv. Det skal du faktisk tage ret alvorligt. Hvis du ser den med dine små søskende, er der meget svært stof, som må forklares.

   Drengen Ikaros er ti år, da hans i forvejen tyndslidte verden går i stykker. Hans far forsvandt på et tidspunkt. Hans mor sidder dagen lang og drikker øl foran tv’et nede i stuen. Ikaros har værelse på loftet. Han ser sin far som en superhelt, der fløj væk, og har malet hans billede på en drage.

   Det er Mor, der kalder Ikaros for Squash – du ved den dér tykke agurk, man skærer i skiver og steger. Hun dør ved et uheld. Hun har drukket for mange øl og kravler op ad stigen til loftet. Dét er i lang tid det værste for drengen. Det er ikke hans skyld, at moderen døde – men det var ham, der gjorde det.

DRENGENS sag bliver behandlet af en varm og venlig politimand, der hedder Rasmus. Han følger Squash ud til et stort, gammelt hus, hvor alle de anbragte børn har forfærdende historier. De handler om omsorgssvigt, stofmisbrug, vold og andre overgreb. Alt dét du ellers aldrig hører om i børnefilm. Det er fortællinger, der gør dig stille. For hvad kan du egentlig sige?

   Heldigvis er der gode voksne i huset, og Squash bliver en del af familien. Nogle af de andre børn har levende forældre, der ikke magter at tage sig af dem. Den hårdkogte Simon er først en værre plageånd. Men på bunden er han en god kammerat, og det er Simon, der redder Squash og Camilla.

HVEM Camilla er? Hun er pigen, der ændrer det hele for Squash og giver ham en grund til at smile. Hun er såret i sit inderste. Hendes mor blev dræbt, og hun så det. Nu vil Camillas moster tage sig af pigen, ikke fordi hun holder af hende, men fordi hun kan få penge af de sociale myndigheder.

   Squash er forelsket i Camilla. For første gang får han farve i kinderne. Politimanden Rasmus tilbyder at blive plejefar for begge børn. Samtidig gør Camillas væmmelige moster ekstra meget for at få niecen med hjem. En dommer skal afgøre sagen. Da det ser allerværst ud, tager Simon affære.

JEG ved godt, at man ikke skal røbe, hvad der sker i en film. Men den hér er så mørk – og alligevel både så vigtig og fin. Det kan være godt at vide, det ikke ender sort-i-sort. Det er ikke nogen Disney-film, hvor magiske kræfter hjælper prinsessen. Det handler om virkeligheden, og somme tider kan den være bedre endnu.

   Mit liv som Squash er animeret med stop-motion, dvs. at det er små figurer, som Claude Barras har formet i hænderne og flyttet billede for billede. Det svarer til gammeldags tegnefilm, der er lavet uden brug af computer.

   Det bedste sted i filmen er en weekend, hvor børnehjemmet tager på skitur. De leger i sneen og holder en sej dansefest. På skiskolen er der andre børn, som har forældre, der passer på dem. Børnene fra hjemmet og børnene fra de trygge familier ser på hinanden med store, undrende øjne.

CÉLINE Sciamma har skrevet filmen efter en bog af Gilles Paris. Hun er god til at skrive om svære emner. I 2014 lavede hun den film, som hedder Girlhood. Det kan være, din storesøster har set den.

   Der var en dansk film, Terkel i knibe fra 2004, som brugte den samme blanding af barsk virkelighed og børns ukuelighed. Den var bare mere anstrengt morsom og vild. Men begge film har hjertet på det rette sted. Det handler altid om varme og selvværd – og om at hjemme er noget, man har indeni.

I 2016 blev Ma vie de Courgette valgt som årets bedste europæiske animationsfilm. Den var også kandidat til en Oscar. Du skal se Mit liv som Squash, hvis du tør blive blød som en kogt agurk. Du vil godt nok sætte pris på din egen dødssyge familie bagefter.

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

Mit liv som squash (Ma vie de courgette). Instr.: Claude Barras. Manus: Céline Sciamma. Foto: David Toutevoix. 66 min. Schweiz-Frankrig 2016. Dansk premiere: 09.02.2017.

Fotos: Rita Productions/ Blue Spirit Animation/ Gébéka Film/ KNH/ RTS/ SRG - SSR/ Rhône-Alpes Cinéma/ France 3 Cinéma/ Hélium Films/ Office Féderal de la Culture/ Eurimages/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ Suissimage/ Angel Films/ CineMaterial.

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Faktisk 10.02.2017

Tove | Tove Jansson 1914-2001

PORTRÆT AF EN KVINDE PÅ REJSE
Tove Jansson danser til tidens musik

Af BO GREEN JENSEN

TOVE Jansson (1914-2001) var længe om at nå frem. Som kunstnerbarn ville hun selv være kunstner; der var egentlig aldrig et valg. Hun arbejdede i mange stilarter og materialer. Hun fik anerkendelse og syntes selv om det, hun skabte, i hvert fald nu og da. Men intet kom myldrende af sig selv som de tegninger, der med tiden blev til Mumiværket.

   Zaida Bergroths og Eeva Putros portrætfilm har tre gennemløbende spor. For det første billedet af den svævende Tove, der ses på filmens plakat. Hun danser vildt og asynkront til skiftende tiders musik. Rytmerne ændrer sig, dansen gør ikke. Det er essensen af den ustyrlige kunstner. Til sidst ser vi Jansson selv på en filmstump. Hun danser nøjagtigt lige sådan.

FOR det andet er der lysten til eksperimenter, som fører hende mange steder hen. Tove vil ikke lade sig begrænse. Da hun opdager, at elskov fungerer bedre med kvinder, står hun ved sine valg. Hun siger til sin kæreste, at hun har fundet et nyt værelse i huset. Han er prosaisk og tror, hun vil flytte. Men mener det godt og er åben, som Toves venner ofte er.

   I tredje spor handler det om at erkende, hvor talentet kommer til sin ret. Hun er en dygtig og alsidig kunstner, der leverer på mål og til tiden. Men i bøgerne om Mumidalen er hun magisk og taler helt ubesværet. Det er dét og den rigtige kærlighed, som hun skal bruge sit liv på at passe.

FILMSKABERNE lægger historien frem, så ingen kan være i tvivl, og Alma Pöysti er mere end overbevisende som den evigt søgende kunstner. Derfor kan filmen slippe af sted med at sige relativt lidt om livsværket.

   Tove handler mest om alt det, som ikke var Mumidalen. Det betyder ikke, at fantasien er underbelyst. I første scene sidder Tove og tegner Mumrik, mens Helsinki bliver bombet i 1944. Lige dét virker faktisk ikke troværdigt. Men forbindelsen er etableret. Mumi bliver ved at være der som krimskrams, der tager toppen af hverdagens trængsler og krav.

   Det hænger godt sammen med Janssons egen udlægning: »Historierne om Mumitrolden var i virkeligheden fra begyndelsen en form for eskapisme. Man flygtede ind i en verden, hvor alting var venligt og ufarligt. Måske søgte man tilbage til en barndom, der var meget lykkelig, og hvor det utrolige og det dagligdags hang ukompliceret sammen.«

   Det reducerer samtidig bøgernes styrke, som er en billedskabende urkraft. De er mere end ren eskapisme.

TOVE prøver altid at gøre sig fri. Det er aldrig modet og viljen, hun savner, men længe er retningen ikke bestemt. Det vigtigste er at træde ud af Fars skygge. Tove var datter af billedhuggeren Viktor Jansson (1886-1958) og Signe Hammersten (1882-1970), som var grafiker og designer.

   Signe bakkede datteren op. Viktor var en feteret mester, som fik anerkendelsen og de store legater, så der ikke var nogen til datteren. Han var – som filmen fremstiller det – ikke interesseret i, at Tove blev andet end klassicist. Han nedgjorde hendes moderne portrætter og kunne intet se i Mumiværket, heller ikke da universet blev en populær daglig stribe i avisen.

   Eller dét troede Tove livet igennem. For på et tidspunkt må Viktor have ændret standpunkt. Filmens bedste øjeblik kommer, da han er død. Signe overrasker Tove med en scrapbog. Her har Viktor samlet alt, hvad Mumi førte med sig. Måske så hun bare forkert. Måske var han stolt hele tiden. Tove begynder at græde. Reaktionen rammer også publikum i solar plexus.

FILMEN foregår i en lang parentes mellem opbrud og ankomst. Tove er 28, da hun flytter ind i et sønderknust atelier og begynder at skabe sin verden fra grunden. Seksuelt er hun altid eventyrlysten. Det er Tove, der tager initiativet, da hun møder politikeren Atos Wirtanen (Shanti Rooney).

   Atos har familie, men vil forlade den for Tove. Efter ti år giver hun ham sit ja. Han forstår dog, at hun helst er fri. Det er et forfriskende solidarisk portræt af en mand, der var feminist før sin tid.

FOR Tove bliver mødet med Vivica Bandler (Krista Kosonen) en bestemmende begivenhed. Hun forelsker sig stort i teaterpersonen, men Vivica er promiskuøs af princip. Til gengæld forklarer hun Tove, at malerierne er »fine nok«, men Mumiværket er noget særligt. Hun finder Kometen kommer i Toves bogreol. Det er første gang, at filmen viser, hvor populær Mumidalen er blevet.

   Siden foreslår Vivica, at de sætter en forestilling op på Lilla Teatern. Tove oplever glæden ved at se figurerne leve. En kontrakt med The Evening News sikrer hende økonomisk. Hun får et forhold til Tuulikki Pietlä (Joanna Haartti). I lang tid vil hun stadig komme, hvis Vivica vælger at fløjte. Men ikke da parentesen er slut.

DEN bedste Mumi-bog er, synes jeg, Det usynlige barn fra 1962. Det er den, hvor Ninni omsider bliver set og lærer at bruge sin stemme og le.

   Det er fantasygenrens adelsmærke, at den skaber en selvstændig virkelighed. De fleste biografier om Jansson – f.eks. Tuula Karjalainens Arbejde og kærlighed (2013) – bestræber sig på at forbinde Toves indre liv med Mumidalen. Det gør filmen ikke. Den anerkender, at Mumidalen findes og er sin egen verden. Men læser den ikke som allegori.

TOVE og Tuulikki skabte deres eget sted på skærgårdsøen Klovharun, hvor Jansson skrev Billedhuggerens datter (1968) og Sommerbogen (1972). I romaner som Den ærlige bedrager (1982) og novellerne i Rejse med let bagage (1987) begynder bevægelsen væk fra det biografiske og fantastiske. Det sene forfatterskab er ved at blive genopdaget, og der er ny interesse for billederne, som har stået i skyggen af Mumiværket.

   Astrid Lindgren og Tove Jansson er de store nordiske verdensbyggere. Det er derfor passende, at Tove har samme anslag som Pernille Fischer og Kim Fupz Aakesons film om Unge Astrid (2018). Tiden kan bruge de kvinders historier. Måske til mere, end vi gør os klart.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946.

Tove. Instr.: Zaida Bergroth. Manus: Eeva Putro. Foto: Linda Wassberg. 103 min. Finland-Sverige 2020. Dansk premiere: 03.06.2021.

Fotos: Helsinki-Film/ Anagram/ LevelK/ REEL Pictures/ Forlaget Carlsen/ Moomin Characters TM/ Tove Jansson Estate (All rights reserved)  

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, RakutenTV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.06.2021

Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946

DRØMMENE OG TIDEN
Det indestængte livs æstetik

Af BO GREEN JENSEN

HELENE Schjerfbeck (1862-1946) var den store modernist i finsk kunst. Selv samtiden kunne se hendes fortrin – og var benovet over den internationale opmærksomhed, som blev hendes værker til del. Schjerfbeck repræsenterede Finland på flere verdensudstillinger. I filmen om hendes liv er det tydeligvis en stor ting, at Ateneum i Helsinki viser tre værker af en nulevende kunstner.

   Et af billederne hedder Konvalescenten eller Den syge. Schjerfbeck malede det i St. Ives i Cornwall, hvor hun opholdt sig i 1887. Det er længe, før filmen begynder. Billedet forestiller et sygt barn i bedring; en pige, som sidder i en kurvestol i et køkken. I 2006 (har jeg læst mig til på Wikipedia) blev det nummer to i en national afstemning, som skulle kåre Finlands favoritmaleri.

   Det er et genrebillede af den slags, som vi i Danmark diskuterer efter Den Hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af en ung Marie Triepcke (senere Marie Krøyer). Vi har det også svært med Schjerfbeck-motiver som En såret soldat og Wilhelm von Schwerins død.

   Fordi hun levede længe og søgte konstant, er der mange faser i produktionen. Først er Schjerfbeck nordisk guldalder ganget med tre: Anna Ancher, Marie Krøyer, Vilhelm Hammershøi. Siden er inspiration taget ind fra bl.a. Whistler, Edvard Munch og Cezanne. Endelig er der kun kunstneren selv. Arbejdet er aldrig uden dybde. Bedst og mest moderne er billeder som Vasketøj (1883) hvor man ser lagener, der tørrer i græsset. Eller portrætter, hvor trækkene eksploderer.

ANTTI Jokinens spillefilm holder sig til perioden 1913-23. Her indledte Schjerfbeck et samarbejde med galleristen Gösta Stenman, som forstod at promovere hendes kunst. Stenmans assistent, Einar Reuter, skrev den første monografi om Schjerfbeck i 1917. Einar malede selv under navnet H. Athela. De indledte et forhold. Hun malede ham som Sømanden. Helene var 19 år ældre end Einar. Da han forlovede sig med en anden kvinde, var kunstneren stille i meget lang tid. Det er dette mørke, som Jokinens film undersøger.

FILMEN bygger på en roman fra 2004 af Rakel Liehu. Den findes på svensk, men ikke på dansk. Bogen bruger formentlig kunstnerens breve til at tegne et nærmest kubistisk portræt. Som Helene siger til Helena Westermarck (Krista Kosonen), da hun genoptager arbejdet efter sin mors død: »Jeg vil male et portræt, som får tilskueren til at falde på knæ.«

   De ler begge to, når hun siger den slags. Andetsteds er munden lukket på et selvportræt, fordi tavsheden definerer karakteren. »Endelig,« kommenterer veninden knastørt. Men hun elsker at lytte til Helene. Det er Westermarck, som tager sig af kunstneren, da Einar svigter. Det tager år at klinke skårene, og resultatet bliver aldrig helt godt.

HELENE er ikke en biopic i fuld skala. Der er ikke impressionistiske flashbacks til pigen, som så, hvordan verden begyndte; ingen (re)konstrueret erindring, som forklarer, hvordan Helene fik et svært forhold til sin dominerende mor. Familien prøver altid at presse Helene i retning ad kommerciel kunst. Lillebror Magnus siger ikke ét venligt ord om hendes værker.

   Sent i filmen sidder en scene, hvor Helene siger til sin mor, at hun vil ødelægge hende, hvis hun blander sig i hendes liv én gang til. Olga fnyser og tier. »Tror du mig?« insisterer Helene. Mere fnysen. Mere insisteren. Så siger den gamle kvinde endelig: »Ja, jeg tror dig.«

   Efter filmens diskrete begreber er det faretruende høj dramatik. Det er jo ikke ydre spænding, som driver Jokinens film. Tværtimod når han og fotografen Rauno Ronkainen deres mål ved altid at holde igen. Hver indstilling er sirligt og indgående komponeret, især når billedet henviser til Schjerfbecks egne motiver. Det kunne være ubærligt, en ren gennembladring af kunstnerens catalogue raisonné, men i praksis fungerer stilgrebet.

DA Einar maler, og Helene står bagved og ser på hans ryg, holder hun igen. Senere fatter hun ikke, hvordan han kunne misforstå hendes signaler. Det er med sådan et blik, det indestængte livs æstetik, at filmen betragter sin verden. Man får et chok, da Helene giver Einar en lussing, skønt det sker med års forsinkelse.

   Helene knuser kopper og mister grebet om virkeligheden, da Einar meddeler, at han har forlovet sig – ovenikøbet med Tyra på 18, som er indbegrebet af livskraft. Da galleristen kommer for at lokke hende tilbage til verden, lukker Helene sig inde i skabet, så han ikke kan se hende. Men ingen dikterer, hvad vi skal føle. Hun lytter til anmeldelsen, han læser højt. Så kommer hun ud og tænder op, for værelset er koldt. Heller ikke musikken angler. Der er højest sprød Satie og formel J.S. Bach på lydsporet.

HELENE Schjerfbeck havde et langt virksomt liv. Hun døde 83 år gammel og var mange flere faser igennem. En sluttekst oplyser, at hun og Einar forblev nære venner og skrev over 1.100 breve til hinanden. I filmen har han problemer med ét.

   Endelig står hun igen ved staffeliet. En fugl forvilder sig ind, og hun betragter den som en budbringer. »Drømmene og tiden løber fra os, skridt for skridt,« siger hun. »Til de forsvinder ud i horisonten. Og vi glemmer. Vi glemmer, hvad det var, vi prøvede at nå hele vores liv. Det eneste, som er tilbage til sidst, er rent, hvidt papir. Så finder vi henførelsen.«

DE sidste par minutter er et formalistisk højdepunkt. Atelieret glider umærkeligt over i konservatorernes værksted på det moderne Ateneum. Alt er lys og orden. Ti malerier bliver vist: et interiør; portrættet af Einar; pigen med rødt hår; det ikoniske selvportræt fra 1912; et andet med røde, hævede læber; MARIA med veninden Maria Wiik; den gamle mor i zarina-positur; igen interiøret, som viser en dør. Det er udgangen og indgangen. Det er disse billeder, som Jokinen har brugt til at give filmen struktur.

MAN får stor respekt og veneration for Laura Birn, der spiller Helene. Johannes Holopainen ligner næsten en ung August Strindberg i rollen som Einar Reuter. Han har vokset moustache og prøjsisk frisure, men hans kød lever på den rigtige måde. Der skal blyhvidt, harelim og viridian til at fange marmoreringens kompleksitet.

   Jokinens film er nede i disse detaljer. Derfor giver den en bedre skildring af den skabende maler end mange mere ekspressionistiske forsøg, som tager kaos og hallucinationer i brug, når de vil skildre fænomenet. Det er klart, at filmen bliver ved at forsøge. Det kan ikke lade sig gøre i noget andet medie.

   Helene er værd at løse billet til, også i en virtuel biograf. Den syner muligvis ikke af meget, men den sidder i kroppen længe bagefter.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022.

Helene. Instr.: Antti Jokinen. Manus: Marko Leino og Antti Jokinen. Foto: Rauno Ronkainen. 121 min. Finland 2020. 04.02.2021 [Streaming].

Fotos: Cinematic/ Stellar Film/ Picture Tree International/ Nordisk Film/ YLE/ IMDBpro/ CineMaterial/ Cineuropa.org/ Schirn Kunsthalle/ Ateneum/ helene.onlyhearts.co.jp (official website)/Wikimedia Commons

Filmen streames på GRAND HJEMMEBIO

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.02.2021.