Liv og teater: Kasper Holten: Juan | Mozart's Don Giovanni (2010)

ET STED I DEN EUROPÆISKE NAT

Evig forfører i nutidsforklædning

Af BO GREEN JENSEN

HAN er manden, der lever for at erobre så mange forelskede kvinder som muligt. Han bruger deres kroppe, før han knuser deres hjerter, og hvert forhold udgør en voldtægt, der kulminerer i kærlighedsakten. Det er vigtigt, at kvinderne giver sig hen, men det er mindst lige så vigtigt, at de gør modstand.

   Myten om den store forfører har levet gennem 500 år. Først var han en social pirat, der udfordrede hierarkiet. Siden blev han kunstneren, der ikke vil give køb på sin frihed. I dag kan man sende ham i terapi – eller »aflyse« ham som uforbederlig krænker – men Don Juan er uhelbredelig. Der er ingen kur for hans besættelse, og det er dén, som kvinderne tænder på.

   Han inkarnerer et evigt princip om at jage, men i sig selv har han hverken fred eller varme. Så han sætter pris på kvinderne, og på sin måde elsker han dem. Han fylder deres sjæle med sin egen mangel på sjæl. Bagefter ser han sig ikke tilbage, men når han træder parringsdansen, er der ingen elsker som Don Juan.

   Forføreren færdes i alle kunstarter. I musikken hører Mozarts opera Don Giovanni (1787) til de slidstærke fremstillinger. Den er filmatiseret flere gange, mest mindeværdigt i 1979 af Joseph Losey. Tiden er dog mere end moden til Kasper Holtens strømlinede opdatering, som angriber stoffet empatisk, men bestemt ikke uden respekt.

OPERAFILM er en distinkt undergenre med to eller tre hovedspor. Man kan filme en klassisk opsætning og blive i teaterrummet. Franco Zeffirellis versioner af La Traviata (1982) og Otello (1986) er eksempler. Skal værket varieres, kan man inddrage prøveforløbet, og scenebilledets kunstige virkelighed kan være en stil og et mål i sig selv, som det ses i Trollflötan (1975, da. Tryllefløjten), Ingmar Bergmans tv-udgave af Die Zauberflöte (1791).*

   Modsat kan man søge ud af teatrets kukkasse, bruge hverdagsrummet som realistisk arena eller udvide og forstærke virkeligheden med special effects, så resultatet ligner en filmmusical. Baz Luhrmanns (La Boheme, 1994) og Zhang Yimous (Turandot, 2000) overdådige operaproduktioner er udtryk for en praksis, der blev skabt i Hollywood.

TYPISK skal der strammes og beskæres. Man kan endvidere ændre den historiske baggrund og omplante forestillingen kronologisk. Mark Dornford-Mays U-Carmen (2005) udspiller sig i et sydafrikansk township, hvor teksterne bliver sunget på swahili. Kenneth Branaghs riff på Tryllefløjten, The Magic Flute (2006) er henlagt til skyttegravslandskabet i 1. verdenskrig. Patrice Chéreau fortolkede Wagner som borgerlig fabel, og Kasper Holten videreførte ideen i sin monumentale sceneopsætning af Ringen.**

   Det gør naturligvis en forskel, om man fortolker en klassiker eller præsenterer et originalt værk. Carlos Saura kan gå ud fra, at publikum kender sangen på forhånd, når han bruger Mozarts opera i Io, Don Giovanni (2009), der fortæller om digteren Lorenzo da Ponte (1749-1838), som skrev tekst til musikken. Ligesådan Milos Forman i Amadeus (1984), der bygger på et skuespil af Peter Shaffer. Derimod er ungaren Kornél Mundruczós Johanna (2005) en særdeles vellykket filmopera, komponeret til lejligheden af Zsófia Tallér. Her må man selvsagt prioritere musikken og lade hver tone stå. Til gengæld er der mulighed for at skabe en ny verden.

 

  

HOLTEN er konsekvent kontemporær i Juan. Han destillerer forviklingshistorien og forkorter værket med henved en time, så nøglescenerne samles i det sidste døgn af forførerens liv. Derved mister filmen sikkert en del af sin styrke som Mozart-version. Til gengæld kommer den tættere på kernen i Don Juan-myten, som er universel.

   Det skælmske præg af opera buffa trænger kun igennem sporadisk. Snarere er værket læst som en forførers tragedie. Det er den samme kolde ild, den samme eksistentielle umættelighed, som Manden inkarnerer i Federico Fellinis Casanova (1976).

LORENZO da Pontes libretto er oversat til mundret engelsk. Man synger om e-mails, siger fuck hele tiden, og Leporello bemærker om Zerlinas tilkommende, at »Massetto is losing it big time«. Stephen Frys tekst til Branaghs Tryllefløjten var lige så forhippet moderne. Dét er en satsning. Som Raymond Chandler sagde, ældes intet så hurtigt som slang. Man må derfor skabe sin egen, der er vaccineret mod tid.

   Juan (Christopher Maltman) er en karismatisk konceptkunstner med tjekket fysik. Assistenten Leporello (Mikhail Petrenko) dokumenterer hans erobringer, så de kan indgå i installationen The Woman Project, der er forførerens livsværk. Anna (Maria Bengtsson), Elvira (Elizabeth Futral) og Zerlina (Katija Dragojevic) gestalter tre evige kvindetyper.

   Handlingen er henlagt til en arketypisk storby (Budapest) et sted i den europæiske nat. Stengæsten, som stammer fra det ældste bevarede Don Juan-drama (Tirso de Molinas Bedrageren fra Sevilla, 1630), er en hjemløs, der skygger den festklædte kunstner. Han kunne være Døden eller Djævelen, men er i sandhedens time Forføreren selv.

BEDST forløst er skildringen af Juans umættelighed. Han agerer, takserer og manipulerer, men han nærer en sult, som ikke kan stilles. En særligt bevægende scene er dén, hvor han beskriver sin kærlighed til Kvinden. For tilskueren tror ham. Han synger til Elvira, mens han presser sin krop mod endnu en kvinde. Han jager en fred, som han aldrig vil finde, og dør på passende vis i en bil.

   Skal det være sådan, skal det slet ikke være. Også i Holtens version er Juan ufortrøden, men han vælger sin skæbne med samme trods som fortælleren i en sang af Bruce Springsteen. Da er han mere et menneske end et princip, og dét er styrken i filmens projekt. Myten lever. Sangen har vinger. Helten er blevet en mand af i dag.

Se også Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac | Liv og teater; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals; Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673 | Liv og teater. 

*) Et sjældent set Bergman-værk er Don Juan, der blev produceret for svensk skole-tv i 1965. Det var ikke Mozarts opera, men Molières komedie Dom Juan ou le Festin de Pierre (1665), som formidlingsopgaven handlede om. Her er synsvinklen hos tjeneren Sganarelle, som kommenterer sin herres mangel på gudfrygtighed. Bergman instruerede Ernst Hugo Järegård i rollen. Dom Juan debuterede i 1955 på Malmö Stadsteater. Don Juan bruger 1965-opsætningen på Dramaten. Bergman iscenesatte stykket for sidste gang i 1983 på München Residenztheater i Tyskland.

   Djävulens öga (1960, da. Djævelens øje) med Jarl Kulle og Bibi Andersson ligner, men er ikke helt filmskaberens eget take på en moderne Don Juan. Der er snarere tale om pligtarbejde. I Billeder (1990) skriver Bergman: »Djævelens øje fortsætter komedielinien. Selskabet havde købt en støvet dansk komedie, der hed Don Juan vender tilbage. Dymling og jeg indgik en skændig overenskomst. Jeg ville instruere Jomfrukilden, som han afskyede. Han ville, at jeg skulle tage mig af Djævelens øje, som jeg afskyede. Begge var vi meget fornøjede med vor overenskomst og syntes, vi havde narret hinanden. I virkeligheden havde jeg bare narret mig selv.« [s. 348] 

   Don Juan vender tilbage var et hørespil af Oluf Bang. Carl Anders Dymling var direktør for Svensk Filmindustri, det nuværende SF Studios. Billeder er oversat af Jørgen Stegelmann. Bogen former sig som en kommentar til erindringsbogen Laterna Magica (1987). 

 

**) Først og fremmest er Juan et kinetisk eksperiment, et forsøg på at skabe bevægelse og flytte dramaet ud af teatret. Der er ikke tale om Holtens definitive bud på Don Giovanni. Filmen blev til i vinduet mellem hans første periode på Det Kongelige Teater, hvor Ringen og Tannhäuser var højdepunkter, og hans turnus som operachef på Royal Opera House i London 2011-2017. Her blev Holtens Don Giovanni (2014), som kun har moderniteten til fælles med filmen, en fast del af repertoiret. Produktionen er genopsat fem gange, senest i september 2022. Scenografen Es Devlin har konstrueret en roterende bygning med åben facade, som muliggør næsten filmiske sceneskift. Holten kom tilbage fra London i 2018 og blev skuespilchef på Det Kongelige Teater. Siden har både Don Giovanni (i Christoffer Berdals instruktion), Molières Don Juan (i Anna Balslevs instruktion) og Amadeus (i Holtens egen version) været på plakaten. 

***) Poul Larsens monografi om Don Juan-motivet (Berlingske Leksikon Bibliotek, 1974) er en nyttig indføring i mytens ophav og anvendelse hos Tiro de Molina, Molière, Mozart, E.T.A. Hoffmann, Lord Byron, Chr. D. Grabbe, Honoré de Balzac, Alfred de Musset, Prosper Mérimée og Nikolaus Lenau. Den suppleres perfekt af Niels Barfoeds disputats Don Juan. En studie i dansk litteratur (Gyldendal, 1978).  

Juan (Mozart's Don Giovanni). Instr.: Kasper Holten. Manus: Mogens Rukov, Kasper Holten. Foto: András Nagy. 104 min. Danmark 2010. Dansk premiere: 07.04.2011.

Fotos: Blankov & Schønnemann Pictures [Stillfotograf: Steffen Aarfing]/ Eurofilm Stúdió/ Zentropa Entertainments/ Film i Väst/ TrustNordisk/ SF Studios/ Axiom Films/ CineMaterial/ Ingmar Bergman Archives (Stiftelsen Ingmar Bergman)/ Royal Opera House | Es Devlin homepage.

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 08.04.2011 - revideret og ajourført i januar 2024

Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals

TIGERNE KOMMER OM NATTEN

En stiv musical bliver til levende film

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste mennesker har på et tidspunkt set Les Misérables, uanset om de ville eller ej. Den venerable tragédie musicale begyndte sit liv i 1980, da komponisten Claude-Michel Schönberg (f. 1944) og tekstforfatteren Alain Boublil (f. 1941) – Frankrigs svar på Webber og Rice, som havde haft lokal succes med rockmusicalen La Revolution Française (1973) – søgte risikovillige kræfter og sendte et fransksproget dobbeltalbum i luften. Den første opsætning havde urpremiere i Palais des Sports (nu Dôme de Paris) den 24. september 1980.*  

   Produceren Cameron Macintosh så en ny Evita (1976) eller The Phantom of the Opera (1986) i projektet. Med engelske tekster af Herbert Kretzmer fik Les Misérables premiere på Barbican Theatre den 8. oktober 1985. Trevor Nunns stadig stilskabende opsætning med Colm Wilkinson som Jean Valjean flyttede samme år til Palace Theatre i West End. Siden fulgte Broadway og resten af verden. The Complete Symphonic Recordings (1989) er udsendt igen og igen, for hver gang med lidt mere selvfølelse.**

JEG har set 7-8 opsætninger af Les Misérables gennem de 40 år, som er gået. Første gang var i Chicago i 1989, hvor en turnéudgave fra Broadway slog gnister. Næstsidste gang var på Det Ny Teater i 2010, hvor metaltrætheden var mærkbar. Den søvnigste opførelse så jeg i London i bombesommeren 2005. Orkestret så på uret og skyndte sig hjem. Victor Hugos passionerede 1863-manifest var da endt som en museal operette. Kun Thénardier-parrets skamløshed gjorde indtryk.

   Tom Hoopers filmatisering er et vovestykke med sikkerhedsnet. Det globale forsalg er sikret, for man vil gerne føle magien igen, men det kan alt i alt ikke undre, hvis fanbasen køber billetter med skepsis. Les Misérables er nu arvesølv, en kulturbærende institution, som forpligter. Det er meget længe siden, at de høflige sange kunne overraske. Man tror vel, at man skal se en indramning, et filmet aftryk af sceneudgaven, som kan stå på reolen sammen med musikken og romanen, når man har været i biografen.

FILMUDGAVEN kan kun overraske, og det gør den heldigvis med élan. Hooper vil ikke reproducere teatret, men skabe ny visuel kongruens. Især går han tæt på det nøgne ansigt og lader spillerne synge på stedet. Kasper Holten gjorde det samme i Juan (2010), en dynamisk moderne filmatisering af Mozarts Don Giovanni (1787) – som på sin side måtte forholde både til Joseph Loseys 1979-film og Milos Formans Amadeus (1984) – men hans cast havde trænede stemmer, som var vant til at virke i flugt.

   Hoopers hold består af stjerner, som ikke nødvendigvis synger godt. Hugh Jackman (Valjean) bliver skinger i det høje register, og hverken Russell Crowe (Javert), Anne Hathaway (Fantine), Amanda Seyfried (Cosette), Eddie Redmayne (Marius) eller Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen (Thénardier-parret) har skolede stemmer. De hiver efter vejret og ligner, hvad de er: Mennesker, som anstrenger sig.

   Overraskelsen er, at tricket fungerer. Det nye soundtrack er næppe en indspilning, man vil høre igen og igen, men Hooper har fuldkommen fjernet det præg af støvet funkis og Biedermeier-nips, som forestillingen fik hen ad vejen. Man hører en særlig grundtone, den moderne musicals patenterede lyd, i samtlige sceneudgaver af Les Misérables. De spindelvæv er blæst helt væk i filmen, som satser på ny sårbarhed.

ISÆR den første time er effektivt afviklet. Valjean og Javert introduceres i en sekvens, hvor straffefangerne bjærger et kuldsejlet skib, og Hooper lader synsvinklen veksle mellem panoramisk total og ansigter i nær. Anne Hathaway modtog en Oscar for sin indsats i rollen som Fantine. Da hun synger »I Dreamed a Dream«, bliver Les Misérables noget mere end stiliseret teater. Som alle gode musicals får den sangen til at leve som et sprog, der taler sandt bag tingenes overflade.

   Det er interessant at følge, hvordan teksterne har udviklet sig. De bedste steder var ikke på plads i den franske førsteudgave. »But the tigers come at night/ With their voices soft as thunder,« synger Fantine. Kretzmer indføjede disse linjer, ligesom han gjorde »Do You Hear the People Sing?« til en magtfuld finale og løftede slutstroferne til et fyndord: »To love another person is to the face of God«.

   Hos Boublil står der bare: »Qui aime sa femme/ sans le savoir, aime dieu.« »At holde af en anden er at træde frem for Gud,« var Niels Brunses respektable bud i den solide danske libretto fra 1992.***

   Det er næstekærligheden, medlidenheden og samfølelsen, der bærer den brændende indignation i Hugos romantiske traktat:

   »Så længe århundredets tre problemer ikke er løste: mandens nedværdigelse ved proletariatet, kvindens fornedrelse som følge af sult og børnenes hentæring som følge af det mørke, de lever i; så længe den sociale kvælningsproces, der foregår på sine steder, er mulig; med andre ord og fra et endnu videre synspunkt, så længe der på jorden findes uvidenhed og elendighed, må bøger som denne gøre nytte.«****

FØLELSEN lever i alle de variationer, med eller uden frapperende sange, som Hugos legende har inspireret, fra de klassiske versioner af Albert Capellani (1911), Henri Fescourt (1925) og Raymond Bernard (1934) til Claude Lelouchs frie modernisering (1995) og Bille Augusts undervurderede filmatisering (1998), hvor værdikampen mellem Valjean og Javert i endnu højere grad er hovedmotivet. Musicalen siger det koncist: »There is nothing on earth that we share/ It is either Valjean or Javert.«

   Colm Wilkinson – den første Valjean – har den lille, men vigtige rolle som biskop Myriel, der giver Valjean en ny chance og får ham til søge det gode i livet. Wilkinson er en slags talisman – han var for Jean Valjean på scenen, hvad Sean Connery var på film for James Bond-rollen. Samantha Barks spillede Eponine i 2010-produktionen i London, da Cameron Mackintosh gav hende rollen i filmen. Der er mange flere ansigter og reminiscenser fra sceneudgaven.

FOR det første var det vigtigt at have stemmer, der kunne synge rent og danse på stedet. Tom Hooper siger, at han altid har haft det svært med traditionelle filmmusicals, hvor stemmerne er optaget i et studie. På Les Misérables-settet kunne hver enkelt skuespiller høre produktionens pianist, mens de agerede. De kunne eksperimentere med betoning og fortolkning, mens Danny Cohen eller Hooper selv cirklede rundt om dem med et steadicam. Efterfølgende blev det symfoniske score lagt på i studiet. Det var musikken, som måtte tilpasse sig. Det plejer at være omvendt.

   Det var derfor vigtigt at have et cast, som kunne forestillingen forfra og bagfra. For fans er det en added bonus, at hver lille rolle i baggrunden spilles af teaterfolk, som på et tidspunkt har stået forrest med en af de store. Det gælder ned til hver galejslave, hver arbejderske på fabrikken, hver prostitueret ved havnen; hver soldat og hver student; hver af værtshusgæsterne hos Thénardier. 

   For produktionsdesignerne Eve Stewart og Anna Lynch-Robinson (som begge var Oscar-nomineret for filmen) var det mest tilfredsstillende at visualisere de situationer, som teaterforestillingen lader foregå off stage. Det spektakulære begravelsesoptog er filmet foran Greenwich Naval College, som gør det ud for Place de la Bastille. Blandt sætstykkerne er en elefantfigur i fuld størrelse.

   Kejser Bonaparte forsømte ingen lejlighed til at sætte monumenter. Man kunne ikke fylde byen med triumfbuer, så efter det egyptiske felttog var en elefantskulptur i bronze planlagt. Siden kom marmor på tale. En attrap af gips blev opført, så mulige sponsorer kunne danne sig et indtryk af effekten. Det lykkedes aldrig at finde finansiering, og figuren gik i forfald. Resterne blev fjernet i 1846, men i barrikadernes tid fungerede Napoleons elefant som et læsted for hjemløse. Her kunne gadebørn som Gavroche overnatte. I hvert fald er scenen endnu et bidrag til filmkunstens samling af elefanter.

     

HVIS man tror, man kender Les Misérables for godt til at sidde gennem det hele igen, eller hvis man tilhører typen, der hader musicals af princip, bør man lægge fordommen fra sig og se denne film. William Nicholson (Shadowlands, Gladiator) har klarlagt handlingsgangen i et eksemplarisk manuskript. Billedsiden er ren som i stumfilmens dage, hvor højt melodrama havde samme valør. De enkle musikalske arrangementer gør den gamle forestilling til en nøgen, ny og medrivende oplevelse.*****

I 2023 så jeg Les Misérables på scenen igen. Det var på Sondheim Theatre (som før i tiden hed Queen's Theatre) i London, hvor Les Miz har haft hovedkvarter siden 2004. Der har været to afbrydelser. Under ombygningen i 2019 blev forestillingen forvandlet til en staged concert i Guilgud Theatre, og under COVID-19-pandemien måtte alting sættes på pause.

   Nedlukningen varede i halvandet år, fra 16. marts 2020 til 25. september 2021. Det er nu Josh Piterman og Stewart Clarke, der synger partierne som Valjean og Javert. Barikaden er stadig det ikoniske sætstykke, men sceneapparatet er gjort enklere og lettere, faktisk meget i ånden fra Tom Hoopers film.

   Der var absolut ingen træthed at spore. Måske skyldes det den destabiliserede tidsånd, måske at castet er nyt og stadig har noget at risikere. Scenetæppet er dekoreret med Victor Hugos egne uvejrsakvareller fra Guernsey. Det er blevet kutyme at klappe efter de store numre. Alle musicals har nu dette koncertpræg. Da Piterman var færdig med at synge »Bring Him Home«, blev der råbt »Bravo!« fra bagerste række i the stalls.

   Min datter på 11 var grebet mod forventning og satte stor pris på Gavroches »Little People«. Vi sad på anden række i salen, som er kort og stejl, så scenen spiller til et publikum, der er fordelt på fem etager. Black Box-scenografien har altid egnet sig til cisterner og konverterede fabriksrum. Det er en scene, der kan sættes hvor som helst i historien fra 1848 til nu. Teksten står stærkest i usikre tider. Så i oktober 2023 virkede Les Misérables fuldkommen frisk.

   

TEATERFORESTILLINGEN er oversat til 22 sprog, opført i 53 lande og set af 120 millioner tilskuere. Filmen gjorde det hæderligt. Budgettet var på $61 millioner. Der er til dato solgt billetter for $442.299.309. Les Misérables var Oscar-nomineret i 8 kategorier. I tilgift til Anne Hathaways pris (for Best Performance by an Actress in a Supporting Role) blev filmen præmieret for Make-Up og Sound Mixing. Også den nye sang, »Suddenly«, som Schönberg, Boublil og Kretzmer skrev til lejligheden, og Hugh Jackman var nomineret. 2013 var året, hvor Argo, Lincoln, Silver Linings Playbook og Django Unchained stjal opmærksomheden. 

Se også Klassiske karakterer: A Star is Born 1937-2018 | Musicals; Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]; Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals; Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) | Musicals; Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; Carmen på kliksprog: U-Carmen (2005) [Berlinale Golden Bear 2005]; Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals; The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia! (2008) | Voyage (2021); Fellini på Broadway: Nine (2009) | Musicals; Kenneth Branagh: The Magic Flute/ Tryllefløjten (2006); Damien Chazelle: La La Land (2016) | Musicals; Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Bogen og filmen: Cats (1939/1981/2019) | Musicals; Sparks | Leos Carax: Annette (2021) | Musicals; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022].

Se også Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac | Liv og teater; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673 | Liv og teater. 

NOTER

*) La Révolution Française 1789-1794 er en ekspansiv forestilling, der kan ses som en skitse til Les Misérables på samme måde, som Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968) kan ses som en skitse til Jesus Christ Superstar (1970). Jeg har altid holdt særligt af skæringen »Á Versailles 14 juillet 1789«. Claude-Michel Schönberg synger selv partiet som Louis XVI. Robespierre er fremført af Alain Bashung. Dobbeltalbummet optrykkes jævnligt, både på cd, BD og vinyl. 

**) First Night Records genudgav Les Misérables: The Original French Concept Album i 1989. Alt i alt er den bedste studieindspilning stadig den første Original London Cast Recording, som Relativity Records udgav i 1985. The Complete Symphonic Recordings (1989) blander stemmer fra de britiske, australske, japanske og amerikanske (Broadway + Los Angeles) produktioner. Det er Gary Morris fra Broadway-udgaven, som synger Valjean. Bokssættets tredje disc var en cd-rom med interviews og videoclip. For sin tid var det virkelig state-of-the-arts. Musicalens levetid overlapper næsten 1:1 med cd-mediets store år. Det er først i 2020'erne, at Les Misérables har fået et liv på vinyl. Alle versioner kan streames. 

Den første 10 års fødselsdag blev fejret med en gallakoncert i Royal Albert Hall, hvor David Charles Abell dirigerede The Royal Philharmonic Orchestra, og Colm Wilkinson sang for som Jean Valjean i et kompagni på 250 spillere. »The Dream Cast« var sat sammen af optrædende fra flere britiske og amerikanske opsætninger. Til slut kom alle de internationale udgaver af Jean Valjean på scenen. Fra DK medvirkede Kurt Ravn. Næste store standardudgave var den grundigt dokumenterede 25 års jubilæumsudgave, som blev opført på O2 i London i 2010. Igen med forenede transatlantiske kræfter og en kavalkade af optrædende fra alle nationer og år. Samtidig udkom i USA Les Misérables Live! the 25th Anniversary Production – The 2010 Broadway Cast. Seneste stort dokumenterede version er Les Miserables: The Staged Concert (The Sensational 2020 Live Recording) [Live From The Gielgud Theatre. London].

***)  Den danske opsætning af Les Misérables havde premiere på Østre Gasværk i 1992. Albummet med de 16 største sange blev indspillet i DRs studier oktober/november 1992. Svend Skipper dirigerer Radiounderholdningsorkestret. Kurt Ravn og Claus Kofod synger Valjean og Javert; Anne-Marie Max Hansen er Fantine, Birgitte Raaberg Eponine, Louise Fribo den voksne Cosette. Den kyniske comic relief i Thénardier-parrets »Master of the House« (»Herre i sit hus«) bliver leveret af Maria Stenz og Per Pallesen. Det var før Stig Rossen kom hjem fra London og overtog signaturrollen som Valjean. BMG/RCA udgav albummet i samarbejde med Danmarks Radio. Niels Brunse har gendigtet sangene, så de fungerer og bevarer sjælen i værket. Han gjorde siden det samme for alle William Shakespeares skuespil. 

****) De Elendige er citeret efter Fr. Winkel Horns gamle oversættelse, som Lademann udgav i i tre bind i serien Store fortællere i 1974. Knud Togeby har redigeret og kommenteret, Louis Moes illustrationer er fra førsteudgaven. Skønt Horns version fylder 900 sider, mangler mere end halvdelen af Victor Hugos originaltekst. Hans Peter Lund færdiggjorde i 2014 den første uforkortede oversættelse, som udkom på forlaget Vandkunsten.

*****) Det er i sidste ende sangteksterne, der forløser det romantiske stof i den store musical og sikrer forbindelsen til Hugo. Cameron Macintosh gav i første omgang oversætteropgaven til James Fenton, men kontaktede Herbert Kretzmer (1925-2020), da han savnede glød og drama hos Fenton. Kretzmer var muligvis en mindre forfatter, men han forstod at overføre sjælen i en sangtekst. Blandt andet skrev Kretzmer de engelske tekster til Charles Aznavours franske ballader. »Hier encore j'avais vingt ans«, som Patrick Bruel skrev den franske tekst til, blev på den måde til »Yesterday When I Was Young«: »Yesterday when I was young/ The taste of life was sweet as rain upon my tongue«. Præcis den samme følelse lever i Jean Valjeans sang om at bringe Marius sikkert hjem til Cosette: »The Summers die/ One by one/ How soon they fly/ On and on/ And I am old/ And will be gone...« 

Les Misérables. Instr.: Tom Hooper. Manus: William Nicholson, Alain Boublil, Claude-Michel Schönberg , Herbert Kretzmer. Foto: Danny Cohen. 158 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 21.03.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Working Title Films/ Cameron Macintosh Ltd./ Relativity Media/ UIP/ CineMaterial/ MoviestillsDB  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime, TV2 PLAY | SkyShowtime

Første del af teksten stod [med rubrikken 'Det nøgne ansigt'] i Weekendavisen Kultur 22.03.2013. Resten er skrevet til i december 2023 og januar 2024.

The Iron Lady: Margaret Thatcher 1925-2013

DEN BIOGRAFISKE SANDHED

Uskarpt portræt af den britiske statsleder

Af BO GREEN JENSEN

DEN bedste scene er den første. En aldrende kvinde med frakke og tørklæde køber mælk i et lokalt supermarked. Der er en kakofoni af skarpe lyde. I køen står en sort mand og hører sin egen musik på en iPod. Butiksindehaveren er indisk. Hvis han ved, at kvinden engang var landets premierminister, lader han sig ikke mærke med noget. Man fornemmer, at det ikke er kvindens tid mere. Hun tager dog oplevelsen i stiv arm og synes mest af alt at undre sig.

   Ingen genkender Margaret Thatcher (Meryl Streep), som bærer mælken hjem til den skarpt bevogtede bolig i Mayfair. Hun har en sammenkrøben gangart, som passer til en kvinde på 86 år. Hun har været ude i det multietniske England, som man kunne tro, hun ville beklage sig over, da hun sætter sig ved morgenbordet, hvor ægtefællen Denis (Jim Broadbent) læser avis. Hun er dog mere optaget af, at prisen på mælk er steget igen.

   

THE Iron Lady er god i sådanne scener, hvor den skaber en hverdagssituation og gør sig umage med at brede den ud. Desværre er der relativt få. I stedet bruger filmen tid på at rekonstruere episodiske highlights fra den officielle biografi, ofte med en respektfuld ugidelighed, der tangerer det fantasiløse.

   De historiske og politiske flashbacks er indlejret i en rammefortælling, hvor den kognitivt svækkede Thatcher stadig taler med sin afdøde mand. Hun vægrer sig ved at kassere hans ting. Det har hun gjort i otte år. Også denne dag vil sekretæren, vagterne og den bekymrede datter forsøge at få hende til at give slip.

   Mens Lady Thatcher signerer sin seneste erindringsbog – og kommer til at skrive Margaret Roberts på titelbladet – rejser filmen tilbage til begyndelsen. Købmandsfamilien søger ly under Blitzen, kammeraterne håner den flittige pige. Hun kandiderer i sin fars gamle kreds og bliver mobbet af partiledelsens old boys. Kun Denis kan se potentialet i kvinden, som siden vil ændre nationen. De bliver gift og får børn, tvillingerne Carol og Mark, som er meget alene, mens deres mor gør konservativ karriere.

SOM ungt par bliver Margaret og Denis fremstillet af Alexandra Roach og Harry Lloyd. Iain Glenn er Alfred Roberts, den kernesolide faderfigur og rollemodel, som datteren altid så op til og huskede med uforbeholden varme. Snart når fortællingen stedet, hvor Streep kan spille Margaret i begge tider. Ofte husker hun attentatet i Brighton, hvor en nordirsk terrorbombe rystede partikongressen i 1984. I forbifarten, som en hest med skyklapper må opleve sin rute, skildres de slag, der gjorde Thatcher til en af sin tids mest forhadte politikere.

   Posten som partiformand og oppositionsleder er sikret i februar 1975. Downing Street 10 indtages efter den konservative jordskredssejr i maj 1979. Hun sætter hårdt mod hårdt i Ulster, scorer en folkelig sejr i Falklandskrigen (1982) og bliver triumferende genvalgt i juni 1983. Fagbevægelsen knækkes under minearbejderstrejken 1984-85. Hun danser vals med åndsfællen Ronald Reagan og glemmer efterhånden at lytte, når kritikere som Geoffrey Howe (Anthony Head) og Michael Heseltine (Richard E. Grant) taler. Hun styrtes og trækker sig ind i det limbo, som Phyllida Lloyds film gør til en flydende nutid.

MAN får indtryk af en kvinde, som altid handler med overbevisning. På den måde undgår filmen at tage stilling til hendes realpolitik. Det er for så vidt en legitim metode, men da Lloyd og manuskriptforfatteren Abi Morgan begynder bøje kronologien, går der gradvis inflation i skyggespillet. Filmen kunne være længere eller kortere, det ville ingen forskel gøre. Formen er frustrerende, fordi der også er scener, som virkelig lever og står sig.

   Jernladyen må i sagens natur virke anderledes på britiske tilskuere. En lang række tv-film og teaterstykker har skildret Thatchers liv i heroisk, satirisk og kritisk belysning. Rollen er blevet spillet af Patricia Hodge i The Falklands Play (2002), hvor hun fremstår som en karikeret dominatrice; af Andrea Riseborough som den unge Thatcher i The Long Walk to Finchley (2008) og af Lindsay Duncan som den imploderende stjerne i Margaret (2009). For et hjemmepublikum er The Iron Lady et supplement til disse fremstillinger.*

   

ANDERLEDES ser det ud, hvis man ikke selv var der i 80'erne og betragter livsskitsen som den biografiske sandhed. Da er filmen ganske enkelt for uskarp og let. Thatcher var en brutal demagog. Hun afmonterede velfærdsstaten. Hun konsoliderede markedsøkonomien og arbejdede for social ulighed. Det er stadig Thatchers England. Hun vidste præcis, hvad hun gjorde hver gang. Hun var virkelig blå ind til benet.

   Meryl Streep kan virkelig denne slags udklædningsrolle, og hun brillerer hele vejen igennem. Jim Broadbent er sat på en uriaspost som Denis Thatcher, hvis rolle alene er at støtte og more. Streep gør for Thatcher, hvad Helen Mirren gjorde for dronning Elizabeth i The Queen (2006). Den film havde bare et bedre manuskript og var mesterligt lagt til rette. The Iron Lady er lidt af hvert af det hele, og det vil sige hverken fugl eller fisk.

Meryl Streep modtog sin tredje Oscar for rollen som Margaret Thatcher. De andre to var for Kramer mod Kramer (1979) og Sophie's Choice (1982). Hun har været nomineret 21 gange. Kun Ingrid Bergman og Jack Nicholson har sagt tak lige så tit. 

*) Gillian Anderson spiller Margaret Thatcher i sæson 4 af Peter Morgans The Crown (2016-2023), som dækker årene 1979-1990. Her er accenten lagt på kejtet underdanighed. Det er formentlig den dramatiske fremstilling, som flertallet nu forbinder med Thatcher. I sæson 3 og 4 bliver dronning Elizabeth spillet af Olivia Colman. I The Iron Lady har Colman rollen som den voksne Carol Thatcher.

   Mellem filmen The Queen og serien The Crown skrev Peter Morgan skuespillet The Audience (2013). Her er dronningens ugentlige møder med skiftende premierministre, fra Winston Churchill til Tony Blair og David Cameron, bundet sammen i en kæde af dramatiske vignetter. Stephen Daldry instruerede den første opsætning på The Guilgud Theatre. Helen Mirren spillede Elizabeth 2. i London i 2013 og på Broadway i 2015. En ajourført forestilling åbnede i London i 2015. Her havde Kristin Scott Thomas dronningerollen. Margaret Thatcher blev spillet af Haydn Gwynne (2013), Judith Ivey (2015) og Sylvestra Le Touzel (2015). Flere scener fra The Audience er genanvendt i The Crown. Morgan er med tiden blevet stadig mindre kritisk i sit syn på kongehuset.

The Iron Lady (Jernladyen). Instr.: Phyllida Lloyd. Manus: Abi Morgan. Foto: Elliot Davis. 105 min. UK-Frankrig 2011. Dansk premiere: 23.02.2012.

Fotos: DJ Films/ Pathé/ Film4/ Canal+/  Goldcrest Pictures/ UK Film Council/ CinéCinéma/ The Weinstein Company/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 24.02.2012.